18/10 1603. Så er vi af sted! Filippa sad meget, meget stille i vognen og stirrede ud af vinduerne, indtil jeg spurgte hende, om hun havde det godt. Det viser sig, at Filippa aldrig har været uden for Ryendor City’s mure! Skove, marker, landsbyer, landeveje, er alt sammen nyt for hende. Så i dag har vi snakket om, hvordan man lever på landet, hvordan korn, vin og grønsager bliver dyrket, om får og kvæg, om høst og såning. Pludselig kunne jeg bedre forstå Filippas betænkeligheder om at komme på akademiet – det var ikke bare noget nyt og fremmed i forhold til hendes hverdag, men til hele hendes verden, som hidtil kun har bestået af at leve og overleve i Ryendor City. Ved dagens rejses afslutning virkede hun som om, at hun havde noget mere mod på det hele. Den videre rejse er pludselig blevet til et eventyr frem for noget fremmed og skræmmende. Jeg selv elsker jo at rejse! Hvis jeg ikke var bundet af forpligtigelser til Børnenes Hus – forpligtelser, som jeg jo i sandhed heller ikke ville undvære – så ville jeg bruge meget mere tid på at rejse. Jeg elsker de nye horisonter og de fremmede folkeslag. Hvis jeg bare kunne tage min egen ryendorianske madpakke med mig, for jeg må indrømme, at det eneste jeg ikke elsker ved at rejse, det er maden! Folk har nogle frygtelige madvaner rundt om i verden! Heldigvis er brød og frugt en verdensomspændende spise, så jeg overlever jo alligevel.
21/10. Vi øver carvintiansk i vognen. I de sidste par dage har jeg peget ud af vinduet og lært Filippa navnene på alt hvad vi ser på carvintiansk – landsby/villaggio, ko/mucca, grøn/verde, vandmølle/mulino di acqua o.s.v. Hun er kvik nok og skal nok få det lært. Der er flere gode grunde til at hun hurtigt bliver god til sproget; dels gør det livet meget lettere i Genoi, at hun kan snakke med folk, dels minder sproget så meget om tyndall, som hun tids nok kan få brug for at kunne i sine studier.
26/10 1603. Brest. Ja, så er vi i Brest. Det gode skib ’Havkatten’ har allerede taget os om bord, selvom vi først sejler om et par dage – så sparer vi lidt på overnatningen. Jeg har tænkt mig at invitere Filippa på middagsmad på Moulin d’Olives i morgen, så hun kan prøve noget fint ryendoriansk cuisine inden vi drager sydpå mod mærkeligere smagsoplevelser. Rejsen hertil gik fint. Vejret har virkelig været med os, og Ryendor har vist sig fra sin smukkeste side. Efteråret har for alvor sat ind, markerne er høstet og skovene er ved at tone over i rødt og guld. Ind i mellem har historiens vingesus nået os, når vi har passeret ruiner fra kejsertiden. Filippa har haft store øjne hele vejen – rejseglæden er ved at slå rod i hende, og det glæder mig overordentligt!
Ankomsten til Brest var ikke mindre eventyrlig – havnen er fuld af både og skibe og galleoner i alle størrelser. Sømændene snakker om at ølandske kapere er på spil, og Kompagniets krigsskibe ledsager alle konvojer til og fra Ryendor. Tanken om pirater både skræmmer og fascinerer Filippa – jeg håber nu, at vi slipper. Jeg har haft rigeligt med pirater i mit liv! Havnen dufter af hav, tang, tjære og fisk, og tusind krydderier fra fjerne himmelstrøg. I morgen tager vi ud og kigger på de forskellige kvarterer i byen. En bytur i Brest er som en rejse verden rundt – alle folkeslag er repræsenteret her. Jeg vil se om jeg kan finde en let carvintiansk bog i Bogtårnet til Filippa, så hun kan øve sig på det skriftlige også. Uh, her er skønt! Lige nu er solen gået ned, og jeg skriver i olielampens skær. Skibet vugger blidt op og ned (noget Filippa allerede synes er ret ubehageligt – hun skal nok bare vænne sig til det). Her lugter af træ og tjære og eventyr. Vores kahyt er ikke overvældende stor, men stor nok til os. To køjer, et lille bord og så vores kufferter (vi bruger den ene som bænk). Kaptajnen virker flink, men fåmælt. Vi bliver ikke de eneste passagerer – så vidt jeg kan forstå er alle kahytter besatte. Jeg glæder mig enormt meget til at stå til havs – jeg gad vide hvor jeg har fået mit saltvandsblod fra – så vidt jeg ved, har alle mine forfædre været solidt plantet i den ryendorianske muld. Nå, nu bør jeg nok tørne ind. Brest by venter os i morgen.
27/10 Brest. Uh, en dejlig dag! Filippa og jeg har virkelig nydt at trave byen tynd, indåndet alle de forskellige dufte, og lyttet til hundrede forskellige sprog. Vi har købt en del småting, som vi ikke vidste vi ikke kunne leve foruden, og jeg fandt en carvintiansk eventyrbog til Filippa i Bogtårnet. Jeg modstod fristelsen til at købe 10-12 bøger, som jeg godt kunne tænke mig. Det må jeg kigge på, når jeg kommer tilbage igen. Lige nu har vi ikke brug for mere bagage! Vi spiste en dejlig middag på Moulin d’Olives – svampesuppe med nybagt brød, vildtryg med trøffelsovs og årsidens grønt, og den berømte chokolademousse, som kokken stadig ikke vil slippe opskriftet på. Det blev også til en lektion i finere manerer for Filippa. Hun skal nok få det lært. Hovedsagligt er det hendes ivrighed, der ødelægger det for hende. Hun taler med mad i munden, slår ud med arme og ben, og kommer med udbrud som Uh!, Orj! og Hey! på de mest upassende tidspunkter (minder til forveksling om mig selv i samme alder…). Men det kommer nok. Der er lang vej fra fællesbordet i Børnenes Hus til de hvide duge på Moulin d’Olives!
28/10. Så er vi på vej ud over havet. Hele 4 store skibe under Kompagniets flag ledsager vores konvoj – det skulle undre mig meget, hvis nogle pirater tør udfordre dem! Vi har vinden i ryggen og himlen er høj. Jeg har stået det meste af dagen og ladet mig blæse igennem og kigget på havet og himlen og søfolkene med havet og skrigene fra havfuglene i ørerne – herligt! Filippa lod sig ikke overtale til at komme op fra kahytten; hun er desværre plaget af søsyge, og tror mig ikke, når jeg siger, at man får det meget bedre, når man er oppe på dækket. I morgen tvinger jeg hende der op!
29/10. Ombord på ’Havkatten’. Det var en noget blegnæbbet Filippa, som jeg hev op på dækket i morges. Men hun mandede sig væsentligt op, da hun opdagede den opmærksomhed vi får fra søfolkene. Så kan man jo ikke stå der og være søsyg, vel? Snart havde hun glemt alt om kvalme og indeklemte kahytter, og vi øvede carvintiansk i lange baner ved rælingen. Hun er meget ivrigt efter at lære, og har heldigvis sprogøre. I eftermiddags sad hun på en tovrulle og prøvede at læse i sin nye bog, mens jeg vred hjernen med ’Cyrano’. Det er mest finpudsninger nu, men jeg vil gerne have et helt færdigt værk at præsenterer Mester Tychidid for, når vi når frem.
1/11 Kap Wingors. I dag rundede vi kappen, og vi vinkede farvel til konvojen. Søfolkene lod deres farverige tørklæder falde mod det blå dyb i noget der mindede om en hedensk ceremoni. Men smukt var det, og jeg fortalte Filippa lidt om den overtro, der herskede blandt søfolk, og som vi var vidner til på rejsen til kolonierne.
Gabriels Dag 1603. I dag fik vi Carvintias kyst i sigte. Kaptajnen siger, at vi når Genoi i overmorgen eller dagen efter. Jeg er dybt betaget af de kæmpestore hvaler, der følges med skibet mod øst. Søfolkene råber hyldester til dem. Og jeg vil gerne følge dem i denne overtro: Det bringer held, når hvalerne slår følge med én. Jeg føler mig i hvert fald privilegeret.
6/11 1603 Genoi. Så nåede vi endelig frem. Byen er ligeså smuk som jeg husker den. I et fabelagtigt lys, som til forveksling minder om lyset i Almohadh, nærmest svævede vi ind i Genois havn. Solen skinnede i de blanke sorte tage, og fik de hvide huse til at lyse helt overjordisk. Katedralen tårner op over resten af byen smuk og statelig. Universitetet breder sig ud over et større område, og jeg glæder mig overordentlig meget til at blive en del af den sydende aktivitet deroppe.
Filippa og jeg fandt hurtigt husly. Èn af havnefogedens medhjælpere havde til vores held nogle slægtninge, der søgte lejere til deres andensal. Og her er vi så, under tag hos Senor og Senora Michello – et ældre ægtepar, hvis børn for længst er flyttet hjemmefra. Senor Michello er gigtplaget og kan ikke mere tage turen op og ned af trapperne til første sal. Han er sadelmager, en gemytlig mand med et lunt smil og en konstant pibe i mundvigen. Senora Michello er stor og rund og hjertelig. Hun snakker som en vandfald, så selv jeg har svært ved at følge med i talestrømmen. Filippa gav op på halvvejen. Lejligheden er lille, men hyggelig. Vi har en overdækket altan med udsigt over plazaen (Plaza de Popolo nr. 7 er vores nye adresse). Fra altanen er der adgang til en trappe, som vi deler med naboen, så vi har egen indgang. Fra vores soveværelser kan vi se ned i en lys og hyggelig gård, hvor beboerne i de omkringliggende huse sidder og snakker, mens de vasker tøj, bælger ærter, ælter dej, spiller dam og filosoferer over verdens gang. Der vokser vin op af muren, og jeg kan plukke årets sidste vindruer fra mit vindue. Her er lidt sparsomt med møbler, men vi klarer os. Hvad vi mangler, kan vi købe. Vi har aftalt med Senora, at morgenmad og enten frokost eller aftensmad er med i lejen, som jeg i øvrigt synes er overordentlig rimelig.
Vi havde i øvrigt ikke engang sat fod i Genoi, før vi havde mødt vores første ven. Under indsejlingen faldt jeg i snak med en ung genovesisk maler, som skal arbejde i katedralen. Han hedder Marcello Juvento, og han har lovet at agere guide i Genoi i overmorgen. Han er én af de mennesker, som man bare fatter sympati for øjeblikkeligt. Han spurgte oven i købet om jeg havde lyst til at sidde model for ham, og noget smigret (må jeg jo nok indrømme) sagde jeg, at det ville jeg gerne. Det er sjældent at jeg bliver rost for mit udseende, som jeg selv synes er mere sjældent end kønt, så jeg suger enhver smiger desangående i mig. Det var så spændende at sidde for Monsieur Tranquin, som Marcello i øvrigt kender, at jeg glæder mig til at gentage fornøjelsen.
