15. Rejsen til Anjou

23/7 Så er vi tilbage i Brest. Jeg har skrevet et brev til Hertugen af Anjou med et estimeret ankomsttidspunkt (om omkring en måneds tid – så skulle vi have haft tid til at klare alle vores gøremål).

28/7 Hjemme igen! Det er nu dejlig at være hjemme! Vandrotterne havde lavet en hel lille velkomstkomité – de havde tusind ting at fortælle om alt muligt. Pippin blev modtaget som en helt. Nu er han jo pludselig blevet en berejst herre. Og sikke nogle historier han vil have at fortælle dem! De trak af sted med ham for ½ time siden. Jeg tror ikke, at Pippin kommer tidligt i seng i aften. Men det skal jeg! Det skal blive dejligt at sove i sin egen seng i nat!

30/7 Jeg er ikke andet end lige kommet hjem, før arbejdet har hobet sig op på mit skrivebord. Personalet i Børnenes Huse har stort set ikke haft kontakt til lavene i mit fravær. Et par mestre har henvendt sig angående lærlinge (primært skomagerlærlinge og andre forme for læderbearbejdning). Freddies værksted har åbenbart fået sig et fint ry – det er jo storslået! Men jeg må i løbet af de næste par uger tage en runde hos lavene for at genopfriske de gode forbindelser. Jeg må have nogen til at overtage den del for mig, når jeg tager af sted til Genoi. Det daglige personale kan ikke overkomme mere arbejde – og det er alt andet lige vigtigt at dyrke de gode forbindelser. Jeg blev mødt med hundrede små problemer, som jeg skulle tage stilling til, da jeg dukkede op i huset i går. Stort og småt i én pærevælling. Jeg måtte tage en seriøs samtale med Louis og Neville, som har været på nakken af Lille Fransis. Jeg vil ikke have bøller i huset, som gør tilværelsen usikker for de andre børn. Jeg har dog in mente at Lille Fransis har en stor mund, og selv tit er skyld i at han kommer i klemme. Ham tog jeg også lige en snak med… Jeg tror, at det vil ordne sig. Louis og Neville ville ikke sætte deres pladser i huset på spil – de klarer sig begge fint i både Freddies værksted og i læse-/skriveundervisningen med Jules. Det glædede vist deres retfærdighedssans, at jeg også tog en snak med Lille Fransis, og bad ham holde inde med provokationerne – ellers var det ham, der røg ud. Vores klædehandleraftale er ikke optimal. Marc mener, at vi bliver snydt af vores nuværende leverandør. Jeg tror, at jeg spørger Alexia til råds – hun har så mange gode forbindelser.

I Maison des Enfant går det knap så godt… Der er ikke megen fremgang at spore hos de fleste børn. Kun de allermindste børn ser der ud til at være håb for, men næppe hvis de bliver der. Vi vil lige så langsomt prøve at sluse dem over i Børnenes Hus, hvor en næsten normal barndom venter dem. Vi må jo nok se i øjnene, at Maison des Enfant aldrig vil være et hus, der bidrager til økonomien, eller til det fælles bedste. Det er her de håbløse tilfælde bor, og hvad vi gør ved dem, efterhånden som de bliver voksne – det aner jeg ikke. Jeg vil lade det sejle lidt indtil videre. Når jeg kommer hjem fra Genoi, må vi se på sagerne, og er der ingen fremgang af nogen art, så skal der måske mere drastiske midler til. Vi får se… Det er så ulykkeligt.

Puha, nu går jeg altså til køjs – jeg er helt udmattet!

2/8 Jeg sendte brev til Nicholas i dag. Kongen er i Navaris, og det er Nicholas også. Men jeg håber, at han kan finde tid til at se mig. Jeg savner ham, og jeg savner at kunne lukke alle bekymringer ude. Og der er ikke nogen som Nicholas, som kan få alle bekymringer til at forsvinde som dug for solen!

Marco kom hjem i dag. Han fik ikke gjort, hvad han tog af sted for. Han prøvede i stedet at stjæle Etiennes papirer tilbage fra inkvisitionen – forgæves desværre – og måtte derfor forlade Venuzia lige så hurtigt, som vi gjorde sidst. Det var godt at se ham igen, men jeg kan mærke at den fysiske tiltrækning er dampet af. Han er stadig dejlig og alting, men jeg har ikke lyst til at tage risikoen for at ende i en Blaise-situation igen, hvor forvirring og smerte til sidst river alting i stykker. Så hellere såre ham en lille smule nu, og bevare det venskabelige forhold.

5/8 Robert tog af sted til Bergerac i dag. Jeg havde vældig lyst til at tage med, men her er så meget at gøre. Desuden har jeg fået besked fra Nicholas om jeg ville ses på lørdag på Moulin de Deumille, som ligger ca. halvvejs mellem her og Navaris. Og det vil jeg under ingen omstændigheder gå glip af!

Alexia har klaret vores klædeleverance for os. Hun kender en klædehandler nede bag kobbermarkedet – han er udlænding, jeg kan ikke huske hvorfra – som hun har handlet med flere gange, og han er så ærlig som dagen er lang. Desuden er det vist en del af hans tro at hjælpe de trængende, og på denne måde slår han to fluer med ét smæk. Jeg har overladt den del af sagen til hende. Hun var heldigvis mere end villig til at overtage. Hun tvang mig væk fra kontoret i dag, tog mig under armen og introducerede mig for klædehandleren, hvorefter vi spiste frokost sammen med Jerome. Han har travlt med forretningen, og har heldigvis ikke noget imod, at Alexia giver en hånd med i Børnenes Hus. Heldigvis mener Mérignac-familien også at kvinder har en plads i verden, som ikke kun involverer tomhjernet sladder og broderi. Men Alexia havde vel heller ikke giftet sig med ham, hvis han ikke havde taget hendes passion for Haute Couture og velgørenhedsarbejde med i købet. Det er enormt hyggeligt at være sammen med dem. Selv efter knap ½ års ægteskab (Alexia har endnu ikke tilgivet mig, at jeg gik glip af brylluppet!) er de stadig nyforelskede. Man kan simpelthen ikke blive andet end glad i deres selskab. Solen skinner mere på de to på én eller anden måde.

