2. Rejsen til øerne

7/4 1600. Ville gerne skrive mere, men har for lidt lys. Blaise sang og spillede i kroen i dag til bøndernes store undren. Det må være sådan hans liv har været i de sidste mange år. Spændende indsigt pludselig at få. Han er talentfuld.

12/4 1600. Ankom til en obskur lille fiskerlandsby i dag. Vi snakkede med le Brun, som er en rigtig ækel, lille, plebejerisk fyr, som minder i mistænkelig grad om en rotte! Hvis han er standarden for Onkel Pierres venner, så frygter jeg at møde onkel Pierre selv! Rotten har en fægteskole, hvor hans ubehagelige kumpan, kaldet Døberen, underviser en flok bonderøve at svinge med en kårde. Ved Lyset, sikke en rotterede! Nå, han lovede i det mindste at gøre hvad han kunne for at grave informationer frem om Pierre (hvad han jo kunne have gjort det øjeblik han fik vores brev!). Adr, for en ulækker personage!

Vi tog op til nogle meget interessante ruiner, som ligger på en bakke over byen. Det ligner noget hedensk noget, men meget smukt og meget spændende. Jeg snakkede med byens præst, som – selvom han ellers ikke virkede for belæst – fortalte, at det blev bygget i Kejsertiden. Det siges at have været en del af en stor gylden by, som skyllede i havet som følge af Lysets vrede over beboernes ugudelige opførsel. En skam. Jeg kunne godt have tænkt mig at se en gylden by her. Med de nuværende omgivelser er det svært at forestille sig. Der var desuden et lille tempel deroppe med nogle meget interessante friser…

Her lige før jeg gik op, blev en af le Bruns fægteelever overfaldet af en mystisk forklædt mand. Der havde tidligere været en suspekt personage inde i kroen (han førte sig som en adelig, men det kan have været påtaget). Det var nok ham eller også var det en anden fornuftig person, der var blevet træt af at høre på de utålelige storskrydere.

13/4 1600. Forlod fiskerbyen i dag efter at le Brun havde fortalt os, at onkel Pierre tog afsted til kolonierne fra byen Brest. Nu tager vi først til Brest og undersøger, om der er noget om sagen, og hvis der er det, tager vi videre til de nye øer! Det bliver fantastisk spændende! Tænk at komme ud og rejse i den helt store stil, med skib tværs over det blå ocean, til tropiske øer med fremmede folkeslag! Det er næsten for utroligt! Skrev til fætrene og opfordrede dem til at tage med. Jeg tror ikke, at jeg skriver til Mama, før lige før afrejse. Det ville ligne hende at prøve at forhindre mig i at tage af sted. Som om hun nogen sinde har kunnet forhindre mig at gøre noget jeg har sat mig i hovedet!

24/4 1600. Ankomst til Brest – en meget spændende by! Vi har indlogeret os meget luksuriøst på Moulin d’ Olives – på Roberts regning. Jeg regner med, at han brokker sig, hvis det bliver for dyrt. Skønt at få rigtigt bad og lækker mad!

Senere: Blaise bankede på og inviterede mig med i byen med ham og Robert. Vi tog ned til et dansested, hvor byens pænere ungdom kommer. Robert gik tidligt med et eller andet kønt pigebarn. Blaise og jeg dansede skoene af dem alle sammen. Det var mærkeligt: et øjeblik var det som om, at der ikke fandtes andre mennesker i verden end ham og mig. Jeg så ham i øjnene og forsvandt et sted dybt derinde. Det var næsten som at være forelsket! Sådan har jeg kun haft det én gang før: med Guillaume – nu får jeg helt dårlig samvittighed. Men jeg må have misforstået stemningen: jeg er jo nærmest bare en lillesøster for ham, ligesom jeg aldrig før har set andet end en storebror i ham. Men lige nu banker mit hjerte bare ved tanken! Nu vil jeg drikke mit glas vin færdigt og stille mig ud og nyde natteluften på balkonen.

27/4 1600. Pierre tog tilsyneladende til de nye øer (Cagliano) for 3 år siden. Der er ingen tegn på, at han er vendt hjem igen, så han må være der endnu – død eller levende. Vi skal ud og rejse! Skrev til G. med længsel.

28/4 1600. Roberts fødselsdag. Var i teatret (”Romeo og Ethel – Piratens datter” – et vældig muntert stykke). Vi spiste middag på mit værelse, hvor der blev udvekslet gaver. Blaise har jo også lige haft fødselsdag (10/4). Blaise gav Robert en digtsamling af en meget dyster karakter. Robert gav Blaise en parérdolk med indbygget lommelærke (som om han ikke drikker nok!). Jeg gav dem en fælles gave: en kniv hver med skæfte af sort træ, med ordet Bergerac indgraveret på bladet, og tilhørende skede af sort læder i god og stærk kvalitet. Jeg har købt en lignende til mig selv, bare mindre, som fælles minde om vores barndom sammen. Jeg havde også købt en anordning, som kniven kan sidde i på mit lår, men det fortalte jeg dem ikke om! Vi havde i øvrigt været et fantastisk sted i dag: et bogtårn med alt hvad hjertet kan begære af eventyr, filosofi, historie, digte og meget andet. Jeg vil tilbage en anden dag og købe ind. Jeg må jo have noget at læse i på den lange sørejse!

