10/2 1600. Ankom til Ryendor City til Bergeracs byhus, og fandt til min glæde og overraskelse Robert her! Jeg er startet på en ny journal – meget passende, da jeg betragter dette som starten på et nyt liv. Guillaume forstod ikke, at jeg tog afsted. Han tiggede og bad mig om at blive, men jeg kunne ikke. Jeg er bange for, at vi falder i igen – det er alt, alt for let at give efter for fristelsen. Han er så smuk, og jeg elsker ham så højt! Men det går jo ikke… Jeg kunne ikke blive på Alencon.
14/2 1600 Ryendor City. Robert og jeg turer byen tynd. Teaterstykker og selskaber. Jeg gør hvad jeg kan for at tænke på alt muligt andet, men jeg savner Guillaume, og jeg savner Charles. Begge er tabt for mig, og det river mit hjerte itu. Jeg har svært ved at finde mig selv igen, men med Roberts hjælp går det lige. Han tror, at jeg bare er ked af at have mistet Charles, og jeg fortæller ham ikke noget om Guillaume. Jeg er først lige begyndt at lære ham at kende igen, og jeg ved ikke hvordan han ville håndtere nyheden, om at jeg har forelsket mig i min stedsøn… Men det er skønt at være sammen med ham igen! Vi mangler selvfølgelig Blaise for at være fuldtallige, men hvem ved, hvor han er nu om dage? Robert siger, at han tog hjem til sin familie i Fuentor, efter jeg blev gift, men jeg finder det underligt, at vi aldrig har hørt et ord fra ham. Nå, kender jeg Blaise ret, så lever han livet et eller andet sted ude i verden.
15/2 1600. Jeg skrev til Guillaume i dag. Jeg nævnte ikke vores nat sammen, men jeg elsker ham stadig så skrækkeligt højt, at brevet ikke kunne blive til andet end et kærlighedsbrev. Jeg er alligvel ikke parat til at tage al håb fra ham, og mig selv. Selvom mit hoved skriger, at det aldrig kan blive til noget, så bliver mit hjerte ved med at håbe, at et eller andet viser sig. Jeg var på nippet til at tage tilbage i dag, men jeg holdt mig i skindet. Jeg ville bare fare hjem og direkte ind i hans arme og et liv i synd og skandale. Jeg kan ikke…
20/2 1600. Tænk! Fætrene Bergerac er kommet til byen! Pierre og Reynaud kom i forgårs og invaderede huset. Det er mærkeligt at se dem som voksne mænd. Jeg har godt nok set dem med mellemrum de sidste par år, men det er noget andet at bo sammen med dem. Det er som om, at vi legede sammen i går, og pludselig blev vi alle sammen 8 år ældre!
21/2 1600. Jeg besøgte Antonette i dag. Hun har ændret sig. Hun har tre børn nu, er blevet noget rund i det, og kan kun snakke om børn, børn og børn. Jeg havde håbet, at jeg kunne have fortalt hende om Guillaume og bedt hende om råd, men jeg tror ikke længere, at hun ville kunne forstå. Jeg tror ikke, at hun elsker Martin mere i dag, end hun gjorde for 5 år siden, men det er som om at børnene opfylder ethvert behov for nærhed og kærlighed. For 5 år siden havde hun kunne forstå forelskelsen i en anden mand end sin ægteviede, selv én så uopnåelig som Guillaume. Men nu er det som om, at hun slet ikke har brug for det mere. At kunne gemme sig i en elskers arme, hører ham hviske kærlighedserklæringer i øret på én, mærke hans hænder udforske éns krop. Og hun er kun 1 år ældre end mig! Måske havde det også været anderledes for mig, hvis jeg havde fået børn med Charles. Sådan gik det desværre ikke – eller heldigvis, som man nu ser på det. Jeg havde været bundet på hænder og fødder, afhængig af Georges’ gode vilje, hvis jeg da ikke var taget hjem til Bergerac. Nu er jeg trods alt næsten så fri jeg kan være; ingen forpligtelser og intet ansvar for andre end mig selv. Jeg kunne gifte mig igen, selvom jeg ingen formue har af betydning, og ingen politisk eller økonomisk alliance medbringer. Hvem vil mon have mig? Udover Guillaume altså… Åh, jeg savner ham, og prøver at lade være. Vi går i byen næsten hver aften – jeg drikker væsentlig mere end jeg har godt af, men det hjælper. Når vi fester hele aftenen og det halve af natten, og jeg dejser omkuld af træthed, så drømmer jeg ikke.