8/8 Uh, jeg kan klare hele verden i dag! Der er ikke det problem, jeg ikke kan klare, ikke den forhindring jeg ikke kan overkomme! Efter en halv dags intens arbejde i går, sadlede jeg Springer og red hele vejen til Moulin de Deumille. Jeg ankom ved aftenstide, fik et måltid mad og et bad, og afventede så Nicholas ankomst. Jeg ventede ham sent, og sad i nattøjet og børstede mig hår, da jeg kunne høre ham ankomme. Han ankom i rask galop ind på gårdspladsen, hesten vrinskede og stejlede, tjenestefolk sprang og gjorde ved, høns larmede og fløj omkring. Alt andet end diskret indtog Nicholas kroen – det lød som der væltede mindst ét bord, og en tjenestepige skreg forskrækket op. Det lød som om han tog trinene op af trappen tre ad gangen, før han stod i døren, smed hatten hen i hjørnet, bad om min tilgivelse for de friheder han havde tænkt sig at tage, og så tog han dem… Vi spildte ikke ét eneste øjeblik af den korte frivagt. Jeg fik dog spurgt ham, om jeg måtte låne hans navn i Genoi. Jeg fortalte ham, hvordan jeg uden at tænke over det overhovedet, introducerede mig for Tychidid som ’Manon Saint-Marie’, som om det var den naturligste ting i verden. Han blev overhovedet ikke vred over det – han lo bare og spurgte om det var min måde at fri på. Jeg forsikrede ham, at skulle vi giftes, så skulle vi i hvert fald nok vente lidt, og jeg lovede at jeg ikke ville give mig ud for at være gift eller på anden måde i familie med ham, mens jeg er i Genoi. Det skal jo ikke komme hans familie til skade, at jeg opfører mig… excentrisk, ville nogle måske nok kalde det. Han gav sin uforbeholdne tilladelse – han var ikke så knyttet til sit navn, at han ikke kunne låne det ud, sagde han. Så havde vi snakket længe nok, synes vi… Han forlod mig så sent som det lod sig gøre uden at komme for sent tilbage (’jeg kan sove på næste frivagt’ forsikrede han mig). Derefter sov jeg længe og vendte hjem til Ryendor City i ro og mag hen ad eftermiddagen.

Da jeg kom hjem, havde Pierre en god nyhed; han er minsandten blevet forlovet! Han lavede aftalen med Beatrice Ladilles far i går – om han rent faktisk havde vendt det med Beatrice selv, er jeg lidt i tvivl om… Men bryllupsdatoen er i hvert fald sat til Cateias Dag næste år. Så skulle der også være en god chance for at jeg kan nå hjem fra Genoi og være med til festlighederne.

17/8 Hvor jeg dog sætter pris på disse tirsdage hos Roger! Når samtaler og beslutninger er ved at løbe sur for mig, så kan han med nogle få velovervejede bemærkninger få mig til at se tingene i et andet lys. Jeg har bedt ham være økonomisk ansvarlig for Børnenes Hus i mit fravær, og han har sagt ja. Han synes vist, at jeg farer lovlig meget rundt i verden. Om det er af bekymring for mit rygte, eller fordi det forhindrer mig i at komme og spille skak med ham hver tirsdag, det ved jeg ikke. Jeg sætter enormt stor pris på hans råd og hjælp m.h.t. Huset – efterhånden kender han lige så meget til arbejdsgangene der som jeg selv. Jeg håber, at jeg kan få ham til at tage ansvar for andet og mere end økonomien, når jeg tager til Ganoi. Alexia tager en del af slæbet, mens Robert og jeg tager til Anjou, men der er grænser for, hvor meget jeg vil lægge over på en forholdsvis nygift ung dame, og desuden er hun stadig lidt utilpas ved selve Huset og børnene i det. Hun er så følsom, og bliver så berørt af børnenes liv og problemer – og jeg tror at hun føler sig lidt usikker på Vandrotterne endnu. Men hun er fantastisk til forretningsforbindelser, og jeg er virkelig glad for hendes hjælp. Nå, jeg har tid til at få nogle flere ting på plads, inden jeg forlader byen for alvor. Nu må Robert også gerne komme tilbage fra Bergerac, så vi kan komme af sted til Anjou. Det er jeg begyndt at glæde mig rigtig meget til. Det har været hårdt, men givende at være i Huset igen. Det er utrolig så meget kærlighed man får foræret af disse børn, men sikke en masse arbejde, der ligger i Huset også. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg startede Børnenes Hus, men nu trænger jeg til en lille pause. Broder Jerome og jeg har udvalgt 5 børn som mulige kandidater til de to pladser på Anjous akademi – Flippa er én af dem. Vi foretager et endeligt valg, når jeg har besøgt akademiet og fået et indtryk af stedet.

Måske skal jeg prøve at involvere Dugaries Elisabeth… Hun virkede som en fornuftig pige, som nok ville interessere sig for sagen.

19/8 Alexia inviterede på eftermiddagsforfriskning i Pavillonen i Kgs. Have i dag, hvor vi fik sladret lidt. Det er de utroligste rygter det pigebarn hører! Med sit uskyldige, epriotiske udseende tiltrækker hun alle sladdertanterne, som elsker at chokere hende med dette og hint. Hun er nu ikke sådan at chokere mere, min lille Alexia! Hun insisterede på at høre om Tychidid igen (hun ved, at jeg kan tale om ham i timevis), og hun spurgte og spurgte til akademiet og alt det. Hun gyser frydefuldt ved det hele, er lidt misundelig på, at jeg tager af sted for at lære så meget, og er samtidig glad for at det ikke er hende. Jeg forventer at bruge mindst en uge, når jeg kommer hjem på at fortælle hende alle detaljer af turen.

Arbejdsbunkerne i Huset er endelig i bund. Jeg har snakket med alle lavsformændene, hvoraf nogle havde blandede følelser m.h.t. Børnenes Hus. De fleste som havde fået tjenestedrenge og –piger, samt lærlinge fra Børnenes Hus har været glade og tilfredse med dem. Men ikke alle klarer sig lige godt, og nogle lav er meget lidt interesserede i at tage gadebørn til sig. Men sådan er det. Vi har gode forbindelser til tilstrækkelig mange lav, både håndværkere og handlende, til at vi kan klare os. Der er stadig flere af dem, som støtter os økonomisk (hovedsagligt dem, der er blevet rigtig glade for deres ’gadebarn’) – det er ganske små beløb, men det løber op og er en fin hjælp i det daglige.