30/4 1600. Reynaud og Pierre ankom til Brest i dag og havde interessante nyheder med til mig (foruden min musket). Pierre havde læst sig til, at i 1551, da Far var 6 år, tog Farfar til Nordlandet om efteråret og vendte hjem igen i december samme år. Da han kommer hjem, beder han i krøniken brødebetynget tilgivelse for noget han har gjort i Nordlandet, men historien melder intet om, hvad det er (typisk)! De fortalte mig dette på vej hen til Bogtårnet i det udenlandske kvarter, hvor jeg som bekendt havde en bunke bøger stående, som jeg gerne ville købe. Jeg blev nødt til at luge lidt ud i bunken. Jeg kunne godt se, at jeg hverken havde plads eller penge dem alle.

Nå, det endte med, at jeg betalte £80 for følgende: Tychidids ”At elske og hade havets blå: 33 digte om havet”, en meget passende bog at medbringe, synes jeg. Tychidid er en af mine ynglingsdigtere. Han har humor og et klarsyn, som virker meget forfriskende. Jeg bliver altid i så godt humør af at læse hans digte. André Liberales’ ”Humanismen” om den nye filosofiske retning, som jeg hørte en del om i Ryendor City og en lille smule i Alencon. Filosofien interesserede Charles, og jeg tror, at han ville billige, at jeg sætter mig yderligere ind i sagen. Varante de Aeböex’ ”Ridderlige fortællinger”, som er en herlig samling af gamle ridderhistorier. Jeg tror, at jeg skimtede historien om Abelard og Helöise, da jeg bladrede i den. Historien om den arveløse ridder er vist også i. René Courant’s ”Vor tids største pirater: øjenvidneberetninger indsamlet med liv og helbred som indsats”, som jeg simpelthen ikke kunne lade ligge! Et godt gys og en mulighed for at forberede sig lidt, hvis det usandsynlige skulle ske, at vi rent faktisk skulle støde på nogle blodtørstige pirater! Og sidst, men ikke mindst, Comtessa Valerie de Fleurent’s ”Livsanskuelser annammet i et boudoir: en kvindes tanker om livet, døden, kærligheden og manden som menneske”: en meget spændende sag, som er helt ny. Det skulle være en meget kontroversiel bog, som jeg hørte en hel del hvisken og tisken om i Ryendor City. Dén ville Charles nok ikke billige, men jeg må bare læse den! Om et halvt år er den garanteret ikke til at få. Jeg betalte også guld ud af næsen for den: £30 bare for den. Men den skulle være dét værd!

Vi spiste velkomstmiddag og gik bagefter ud og dansede. Det var meget lystigt alt sammen! Herligt at fætrene er kommet!

7/5 1600. Første aften til søs. Vi påmønstrede, som det vist hedder på sømandssprog, i morges klokken 8 på den værdige galeon ”La Petite Marie”. Vi følges med et krigsskib, som vist hedder ”Prins Louis”, så vi skulle være i sikre hænder. Jeg kunne godt blive forfalden til livet til søs! Den herlige luft og vidunderlige hav. Jeg kunne kigge på bølgerne, skibet, sømændene og den blå himmel dagen lang! Et par af de andre ser nærmest grønlige ud i hovedet allerede og påstår, at det er skibets skyld. Jeg mener nu, at de må have spist noget, de ikke kunne tåle eller havde drukket for meget. Jeg har det i hvert fald storartet!

10/5 1600. Vi har kastet anker ud for Fuentors kyst, Blaises hjemland. Her skal vi vente på endnu et par skibe, som vi skal følges med til Cagliano. Jeg tror ikke, at Blaise har været ædru ét eneste minut om bord. Han går rundt og ligner en tordensky og jeg tør ikke engang sige goddag eller godmorgen til ham! Jeg er ærlig talt ved at være lidt bekymret for ham. Han drikker uhæmmet meget og har nogle helt urimelige humørsvingninger! Jeg har temmelig svært ved at genkende den livsglade og muntre Blaise fra min barndom. Han må have været igennem nogle barske år på landevejen. Adskillelsen fra hans familie må også tære på ham. Og hvem ved? Måske har han kærlighedssorger? Enhver troubadour med respekt for sig selv har mindst én forlist kærlighedsaffære i bagagen. Det gør mig så ondt for ham. Jeg savner hans mod på livet!

Senere: Vi spiste middag med Kaptajn Pontoise. Han spiser godt! Jeg har hørt at vi senere på rejsen kommer til at nøjes med saltet kød og fisk. Det ferske kød holder jo ikke så længe, og er kun på menuen de første par dage. Så om ikke så længe bliver kosten lagt om. Og fisk bliver jeg ellers hurtigt træt af! Kaptajnen fortalte om de indfødte i Cagliano, som er nogle værre hedninge. Ikke bare tror de ikke på Lyset, eller på én almægtig gud for én sags skyld, men de tror også, at deres guder er døde! Meget mærkeligt! Han mener, at det vil tage os en måneds tid at nå frem til Cagliano. Normalt tager rejsen mellem 20 og 80 (!) dage. Jeg håber nu på de 30 dage. Jeg holder meget af dette havliv, men det bliver noget ensformigt i længden. Det er godt, at jeg tog læsestof med. Jeg har ikke kunne lægge mine hænder på Comtessaens bog endnu: de unge gentlemen er meget interesserede i at læse den. Lige nu er Blaise i gang med den. Måske kan den muntre ham lidt op.

