20/7 1600 Brest. Brev i dag fra Georges og Guillaume. Han skal giftes! Han blev forlovet for 2 måneder siden, mens jeg var langt væk og ude af stand til at forhindre noget! Det har Georges fandeme regnet godt ud! Han ventede bare på, at jeg vendte ryggen til Guillaume et øjeblik, og så slog han til. Frøken Caroline Marie Jacqueline de Bourgaine. Hun har ikke engang en titel! Jeg har allerede drukket én flaske vin – en halvgod bourgogne, og er lige begyndt på nummer to. Den tredje får lov til at vente lidt. I hvert fald en halv times tid før den kommer i brug. Jeg har i sinde at bruge Blaises storartede metode til at drukne sorger: sanseløs beruselse. Han lyder selv ret ophidset. Jeg har hørt ham smadre et eller andet mod væggen ind til mit værelse. Robert har været her og banke på, selvom jeg har et skilt med ”Vil ikke forstyrres” på døren. Jeg må passe på skårene ved døren. Det var et fantastisk syn at se den smadre mod døren. Heldigvis gik ingen vin til spilde – den var allerede tom.
Åh, Guillaume, min smukke Guillaume. Hvordan kunne du gøre det? Er din rygrad væk, når jeg ikke er der? Jeg kender jo Georges. Georges som du aldrig har haft styrke til at trodse alene, min blide Guillaume. Dine glade øjne står så klart for mig. Alle vores oplevelser afspilles én for én foran mine forpinte øjne. Din glade latter, dit strålende ansigt, dit enestående sprudlende væsen. Du må være en engel som har strejfet mit liv. En svag og subsistensløs engel, som bliver til røg, hvis man puster lidt til den. Åh, kunne du ikke have kæmpet lidt? Georges har nydt sådan at sætte mig på plads. Hans brev er høfligt, naturligvis, og med bare en snert af hån. Han har elsket at skrive det, og det har pint ham, at han ikke kunne se mig åbne det. Han ville have moret sig over min reaktion: jeg besvimede offentligt. Jeg styrtede hjem, bleg og drænet som døden, bestilte tre flasker vin og spærrede mig inde. Jeg har tænkt mig at blive her. Åh, han ville le, han ville le!
21/7 1600 som om datoen har nogen mening mere. Jeg har siddet i hjørnet af værelset og sovet. Jeg tør ikke engang se mig selv i spejlet. Jeg er startet på tredje flaske. Der ligger glasskår og iturevne breve over hele gulvet, og jeg sidder krøbet sammen her, bange for alt der er sket. Jeg havde ikke ventet så stærk en reaktion. Jeg har ikke set dig i umindelige tider. Du var blevet en drømmeagtig illusion. En fantasi. Blaise livede den op, da jeg fortalte ham om dig. Han gav illusionen antydningen af virkelighed. Antydede at hvis jeg kæmpede, så kunne drømmen blive virkelighed. Jeg afviste det. Mit navn, skandalen, alt det praktiske kom i vejen. Men jeg får aldrig min Guillaume igen. Jeg vil ikke kæmpe for dig. Du kæmpede ikke for mig, så hvorfor skulle jeg ydmyge mig, nedlade mig til at kæmpe for dig? Du er så svag, min Guillaume. Det var jo altid mig, der forsvarede dig dengang du bare var en slags lillebror. Du er så følsom, har intet skjold, og når jeg ikke er der, ingen beskyttelse mod verden. Måske den lille Caroline kan være dit skjold fremover. Ha! Som om.
Blaise stod ude på balkonen og ville vide, hvad der foregik. Jeg afviste ham og han blev meget fornærmet. Jeg kunne ikke fortælle det. Jeg er stadig for rå indeni. Måske er han den eneste ud over Robert, som jeg kunne ydmyge mig overfor. Men jeg kan ikke nu. Det er min sorg og den er alt for tæt på. Jeg skal lige have samlet mig selv op og fundet min styrke igen, før jeg kan vise mig. Blaise vil håne mig for at give op. Men hvad gjorde han selv dengang! Jeg anede intet om, at han elskede mig før for ganske få måneder siden. Efter 8 års tavshed! Guillaume ved i det mindste, at jeg elsker ham. Ikke at det betød noget. Jeg har mistet ham og al handling er for sen nu. Får jeg nogensinde samlet mit hjerte igen? Først Charles, så Far og nu Guillaume. Ja, Guillaume er ikke død, gudskelov, men dog borte. Ikke mere vin.
