14. Rejsen til Damar

10/3 Første rejsedag. Marco ventede i krostuen på ’Den Gale Hane’, da vi ankom. Regnen har silet ned hele dagen, og det ser ikke ud til at klare op – tværtimod. Pippin synes, at det er rigtig kedeligt at rejse, når man er buret inde i en skrumlende vogn med et par snøftende unger og en tvær boss (det er mig). Ah, ja – tvær og tvær, jeg har nok været noget stille. Vejret gør ikke noget godt for mit humør, når jeg ikke kan være ude i det på hesteryg. Men Springer står i mit fravær i Rogers stald, og er nok glad for det. Marco blev glad for at se os, selvom han ser farlig ud. Han er stadig i det tøj han havde på, da hans hus brændte. Mange andre end Marco ville stinke nu, men hans kropslugt er slet ikke ubehagelig som sådan – lidt stram måske, men ikke ubehagelig. Carvintia er nok velduftens hjemland, antager jeg.

Inden vi rejste, kom en flok vandrotter forbi for at vinke farvel, og for at fortælle, at de har fundet ud af, at det var Maruvelle, der havde bestilt overvågningen af mig. Han havde såmænd også bestilt overvågning af de andre, men de rejste belejligt, inden det kunne gå i gang. De har formodentlig håbet på, at vi kunne føre ham til Marco. Klogt af Marco, at han forsvandt ud af byen, da han gjorde. Men vi kan vist være sikre på, at det var Maruvelle (og le Duc?), der stod bag nedbrændingen af Marcos hus, og dermed også Kurts død. Jeg har givet vandrotterne tilladelse til at gøre livet surt for Maruvelle, bare de ikke sætter sig selv i fare ved det.

14/3 Kommer solen da aldrig frem igen?? Det har øset ned i samfulde 4 dage vi har været på vejen, og jeg er dødtræt af det! Alting er fugtigt og koldt. André er blevet forkølet og har siddet med min rejsekappe om sig (så nu er jeg kold, men hellere mig end ham). Pippin er ved at gå ud af sit gode skind – han kan slet ikke sidde stille, og stiller tusind spørgsmål om rejsen til Damar, som jeg ikke kan svare på, da jeg ikke har været der. Marco prøver at muntre os lidt op, men han er selv våd og kold. Jeg håber ved Lyset, at vi når Brest i morgen!

15/3 Endelig i Brest! Og tænk engang; vi var kun lige kørt af Brests byporte, da regnen holdt op med at sile, og gik over til sporadiske dryp. Da vi nåede Moulin d’Olives tittede solen frem… Vi bestilte straks mad og bad til alle. Mens ungerne og Emilia fik varmen i badet, tog Marco og jeg ud i Brest for at finde en skrædder, der kunne lave noget nyt tøj til Marco. Det endte såmænd med, at jeg også fik bestilt mig en balkjole (det var jo ellers ikke meningen!) – en meget smuk sag i rød mønstret silke. Mønstret ses kun, når lyset rammer silken helt rigtigt – en effekt jeg er ret vild med. Jeg bad om at få ærmerne en smule mindre overdådige end moden i år ellers dikterer. Jeg synes simpelthen ikke, at det ser pænt ud, når ørerne og det halve ansigt er skjult bag pufærmer! Halsen bad jeg få lidt mere firkantet (det plejer at klæde mig godt), så alt i alt tror jeg, at det bliver lidt af en sensation, når jeg skrider ind i en balsal i den. Om sensationen bliver, at jeg er håbløst bagud med moden, eller fashionabelt forud for min tid – det må vi få se, når den tid kommer. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at få den på!

Der er forårsmarked i Brest, og her er meget at se på. Jeg har købt en hel del krydderier, som jeg har sendt hjem til Madame Renoir. En tur forbi Bogtårnet var uundgåeligt, og jeg købte en erindringsbog baseret på Grevinde Beauchamps brevveksling med forskellige venner og kloge hoveder – meget interessant. Derudover købte jeg en lille digtsamling af Florent Morisse, som jeg ikke har læst før. Jeg skimmede lidt i den inden køb, og han har et interessant brug af sproget, som jeg finder fascinerende. Etienne og jeg havde en længere diskussion omkring Tychidid, hvem Etienne overhovedet ikke forstår. Jeg er bange for, at det siger mere om Etienne end Tychidid, og jeg beklager, at han ikke kan gennemskue Tychidids geni. Til gengæld er vi rørende enige om Euripedes’ teorier om menneskets natur, så han (Etienne) formåede at genvinde tabt territorium (selvom jeg har svært ved at tilgive, at han kaldte Tychidid for en fimset snob, der kun skrev poesi for at score damer!)

På markedet så vi en af de almohadhiske kameler og jeg udfordrede Pippin til at sætte sig op. Jeg havde troet, at knægten havde grebet muligheden for at opleve eventyr, men han var rigtignok ikke meget for at sætte sig op på ryggen af det grimme bæst. Men derudover er Pippin lutter ører, næse og øjne – han suger alting til sig. Jeg har en vag fornemmelse af, at han noterer det hele ned inden i, så han kan fortælle de andre vandrotter om verdens vidundere, og imponere Eloise, når han kommer hjem igen. Han ser ud til at nyde rejsen, nu da den grå, våde og kedelig karetrejse er overstået.

16/3 Uh, det var godt at sove længe i dag! Pippin var blevet indlogeret hos mig, og han måbede noget, da han fandt ud af, at han kunne vælge mellem to behagelige divaner (og et meget behageligt gulvtæppe). Han havde brokket sig noget, da jeg havde sagt, at han bare kunne sove på gulvet hos mig, men da han først så værelset var der ikke mere brok fra hans side.

Etienne, Emilia og jeg tog alle ungerne med til forårsmarked, og Etienne gav børnene 5 pennies hver, som de kunne spendere som de havde lyst (det blev til en hel del kandiserede æbler!). Jeg kunne naturligvis ikke tage 15 børn med ind i The- & Kaffehuset, men jeg bestilte et par kander varm chokolade til dem – det var et stort øjeblik at se ungerne slubre den gode varme drik i sig. Varm chokolade burde være et hvert barn forundt at prøve bare én gang i livet.

Byen er fuld af sladder; den nykronede dronning af Aurora er blevet snigmyrdet! Man mener, at det er fordi at hun flere gange offentligt har anklaget sin onkel, Lord Kendric, for hendes forældres død, og det kunne se ud til, at hun havde ret i sin mistanke… Nu sidder Lord Kendric tungt på magten i Aurora, og reformisterne kan se frem til … ja, de kan ikke se frem til noget. Lord Kendric vil formodentlig jage dem til sidste mand, kvinde og barn. Jeg tror ikke, at de skal forvente nogen nåde fra den side.

Og så taler alle om, hvem hertugen af Anjou mon vil vælge som hustru. Der er spekulationer lige fra prinsesse Rhianna til den smukke bagerdatter i Ruelle de Pain. Arme mand! Jeg tror, at han afskyer al den snak om og ballade over hans valg af ægtefælle. Hvis jeg har fornemmet ham ret, så er det en yderst følsom og privat sag for ham, hvem det bliver. Jeg forestiller mig, at han som den idealistiske mand han er, hellere vil vælge én han elsker, end én hvis forbindelser er gavnlige for familien. Puha, godt det ikke er mig, der er med i dét cirkus! Hvor blev jeg dog forskånet for meget, da Charles friede til mig før balsæsonen. Hvor havde jeg hadet at være genstand for alle de spekulationer som sladderkællingerne (ja, undskyld) har om hvem, der gifter sig med hvem. Jeg føler virkelig med Anjou. Må han finde en sød og klog hustru hurtigt!

Senere: Jeg kan næsten ikke sove! Jeg glæder mig så ustyrlig meget til at komme ud og sejle igen! Jeg glæder mig sådan til at opleve Damar – til at rejse rundt igen. Jeg glæder mig til at finde Guilleume, og lægge fortiden bag os og finde fremtiden sammen. Mit hjerte længes ud – jeg kan mærke trækket i brystet; sydpå, sydpå! Langt væk! Ned til Guilleume! Åh, må han leve! Må han leve!

17/3 Så til søs! Himlen er høj, bølgerne pisker mod skibet, mågerne skriger, solbrændte mænd i hvide skjorter kravler op og ned af master, ind og ud på råen, trækker, slæber, hiver. Jeg elsker havet! Jeg elsker blæsten som pisker mit hår mod mit ansigt, som flår i mit tøj, som om den prøver at trænge ind i mig og trække mit hjerte med ud. Var jeg en mand, tror jeg, at jeg var stukket til søs. L’Ange du Mer, vores skib, fører 30 kanoner. Galleonsfiguren er en engel, hvis vinger er bredt ud til siden, som udfordrer den enhver bølge til bare at komme an. Der er ikke noget smukkere i verden end et sejlskib som flyver over havet for fulde sejl!

18/3 Der blev holdt øvelse i dag med sand på dækket, kanonbrag m.m.. Det skræmte børnene noget, men da jeg og Pippin tog dem med på dæk i små hold, så de kunne se, at der ikke var noget galt, faldt de til ro igen. De er ikke alle sammen lige glade for at sejle. Nogle er søsyge, andre bare utilpasse ved det uvante, og nogle få tager det i stiv arm. Men ingen af dem er rigtig veltilpasse ved det. Sidst de var ude og sejle, var det i hænderne på brutale folk, som havde bortført dem fra deres hjem og familie. Men nu er de på vej hjem, og det kan ikke gå hurtigt nok for dem. Jeg, derimod, kunne sejle til Verdens Ende, stirre ned i det brusende ingenting og stadig nyde det!

27/3 Vi har fået skib i sigte – en ø-lænder, som næppe vil os noget godt. Der lyder teorier om, at det er en kaper, og vi har gjort klart skib. Ø-lænderen er et sort, hajagtigt skib, som hurtigt haler ind på os. De kræver visitation, men vores gode kaptajn ignorerer dem. Kommer det til kamp ser det ikke godt ud; Hajen har 40 kanoner mod vores 30, og den er hurtigere at manøvrere. Jeg har ladt mine pistoler, og tager Pippin med som lader. Jeg har instrueret Emilia i hvad hun skal gøre, hvis det værste sker. Hun virker skræmt men fattet. Havde jeg ikke lige gjort hende ansvarlig for 14 børn, så tror jeg, at hun selv var brudt grædende sammen. Men hun har ben i næsen, Emilia. Claire er helt rolig; ingenting lader til at kunne røre det barn.

Erasmus Dag 1603. Et mirakel – intet mindre! Øjeblikket før de havde nået os i går, gik et skydække for månen, og vi slap væk i mørket. Etienne havde i et klodset forsøg på at berolige børnene skræmt dem var vid og sans, så jeg brugte hele natten på at trøste dem. Jeg endte med at sove dernede; ja, det vil sige; sove blev det ikke rigtig til, for skræmte børn er ret kontaktsøgende. Nu vil jeg op og se solopgangen!

Senere: Jeg fik set solopgangen, men også kaperen, der åbenbart havde fundet os, så snart himlen lysnede. Vi gjorde atter klar til kamp, og forventede det værste, da vores kaptajn i ly af en ø, fandt to codorianske galleoner, som lå for anker. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle føle taknemmelighed for noget codoriansk, men galleonerne tog kampen op med kaperen, og skønt vi tog et par kanonkugler (bl.a. tværs igennem Robert og Pierres kahyt!), så slap vi meget billigt fra dén kamp! Lyset være lovet! Pippin derimod virker dybt skuffet over, at han ikke fik lov til at slås mod piraterne… Skøre knægt! Men det bliver der altså – heldigvis! – ikke noget af!

29/3 Vi har i dag været i kontakt med merchant’en Isabella, som i sin tid førte Prinsen af Damar til kamp. Vi fortalte dem om kaperen og de codorianske galleoner, og de fortalte til gengæld om et attentatforsøg mod kongen (begået af en religiøs fanatiker, som nu er henrettet). Og så er der korsarer i havet omkring Damar. Dem håber jeg sandelig, at vi slipper for. Jeg kan godt huske sidst, vi rendte ind i de starutter. Og dén oplevelse vil jeg sandelig gerne være fri for at genopleve!

1/4 1603. Så er der land i sigte; det er Damars gyldne og grønne land. Selv på afstand tager det sig smukt ud. Kaptajnen siger, at vi er i Oporto i eftermiddag.