Senere: Robert er kommet tilbage! Vi er kaldt til audiens hos kardinalen i morgen, hvor vi skal overdrage ham HM Kongen af Damars gave.

20/8 Det var en kort og præcis audiens – vi kom ind, bukkede og nejede, overdrog gaven, han sagde tak, vi bukkede og nejede igen og trak os tilbage. Det var det. Robert og jeg tager af sted i morgen – en smule forsinket desværre. Jeg håber, at vejret holder, så vi ikke bliver yderligere forsinket på rejsen.

21/8 1603. Så kom vi endelig af sted! Nu håber jeg, at vejret er med os på turen, så vi ikke kommer alt for sent. Det vil ikke ligefrem gøre et godt indtryk at komme flere dage for sent til Anjou. Vi, eller i hvert fald Robert, skulle jo gerne imponere dem. Indtil videre ser vejret meget lovende ud.

Penors Dag 1603. Vi passerede Navaris i dag. Jeg vinkede i ånden til Nicholas. Jeg fortalte Robert, at jeg havde fået lov til at låne Nicholas navn i Genoi. Robert lignede én der ikke rigtig vidste om han skulle le eller græde. Han ønsker selvfølgelig, at jeg ikke rejser under eget navn – især nu, hvor Patriarkens inkvisition kunne tænkes at være meget interesseret i navnene Bergerac eller Montrouge – men det huer ham bestemt ikke, at jeg låner Nicholas’. Skulle det da også lige præcis være Ryendors største skørtejæger jeg kastede mig over? Ja, det skulle det! Nicholas er morsom (for ikke at sige meget tilfredsstillende…) at være sammen med. Jeg glemmer mine bekymringer, og jeg slipper for de våde hundeøjne, som en mere seriøs tilbeder uundgåeligt ville plage mig med. Og så er der en ærlighed imellem os, som jeg godt kan lide; ingen løfter som ikke kan holdes. Jeg er ret sikker på, at det er cirka de samme argumenter Nicholas har for jævnligt at vende tilbage til mig. Jeg forventer ikke, at Robert skal kunne forstå argumenterne – det gør han måske nok, når det kommer til stykket – han ville bare ønske at det ikke var hans søster, der tænkte på upassende. Jeg tror desværre ikke, at der er meget håb for mig, hvad angår passende opførsel. Det interesserer mig mindre og mindre, hvad god kutyme angår. Men jeg skal nok prøve at opføre mig eksemplarisk i Anjou, så det ikke falder tilbage på Robert.

23/8. Møjvejr! Både i går og i dag har det øset ned hele dagen. Vi har været spærret inde i vognen, har spillet terninger, snakket sammen og småslumret (så godt det nu kan lade sig gøre i en skrumlende karet). Vi ankom til Alencon efter mørkets frembrud, og vi var ikke særlig velkomne. Georges gider ikke engang lade som om, at han var glad for at se os. Han kunne selvfølgelig ikke vise os bort (selvom jeg ville have haft det fint med at overnatte blandt venner under ringere forhold), så han var nødt til at åbne døren, byde på middag, og tilbyde et par værelser. Lyset være lovet, at vi skal videre i morgen tidlig!

Senere: Jeg kæmpede mig igennem uvejret ned til Fader Bryant, som blev glad for at se mig. Han skældte mig lidt ud for ikke at skrive. Til gengæld fortalte jeg om alt det jeg har oplevet siden sidst (det blev sent!). Han modtog også mit skrifte, og roste mig for at have lukket Guillaume ud af systemet, selvom han var ked at høre, at jeg mente, at han måtte være død. Guillaume er mere savnet end han selv ville have gættet sig til. Jeg skriftede også forholdet til Marco, som jeg er ved at få skrupler med. Det var forkert af mig at åbne døren for ham, når jeg ikke var mere sikker på hans hensigter. Han ville have mere end jeg kunne give – det er i hvert fald min fornemmelse; han sagde aldrig noget, men han opsøgte mig konstant og det begyndte at føles indestængende. Nicholas skrifter jeg ingenlunde, for der er ingen fortrydelse til stede… Men det er altså med klart sind og ren samvittighed (næsten) jeg nu lægger mig til at sove.

26/8 1603 Anjou. Det er som om, at da vi kørte over grænsen til Anjou, blev vejret straks bedre. Det har øsregnet de sidste mange dage, og vi har ikke indhentet én eneste time. I mit brev til hertugen angav jeg i går for at være vores ankomstdato, men nu bliver det altså først i morgen, at vi når Angers. Til gengæld bryder solen nu af og til frem blandt hvide skyer, som farer over himlen med stor fart. Lyset rammer masser af grønt – små floddale, grønne bakker, grønne lunde, foruden klipper og floder. Regnen har vasket alting rent og pænt til vores ankomst – her er virkelig smukt! Præcis som jeg husker min og Charles’ rejse igennem området for snart mange år siden.