Nå, det har været en lang dag, så jeg tørner ind nu.
7/11 Genoi. I dag har vi indtaget byen. Vi har slentret rundt og besigtiget markedspladserne, og har fået anbefalet af Senora, hvor det bedst kan betale sig at handle (De tre gyder). Jeg skal lige vænne mig til tempoet her, som er væsentligt lavere end i Ryendor City. Alle lader til at have vældig god tid. Folk er afslappede, og virker meget imødekommende. Det er lidt skægt denne blanding af landsbymentalitet og storby, for man skal endelig ikke være i tvivl om, at Genoi også er en kulturel, handelsmæssig og videnskabelig metropol.
Det gik for alvor op for mig, hvor summende og sydende af intellektuel aktivitet Genoi også er, da jeg sent om eftermiddagen gik hen til Tychidid for at se om han kunne huske mig. Det kunne han! Jeg blev modtaget med åbne arme! Han havde et rend af mennesker i huset, men havde masser af tid til mig, var tydeligt glad for at se mig, og ville gerne læse ’Cyrano’ igennem. Hans hus står åbent for alle slags – der så ikke ud til at herske nogen diskrimination med hensyn til alder, køn eller social status. Der var selvfølgelig de digtere, skuespillere, kunstnere og studerende, som jeg havde forventet, men også en lang række mennesker af mere tvivlsom karakter. Alle syntes at have en plads i Tychidids hus, og jeg skal nok også finde min. Det bliver i øvrigt ikke svært – min plads lod til bare at have ventet på, at jeg skulle komme for at fylde den ud. Jeg savner Robert, men jeg er glad for at han ikke er her – han ville have forbudt mig dette selskab, men jeg trives i det. Jeg vil for en gangs skyld se stort på, hvad jeg bør og ikke bør gøre, og i stedet koncentrere mig om hvad jeg kan og vil. Jeg kan altid falde til patten, når jeg kommer hjem igen.
8/11. Genoi v/ Marcello er en stor oplevelse. Han er kunstner helt ud i fingerspidserne, og hans begejstring for kunstarterne er smittende. Vi har set på skulpturer på talrige offentlige – og et par private – pladser og haver. Vi har set på kirker, ikke mindst katedralen, og andre arkitektoniske vidundere i byen. Vi har haft det privilegium at se flere private malerisamlinger – Marcello lader til at have mange gode forbindelser. Hans viden om kunst er enorm, men det er ikke så meget hans viden, som hans store kærlighed til kunsten, der driver ham. At høre ham fortælle begejstret om en bestemt fantastisk rød nuance i en solnedgang i et Velasques-maleri er simpelthen fascinerende. Han har en skitseblok med overalt hvor han går, og han fik lavet en lang række skitser i dag, både af ting og mennesker, også af Filippa og mig. Han har en beundringsværdi evne til at fange de små detaljer. Mange af hans skitser var ganske enkelt en hånd, eller et øre med en krølle ned over, eller en rynke mellem de buskede øjenbryn på en ældre herre. Han er et energibundt at være sammen med, og det har været en umådelig dejlig dag.
9/11 1603 Genoi. Senora Michello har bortført Filippa i dag. Senora skulle ud på landet for at besøge sin søster, og hun overtalte Filippa til at tage med, da søsteren har børn på hendes alder. Nå, berøvet min protegé tog jeg hen på universitetet for at se om der skete noget spændende i dag. Det gjorde der efter min mening ikke (teoretisk medicin og alkymi – det ville formodentlig have interesseret Pierre væsentlig mere), så jeg tog hen forbi Tychidid igen. Der var pænt med mennesker, der diskuterede dette og hint. Jeg havde også den tvivlsomme fornøjelse af at møde en dame, som øjeblikkelig var mig imod. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg havde det sådan med det samme, for hun var køn og slank med hår, som næsten var gyldent, hvad der er noget usædvanligt i Genoi. Hun er vist en smule ældre end mig, og hun var tilsyneladende vellidt, for hun stod omgivet af mennesker – hovedsagligt mænd – som så ud til at synes, at hun var ganske vidunderlig. Men så snart hun fik øje på mig, begyndte hun at komme med giftigheder om mig – det var meget tydeligt, at jeg ikke skulle komme der og tro, at jeg var noget, bare fordi Tychidid gad at bruge tid på mig. De fleste ignorerede hende – det prøvede jeg også på – men flokken lige omkring hende syntes at hun var overordentlig morsom. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg er jo ny her, og kender ikke damen, så jeg syntes jo ikke rigtig, at jeg kunne begynde at give igen. Desuden synes jeg at det er så ucharmerende at score point ved at svine andre til. Til sidst erklærede hun højlydt til en af sine beundrere noget i retning af: ’Ser alle ryendorianske kvinder så ordinære ud, Francois? For så kan jeg godt forstå, at du forlod landet’. Hendes ledsager – som jo måtte være ryendorianer – var en flot, lidt ældre herre (mindede faktisk lidt om Roger). Han ignorerede mig fuldstændig, hviskede damen noget i øret, som fik hende til at le højt, hvorefter han bød hende armen og de forlod selskabet. Nu var det, at jeg godt kunne tænke mig at have haft Reynaud eller Robert, ja eller helst Nicholas ved hånden, for så var herre omgående blevet udfordret til duel! Mario, en ung spirende digter, som jeg talte med på det tidspunkt, beroligede mig og sagde, at jeg bare skulle ignorere det hændte. Damen hedder Fabianne di Lucia og er modehandlerske. Mario mente, at hun havde byens giftigste tunge. Det dementerede én af de andre omkringstående imidlertid. Hendes fætters tunge er væsentlig giftigere, påstod han. ’Sandt nok’ sagde Tychidid til det ’Men Gabriel di Silva fornærmer folk på vers, og er derfor tilgivet giftighederne’. Det lo alle af, og Mario fortalte mig, at damens fætter for tiden sidder i fængsel et par uger for at have skrevet et smædevers om en af byens spidser. Det var tilsyneladende noget, der var sket før – altså at et af hans smædevers sendte ham i fængsel i nogle dage eller uger. Hans venner og beundrere sørger imidlertid for, at han får god man og rent tøj, mens han er inde, så han lider ingen nød af den grund. Tværtimod lader det til at hans ry bliver bedre for hver gang han er inde. Besynderlig familie!
Nå, damen til trods var det en meget behagelig dag. Udover Mario faldt jeg i snak med en del andre mennesker. Jeg snakkede i lang tid med en midaldrende herre med smilerynker og paryk om filosofi. Han viste sig sært nok at være en af Tychidids kreditorer, og var her for at indkræve nogle renter sådan i al venskabelighed. Det er bare ikke til at se på folk, hvem og hvad de er i dette her selskab! Kort før jeg gik ankom Benito, den unge studerende som jeg mødte sidst jeg var her. Han fortalte, at der blev holdt forelæsninger om moderne historie i morgen på universitetet, og vi aftalte at ses derhenne.
Filippa kom sent hjem og havde haft en fantastisk dag. Hun har allerede fået sig en god veninde i Senoras niece Maria. Filippa havde fået en del sol, og havde lært en masse nye ord, som hun demonstrerede for mig. Jeg tror bestemt, at hun også kommer til at trives her!
12/11. I dag lå der brev fra Pierre til mig hos Tychidid. Det var dateret d. 28/10 og må have rejst lige i hælene på os hele vejen herover. Det lader til at den aurorianske prinsesse er noget af en håndfuld! Han skrev i øvrigt, at Madame Beauvais er blevet syg og det bekymrer mig meget. Hun er jo ved at være godt oppe i årene, men det er svært at forestille sig, at der nogensinde vil komme en tid, hvor hun ikke er mere. Hun er sådan én, som man synes bør leve for evigt. Vi kan jo slet ikke undvære hende! Jeg må hellere se at få skrevet til dem, så de kan høre at jeg er kommet vel frem.
Jeg spenderede noget af dagen med Marchello, som lavede den ene skitse efter den anden af mig, mens vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Jeg kan så vældig godt lide ham – han er virkelig let at snakke med. Vi tænker så ens, at man skulle tro, at vi havde kendt hinanden længe.
13/11 Genoi. I dag var Filippa og jeg i kirke, og derefter tog vi (sammen med den halve by) hen til fyrstepladsen for at se de frivillige stille til eksercits. Det var lidt af et tilløbsstykke! Alle snakker om, ’når krigen kommer’ ikke ’hvis’, for ingen lader til at tro på, at forhandlingerne mellem Genoi og Venuzia kommer frem til en mindelig løsning. Den generelle holdning er, at de hovne venuzianere bare skal have en afklapsning og så får vi fred igen. Jeg har sådan en væmmelig fornemmelse i maven om at det ikke bliver så let igen. Jeg prøvede at snakke med Tychidid om det den anden dag, og han blev også tavs og indesluttet ved tanken. ’Folk vil bedrages’ sagde han ’De vil tro på, at vi bare kan give Venuzia bank, for anden tanke er uudholdelig. Men se det fra den lyse side’ tilføjede han skælmsk ’Man skriver gode digte i krigstider, for da går følelserne højt. Det er næsten lige så godt som at være forelsket’. Og så blinkede han til mig og fik mit hjerte til at hoppe lidt. Det er meget svært ikke at blive bare lidt forelsket i Tychidid, når man er i nærheden af ham. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste i flokken.
Modehandlersken var der, da jeg ankom, men den ryendorianske herre gelejdede hende ud inden hun så mig. Så vidt jeg kunne høre, var det en anden stakkel hun var i gang med at sable ned i dag.
16/11 Det har været sådan en hyggelig dag. Senora har fødselsdag i dag og havde inviteret til selskab om aftenen. Filippa og jeg har hjulpet hende i køkkenet (jeg har blandt andet plukket høns! Skrækkeligt arbejde!), og det har været så hyggeligt at sidde i gården med naboerne og snakket om alt muligt (mest den kommende krig), mens man laver hver sit. Der blev leet en del af min plukketeknik og jeg blev taget i lære af nabokonen, Flavia, som til sidst fik ondt af mig. Naboerne var inviteret med til middagen og Senora’s søster og hendes familie fra landet. Så nu har jeg endelig mødt den navnkundige Maria, som Filippa er så glad for. Hun er en rigtig sød og glad pige med de tykkeste sorte fletninger jeg i mit liv har set. Hun og Filippa snakkede og hyggede hele aftenen.