11/5 1600. Jeg var vidne til en besynderlig skik i dag: sømændene ofrede til havånderne! Sikke da noget gammelt overtro! Jeg skriftede ikke engang, før vi tog afsted fra Brest, men jeg regner da med at nå frem alligevel uden Lysets og havåndernes velsignelse. Det er i det hele taget længe siden, at jeg har skriftet. Det er ikke engang noget jeg har særlig dårlig samvittighed over. Det siger mig bare ikke så meget mere. Jeg savner at snakke med Fader Bryant. Han kunne ligesom få det hele til at give mening. Når jeg læser om den ny filosofi, humanismen, så giver det så meget mening for mig. Et eller andet sted er det sådan, at jeg altid har haft det: jeg havde bare aldrig før ord for det. Et sted dybt i mig er der en stemme (som minder om Mamas), som råber kætteri! Men jeg tror jo stadig på Lyset, jeg mener bare ikke, at jeg har brug for en præst for at komme i kontakt med Lyset. Kirken er mere en politisk end en religiøs anordning efterhånden. Jeg er sikker på, at Charles ville være enig med mig. Og selvom Fader Bryant vil være uenig med mig et stykke hen ad vejen, så kunne jeg nu godt tænke mig at diskutere det med ham. Nogen gange er det som om, at mit hjerte stadig bor på Alencon. Jeg kan godt længes efter den tid, hvor Charles endnu levede. Hvor uretfærdig, at vi ikke fik flere år sammen – hvor uretfærdigt, at Guillaume og jeg knap fik et øjeblik – og næppe får mere end det… Nej, nu vil jeg gå ud i stævnen af skibet og betragte den horisont vi rejser imod i stedet for at begræde fortiden, som hverken kan laves om eller komme tilbage.

1/6 1600. Oh, det er et herligt liv! Vi nærmer os syden nu. Det er meget varmt og ikke én af sømændene har deres skjorter på mere! Det er et vidunderligt syn at se de stærke og smukke (nogle mere end andre – indrømmet) mænd kravle op og ned og rundt på skibet. Deres svedige arm- og brystmuskler svulmer, når de trækker i reb og hjul. Robert ser misbilligende på mig og jeg rækker tunge ad ham. Han har meget travlt med at holde øje med, hvad jeg laver, men han siger ikke noget. Som om jeg ville tage én af disse sømænd med til min kahyt! Jeg har takket nej til større fristelser. Nogle gange forbløffer det mig, hvor meget mit gode navn og rygte betyder for mig. Men en mand snart ville ikke være af vejen. Det må være varmen, og lugten af saltvand og disse svedige mænd, der får mig til at tænke sådan. Men det bliver ved fantasierne…

Cateas Dag 1600. Jeg skriver dette på mit værelse på ”Det Blå Ocean” – vores hotel i Cagliano! Her er skrækkeligt varmt! Vi tog ned og badede i en flod lige ved siden af byen og dét var dejlig svalt. Pierre har vist været alene for længe, for han blev vældig opstemt ved synet af mig – hans kødelige kusine! OK, jeg havde heller ikke gjort det let for drengene i mit hvide, våde bomuldsundertøj. Det var en herlig provokation, og Pierre blev meget flov. Jeg lod som om jeg dydigt ikke forstod noget af det, men det var bare så tydeligt. Det var sjovt! Robert skumlede af mig som sædvanlig. Hvorfor siger han ikke noget? Som barn var han ikke bleg for at skælde mig ud, når jeg var for vild.

Senere gik Robert, Pierre (som jo nok havde noget at skrifte!) og jeg til messe. Jeg gjorde det mest for at glæde Robert. Jeg vil ikke have, at han tænker ilde om mig. Hans gode mening er meget vigtig for mig. Jeg tror, at hvis jeg kunne vælge at imponere én person i verden, så ville den person være Robert. Det stammer vel fra vores barndom, hvor jeg skulle kæmpe sådan for at få lov til at være sammen med ham og Blaise. Jeg skulle hele tiden strække mig til mit yderste for at være med. Jeg tror også, at jeg imponerede ham som barn med at ride hurtigere og klatre højere op i træerne og finde på uvornheder, ellers havde han vel ikke taget mig med så tit. Én ting er at tage sin lillesøster med på slæb, noget andet er at betragte hende som ven og legekammerat. Og jeg tror, at han gjorde det sidste. Nå, efter messen tog vi sammen med Pierre og Blaise (som har fået øjnene op for en ny slags lokal alkohol, som er lovlig stærk til mig) hen til en kro for de finere her (knap så fint, som vi er vant til, men hvad). Blaise bød mig op til dans, men han var for fuld til at gøre det ordentligt. Jeg må snakke med ham snart om det her. Hvorfor drikker han så meget? Hvorfor gør han det her mod sig selv – dette ihærdige forsøg på at ødelægge sig selv fuldstændig. Jeg kan og vil ikke være vidne til hans undergang. Der må være noget jeg kan gøre for at få ham på ret køl igen. Jeg ved ikke om min status som barndomskammerat og lillesøster har noget at sige efter alle disse år, men jeg bliver nødt til at prøve.