Så er jeg klar igen – denne gang en bedre årgang fra Anjou. Nej, det går ikke, det her! Jeg kan ikke sidde her og græde mere. Han er jo netop ikke død. Han har været min bedste ven i så mange år. Han er den, der kender mig bedst. Det ændrer sig ikke sådan lige. Vores kærlighed – ha! – hvad har den været andet end kærtegn, drømme og flirt? Ingenting! Og det sidder jeg her og græder snot over i dagevis. Det er mørkt udenfor nu. I morgen står solen op over en ny dag, og jeg vil ikke spilde mit liv på en håbløs sag. Jeg er ung og fri, og jeg kommer til at opleve kærligheden igen – det ved jeg! Uh, det var en fejl: jeg kom til at se mig selv i spejlet! Jeg ser skrækkelig ud! Jeg er rødmosset og hævet i hele ansigtet. Mine tænder er mørke af rødvinen og min tunge føles som et gammelt lagen. Jeg får tjenerne til at vække mig tidligt i morgen, så jeg kan komme i bad, uden at nogen ser mig. Jeg prøver lige én gang til at skrive til Guillaume. Han fortjener at høre fra mig i det mindste. Jeg er mærkelig klar i hovedet lige nu. Det er som om, jeg ser alting lidt ovenfra. Jeg er hul og tom indeni, vasket fri for den fortvivlelse, som har plaget mig i dagevis. Det er på tide, at Manon dukker op til overfladen igen.
22/7 1600. Sendte brev til G. i dag. Det var en velsignelse at komme i bad og få rent tøj på. Tjenerne ryddede op på mit værelse imens, ikke skyggen af glas eller papir, da jeg vendte tilbage. Jeg spiste morgenmad på balkonen, med udsigt over haven. Det ser ud til at blive en dejlig dag i dag.
Senere: Robert behandler mig yderst forsigtigt, men presser sig ikke på. Jeg må tale med ham på et tidspunkt. Jeg skylder ham en forklaring på alt dette. Blaise går og surmuler. Han er vist stadig sur over, at jeg smed ham væk fra balkonen i går. Robert fortalte, at de snakkede med juveleren i går. De røde er rubiner! Den, juveleren kiggede på, som ikke er den største, skulle være sine små £800 værd! De gule er halvædelsten, men heller ikke småpenge værd! Så ruinerede turen ikke Robert alligevel! Desuden er vi inviteret til jagtselskab på lørdag. Jeg ved godt, at selvom jeg stadig ikke er på toppen endnu, så kunne det være rart at komme lidt ud. Jeg gik tur i byen i dag alene. Her er så meget at se på. Jeg har stadig svært ved at tage de andres nærhed. Jeg er bare ikke parat til at tale om det. Det skal lige falde til ro i mig selv først. De behandler mig som et råddent æg, bange for at jeg skal bryde sammen når som helst. Men det sker ikke igen. Jeg er færdig med at græde over en gammel uvirkelighed. Jeg bygger mig selv op lidt efter lidt, og jeg skal nok blive mig selv igen. Det tager bare lidt tid. Op med hovedet!