27/8 Angers, hovedstaden i Anjou. Angers er en virkelig nydelig og hyggelig by. Den er et levn fra kejsertiden, hvor man havde anderledes sans for at indrette byer. Den virker overordentlig velanlagt, ren og pæn. Også så lugter her væsentlig bedre end i Ryendor City. Forklaringen ligger i, at Angers er kloakeret og har været det siden sin grundlæggelse, fortalte borgmesteren af Angers os. Vi ankom ved frokosttid, og blev eskorteret igennem byen af liberiklædte vagter, som ventede os allerede for to dage siden. Også Borgmesteren mindede os om vores sene ankomst, da vi blev introduceret for ham. Borgmesteren af Angers er en overordentlig stor og korpulent mand, men vældig flink og høflig. Vi spiste frokost med ham, og spadserede derefter igennem den lille ’jagtskov’ (hvor man skulle være mere end heldig for at finde noget, der var vildere end en sangfugl), og parken udenfor L’Academie des Arts, som vi også lige kastede et blik på. Imens havde borgmesteren sendt besked til hertugen om, at vi var ankommet, og det lykkedes os minsandten også at komme for sent hjem til at tage i mod ham. Han var der allerede, da vi kom. Nå, sket er sket – han lod sig ikke meget mærke af det. Men nu er Charles af Anjou også en usædvanlig høflig og velopdragen mand. Og meget mere end det; jeg har indtryk af, at området her behandler ham som noget nær en halvgud. Folk følger hans ordrer for at glæde ham, ikke fordi de skal. Han tager virkelig noblesse obligé alvorligt, hvilket Robert gør og Charles også altid gjorde. Trist, at det lader til at være så usædvanligt et fænomen. Han bød os velkommen, og vi spiste middag sammen her på rådhuset, hvor Robert og jeg er blevet indlogeret. Her er virkelig nydeligt, og så er vi tæt på akademiet, som ligger på nogle kunstige øer i søen lige uden for byen. I morgen har hertugen lovet at vise os rundt på akademiet, hvorefter vi om eftermiddagen er inviteret til Anjou.

30/8 1603 Angers. Uh, dagene flyver af sted! I forgårs besøgte vi L’Academie – et fabelagtigt sted! Jeg kunne skrive side op og side ned om atmosfæren derude, om professorerne (hvoraf flere virkede som om, at de ikke helt levede i samme verden som os andre – især historieprofessoren er vist ikke nået videre end til årtusindskiftet), om bygningerne (bygget af hertugens farfar), om de studerende, som suger til sig af viden, og ja, det hele! Det var fantastisk! Bare det var mig, der skulle gå her!

Sent om eftermiddagen red vi så til Anjou, hvor der var middagsselskab. Hertugen havde inviteret noget af den lokale landadel. Charlotte tog pænt imod os, og jeg må sige, at jeg kunne lære meget af hende om god opførsel, hvis det ellers lå til mig. Det gør det desværre ikke, og jeg brød næsten konsekvent reglerne. Jeg er jo efterhånden vant til selskaber, hvor min mening om tingene er velkommen (eller hvor man i hvert fald er vant til at den kommer, hvad enten man vil have det eller ej). Anjou reddede mig flere gange – ganske elegant, må jeg tilføje – fra at støde de andre gæster uforvarende. Han havde i vores samtale, da vi ankom, givet indtryk af, at han udmærket var bekendt med min uortodokse adfærd, og selvom han sikkert misbilliger den, så lader han ikke til at fordømme den. Ikke op i mit åbne ansigt i hvert fald. Han er i det hele taget gennemført perfekt, den gode Anjou… Charmerende, beleven, smuk, overordentlig sympatisk på alle måde – tja, listen er kategorisk. Jeg kunne let forelske mig, men har sært nok ikke gjort det endnu. Måske er han for perfekt…? En lille skønhedsfejl eller to ville ikke være af vejen, eller bare et enkelt brud på reglerne i ny og næ… Måske foretrækker jeg bare Nicholas’ mere direkte væsen…

Anjous folk elsker ham; det lader til at han kender navnene på alle vi møder. På turen igennem byen til L’Academie i søndags hilste han ved navn på de handlende, spurgte til deres familie og handelen. Det bliver ikke svært for ham at finde en hustru, med mindre han selv er meget kræsen, hvilket det godt kunne tyde på, at han er. Nå, han har råd til at være det.

I går red vi til kurbadene nord for Anjou’s hovedsæde. Kurbadene er også et levn fra Kejsertiden, et overordentlig behageligt levn, må man sige! Contessa Charlotte og jeg fik fornøjelsen af de varme bade først (som man går i kun iklædt sit inderste undertøj). Det var lige på grænsen til at være for varmt, men man vænnede sig til det og det var ganske dejligt. Charlotte betroede mig, at hun fandt Robert meget charmerende og høflig, om end en smule stiv i det. Det lod jeg jo ved førstkommende lejlighed gå videre til Robert, hvem jeg rådede til at tage en chance eller to (det gjorde han så i dag – det kommer jeg til). Bagefter byttede vi, så Charlotte og jeg fik de kolde bade. Jeg havde ikke forventet at finde det kolde vand specielt behageligt – især ikke efter det varme – men det var det faktisk. Efter et dyp i det kolde vand, så prikker og stikker det i hele kroppen, og man bliver dejlig varm. Det var virkelig fornøjeligt! Imens havde Robert fået Anjou’s tilladelse til at bejle til Charlotte (efter at have været igennem et mindre forhør).

Nå, i dag fik jeg overtalt Anjou til at arrangere et lille jagtselskab (de arrangerer sig selv, fortalte han; man skal bare lade rygtet løbe om at der bliver holdt jagt, og straks dukker et ukendt antal mennesker op – således også i dag). Men uanset hvilket antal mennesker der havde dukket op, så havde de haft svært ved at overgå Anjou og jeg. Ingen kom op på siden af os, når det kom til jagtheld.

Apropro jagtheld, så friede Robert i dag til Charlotte! Det var en smule uovervejet, men hun så bare så dejligt ud og var så sød, betroede Robert mig på hjemturen i dag. Hun troede dog, at han spøgte. Så præsenterede han hende for den almohadiske ædelsten, som han har fået så smukt indfattet, og kyssede (!) hende i nakken, da han gav hende det på…! Uha! At tænke sig, at også Robert kan bryde etiketten, når lejlighed byder sig! Jeg havde efterhånden forsvoret det. Om kysset bragte ham held, skal jeg ikke kunne sige, men Charlotte bad ham i hvert fald om at gemme sine kys til årets sidste bal… Jeg fortolker det som om, at til den tid vil kyssene være velkomne. I hvert fald har hun til den tid haft tid til at tænke over om de er det. Huhej, hvor det pludselig går!

I morgen har vi tænkt os at lade vores værtsfolk være i fred – de trænger måske også til at komme sig over de uforudsigelige Bergerac’er, der har invaderet dem.