18/11 Genoi. Udover forelæsningerne i historie, poesi, litteratur, jura, medicin og teologi på universitetet, er der også undervisning i arkitektur, malekunst, fæstningskunst og geometri i katedralen. Filippa har udviklet en sund interesse for arkitektur, så vi var i katedralen i dag til forelæsning. Det var rigtig spændende, og Filippa fik taget en masse notater, som hun i skrivende stund sidder og roder med. Jeg har en aftale med Marcello i aften. Vi mødte ham i katedralen og han sagde, at han har fundet ud af hvad hans motiv til Gabriel-billedet skal være. Han er ved at lave en serie af portrætter af de 10 Høje, og er vist allerede halvvejs i projektet. Jeg har set hans Manuon og Penor-portrætter og de er fabelagtige! Jeg ville gerne have købt Manuon-billedet, men da malerierne er et bestillingsarbejde er de ikke til salg. Jeg håbede, at jeg kunne overtale ham til at lave en kopi til mig, men han afslog bestyrtet. Man laver da ikke kopier af kunstværker! Man betaler for et unikum, og tænk hvis den høje herre (hvis navn han ikke vil ud med), som har bestilt malerierne af de Høje, fandt ud af, at der hang kopier af hans bestilling rundt omkring! Nå ja, det kunne jeg jo godt se. Jeg må vel bare bestille mig et Manuon billede med et andet motiv end lige det, der allerede er malet (selv det bare er så fabelagtig flot!). Marcello er virkelig dygtig!
Senere: Uh, jeg ved ikke lige hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu… Marcello og jeg… Ja, altså det var en fejl og vi er heldigvis enige om det. Det var vældig rart og nært, men det føltes bare ikke ’rigtigt’, hvis man kan sige det sådan. Nej, ikke en fejl som sådan. Jeg er ikke ked af at det skete, men det kommer bare ikke til at ske igen. Det er sådan lidt noget, som man tænker tilbage på som noget forgangent med et skævt smil og en varm fornemmelse i maven. Marcello sagde lidt forvirret, at det var lidt som at gå i seng med sin søster, og det går jo ikke. Nå, sket er sket. Vi bekender det på søndag, og så er den sag ude af verden. Jeg fortryder nu slet ikke det som ledte op til … det. Det burde jeg måske lige skrive ned: Marcello vil bruge mig som model for Eurydike, nymfen for hvem det næsten lykkedes at forføre Gabriel, hende som han siden kæmpede for at befri fra de Mørkes fangenskab, og som døde i hans arme. Det er en meget romantisk og ridderlig fortælling, som jeg plejede at vræle over som barn. Jeg syntes at det var så uretfærdigt, at de ikke kunne få hinanden, selvom madame Beauvais syntes, at det var noget pjat. Gabriel havde jo sin kone, og kunne ikke sådan rode rundt med en nymfe. Det er en af mine yndlingsfortællinger om de Høje, så det glæder mig, at det var det motiv Marcello valgte. For at se rigtig ud som Eurydike måtte jeg skifte til en epriotisk kjole (som hun traditionelt bliver afbilledet i – når hun da ikke er helt nøgen…). Jeg skiftede bag en skærm, så der var ikke noget der. Men mens vi prøvede at finde den rigtige stilling at posere i, opdagede Marcello det store stjerneformede ar bag på min højre skulder, og han spurgte hvad det dog var. Jeg var ikke meget for at briste illusionen om, at jeg er en rigtig dame, som ikke render rundt og skyder pirater i fremmede lande, men efter nogen nøden måtte jeg ud med historien. Marcello sad med store øjne og lyttede til hele historien (som da jeg først kom i gang blev ret lang). Da jeg blev færdig sad han og kiggede lidt på mig. Så tog han min højre arm og pegede endnu et ar ud ’Og hvad så med det her?’ spurgte han, og så måtte jeg fortælle om kårdestikket på armen, som jeg fik, da Danielle’s tidligere forlovede prøvede at bortføre hende. Arret på armen har en makker hen over mine rygstykker, og det måtte han jo så også se. Nu forvandlede aftenen sig fra at handle om skitser til at handle om fortællinger om ar. Han fik alle historierne, også den om befrielsen af Philippe i Almohadh og til sidst historien om min fejlslagne åreladning i Damar. Den sidste historie var hård at fortælle, fordi den handlede om Charles og Guilleume. Men på det tidspunkt kunne jeg ikke undlade at fortælle den. Vi havde drukket en del vin undervejs, og jeg var allerede i gang med at blotte mig selv fuldstændig. Ingen andre har nogensinde fået alle disse her historier, og jeg havde egentlig ikke forestillet mig hvor meget de egentlig fortalte om mig. Da jeg tav efter at have fortalt om det digt jeg havde fundet på den sidste slagmark i Damar, sad vi stille et øjeblik. Så lænede Marcello sig frem og kyssede mig, og derfra udviklede tingene sig. Det er sært… Jeg føler mig fuldstændig tryg i hans hænder – har ingen skrupler med hensyn til at han kender mine dybeste hemmeligheder, og alligevel er tiltrækningen der bare ikke. Jeg tror oven i købet godt, at jeg kan sige, at jeg elsker ham, selvom det nok er lovlig tidligt i bekendtskabet for så store ord og følelser. Og alligevel er det ikke sådan, at jeg nu er forelsket og vil giftes med ham eller noget. Han er på meget kort tid kommet tættere på mig end de fleste nogensinde er kommet, og alligevel skal det ikke være ham. Det er virkelig besynderligt. Hjertets veje er i dén grad uransagelige!
21/11. Genoi er under mobilisering. Militserne marcherede i gaderne i dag. Håndværkerlærlinge, handlende, studerende udgør denne stolte hær, som byen planlægger at sende mod venuzianerne. Genoveserne jubler, men jeg gruer for hvad det dog skal ende med. Jeg rendte ind i Tychidid på gaden, og han overtalte mig i min nedtrykte sindstilstand at tage med ham hjem. Hans hus var for en gangs skyld tomt for mennesker. Han placerede mig i sin dybeste lænestol, hældte en god lokal rødvin op til mig, og så snakkede vi om krigen, om kærlighed, om skuespil (’Cyrano’ i særdeleshed), digte, havet (som vi begge nærer en lidenskabelig kærlighed for) og alt mulig andet. Han fulgte mig hjem gennem de nattetomme gader, og kyssede mig godnat – på panden. Nedtur! Det lykkedes mig at mobilisere al min viljestyrke for ikke bare at kaste mig i favnen på ham. Du godeste, hvor er han en vidunderlig mand! Han minder mig alt, alt for meget om Charles!
22/11. Jeg var i eftermiddags til en vidunderlig forelæsning v/ professor Verochellan, som læste højt af ’Glosterburys fortællinger’, så englene sang. Bagefter fulgte en ophedet diskussion om fortolkningerne af historierne. Det var meget, meget interessant! Jeg holdt mig fra at deltage i diskussionen, selvom jeg havde vældig lyst til det. Der er stadig en del skepsis omkring min og Filippas tilstedeværelser, så jeg ville ikke provokere nogen ved at udtale mig (men bare vent! Når de har vænnet sig til mig, så skal de få! Jeg er mindst lige så kvalificeret til at deltage i diskussionerne som den bedre halvdel af de tilstedeværende i salen). Èn af de mere aktive debattører fascinerede mig; han var ét af de mennesker, som pr. automatik får alles opmærksomhed, når han træder ind i et rum, og da i særdeleshed, når han udtaler sig om noget. Hans ansigt er egentlig ikke kønt, snarere karakteristisk, og han er klippet korthåret, hvilket er stærkt umoderne, men på ham vældig klædeligt. Mine øjne søgte ham helt af sig selv, selv når han ikke talte, og det irriterer mig faktisk lidt. Han var sådan lidt for tilfreds med sig selv, lidt for bevidst om sin egen vigtighed. Han fangede mit blik på et tidspunkt og han blinkede sig mig på en ret uforskammet måde. Jeg så småfornærmet væk. Bagefter introducerede Benito ham minsandten for mig – det var den navnkundige Gabriel di Silva, som slap ud af fængslet i forgårs! Han så op og ned af mig på en højst upassende måde, og hans første kommentar til mig var: ’Nå så det er den lille ryenderinde, som min kusine har fortalt om…’. Uh, hvor var han øretæveindbydende! Og det blev ikke bedre, da han fortsatte: ’Jeg kan forstå, at en dame tager til forelæsningerne her for at møde unge mænd – det er set før – men er Deres søster dér ikke for ung til den slags?’. Han nikkede afmålt til Filippa, som straks var ved at eksplodere af arrigskab over hans nedladenhed. Jeg mandede mig op og sagde, at både hun, som var min protege ikke min søster, og jeg var her for at lære noget og ikke for at samle grønskollinger op. Så begyndte han at sætte spørgsmålstegn ved det nyttige (eller efter hans mening unyttige) i at undervise kvinder i de ædle kunstarter – det var efter hans mening spild af tid. Årh, hvor jeg hidsede mig op! Jeg er bange for at min selvbeherskelse forsvandt som dug for solen, da jeg derefter gav ham det glatte lag. Han så først noget overrasket ud, men kastede sig så ud i diskussionen. Hvor er jeg glad for alle de eftermiddage og aftener til enkehertuginden af Oldenborgs selskaber, som har skærpet mine evner for den ædle diskussionskunst. Det mindede lidt om en fægtekamp – udfald, paréring, angreb og forsvar, fikse tricks og hurtige responser. Jeg må indrømme, at det trods min indledende vrede, var et yderst stimulerende skænderi. Da vi ligesom havde fået rundet diskussionen af, så han på mig med et skævt anerkendende smil og et ret uartigt glimt i øjet. Så nikkede han til mig, som man nikker til en modstander efter endt kamp, og skridtede bort med en hale af beundrere efter sig. Benito så skævt smilende på mig og grinede lidt. ’Du er vel klar over’ sagde han ’At Gabriel er en af de store fortalere for at kvinder får adgang til universitetet?’ Han lo højt af mit ansigtsudtryk, og trak så af med mig og Filippa. Efter sådan en kamp kunne enhver såmænd godt trænge til noget koldt at drikke!
25/11. Som dagene dog flyver af sted! Filippa og jeg fylder dagene med skiftevis forelæsninger på universitetet eller i katedralen (i dag om fæstningskunst, som alle jo er meget optagede af for tiden) og spadsereture i byen med Marcello, eller indkøbsture med Senora. Jeg får skrevet en del – mest digte – og Filippa tegner en hel masse. Marcello giver hende lidt praj ind i mellem. Hun ville gerne have ham til at undervise hende, men han siger, at han er bedst til mennesker og landskaber, og det er arkitekturen der har hendes helt store interesse. Hun kan bruge timevis på at lave skitser af huse, kirker og palæer i byen.