Senere: Vi har indlogeret os på kroen ’Bataljen’, som Robert og fætrene kendte i forvejen (dengang hed den noget andet). På vej ind i havnen og gennem gaderne har jeg fået fortællinger om, hvor de kæmpede og hvordan. Hvor er det mærkeligt at være her i denne overordentlig fredelige by, og så prøve at forestille sig, at for lidt over et år siden blev der kæmpet i gaderne her. Nå ja, fredelig og fredelig… Krofatter har fortalt, at byens borgmester, en Diego Aruda, styrer byen med hård hånd, og at korruption, afpresning, vold og anden kriminalitet har kronede dage her. Det er nok derfor, at byen virker så stille; ingen tør rigtig bevæge sig udenfor. Vi blev da også selv antastet af et par sjufter, da vi kom i land. Vi havde dårligt sat fod på kajen, før de kom rendende og krævede afgifter for vores brug af havneområdet. Vi foretrak at betale hvad vi skulle i havnekontoret, men dér var de vist heller ikke videre vederhæftige. Vi har naturligvis snakket om at gøre noget ved situationen, som jo er helt uholdbar, men vi skal lige have børnene af vejen først. Krofatter har sendt besked til enkemarquessaen af Maranhão, men har ikke fået nogen respons endnu. Som hendes vasal føler Robert sig forpligtiget til at gøre noget ved sagen, og vores andres retfærdighedssans har det lige sådan. Vi fik en lokal tømrer, som netop har udført arbejde for borgmesteren i hans ’fæstning’, til at fortælle os om indretningen af huset, samt hvor mange modstandere vi kunne forvente at finde der, når vi går til angreb en af dagene (20 mand + et tilsvarende antal kvinder og tjenestefolk). Krofatter har henvist mig til en rejsestald (ledet af hans fætter, vist nok), hvor vi kan leje vogne, så vi kan transportere børnene og vores bagage til Ceãra.

2/4 1603. Ih du gode – tingene går stærkt her i Damar! Vi har afsat borgmesteren og sat ham i fængsel med de af hans kumpaner, som overlevede vores angreb på hans hovedkvarter…

Det startede ellers så roligt; vi gik aftentur på havnefronten i går i duften af forår og et fantastisk smukt, gyldent lys, som er helt enestående. Men vi blev hurtigt antastet af otte hærdebrede mænd, der mente at det var dem, der bestemte dér. Vi tog kampen op, og udfaldet var til vores fordel. Én af dem fik den tåbelige indskydelse at forsøge at tage mig som gidsel. Det fortrød ham dog hurtigt; hurtige reflekser fra min side, samt en kniv i armen fik ham til at opgive dén idé, hvis tåbelighed blev understreget, da Marco kastede ham til jorden i raseri. Marco lader til at tage min personlige sikkerhed meget seriøst. Han har desværre ikke helt tillid til, at jeg kan forsvare mig selv, men jeg protesterer ikke, når ham kommer løbende til undsætning. Alt andet lige er han væsentlig bedre til denne slags skærmydsler end jeg er.

Umiddelbart efter kampen, hvorfra vores modstanderen krøb snarere end gik, besluttede vi, at vi hellere måtte anholde borgmesteren med det samme, inden han nåede at forberede sig for meget på vores uundgåelige angreb. Pippin introducerede et nyt effektivt våben for os; en flaske med brændbart væske (idéen er at man tænder en lunte, der fører ned i flasken, og når man så kaster den, går den i stykker og der er brændende væske over det hele) – det virkede ret effektivt! Efter korte forberedelser gik vi til angreb. Med stiger kravlede vi over den 3 meter høje mur (med pigge på! – muren, ikke stigerne), og brød ind i huset nær borgmesterens private gemakker. Vi mødte noget modstand, men ikke noget vi ikke kunne klare (Etienne er forbløffet over vores effektivitet). Til gengæld var jeg vidne til noget kedeligt ved Pierre. Han har jo længe været i stand til at bruge sin magi, eller 6. sans eller hvad det er, til hjælp i kamp. Han lavede også et interessant lille nummer i nat, da han behændigt undgik en kugle, der ville have ramt ham i ryggen, og gjorde det af med kuglens afsender med et ansigtsudtryk, der alt for meget lignede Reynauds. Han virkede i det hele taget meget voldelig; dræbte, når han kunne nøjes med at såre, angreb folk, der allerede var i knæ og sådan noget. Det er meget bekymrende! Jeg gik da også hen til ham umiddelbart efter kampen og smækkede ham en lussing, og bad ham komme til sig selv igen. Jeg vil simpelthen ikke være med til bare at se til, mens vores blide, lærde Pierre udvikler sig til en kold voldspsykopat, som Reynaud var på vej til at blive det. Jeg håber sandelig, at min lussing gav ham stof til eftertanke!

Efter kampen fandt Etienne og jeg et skjult pengeskab med omkring £1000 i kontanter og Sortebrødre-IOU’s, samt en regnskabsbog, hvori der er noteret opkrævede afgifter for de mest besynderlige ting. Intet under, at ingen har været på gaderne; der har været opkrævet gebyr for slid på brosten og anden gadebelægning!

Robert løslod en del folk fra fængslet, bl.a. en sær fyr, som var anklaget for hekseri. Han påstår, at han har set i stjernerne, at korsarerne, som har hærget kysten lidt syd herfra, vil angribe Oporto om 8 dage… Først troede vi ikke på ham, men han kunne rent faktisk forklare for os på mere saglig vis, at hvis korsarerne sejlede fra en bestemt klippe-ø ud fra Damars kyst 2 dage før nymåne (som er en slags helligdag for almohadhere), så passede det med datoerne for angreb på andre byer. Vi besluttede at tage hans beregninger for gode varer, og må nok se i øjnene, at vi skal forberede et forsvar af Oporto, før vi kan komme i gang med at slappe af.

Så nu er Robert og Stefano på vej til enkemarquessaen for at rapportere, Marco og Pierre er nede ved havnen for at spørge kaptajnen af L’Ange du Mer, om han vil bistå os i kampen mod korsarerne, og Etienne og jeg har arrangeret vores afrejse mod Ceara, som jeg glæder mig meget til at se.

Senere: Ceara er vidunderligt! Turen herud var meget smuk; hele vejen duftede der af blåklokker og cedertræ. Himlen var høj og smuk, luften frisk og markerne grønne. Hele vejen har folk vinket glade til os. Cearas hovedbygning er fantastisk smukt restaureret. En smuk hvid bygning med rødt tag, og med et middelaldertårn bagtil, som får det hele til at ligne et rent eventyrslot! Kun skudhullerne omkring døren, som Robert har beordret bevaret, minder om en mere dyster fortid. Huset selv var fuldt af liv, og lige så smukt og elegant indenfor som udenfor. Folk her er muntre og venlige. Jeg fik forevist portrættet af Grevindens mor – en meget smuk kvinde! Mørkhåret og mørkøjet, med den perfekte smukke lød, som kvinderne synes at have her i landet. Hvis Inez var bare halvt så smuk som hende, så forstår jeg godt, hvorfor folk blev så betagede af hende. Hushovmesteren fortalte mig en masse historier om stedets historie, og jeg har planlagt at plukke hans hjerne om Inez de Ceara i morgen. Han tjente hendes far, og kan sikkert fortælle en hel masse. Jeg så hendes gravsted i midten af labyrinten – sikke en stor sten! På stenen er indhugget alle navnene på dem, som kæmpede og døde med Grevinden i befrielseskrigen. Der er mange… Labyrinten er fantastisk! Den er stor, og man farer vild så let som ingenting. Pierre påstår at der et trick, så man kan nå midten af labyrinten uden at fare vild – men hvem gider det? Er labyrinter måske ikke til for, at man kan fare vild i dem? Var det nogen tilfældighed måske, at jeg kaldte min mesterstykke om kærlighedens væsen for ’Labyrinten’? Labyrinter (og kærlighed) træder man ind i vel vidende, at det er på eget ansvar. Man kan finde både lykke og ulykke i den, finde vej og fare vild. Man ved aldrig, hvem eller hvad man kan risikere at støde på i en labyrint.

Her er enestående! Jeg elsker allerede Damar!

Jacqueline er her – tæt på eksplosion, ser det ud til. Hun er sengeliggende, for den store mave er for meget for hendes spinkle skikkelse. Men nu kan det også ske, hvert øjeblik det skal være. Jeg vil morderlig gerne være til stede, når det sker. Jeg har aldrig set en fødsel før (jo, altså, heste og køer, og får og katte og hunde, men aldrig mennesker).

For resten; Marco og Pierre fik forhandlet sig frem til at låne 6 kanonmandskaber til bemanding af kanoner i kanontårnet i Oportos indsejling. Skibet selv kunne, og ville, ikke blive, men med bemandede kanoner ser vores situation lidt lysere ud.

¾ Ah, jeg fik sovet længe i dag – meget tiltrængt. Hvor vidunderligt at stå op til Cearas smukke omgivelser. Jeg har fået udsigt over markerne (modsat labyrinten), og formiddagslyset var smukt og gyldent. Lyset synes altid at være mere gyldent her, som om Lyset smiler ekstra mildt på Damars smukke land.

Jeg har plukket Eduardos (hushovmesterens) hjerne hele formiddagen, og har jeg fået mig en hel del notater, om Inez de Ceara’s (eller y Ceara, hedder det vist her) barndom, hendes familie og tjenestefolkene hun voksede op i blandt. Eduardo selv var bortrejst den dag angrebet på Ceara fandt sted (hans gamle mor lå syg), så han undgik den grumme skæbne, der overgik de andre. Eduardo fortalte desuden, at den eneste overlevende af Inez’ mænd er baron Philippe Fanau, Roberts nabo. Jeg har besluttet at ride derhen i eftermiddag, og høre hvad han har at fortælle om Grevinden.

Robert og de andre er taget til Cascais, som ligger i Reynauds baroni. Der er tilsyneladende begået et mord. Den sag overlader jeg nu gerne til de andre. Jeg gider ikke spekulere på mord, når det er så dejligt vejr, og landet strækker sig så dejligt fra hoveddøren!

Senere: Uh, jeg er forelsket! Og jeg tror, at det er gengældt, for landet smiler tilbage til mig, hver gang jeg kaster et blik på det! Jeg red ud lidt over frokost, udover marker og enge, hilste på venlige folk, og fik øvet lidt damarkansk. Lyset her er bare helt fantastisk – jeg gad godt vide, hvad monsieur Tranquin ville sige til det. Philippe Fanau er en overordentlig tiltalende mand, som efter jeg havde snakket med ham om Inez (som bliver mere og mere interessant!), inviterede mig med på jagt! Ja, altså, jeg inviterede egentlig mig selv, men han protesterede da i hvert fald ikke.

Først lidt om Inez: jeg noterede en hel del, men her er hovedpunkterne: hun må virkelig have været noget ganske særligt, for hendes mænd fulgte hende af kærlighed til hende (og det kan man jo mene er meget romantisk, men det er det ikke, når man lære omstændighederne at kende). Hendes skæbne var så stærk og altdominerende, at dem der kom hende nær, uvægerligt blev draget ind i den, og blev bundet til hende. Da hun døde, mistede de deres grund til at leve – hun havde i dén grad haft indflydelse på deres liv. Kun Philippe er endnu tilbage af de mænd, der fulgte hende i det sidste slag, og dét muligvis fordi han fik andet at koncentrere sig om (han bestyrede jo Ceara, indtil Reynaud ankom hertil, og har sit eget gods også at tage sig af). Han virker lidt vemodig, men det kan være hans natur at være det. Han er ellers meget flink og imødekommende. Grevindens død var grusom – Robert har virkelig holdt detaljerne tilbage for mig. Hun nåede akkurat at opfylde sit mål; at dræbe sin plageånd, som hun kaldte El Diavolo – Djævelen – inden hun selv døde, halvt hugget over af El Diavolos sværd. Forinden havde han hugget hendes ene arm af, så de måtte transportere hende hjem i flere stykker – meget dramatisk! Det bliver en udfordring at skildre hendes historie, for der er så mange modstridende elementer i den; hun var smuk, men arrogant og brutal, hun var modig, men tankeløs, hun var målrettet, men i sådan en grad, at hun ikke skyede noget som helst middel for at nå sit mål. Robert holdt af hende, mens Marco og Reynaud hadede hende. Hun var kvinde, men kæmpede som en mand. Og for alt i verden; selvom hun var smuk, og kæmpede en retfærdig sag, så var hun ingen romantisk heltinde. Det bliver vanskeligt at indfange med ord det komplicerede væsen hun var – men jeg skal gøre et forsøg!

Jagten var alle tiders; vi jagtede bjerggeder! Damars bjerge er lige så smukke som Damars marker og enge. Philippes venner havde heldigvis ikke noget imod, at jeg kom med og tog ikke nogen irriterende særlige hensyn. De var søde og nede på jorden alle til hobe. Efter jagten tændte vi bål, spiste bjergged og fortalte historier. Jeg kunne ikke dy mig for at fortælle om sidste gang jeg jagede bjerggeder, og endte med at måtte skyde den med min pistol, fordi det finde almohadhiske våben var kønnere end det var effektivt. Der blev leet af min historie, som var langt den mest eksotiske. Deres historier var om det jævne liv, om den nære forbindelse mellem adel og bonde, mellem menneske og natur, og de bar alle sammen vidnesbyrd til en dyb kærlighed til deres land. Og jeg forstår dem jo så godt. Jeg elsker mit hjemland, for det er der jeg er vokset op og hører til, men Damar… Damar kunne jeg godt vende tilbage til igen og igen. Var det ikke for Børnenes Hus og Prins Louis’ Yndlinge (og muligvis Nicholas), så slog jeg mig gerne ned her permanent!

Philippe fulgte mig hjem, for natten var faldet på, inden vi rejste os fra bålet. Jeg inviterede ham til at overnatte, for det ville ikke være rigtigt at sende ham ud på en 3 timers ridetur midt om natten, bare fordi jeg fik det indfald, at jeg ville med på jagt!