1/9 1603. Robert og jeg besøgte akademiet igen i dag. Det er altså et fantastisk sted – det kan jeg vist ikke sige tit nok. Jeg sad som tilhører ved flere forskellige forelæsninger, og det var meget inspirerende! Man kan virkelig suge til sig af viden her! Vi besøgte også biblioteket, og det var ikke mindre interessant. Især var Robert interesseret i bøgerne i den forbudte samling af humanistiske og reformistiske bøger, hver og én udlånt af Anjou selv. Hvis ikke Robert allerede har gjort Patriarkens inkvisition sur, så ville de blive det, hvis de fik kendskab til hans ivrige læsning af de forbudte bøger. Nå, der kommer ikke en lyd over mine læber desangående. Jeg har altid gået ind for, at man skal udvide sin horisont og skabe sine egne meninger ud fra det man læser. Og Robert er da om nogen i stand til at kende forskel på skidt og kanel.

2/9 1603. Charlotte og jeg aftalte i forgårs, at vi skulle øve musik i dag. Vi klarede os jo mildest talt ikke særlig forrygende, da vi gav forestilling den anden dag. Men uden publikum er Charlotte ganske fortrinlig på harpen. Jeg bør helt klart også øve mig mere jævnligt på min lut, for jeg bliver mærkbart bedre efter bare en lille tids øvelse. Men uh! Hvor var jeg rusten, da jeg startede i dag!

Imens diskuterede Robert og Anjou politik – i det hele taget en hyggelig dag, nærmest i familiens skød.

3/9. På Anjou’s anbefaling red Robert og jeg i dag ud og kiggede på en gammel ruin, som vi passerede på vejen til Angers. Hele grundplanen for slottet lå stadig klart med hvide sandsten i græsset. Enkelte mure og noget af et tårn står også endnu. Robert nægtede at lade mig gå op i tårnet, og det var nok meget godt. Det så noget vakkelvornt ud. Men det var skægt at prøve at forestille sig, hvordan det engang har set ud, hvilke mennesker, der har boet her, hvordan de har været klædt, hvad de har tænkt… Hvor ville det være spændende at møde sådan et menneske, og tale med ham eller hende om livet. Hvem det kunne være det forundt!

Vi havde madkurv med og lod det blive til en heldagstur. Det er sådan et smukt område at ride i, og vi har under hele opholdet været velsignet med dejligt vejr. Jeg spøgte med Anjou om hans gode vejrforbindelser, og han gik med på spøgen, og forsikrede mig, at det udelukkende var for vores skyld, at han havde arrangerede det nydelige vejr.

4/9. I dag var vi ude og ride igen – denne gang ledsaget af Anjou og hans søster. Vi red til oldtidsbyen Trelaize, hvor der ligger et antikt teater bevaret. Det er forbløffende, at man dengang kunne regne ud præcis hvilken vinkel teatrets sider skulle have, for at man på alle tilskuerpladser bedst muligt kunne høre hvad skuespillerne sagde. Anjou har intet teater udover dette, og der er ikke en fast teatertrup tilknyttet. Det benyttes kun af omrejsende grupper. Måske er man bare ikke særlig interesseret i teater her – trist. Jeg forærede Charlotte en kopi af ’Labyrinten’ (inklusiv noderne til den sang, der er gået landet over – og som Mester Tychidid sågar genkendte), samt af ’Julio & Julia’. Hun takkede høfligt, men virkede ellers ikke interesseret. En skam.

Vi spiste til middag sammen med dem på godset Anjou, men blev ikke og overnattede. I morgen vil jeg gerne tilbringe dagen på akademiet – sidste chance inden vi tager hjem i overmorgen. I morgen er vi inviteret til selskabelig sammenkomst med bal på Anjou. Så fik jeg alligevel glæde af at have medbragt min nye balkjole!

6/9 Angers. Uh, det blev sent! Og gid man kunne påføre sig et særligt tegn, der signalerer ’er ikke interesseret i giftermål’, når man er til bal! Overordentlig mange ungersvende har her til aften forhørt sig om mine midler, min alder, mit ægteskab og hvad ved jeg. Jeg ville hellere have kunnet koncentrere mig om at nyde dansen. I Ryendor City kender de fleste jo mit rygte – også det om at jeg ikke aktivt søger ægtemage – så det er kun dem, der heller ikke vil giftes, eller som allerede er det, som byder op sådan en aften. Ikke at der er noget i vejen med unge mænd – de er da såmænd meget søde. Og når de først er blevet overbevist om, at man ikke vil giftes, og at det ikke er fordi, at der er noget i vejen med dem, så går det hele meget lettere. Charlotte var også under veritabel belejring, men hun fandt beskyttelse under Anjou’s beskyttende vinger. Nå, så kan jeg lære at tage en ny og dyr kjole på til fremmed selskab! Næste gang tager jeg min ældste sag på, og mine billigste smykker, så slipper man måske for lykkejægerne.

7/9. Vi forlod Anjou i det skønneste efterårsvejr. Skyerne farer over en blå himmel, ledsaget af en kølig vind. Bladene er ved at skifte farve i fantastiske nuancer af rød, gul og brun. Det har været en spændende visit, og jeg regner med at vende tilbage med mine børn, når de starter her.

Robert spurgte mig i vognen, om jeg havde bemærket Anjou’s elskerinde til ballet! Tænk, det gik jeg fuldstændig glip af! Hvor ville jeg gerne have set hende! Bare for at se hvilken type kvinde, Anjou kunne falde for! Han er så korrekt og hemmelighedsfuld, når det kommer til privatlivet, at jeg slet ingen fornemmelse har for det (det kommer jo i og for sig heller ikke mig ved – men man har vel lov at være nysgerrig!). Tænk, at han har en elskerinde! Gad vide hvorfor han ikke gifter sig med hende? Nå, det var den nysgerrighed igen – med tid kommer svar nok!

17/9 Vi ankom i Ryendor City ved frokosttid. Det har været en bumlende tur hjem, og det føles som om at jeg har blå mærker over det hele.