10/6 1600. Jeg ved ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har snakket med Blaise det meste af aftenen på tagterrassen og jeg er fuld af forvirring. Han sad og skrev, da jeg kom derop, og han gav mig lov til at læse det. Blaise skriver digte: meget smukke, men dystre. Meget dystre. Jeg konfronterede ham med hans personlighedsskift og han fortalte, at det var blevet udløst for mange år siden. 8 år for at være præcis. Da var han blevet påført et sår, som stadig kun er ved at heles. For 8 år siden forelskede han sig nemlig i mig. I mig! Netop som jeg stod for at skulle giftes, fik han øjnene op for, at jeg ikke bare var en legekammerat eller en lillesøster. Dét er grunden til, at han aldrig kom på visit på Alencon. Dét er grunden til, at jeg intet har hørt fra ham i alle de år. Og han vendte tilbage, da han hørte, jeg var blevet enke for at se om barndommens lykketilstand måske kunne findes igen. Men hvordan han har det med mig nu, ved jeg ærlig talt ikke. Han virker så bitter, og der er gået så lang tid. Til gengæld betroede jeg ham alt for meget. Jeg fortalte ham om Guillaume, og om vores umulige kærlighed. Blaise konfronterede mig med, at hvis jeg var lige så modig og ukonventionel som jeg altid har været, så kunne jeg tage sagen til Parlamentet og prøve at få deres accept. Ved Lyset, sikke et skridt at tage! Skandalen, der vil bruse, hvad enten det gik igennem eller ikke! Kunne jeg gøre det mod Bergerac-navnet, mod Mama, mod Robert? Og er Guillaume med på det? Der er mange spørgsmål, som jeg lige skal have opklaret. Det var så let, så længe det bare var en umulig leg. Så længe vi vidste, at det aldrig kunne blive til mere end skjulte kys og kærtegn. Og så forslog Blaise noget, som virkelig væltede mig omkuld: han tilbød at proformagifte sig med mig, så jeg juridisk set ikke længere var Guillaumes mor. Jeg undrede mig over, at han ville risikere at rive op i det gamle sår, men han sagde, at han ville gøre hvad som helst for at se mig lykkelig! Lykkelig… Jeg er lykkelig nu, selv uden at have Guillaume her. Det er efterhånden så længe siden – det hele virker så uvirkeligt. Det lød mærkeligt, da jeg fortalte om det. Som om det at sætte ord på det overfor nogen fik mig til at høre, hvor umuligt det er. Er mit savn efter ham bare en slags smerte, som jeg påfører mig selv for at føle, at jeg lever? Er det så vigtigt for mig at blive elsket? Guillaumes ansigt bliver mere og mere sløret, for hver gang jeg tænker på ham. Er min kærlighed til ham ved at dø ud? Jeg har ikke tænkt på ham i dagevis. Og så vil han vise mig verden, Blaise, hvis jeg vil. Rejse rundt som han har gjort det i årevis. Jeg er en udmærket lutspiller. Synge kan jeg ikke, men historier er jeg fuld af; jeg skal bare lære at fortælle dem. Tænk at gøre dét! Endnu en skandale? Måske nok, men tanken tiltaler mig. Åh, Blaise! Du har virkelig givet mig noget at tænke over! Skal jeg nu til at tage forholdet til Guillaume alvorligt – eller lægge det fra mig? Og Blaise – jeg prøver som besat at forholde mig til, at min bedste ven og storebror har været forelsket i mig engang for 100 år siden! Du gode, falder jeg nogensinde i søvn i nat?

Senere: Med alt det jeg har at tænke over lige nu, bliver én tanke ved at bryde igennem: hvilket herligt liv! Her sidder jeg i troperne med eventyret lige uden for vinduet. Mit liv kan føre alle vegne hen: ægteskab med Guillaume? Med Blaise (absurd! Eller er det så absurd? Jeg begynder at kunne lide tanken lidt om, at en som var så uopnåelig, da jeg var barn, nu pludselig er inden for rækkevidde…)? At rejse rundt som Blaise har gjort det? Og flere muligheder end det. Verden står mig åben og jeg er som et barn i en bagerbutik! Hvor meget kan jeg favne? Jeg agter at favne så meget af det, som jeg kan! Jeg elsker at leve!

11/6 1600. I dag stod i eftersøgningens tegn. Blaise undersøgte de lokale barer (hvem var bedre egnet til det end han?). Robert og Reynaud undersøgte kirkebøgerne, medens Pierre og jeg tog til guvernøren for at kigge i de officielle annaler. Ingen af stederne gav rigtig bid. Dvs. vi fandt ud af, at Onkel Pierre engang havde skyldt skat for noget indkomst, og sad i fængsel indtil han betalte, og desuden havde købt og solgt et hus. Køberen af huset vidste imidlertid ingenting om ham. Men vi havde slet ikke behøvet alt det benarbejde: Der blev sendt bud til os fra en kro kaldet ”The Seabreeze”, som Blaise havde besøgt tidligere på dagen, hvor en gammel søulk havde informationer om Onkel Pierre. Desværre vil han til gengæld have noget, som Onkel Pierre skulle være i besiddelse af, kaldet ”Ebenezers Nøgle”. Denne nøgle skulle være et skattekort af en art, som skulle lede til store rigdomme. Ebenezer var en kirkens mand, som forlod Lyset, og som fandt det sted, hvor de indfødte siger, at deres guder gik hen for at dø (det er altså en bizar idé!). Nå, men kære Onkel Pierre har altså kortet nu, og søulken vil have det (ja, hvem vil ikke det?). Men Robert vil ikke love nogen noget, som ikke er hans at give væk, ikke engang som løgn. Han var heller aldrig særlig god til at lyve, da vi var børn, husker jeg nu. De vilde historier; det plejede at være Blaise og mig, der leverede dem. Nå, men denne her sømand er nu heller ikke tabt bag en vogn. Men nu får vi se, hvad vi finder ud af. Robert vil prøve og se, om sømanden kan betales med penge for informationerne. Jeg tror, at hele denne historie kommer til at koste Robert ret mange penge. Godt han snart arver det hele!