4/4 1603. En dødssynd… Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før. En dødssynd… En synd, ja, det vidste jeg godt, men min bekymring lå altid mere i, hvad folk ville sige, og at det ikke var muligt juridisk, men en dødssynd… Måske vidste jeg det, og fortrængte det, for hvordan kunne noget så smukt som kærligheden mellem Guilleume og mig være en dødssynd? Hvordan kunne det være blodskam? Vores smukke og ulykkelige historie malet sort som den ultimative synd… Men vi slog i det mindste ikke Charles ihjel – ingen elskede ham så meget som vi – og vi begyndte ikke engang at elske hinanden, sådan rigtigt, før efter hans død. Ikke som de to unge tåber, som Robert nu har dømt for mordforsøg (ja, det vil sige, at hun går fri, men mister sin arveret, fordi hendes skyld ikke kan bevises). Men i menneskers og Lysets øjne er der ikke den store forskel! Men jeg elsker Guilleume; jeg vil altid elske ham, og ingen som ham! Måske vil tiden i Helvede ikke være så slemt, når bare vi er der sammen… Når bare vi er sammen!

Senere: Så er de indledende manøvrer til forsvaret af Oporto sat i værk. Byens borger virker overordentlig beredvillige til at deltage og lyder uden kny Roberts overkommando. De lader allerede til at yde ham stor respekt. Vi fandt våben til 1200 mand i eksborgmesterens våbenkammer, så det er ikke våben, vi kommer til at mangle, snarere folk, der kan håndtere dem. Men der kommer flere og flere til. Philippe y Fanau lovede at komme én af dagene med en flok folk, som burde havde en vis erfaring med skydevåben. Etienne har allerede håndværkere i gang med at reparere bymuren og forstærke portene, samt forstærke tag-områder, hvorfra man vil kunne ligge og skyde ned. Pippin er sat i gang med en større produktion af hans brændende flasker (med mig som assistent). Hans begejstring ville ingen ende tage, da han fandt et kasseret destilleringsanlæg, som han har tænkt sig at lave en kæmpebombe af. Den vil være praktisk at have i kanontårnet, skulle korsarerne få den ringe idé at storme det. Byen summer af aktivitet, og vi skal nok blive klar til tiden.

5/4 Lang dag! Jeg fik ikke sovet meget i nat, og det ser ud til at denne ikke bliver meget bedre. Det burde ellers ikke være svært for jeg har været på benene hele dagen. Først trænede jeg musketerer og valgte dem ud, som vi rent faktisk ville kunne få glæde af. Om eftermiddagen gik jeg i gang med at arrangere lazaret i samarbejde med klostret og en masse lokale kvinder (det var Etiennes indfald – hvordan kunne vi glemme det?).

I aftes var der fest for alle, og vi fik både danset og spillet selv. Marco har en ret hæderlig sangstemme (selvom sangene tit er af ret lummer karakter), og Robert og jeg akkompagnerede ham.

Vores plan ser indtil videre sådan her ud: Robert og jeg er placeret i kanontårnet, med de 6 kanonbesætninger, Pippin og yderligere 12-15 mand, som kan finde ud af at skyde. Når alle korsarskibene er sejlet ind i havnen, hæver vi ankerkæden, så de ikke kan slippe væk. Og så begynder vi at beskyde dem med kanoner og musketter. Marco, som sammen med Philippe y Fanau står for forsvaret af gaderne, som er barrikaderede, tænder ild til en lang rende, der er ved at blive gravet ud langt havnefronten, og som vi har fyldt med brændbart væske. Det skal holde korsarerne fra at storme ind i byen. Pierre og Etienne er placeret i fiskerbyen, som vi evakuerer. Små krudttønder placeres rundt omkring i fiskerbyen, og de skulle gerne kunne forvandle fiskerbyens yderst brandfarlige rønner til et flammehav. Robert har tænkt sig at bygge ordentlige huse til fiskerne bagefter. Der kommer til at ligge musketerer på tagene, som beskyder korsarerne. Jeg håber, at vi har tænkt på det hele – ellers kommer det nok i løbet af de næste par dage.

Jeg kan stadig ikke sove! Anden nat i træk! Jeg går en tur…

6/4. Det er fantastisk at se folk arbejde så målrettet sammen om noget. At beskytte sin by mod overfald er en kæmpe motivator! Mange yder store ofre (fiskerne ved endnu ikke hvor stort deres måske bliver…), men gør det gerne i den gode sags tjeneste. Robert er enestående! Han har fuldkommen overblik over situationen, og alle beundrer ham næsegrues, undertegnede inklusiv.

8/4 Tidligt om morgenen. Robert har lige vækket mig, så vi kan gå ned til kanontårnet og gøre os klar. Ingen ved endnu, om der kommer til at ske noget som helst, men kommer det til at ske, bliver det i dag. Jeg har aldrig deltaget i noget lignende – et veritabelt slag! Må Lyset holde hånden over os alle!

9/4 1603, Oporto. Vi vandt. Ellers havde jeg vel ikke siddet her og skrevet dette. Ikke uden tab og ofre, men vi vandt. Familien er alle OK. Jeg har stadig ondt i min højre skulder, som på forsiden er blå og sort og lilla efter rekylslagene fra 100 afskudte musketter. Samme skulder er stadig indbundet, efter at en kanonkugle sendte træ- og stenfragmenter ind i den. Samme kanonkugle havde nær sendt Pippin over i den næste Verden, men et rent mirakel reddede hans liv… Jeg lovede Lyset… Jeg svor, at hvis bare Pippin ville overleve, så ville jeg opgive Guilleume… For Pippins liv ville jeg opgive min kærlighed og min dødssynd…

Senere: Jeg kan ikke skrive ret meget af gangen – mit skulder gør virkelig ondt. Vores plan lykkedes til punkt og prikke. Tre små korsarskibe og to store ankom i går morges, og blev noget overraskede over at finde os så velforberedte. Jeg kan ikke beskrive hele kampen – kan nogen overhovedet give en præcis beretning om et slag? Marco har snakket med mig om Pierre, som var rent ud sagt skræmmende i kampen. Han kæmpede som en gal mand, og nogen må snakke med ham om det. Det bliver nok mig…

Senere: Jeg har været i kirke og takket for Pippins liv. Jeg takkede for, at jeg ikke kommer til at slippe for hans flabede bemærkninger i fremtiden. Jeg takkede for, at jeg stadig kan se frem til at blive vækket alt for tidligt om morgenen med et ’Så’r dar morgenmad!’, råbt af hans lungers fulde kraft. Jeg takkede for, at jeg ikke slipper for, at en 12-13-årig knægt stadig kommer til at stikke næsen i alle mine affærer, og have en mening om alt der gælder mig. Jeg takkede for, at jeg ikke mistede min tjenestedreng, min bodyguard, min ven og min søn. Jeg takkede for, at jeg fremover stadig får fornøjelsen af hans latter, at jeg fremover stadig får lov at more mig over hans indfald, se ham blive større og klogere, og smukkere. Ja, smuk bliver han aldrig, men jeg elsker ham. Foran Lysets alter takkede jeg for, at Pippin lever. Og foran Lysets alter følte jeg, hvordan mit hjerte ganske langsomt gik i tusind stykker. Det var som et krystalglas, der uendelig langsomt rammer et stengulv, og spredes i tusind regnbuefarvede skår over hele gulvet. I lang tid sad jeg på knæ foran altret med et sort hul, hvor mit hjerte havde været, med en klump i halsen og tårer brændende i øjnene.

Hvordan jeg fandt hen til Lilois’ alter, ved jeg ikke, men pludselig var det dér jeg knælede, og dér blev tusind skarpe glassplinter til et hjerte igen. Intet bliver nogensinde det samme igen; håbet om Guilleume er dødt – og jeg har selv slået det ihjel. Jeg har byttet min gyldne dreng bort. Guilleume er borte, men Pippin lever. Jeg fortryder ikke mit løfte. Pippin lever, og jeg lever. Og jeg vil blive ved med at leve…

10/4 Så er vi på havet igen. Merchanten Isabelle eskorterer os til corsarernes ø. Jeg kan slet ikke bære at være i nærheden af nogen. Min hud er alt alt for tynd – den mindste forkerte bevægelse og jeg falder fra hinanden, og det har jeg bare ikke råd til nu.

12/4 Corsarernes fort (et forladt codoriansk fort oprindeligt) er taget. Vi har kæmpet mod halvvilde 2 meter høje sorte slaver, som overhovedet ikke frygtede hverken død eller lemlæstelse. Jeg husker enhver lille detalje fra det øjeblik, vi gik i land til vi stod i deres skatkammer, hvor der var guld og ædelstene fra væg til væg – ligesom når man drømmer om at finde sørøverskatten… Kampen ville jeg nu gerne være fri for at huske så tydeligt… Ansigter, og skrig, og lugten af sved og krudtrøg ned til mindste detalje. Jeg håber, at jeg aldrig behøver at slås igen. Ikke at denne kamp var så meget værre end andre kampe jeg har deltaget i, men jeg har brug for at holde op med at være soldat. Selvom jeg kan holde koncentrationen, og jeg kan slås, så egner jeg mig ikke til det. Jeg vil hellere leve mit luksusliv i Ryendor City eller ride igennem Damars grønne enge i det ganske særlige gyldne lys, som er landet her forundt.

Robert fangede mig inden kampen, og var bekymret for mig. Alt for meget begyndte at vælte ud af mig om Guilleume, og om Pierre, og kun hans beroligende favn forhindrede mig i at bryde sammen lige dér. Jeg elsker min bror – han er den eneste jeg kan være svag overfor…

16/4 1603, Ceara. Så kom vi endelig tilbage til Ceara igen. Pippin blev bragt hertil sammen med os. Han har det væsentligt bedre, selvom han stadig er gul og blå over hele kroppen. Min egen skulder er helet fint, den er kun stadig lidt stiv i det. Pippin insisterede på at høre hele historien om kampen på øen, og da kampen stadig står detaljeret printet i min hukommelse, kunne jeg fortælle alle de blodige detaljer – de sorte kæmper, de smukt klædte almohadhere, slaverne, skatten og fortet. Han ærgrede sig over, at han ikke havde været med. Han er åbenbart ikke sådan at skræmme. Jeg prøvede at sætte perspektiv på det ved at fortælle om Pierre, der blev såret, men Pippin slog det hen – ’det gør han jo altid – og han overlever altid alligevel’. Nu ligger han og sover, knægten. Sejere er han alligevel ikke, end at han gerne ville have, at jeg sad hos ham indtil han faldt i søvn.

Senere: Jeg har besluttet, at Guillaume er død; druknet ud for Damars kyst. Således er der ingen grund til at lede efter ham, eller hans grav for den sags skyld. Jeg vil bortvise enhver tanke om ham, kvæle ethvert glimt af håb. Enhver tanke – ethvert lille håb – er en fristelse jeg ikke har råd til. Han er bare så forbandet svær at slippe!

Det går ikke – han bliver ved med at rumstere under min hud. Han presser sig på, insisterende og vedholdende. Jeg må gøre noget! Jeg må have ham ud af mit blod!

20/4 1603 Ceará. Robert og jeg har tilbragt det meste af dagen i hinandens selskab. Vi har spillet skak, og gået ture i parken og i omegnen. Jeg er stadig ikke helt i topform, så de fysiske anstrengelser har sine begrænsninger. Vi har snakket meget, og en del af det han sagde, har virkelig skabt stof til eftertanke. Jeg spurgte ham, hvordan han ville have det med det, hvis jeg ikke giftede mig igen, og han snakkede igen om mit rygte. Pludselig kunne jeg se en masse ting i det – mit rygte består jo ikke kun af det jeg gør – selvom det jo i sig selv ville være rigeligt til at smudse det til – men også af en masse ting jeg ikke gør, men som folk kan spekulere i: som mine tirsdage med Roger, som selvom vi kun spiller skak og snakker, kunne fortolkes som værende en masse andet. Og mit bekendtskab med Reander, om hvem man antager at ingen kvinde går ram forbi… Og selvom det kun er en enkelt musketér jeg inviterer med i seng, så kunne man tænke sit om resten af dem. Det ser jo skidt ud ligegyldigt hvor diskret jeg er, så jeg kan vel ligeså godt blive ved med at leve, som jeg hele tiden har gjort, og som jeg foretrækker at leve. Det ligger ikke til mig at lægge det hele til side, gifte mig med en eller anden tilfældig, og opføre mig pænt resten af mine dage. Desuden tror jeg ikke, at der er nogen, der vil gifte sig med én med mit rygte, så det kommer ud på ét. Jeg kan være så diskret det skal være, men når alt kommer til alt, så vil folks fantasi altid overgå virkeligheden, og hvorfor så kede sig? Men hvis jeg nu ikke skal gifte mig til penge, så må jeg jo tjene dem selv. Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre endnu til at skrive, både skuespil og digte. Når vi nu alligevel skal igennem Genoi på vejen hjem, kunne jeg godt tænke mig at prøve at se om den ærværdige Tychidid kunne tænkes at tage mig som elev. Det er jo ikke sikkert at han overhovedet tager elever, og slet ikke sikkert, at han vil tage en kvinde som elev, selvom hans skuespil og digte synes at røbe en hel del forståelse og respekt for mit køn. Åh, jeg ved godt, at Robert vil rynke på brynene og ryste på hovedet og alting, men han vil ikke stoppe mig og låse mig inde – det elsker han mig trods alt for meget til. Men jeg skal gøre hvad jeg kan for ikke at gøre ham for meget til skamme. Jeg venter til det rette øjeblik at spørge ham.