Marco har fundet ud af hvem, der har sat en pris på hans hoved; det er såmænd bare Ryendor Citys Underverden…! Han har arrangeret et møde med dem i morgen, og han frygter, at idag kunne gå hen og blive hans sidste dag… Det tror jeg nu ikke – hvis de er gået med til et møde, så er et vel ikke for at slå ham ihjel. Men jeg ved faktisk ikke hvordan den slags fungerer. Jeg kan kun bede til, at Marco slipper godt fra det i morgen. Marco inviterede mig ud på ’Le Criquet Gai’, hvor vi spiste godt og dansede længe. Han agtede at nyde aftenen, hvis det nu blev hans sidste. Det gjorde vi så. Han fulgte mig hjem, og skønt han nok forventede at blive inviteret med op, så måtte han nøjes med at kysse mig godnat i døren. Marco spurgte selvfølgelig straks om han havde gjort noget galt. Jeg forsikrede ham om, at det havde han ikke. Men jeg måtte minde ham om vores oprindelige aftale om at forholdet ikke involverede bindinger på nogen måde, og at det ophørte så snart én af os følte at det var det rigtigste. Det accepterede han vist. Desuden havde jeg ikke lyst til at falde for Verdens ældste måde at få en kvinde med i seng; ’hvis jeg nu dør i morgen, så vil jeg dø lykkelig velvidende at jeg tilbragte min sidste nat i dine arme…’ Det er sådan en kliché, og selvom jeg ikke er en ung uskyldighed, og det ikke ville være første gang vi ville have været sammen, så ville det bare være så… falsk af mig at tage ham med i seng på de betingelser, når jeg nu har besluttet, at forholdet er slut. Måske fortryder jeg i morgen, hvis han virkelig går hen og bliver slået ihjel, men det kan jeg ikke få mig selv til at tro, at han gør. Jeg håber det i hvert fald ikke… Jeg må hellere bede lidt inden jeg går i seng!

18/9 Marco lever endnu. Underverdenen ville ’bare’ have de 10 gylden tilbage, som han i sin tid stjal fra krigshøgene i Blaise’s loge. Mødet viser sig nemlig at have stået under Underverdenens beskyttelse… Desuden skal han stå til rådighed mht ’et par småopgaver’, hvilket virker meget mere skræmmende! Det varer vist noget tid endnu, før Marco kan få lov til at lægge den del af sit liv bag sig. Det er virkelig synd!

Elisabeth Dugarie har frekventeret Huset en del på min opfordring i mit fravær. Hun har især knyttet et godt forhold til pigerne – de store piger især, som forguder hende. Hun ser ud til at trives i Huset, og der er blevet taget godt imod hende dernede. Jeg har inviteret hende, Alexia og Roger til frokost næste lørdag, og så vil jeg forelægge dem en idé jeg har fået – hvis de kunne arbejde sammen omkring ledelsen af Børnenes Hus, så kunne jeg tage af sted med god samvittighed uden at overlade hele læsset af ansvar på én person. Hvis det går rigtig godt, så kunne jeg jo håbe på, at de vil fortsætte i én eller anden mindre grad, når jeg kommer hjem igen, så jeg ikke er så bundet til arbejdet i Huset, som jeg hidtil har været. Vi får se.

Pippin har i øvrigt erklæret, at han ikke vil med mig til Genoi! Jeg lod det være op til ham selv. Det er lang tid at være væk hjemmefra, og nu har han jo prøvet ’den der udenlandsting’. Jeg gjorde ham imidlertid opmærksom på, at jeg ikke ville kunne betale ham løn i mit fravær, da jeg ville få brug for én anden til at tage hans plads. Det syntes han er have det okay med. Han har lovet at hjælpe Eloise i køkkenet, og jeg kan ikke med god samvittighed trække den kærlighedssyge unge mand andre steder hen. Jeg lovede ham, at der altid var plads til ham i mit hus, når jeg kom tilbage. Vandrotterne bor der jo mere eller mindre alligevel som det er, så jeg ville ikke slippe af med ham om jeg så ønskede at jeg kunne. Men hvem skal jeg tage i hans sted? Det kræver en del omtanke!

19/9 Broder Jerome og jeg har besluttet, at det bliver Flippa og Jacques vi sender af sted til Anjou’s akademi. Flippa er klart den bedste begavede og mest talentfulde af eleverne, og det ville være synd og skam at ekskludere hende fra muligheden. Jacques er måske ikke den bedst egnede af de resterende. Marcien er i virkeligheden bedre begavet, men Broder Jerome mener, at Jacques ville få mere ud af det, hvis han bare tager sig sammen, og det tror jeg også. Han vil virkelig kunne drive det vidt, hvis han bare lægger sine drengerøvemanerer på hylden, og tager ansvaret og muligheden alvorligt. Han virkede meget benovet over valget af ham. Filippa var også nærmest chokeret. Hun er på den ene side begejstret for at komme af sted, men samtidig frygtelig nervøs for det. Hun er måske også lovlig ung, når det kommer til stykket. Eleverne på akademiet er jo mellem 16 og 22 år, og Filippa er vist kun knap 15. Hmm, måske skulle jeg tage hende med til Genoi – vi kunne jo kalde det en dannelsesrejse. Hun ville kunne lære et andet sprog, og vi kunne frekventere universitetet. Det var vist slet ikke nogen dårlig idé – jeg spørger hende i morgen, hvad hun ville synes om det. Jeg kan godt nå i Huset i morgen formiddag, inden jeg skal til møde hos Dugarie. Han har indkaldt os alle sammen til møde på ambassaden. Invitationen lød meget formel, så jeg tror, at det bliver mere forretning end fornøjelse. Hvad mon han vil? Jeg har aflagt rapport om besøget i Damar, og tilføjet en kommentar eller to på et par af de eksisterende indførsler i arkivet (bl.a. om Miro). Nå, vi får se i morgen.

20/9 Et forbløffende møde hos Dugarie! Han ville have klar besked om der fandtes en læk i Bergerac-familien – én der røbede ambassade-hemmeligheder til udenforstående! Primært var han bekymret over vores forbindelse til Marianne, som ingen af os jo har set i lang tid. Og selv da vi gjorde, var vi da aldrig så dumme at snakke ambassade-hemmeligheder med hende! Vi ved jo godt, hvem hun rapporterer til. Interessant nok viste det sig, at Etienne havde fået hjælp til at befri os fra inkvisitionen i Venuzia af en fremmed rødhåret dame… Det er med garanti Marianne! Nå, vi fik da afklaret mulige misforståelser. Ambassaden og Damar er ikke blevet kompromitteret af os. Vi ville da også være godt dumme, hvis vi gjorde; vi har jo også interesser i Damar, og kunne skades af bevægelser imod Damar. Dugarie troede heldigvis på os. Han udnævnte endog Robert til vice-ambassadør og knyttede Etienne til hans stab. Det glædede vist Etienne overordentlig meget, at han nu ikke længere kunne blive sat til at udspionere os, og jeg må indrømme, at jeg også føler mig meget bedre tilpas med denne ordning.