Jeg tog hen til Tychidid i eftermiddags, mens Filippa sad og skitserede på Piaza del Popolo. Der var en del munterhed i forbindelse med min ankomst. Det viser sig, at Gabriel di Silva – den sølvertungede – har begået en ny smædevise, eller hvad man kan kalde det, om mig! Ja, altså man kan ikke direkte læse ud af digtet, at det er mig, det handler om. Men Benito genkendte episoden, da han læste det første gang, og han har selvfølgelig sat alle ind i sagen. Di Silvas epos hedder ’Gabriel og dragen’ (det er mig, der er dragen), og handler om hvordan han drog i kamp mod en rød hundrage for at beskytte tradition og mandens overherredømme, og hvordan han måtte strække våben, da ilden blev for hed og kløerne for skarpe. Eposet slutter med konklusionen, at når man går i clinch med hundrager, skal man være sikker på, at de ikke har unger i nærheden, for så har man ikke en chance. Det er vældig godt skrevet, det må jeg indrømme. Han kan virkelig noget med ord, men jeg ved ærlig talt ikke, om jeg skal være fornærmet eller beæret. Benito synes, at det hele er fabelagtig morsomt, og så kan jeg ikke rigtig være sur over det. Alt andet lige så har jeg gjort et indtryk af en art på manden, og det kan jo ikke være helt galt.
Jeg har tænkt meget på ham de sidste par dage. Tankerne vender tilbage til ham, som bier til en kube. Det irriterer mig gevaldigt, for jeg er ikke en gang sikker på om jeg kan lide ham. Og alligevel huserer han i min tanker, dukker op når jeg mindst venter det. Det er næsten det direkte omvendte af Marcello, som jeg holder rigtig meget af, men ikke begærer. Tychidid synes, at det er morsomt (jeg fortalte ham det over middagen efter at han havde smidt sine øvrige gæster ud). Han siger, at der kun er én ting, der er en bedre inspiration til at digte end lykkelig kærlighed, og det er ulykkelig kærlighed. Han opfordrede mig til at tage alle de chancer der skulle til for at leve stærkest, for det giver en mere intens fornemmelse af at leve og skaber en bedre digter. Meget provokerende rundede han det af med replikken: ’Af og til må man overveje, om man vil have et godt rygte eller om man vil leve’. Uh, det sætter virkelig hele mit forhold til Robert på spidsen! Og det kan meget vel gå galt, fordi jeg i den grad er fristet til at leve uden at skele til rygtet… Det kan meget vel gå meget galt!
26/11 Genoi. Byen er i en mærkelig opstemt stemning. Hæren marcherer ud i morgen, siger alle. Butikker og boder har stadig åbent, skønt det er sent. Filippa og jeg har været rundt og kigge lidt på alt det liv der er – det er som om at hele byen er ude i gaderne – og alle taler om krigen. Vi spiste sammen i gården – alle os, der deler gård. Kvinderne havde lavet mad sammen, mens mændene (især de gamle) udvekslede krigsminder fra forgangne tider. Det er deprimerende at lytte til. Det lyder mere som drengede slåskampe end krig. Jeg tror, at jeg kunne overgå dem i fortællinger om slag, men jeg har holdt min mund. Mine værtsfolk og naboer behøver ikke at få at vide, at jeg med mellemrum har deltaget i kampe, som kvinder burde holde sig langt væk fra. Og de behøver slet ikke at se den mørke side af alt dette. De kan tids nok indse krigens gru. Jeg har tænkt mig at tage hen til Tychidid nu. Jeg trænger til at snakke med mennesker, der endnu har fornuften i behold, og som ikke betragter alt dette som underholdning.
Senere: En dejlig aften med en temmelig kikset afslutning. Jeg er forelsket, og jeg hader ham! Gabriel virker i den grad som den rigtige, men samtidig er han frygtelig irriterende og utrolig selvoptaget. Hvis jeg er uheldig nu, så ser jeg ham aldrig mere efter den afskedssalut vi bød hinanden. Åh, av, mit hjerte!
Jeg tog hen til Tychidid. Han var temmelig deprimeret over krigen og al krigssnakken, og vi snakkede lidt. Men han endte med at sende os ud i byen for at more os, og skyde alle grumme tanker om krig fra os. Som sagt så gjort. Benito og hans slæng lokkede mig med ud og spise. Siden introducerede de mig for byens dansested, hvor Marcello heldigvis også var at finde. Vi dansede en del, og på et tidspunkt trak vi jeg ind i det tilstødende lokale for at få slukket tørsten. Derinde stod Fabianne di Lucia, som alt imens hun lod som om hun ikke havde set mig, begyndte at udbrede sig om, at hun syntes at hun kunne lugte billig parfume (den er absolut ikke billig – og i øvrigt for diskret til at hun ville kunne lugte den på den afstand!), derefter begyndte hun på sin litani om ryendorianske kvinder, som efter hendes mening var billige, ordinære og vulgære. Jeg gad vide, hvad hun får ud af at rakke ned på mig. Jeg ignorerer hende som regel, selvom jeg har mest lyst til at smide ting i hovedet på hende. Men hun formulerer det hele så fuldendt, at flokken omkring hende opfatter hendes fornærmelser mod mig som vældig vittige. De lo i hvert fald som om hun var jorden 8. vidunder. Men tænk; så trak Gabriel di Silva sig ud af flokken og kom over og bød mig op… Og dum og betaget som jeg er af den mand, takkede jeg ja. Vi dansede den halve aften væk, og han var utrolig charmerende og sød. Komplimenterede mig, og var på alle måder den fuldendte kavelér. Jeg tabte min hjerte fuldstændig på gulvet over ham, og Marcello sendte mig med mellemrum himmelvendte blikke, fordi han ved hvordan jeg har det med Gabriel. Da natten gik på hæld, tilbød Gabriel at følge mig hjem, og i døren kyssede han mig. Her ville jeg gerne indføre et dybt suk, men jeg aner ikke hvordan man skriver det. Dejligt var det – jeg har ikke haft den fornemmelse i maven siden første gang Nicholas kyssede mig (og alle de gange Marianne har). Så spurgte han om han måtte komme med op, men jeg afviste ham selvfølgelig, jeg kender ham jo slet ikke godt nok til at invitere ham op. Men han blev ved – sagde, at det mente jeg jo ikke, og at jeg jo kunne lære ham bedre at kende, hvis jeg tog ham med op. Så for der en djævel i mig – han behandlede mig pludselig som en gadepige. Jeg antydede at gode manerer åbenbart ikke var noget man dyrkede i hans familie, og så gjorde jeg klart for ham, at ryendorianske kvinder – trods hans kusines påstande om det modsatte – ikke sådan lod sig forføre af den første den bedste (det var vist lidt grovere formuleret). Så blev han vred over at jeg nedgjorde hans kusine og fortalte mig med smukt formulerede fornærmelser hvad han mente om mine manerer, siden jeg kunne sige sådan. Han sagde blandt andet, at han åbenbart havde ramt plet, da han gav mig tilnavnet Dragen. Derefter gik det ned ad bakke… Jeg tror nok at det endte med, at jeg fortalte ham min uforbeholdne mening om hans kusine (i detaljer om hendes beskidte mund, rejekællingemanerer og ondskabsfulde væsen) og om ham (noget om at han var en selvoptaget andenrangspoet som troede at han var Lysets gave til kvinde, hvilket han tog meget fejl i at tro, nå!). Så pustede vi os op som et par kamphaner, stirrede et øjeblik udfordrende på hinanden og snurrede så rundt på hælen i hver vores retning. Jeg smækkede døren i efter mig og trampede op af trappen, og derefter faldt jeg bare helt sammen. ÅH, hvorfor endte det dog sådan? Egentlig kunne jeg jo godt have tænkt mig at inviterer ham med op – selvom det så absolut er imod min overbevisning at gå i seng med nogen jeg kender så lidt (Hov, siger du, hvad med Marcello? Jamen, det var noget andet med ham – det var ikke lidenskab, det var ømhed og tryghed og trøst. Jeg elsker Marcello. Han er min bedste ven – han er Guillaume, før vi blev forelskede, han er Alexia som mand). Nå, men nu har jeg jo nok ødelagt det. Hvorfor har jeg dog også tabt mit hjerte til sådan en egoistisk idiot? Jeg vil ha’ det tilbage!
27/11. I dag marcherede hæren ud af byen. Man siger, at de har lagt sig i lejr et par timer syd for byen. Hele byen fejrede det med flag og bannere og hurraråb. Filippa og jeg tog hen på universitetet, men der taler alle om man burde oprette et universitetsregiment. Selv i katedralen er arbejdet gået i stå – til mester Angelos store fortvivlelse. Han lod Marcello gå, da jeg kom, for der var næsten ikke andre end de to til at gøre alt arbejdet. Marcello smakker også om at drage ud og gøre sit for sin by – jeg prøver at tale ham fra det, men jeg tror ikke at jeg har meget held med det. Vi gik rundt i byen og snakkede. På torvet foran fyrstepaladset fik vi os en god men billig frokost – man taler om at der bliver madrationering senere, men indtil videre er det da ikke så galt. Vi fik stegte sangfugle, friskt brød, en kop tyndt epriotisk vin og stegte farserede æbler. Så mødte Filippa et par at de store piger hjemmefra, og jeg lod hende rende med dem. Senora har sagt god for dem – det er gode piger, siger hun, som ikke laver ulykker. Så fik jeg øje på Gabriel, som stod og så på mig med et besynderligt blik. Men han vendte sig og gik, så snart vores blikke mødtes. Øv altså! Jeg havde halvt håbet, at han ville komme hen og undskylde sin ubehøvlede optræden i går – for jeg undskylder i hvert fald ikke før! Marcello prøvede at muntre mig op bagefter ved at tage mig med på en tur rundt om fyrstepaladset for at vise mig diverse finurligheder og arktitektonske spidsfindigheder – og det hjalp på humøret. Bagefter sad jeg for ham et par timer. Han har lavet snesevis af skitser, og han er vist ved at sjusse sig frem til hvordan det skal se ud. Han holder det hemmeligt for mig, så jeg ikke forstyrrer den kreative proces – han forklarede det for mig – meget indviklet! Jeg prøvede igen at snakke ham fra at melde sig, men han blev til sidst helt tavs, hvilket plejer at betyde, at han har opgivet at diskutere med mig, men stadig ikke giver mig ret. Men jeg forstår ham jo – var jeg selv mand, var jeg draget i krig. Ingen tvivl om det.