Reynaud vendte hjem i dag fra piraternes ø med flere skatte; eksotiske tæpper, nogle mystiske og meget interessante stentavler med piktogrammer på, en codoriansk kårde af allerfineste kvalitet, noget rustning, nogle guldmedaljoner, en stor grøn smaragd, som menes at stamme fra de damarianske kronjuveler, og to krukker med en meget sjælden kaktusblomstolie, som almohadherne bruger i deres kroningsceremonier. Sidstnævnte kan gå hen og blive en meget værdifuld ting – vi får se.

Skarpsindige Reynauds skarpe blik så jo lynhurtigt forbindingen på min arm, og bemærkede, at jeg måske ikke var helt så frisk som sædvanlig, så han trak mig til side og ville vide, hvad der foregik. Så måtte jeg jo fortælle ham det, selvom jeg måske ikke helt uddybede hvor galt det kunne være gået. Desuden fik jeg distraheret ham ved at fortælle om Pierre og min bekymring for ham. Hvis nogen kan trænge igennem til Pierre, så er det Reynaud.

23/4. Pierre red med mig ud i omegnen for at hjælpe mig med at finde folk, der kunne fortælle noget om Grevinden. Han viste mig, hvor det første store slag havde stået. Det er en grøn mark nu, og bønderne siger, at kornet aldrig har stået så godt før… Jeg fik indsamlet en hel del noter om grevinden, som mere eller mindre bekræfter mine teorier om hende som værende en meget kompleks person. Alle ser ud til at beundre hende, samtidig med at de frygtede hvad hendes eskapader nu kunne afstedkomme af repressalier mod dem selv. Jeg fik mange små anekdoter om hende. Der var vist ikke megen barmhjertighed i hende, men de kunne altid være sikre på, at hvis codorianerne eller El Diavolo, som også de kaldte den lokale fjendtlige kaptajn (eller hvad han var), havde gjort dem noget ondt, så ville hun hævne det. Deres sønner og nevøer fulgte hende, og fra det øjeblik var de som fortabte – kæmpede blindt for hende, og døde for hendes sag. Men ingen synes at bebrejde hende det – det er meget svært at forstå. Jeg tror ikke, at der er nogen her, der har forstået hvad hun gik ud på – jeg er ikke sikker på, at jeg selv forstår det, så fjernt hun ligger fra min egen rationelle verden. Hun var i sandhed et meget usædvanligt menneske, rørt af skæbnen til alles ulykke…

25/4. Philippe inviterede på jagt i bjergene igen, og alle tog med. Robert og jeg klarede os virkelig godt. Jeg synes rigtig godt om den joviale stemning, der var i jagtselskabet. Alle er meget nede på jorden, ingen er finere end andre, og selv tjenerne var ikke bly for at rose et godt skud. Det er meget nemt at føle sig hjemme her. Jeg vender tilbage – dét er helt sikkert!

27/4. Reynaud blev far i dag (langt om længe)! Jacqueline fødte en datter, en lille lyserød én, der skriger og ser mærkelig ud. Hun skal hedde Nadine Marie Claudia de Bergerac (Marie er vist efter mig). Hun var frygtelig længe om det, Jacqueline, og efter lyden at dømme er det ikke noget jeg har behov for at prøve. Selvom moderskabet tidligere har været noget, som nærmest var en selvfølge, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle ud i, så tror jeg at jeg nøjes med mine gadebørn. 120 børn må sandt at sige også være nok for mig. Jeg har lidt svært ved at se, hvordan man knytter sig til sådan et lille skravl af et barn, selvom både Reynaud og Jacqueline så dybt betagede ud. Det er måske noget, der følger med, når man bliver forældrer.

Marco vendte hjem fra sin udflugt med Etienne. Det viser sig, at det Etienne har arvet – eller rettere er potentiel arving til – er det samme fort, som min familie var med til at indtage med list under krigen. Det er nærmest en fæstning, som er så godt som uindtagelig. De har ikke kunne finde afgørende beviser på hans ophav. Hans mor var vist ikke adelig alligevel, men det antydes at faderen meget vel kan være den vi tror. Næste spor er gæstgiveriet ’Svanen’ i Sao Damao, hvor Etiennes mor angiveligt tog hen, da hun forlod egnen. Etienne blev ved fortet for at se om han kunne finde flere spor i kirkepapirerne.

Enkemarquessaens folk har lavet en vurdering af de skatte vi fandt hos piraterne. Det ser ud til at der er £3.700 til os hver! Det er jo en net lille fordobling af min formue! Jeg har lagt billet ind på et dusin af de smukke flødefarvede perler vi fandt, så noget af formuen bliver i naturalier. Det er alligevel det bedst betalte ar jeg hidtil har anskaffet mig. Jeg sætter et beskedent beløb af til Pippin, som i dén grad har fortjent det. Han betalte jo næsten med livet.

28/4 1603. Roberts fødselsdag! Vi hængte den smukke træudskæring af Cearas våbenskjold (det han selv har tegnet – jeg lånte papirerne i nogle dage) op i går aftes. Træskæreren har virkelig lavet et pragtstykke! Detaljerne, farverne – det er fabelagtigt flot! Og så konfiskerede vi en halvt dusin smukke kårder fra den tidligere borgmesters våbenkammer, pudsede dem godt op, og satte dem bagom våbenskjoldet. Vi hængte det op i Roberts studerekammer, og arrangerede at spise morgenmad dér. Pierre havde desuden skaffet en lokal flaske cognac, som efter sigende skulle være en rigtig god årgang. Robert blev vældig glad! Jeg havde håbet på at en festlig morgenmad ville være bedre end den sædvanlige, men nej. Jeg synes godt nok, at det er en uskik med fisk til morgenmad, så jeg holdt mig til det sædvanlige; brød, ost, honning og frugt. Hvorfor er det kun Ryendor, som kan lave ordentlig mad? Alle andre lande synes at have helt galt fat i det kulinariske. Pierre spiser alting med velbehag, og dét misunder jeg ham. Jeg kunne ellers godt trænge til at blive fedet lidt op, men det bliver ikke på denne rejse, er jeg bange for.

Vi red en tur om formiddagen. Det blæste, men var egentlig ikke koldt, og det regnede i det mindste ikke. Da vi kom hjem stod frokosten på bordet, og bagefter spillede vi kroket (Pierre vandt suværent). Mens Robert så ud til at være i det allerbedste humør, forelagde jeg ham min plan om Tychidid. Han gik beredvillig ind på det uden de store armsving. Marco var ellers lige ved at ødelægge det for mig, da han bebrejdede Robert, at han på den ene side ville have mig til at opføre mig ordentligt og på den anden side giver mig lov det sådan noget her. Men Robert mente, at min dårlige opførsel i sidste ende faldt tilbage på Georges de Montrouge. Sådan kan man jo godt se på det. Jeg kan godt gennemskue Roberts dobbeltmoral, men jeg modsætter mig den ikke, så længe det betyder, at jeg får min vilje.

Marco har bedt mig belære ham i hvordan adelige opfører sig. Det er vist ikke så meget etikette han mener (den har han jo langt hen af vejen også samlet op af sig selv), men hvordan man opfører sig overfor folk, altså undersåtter, bønder og sådan. Det ville jeg jo gerne. Det ser jo ud til at han snart bliver baron, som tak for hans indsats i Oporto (det har en lille fugl sunget om), og så er det jo rart at vide hvordan og hvorledes. Robert mente, at det var spildt tid – at Marco ville finde ud af det selv med tiden, men nu har Marco altså spurgt mig, og jeg vil gerne hjælpe ham.

Vi besluttede i øvrigt at gøre klar til at tage af sted. Etienne er stadig borte, så vi samler ham op på vejen.

30/4 Vi inviterede os selv til frokost hos Philippe og sagde tak for denne gang. Han er altså overordentlig tiltalende, og spurgte til hvornår vi kommer tilbage igen. Umiddelbart er det jo planen at tage turen til Sao Damao og så vende tilbage hertil og rejse hjem via Oporto, så vi ser ham da igen inden vi rejser hjem for alvor.

2/5 Viscosa. Vi tog af sted tidligt i går, og nåede over halvvejs til Viscosa. Det er hyggeligt at rejse. Vi skyder en god fart, holder ofte rast og venter på vognene. I går sov vi på en bondegård, og Marco lavede en værre ståhej om morgenen, da han havde glemt, at bøndernes små alkover har noget lavere til loftet end de senge vi er vant til. Bonden fortalte os om markedet i Viscosa, så her er vi nu. Vi har set skuespil, stærke mænd, og en ildsluger. Her er spil, farver, og alskens varer, bl.a. nogle nydelige små perler. Marco købte en kæde, som han bagefter gav til Pierre, så Pierre kunne give den til Beatrice. Marco besluttede at stille op mod en præmiebokser. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at bevidne. Jeg synes såmænd, at der bliver tævet rigeligt på os. Jeg fik bagefter at vide, at han havde vundet, og at Robert havde vundet £60 på ham. Ja, jeg synes ikke det er noget som er rigtig passende for adelsmænd at beskæftige sig med, men jeg skal være den sidste til at pege fingre. De andre er henne på ’Tunfisken’ nu og fester. Jeg blev tidligt træt, havde ikke lyst til at være fineste dame tilstede til et krobal, og da Marco tilbød at følge mig hjem, takkede jeg ja. Værelset er lille og ret mørkt, men sengen virker komfortabel, og er så vidt jeg kan skønne loppefri.

3/5 1603. En allerhøjst besynderlig dag med en meget uventet udvikling! I formiddags lignede Marco én, der havde sovet i sit tøj, eller rettere én, der slet ikke havde sovet. Jeg spurgte om han var ok, og han afslørede, at han havde mere end varme følelser for mig, som han ikke selv vidste, hvad han skulle stille op med. Siden kysset ved Duc de Beauforts fest havde han ikke kunne tænke på andet. Var der noget håb, spurgte han. Jeg var forbløffet, fuldstændig mundlam! Jeg havde ikke tænkt på ham ’sådan’ – udover sådan et par fantasier, som jo naturligt dukker op, når en overordentlig velskabt og smuk mand dukker op i ens liv (og da især, når han kysser som en drøm!) – og kunne ikke umiddelbart give ham noget svar. Så nikkede han bare og overlod mig til mine overvejelser. Det var tydeligt at han ikke ventede at der skulle komme noget godt ud af dem. Jeg var helt fortabt i min egen tankeverden i et stykke tid. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg ikke var forelsket i ham – hvorfor vidste jeg egentlig ikke; han er jo tiltrækkende, og har altid været utrolig behagelig overfor mig. Jeg ved, at der sikkert ikke er noget han ikke ville gøre for mig, hvis jeg bad ham om det. Men følelser er man sjældent selv herre over, så jeg begyndte at spekulere på, hvordan jeg skulle fortælle ham på en ordentlig måde, at han ikke skulle gøre sig forhåbninger om noget. Undervejs gik det op for mig, at der var en meget god grund til at han ikke havde en chance – han er oppe imod en rival, som aldrig vil lade ham få et ben til jorden; min frihedstrang… Lige nu tror jeg faktisk ikke, at jeg nogensinde mere vil komme til at elske en mand højere end jeg elsker min frihed. Jeg elsker at kunne gøre præcis (næsten) som det passer mig. Jeg elsker at kunne være sammen med Marianne eller Nicholas uden at have dårlig samvittighed. Jeg elsker, at jeg kan rejse til Genoi i et halvt eller helt år og studere hos Tychidid (hvis han vil have mig), uden at nogen sætter sig imod det. Og det måtte jeg jo så fortælle Marco.

Vi fandt en lille lund lidt væk fra vejen, hvor vi holdt pause uden de andre. Jeg fortalte det som det var, og selvom Marco virkede ked af at jeg ikke var forelsket i ham, så slog det ham ikke ud. Han forklarede, at han ikke selv vidste hvad følelsen gik ud på – han havde aldrig været forelsket før, og vidste ikke om det her var det. Han var ikke interesseret i ægteskab eller forlovelse, han vidste bare, at han synes, at jeg var det smukkeste, sødeste menneske han kendte, at han bare gerne ville være i nærheden af mig, at han gerne ville være sammen med mig… (jeg tror ikke, at nogen kvinde ville kunne stå for de ord, uden at hjertet hoppede bare en lille smule i livet på én). Og så var det, at en temmelig uartig tanke dukkede op i mit hoved; hvis det i højere grad var noget fysisk end noget andet, så kunne vi måske finde ud af noget. Og tanker blev til ord, og jeg tilstod overfor ham, at jeg fandt ham meget tiltrækkende, og at tanken om ham og mig sammen ikke var mig helt fremmed. Dertil sagde han ingenting – han kiggede bare på mig med et blik som fik mig til at føle mig helt nøgen. Og så kyssede han mig… Og det var præcis så dejligt, som jeg erindrede det. Derefter udviklede tingene sig, som man måske kan tænke sig, og det slap vi da vist meget godt fra. Faktisk var det sådan, at vi, da vi var på vej til hest igen, besluttede at vi hellere lige måtte se om vi bare havde været heldige, eller om det var sådan hver gang… Og det var det. Han har efterladt mig sulten efter mere, nysgerrig efter at finde ud af hvad han ellers kan. Jeg havde forestillet ham voldsommere, mindre raffineret, men han var overraskende blid, samtidig med at han godt kunne finde ud af at tage ordentlig fat…

Havde nogen foreslået mig i går at tage Marco som elsker, så havde jeg forarget afslået tanken som mere end umulig. Men meget kan ske på en dag, og da vi forlod lunden, sagde han skælmsk, at hvis jeg skulle få lyst en anden gang, så vidste jeg jo hvor jeg kunne finde ham… Uh, hvor det her kræver diskretion! Jeg tør slet ikke tænke på, hvad Robert ville sige. Men han kan sige hvad han vil – det er ikke sidste gang jeg har lagt hånden på Marco!