28/2 1600. Jeg gik tur i Kongens haver i dag, og det var herligt! Den sidste frost har forladt luften og foråret er her i fuldt flor! Jeg spadserede med Marguerite, en bekendt fra Charles’ og mit besøg i Ryendor City forrige år. Vi sludrede og sladrede og snakkede kjoler, baller og de nye par, der er dannet denne sæson. Vi rendte ind i et par unge mænd af Marguerites bekendtskab, som vi spiste frokost med. Det er skønt at være ung, og kunne flirte og snakke uden at skænke i morgen en tanke. Det har været en skøn dag!
3/3 Jeg har haft lidt snue de sidste par dage, og har ligget i sengen med mine bøger og store mængder rødvinstoddy med godt med krydderier og honning. Mine ører er lige poppet, og det plejer at være et godt tegn. Jeg ville gerne med til premieren på ”De tre skjalde”, det meget omtalte skuespil af monsieur Raginoux, i morgen. Jeg afskyer at ligge i sengen hele dagen. Jeg keder mig! Pierre holdt mig med selskab en times tid i dag, og efter det var jeg så træt, at jeg sov i et par timer. Han fortalte mig om bl.a. om Reynauds seneste duel – dem har han tilsyneladende en del af. En temperamentsfuld ung mand, den Reynaud!
4/3 1600. ”De tre skjalde” var bedre omtalt end der var hold i i virkeligheden. Jeg tror, at monsieur Raginoux har betalt for de positive udtalelser. Skuespillerne var der som sådan ikke noget i vejen med, bortset fra den rædselsfulde yngling, der spillede hovedrollen. Rygtet går, at han er Raginoux’ elsker og det tror jeg gerne. Han er meget smuk, men fuldstændig talentløs! Jeg udvandrede i pausen, og det var jeg ikke den eneste, der gjorde. De få, der holdt ud til den bitre ende, gav os medhold i, at vi havde gjort det rette. Sikke en skuffelse! I det mindste er min snue ved at være væk. Men en enkelt rødvinstoddy inden sengetid, skulle nok få det sidste ud af kroppen på mig! Jeg mødte Luc i teatret, og han spurgte efter Guillaume. Jeg blev lidt befippet, men Luc bemærkede vist ikke noget – det ville også ligne ham dårligt! Men vi udvandrede sammen fra stykket og gik ud og delte en flaske vin (Robert og de andre var selvfølgelig med som anstandsdamer), og grinede af de gode gamle dage, hvor vi rendte rundt i kulisserne under HM Kongens deltagelse i Charles’ jagtselskab. Åh, det var skægt!
10/3 1600. Sikke en dag! Kom først i seng langt op af formiddagen og har sovet det meste af dagen. Blaise ankom i går! Tænk engang! Vi har ikke set eller hørt noget til ham i otte år, og så dukker han pludselig op ud af den blå luft! Han er solbrændt, og ser som altid stærk og smuk ud. Om jeg begriber, hvorfor han ikke for længst er blevet indfanget af hymens lænker! Og så har han sådan et strejf af noget hemmelighedsfuldt sørgmodigt, som kun de færreste varmblodede kvinder kan stå for. Han har med garanti en eller anden ulykkelig kærlighedsaffære i sin fortid… Åh, hvor det kan få kvinderne til at sværme om ham! Vi gamle venner kan dårligt komme til! Vi (Robert og jeg, samt fætrene Pierre og Reynaud) tog med Blaise i byen i går for at fejre hans ankomst, og vi må have drukket os ganske forskrækkeligt fulde, for pludselig fandt vi os selv bag det gamle kloster og Reynaud er i gang med en duel med en eller anden fløs af en adelsmand, som han har fornærmet (igen). Jeg tror, at Blaise og fætrene er taget i byen igen her til aften. Robert sover sin skønhedssøvn, og har gjort det siden vi kom hjem i morges. Jeg har lige fået lidt at spise og er nu gået i seng igen med journalen og en god bog (Tychidids digte om jagtens fortræffeligheder, som Charles gav mig i fødselsdagsgave forrige år).
Senere: Har ligget og tænkt lidt på gamle dage og Fatter stadig ikke, at de gad lege med mig dengang. Blaise og Robert er fem år ældre end mig, og selvom jeg nogen gange måtte kæmpe godt for at få lov til at være med, så tog de mig for det meste bare med. De var mine bedste barndomsvenner, og jeg håber, at jeg ikke kun var en irriterende lillesøster, der altid hang efter dem. Men det er ligegyldigt. Jeg elskede dem højere end noget andet! Det var så mærkeligt, da Blaise bare forsvandt. Jeg tror ikke engang, at han kom til mit bryllup. Eller også var han der, og jeg så ham ikke. Åh, det bliver sjovt at genopfriske barndomsminder!
