13. Le Maison des Enfant

1/1 1603. Første dag i det nye år. Det var et … anderledes bryllup. Hyggeligt nok og alt det, men brudens familie var forfærdelige og Dugaries familie var snobbet som sædvanligt. Vi var kun en lille forsamling; familien, nogle få nære venner og folk fra ambassaden. Jeg var tidligt oppe for at klæde mig på og få sat hår – Gabrielle synes at det var med noget kort varsel, og jeg undskyldte og smækkede et par £ oveni lønnen, hvilket hun først afviste, men efter noget nøden tog imod. Hun fik sat mit hår umanérligt flot op med den blå hat. Jeg er altså bare så glad for den! Claire var også fint klædt på, og Emilia havde sat hendes hår i slangekrøller – hun så meget yndig ud! Hun erklærede stolt, at en kavalér ville komme og hente hende, så hun behøvede ikke følges med os andre… Kavaleren viste sig at være Monsieur Miro – det synes jeg var morderligt sødt af ham! Claire førte sig som en rigtig lille dame, og Monsieur Miro spillede med på legen. Det var virkelig betænksomt af ham at tage sig lidt af hende. Da de andre dukkede op (jeg havde lovet at hjælpe Robert at finde på en gave til brudeparret), kommenterede jeg, at når selv Claire kunne få sig en kavaler til at følge hende til brylluppet, så skulle man tro, at det også kunne lade sig gøre for mig. Pierre meldte sig straks under fanerne, mens Robert og Marco først fattede vinket (med vognstangen) for sent. Men Pierre er nu en ret ideel ledsager; han passer sine pligter og ved præcis, hvornår han med sindsro kan trække sig tilbage.

Selve vielsen var meget smuk. Jeg har aldrig set Dugarie se lykkeligere ud og Elisabeth var simpelthen så smuk! Jeg må indrømme, at jeg måtte fælde en tåre eller tre – man skulle tro, at jeg var en gammel kone! Men jeg glæder mig simpelthen bare så meget på Dugaries vegne – jeg er så glad for, at han mødte Elisabeth og at han holdt ved, selv da det var besværligt. Festen var noget for sig; brudens mor havde åbenbart tænkt sig at finde ægtemænd til alle døtrene, hvilket ikke bliver let. Elisabeth er den eneste af pigerne, der har noget mellem ørerne og som kan finde ud af at føre sig. Hendes ældste lillesøster hægtede sig på Robert, som opførte sig eksemplarisk, men som lynhurtigt løb tør for konversationsemner, da pigen ikke havde forstand i hovedet at tale ud fra. Den yngste lillesøster nærmest overfaldt Marco, som ikke rigtig viste hvad han skulle stille op med et 15-årigt pigebarn, der ikke tænkte på andet end mænd og dans. Han var vist alt andet end korrekt overfor hende, men det jog hende ingenlunde væk… Jeg måtte frelse ham to gange; én gang stak hun højt fnisende af med hans skærf. Hendes håb om at han skulle jage efter hende (hvilket han aldrig ville have gjort), blev forpurret da jeg mindede ham om, at han havde lovet mig en dans. Anden gang var da jeg ved festens slutning bad ham følge mig hjem, hvilket tvang hende til at trække kløerne ud af ham igen.

Monsieur Miro rejser i øvrigt fra os. Det viser sig, at han under eftersøgningen slog en vagtkaptajn ihjel. Marco var vist til stede, men er ikke i så stor knibe som Miro, som er eftersøgt. Jeg er lidt i syv sind desangående. Jeg mener; man kan jo ikke sådan gå rundt og slå vagtkaptajner ihjel – de er der jo for at passe på os. På den anden side var pågældende vagtkaptajn involveret i slavelejren, så jeg har på ingen måde ondt af ham… Nå, men Monsieur Miro forlader altså byen indtil tingene er faldet til ro igen. Han så ikke ud til at være særlig glad for beslutningen; han er glad for Ryendor City, og sagde at her jo var så meget at komme efter. Jeg ved præcis, hvad han mener; Ryendor City har i de sidste par år været mit hjem, og hvor jeg end rejser hen, så længes jeg altid tilbage efter lyset og menneskene, festerne, salonerne, teatret, gaderne og boulevarderne, markedspladserne og parkerne – alt den liv, der er her i byen. Det er en dejlig by, og jeg har ondt af ham, at han er nødt til at rejse.

Jeg har mødt hans afløser som kulturattaché, en rigtig sød ung mand, som hedder Etienne Solora, ligeledes fra Damar. Han introducerede sig for mig umiddelbart efter, at han havde komplimenteret mig for min hat. Han er ikke meget større end mig, en rent spinkel fyr, og lige så mørkglødet og eksotisk at se på som Marco. Han var vældig sød at snakke med, og overtog hurtigt Pierres pligter som kavaler (maden var i øvrigt fremragende – puh, hvor blev jeg mæt!). Jeg introducerede ham for resten af familien, og jeg så ham senere stå og snakke venskabeligt med Robert.