Jeg havde for resten en lille sort dreng til at vifte mig i dag. Han var noget af det sødeste! Han kaldte sig Brgl, eller noget i den retning. Han fulgte mig overalt med en stor palmevifte. Et så utrætteligt og tålmodigt barn har jeg aldrig før mødt! Disse indfødte er gjort af et andet stof. Måske er det rigtigt hvad nogen siger; at de ikke er rigtige mennesker (de ligner nu meget godt, bortset fra hudfarven og størrelsen på visse lemmer!). Brgl var i hvert fald kær. Jeg håber, at jeg kan hyre ham en anden dag. Jeg kunne godt tænke mig at lære hans bizarre sprog, som mest består af en række grynte- og fløjtelyde. Der er noget meget musikalsk over det.

12/6 1600. Jeg tog på bytur med Blaise i dag. Ikke for at købe noget særligt, men jeg ville godt se hvad der handles med her, og desuden gad jeg ikke tage med Robert og fætrene hen til søulken igen. Det varede ikke længe, før det gik op for Blaise, at vi blev forfulgt. Det var én af de samme mænd, som vi havde set i ”The Seabreeze” i går. Vi spillede ham et puds og inviterede ham på frokost. Han hedder Frederik, og fortalte, at han bliver godt betalt for at holde øje med os, så det er ikke fordi, at Matt Donaldson (som søulken hedder) mangler penge, at han vil have Ebenezers Nøgle. Frederik fortalte desuden, at Donaldson er ølænder. Han var i det hele taget lidt løs-tunget, den gode Frederik, men det må være maden, rommen og den gode udsigt til min barm, der gjorde udslaget! Det kan godt være, at det er manden, der er det magtfulde køn, men kvinder kan nu også godt følge med! Nå, Robert kom tilbage og fortalte, at han må betale £400 før vores afrejse ind i junglen og £300 ved vores hjemkomst til Donaldson! Jeg håber, at han får lov til at beholde sine £300, for når vi kommer tilbage, er der vel ingen grund til at betale yderligere. En grisk hund, ham Donaldson!

13/6 1600. I morgen rejser vi ud i junglen! Jeg har allerede pakket. Robert insisterede på, at jeg skulle rejse i bærestol, da det er besværligt at rejser i skørter. Jeg var himmelfalden! Heldigvis foreslog Reynaud, at jeg kunne tage bukser på i stedet. Det havde været uhørt derhjemme, men her er alting alligevel så primitivt, så hvem bryder sig om det?! Jeg har da gået i bukser før, både som barn, og som voksen med Charles på jagt og på hesteryg. Ja, det ved Robert selvfølgelig ikke. Han har vist én eller anden absurd idé om, at hans lillesøster er en korrekt lille sag (eller bør være det). Jeg aner ikke, hvor han har fået den mærkværdige idé fra! Men jeg har i hvert fald fået købt mig både bukser og skjorter (ja, faktisk var det Reynaud, der gik i byen for mig), så jeg kommer til at ligne en stor dreng i det udstyr. Robert rynkede på brynene af det hele. Jeg er bange for, at hans ansigt skal stivne sådan, så tit han sætter det op.

Donaldson fortalte, at Onkel Pierre fandt nøglen for små 2 måneder siden og drog ind i junglen af floden Qumpa, som har sit udspring i De Blå Bjerge, hvor gudernes gravplads skulle være. For at få en indfødt guide med, måtte Robert love guld og grønne skove (=store mængder billig Bergerac-vin) til guvernøren, som man ikke er i tvivl om kommer fra købmandsslægt. Vi får udover guiden 10 mand med fra garnisonen til at passe på os. Donaldson sørger for skibssejlads til os alle sammen (vi medbringer desuden en ret stor mængde bærere til alt vores grej).

14/6 1600. Vores guide er et prægtigt syn! Han er fuldstændig nøgen, bortset fra et rødt skærf draperet over skulderen. Han har en fantastisk mørk farve under al malingen, som dækker det meste af kroppen. Hans hår er lange, tykke og filtrede totter med hvide skaller i. Han taler samme underlige pibe/fløjte sprog som Brlg. Heldigvis er der én blandt soldaterne, der taler sproget. Robert prøvede konsekvent at stille sig i vejen, så jeg ikke kunne se på den indfødte. Du Godeste, som om jeg ikke havde set en mands udstyr før! Jeg var altså gift i 7 år! Hallo!

Vi er nu ombord på ”Røde Marie”, som er et kaperskib. Vi er på vej mod eventyr!

15/6 1600. Det er forfærdeligt! ”Røde Marie” er gået til angreb på nogle ø-landske handelsstationer. Det er represalieaktioner for nogle angreb på nogle ryendorianske farme udenfor Cagliano. Handelsstationerne bliver fuldstændig massakreret! De bliver beskudt med kanoner! Jeg kan ikke bære at se på det!

16/6 1600. I junglen. Sover nær tidligere fjendtlig stamme (Chiar). B. gjorde sig venner med dem v.hj.a. deres lokale alkohol (sikken overraskelse). Ufattelig resourcefuld, er B.. Holdt mig i baggrunden. Landsby dekoreret af menneskekranier. Ældre kvinde noget nærgående overfor Ro. og B.. Hun må være troldkvinde eller noget i den retning. Havde to mænd! Flere stammer: Concoon (vest), Itza (nord – vogtere af De Blå Bjerge). Chiar-stammen sender krigere med os. Kan vi være så heldige hver gang? Må slukke lyset nu.