29/11. Minsandten om ikke der er kommet en fortsættelse på Gabriel di Silvas epos om Dragen… Benito kom forbi med det i dag – han havde fisket det op på universitetet, hvor det florerer i dag. Det er forfærdeligt godt skrevet, og jeg ved – endnu engang – ikke om jeg burde være fornærmet eller beæret. Han skriver om denne her drage, som ved solnedgang forvandler sig til en smuk ung kvinde (beskrivelsen minder til forveksling om mig – rødt hår, fregner mv), som ridderen (Gabriel) forelsker sig i (!). Han beskriver mig (eller kvinden som dragen forvandler sig til) som indtagende, vittig og begavet. Oh, det er jo lige til at få mit hjerte til at svulme! Men så da natten går på hæld, og ridderen kysser sin udkårne godnat, så forvandler hun sig igen til en ildsprudende drage, der kradser og hvæser, og river hjertet ud på ham… Eposet ender med, at han filosoferer over, hvordan man indtager et hjerte af ild og is, for hvor skræmmende dragen end synes at være, så er han indstillet på at kæmpe med den for at få pigen… Man burde vel være smigret…
1/12 1603. På vej til professor Bassios boglager (et fænomenalt sted!) i går, så Marcello et maleri at en mand, som et hel hold matematikere sad og studerede. Det er malet af en der hedder Leonardo, som blev udvist af Genoi tilbage i 1559, og man mener, at der er en kode gemt i maleriet. Èn af matematikerne sad og regnede proportioner ud med det tilbagevendende resultat 1,618. Det gik op for mig at 1,618 er proportionsforskellen mellem kroppens forskellige dele (fx skulder til fingerspidser og albue til fingerspidser, og håndrod til fingerspidser og fingerlængde mv) – meget fascinerende! Marcello syntes ikke at det var synderligt interessant – Leonardo er lidt af en kultfigur for matematikere, men de fleste andre anser ham vist for at have været ret gal. Han skulle også have malet en del andre malerier med tvetydige motiver. Mester Angelo fortalte mig en del om ham i dag og han lyder som en meget spændende person. Men han er død for længe siden. Måske skriver jeg om ham en dag.
Jeg modtog en kæmpe buket blomster i dag med ukendt afsender – jeg håber på Gabriel, men jeg ved det ikke. Jeg har ikke hørt fra ham.
3/12 1603. I går vendte op og ned på mange ting… Filippa og jeg havde været på universitetet – bare for at se om der skete noget spændende – men det var det sædvanlige. Vi var henne forbi Marcello, og han og Filippa lavede skitser og snakkede fag, mens jeg gik rundt i et lidt mærkeligt humør. Vi spiste sent aftensmad sammen med familien Michello, og havde netop trukket os tilbage, da der lød sang nede fra Plaza del Popolo. Da vi kiggede ud fra vores balkon, stod Gabriel den onde lyne mig neden for balkonen og spillede og sang op imod os. Jeg kunne se at folk så småt begyndte at strimle sammen omkring ham. Jeg flåede straks den leende Filippa ind igen og smækkede døren. Jeg kunne høre på sangen at det var kærlighedssange, han sang (bl.a. hans sidste nye epos om ridderen og dragen…). Jeg har set helt vild ud i hovedet, for Filippa vidste ikke om hun skulle grine eller blive bekymret for mig. Hun ved jo godt, at jeg er forelsket i sjuften. Jeg begyndte at trave frem og tilbage, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle mene om det; ’hvad ville dette her ikke betyde for mit rygte’ og ’hvad ville Robert dog sige’ kæmpede imod ’livet er vigtigere end rygtet’ og ’Robert er langt væk og får det alligevel aldrig at vide’, da det bankede på døren. En Senora Michello, som havde et vældig muntert udtryk i ansigtet, kom ind og spurgte, hvor længe jeg dog havde tænkt mig at lade den arme fyr stå dernede. Hun forklarede mig, at man her i landet har den skik, at når en ung mand (ung? Han nærmer sig da de 30) bejler til en ung kvinde (ahem… ung?), så stiller han sig neden for hendes vindue og erklærer hende sin kærlighed (evt. som i dette tilfælde med sang og musik). Pigen – eller hendes familie – kan så enten afvise ham ved at smide sko i hovedet på ham eller invitere ham indenfor, så man kan diskutere betingelserne for kurmageriet… Senora dæmpede dog sin munterhed, da hun så min usikkerhed. Så klappede hun mig på kinden og spurgte mig: ”Elsker du ham?”. Dertil kunne jeg jo kun svare, at det troede jeg jo nok, at jeg gjorde. Så opfordrede hun mig til at lukke ham ind, før han fik gjort hele torvet opmærksomme på sit forehavende, hvis det da ikke var for sent, og så tog hun den nu højt leende Filippa med ned, og erklærede at hun i dagens anledning kunne sove nedenunder…
Ja, hm… Jeg trak vejret dybt og gik atter ud på balkonen. Synet af Gabriels opvendte ansigt fik al min tvivl og tøven til at fordampe som dug for solen. En pæn flok mennesker havde nu samlet sig for at se hvad der foregik – Benito var der blandt andet, kunne jeg se, med et par til af gutterne (jeg kunne forestille mig, at de var blevet adviserede). Han blinkede kækt op til mig, og gutterne hujede. Jeg smilede igen, lænede mig ud over gelænderet og spurgte Gabriel, om han havde tænkt sig at tage penge fra de fremmødte for forestillingen, eller om han ikke hellere ville komme op og få et glas rødvin til at smøre stemmebåndene. Han sendte mig et kæmpe smil og tog trapperne tre ad gangen. Til lyden af klapsalver og jubelråb omfavnede han mig og gav mig et kæmpe kys (så der var til husarerne!). Jeg tror, at den fyr elsker et publikum! Derefter henholdsvis bukkede og nejede vi for forsamlingen og trak os tilbage. Jeg skulle lige til at skænke ham det lovede glas, da han tog min hånd og trak mig hen til sig. Vi stod længe og bare kiggede på hinanden. Al skuespillet og forstillelserne var som blæst bort, og der var bare denne her mand, som med øjnene siger, at jeg er helt fantastisk, og som jeg selv kunne betragte i en evighed uden nogensinde at blive træt af det.
Da jeg vågnede her til morgen var vi stadig viklede ind i hinanden. Det var varmt og hyggeligt og trygt. Vi lå længe og holdt om hinanden og snakkede – utroligt at vi kan snakke så roligt sammen, når man tænker på de sammenstød vi har haft! Jeg spurgte ham, om han havde tænkt sig at fortsætte med at skrive digte om alt vi foretager os, og han erklærede, at det kunne jeg godt regne med – selvom han ville holde visse detaljer hemmelige – lidt privatliv skulle han nok lade mig have i fred. Så kyssede han mig på næsen og sagde, at han havde tænkt sig at overgå mesteren selv (Tychidid forstås) med det kærlighedskvad han lå og broderede på netop da. Jeg glæder mig til at læse det – eller høre det, for kender jeg ham ret, så offentliggører han det i stedet for bare at give mig det… Så jeg har fået den mand jeg gerne ville have, men jeg må finde mig i, at affæren foregår midt på Plaza del Popolo. Vi får se, hvordan det går!
4/12. En sort dag for Genoi. Venusiske og codorianske krigsskibe har lagt blokade om havnen. Ingen skibe kan komme hverken ind eller ud uden at blive beskudt – og ingen vover det. Rygtet går, at en venusisk hær er gået i land syd for byen. Nu er det alvor! Panikken har grebet folk, og de kloge bliver indendørs. Gabriel kom herover i eftermiddags, og bliver her efter al sandsynlighed natten over – mere for at beskytte mig og Filippa end af nogen romantiske årsager har jeg indtryk af. For et øjeblik siden rendte en folk bøller over pladsen med tændte fakler – tydeligvis berusede af både spiritus og kampiver.
5/12. Filippa sov sammen med mig i min seng i nat. Hun turde ikke sove alene, og jeg var også helst fri. Benito kom forbi og hentede Gabriel. De var med til at oprette et frivilligt militskorps til at få lidt orden i byen, og her til morgen ser det ud til at være lykkedes. Byen er uhyggelig stille. Alle holder ligesom vejret af angst for hvad der nu skal ske. Rygtet siger, at et par af de centrale fæstninger i bjergene mellem os og Venuzia er blevet indtaget af venusianske styrker. Det bekymrer mig, at Codora hjælper Venuzia i dette. Det bliver ikke den legetøjskrig, som alle tidligere forestillede sig at det ville blive.
6/12. Byen synes at holde vejret. Alle taler afdæmpet og med dyb alvor. Al latter er forstummet og selv børn tier stille. Universitetet er lukket, men de studerende mødes alligevel og taler om at drage i krig. Marcello er med til møderne, og Benito, Emanuel og Furio, og Gabriel taler med stor veltalenhed om ære og fædrelandsånd. Der hersker en vældig sammenholdsfølelse, sammenbidthed og målrettethed. Jeg tror, at de drager i krig. Jeg var draget med dem, hvis jeg var en mand. I stedet skriver jeg en frygtelig masse digte for at komme af med alle disse store følelser, som jeg ikke kan få aflad for.
Senere: Man kan se dem rykke frem fra bymurene. Marcello tog mig med derop i aftes. Ude i horisonten kan man se tusinde stjerner, som i virkeligheden er lejrbål, om hvilke der sover soldater, som kommer for at slå os ihjel. Filippa har bedt om lov til at sove i min seng igen i nat. Hvad har jeg dog rodet hende ud i – at tage hende med til et land i krig?
7/12. Det virker absurd. Gabriel tog mig med en tur rundt på bymuren i dag. Man kan se codorianerne bygge belejringsværker, som skal hjælpe dem med at indtage byen. Vi kan bare se på og vente.
9/12. Hurra! Vi fik jaget dem på flugt! Vores hær var talmæssig overlegen og fik jaget venusianerne på flugt her til aften. Kampen har bølget frem og tilbage foran byen hele dagen. I formiddags ringede alle klokker i byen, og man kunne se fra bymuren, at codorianerne havde forladt de belejringsværker de har arbejdet på de sidste par dage. Ved frokosttid strømmede frivillige ud for at rive dem ned. En lille time efter begyndte tordenbragene fra kanoner at lyde – kampen var i gang. En masse mennesker tog derud for at se kampen. Jeg skulle ikke nyde noget, men fik beretningen om bragende kanoner, marcherende infanteri, kæmpende kavaleri, krudtrøg fra tusind musketter og skrig fra tusinde sårede og døende soldater af Benito og Furio, som var dumdristige nok til at tage derud. Kampen rykkede tættere og tættere på byen og til sidst kunne vi følge med fra bymuren. Først her til aften lykkedes det så endelig at drive venusianerne på flugt. Man kan jo kun håbe på, at det betyder enden på krigen!
10/12. Nu er de taget i krig – alle mine venner. Og Gabriel. Gabriel som sov her i nat, og som elskede med mig, som om at han vidste at de ville beslutte at tage af sted i dag. Der gik ellers rygter om, at venusianerne ville overgive sig, men nu er der forstærkninger på vej, og herolder red i gennem byen i formiddags og indkaldte alle våbenføre mænd. De studerende drog ud med professorerne i spidsen. De drog af sted – alle malerne, digterne og musikerne. Alle de bløde hænder og vidtløftige sind. Marcello er draget af sted (og han lovede at komme tilbage – han havde jo et maleri at male færdigt, som han sagde), og Tychidid (min elskede lærermester, som burde skrive smukke og hjertegribende digte i stedet for at drage i krig) og Gabriel, som burde blive her hos mig og aldrig forlade mig mere.