Jeg hørte i øvrigt et rygte, som rystede mig lidt; kejseren af Sach overvejer at give den ledige trone i Poliano til den nyudnævnte hertug Wolfenbürghel! Så ikke bare er vores én af vores ærkefjender blevet udnævnt til hertug – han bliver muligvis snart konge! Dén var værre! Bare han har glemt alt om Bergerac-familien og vores rolle i forpurrelsen af attentatet på Kardinalen i Marburg! Han er godt nok en skidt fjende at have på halsen!

2/1 1603 I dag gik jagten ind på at finde et nyt hus. Jeg vil gerne undgå slummen, men det er ikke sikkert, at det lader sig gøre. Pippin har sat alle vandrotterne på opgaven. Forhåbentlig finder vi noget snart. Mine fødder er godt ømme efter at have gået så meget rundt i byen i dag.

3/1 1603. Skrev til enkehertuginden af Oldenborg i dag. Jeg havde jo lovet at melde tilbage ang. de forsvundne børn, men jeg har simpelthen ikke tid til at søge og få audiens hos hende, før jeg har fundet et egnet hus til børnene. Jeg håber, at hun vil godtage et brev. Jeg håber at få mulighed senere til at tale med hende om sagen, men hun er jo selv en travl dame. Hun er så absolut min bedste kilde til donatorer til huset. Jeg er ellers ikke helt på bar bund; jeg har de omkring £1000, som Robert fandt i lejren og konfiskerede på børnenes vegne, og så har jeg de knap £1000, som Marco har doneret (renterne fra Roberts lån). Det er jo mildest talt en fin start. Men mange af pengene vil jeg gerne kunne lægge til side til løbende udgifter – sådan to huse er i det lange løb dyre i drift.

6/1 1603. Jeg har fundet et hus! Eller rettere; vandrotterne har. Det ligger i slumkvarteret – desværre – men det går nok alligevel. Huset fik jeg til spotpris; £45. Det er et gammelt beboelseshus, som har stået tomt i mange år. Man siger, at det spøger der, hvilket var én af grundene til at jeg fik det så billigt. Èn eller anden har hængt sig der engang. Det er selvfølgelig en trist historie, men da jeg ikke anser spøgelser for at være noget problem (endsige eksisterende), så tog jeg imod tilbuddet med kyshånd. Jeg vil gå hen og tænde et par lys for de stakler, der kom af dage i huset, og så betragter jeg det for værende renset. Jeg havde tømmermester Bois, som tog sig af udviddelsen og istandsættelsen af Børnenes Hus, med derhen og han siger at træværket er sundt. Det er faktisk et fint nok hus, som bare trænger til en (meget) kærlig hånd. Mester Bois ville gerne påtage sig opgaven. Vi mødes på mandag for at diskutere indretning m.m.

7/1 1603. Jeg havde børnene (Pippin, Flippa, André og Claire) og Emilia med til formiddagsmessen (kl. 9). Ellers brugte jeg hele dagen i arkivet. Det var mærkeligt for en gangs skyld at sidde ned en hel dag – jeg har jo rendt noget rundt de sidste par dage. Det var en interessant oplevelse at læse andres observationer af én selv. Det meste var skrevet af Dugarie selv, kunne jeg se. Det var hovedsageligt beskrivelser lavet ud fra de rapporter jeg selv har skrevet, bla. om vores rejse til Epirus og Almohadh, samt små henvisninger til min omgangskreds. Så vidt jeg kunne gennemskue stod der ikke noget, man kunne blive særlig forarget over. I hvert fald stod der ikke noget jeg skammede mig over. Marianne var nævnt i forbifarten, og Miro havde skrevet en kommentar, som viste at han undrede sig over at forbindelsen var tilladt og så en kryptisk sætning; ’har hun været inde?’… hvad mon han har ment med det? Det er en temmelig tyk fil der var på mig, hovedsagligt fordi at mine egne rapporter var vedlagt i kopi. Roberts fil var næsten lige så tyk, fætrenes noget mindre. Øverst i Marcos fil har Dugarie skrevet ’Hvem er han?’. Han har åbenbart opfanget, at Marco i hvert fald ikke er vores fætter. Marco vil nok foretrække, at jeg ikke skriver hans sande historie ned, men på den anden side føler jeg mig forpligtiget overfor Dugarie… Jeg vil lige spørge Marco først, hvad han mener om det. Jeg kiggede desuden lidt på Mariannes fil, men der står ikke noget konkret om hende. Hun optræder perifært i en mængde affærer, men det lader ikke til at det er lykkedes nogen at få indsamlet håndfaste beviser på noget som helst (andet end at hun er kardinalens agent).

Miro havde i øvrigt skrevet om os (Bergerac-familien), at vi var opfindsomme, utraditionelle og effektive. Det opfatter jeg som en kompliment. Gad vide, hvor Monsieur Miro befinder sig nu?