17/6 1600. Igennem junglen. Grønt, frodigt og ulideligt varmt! Måtte smide korsettet. Glad for, at vi er uden for landets lov og ret. Folk ville antage mig for at være fuldstændig skamløs, hvis de så mig nu. B. har smidt skjorte, strømper og bukser. Ville ønske, at jeg turde gøre det samme! Blev ædt i nat af insekter. Lige nu stinker jeg af gåsefedt, som skulle holde kræene væk, men det hjælper ikke ret meget. Blev overfaldet i dag ved et vandfald (vadested) af drenge med spyd. Robert dræbte én, som havde såret ham i ryggen med træspyd. Ikke alvorligt, skulle kunne hele hurtigt. Føreren sagde, drengene var Itza. Kan godt være, at de er dyr, men de ligner godt nok mennesker meget!

19/6 1600. Kamp med Itzaerne i dag. Holdt skansen på bakke. De sendte drenge imod os med træspyd. Kom imod os gentagne gange, selvom vi blev ved med at skyde. Til sidst kom de voksne imod os med kæmpe fjerprydelser på hovedet, og store, bredhovede spyd i hænderne. Så en soldat gennemboret. Han satte sig på knæ med spydet igennem sig og blev siddende! Dræbte selv én af drengene med pistol og slog én af de voksne bevidstløs med enden af min musket. Jeg har dræbt! Kirken siger, at de er dyr, men det føles ikke som at have slået et dyr ihjel. Det føles meget som at have dræbt et barn! Hvad enten de er dyr eller ej, vil jeg bede Lyset tilgive mig, når vi kommer hjem. Et par af soldaterne blev dræbt. Re. og Ro. lettere såret. B. stod allerforrest, og trodsede døden. Han fik ikke en skramme. Har han et dødsønske? Kan gætte mig til årsagen, måske. Kan ikke gøre meget ved det nu. Slap selv uden fysiske mén, selvom jeg deltog på lige fod med de andre. Charles ville have været stolt af mig. For mit mod – ikke for det med at slå en dreng ihjel…

Har slået lejr ved foden af de Blå Bjerge. Bærerne vil ikke længere. Hedensk overtro. I morgen fortsætter vi med 4 soldater (inkl. Carlos (tolken) og sergenten) og føreren, som ikke er så bange af sig. Resten af soldaterne er mere eller mindre sårede og bliver her, og passer på, at bærerne ikke stikker af. Vi har pakket mad til 5 dage, (et sæt tøj, min journal, pen og blæk, samt selvfølgelig pistolen).

21/6 1600. Igennem junglen til bjergene i går. Fandt spor i junglen efter mennesker. Kan kun være onkel Pierre og hans folk. Så langt nåede han altså. Overnattede i kløft m. vandløb. Vågnede af mareridt: jeg svømmede i helt klart vand i klippehule med gyldne vægge. Dykkede ned og fornemmede noget levende under mig, som trak mig nedefter. Vågnede gispende efter luft. Brrr! Håndaftryk på klippen viser, at gudernes område starter her. Føreren vil heller ikke længere nu. Kløften førte igennem bjergene. Nu er vi i et krater mellem bjergene. Bunden af krateret er en enorm sø. Kan ikke se fra den ene ende til den anden. Søen er fuld af mangrovetræer og enorme, firkantede sten og klipper. Sælsomt smukt.

22/6 1600. Én af soldaterne forsvandt i nat. Vi byggede tømmerflåde, ligesom de, der var her før os, har gjort. 3. gang var lykkens gang, men kan kun bære halvdelen af os. Soldaterne sendes væk og vi fortsætter alene. ½ madration for at få det til at række.

23/6 1600. Fandt onkel Pierre på lille ø i søen! Han ligner en hærget udgave af Far. Fandt vores historie noget besynderlig, og nu jeg tænker over det, er den også en ret fantastisk! Her er han, midt ude i ingenmandsland. Har kæmpet sig gennem junglen i ugevis, finder skatten (han har fundet skatten!) og så dukker hans slægtninge op med et brev! Der er så meget skat, at han giver os frit lejde til at hente, hvad vi vil! Tænk at blive økonomisk uafhængig! Hvilken frihed!

24/6 1600. På skattejagt! Det har været en enestående dag! Vi sejlede hen til hulen, som Onkel havde angivet. Det var lidt af en labyrint derinde, nogen steder forbandet lavt til loftet, men labyrinten endte i en fantastisk hule! Vandet var klart som luft, og dybt nede i vandet glimtede gulvet af tusindvis af gule og røde ædelsten! Der var hul i loftet af hulen, mangrovetræer voksede ud af væggene, et kæmpevandfald plaskede ned ovenfra. Det var virkelig som at træde ind i et eventyr. Robert og jeg dykkede ned i vandet, og brød samtidig tilbage igennem vandoverfladen med hver vores kæmpestore røde sten i hænderne. Jeg kunne næsten ikke holde op med at le! Det har opfyldt alle mine drømme om eventyr! Vi samlede tre sække med ædelsten nogenlunde lige fordelt på røde og gule sten. De gule (topas?) er en anelse mindre end de røde (rubiner?), hvoraf nogle er på størrelse med en knytnæve! Hvis disse sten er, hvad vi tror, de er, bliver vi ufattelig rige!