27/7 1600. Jeg lærer aldrig at fatte ham! Jeg kan ikke gennemskue, hvad han vil med mig, hvad han vil være for mig. Han er meget opsat på at vide alt, hvad der foregår i mit hoved, og er nærmest skuffet, når jeg siger, at jeg ikke vil kæmpe for at få Guillaume. Vil han være min storebror igen? Min bedste ven? Min elsker? Hvad? Han aner det heller ikke selv, ligesom jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg vil med ham. Han er smuk, poetisk og modig. Samtidig er han vægelsindet, dyster og til tider fuldstændig umulig at have med at gøre. Åh! Det driver mig til vanvid! Vi var til jagtselskab i dag, hvor han var meget opmærksom på selskabets smukkeste dame, en viskomtesse Marguerite, selvom jeg havde gjort et nummer ud af at introducere hende og Robert for hinanden. Jagten var ok, ikke noget særligt. Jeg fik skudt et par ænder og en enkelt fasan, og det var rart. Rådyrjagten var håbløs; kun ganske få dyr viste sig, og de høje herrer havde førsteret. Derefter fulgte vildsvinejagten, som udelukkende var for mænd. Viskomtessen lovede et kys til den, der dræbte vildsvinet, og Blaise meldte sig straks. Robert holdt sig fra jagten og jeg kunne have sparket ham over skinnebenet! Selvfølgelig gik Blaise af med sejren og fik sit kys. Maden var dog virkelig god. Der var alt, hvad hjertet kunne begære. Der blev konverseret og sladret en del. Jeg havde en irriterende fornemmelse af, at en eller anden stor intrige lurede under overfladen, men jeg var for ukoncentreret til at opsnappe noget. Jeg traf Hertugen af Anjou, en forbløffende intelligent mand, som var meget overbærende overfor mig. Jeg havde stået i udkanten af hans kreds af beundrere, og havde tankerne andetsteds, da han pludselig henvendte sig direkte til mig. Jeg havde overhovedet ikke hørt efter. Jeg havde kun lige fattet, at det drejede sig om filosofi, som jeg jo ellers interesserer mig en hel del for, men jeg anede ikke hvilke visdomsord han havde ytret, og kunne selvfølgelig ikke give en fornuftig kommentar retur. Men han tog mig under armen og ledsagede mig væk fra flokken. Vi snakkede stort set resten af aftenen. En meget interessant mand. Jeg så Blaise vende tilbage fra en hyrdetime med den lille viskomtesse, og han lignede katten, der lige havde fået fløde. Imidlertid kom han hen til mig umiddelbart efter og hviskede i mit øre, at vi måtte tales ved senere. Ja, det gjorde vi så, da vi var vendt tilbage til hotellet. Han ville vide, hvad der foregik, og jeg fortalte ham det. Det udviklede sig nærmest til et skænderi. Han vil ikke se mig begå samme fejl, som han gjorde for 8 år siden, men han overser en stor forskel: Guillaume ved godt, at jeg elsker ham, men det gjorde ingen forskel. Jeg gav mig selv, men den modtagende part takkede nej. Jeg kan ikke bare fare hjem og kræve giftermål med min stedsøn. Jeg kunne ikke gøre det mod Mama, mod Robert eller mod Guillaume, for den sags skyld. Og jeg er i øvrigt så sikker på mine følelser nu, at jeg heller ikke selv vil ønske det. Jeg vil altid elske Guillaume, og med tiden vil jeg kunne vende tilbage til de rene venskabelige følelser, som jeg nærede for ham, før Charles døde. Åh, søde Charles, alt var så meget lettere dengang. Der var ingen forvirring omkring mine følelser, alt flaskede sig for mig, jeg blev så forkælet! Hvor glad jeg end er for min frihed, for min mulighed for at rejse og opleve verden, så er der stadig en lille del af mig, der længes efter de sorgløse dage på Alencon, da Charles stadig levede, ja, eller dagene på Bergerac dengang jeg havde tre storebrødre og ikke to storebrødre og én jeg ikke ved hvad er. Jeg ville ønske, at han ville bestemme sig, så jeg i det mindste havde noget at forholde mig til. Elsker han mig stadig? Jeg tvivler mere og mere. Hans lille demonstration i dag ved selskabet. Måske var det bare for at vise mig, at