5/5 Etiennes bjergby. Så nåede vi frem til Etiennes bjergby. Han er her nu ikke, men er taget videre til Sao Damao. Byen ligger på en klippetop, og skønt legenden siger, at byen blev til, fordi en skønjomfru bød sin ridder bygge sig en by, hvor hendes ring faldt (Ringen blev grebet i luften af en ørn, som tabte ringen på denne golde klippeknold), så er det meget tydeligt, at byen er en fæstning, bygget med det formål at holde fjender ude. Men indtages kan den ikke desto mindre, ifølge min familie, hvis man bare overtaler beboerne til at tage éns parti og selv åbne portene. Nu spiser vi lige lidt frokost og så tager vi videre. Vi kan sagtens nå et stykke vej mere i dag, og så meget er her heller ikke at se på.

6/5 1603. Uh, godt at kunne ligge i en varm seng, mæt og tør! I går brød uvejret pludselig løs over hovedet på os, og vi måtte søge ly i et lillebitte utæt skur (Marco overlod mig sin jakke, fordi jeg frøs, og tog så tilbage for at se til vognene). Der var ingen mulighed for at tænde op, og jeg reddede mig en forkølelse, som jeg stadig døjer lidt med – dog ikke mere end en godt nats søvn nok skal få has på den. Jeg sov op af Robert, som er noget varmere skabt end jeg. Vi vågnede til det smukkeste solskinsvejr her til morgen – luften var overordentlig frisk og dejlig. Der var en ganske særlig duft i luften, som mindede mig lidt om kolonierne. En duft af salt og eksotiske blomster.

Vi spiste frokost hos den bondemand, som familien har fortalt, udnyttede hæren groft, da de sultne og kolde drog igennem dette øde og golde område. Han har udvidet væsentligt siden dengang, og førte sig frem som en anden herremand. Vi udnyttede hans gæstfrihed groft – lod os og hele rejseselskabet bespise (han inviterede selv!), mens han selv ydmygt krøb rundt omkring os, og ikke rigtig vidste hvordan han skulle opføre sig. Jeg burde have ondt af ham, men synes egentlig at han fik hvad han fortjente – vi gjorde jo ikke andet end at ramme ham lidt på pengepungen, og meget ondt kan det ikke have gjort. Vi rendte i øvrigt ind i Etienne her – han har haft problemer med sin hest, og det var jo held i uheld, ellers havde vi nok ikke indhentet ham.

8/5 1603 Sao Damao. Så er vi ankommet til Damars smukke hovedstad. Byen er omringet af klipper, det blå hav og bølgende grønne marker. Byen er ret lille i forhold til Ryendor City, men meget smuk med sin hvide huse og røde tegltage. Havnen er enorm og fuld af travlhed – masterne udgør en hel skov. Skibe er konstant på vej ind eller ud af havnen. Vi ankom til byen gennem sydporten, som familien var med til at indtage (jeg fik en malende beskrivelse af hvordan de sprængte portene op, mens de blev beskudt fra kanontårnene – ja, også her har Marco erobret et kanontårn…). Portvagterne hilste på Robert som ’kaptajnen’, og anbefalede os ’Seglet og blikspanden’, som vi nu har indlogeret os på. Reynaud er kommet i tanke om, at ’Svanen’ – som Etiennes mor tog hen på, da hun forlod bjergbyen – har et rimelig blakket rygte. Det huer ikke Etienne, men det er jo ikke sikkert, at ’Svanen’ var ligesådan, da hans mor var der.

Vi tog op og kiggede på domkirken (meget stor, meget smuk), og søgte audiens på paladset, mens vi ventede på at vores bad skulle blive gjort klar på kroen. Jeg synes, nu at sekretæren havde en noget spøjs opførsel. Da Robert introducerede sig, sprang han straks op og skulle lige undersøge noget, inden vi kunne fortsætte. Jeg har indtryk af, at vi er ventede. Men det er vel heller ikke så mærkeligt. Enkehertuginden af Maranhao er her sikkert allerede og har talt Marcos sag hos fyrsten.

Badet var eventyrligt dejligt, selvom jeg var tvunget til at gøre det kort (der var kun ét kar, og herrerne ventede på at komme til). Alle børnene er blevet skrubbet rene. Jeg tog en snak med Claire efter hendes bad om hvad der skal ske nu. Hun var fuld af spørgsmål, og jeg kunne kun svare på en brøkdel af dem. Det er helt mærkeligt og ikke så lidt vemodigt at tænke på, at vi snart skal skilles.

Etienne spurgte om jeg ville med hen til Det Kgl. Børnehjem, og det ville jeg vældig gerne. Jeg var spændt på hvordan de gjorde tingene her, og jeg må sige, at jeg ikke blev imponeret. Selvom børnene lærer at bruge hænderne, så lærer de ikke at bruge hovedet. Det eneste de undervises i er Lysets Bog. Det kan jo være meget godt, men jeg synes mest, at det virker som om, at de ikke er interesserede i, at børnene lærer andet end Lysets ord og et håndværk, så de kan tjene til deres eget ophold. Nå, men der var rent og pænt, og der herskede rolighed og disciplin. Etienne og jeg afleverede børnene på børnehjemmet. De virkede lige så uinteresserede som de har gjort i alt, der ellers er sket dem på rejsen (bortset fra da sørøverskibet overfaldt os). Et par af de mindre gav mig kram, men de andre kiggede bare på mig, som om de aldrig havde set mig før, og så lod de sig genne ind i børnehjemmet som en anden flok får. Det knuser mit hjerte at se dem sådan! Jeg håber, at Maison des Enfants derhjemme har bedre held til at få mennesker ud af de stakkels børn. At se håbløshed i et barns øjne er bare ikke til at bære!

Nå, nu kalder de mig ned til aftensmad. Jeg er faktisk også ret sulten.

Senere: Miro dukkede op til aftensmaden med bud fra fyrsten – vi blev tildelt audiens allerede her til aften. Miro var overordentlig høflig og indladende, men min uvilje imod ham er intakt. Jeg burde jo komme mig over det. De andre behandler ham som en gammel ven, og han opfører sig ligesådan overfor dem. Reynaud sad og sendte mig spørgende blikke, for han kunne jo godt mærke på mig, hvor kølig jeg pludselig var blevet. Jeg ved bare ikke, hvad der er med Miro, som får børsterne til at rejse sig på mig lige med det samme. Der vil åbenbart altid være nogle mennesker, som man bare ikke kan med.

Audiensen var en blandet fornøjelse. Hælen på min ene sko brækkede af netop som vi trådte ind, så jeg måtte nærmest halte hele vejen op til tronen. Hele hoffet så ud til at være der, og jeg bemærkede medlidende blikke fra kvinderne, og uinteresserede blikke fra herrerne. Jeg var ikke den eneste, der ikke rigtig havde heldet med mig. Marco var næsten hvid i hovedet af nervøsitet, og Reynaud opførte sig som om han havde fået foretræde for en stor general i stedet for en konge. Han gjorde honnør og slog hæle sammen, så hoffet måtte smile diskret bag deres vifter og overskæg. Men kongen ignorerede alle disse uheld fra vores side, og holdt gode miner til slet spil. Heldigvis tog både Robert og Pierre sig godt ud. Robert præsenterede kongen først for kronjuvelen vi havde tilbageerobret, og bagefter for de fire enorme sorte vagter, som virkelig vakte opsigt. Derefter lykkedes det mig at præsentere Claire for fyrsten og hoffet, og kongen tog overordentligt godt imod hende. Selvom det var sørgeligt sådan at tage afsked med hende, så tror jeg at der vil blive taget godt af hende her. Hun skal nok få det godt – den lille komtesse. Så udnævnte konen Marco til baron (jeg troede, at han skulle besvime, men han overlevede). Så overrakte kongen Robert fire små flasker med den kostbare kaktusolie, som vi skulle give videre til Kardinalen, når vi kom hjem. Det skulle være det eneste, der er tilbage – de har destrueret resten! Mon de var klar over, at der var for en formue? Udnyttet rigtigt kunne den olie have skaffet dem enten en enorm mængde penge, eller en stor portion politisk indflydelse hos deres naboer. Men de har destrueret det, forstå det dem der kan! Så var audiensen slut, og vi kunne trække os tilbage. Miro bød på forfriskninger bagefter. Han og Reynaud prøvede en lokal spiritus, som var så stærk, at Miro allerede efter et enkelt glas blev beruset og måtte følges hjem. Jeg håber ikke, at vi behøver at se ret meget mere til ham, mens vi er her.

Derefter talte vi forretninger i lang tid – hvad vi skulle dyrke i Damar, og hvor skulle vi sælge det og så videre. Midt under det hele kom der en dreng med et brev til mig, et brev som viste sig at være fra Marco. Og hvilket brev! I ret direkte vendinger skrev han, at han længtes efter at røre min krop og ville jeg lade være med at låse døren i aften… Jeg sad og blussede, mens jeg læste det, og blev selv varm i hele kroppen. Jeg er aldrig i den grad blevet tændt af at læse et brev! Det er godt nok noget andet end Blaises floromvundne ’Jeg vil drukne i dine øjne, sejle på dit hav’-breve. Her var det bare ’jeg vil føle din krop tæt ved min, lade mine hænder kærtegne din krop’ – puha, nu bliver jeg helt hed igen ved tanken! Nå, døren er ulåst, og hvis jeg nu går i gang med at klæde mig af, så kan det vel ikke vare så længe, før ønsker bliver opfyldt…

9/5 1603 Sao Damao. Når jeg nu læser slutningen på hvad jeg skrev i går, så vælder en vældig skuffelse sig ind over mig. Det var ikke meget ønske, vi nåede at opfylde i går. Jo, altså, Marco ankom og i en atmosfære som øjeblikkelig var tung af vores intentioner fik vi hurtigt klædt hinanden af. Men der gik ikke mere end ti minutter, før vi måtte løsrive os hinanden og tage stilling til råbene om ’alarm’ ude på gangen. Det viste sig, at Robert var blevet overfaldet på sit værelse af to sortklædte gerningsmænd. Kunne de da bare have ventet ½ times tid! Nå, jeg styrtede ind på Roberts værelse i morgenkåbe, mens Marco i bar figur klatrede ud af mit vindue for at hjælpe Reynaud med at fange de undslupne forbrydere. Jeg fandt Robert i livløs tilstand, men det lykkedes mig heldigvis at genoplive ham ved hjælp af nogle kraftige slag i brystet. Han var noget omtåget og ville ud af sengen, hvilket jeg jo så måtte prøve at forhindre ham i. I mellemtiden fangede Reynaud den ene af de to overfaldsmænd (som viste sig at være en kvinde), men han forstuvede anklen undervejs. Marco gik det noget værre; han blev skudt i brystet, og ham der nær var hans banemand slap væk. Vi havde læge til Marco i går, som helst ville årelade ham – det fik han nu ikke lov til! I dag sover Marco roligt, uden feber og uden infektioner, så vidt jeg kan skønne. Men bare han dog snart ville vågne op – jeg synes snart, at han har sovet hele dagen! Robert ligeså, men de har jo også begge følt et strejf af døden røre sig, og det ved jeg udmatter én vældigt. Jeg sad hos Marco indtil han faldt i søvn og i lang tid efter. Vi måtte grine lidt af vores mislykkede forsøg på at være sammen, og blev enige om at tage revanche på et senere tidspunkt. Lige nu spekulerer jeg lidt på, om der var nogen, der studsede over Marcos nøgne tilstand da han klatrede ud af mit vindue. Alt andet lige var der i hvert fald ingen der kunne være i tvivl om hans manglende påklædning, da vi hentede ham såret ned fra taget (det var dér han var blevet skudt). Vi får se om Robert skælder mig ud, når han vågner…

Vi udspurgte den unge dame, som Reynaud havde pågrebet. Hun fortalte, at hun var hyret af ’Sorte Pedro’, som var hendes medskyldige i aften. De var blevet hyret til at stjæle den kostbare olie, som kongen gav os i går til kardinalen. Man kan sige meget om den damarianske underverden, men den handler godt nok hurtigt! Der gik ikke mange timer fra vi modtog olien, til den blev forsøgt stjålet! De skulle aflevere olien ’på den anden side af vandet’ fortalte hun, inden vi slap hende løs igen. På den anden side af vandet ligger paladset, så vidt jeg kan regne ud… Jeg kan ikke lade være med at mistænke Miro. Robert afviser det kategorisk, men alligevel; han vidste vi havde olien, han vidste hvem der havde værelser hvor i kroen, han vidste at vi tog ud og drikke inden vi tog hjem (han inviterede jo selv), og han trak sig selv meget tidligt tilbage under påskud af at være beruset. Og i hans position – ”kulturattaché” – har han garanteret forbindelser i underverdenen, som han kunne pudse på os! Jeg synes mange pile peger på ham, men Roberts indvending er, at hele hoffet jo så os modtage olien, og hvem som helst af dem kunne have bestilt tyveriet. Ja, ok, muligvis, men jeg vil nu altså stadig sætte mine penge på Miro. Han passer alt for fint ind i billedet.