25/6 1600. Tog afsted med stor hast i dag. I nat havde vi en meget ubehagelig oplevelse: Tågen, som hele tiden har ligget over søen, kom rullende imod os, som om noget stort bagved skubbede det fremad. Pludselig blev jeg ligesom ramt af noget i maven, som fik mig til at kaste voldsomt op. Aldrig i hele mit liv har jeg tømt min mave på den måde, hverken under sygdom eller tømmermænd! Jeg var fuldstændig ødelagt bagefter ,og ubegribelig ulækker at se på. B. var så sød at tilbyde mig sin alt andet end rene, men noget mindre ulækre skjorte, som jeg tog imod med kyshånd. Jeg bed hovedet af alt skam og skiftede tøj på stedet. Selv synet af mine bryster ville på det tidspunkt ikke få nogen til at interessere sig særligt for mig – det var bare så ulækkert! Jeg var imidlertid ikke den eneste, der havde lidt fysisk overlast – Reynaud og nogle af onkel Pierres mænd blev ramt af en skærende hovedpine, som var meget længe om at gå væk. Jeg ved ikke hvad det var, der forårsagede det, men det er det underligste jeg i mit liv har oplevet. Hvis jeg havde været overtroisk, ville jeg tro, at det var gudernes hævn over vores vanhelligelse af deres grav! Da vi slog lejr, spurgte jeg onkel Pierre, hvad de lange pakker var, som de havde med. Han viste mig nogle meget smukke elfenben, som de havde fundet i hulen. B. mente imidlertid, at det var fra et kæmpe fiskeskelet, han havde set i hulen! Lidt af en fisk, der har efterladt sig sådan et skelet! Åh, jeg er ved at løbe tør for blæk. Håber, at rejsen hjem er begivenhedsløs, for jeg får ikke mulighed for at skrive om det, før vi når hjem!

3/7 1600. Så nåede vi endelig tilbage til civilisationen igen, hvis man kan kalde den det. Guvernøren har indført en eller anden form for embargo, så de indfødte ikke må komme ind i byen og krigsskibet sejler ikke foreløbig! Alt sammen p.gr.a. krigen mod Ørigerne. Nå, jeg nød i hvert fald at blive vasket fra top til tå i floden og fik noget ordentligt tøj på igen, inkl. korsét – puh, jeg havde næsten glemt, hvor varmt og ubehageligt, det er at have på! Jeg tog i byen og købte blæk (tydeligvis), og jeg gik i kirke. Sidstnævnte var en ualmindelig behagelig oplevelse; der var køligt! Jeg tændte lys for Far og Charles, og for den lille indfødte, som jeg dræbte i junglen. Måske var han bare et dyr, men min samvittighed fortæller mig noget andet. Jeg har aldrig haft samvittighedsnag over at slå dyr ihjel, men ingen af disse dyrs ansigter er præget i min hukommelse sådan som den drengs fremmedartede træk er. Jeg går i seng straks efter dette. Jeg trænger så gevaldigt til at sove i en rigtig seng!

5/7 1600. Blaise og jeg har været holdt fanget i to døgn af den hund af en sørøver Matt Donaldson! Tænk, da jeg havde lagt mig til at sove i forgårs, blev jeg overfaldet, bagbundet, fik trukket mit lagen over hovedet, slået bevidstløs, og smidt ned i en kælder. Jeg lå der sammen med Blaise (som havde lidt samme skæbne som jeg) i lang tid, uden at vi kunne finde ud af, hvad der foregik. Vi gættede os til, at det måske var Kaptajnen, der ifølge Blaise havde henvendt sig til Robert i forgårs, efter jeg havde trukket mig tilbage, for at få sine £300. Vi syntes måske, at han gik lige lovlig drastisk til værks, men vi kender jo heller ikke manden. For at fordrive tiden – vi var for forslåede og nysgerrige til at lægge os til at sove igen – bad jeg Blaise fortælle en historie. Halvvejs igennem historien fik vi besøg af vores fangevogter. Vi var nok en anelse kæphøje på det tidspunkt, så vi bad ham være stille, fordi vi var midt i noget. Da historien var slut, klappede han hånligt, og ville hellere have os til at fortælle historien om, hvor man kunne finde onkel Pierre. Det havde vi jo ikke den fjerneste anelse (eller ønske) om, og det sagde vi. Han ville høre, hvor skatten var, men vi sagde, at vi havde mødt onkel Pierre på tilbagevejen, og ikke kendte noget til den. Han blev ubehagelig og det endte med, at han gik med en bemærkning om, at vi nok skulle tale, når vi blev trætte af at sidde her. Det var vi faktisk allerede, men det var han ligeglad med. Lige før han gik, rev han lagenet af mit hoved, og skar en lok af mit hår. Blaise råbte, at hvis han krummede et hår på mit hoved, skulle han få med ham at bestille. Men Kaptajnen lo bare. Og truslen har givet ikke haft den store virkning, kommende fra én, som lå bagbundet på gulvet med et lagen over sit hoved. Det næste der skete, vil jeg huske og skamme mig over resten af midt liv. Et par timer senere kom et par af Kaptajnens kumpaner ind og vil have os til at tale. Én af dem greb fat i mig og satte en kæmpe kniv mod min strube. Jeg begyndte at græde af skræk. Jeg har aldrig i mit liv været så bange! Ikke engang da vi stod over for itzaerne ude i junglen. Da havde jeg da i det mindste en chance for at forsvare mig. Men her var jeg, med armene bundet stramt på ryggen, og blev holdt fast i et jerngreb med en kniv på struben, som langsomt begyndte at skære gennem min hud, selvom jeg græd og svor på, at jeg ville fortælle alt, hvis jeg vidste det. Og det ville jeg. Jeg ville have svigtet min slægt og solgt onkel Pierre, hvis jeg bare kunne slippe for kniven. Jeg kunne mærke blodet som løb ned af min hals. Til sidst lod det til, at de troede os; at vi virkelig ikke vidste noget om hvor onkel Pierre var, og de forlod os igen. Jeg græd længe efter, og Blaise prøvede at trøste mig. Jeg skammede mig sådan, og jeg var så bange, så bange. Jeg tror, at det vil forfølge mig i drømme i lang tid – denne magtesløshed og grænseløse angst. Vi gjorde flere forsøg på at få vores reb op, men de var bundet for stramt. Jeg tror, at det måtte være næste dag, før Kaptajnen kom igen. Jeg havde ingen tidsfornemmelse i den mørke kælder. Kaptajnen havde mad og drikke med, og skar vores reb over. Han undskyldte endda den overlast jeg havde lidt, og vaskede det tørrede blod af min hals. Vi bedyrede, at han ikke havde brug for onkel Pierre. Vi kunne da godt tegne et kort til ham, hvis det var. Han slog til og skaffede os pen og papir. Han lod os alene, og vi tegnede på livet løs i lampens skær. Vi fortegnede det selvfølgelig så meget vi kunne. Tegnede drager og små dødningehoveder, hvor der var fred og ingen fare, og antydede med en tegning, at itzaerne var fredelige. Vi tegnede øen, hvor vi havde slået lejr inde i bjergene og satte et stort kryds der. Vi anmærkede naturligvis ikke den rigtige hule. Jeg håber, at Matt Donaldson og alle hans beskidte mænd dør på miserabel vis derude. Da kortet var færdigt, hentede han os og tog os med til en lille gyde, hvor Robert og Pierre ventede på os. De havde tilsyneladende fremskaffet Ebenezers nøgle (Robert fortalte senere, at det var en forfalskning, de havde lavet med onkel Pierres hjælp). Vi blev overleveret i bytte for nøglen. Jeg faldt lettet grædende om i Roberts arme, og han trøstede mig, så godt han kunne. Jeg er stadig rystet over det, der skete, og håber, at jeg ved at skrive det ned kan få det ud af systemet. Jeg vil væk herfra nu. Jeg håber, at havnefogeden giver besked i morgen om, at skibet sejler til tiden!