Dugarie var lige ved at komme med en lille bitte protest, da jeg spurgte til om Elisabeth var hjemme. Han nåede lige at pippe, at han synes, at hun bruger for meget tid i Huset. Men han foretog et lynhurtigt strategisk tilbagetræk, da jeg begyndte at forsvare hendes interesse for Huset. Det virkede som om, at han og Elisabeth allerede havde diskuteret sagen, og at han allerede én gang havde måtte overgive sig – han skulle ikke nyde noget af at tage kampen op med mig også.

Etienne var i øvrigt så begejstret for sit nye lod i livet, at han inviterede os alle sammen på ’Le Criquet Gai’ på fredag.

21/9 Jeg har nu aftalt med Filippa, at hun kommer med mig til Genoi som min tjenestepige, eller selskabsdame eller hvad man nu skal kalde det. Hun har godt af at komme lidt ud i verden først, og hun har godt af lige at blive bare lidt ældre, inden hun kastes ud i akademiets mandeverden. Selvom hun har ben i næsen og nok ville forstå at holde uønskede tilnærmelser fra livet, så skal hun nu også lige vide, hvordan man gennemskuer de mere subtile forførelsesmetoder sådan nogle knægte kan finde på at stille op med. Jacques vil også helst vente med at drage til akademiet til næste sommer. Så kan vi alle sammen følges ad, og jeg kan blive der den første uges tid, indtil de er faldet til. Jeg skal have skrevet til hertugen om beslutningen – jeg håber, at han vil finde det acceptabelt.

24/9 En herlig aften på Græshoppen. Jeg elsker den træthed, der kommer over én, når man har danset den halve nat! Marco morede sig også rigtig godt – han ser ikke ud som om, at han har lidt under mit afslag – måske var situationen ikke så farlig, som jeg havde bildt mig ind. Det glædede mig at se ham i så godt humør – jeg havde virkeligt hadet, hvis han var blevet lige så surmulende og tvær som Blaise blev. Heldigvis er Marco gjort at et ganske andet stof. Jeg tror ikke, at det ligger til ham at græde over spildt mælk, hvorimod Blaise nærmede dyrkede det med passion.

25/9. Så er mit lille triumvirat dannet. Over middag og i dannet samtale aftalte Elisabeth, Alexia, Roger og jeg, at Roger tager sig af økonomien og de alvorlige samtaler med denne og hin, Elisabeth tager sig af pigerne, og kan med sin jævnlige gang i selve Huset løse de småproblemer, som personalet ikke vil belemre Roger med, og Alexia tager sig af at dyrke forretningsforbindelser, laugsformænd og sponsorer. De snakkede fint og fornuftigt sammen, og jeg tror sågar, at Alexia og Elisabeth kunne knytte venskab. Åh, sikken lettelse at kunne overdrage ansvaret i disse kompetente hænder! Personalet vil føle sig meget mere trygge ved ikke at skulle stå med hele ansvaret selv, og jeg vil ikke blive belemret med kæmpe bunker af arbejde og problemer, når jeg kommer hjem igen. Dejligt!

Damians Dag 1603. Roger inviterede mig i dagens anledning på kunstudstilling. Dvs. at det var marquis’en af Bourjoulais, der åbnede dørene for hans imponerende samling af nutidskunst. Det var meget fascinerende! Derefter tog vi ud og spiste noget god mad, hvorefter den sædvanen tro stod på skak. Behøver jeg at skrive, at jeg tabte? Nej vel, men jeg bliver bedre!

1/10 Det er ikke til at tro, at vi nu er i den 10.nde måned. Det er stadig sommervarmt, selvom træerne så småt er i gang med at skifte farve. Mit vindue står stadig på klem om natten for at jeg kan holde varmen ud. Springer og jeg red en tur i dag i Deumille – en herlig frisk tur. Rideturene er det jo desværre snart slut med. Om et par uger rejser jeg, og så bliver Springer sendt på græs på Bergerac, hvor der vil blive sørget godt for ham. Jeg prøver at få presset så mange rideture ind som jeg kan indtil da.

7/10 Jeg havde Filippa med ude og købe udstyr i dag. Hun har fået tre sæt nyt tøj, underbeklædning (sågar et korset, som hun tidligere har været forskånet for), en rejse/vinterkappe og en bredskygget hat. Desuden et par støvler, som Mester Pieds selv stod for, og et par sko, som Freddie har syet til hende. Jeg præsenterede hende desuden for en ’kvinde-æske’ af den slags Mama gav mig, da jeg blev gift, med alt hvad en kvinde har brug for, når man er af sted hjemmefra (inkl. en diskret parfume), samt en syæske og en æske med tegneredskaber. Da Filippa havde lagt alle tingene ind på sin seng i værelset (jeg har installeret hende i Alexias gamle værelse), stod hun et øjeblik og så på det hele, og så begyndte hun at græde. Jeg var bange for, at jeg havde gjort noget galt, men hun græd af bare lykke. Aldrig havde hun ejet noget som helst, som hun ikke havde stjålet eller på anden måde snydt sig til. Og æskerne var de rene skatkister for hende. Jeg lod hende få resten af dagen fri, så hun kunne prøve tøjet og studere sine ’skatte’. Hun er elskelig, og jeg er glad for at få hende med på rejsen. Hun er noget mere poleret end Pippin, selvom de har haft nogenlunde samme opvækstskår. Det har nok haft indflydelse, at hun har haft ansvaret for små søskende, mens Pippin kun har skullet passe på sig selv. Jeg har forhåbninger til at hun nok skal nå højere op i verden, mens jeg nogle gange nærer mere tvivl om Pippin. Men han skal nu nok klare sig, den unge mand.