Der var så stille, da byporten lukkede sig bag dem. Selv gråden som tusinde kvinder græder i nat er tavs. Men denne situation havde jeg trods alt stået i før – anticiperende en kamp som må komme – så jeg meldte mig til at hjælpe med at rigge lazaretter til, for vi må stå klar til at tage imod de sårede, som uundgåeligt vil komme. Hvad vil dagen mon bringe?
11/12. De er alle kommet tilbage. Alle undtagen nogle modige få, der holdt skansen, mens resten flygtede tilbage til byen. Det var et hårdt slag. Det gik ellers godt længe, men til sidst nåede venusiernes forstærkninger frem, og så var der ikke mere at gøre. Gabriel er såret i armen. Jeg agerer hans sygeplejerske, og han er ikke så hårdt såret, som han gerne vil give indtryk af. Marcello er meget tavs, men kom heldigvis ikke noget til. Krigen var vist ikke hvad han troede, eller også var han ikke selv den kriger han troede. Jeg ved, at han har det skidt med det hele, og jeg skal nok nå ind til ham. Men indtil videre er jeg bundet til Gabriels sygeleje – han nægter at lade mig gå, selvom han synes at jeg er en kold og ufølsom heks, der ikke forstår, hvad han har været udsat for. Jeg fornemmer, at et nyt dragedigt er på trapperne. Sagen er jo i virkeligheden, at jeg godt ved, hvad han har været udsat for. Og selvom jeg ikke kan påstå at have været soldat i krig, så har jeg dog flere gange deltaget i noget tilsvarende (ikke at det kan måle sig med RIGTIG krig, som er meget værre, siger Gabriel). Så, nu begynder han at sige søde digte, for at få mig til at tilgive hans brokkeri, og få mig til at sætte mig på hans sengekant og ae ham over håret. Han er nu umådelig sød, når han gør den slags…
12/12. Vi er nu officielt under belejring. Venusierne har dog ikke rigtig udstyret til at angribe byen, så det ser ud til, at de har tænkt sig at vente på, at vi sulter ihjel i stedet. Det kan jo godt tage sin tid.
Jeg fik endelig snakket med Marcello i dag. Ikke at han var meget for det. Jeg drak ham fuld, og så gik det ligesom nemmere at få ham til at fortælle mig det hele. Det var ikke så meget krigen, der havde chokeret ham, men hans egen reaktion på den. Der var ikke megen ære at finde i at skyde en fjende i ansigtet, eller at gemme sig under en døende hest i en grøft, eller at græde og ryste så meget, at det er vanskeligt at omlade sin pistol. Han skammede sig, og det er så hårdt at se ham gøre det! Han bliver så lille og usikker. Han gemmer sig i sin egen favn, og der skal megen overtalelse til at få ham til at åbne op igen. Jeg er ked af, at han er så skuffet over sig selv. Det nytter ikke, at jeg fortæller, at det er en naturlig reaktion. At de færreste af os er ærefulde og stoiske, når vi er omgivet af kaos og blod og død. Men jeg priser mig lykkelig over, at han kan græde over det, og ikke bliver kold og hård som Reynaud. Det havde jeg ikke kunne bære.
Gabriel tager det knapt så hårdt. Men han blev jo også ærefuldt såret i kamp, og så er det ligesom mere tilladt at være flygtet fra slagmarken (eller lave strategisk tilbagetrækning, som han kalder det…). Han er så vældig sød, når han prøver at appellere til mine ikke-tilstedeværende moderlige egenskaber. Jeg har frygtelig lidt tålmodighed med de syge og sårede, som ikke er alvorligt syge eller sårede. Men han fortæller mig smukke ting og romantiske historier for at få mig til at blive hængende. Og da jeg elsker den fjollede mand, så gør jeg det.
16/12. Venusierne er holdt op med at grave. De har ellers gravet skyttegrave i zig-zag i retningen af bymurene siden slaget, men nu er de holdt op. Der foregår et eller andet i lejren, men det er ikke til at se hvad. Flere af os har været oppe på bymuren – Gabriel blandt andre, som endelig mente at nu havde han ligget i sengen længe nok. Hvad mon der er sket? De forsøg der har været på at bryde blokaden af havnen er alle mislykkedes. De kan ikke føle sig truet af os, det er helt sikkert. Mon der er forstærkninger på vej, som vi ikke kender til? Vi kan kun vente og se.
18/12. Nu sker der noget! I dag brød en ryendoriansk galeon igennem blokaden med åbne kanonporte. De codorianske skibe turde ikke skyde først, for det ville være det samme som at erklære krig mod Ryendor. Jeg tog straks hen til universitetet, da jeg hørte det, men fik ingen kendsgerninger med hjem, kun gisninger om hvad der sker nu. Vi ved at admiralen fra galeonen taler med Genois ledelse, men om hvad ved ingen. Man kan kun håbe på, at dette vil løse situationen. Og håbet er lysegrønt, selv her i de mørkeste vintermåneder.
20/12. Ryendor kommer til Genois redning! Sådan lyder rygtet nu, og det skulle være ganske vist! Galeonen lagde sig strategisk i havnen, således at transportskibe kunne nå ind i havnen med forsyninger. Og en hær skulle være på vej! Vi takker Lyset (og Kardinalen) for denne mirakuløse redning!
21/12. Venusierne har forladt deres lejr uden for byen – vi har ude og se på den i dag. De har haft travlt, for de har efterladt alt: telte, kogegrej, madvarer, hullet fodtøj, alt simpelthen. De har virkelig haft travlt, og med god grund. Efter sigende skulle der være ikke mindre end to ryendorianske hære på vej hertil – én fra Mantona i nord og én fra Lodi i øst, som skal tage handelsvejen tilbage fra venusierne.
24/12 1603. I går marcherede den ryendorianske hær (den fra Mantona) ind i byen under stor festivitas. Det var et fantastisk syn: flag og vimpler, de smukke uniformer, nypudsede støvler, snoede overskæg, konfetti og hele byen i festtøjet! På universitetet talte man om at gå imod Venusian, nu Ryendor var her til at hjælpe os, men hæren drog hjemad allerede i dag. Jeg snakkede med en oberst (Leraque de la Mole, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med), og han kunne kun røbe så meget, at de havde fået besked på at vende hjemad en bestemt dato, og at det nærmest kun var held, at de nåede hertil inden – dette blev jeg bedt om at tie stille med, så det gør jeg naturligvis, selvom alle i byen, spørger sig selv og hinanden om, hvad der foregår. Han fortalte mig desuden – efter at jeg havde presset ham lidt – at Nicholas er med i hæren fra Lodi, men de kommer altså ikke hertil, for de er ligeledes på vej hjem. Gabriel blev helt vild, da jeg fortalte at min gamle ven Nicholas var i landet. Med store armbevægelser beskyldte han mig for at være ham utro – i tankerne, da Nicholas jo slet ikke kommer hertil. Det nyttede ingenting, at jeg sagde, at jeg havde rigeligt i Gabriel (da især, når han skaber sig sådan!), og at jeg altså ikke er som hans kusine, der ikke kan nøjes med én ad gangen. Det skulle jeg selvfølgelig ikke have sagt – der var ikke nogen grund til at puste til ilden, men han bliver bare så urimelig, og jeg kan ikke holde det ud, når han er sådan. Han trampede ud og smækkede med døren, og det er et under, at trappen ikke brast under ham, sådan som han trampede ned af den. Hvad skal jeg dog stille op med ham? Alting er så stort og vildt og ekstremt med ham! Det er altid alt eller intet. En skam, at jeg elsker ham så højt…
Nytår 1604! Stor fest! Endnu engang har Genoi leget med i en legetøjskrig, som storebror Ryendor klarede for dem. En skøn uskyldighed hviler over byen. Selvom der stadig er oprustning i byen, så er krigen allerede skubbet i baggrunden. Alle er ligesom blevet mere opmærksomme på det smukke i livet, fordi vi var så tæt på at miste det hele. Gabriel kom forbi i går med det hidtil smukkeste kærlighedsdigt jeg har fået af ham. Han deklarerede det neden for balkonen i øsende regnvejr, og han så så sølle ud, at jeg ikke nænnede at lade ham stå der særlig længe. Så nu er alt fryd og gammen igen, og nytåret kan fejres ordentligt! Filippa gik med os i dag og så på optoget, og på universitetet, hvor der foregik en hel masse. Hun tager imidlertid ikke med til fest i aften hos Tychidid, dels fordi hun og tøserne har tænkt sig at feste her, dels fordi at jeg under ingen omstændigheder ville lade hende komme i nærheden af en fest hos Tychidid! Det er hun alt for ung og uskyldig til!
9/1 1604. Jeg fik brev fra Robert i dag! Et meget foruroligende brev! Ryendor ser ud til at være på nippet af borgerkrig. Og jeg som troede, at det var mig, der var i mest fare her, og så er jeg faktisk i sikkerhed her. Der er optøjer og oprustning. Folk bliver lynchet på gaderne, og et parlamentsmedlem er blevet myrdet under en parlamentssamling. Hans Majestæt kongen er taget i forvaring af kongemoderen og prinserne. Robert bekræftede det rygte vi har hørt om at kardinalen er blevet snigmyrdet, men han virker ikke bekymret over det, hvilket får mig til at tænke, at det nok er en and. Hertugerne samler deres egne små hære, og alt er i uorden. Børnenes Hus er blevet plyndret, men det lykkedes Robert at evakuere børnene, som nu opholder sig på Damars ambassade. Min hus står endnu, og har hverken været i fare for brand eller plyndring. Det viste sig at være en vældig god idé at lade vandrotterne bo der. Robert mener, at de er direkte skyld i at huset er urørt. Det er jo forfærdeligt alt sammen, og hvordan skal det dog gå? Kun Roberts ro forsikrer mig om, at alt nok skal gå. Han skriver, at alt ikke er som det ser ud, men at han ikke kan uddybe i et brev, som jo kan blive opsnappet. Jeg venter sultent på flere informationer!
1. dag i Lilois måned og min fødselsdag! Tiden suser af sted! Det er flere uger siden, at jeg har fået skrevet i journalen, kan jeg se nu. Jeg skriver og skriver ellers! Jeg er af sted næsten hver dag, enten til universitetet eller til Tychidid, og nogle gange begge dele. Jeg får ikke sovet ret meget, men jeg elsker at være i gang! Gabriel klager over, at han skal hele tiden skal dele mig med nogen, enten med Tychidid eller Marcello (som er blevet færdig med maleriet – det er storslået!), eller med diverse professorer og elever, som enten tager min tid på universitetet eller som opsøger mig herhjemme. De kommer forbi for at høre min mening om dette og hint, for at få hjælp til opgaver eller filosofiske spørgsmål, eller for at høre hvor jeg blev af, hvis jeg gik glip af en forelæsning, og får at holde mig opdateret med sladder og seriøs snak. Stakkels Gabriel. Han må tage sig til takke med, at mine nætter tilhører ham alene. Med mellemrum kommer der et nyt dragedigt eller kærlighedsdigt, når vi har skændtes eller er blevet forsonede igen. Han kan være enormt frustrerende at være sammen med, men jeg elsker ham, og som Tychidid siger; han er en fabelagtig inspiration til digte, for han appellerer til alle stærke følelser!