6/7 1600. Besked fra havnefogeden i dag: skibet sejler til tiden – er det ikke utroligt? Det lader til, at Kaptajnen har forladt byen, og det var den eneste grund til, at jeg turde vove mig ud og købe lidt ind af krydderier og deslige. Blaise har sørget for at få en større mængde rom med hjem.

9/7 1600. Vi er ombord på galeonen ”Lianna” på vej hjemad! Jeg er ubeskrivelig glad for at være på havet igen – denne gang på vej hjem. Jeg havde en mærkelig oplevelse med Blaise tidligt i morges. Vi havde holdt afskedsmiddag med øen i går aftes, og vi endte på terrassen, hvor der til sidst kun var Blaise og mig tilbage. Jeg ville ikke gå glip af et øjeblik af denne fantastiske ø. Jeg nød natten og nattens lyde, at sidde i mørket, uden at det nogensinde bliver rigtig koldt, og med Blaise som selskab. Det var meget behageligt. Han fortalte mig for nogen tid siden om den særprægede tåreformede diamant han bærer i en lædersnor om sin hals: Han havde siddet der på terrassen en aften og en mystisk sortklædt kvinde var kommet til ham. Hun var kommet på grund af hans sorg, havde hun sagt, og havde selv været uendelig bedrøvet. Hun havde grædt og én af hendes tårer var blevet til den sten, han nu bærer. Jeg havde været overbevist om, at det var noget, som han havde drømt, havde det ikke været for at stenen var lige der til at tage og føle på. Jeg tænkte, at han havde nok fået den på anden vis, men det var en fin historie. Men denne aften skete noget, som foruroligede mig. Medens vi sad der på terrassen, begyndte han at opføre sig mærkeligt. Han bedyrede, at han kunne høre musik og sang. Han sagde, at det var den mørkklædte kvinde, der sang, og at sangen var så sørgelig, så sørgelig. Jeg kunne ingenting høre andet end cikader og de sædvanlige natte-lyde. Han greb fat i min hånd og trak mig efter sig ud af kroen og langt ud i den mørke skov, hvor han pludselig stoppede og stod med lukkede øjne, og et bedrøvet smil om munden. Jeg ved ikke om han havde mistet sin forstand, for det gav ingen mening for mig. Jeg ved ikke, hvad der skete derude, andet end at det havde stor betydning for Blaise. Vi tog i dagens første lys ind til kirken, og fik en munk til at fortælle os om legenden om den sørgmodige dame. Han fortalte os dette: De indfødtes guder kom fra øst over havet (han kaldte dem selv dæmoner, der var flygtet fra Kejserriget). De var kommet hertil for at dø i de Blå Bjerge (dette havde vi jo hørt før). Men han fortalte også, at de havde efterladt nogle vogtere til at passe på dem, og at én af dem kaldes for Nattedamen eller Stjernefruen. Hun er fuld af sorg over de døde guder, men de indfødte tror på, at hun jager ondskaben væk fra deres hytter om natten. Det var en mærkelig historie. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro om alt det her. Det lod til at give mening for Blaise, og han skal nok få en spændende fortælling ud af det. Den vil jeg med glæde vente på at høre, for jeg fattede intet af det!

Mephenors dag 1600. Vi fejrede Mephenors dag i dag. Det var ærlig talt dræbende kedeligt! Jeg har ellers nydt disse dage på havet! Der er noget mere at kigge på på et krigsskib (selvom sømændene har det med at beholde tøjet på), og hele tiden er der en høflig og opmærksom officer i nærheden til at vise rundt og forklare og konversere. Det har været ualmindeligt fornøjeligt! Pierre har lånt Madame de Fleurents memoirer og virker meget optaget af den. Jeg får spadseret lidt med Robert, som prøver at holde officererne lidt på afstand. Blaise har jeg ikke set meget til – han er nok under dæks.