han kan få hvem som helst. Og hvad så? Hvis han vil have mig, så må han give mig ren besked. Indtil da holder jeg mine muligheder åbne. Ikke at jeg har tænkt mig at binde mig sådan lige med det samme, men på et eller andet tidspunkt skal jeg til det igen. Hertugen af Anjou, måske? Charles, som han sjovt nok også hedder, er yderst beleven og meget interessant at tale med. Han er dybsindig og meget begavet! Han tænker længe, før han svarer, tænker virkelig over tingene. Jeg må sige, at han virkelig er i kontrast mod Blaise, som er impulsiv og totalt styret af sine evigt skiftende følelser. Åh, jeg er så frustreret over ham. Til allersidst her til aften på balkonen, netop som jeg følte mig allermest arrig, og jeg høfligt og bare en anelse koldt havde takket ham for hans interesse og tilbudte hjælp ved at give ham hånden, sagde han ”Så let slipper du ikke”, og med blikket fastlåst i mit kyssede han mig på hånden. Han forstår virkelig at ryste mig, at vende alting på hovedet for mig, for derefter at vende mig rundt igen, børste mig af og gå. Jeg er så inderligt forvirret over ham! Vores dage sammen i fangenskab i Cagliano bragte os meget nær hinanden. Da var der ikke alt det spil for galleriet. Da var der ægte bekymring, uselvisk beskyttelse, en broderlig omsorg… Der har vi det igen: broderligt. Jeg har misforstået det hele. Jeg har bildt mig ind, at fordi han elskede mig for 8 år siden, så gør han det endnu. Jeg store fjols! Jeg gør det ikke igen! Jeg giver ikke mit hjerte væk igen til én som ikke mener det alvorligt. Træk vejret dybt, Manon, du tror for meget om dig selv. Og hvis jeg ikke snart holder op med at skrive, så løber jeg tør for blæk igen. Du Godeste, hvor har den sidste tid været forvirrende! Jeg vil tale med Robert i morgen og finde roen i mig selv igen.
28/7. Jeg tog i Bogtårnet igen i dag og købte en bog om den ny filosofi, som Hertugen snakkede om i går. Meget interessant! Robert har bestilt plads til os på postvognen, som afgår om to dage. Jeg har fået snakket med ham om Guillaume og alt det, og har fortalt ham, at jeg tager en afstikker til Alencon, før jeg kommer tilbage til Bergerac. Han var lidt chokeret, tror jeg, men tog det ellers pænt. Nogle gange tror jeg, at lige meget hvad jeg gjorde, så ville Robert tilgive mig. Han er simpelthen guld værd! Jeg håber, at jeg kan være ham til den hjælp og støtte, som jeg gerne vil være, indtil han finder sig en kone. Jeg har stort set ikke set de andre i dag; de har vel føjtet rundt i byen. Jeg har heller ikke set Blaise, men agter at opføre mig meget civiliseret, når jeg ser ham.
29/7 1600. Vi så Blaise optræde i dag i ”Den lystige spillemand”. Han havde stor succes, og velfortjent; han er virkelig dygtig! Han ville gøre lykke i de højeste kredse. Hvis bare han ikke var så dyster resten af tiden! Han lyser op på scenen med en fantastisk udstråling, som får alle til at spidse ører og lytte godt efter for ikke at gå glip af en eneste tone eller et eneste ord. Jeg synes, at han er enestående dygtig!
30/7. Vi forlod Brest i dag. En flok nævenyttige soldater ransagede os på vejen i timevis! De påstod, at de ledte efter gift, som efter sigende skulle være en del af et komplot. Men de havde ingen anelse om, hvem der blev plottet imod eller hvordan giften skulle se ud. Totalt imbecile! Godt det ikke er mig, der konspireres imod; så ville jeg uden tvivl dø, hvis det var så inkompetente folk, der skulle redde mig! Bønder!
10/8 1600 Ryendor City. Efter en ret begivenhedsløs rejse er vi nu endelig nået frem til huset i Ryendor City. Sikken en lettelse at kunne komme i et ordentligt karbad og sidde her i rent tøj og skrive i god belysning. Jeg har bestilt plads på postvognen mod Alencon med afgang i overmorgen. Blaise har lovet at vise os et sted i byen, hvor han tidligere har holdt til. Det bliver interessant!