Nå, har de ikke sovet længe nok nu? De ligger jo bare og sygner hen, hvis de ikke får noget mad og drikke! Jeg har vist noget lugtesalt et sted…

Senere: Sådan nogle utaknemmelige skarn! Var de spor taknemmelige over at jeg udviste bekymring nok for dem til at vække dem af deres bevidstløshed? Næ nej, de ville hellere sove videre. Dovne hunde!

Meget senere: Endnu en begivenhedsrig aften! Vi gjorde visse foranstaltninger for at gemme olien og forhindre kommende tyveri af den, men de er så hemmelige, at jeg end ikke vil skrive om dem her! Etienne, Pierre og Robert tog i aftes hen til ’Svanen’ for at spørge til Etiennes mor. Så vidt jeg kan forstå fik han en del breve og papirer med hjem derfra. Vi andre nærmest barrikaderede kroen i deres fravær; hældte olie ud på taget, lagde kartofler med søm i under vores vinduer, slukkede alt lys på vores etage, men lod lyset brænde nedenunder, så evt. skygger kunne advare os. Pippin sad vagt på taget på huset overfor, så han kunne give signal, hvis nogen skulle komme. Det hele var bare for en sikkerheds skyld, men godt var det, at vi gjorde det! Omkring 10 mand har der nok været alt i alt med granater og jeg ved ikke hvad. Pierre overså Pippins desperate signaler (det var ellers hans opgave), og skød derefter til måls på de folk, der forsøgte at komme op af trappen (én af dem døde siden hen af sit sår). En snigskytte havde sat sig på lur lige hvor Pippin havde siddet, og under hele kampen var jeg rædselsslagen for at der var sket Pippin noget. Det lykkedes mig at sætte snigskytten ud af spillet, selvom jeg kun havde min pistol. De andre klarede sig ligeledes godt. Vi vandt endnu en gang kampen, og havde oven i købet taget fanger, vi kunne udspørge. Det viste sig, at Pippin var løbet efter hjælp, da det ikke var lykkedes ham at fange vores opmærksomhed, så han kom rendende med en masse vagter umiddelbart efter at kampen var overstået. Vagterne har givet Robert ½ time til at ’forhøre’ fangerne, inden de kommer og overtager dem. Jeg prøver at ignorere skrigene, som løber mig koldt ned af ryggen. Marco ligger i sengen (vi er på Reynauds værelse) og ligner én der prøver at sove fra det hele. Jeg hader, at det skal være nødvendigt at påføre andre smerte for at vi kan få de svar vi behøver. Er det overhovedet nødvendigt? Jeg hader tanken om, at Reynaud og Pierre og Robert er derude, og er dem, der gør fangen ondt. Hvad er det i dem, der kan få dem til at gøre det? Nyder de det? Hvorfor overlod de det ikke til vagterne, hvis det var nødvendigt at gøre? Jeg forstår det ikke, og føler mig i dette øjeblik meget langt væk fra familien. Ingen har heller studset over Marcos optræden i bar figur i går. Måske har de bare ikke tænkt så langt, men dumme er de jo trods alt ikke…? Blinde måske? Eller fuldstændig ligeglade med hvad der foregår omkring dem? I virkeligheden passer det mig jo fint, at ingen har mistanke til Marco og mig, men hvis de har gættet det og ingenting siger, så bekymrer det mig. Ikke at det er usædvanligt for familien – Robert ser kun, hvad han vil se, og alt andet ignorerer han. Nogen gange er det som om, at jeg slet ikke kender dem. Hvor tæt har Robert og jeg ikke været på hinanden de sidste par uger? Hvor langt væk er han ikke nu, hvor jeg kan høre ham udspørge en skrigende mand, hvem der har sendt ham, hvad de fik for det, hvor de skulle aflevere olien… Jeg hader det! Jeg vil putte mig ind til Marco, og i duften og varmen fra hans krop vil jeg ønske mig langt væk.

10/5 Så fik vi klaret Sorte Pedro – sikke en lang dag!

Vi startede dagen med at diskutere det umoralske i at tortere fanger. Robert kunne slet ikke sætte sig ind i min bekymring. Han mente, at han var bedre udstyret til at forhøre fanger end byvagterne (man skulle ellers mene, at de havde en del erfaring med den slags), og han ville under ingen omstændigheder overlade sit beskidte arbejde til andre. Det sidste argument kan jeg til dels forstå, men jeg gyser stadig ved tanken om, at han kunne få sig selv til at gøre sådan noget. Jeg fik en uventet allieret i Pierre, som i den grad spillede dobbeltmoralsk – for det første var han jo til stede i går, men deltog ikke selv, hvilket jeg næsten synes er værre – hvis han havde moralske kvababbelser da, hvor greb han så ikke ind? Men det gjorde jeg jo heller ikke… Og det er jo ikke mere end et par uger siden, at vi andre bekymrede os om hans moralske tilstand og hans følelseskulde i kamp. Han har nemmere ved at påpege splinten i andres øjne, end ved at se bjælken i hans eget. Han bekymrer mig mere og mere. Jeg endte med at forlade samtalen i frustration. Marco opsøgte mig da på mit værelse, hvor jeg var ved at pakke mine ting (for at flytte op på paladset til mere sikkerhed). Han trøstede mig, og fik mig til at se sagerne fra Roberts synsvinkel. Det er jo hans opgave at beskytte familien, men det kan han ikke, så længe vi forfølges af ukendte gerningsmænd – han blev nødt til at få svar fra fangerne. Selvom jeg modstræbende må indrømme, at forhøret sikkert var nødvendigt, så er en smule skygge trængt ind i mit liv. De sorte pletter på Roberts sjæl tager han bevidst på sig, velvidende at årene i Skærsilden er familiens sikkerhed værd. Jeg kan ikke lide det. Men sat på spidsen ville jeg jo også gøre hvad som helst for familien, om det så sværtede min sjæl kulsort. Jeg håber bare aldrig at det bliver nødvendigt – jeg vil gerne have bare lidt uskyld tilbage i mig, når jeg dør.

Efter jeg havde sagt undskyld til Robert over mit udbrud begyndte vi at lægge planer for hvordan vi nu skulle gribe sagen an. Marco blev hurtigt træt af kævleriet og bad Reynaud hjælpe sig med at pakke. Snart efter kom Reynaud ned og fortalte, at Marco havde lagt en plan, og i dette øjeblik var i gang med at føre den ud i livet… Planen gik i korte træk ud på at Marco sendte et brev til Sorte Pedro (via ’Svanen’) om at vi hellere måtte tale sammen, og hvis han ikke indvilligede, så ville Marco sætte en så stor pris på Sorte Pedros hoved, at han derefter kunne regne sig selv for en død mand – det ville blot være et spørgsmål om tid. Marco ville så vente på Sorte Pedro på ’Svanen’, hvor vi kunne pågribe ham. Sådan noget kunne jeg jo ikke deltage i, så Robert fulgte mig op på paladset med mine ting. Adskillige nydelige esquires fulgte mig til mit nye logi, men jeg blev der nu ikke længe. Jeg havde stadig et sæt af Ryenauds tøj, så jeg forklædte mig (med lige så meget – eller lidt – held som sædvanlig). Jeg havde hørt Reynaud bede Robert om at møde ham på ’Det stribede sejl’, som skulle ligge lige i nærheden af ’Svanen’. Jeg mødte op dernede med hatten ned i øjnene og kappen oppe om ørerne, men Reynaud genkendte mig omgående. Til mit held bad han mig ikke forsvinde, for i det samme kom Pierre, og Reynaud bad mig sige til Robert at planen var i gang, og så gik de. Robert og Etienne ankom næsten samtidig med at Reynaud og Pierre kom tilbage. Monsieur Miro og et par af hans mænd stod klar i en gyde ved ’Svanen’, og Robert havde bedt deling byvagter i civil om støtte, så vi skulle kunne klare en mindre hær. Vi begav os i samlet flok hen mod ’Svanen’, hvor kampen allerede var i gang mellem Marco, Miro og hans folk på den ene side, og Sorte Pedro og hans folk på den anden. Det tog os ikke mange øjeblikke at vende situationen til vores fordel. Sorte Pedro blev taget til fange, og hans folk taget med af byvagten. Marco blev såret igen, men det lykkedes mig at forbinde ham før han mistede for meget blod. Han brugte noget energi på at skælde mig ud over, at jeg overhovedet var der, men det tog jeg mig ikke meget af – ingen af de andre havde jo protesteret, ikke engang Robert. Derefter var der én af Miros mænd, der havde brug for min hjælp, og selvom det ikke var mit livs bedste forbinding, så tror jeg, at han nok skal klare sig. Ja, det ser ud til at jeg må trække min mistanke om Miro tilbage. Han har i hvert fald været til stor hjælp for os i dag. Marco havde aldrig klaret sig alene mod Sorte Pedro og hans folk – hvor dygtig han end er med sin kårde. Pierre og jeg fulgte Marco hjem til kroen og puttede ham, mens de andre trak af med Sorte Pedro for at forhøre ham. Denne gang ser det dog ud til at forhørets fysiske form overlades til Miro, og jeg prøver på ikke at tænke på det. Nu er jeg tilbage i paladsets overdådige luksus, fulgt af Pippin, som uden mit vidende havde spillet en pæn rolle i dagens spil. Jeg skal have snakket med Marco om, at hvis han har brug for en stik-i-rend-dreng, så må han finde en anden end Pippin, som jeg helst vil beholde i live.

Lidt senere: Miro dukkede pludselig op med et besynderligt spørgsmål: hvem er byens bedste kårde? Forbløffet over tidspunktet (jeg var på vej i seng) og spørgsmålet svarede jeg, at det normalt nok var Marco, men at Reynaud kom ind på en pæn 2. plads. Så gik han igen, præcis lige så målrettet og uden trang til at forklare sig som sædvanligt. Nå, hans besynderligheder kunne jeg spekulerer længe over, hvis jeg gad, og jeg er sandt at sige for træt lige nu.

11/5 Jeg vågnede i morges ved lyden af stor opstandelse. Det viste sig at være Miro, der var i færd med at udkæmpe en duel med en esquire Deluini. I skrivende stund ligger Deluini død, og Miro hårdt såret (nogen siger på sit dødsleje). Ingen af hoffolkene vidste rigtigt hvad duellen gik ud på (mange mente at det var en uoverensstemmelse som følge af for meget alkohol aftenen før – det lød usandsynligt!). Jeg så mig nødsaget til straks at underrette familien, og tog ned til kroen, hvor de var i færd med at spise morgenmad. Marco og Reynaud morede sig lidt over nyheden – Miro havde i går aftes prøvet at få Marco til at udfordre Deluini (som det nok skal nævnes var ham, der hyrede Sorte Pedro!) til duel, og så få Reynaud til at udkæmpe den for sig. Det fandt Marco imidlertid var æreløst, så han ville forståeligt nok ikke gå med til det. Miro måtte gå fra dem med uforrettet sag – det var det han skulle bruge min oplysning til i går! Vi tog samlet tilbage til paladset, hvor Miros læge meddelte, at hvis vi ville snakke med Miro, så skulle det være nu, for han levede næppe længe endnu. Jeg regner ikke med, at Miro føler nogen særlig trang til at se mig inden han dør, men de andre er i dette øjeblik inde hos ham. Jeg går ud fra at de takker på hele familiens vegne for hans indsats. Deluini plager os i hvert fald ikke mere nu. Men hvorfor Miro tog den duel, som i mine øjne var vores at tage, det kan jeg ikke gennemskue. Det var jo vores liv, som var i fare så længe Deluini var efter os. Og nu ofrede Miro sig for os – hvorfor? Det virker ukarakteristisk, men han har sikkert haft motiver, som jeg ikke kender til.

Deluini var for øvrigt sekretær for kavalerigeneralen – vi antager, at han handlede på egen hånd og ikke for sin overordnede, for så bliver situationen da først speget! Rygterne gik i morges, at Miro – den slyngel – havde dræbt sekretæren i duel, men siden har rygtet ændret sig til, at Miro ærefuldt havde gjort det af med en forræder. Nu vil jeg gå ned i slotskirken og bede for hans liv og sjæl, for selvom jeg aldrig brød mig om ham, så gjorde han mere for os end vi fortjente, og kommer højst sandsynligt til at betale den højeste pris for den tjeneste – sit liv.