Tychidid gav mig ellers lidt af en fødselsdagsgave! Han havde inviteret mig til middag, og da jeg dukkede op introducerede han mig for et håndplukket udvalg af skuespillere, som skal sætte ’Cyrano de Bergerac’ op på nationalscenen! Jeg var, og er stadig, fuldstændig overvældet! Mit stykke skal sættes op! Og af de fabelagtige skuespillere, som sædvanligvis sætter Tychidids mesterværker op! Premieren er på Lilios dag, så jeg ved godt, hvad jeg skal lave de næste par uger!
12/2. Så smækkede han med døren igen! Et under, at den ikke falder af hængslerne! Han kan slet ikke forstå, at skuespillet kræver al min opmærksomhed. Det er jo ikke kun ham, jeg ikke har tid til; Marcello og Filippa og universitetet må også undvære mig, og de hidser sig da ikke sådan op! Ja, det vil sige; både Filippa og Marcello minder mig hele tiden om, at jeg skal huske at spise og sove og skifte tøj og sådan noget. Men kan jeg måske gøre for, at jeg bliver så opslugt af mit arbejde? Det går ellers virkelig godt med prøverne, men ingen succes kommer af sig selv – der skal godt med knofedt til. Hvis Gabriel ikke kan forstå det, så er det virkelig hans problem!
15/2. Jeg savner ham. Hvis han så bare forstod…
Lilios Dag. Premiere! Det gik rigtig godt! De spillede simpelthen superbt, jeg har intet at udsætte på det. Jeg er bange for at en del af ånden i det gik hen over hovedet på det jævne publikum, men alle dem, jeg gerne ville imponere roste mig for det. Stykket kræver åbenbart et vist kosmopolitisk indblik i ryendoriansk skik og brug (og humor). Men generelt synes jeg, at det var en succes! Tychidid roste mig meget, og det var det vigtigste for mig – at han kunne lide det.
Bagefter inviterede Gabriel mig ud – han gjorde krav på at have mig for sig selv for første gang i lang tid, og det var en dejlig aften! Nu ligger han endelig og sover, og det vil jeg også gøre snart. Den sidste måneds tid er ved at indhente mig med eftertryk!
26/2. Marcello har inviteret Filippa og mig med på en tur til et fyrstepalads i bjergene – Refugio della Montagna, som han har fået adgang til. Der skulle være en enestående kunstsamling, som han gerne vil vise os, og naturen skulle også være ganske fantastisk. Vi tager af sted i overmorgen.
29/2. Så er vi på vej op i bjergene. Om et par dage skulle vi være på Refugio. Vejret er fantastisk og her dufter! Her er bakker og dale og pinjetræer og gedehyrder. Her er virkelig smukt!
Gabriel fik sig naturligvis et føl, da han hørte om turen. Hvad lignede det at tage af sted på sådan en tur med en anden mand?! Som om jeg ville tage af sted med en elsker, og tage Filippa med! Han har sågar bestukket Filippa til at holde øje med os. Hun fortalte mig selv om det, og viste mig også grinende pengene, som hun havde taget imod uden dog nogensinde at have tænkt sig at gøre sig fortjent til dem. Som hun sagde; hvis han er så dum, at han tror, at hun ville forråde mig for ussel mammon, så var han selv ude om det… Og det er jo sandt nok…
2/3. Så er vi her, og det er fantastisk! Her er næsten ingen mennesker, kun lige den allernødvendigste stab til at holde huset pænt og rent. Huset… Ja, altså paladset, for det er et palads! Det er kæmpestort! Hvid marmor og røde tage, søjler og balkoner. Haven er et mesterværk, som Filippa især er helt vild med. Hun påstår, at der er matematiske formler i gangene og bedene, alting er nøjagtigt udregnet. Jeg tager hendes ord for det. Her er en sal, som vi har forment Filippa adgang til. Der er noget meget vovede loftsmalerier, som ikke lægger skjul på ret meget. Men ellers har vi alle tre fri adgang til alle herlighederne. Hvilket privilegium!
5/3. Jeg bliver aldrig træt af at gå rundt og kigge her. Selvom vi har været her i flere dage, så har jeg ingenlunde set det hele endnu. Vi bruger også en del tid i haverne, for forårsvejret er så dejligt, at det er en skam kun at være indendørs. I morgen tager Marcello os med ud på tur for at kigge lidt på omegnen.
8/3 Jeg ville ønske at jeg var en maler! Dette lys! Det er helt fantastisk, ja næsten overjordisk! Marcello er fuldstændig opslugt. Vi havde tordenvejr i gård, og jeg har bare aldrig set sådan et lys – mørke skyer og solskin samtidig. Og her til morgen, hvor alting er vådt og glinsende af gårdsdagens regn… Det er næsten ikke til at beskrive med ord!
13/3 Ja, så skete det – kan det undre nogen? Marcello og jeg var ude og spadsere i bakkerne – Filippa havde klaet over lidt hovedpine og ville blive inde… Og hvor fandt vi hende? I salen med de erotiske billeder! Hun så meget mystificeret ud, og besøget i salen affødte mange spørgsmål. Det endte med, at vi havde en lang og informativ snak om forplantning, blødninger og den fysiske omgang mellem mennesker. Jeg havde troet, at Filippa havde været bare en lille smule informeret fra sine gadedage, men de prostituerede, der havde taget sig af hende i ny og næ, havde ikke forklaret hende noget brugbart. Nu ved jeg i det mindste, at hun ved alt hun skal vide på nuværende tidspunkt, og at hun vil være forsigtig i sin omgang med unge drenge. Det kan ikke vare længe før hun får øjnene op for dem for alvor – Lyset skal vide, at jeg har bemærket, at flere drenge i kvarteret derhjemme allerede har fået øjnene op for Filippa. Nu håber jeg bare, at hun vil være fornuftig og gemme sig selv til sin ægtemand.
Vi rejser snart herfra – hvor er det trist! Sikke et smukt sted!
20/3 Så er vi hjemme igen – det er nu rart! Gabriel er fornærmet over, at vi har været væk. Han dukkede godt nok op nærmest inden for den første time vi var hjemme, men han har gået og mulet hele eftermiddagen. Nu tager jeg ham ud til middag og drikker ham lidt fuld, og så kan han enten hidse sig så meget op, at han kan få det ud af systemet eller også forfører jeg ham, og så glemmer han alt om at være forurettet. Jeg elsker ham – men kors, hvor er han besværlig engang imellem!
25/3 Puha, var det mon altid sådan? Huset synes fuldt af mennesker hele tiden! Hvis ikke det er Gabriel, Tychidid eller Marcello, så er det en af de studerende, der har brug for hjælp til eller andet, eller en veninde, der lige ville sludre, eller en skuespiller, der lige vil diskuterer et eller andet. Jeg lever og ånder for dette her liv, men jeg synker fuldstændig udmattet sammen hver aften. Jeg er vist ved at blive gammel. Ha!
Pudsigt nok har mange af de studerende og såmænd også et par af professorerne spurgt til, hvor jeg har været i så lang tid. De har savnet mig på universitetet! I betragtning af at jeg i starten blev ignoreret og allernådigst tolereret i starten, så er det virkelig en anden sag nu. Filippas matematikprofessor klagede til mig over, at hun havde været fraværende! Han syntes ikke, at hun burde forsømme sin undervisning. Jeg formildede ham ved at love, at hun ville skrive en opgave om hendes observationer i haverne ved Refugio.
13/4 Som tiden dog flyver afsted! Det er næsten ikke til at tro, at vi om en måned er på vej hjem! Det har været godt, rigtig godt, at være her! Filippa taler næsten carvintiansk som en indfødt nu, med kun lige en charmerende accent. Tychidid har været noget indesluttet den sidste tid. Han har tilsagt mig til at møde hos ham i overmorgen. Det lyder vigtigt.
15/4 Tychidid har virkelig sat blus under mig i dag – næsten i bogstaveligste forstand. Først erklærede han, at han ikke kunne lære mig mere. At jeg flere gange har præsteret værker, som han intet har at udsætte på. Det er jo en ros, som er helt ubegribelig! At Tychidid, min store helt og uovertruffen i alt, siger, at han ikke kan lære mig mere. Derefter fik han mig nærmest til at sværge, at jeg ikke må spilde mit talent. At jeg skal finde en sag at kæmpe for, og ikke blive en hvilken som helst ligegyldig kvinde, der skriver digte og skuespil. Og jeg ved jo godt, hvor jeg skal gå i gang. Filippa starter det, når hun starter på Anjous Akademie d’Arts, og så må jeg følge op på det: at sikre pigernes uddannelser, og ikke bare de velstående pigers tåbelige uddannelse til hustruer, men rigtig uddannelse, noget som kvinder kan leve af, så de kan klare sig uden mænd, hvis det skal være! Det er her jeg kan mærke bålet blusse under mig, men hvis ikke nogen går i gang med det, hvordan skal det så nogensinde blive anderledes? Hvis ikke Papa og Charles i sin tid havde set noget i mig, og givet mig de muligheder jeg fik, ville jeg så bare være en eller anden barons lille pligtopfyldende hustru, som godt nok kunne brodere og konversere høfligt, men som ikke kunne tænke og sige fornuftige ting? Lyset skal vide, at jeg takker alt hvad der er helligt for, at jeg fik den chance for at lære at tænke! Og det må jeg give videre – det må være Lysets hensigt med det! Jeg kan ikke bare stoppe det her!
Tychidid rejser i en tid, men kommer tilbage inden jeg rejser. Han har tilsagt mig til endnu et møde til den tid. Han fik mig til at sværge på, at jeg ville komme. Men selvfølgelig vil jeg det. Der er ikke det jeg ikke vil gøre for min mester!