11/8. Herlig tur i byen! Blaise tog os med til obskurt lille teater, hvor mindre kendte kunstnere får chancen for at spille og få deres stykker og digte fremført. Jeg kan nu godt forstå, at de ikke er så kendte! Det er ufatteligt sørgeligt, det de laver. Blod og død og ulykke er hovedtemaet (ligesom i Blaises digte – han passer fint ind her), og ingen får hinanden til sidst. Jeg græd hjerteskærende, da herrerne endelig forbarmede sig over mig, og ledte mig til mere festlige dele af byen. På vejen stødte vi i bogstaveligste forstand ind i et par fyre fra Santiago-logen, som vi straks udvekslede fornærmelser med. De var lette at ramme, kedelige og uindividualistiske, som de er i deres ens uniformer. Det endte på den sædvanlige måde; Reynaud udfordrede én af dem til duel, og det endte med at tre af dem forlangte at se Reynaud, Robert og Blaise på ærens mark ved daggry bag klostret (Pierre var ikke med i byen). Det var jo en herlig opfriskende start på en munter aften, som førte en del druk og megen dans med sig. Blaise og jeg morede os herligt på venskabelig vis. Robert var lidt dyster i det og mente, at vi burde gå hjem og hvile os, men jeg var altså i humør til at danse natten væk, så det gjorde jeg! Duellen gik fint. Reynaud var ikke så ferm denne gang, men Robert og Blaise var et storslået syn. De fik pæn modstand, men var slet ikke til at overgå i kække udfald og snedige tricks. Herligt! Vi er lige kommet hjem for at hvile lidt, før vi skal til frokost hos noget af Reynaud og Pierres familie på mødrenes side.
Senere: Ok frokost. De måtte selvfølgelig bringe et vist rygte op vedr. en unge dame af deres bekendtskab, som skulle giftes med en vis ung mand sydfra. Mademoiselle Bourgaine og Guillaume naturligvis. Jeg kunne mærke, at jeg blev bleg, hele upåvirkelig er jeg altså ikke endnu, men Reynaud blev endnu blegere og meget tavs derefter. Jeg spurgte ham ud senere; og det viser sig søreme, at han tidligere har haft en hed affære med omtalte mademoiselle! Han er stadig forelsket og det er hun muligvis også! Vi stak hovederne lidt sammen af forskellige bevæggrunde: han vil have den unge dame selv (en smuk drøm, om end ikke helt sandsynlig, men det bør prøves af) og jeg vil ikke se Guillaume ydmyget og såret i et ægteskab med én, som elsker en anden! Og så tænk, om han kunne blive fri igen! Jeg har sørget for at få foretræde for mademoisellen i morgen, før jeg tager afsted med postvognen, og tager en billet med fra Reynaud til hende. Jeg er spændt på at se hende, og endnu mere spændt på om hun stadig elsker Reynaud, for så vil jeg gøre mit for at forsøge at forpurre brylluppet. Hvis hun derimod er ovre ham, så kunne det stadig tænkes, at hun kan give Guillaume den lykke han fortjener, og som jeg ikke kan give ham.
12/8. Sidder på en lille kro en halv dags rejse fra Ryendor City. Jeg mødte Jacqueline de Bourgaine i dag. Hun er yndig. Fin, lille, spinkel, lyshåret og strålende smuk. På alle måder et godt parti. Faktisk er hun så eftertragtet, at man må sige, at det er lidt af et coupe Georges har begået at få hende til sin lillebror! Men hun er svag, og hun elsker Reynaud, er jeg ganske overbevist om. Hun tog i mod billetten med bævende læber og hænder, og indvilligede i at møde ham. Jeg kan ikke tillade en sådan union! Guillaume vil blive så ulykkelig, og selvom hun kunne lære at elske ham, så vil hun aldrig kunne passe ordentligt på ham. Hun trænger selv til én til at beskytte sig mod den store, onde verden. Jeg fik en vældig sympati med hende, det må jeg indrømme, men hun er ikke den rette for Guillaume. Skal jeg virkelig selv begynde at studere ægteskabsmarkedet efter en passende hustru til ham? Den lille Bourgaine er ikke den rette for ham!
16/8 Alencon. Ankom i dag. Georges var noget kølig i sin velkomst, men jeg havde heller ikke forventet andet. Det er nu rart at være omgivet af sine egne ting igen. Der er ikke mange kendte ansigter blandt personalet mere. Georges har skiftet næsten alle ud, undtagen et par folk i kælderen. Men de var glade for at se mig og fortalte mig mange interessante ting om tingenes tilstand. Georges er en nar; det har jeg altid sagt, og hans handlinger bekræfter det. Han prøver at overgå Charles, hvilket han slet, slet ikke har formet til!