Vejret er fabelagtigt! Hvis jeg kan overtale Reynaud til at tage af sted mod den sidste slagmark i dag, så vil det være perfekt rejsevejr!

12/5 Vi brød lejr tidlig i morges. Reynaud var ikke svær at overtale i går. Robert og Pierre gik med til at blive i Sao Damao og sørge for at Marco kommer sig og olien ikke bliver stjålet, så det blev kun Reynaud, Pippin og jeg der drog ud på landevejene i går. Reynaud er skæg at regne med! Han betragter turen her som en militærkampagne, så vi når langt hver dag, bryder tidligt op og spiser på vejen. Vejret er perfekt, himlen er skyfri og luften er mild.

I eftermiddags nåede vi den sidste slagmark. Vi havde redet en stund igennem en ådal, som førte op på en slette med gyldne marker. Her, sagde Reynaud, fandt det sidste slags sted… Det er svært at forestille sig, at disse smukke marker har været det mudrede, blodige sted, hvor tusinder af mennesker måtte lade livet for Damars frihed. Reynaud gengav hele slaget; hvem der stod hvor, hvordan der blev rykket frem, Dugaries episke ridt på hans hvide hingst mod fjendens linier (dét ville jeg gerne have set!), kanonernes torden… Han fortalte så levende – han ligesom genoplevede det hele, tror jeg. Han viste mig også stedet, hvor Grevinden døde. Nu er det en fårefold, og stedet bar ikke meget præg af de dramatiske omstændigheder, som fandt sted dengang. Reynaud var jo ikke selv tilstede, da hun døde, men han fortalte i alt for mange detaljer, hvordan de fandt hende; i en kæmpe blodpøl, hugget i flere stykker af El Diavolo, som selv lå inden for hendes rækkevidde, ligeså død som hende selv. Eneste forskel var at hvor El Diavolos ansigt var forvrænget af smerte, så smilede Grevinden et fredfyldt smil… Selv under den milde blå himmel gav tanken mig kuldegysninger.

I den ene ende af slagmarken lå en høj, som Reynaud sagde ikke havde ligget der under slaget. Han mente, at det måtte være dér de sachsiske lejesoldater blev begravet – alle de lokale blev jo så vidt muligt bragt hjem til deres hjemegne. Mens han sørgede for noget aftensmad og Pippin hvilede sig ovenpå dagens ridt, gik jeg over til højen, og bandt på vejen en krans til van Maar. Et stengærde lå henover højen og jeg slog mig ned, mens jeg filosoferede over van Maar og Guillaume.

I gærdet fandt jeg et lille alter med en sachsisk engel eller helgen, hvorunder der var indhugget et digt på ryendoriansk underskrevet GM… Det gav et sug i maven i mig, da jeg læste det. GM kunne jo være hvem som helst, men digtet med titlen ’Warrior’s last breath’ var mere et kærlighedsdigt end noget man normalt ville sætte over sachiske lejesoldater. Jeg ved godt, at jeg sikkert tager fejl, men jeg opfatter digtet som Guillaume’s afsked med mig. Om han var levende eller død, da digtet blev sat på denne grav, vil jeg ikke forholde mig til. Er han død, så har vi nu fået sagt farvel til hinanden. Er han levende et sted under andre himmelstrøg, så ønsker jeg ham alt mulig held og lykke. I begge tilfælde vil jeg glædes ved mindet om ham, alt det vi oplevede sammen, da vil blot var store børn, og alt det vi havde sammen som voksne. Det er som om, at digtet har sat mig fri, og alt det jeg ikke kunne opnå andet end delvist ved mit løfte til Lyset om at opgive ham, og ved min symbolske åreladning, som næste slog mig ihjel, er nu kommet til mig i en blid og kølig bølge af helbredende balsam udledt af en række smukke ord indhugget i en sten.

Farvel Guillaume. Drøm sødt.

13/5 En grå og overskyet himmel og en barsk havbrise bød os velkommen, da vi nåede frem til Reynauds strand. Det var her, at Reynaud opnåede sin heltestatus ved at tage den codorianske guvernør til fange. Stranden var omringet af forrevne sorte klipper, og stedet var vildt og primitivt. Der har ingen ære været i at blive fanget her, på flugt for de damarianske tropper, en øde strand og et sidste opgør. Reynaud virkede som om, at han ikke var speciel stolt af sin heltegerning. Han gjorde jo bare sin pligt, og han forstod sin modstander. Det var bare et spørgsmål om tilfældigheder, der afgjorde hvem der vandt, og denne gang var det tilfældigvis Reynaud. Jeg er glad for, at han viste mig stedet her. Både stranden og den sidste slagmark gav mig et indtryk af krig, som jeg ikke før har haft. Hvor lidt heltemod og hvor meget tilfældigheder spiller ind. Krig er ikke noget storslået, men en brutal kamp for individets overlevelse. Den der vinder, er den hvis officerer og soldater har haft mest held med sig, hvad beslutninger og den enkeltes mod angår. Godt jeg ikke er soldat!

15/5 I morgen skulle vi være tilbage i Sao Damao. Det har været en skelsættende tur for mig. Jeg har holdt af at rejse med Reynaud, og jeg kan allerede nu mærke et akut savn ved tanken om, at vi snart forlader ham igen, og måske ikke ser ham igen de næste par år. Naturen i Damar vedbliver at fascinere mig. Bortset fra den ene dag, hvor vi besøgte Reynauds strand, har vejret været enestående smukt. Rejsen igennem grønne og gyldne marker, langs forrevne klippekyster og brusende hav, med den milde vind mod ansigtet, har været enestående. En dag vender jeg tilbage igen til Damar – jeg er slet ikke færdig med dette smukke land.

16/5 Oh, det bliver godt at sove i en blød seng i nat – selvom det kun bliver for én nat. I morgen drager vi tilbage mod Ceara. Jeg har fået sagt farvel til Claire og André. Claire er virkelig i sit rette element, og André ser ud til at tilpasse sig omstændighederne. Jeg har passet mine pligter ved hoffet ved at deltage i en intetsigende eftermiddagsseance, hvor fjantede hofdamer indviede mig i tåbelige intriger, og nydelige herrer tog mig i nysgerrigt øjesyn.

Pierre og Robert har passet vældig godt på den falske olie og har ikke skænket den ægte en tanke – men der har heldigvis ikke været interesse omkring den. De kunne ikke rigtig fortælle mig, hvorvidt Marco havde fået slappet af, for de havde ikke set meget til ham. Man kan snart ikke overlade noget som helst til de to. Skal noget gøres ordentligt, så skal man åbenbart gøre det selv. Hvad de selv har brugt tiden på er mig en gåde. De har ikke brugt et eneste øjeblik på at finde en portvinsbrygmester, trods det var noget de snakkede om på Damar var essentielt for at kunne starte en produktion. Nå, det må være deres egen sag. Marco så frisk ud, da han stødte til selskabet. Han så også overordentlig glad ud, mere end han har gjort længe. Han indviede os i sin hemmelighed; han har genoptaget sin interesse for at male. Han viste os et maleri, som han har arbejdet på de sidste par dage; et smuk og meget vellykket billede! Det forestiller en bro og en lille sø med åkander, som jeg genkender fra slotshaven. Han har virkelig kunstnerisk talent! Han er kommet langt siden hans første maleri, som han skænkede mig til min fødselsdag for nogle år siden. Han skulle virkelig overveje at gå i lære!

17/5 Så er vi hos den grådige bonde igen. Så snart vi nåede om på den anden side af bjergene brød en sommerstorm ud, og vi søgte ly hos bonden. På vej mod hans gård, så vi blandt hans heste en usædvanlig smuk unghest. Helt mørk er den, og den må være delvis cordoriansk og delvis almohadisk, smuk og smidig. Bonden ville ikke først af med den, men satte alligevel prisen til £200. Efter aftensmaden spillede vi kort, og til ingens undren lykkedes det Marco at vinde både hesten og hele bondens kontantbeholdning fra ham. Da bonden faldt i afmagt efter tabet, fik vi nogle tjenere til at lægge ham i seng, mens vi lagde alle hans penge, incl. de £200 for hesten, tilbage i hans pengesæk. Marco fandt ingen ære i at plukke bonden til skindet, som han måske tidligere ville have gjort. Vi behøver ikke at undervise Marco i hvordan en adelsmand opfører sig – jeg finder, at han helt af sig selv er ved at have fint styr på det. Jeg er meget stolt af ham!

18/5 Etiennes by. Vi er her i al diskretion naturligvis. Marco forærede mig i morges sit smukke maleri (jeg ved lige hvor det skal hænge!). Han trak mig til side, mens de andre forsøgte at fange vores nye hest. Der var noget i hans øjne, som dels skræmmer mig, dels tiltrækker mig. Han holder sig hele tiden i nærheden af mig, og det var ingen sag for mig i al diskretion at give ham en lille seddel med beskeden om, at min dør vil stå ulåst i aften. Det er måske forkert af mig, for jeg er begyndt at få fornemmelsen af, at han ønsker mere af mig end jeg kan give ham. Men indtil videre vil jeg lade tvivlen komme ham, og mig, til gode. Og han lader ikke vente på sig – dér er han jo…

26/5 Ceara. Vi ankom for et par dage siden. I går var Marco og jeg i Oporto for at se til genopbygningen af fiskerbyen – det skrider godt frem. Marco er begyndt planlægningen af sin byresidens, men venter foreløbig på den arkitekt, som Pierre vil hyre i Ryendor, før han går videre med det. Jeg undersøgte mulighederne for skibslejlighed til Carvintia, og den så så godt som umulig ud, indtil havnemesteren gjorde mig opmærksom på greven af Ceara’s skib, som jo bare lå og ventede på mandskab… Marco og jeg gik straks i gang med at finde mandskab og forelagde idéen for Robert. Så nu er der virkelig kommet gang i sagerne! Robert tager af sted snarest med Pierre med Fierté de Bergerac, som skibet er blevet døbt. Destinationen er foreløbig Sao Damao, hvor de vil finde flere egnede sømænd, samt en last, som vi kan tage med til Carvintia. Det ser ud til at de næste uger endelig bliver som jeg havde tænkt mig, at en rejse til Damar ville blive – fredelig og rolig, med afslapning, lejlighed til at få skrevet på ’Cyrano’-skuespillet, rideture i den smukke omegn og mere afslapning!

1/6 Det er ikke sådan at få ro til at skrive! Marco distraherer mig så meget han kan. Vi spadserer i haven, farer vild i labyrinten, tager på rideture, snakker sammen om alt muligt, stjæler kys og intime stunder, når alle kigger den anden vej. Så snart jeg sætter mig med skuespillet, begynder han at hænge over skulderen på mig. ’Er du ikke snart færdig med det der? Vil du ikke hellere med ned og fare vild i labyrinten?’. Jeg får kun fred, når Etienne udfordrer ham til konkurrence i roning, eller når de øver sig i fægtning. Jeg har ikke de vilde protester imod tingenes tilstand. Jeg gider ikke spekulere over de følelser, der rumsterer i mig for tiden. Tingene udvikler sig, hvis de skal. Det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved.

Cateias Dag 1603 Ceara. Jeg nåede med til middagsmessen i Oporto i klosterkirken. Om eftermiddagen havde Etienne og Marco én af deres roningskonkurrencer – det var meget festligt! I dagens anledning har jeg end ikke forsøgt at sætte mig ved mit skrivebord, og sandt at sige ville det også være synd. Vejret er enestående, og Marco er vedholdende. Gad vide hvordan han vil tage det, når jeg tager til Genoi i ½ år? Hvis Tychidid altså vil have mig – jeg er fast besluttet på, at han bare skal tage mig som elev! Jeg vil så gerne være bedre til at skrive, og jeg længes efter at gøre noget kreativt for mig selv, væk fra familiens trygge favn for en gangs skyld. Måske er det et slags forsøg på at vise, at jeg er i stand til at klare mig selv, også uden at have familien at falde tilbage på.

10/6. Sov fortjent længe i dag. Marco insisterede virkelig på at leve op til helligdagen i går. Vi kiggede lidt i hans almohadhiske bog. Det var mere underholdende end vellykket. Almohadhiske kvinder må virkelig være anderledes smidigt bygget end ryendorianske!

15/6 Robert og Pierre er vendt tilbage fra Sao Damao. De har lasten fuld af portvin og citrusfrugter. Fierté de Bergerac er nu næsten fuldt bemandet med 30 mand. Der er sågar to 24 punds kanoner til at forsvare os mod pirater. Om et par dage er det planen, at vi forlader Damar og tager videre til Carvintia og Genoi. Det er med dyb vemod jeg tager afsked med Damar. De næste par dage har jeg tænkt mig at ride rundt og suge til mig. Jeg skal også lige over og sige pænt farvel til Philippe og videregive vores åbne invitation til at besøge os i Ryendor. Og labyrinten skal jeg også lige ind og fare vild i et par gange endnu…

18/6. Det blev sent i går. Reynaud holdt på os så længe som overhovedet muligt, og vi lod os villigt holde på. Nu er vi ombord på Fierté, som er et smukt skib. Interiøret er rødt og dækket hvidt. De hvide sejl svæver over vores hovedet og sikrer os god fart. Sømændene klatrer solbrændte og muskuløse rundt i masterne, brisen er forfriskende og stadig mild, himlen er blå. Jeg elsker disse sørejser! Robert har tildelte sig selv kaptajnskahytten, men har sagt god for at jeg kan sidde og skrive herinde. Man skal passe på hovedet alle steder under dæks – her er lavt til loftet og jeg har allerede to-tre blå mærker og et tilsvarende antal buler efter jeg har dunket hovedet ind i loftsbjælker og dørkarme.