16/4 Nu er Gabriel helt oppe og køre igen! Antonio kom forbi i dag, og sagde farvel. Han rejser til Venuzia for at besøge sin onkel, som strandede der under kampene i vinters, og han kommer ikke tilbage før efter jeg er rejst. Gabriel blev sådan helt: ”Rejse? Hvad mener du med at rejse?”. Jeg mente jo ikke, at det kunne komme bag på ham, at jeg ville rejse hjem på et tidspunkt, og at det tidspunkt var begyndt at nærme sig. Han blev helt ustyrlig, og travede op og ned af gulvet, mens han fablede løs om hvor ubarmhjertig og utaknemmelig jeg var. At jeg sådan kunne flå hans hjerte ud og trampe på det, og bare vende ryggen til historiens største kærlighedshistorie. Jeg mente nu nok, at han ville overleve. Han er jo ellers ikke den, der ligger på den lade sige normalt, så han kommer sig jo nok over tabet. Jeg vil da bestemt være ked af at forlade ham, og jeg kommer helt sikkert til at savne hans vid, hans ømhed og hans stimulerende selskab, men vi har jo hele tiden vidst, at det måtte ende en dag. Og jeg gifter mig ikke med ham (selv om han halvt om halvt friede i dag – sådan lidt, ’hvordan skal jeg dog få dig overbevist om at du skal blive? Bliver jeg nødt til at gifte mig med dig, eller hva?’. Ikke så romantisk sagt, som det kunne have været…). Du godeste, jeg har ikke energi til at være sammen med ham resten af livet. Jeg ville bare blive kynisk af alle de op- og nedture. Nå, han endte med at gå vildt fabulerende og med store armbevægelser ned af trappen, mens han bedyrede, at han straks ville gå ud og finde en anden kvinde, som kunne finde ud af at blive, hvor hun burde, når han nu ikke kunne overtale mig til det. Jeg aner et nyt dragedigt lige rundt om hjørnet…
17/4 Nej, nu må han simpelthen styre sig! Gabriel kom forbi i dag, og forbød mig at rejse hjem. Han FORBØD mig det! Hvem tror han, at han er? Jo mere rasende han blev, jo mere iskold blev jeg. Jeg må desværre indrømme, at jeg nok sagde et par ting, som jeg har fortrudt igen, men jeg blev bare så gal. Man skulle tro, at jeg havde besluttet mig til at brænde byen af, inden jeg tog afsted, sådan som han tager på vej! Det endte med at jeg smed ham ud, og sagde at han kunne komme tilbage, når han kunne finde ud af at opføre sig ordenligt. Og han gav igen med at sige, at jeg da bare kunne ryge og rejse, og se om han ikke var ligeglad… Ligeglad – ja, det er han i hvert fald ikke. Det stædige spektakel!
20/4 Ikke et ord fra Gabriel, bortset fra et meget langt digt om en hjerteløs drage, der har ædt hans hjerte og brændt ham til aske og spredt ham for alle vinde. Han er ulykkelig, det ved jeg godt, og jeg er ulykkelig over at det skal ende således. Jeg siger ikke, at det bliver let at give slip på ham, og rejse hjem og måske aldrig se ham igen. Kan han slet ikke se, hvor meget han betyder for mig? Hvor meget han altid vil betyde for mig? Måske skulle jeg selv tage og skrive et digt. Drager kan vel også sørge…
23/4 Han er kommet igen. Det virkede at sende mit digt på gaden. Selvom jeg må indrømme, at jeg stadig har det lidt svært med denne offentlige affære vi har. Alle synes at være orienterede om, hvordan vi lige går og har det med hinanden for tiden. Gabriel siger, at han hørte digtet på ’Poetens trøst’, hvor Fiogero læste det højt, mens flere unge damer rundt om måtte fælde tårer over den uretfærdighed, der var overgået den forelskede drage, der jo blot elskede for hedt… Han var helt nede på jorden, spurgte mig bare stilfærdigt, om jeg mente det jeg havde skrevet. Og da jeg nikkede, tog han mig i sine arme og holdt mig tæt, tæt ind til sig. Så undskyldte han sin urimelige opførsel (!), og sagde at han ikke ønskede, at vores sidste tid sammen skulle skæmmes af iltre temperamenter og angsten for knuste hjerter. Han havde til hensigt at vente med tårerne til jeg var rejst, og gemme det hele til poesien. Jeg tror ikke, at vi nogensinde har været så tæt på hinanden, som vi har været i nat. Vi har overgivet os fuldstændig til hinanden, og jeg er bange for, at spurgte han mig nu, så ville jeg sige ja, selvom jeg godt ved, at det i længden ville være en dårlig idé. Jeg elsker ham. Han vil altid være en del af mig.
28/4 Åh, disse dage flyver afsted! Alt, alt for stærkt. Jeg har slet ikke timer nok i døgnet til at nå alt det jeg vil nå. Jeg vil suge alt hvad jeg kan til mig, alle disse mennesker, disse ord og tanker, denne stemning, dette lys, lydene fra denne by. Hver gang jeg forlader en ven eller et selskab, griber jeg mig selv i at tænke – er det mon sidste gang jeg ser den og den? Men jeg må vende tilbage en dag. Jeg vil være en del af alt dette igen. Det er næsten en fysisk smerte at skulle forlade Genoi. Flere og flere prøver på at overtale mig til at blive, men det kan jeg jo ikke. Robert skal snart giftes, og det vil jeg ikke gå glip af, og Filippa skal starte skole. Og Børnenes Hus, og teatret, og Nicholas og min familie. Jeg vil jo også gerne hjem. Men hvor er det svært at tage afsked!
5/5 Sidste dag på Uni. Fra nu af må vi koncentrere os om at få pakket og gjort klar til afrejsen. Flere af professorerne var bestyrtede over, at jeg sagde farvel. Og alle som én beklagede ærligt, at jeg ikke længere skulle være en del af livet på universitetet. Og Filippa vil også være savnet. Jeg tror, at vi tilsammen fik lært dem et og andet om kvinder, og om hvad kvinder kan. Det er på tide, at vi får lært Ryendor det samme. I den sidste uges tid er folk kommet forbi med små gaver, selv folk jeg dårligt kan huske navnene på. Eleverne har klaget over, hvor de nu skal gå hen, men de finder jo nok ud af det. Det er i de sidste par dage gået op for mig, hvor meget jeg har fyldt i Genoi. Folk hilser på mig på gaden og ønsker mig god hjemrejse, og beder til at jeg vender tilbage igen. Jeg bliver helt mærkelig til mode over det. Manon St. Marie skulle være et diskret lille dæknavn – i stedet er det blevet et kampråb, som gjalder fra byens tage. Må Nicholas tilgive mig det, hvis han nogensinde finder ud af det!
7/5 nej snarere 8/5 ud på de små timer. Jeg burde lægge mig til at sove. Jeg er beruset – ulykkelig og lykkelig på samme tid. Afskedsfesten var kæmpe stor. Jeg har aldrig set så mange mennesker i Tychidids hus – han insisterede på at holde den. Jeg tror, at alle jeg har kendt, var med. Selv Gabriels kusine, som jo ellers ikke kan udstå mig, men som alligevel ikke ville gå glip af årets begivenhed. Hun påstod selv, at det var for at sikre sig, at jeg virkelig forlod byen, så hun kunne få den for sig selv igen. Mit hjerte er ved at briste over hvor mange venner jeg forlader. Og det svulmer ved tanken om, hvor mange venner jeg har skabt mig her. Hvor fantastisk! Folk har været så venlige og gavmilde med deres venskab – aldrig har jeg været et mere hjertevarmt sted. Tanken om at jeg forlader byen i morgen, er næsten ikke til at holde ud. Gabriel klatrede op på et bord – med fare for liv og lemmer, så det ud til – og holdt en lang og smuk tale om vores kærlighed, om hvor meget han elskede mig, eller rettere, hvor meget han elskede drager, mig i særdeleshed. Det var hjertegribende. Og nu vil jeg lægge pennen fra mig, og krybe ind under tæppet til Gabriel, der skønt fuld, var blid og fantastisk. Nu vil jeg suge så meget Gabriel til mig som jeg kan.
8/5 Så er alt pakket og klart. Vi er klar til tidevandet i morgen tidlig. Jeg har aftalt med kaptajnen på ”Helena”, at vores bagage bringes ned i aften, og vi selv kommer ved morgengry i morgen tidlig.
Jeg var henne og sige farvel til Tychidid i dag. Det var som om at alting var sagt. Han tog mit ansigt i sine hænder og kyssede mig forsigtigt på munden, og erklærede at han var stolt af mig. Så gav han mig et forseglet brev, som jeg ikke må åbne, før den dag – hvis den kommer – hvor jeg får beskeden om, at han er død for sin tid. Jeg blev frygtelig nysgerrig, men han krævede min dyrebareste ed fra mig på, at jeg ikke vil åbne det før tid. I lang tid stod vi bare og sugede synet af hinanden til os, og så bad han mig brysk om at gå. Han havde ting at skrive, og jeg havde utvivlsomt andre at tage afsked med. Han fulgte mig til døren, kyssede mig igen, og bad tjeneren om ikke at lukke nogensom helst ind resten af dagen. Han er stolt af mig…
Marcello og jeg tog turen gennem byens parker, og snakkede om alting og ingenting. Jeg lovede ham at komme igen, og besøge ham. Han gav mig en kultegning han lavede af mig på Refugium, hans personlig yndlingstegning, som han sagde. Det er meget smukt. Han har fanget et eller andet, som jeg ikke har set hos mig selv før. Jeg beskyldte ham for at have forskønnet mig, men han sagde, at han kun tegnede og malede hvad han så. At hans øjne var forblændede af kærlighed til motivet kunne han ikke gøre for. Bedre ven har jeg aldrig haft. Mon jeg nogensinde vil få det igen?
Da jeg vendte tilbage sad Gabriel på trappen. Han spurgte om jeg havde fået sagt farvel til alle, og da jeg svarede ja, sagde han, at så ville han gerne have mig for sig selv fra nu af og til i morgen tidlig. Det er i orden med mig! Og nu har jeg skrevet længe nok!
9/5 Det kan slet ikke beskrives – denne frygtelige tomhed over at have forladt så mange mennesker som jeg elsker! Filippa og jeg har begge grædt som pisket siden i morges. Det er svært at vende blikke mod den anden horisont; den vi er på vej imod. Jeg kan stadig ikke vriste blikke var Genois kyst, selvom det er mange, mange timer siden at byen forsvandt. For mit indre blik ser jeg stadig en ensom skikkelse stå på kajen og se efter os. Han rørte sig ikke i al den tid, jeg kunne se ham. Han blev stående indtil jeg ikke kunne se ham mere, stille og med kappen flagrende i vinden. Min smukke Gabriel. Min vrede, min blide, min elskede Gabriel.
12/5 Aldrig har det været så kedeligt at rejse. Jeg som ellers elsker det. I dag har jeg for første gang rigtig været oppe og taget rejsen til mig. Lade blæsten suse ret igennem mig, og rive mit hår ud af enhver frisure. Rejsen hjemad er så småt begyndt at sætte håb og tanker om fremtiden i gang. Alt det jeg skal nå, og alt det jeg glæder mig til. Fortiden er smuk, men man må ikke lade sig hænge fast i den. Der må bevægelse til, og bevægelsen må altid gå fremad. Jeg bliver ved med at trække vejret dybt, og for hvert åndedrag vender jeg mig en lille smule mere mod fremtiden, som tænderne i et tandhjul. Jeg var lykkelig i Genoi, men jeg bliver også lykkelig i Ryendor City. Jeg har meget i vente endnu, og jeg har en opgave foran mig; jeg har intentioner om at gøre verden til et bedre sted. Jeg vil være menneske og kvinde i min egen ret. Og jeg vil ikke give op!
Louise Greiners hjemmeside 
One thought on “16. Rejsen til Genoi”