Jeg var ude på en utrolig forfriskende tur på Springer, som næsten gik bagover af glæde, da han så mig. Robert ville have påtalt det vilde ridt vi kastede os ud i og han ville have misbilliget mit udseende efter samme, men det var så storslået! Jeg følte mig tilbage i mit rette element. Jeg havde meget svært ved at komme ned fra hans ryg igen! En ½ eftermiddag var den hest og jeg ét og samme væsen: sikken fart, sikken skønhed, sikken vildskab! Vidunderligt. Jeg snakkede med en del af Alencons folk, som tog godt imod mig, uglet og rødkindet som jeg var. De var kede af den distance den Nye Herre havde lagt til dem. Han besøgte dem aldrig, og taler ikke til dem direkte, men altid gennem mellemmand, som om han var for fin til at gøre det selv – den hovne skiderik! Og lige så kede de er af Georges dårlige håndtering af dem, lige så kede er de af at se Guillaume så trist og modløs. Han har ikke været den samme, siden jeg tog afsted. Mit hjerte bløder for ham! Jeg har prøvet at undgå ham i dag for at få Georges af sporet, men jeg har til hensigt at komme i kontakt med ham i morgen. Det er herligt at være hjemme, hvis bare jeg og Guillaume kunne have huset for os selv!
17/8 1600. Jeg fik arrangeret at se Guillaume i dag på tomandshånd i det lille thehus ved skoven. Han var bleg og sørgmodig. Glimtet i hans øjne, som før kunne få mit hjerte til at banke 7-800 ekstra slag i minuttet, er helt borte. Han øjne er døde, hans sjæl er taget fra ham. Al hans kækhed og livsmod er borte. Har mit fravær afstedkommet dette? Er hans skæbne så tung, at alt liv er blevet suget ud af ham? Her Georges været så hjerteløs at ofre sin bror på den bedre positions alter – har han ingen medfølelse, ingen kærlighed for sin lillebror? Tilsyneladende ikke. Det er så ufatteligt sørgeligt! Han har mødt Mademoiselle Jacqueline, og fandt hende sød nok, men ville ønske det anderledes. Men han har ingen kræfter at kæmpe med. Et ægteskab med den fine, lille pige fra Ryendor City vil aldrig kunne få livsgnisten tilbage i hans øjne. Jeg prøvede at berolige ham, fortælle ham, at alt nok skulle ordne sig på bedste vis. Så sagde jeg vist ikke for meget. Men jeg skal have talt og planlagt med Reynaud og for alt i verden undgå denne ulyksalige alliance! Guillaume stiller sig også tvivlende overfor Georges nye venner og sære handlinger. At fyre det gamle, loyale personale er da det tåbeligste jeg længe har hørt! Og at vende ryggen til det gode forhold Montrouge familien har med kongehuset kan kun være en fatal fejl, som han vil fortryde bitterligt! Åh, kæreste Charles, hvis du kunne se dine sønner nu, ville du græde! Jeg skal gøre hvad jeg kan for at gøre det godt igen! Det sværger jeg!
Jeg var virkelig dygtig og behersket til mødet med Guillaume. Jeg holdt hænderne for mig selv, selvom de hele tiden truede med at række ud efter ham, kærtegne hans kind, fjerne hårlokken fra hans pande. Jeg var meget dygtig… jeg er ulykkelig!
Penoirs dag 1600. Jeg tog af sted fra Alencon i dag – vemodig – men fast besluttet på at forpurre stakkels Guillaumes ulyksalige bryllup. Jeg vil lægge hovedet i blød og slå mig sammen med Reynaud, som heldigvis er en ung mand med ben i næsen og et godt hoved. Vi skal nok finde på noget. Alle mine ting er nu undervejs med hestevogn, som rejser noget langsommere end jeg selv. Kun mine smykker og tøj til turen har jeg selv med mig, og Springer er bundet bag på vognen. Jeg tager over Ryendor City, da ingen postvogn tager den direkte vej fra Alencon til Bergerac.
One thought on “3. Guillaume’s forlovelse”