Marco begyndte at blive søsyg allerede i robåden på vej ud til skibet, og han har givet tydeligt udtryk for, at han ikke ønsker selskab ved sin plads vej rælingen.

19/6 Jeg vil være sømand i mit næste liv! Det er som om havbrisen og bølgerne får mit hjerte til at banke særlig stærkt. Jeg lever ekstra meget til søs!

22/6 Marcos kulør er ved at finde en mere naturlig nuance – det grønne er næsten forsvundet. Han spiste sågar sammen med os andre i dag, så der er håb forude for ham. Jeg er glad for, at jeg er forskånet for søsyge!

25/6 Vi har en hel flåde i hælene. Noget nervøse så vi dem dukke op én efter én i horisonten i løbet af dagen. Det ser nu ikke umiddelbart ud til at vi har noget at frygte fra dem; flådens største skib sejler under Patriarkens flag. Han er godt nok ledsaget af en lang række codorianske galejer, men det er usandsynligt at de skulle overfalde os. De skal givetvis også bare til Venuzia.

29/6 Venuzia er i sigte og vi skulle nå i havn før aften. Jeg glæder mig til at se byen igen, selvom vi ikke bliver længe; både Etienne og jeg vil gerne af sted til Genoi så snart som muligt. Det er en smuk kystlinje vi passerer, og Venuzias tårne og spir er begyndt at knejse i horisonten. Det skal blive godt at sove i en ordentlig seng i aften i et værelse, hvor man ikke hele tiden skal dukke sig!

2/7 Atter ombord på Fierté. Få timer efter ankomst til Venuzia blev vi anholdt af Patriarkens inkvisition og en deling venuzianske soldater. I to dage var vi i deres vold – hvorfor gennemskuede jeg aldrig. De stillede mange ubehagelige spørgsmål, men jeg mener sandt at sige ikke, at jeg sagde noget, som de kunne straffe mig for. De blev Lyset være lovet aldrig voldelige overfor mig, selvom de brækkede fire fingre på Pierre’s venstre hånd. Til gengæld var situationen ret alvorlig for Marco, hvis sande identitet de tilsyneladende kendte. De vidste i det hele taget alt for mange ting om os – ting som kun vi selv burde vide. Men vi har jo heller aldrig været helt så diskrete som vi selv troede… Men jeg forstår det ikke. Hvilken interesse havde de i at anholde os? Har vi trådt Patriarken over tæerne på en eller anden måde? Det vil formodentlig forblive mig en gåde, hvad det hele gik ud på.

Ved Etienne’s hjælp lykkedes det os at flygte gennem kloakkerne i går. Den del husker jeg ikke særlig godt… Men det var ekstremt ubehageligt! Vel ude i den friske luft skød en vagt mig i højre underarm – kuglen gik lige igennem kødet og gjorde ikke synderlig skade undervejs. Men det giver nok en del ubehag nogen tid endnu. Og et nyt ar…

Marco er vist den, der slap ringest fra vores besøg hos inkvisitionen. Pierre fik brækket fingre, jeg mistede min nyerhvervede bog om humanisme, samt min kniv, men Marco mistede sin identitet. Det er nu almindelig kendt, åbenbart, at Marco de Badjo er død og begravet, og Giovanni er eftersøgt for mordet på ham. Det er Marco de Badjo som var den store helt i Oporto, ikke Giovanni – det er Marco de Badjo som blev tildelt barontitlen af Oporto, ikke Giovanni… Hvem er Marco så nu? Hvilket navn kan han tage på sig som sit? Nu var han lige kommet så langt med så mange ting. Han var begyndt at virke næsten lykkelig. Og så falder hele hans verden pludselig sammen om ørerne på ham som et korthus. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at få ham til at glemme sine problemer for en stund i går (Lyset skal vide, at jeg selv trængte til at tænke på noget andet) – men den slags rækker jo ikke længe. Jeg har tænkt på at spørge Robert, om Bergerac-familien kunne adoptere Marco/Giovanni på en eller anden måde – give ham en familie og et navn… et sted, hvor han hører til. Jeg synes, at han fortjener det, og at vi skylder ham det.

Min arm gør forfærdelig ondt nu, så jeg må hellere holde skrivepause.

6/7 Fierté. Der er en mærkelig uro i os siden flugten fra Venuzia. Selv ikke jeg kan rigtig finde min lykkefølelse ved at være på havet frem. Kan vi nu ikke længere færdes frit i verden, når vi er på flugt fra Patriarkens inkvisition? Skal alle fremtidige rejser ske in cognito? Jeg bryder mig ikke om tanken. Verden bliver pludselig til et kæmpestort bur…

7/7 Genoi – den hvide by. Hvilken vidunderlig by! Dens hvide marmor skinner i solen, og universitetet hæver sig over byen og udstråler i dén grad, at vi nu er kommet til en ophøjet by af vise og gode mennesker! Jeg opsøgte Mester Tychidid i dag – og han tog i mod mig! Hele dagen har jeg siddet i samtale med ham, og han er vildt inspirerende! Alt i mig sitrer af videbegærlighed – jeg vil have mere af samme slags! Jeg fik lov til at gå rundt i hans skattekammer af et arbejdsværelse, mens han læste ’En krigers hjerte’ igennem. Jeg føler mig som et menneske, der træder ud af en hule, og ser solen og verden for første gang! Al samtale i dag syntes at foregå, mens vi var i færd med at læse noget andet. Strøtanker var ligeså velkomne som velgennemtænkte argumenter. Da jeg gik, sagde han, at han håbede jeg vendte tilbage – for vi havde vist mere at tale om endnu! Åh, jeg skal nok komme tilbage! Jeg håber, at jeg vil være i stand til at bedømme, hvornår jeg er ved at overskride min velkomst, for jeg kunne snildt sidde i hans nærhed resten af mit liv og bare suge til mig af hans væsen. Jeg tror ikke, at jeg har haft det sådan her, siden jeg mødte Charles første gang.

Jeg introducerede mig som Manon Saint-Marie. Det fløj bare ud af mig uden at jeg egentlig havde overvejet det. Jeg havde jo lovet Robert, at jeg ikke ville opholde mig her under eget navn, og alt andet lige er det nok en sund idé ikke at rejse som Manon de Montrouge eller de Bergerac, som sagerne står. Men hvorfor det lige var Saint-Marie jeg valgte – det ved jeg ikke. Jeg må hellere spørge Nicholas om lov til at bruge hans navn, når jeg ser ham igen.

Jeg savner ham pludselig…

10/7 Etienne kom med en meget interessant afsløring i dag; han er sat til at følges med os og rapporterer om vores gøren og laden (det var derfor, at inkvisitionen vidste så meget om os; de havde læst hans rapporter). Det pudsige var, at han troede, at vi vidste det! Jeg blev rasende! Ikke så meget på ham, selvom det jo nok så sådan ud i hans øjne, men på dem der har givet ham ordren. Kan det virkelig være Dugarie? Han ved jo godt, at han får det hele at vide af mig, når jeg kommer hjem. Selvom jeg sjældent er på ambassaden mere, så indleverer jeg da mine rapporter om dette og hint stadigvæk. Jeg har aldrig givet noget menneske nogen grund til ikke at stole på mig – aldrig har jeg forrådt nogens tillid; og så dette! I min arrigskab kunne jeg jo ikke gå hen til Tychidid, så jeg gik i stedet til universitetet, hvor jeg listede ind til en forelæsning om oldtidens epriotiske filisoffer – det var meget, meget interessant, og jeg glemte rent min vrede. Når jeg kommer tilbage hertil, har jeg tænkt mig at gøre dette ofte; selvom kvinder officielt ingen adgang har til forelæsningerne, så var der ingen, der løftede så meget som et øjenbryn i dag. Jeg kunne sagtens følge med i en hel del af undervisningen uden at få problemer. Og skulle én eller anden på et tidspunkt få kvababbelse af det, så må vi jo tage det, når og hvis det kommer.

11/7 Hos Tychidid hele dagen. Han havde to elever i dag – eller det betegner de sig selv som, selvom han bare sagde, at han havde gæster, men at jeg var velkommen til at deltage i samtalen. Det er skægt, at Mester Tychidid slet ikke betragter det som undervisning selv, men det er nok fordi, at han selv får meget ud af samtalerne, og desuden ikke bryder sig om det formelle i reel undervisning. Den ene elev fulgte mig tilbage til kroen bagefter – en flink ung mand, som desuden er litteraturstuderende på universitetet. Han lovede at snige mig ind til forelæsningerne, for litteratur-professoren bryder sig ikke om at ’spilde sine ord på kvinder’. De fleste andre professorer er enten ligeglade eller for distræte til at bemærke hvem deres elever er, betroede han mig.

Marco og jeg spiste middag sammen alene (vi fandt Lyset være lovet en Ryendoriansk restaurant), da de andre ikke var vendt tilbage fra retsarkivet på det tidspunkt. Han har fundet den kårde han har gået og drømt sådan om – codoriansk stål, ryendoriansk design og en væmmelig kniv, der ved et tryk på en knap, springer ud af den ende man holder i på kården. £200 gav han for den, men nu er han også blanket af. Han har ingen penge nu, før hans forretninger med Robert begynder at kaste af sig. De andre var kommet hjem, da vi vendte tilbage til kroen. De havde fundet et par breve fra hans formodede far til hans mor, men ikke noget konkret bevis for Etiennes ophav. De havde et maleri med sig, som de havde fundet blandt Etienne’s fars efterladenskaber. Det forestiller en kvinde, som Etienne siger, er hans mor Carmen, og en lille dreng, som vi antager, er Etienne selv. Maleriet er fyldt til randen med symbolik, som utvetydigt fortæller at disse to er elskede af ham, der bestilte maleriet, og underforstået at drengen er tilknyttet slægten. Den er det bedste bevis vi har, men hvem ved om retten godtager det som bevis. Vi tager det hen på universitetet i morgen og opsøger kunstprofessoren, som måske vil kunne fortælle os mere om billedet.

12/7 Kunstprofessoren, jeg tror han hedder Michael Angelo, var i gang med et kæmpe loftsmaleri på universitetet. 30 mand var i gang med arbejdet, men midt i kaoset havde han heldigvis alligevel tid til at hjælpe os med billedet. Han mener, at det er codoriansk stil, højst sandsynligt maleren Velasques, som levede sine sidste år i Damar. Det undersøger vi nærmere.

Robert solgte lasten i dag med kæmpe profit. Nu er skibet ved at blive ladet med kostbart klæde, ædelstene og parfume.

13/7 Robert og jeg hjalp i dag Etienne med at skrive til retten om, at han gør krav på arven efter sin far (jeg har aldrig fået rigtig fat i navnet). Vi skrev desuden brev til Velasques’ arvinger, som stadig skulle bo i Sao Damao, om de ved noget om bestillingen af maleriet af Carmen og Etienne, samt i et desperat forsøg til inkvisitionen i Venuzia om at få Etiennes papirer tilbage (det kan jo aldrig skade at prøve – de løslod ham jo selv).

Vi rejser i morgen med tidevandet. Hvilken fabelagtig uge! Mester Tychidid har givet indtryk af, at han ikke ville have noget imod, at jeg vendte tilbage til efteråret og blev i længere tid. Til den tid vil jeg se om jeg kan finde et lille hus eller lejlighed, som Pippin og jeg kan bo i. Åh, jeg kan næsten ikke bære tanken om at tage af sted – jeg ville hellere blive! Men der er en del forpligtelser (og fornøjelser), der venter mig i Ryendor, og som jeg nok hellere må tage mig af først. Jeg er helt euforisk!

14/7 Så er vi på havet igen. Vi har taget afsked med Marco, som drog tilbage mod Venuzia i morges. Jeg har besluttet, at affæren er slut, når vi ses igen. Selvom han er dejlig og sød, så begyndte det at blive en smule for ’fast’ – han begyndte at antage, at min dør altid ville stå åben for ham om natten. Men det bestemmer jeg altså selv. Jeg vil hellere standse mens legen er god, og ikke vente til han føler sig for nært knyttet til mig eller begynder at få ejerfornemmelser. Det har været en dejlig lille affære, men nu er den slut.

16/7 Jeg ville næsten ønske, at jeg kunne være to steder på én gang! Jeg ville så gerne bare stå i stævnen hele dagen og betragte havet, mærke blæsten mod ansigt og krop, lytte til vinden, mågerne og sømændene, der råber og synger. Men jeg vil også gerne sidde bøjet over min gennemskrivning af ’Cyrano’ med tanke på de ting jeg diskuterede med Tychidid. Jeg har brugt megen tid på at forme replikkerne, så de er lettere at huske; simple rim og rytmer, og en del af scenerne skal strammes op, og enkelte skal slettes og nye tilføjes. Det er et dilemma! Men det er godt nok svært at forene teori og praksis!