14/10 Kongen indtog byen i dag med den sædvanlige pomp og pragt. Jeg er sikker på at det er det varme efterår, der har forsinket hans tilbagekomst. Vejret er dejligt, javist, men byens duft er endnu ikke dæmpet af frost, og HM Kongen har så lidt tolerance for byens sande … aroma. Men nu er han her, og det står fast, at årets sidste bal falder på d. 16.

17/10 Et dejligt afslutningsbal i går! Nicholas og jeg fandt straks hinanden, og var sammen det meste af aftenen. Musketererne modtog mig som en god gammel ven, og det var rart. Robert kan se ned på det så meget han vil, men jeg føler mig bedre tilpas i deres selskab end i de finere kredse. Man skal ikke være så forfærdelig forsigtig med hvad man siger, og selvom der stadig er en vis etikette at overholde, så falder den mig mere naturlig. Jeg fortalte Hertugen af Anjou, at jeg har overladt ansvaret for Børnenes Hus til Roger, og det så ud til at glæde ham. Derefter så han sig forpligtiget til at danse med mig, og jeg trådte ham ikke over tæerne én eneste gang. Derefter overlod han mig atter til Nicholas’ ventende favn igen. Robert kom med en kommentar over afskedsfrokosten i dag om at det havde været bedre om jeg havde satset noget meget på hertugen. Jeg fejede ham lidt af med et ’når jeg nu bedre kan li’ Nicholas…’. Men det handler ikke kun om, at jeg bedre kan lide Nicholas. Faktisk kan jeg vældig godt lide Anjou – jeg nyder at tale med ham, og han er både charmerende og sød – og hvis han havde vist mig bare en lille smule interesse ud over hvad etiketten dikterer, så havde jeg fundet ham lidt mere interessant. Men det er Børnenes Hus mere end det er min person, der interesserer ham. Jeg tror desuden ikke, at jeg er hans type, og jeg er i alle tilfælde ikke noget velegnet valg af hertuginde. Brrr, hertuginde! Ja, det var nok det sidste jeg ønskede at være – så var det da for alvor slut med friheden! Men han virkede mere afslappet i aftes end i sidste sæson. Jeg tror, at han måske har fundet sig en udkåren, og derfor ikke ligger under for Verdens pres mere. Men hvis han har, så var hun ikke til stede i aftes. Jeg så ham ikke være specielt interesseret i nogen af sine dansepartnere, og han forlod festen alene (lod Robert følge Charlotte hjem – de er kommet til en forståelse, og er blevet forlovede!). Men nu var jeg heller ikke synderlig opmærksom på al hertugens gøren og laden, må jeg indrømme – ingen distraherer så meget og så vel som Nicholas! Men det kunne jo være at hun, som Robert tænkte var hans elskerinde, i virkeligheden var den udkårne? Jeg så hende jo desværre ikke selv. Jeg må sørge for, at Alexia holder mig ’in the loop’ mht. rygtebørsen, mens jeg er væk. Ellers kan jeg jo slet ikke følge med, når jeg kommer hjem igen! Ét rygte som jeg da nåede at få med (fordi jeg så det selv) var at endnu én person i Bergerac’s omgangskreds havde heldet og manglen på manerer til at byde prinsessen op til dans. Denne gang var det ikke overraskende Marco… Han spilder i hvert fald ikke tiden.

Nicholas fulgte mig hjem umiddelbart efter aftenens sidste dans (og det var nærmest i sidste øjeblik!). Vi fik sagt ordentligt farvel til hinanden. Jeg kom for skade at spørge til hans familie, som jeg jo næsten ingenting ved om. Hans far er såmænd greve! Han har en del yngre søskende og nogle halvsøskende. Det var tydeligvis ikke noget han brød sig om at tale om, så jeg lod det ligge. Men den ældste i flokken kan han jo i hvert fald ikke være – ingen familie af den rang lader vel arvingen blive musketér… Desuden kan jeg slet ikke forestille mig Nicholas som greve – han vil formodentlig betragte det med samme skepsis som jeg betragter ægteskabet – slut med friheden og velkommen til pligter og flere pligter, og en holden sig til reglerne resten af livet. Nej, Nicholas har det uden tvivl meget bedre som musketér!

Robert inviterede alle på frokost på ’Den Gyldne Fasan’. Det var her, at han annoncerede sin forlovelse med Charlotte. Han har lovet at vente med brylluppet til jeg er kommet hjem igen – muligvis Cateias Dag ligesom Pierre. Nu får vi se – jeg vil i hvert fald ikke gå glip af det! Robert havde en anden meget interessant nyhed: i går trak formanden for Parlamentet ham til side, og bad ham tage sig af en meget følsom sag (rygtet er åbenbart gået, at Bergerac familien har mange metoder til at klare tingene på). Kronprinsessen af Aurora – en halvkusine til den nu afdøde fyrstefamilie, og den næste i arvelinjen – er i Ryendor som ’gidsel’. Hun er her dels for at holde Aurora og Lord Kendric i skak og dels for at blive beskyttet mod samme Lord Kendric, som ingen vist rigtig stoler på. Det er meningen at hun i al diskretion skal møde HM Kongen. Da reformisterne muligvis også stræber hende efter livet (det menes, at være dem, der snigmyrdede den stakkels lille fyrstinde tidligere på året), er det vigtigt at hun får logi hos nogen, som forstår at beskytte hende med alle til rådighed stående midler – og det er Robert så blevet bedt om at gøre. Spændende sager, som jeg går glip af… Men pyt! I morgen tager jeg af sted til Genoi, og jeg har aldrig glædet mig så meget. Jeg er pakket og klar og alting er arrangeret. Pippin og jeg dækkede møblerne på første sal med lagner i dag (undtagen soveværelset forstås). Mine bøger, smykker og balkjoler er flyttet hen i Maison de Bergerac, hvor det er bedre beskyttet. Vandrotterne er flyttet ind i stue-etagen og passer på huset mod at få kost og logi imens. Madame Renoir har fået et klækkeligt forskud for at sørge for dem. Hun har skrevet mange af hendes bedste opskrifter ned til Filippa og mig i fald vi selv kommer til at stå for madlavningen (Lyset forbyde!). Nå, nu gør jeg til køjs – i morgen går det løs!