11/3. Far er død! Vi fik besked i dag. Noget med en jagtulykke. Vi tager alle sammen afsted i morgen tidlig og det er ikke hurtigt nok efter min smag. Var gerne taget afsted i dette øjeblik, men der er vel fornuft i hvad de andre siger. Åh, Far, hvorfor tog jeg ikke direkte hjem til Bergerac i stedet for til Ryendor City? Så kunne vi have været sammen, have sagt ordentligt farvel. Jeg har grædt og grædt, så jeg næsten ikke tror, at der kan være flere tårer tilbage, og alligevel vælder de frem igen nu. Robert græd også. Han var ellers så god til at trøste mig og få mig på ret køl efter det første chok. Åh, bliver det ikke snart morgen, så vi kan komme afsted? Jeg falder alligevel aldrig i søvn! Måske skulle jeg læse lidt. Og tage en rødvinstoddy…
22/3. Så nåede vi endelig frem til Bergerac. Mama er tapper, men intet er arrangeret endnu. Mama kan ikke tage sig sammen til det og Maurice er håbløs! I morgen tager vi til Fars advokat og hører, om der er et testamente. Måske havde han særlige ønsker til begravelsen, hvad ved jeg? Det bliver Robert og jeg, der må ordne det hele. Stakkels Robert, nu er hans frihed forbi! Nu er det alvor resten af livet: godt det ikke er mig!
Senere: Robert driver mig til vanvid! Jeg var på vej ud i haven, da jeg så ham rode rundt i biblioteket med et stearinlys. Jeg så også, at én af reolerne, én af dem der ser ud til at veje et ½ ton, stod lidt ud fra væggen som en åben dør! Jeg spurtede ind, men først ville Robert ikke lukke mig ind og derefter ville han ikke fortælle mig, hvad han foretog sig og benægtede, at der overhovedet var en hemmelig dør! Tror han, at jeg er komplet idiot? Jeg så den jo! Han påstod, at han lavede noget, som Far havde bedt ham om, og som hverken jeg eller nogen anden måtte vide noget om. Argh! Jeg hader den slags, jeg hader det! Jeg skal nok finde den dør! Og jeg skal nok finde ud af, hvad han lavede derinde!
23/3. I sit testamente har Far bedt os om at finde hans bror Pierre og give ham et brev, som vist skulle være et forsøg på at skabe fred mellem de to. Mama fortalte, at Pierre var Fars tvillingebror og, at de var skiltes som uvenner, da Farfar døde. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set ham eller hørt noget om ham. Men tilsyneladende er der ingen arv til nogen som helst, ikke engang Robert, før brevet er afleveret. Men nu skal vi lige have begravelsen overstået først, så kan vi altid tage os af det andet senere. Her til aften prøvede jeg at finde den hemmelige dør, men uden held. Fætter Reynaud prøvede også at hjælpe mig, ligeledes uden held. Men han fandt familiekrøniken, og læste lidt i den, indtil jeg rev den ud af hænderne på ham med et irettesættende blik, og stillede den pænt tilbage på dens plads; det er jo kun familiens overhoved, der må læse i den… Jeg må prøve at få fingrene i dem selv senere. Nok en god idé at holde Reynaud på min side; Han virker som en initiativrig ung mand. Må hellere spørge, hvad han fik læst sig frem til. Da jeg lidt senere sad og surmulede alene i biblioteket, mens jeg håbede på at reolen ville åbne sig af sig selv, hvis jeg bare stirrede længe nok på den, kom Blaise ind. Jeg spurgte til hvad han havde lavet siden sidst vi sås. Han fortalte, at han har rejst rundt, og spillet lut og fortalt historier! Som en rigtig troubadour! Jeg troede, at de kun hørte eventyrerne til. Det lader til, at han har brudt med sin familie i Fuentor, som ikke forstod, at han ville smide alt overbord og rejse rundt, som han gjorde. Og tænk at han gjorde det! Heldigvis har han da vores familie. Vi holder jo af ham, lige meget hvad han foretager sig, og da især når han foretager sig noget spændende og romantisk! Jeg spurgte ham, hvorfor han aldrig var kommet forbi Alencon. Han må have vidst, hvor han kunne have fundet mig, hvis han ville, og vi ville have budt ham velkommen. Han svarede aldrig på spørgsmålet, men snakkede bare om, hvor træt han er af falskhed og alt det spil for galleriet vi adelige kører. Så måske var det meget godt, at han aldrig besøgte mig. Han og Georges ville have hadet hinanden. Jeg tror nu, at han ville være kommet godt ud af det med Guillaume og Charles. Jeg savner stadig Charles, og jeg vil ingenlunde give Blaise ret i, at det var et gyldent bur at være gift med ham. Jeg har aldrig tænkt over, at jeg ingen frihed havde. Charles udvidede verden for mig, han gjorde den ikke til et bur. Jeg giftede mig trods alt frivilligt, efter at Charles havde sat alle sejl ind på at vinde mig. Jeg ville ikke have været årene med Charles foruden. Alle de ting jeg ved og kan nu. Jeg er fri nu, og stadig ung. Hele livet ligger foran mig. Jeg kan gøre som jeg vil, hvis jeg tør. Al den tid Blaise har brugt på at rejse: har han fundet den frihed og den lykke, som han søgte?
Skrev til G. i dag. Jeg savner ham skrækkeligt meget! Har inviteret ham til at komme, når affæren med den mystiske onkel Pierre er overstået. Alle de ting jeg kan gøre nu… Hvis jeg så bare kunne gøre dette ene…
25/3. Far blev begravet i dag. Det var en smuk ceremoni og begravelsesselskabet bagefter var o.k., men meget dystert. Mama brød grædende sammen ved kisten og Robert og jeg måtte hjælpe hende væk, mens vi selv var ved at opløses i tårer. Jeg ved næsten ikke hvad der er værst: at miste Far eller at være vidne til Mamas hjertegribende sorg. Hun virker så hjælpeløs uden ham. Ved begravelsesselskabet bagefter snakkede jeg jagthistorier med grev Francois, familiens gode ven og nabo. Blaise stak ud som en øm tommelfinger. Han spiste og drak og virkede ikke særlig ked af det. Jeg snakkede med ham og han mente ikke, at Far ville have ønsket sådan en sørgelig fest, og dét tror jeg faktisk, at han har ret i. Jeg synes nu også, at jeg havde gjort mit bedste for at tale om alle de gode tider, men, ja, Far ville have gabt og bedt om mere vin.
Senere løb vi faktisk tør for vin, og da tjenerstaben havde trukket sig tilbage, gik vi selv i kælderen efter mere. Fandt frem til et par flasker fra 1583, én af vores bedste årgange og så drak vi os ellers fulde i årgangsvin! Jeg har muligvis blameret mig, Robert blev i hvert fald temmelig sur på mig, men fætrene gjorde, hvad de kunne for at dække over mig. De er nu søde. Nå, før festen (eller jeg) blev for pinlig, hev Blaise mig med ud i den friske luft, hvor vi gik og genoplevede barndomsminder. Som dengang vi holdt vinsmagning på loftet! Jeg kan ikke have været mere end 12 år og jeg blev hønefuld. Jeg anede jo ikke, at det var meningen, at man skulle spytte stadset ud igen! Blaise og Robert burde nok have vidst bedre, nu jeg tænker over det, men hvad gør det? Vi havde det virkelig morsomt. Det endte med at Madame Beauvier puttede mig i seng, ligesom i dag faktisk! Jeg var virkelig fuld og pjattet til sidst og har sikkert gjort mig selv totalt til grin overfor brødre og fætre og venner. Nå, så har de da noget at tale om i de små saloner. De skulle bare vide, hvad de kunne få at tale om, hvis jeg turde! Måske en dag. Lige nu hvor jeg er alt andet end ædru, har jeg masser af mod! Måske er det meget godt, at Guillaume ikke er her! Han havde ikke fået lov til at stå op særlig længe! Fy, Manon, fy! Sådan taler en pæn dame ikke! Pæn dame… Pyh!
26/3 1600. Snakkede med onkel Josephe, som ingenting ved om, hvorfor Fra og Onkel Pierre skiltes som uvenner. Robert læste i familiekrøniken, men fik intet ud af det (jeg må se om ikke jeg kan vriste hemmeligheden ud af krøniken). Blaise snakkede med advokaten, som sagde at der havde været to testamenter efter Farfar. Madame Beauvier fortalte ham desuden, at det var p.gr.a. testamenterne, at brødrene skiltes. De kom for parlamentet, som godkendte det ene og forkastede det andet. Der findes ikke længere hverken original eller kopi af det forkastede testamente. Øv!
28/3 1600. Læste i familiekrøniken i dag. Farfar har været en rigtig slavepisker: nøjeregnende og en utrolig kedelig dokumentør af sin tid. Han skrev to testamenter: ét i 1540 (det gyldige) og ét i 1555 (det forkastede). Han skriver ikke noget om, hvad der kunne have foranlediget en ændring af testamentet. Fars testamente er fra sidste år. Han skriver nogle rasende spændende anekdoter, men absolut intet om onkel Pierre (som jo eller ville være spændende læsning lige nu). Robert sendte bud til le Brun (som skulle være én af Onkel Pierres venner) i dag.
6/4 1600. Bud fra le Brun, som mener, at han kan hjælpe os. Vi pakker i dag og rejser i morgen!
Louise Greiners hjemmeside 
One thought on “1. Indledende øvelser”