8/1. Mester Bois mener, at han kan have huset klart om nogle uger alt afhængigt af vejret. De går i gang med taget først. Spærrerne er solide nok, men der er en del huller i taget, som skal lappes, før man går i gang med andet. Huset er 3 etager højt + et loftsrum, som godt kan indrettes til sovesal (der skal bare isoleres), hvis det skulle blive nødvendigt. Stue-etagen kommer til at rumme et stort køkken og spisesal, lagerrum og et værksted (jeg overvejer at flytte Freddie og hans lædervirksomhed herover, men jeg skal lige have snakket med Filip om det først). Dette her skulle jo nødig ligne slavelejren alt for meget… Ja, altså, de vil få nok mad og drikke her, og ordentligt tøj, og en ordentlig seng at sove i, og de vil blive behandlet ordentligt. Og så vil de selvfølgelig have friheden til at komme og gå, til selv at bestemme hvad de vil. Men løn får de selvfølgelig stadig ikke, men håndværkerlærlinge får da vist heller ikke andet end kost og logi…? Lejlighederne på 1. og 2. sal bliver hovedsagligt lavet til sovesale med nogle mindre opholdsstuer – der skulle blive rigeligt med plads til 70 børn, hvis vi bruger køjesenge, som i Børnenes Hus. Jeg synes, at det ser meget lovende ud! Mester Bois mener, at han kan klare istandsættelsen for £20, hvilket jeg synes lyder meget billigt. Jeg slog straks til.

Der var en del nysgerrighed omkring huset i dag. Mange spurgte om det virkelig var mig, der havde købt ’spøgelseshuset’, og om hvad jeg dog ville bruge det til. En del rystede på hovedet over konceptet ’børnehjem’, men jeg mødte også en del velvilje. Jeg tror faktisk sjældent at jeg har hørt så mange ’Lyset velsigne Dem’ på samme dag. Folk er meget fattige her, men de er ikke helt uden håb. Jeg håber, at de vil tage godt imod Maison des Enfants.

15/1 Der er faldet sne i nat! Ryendor City er dækket af fin hvid sne (det holder ikke længe!), og hele byen synes smuk og stille. Der er kommet bud fra Maison de Bergerac med indbydelse til sneboldkamp i dag, og med alt jeg har foretaget mig de sidste par dage, synes jeg godt, at jeg kan tillade mig en fridag!

Senere: en herlig dag! Det var virkelig godt at få tid til at lege lidt. De første 14 dage af 1603 har været så travle og seriøse, at det var en ren fryd at lægge den voksne Manon fra sig og blive barn påny. Robert og jeg gik på hold med André og Pippin, mens Daphne, Pierre og Stefano gik sammen imod os. Claire holdt sig for god til at lege i sneen, som efter hendes mening var alt for kold, så hun og Emilia så til fra vinduerne. Men lur mig, om ikke lille Claire bare var en lille smule misundelig bagefter. Hun snakkede i hvert fald om, at hun glædede sig til atter at slås i damarkansk sne, som jo ikke var helt så kold som ryendoriansk… Hun er nu sød, den lille. Hun sad på skødet af mig, mens vi drak varm vin med krydderier (børnene fik varm saft), og puttede sig ind til mig og fortalte længe om den varme damarkanske sne og alle de andre vidunderligheder vi ville få at se, når vi tog hende med til Damar. Hun tænker meget på Damar, og hvad der vil ske, når vi først er der. Da jeg puttede hende her til aften, spurgte hun bekymret til, hvem hun skal bo hos, og jeg måtte jo erkende, at det vidste jeg ikke. Hun virkede beroliget, da jeg sagde, at hvis ikke der var nogen, som hun selv gerne ville bo hos, så kunne hun altid komme med tilbage igen og bo her hos mig. Det må også være en uoverskuelig tanke for en 5-6-årig pige ikke at vide, hvor man er om ½ år og med hvem. Og det piner mig, at jeg ikke kan give hende noget svar. Svar finder vi ikke, før vi når til Damar. Hm, måske kunne Robert skrive til Stefanos mor, om hun kan finde ud af noget. Hun er vist rimelig meget inde i alting der foregår i Damar.

Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der har travlt i familien: Pierre studerer alle aspekterne omkring vin og vinhandel, og forsøger at lære alt det der er at lære om at drive eget vingods – som han jo nu har i Damar. Og mellem os fortalte han, at han også øver sig en del på sin magi, men at han ikke havde meget held med det. Han planlægger en rejse til Nordlandet for at tale med hende bondepigen, som jo også kan noget hokus-pokus. Men det bliver jo nok først, når vi kommer hjem fra Damar, for man rejser bare ikke nordpå om vinteren.

Robert er minsandten også begyndt at studere! Han har meldt sig religionsundervisning på universitetet (jeg har ikke helt gennemskuet endnu hvorfor). Han havde en del bøvl med Santiago-holdet i starten, men efter en enkelt duel (som han tabte) har de ladet ham være i fred (de anser ham formodentlig for at være harmløs… De skulle bare vide!).

Hvad Marco går og foretager sig, ved jeg faktisk ikke. Pippin siger engang imellem, at han skal hilse fra ham, så det er noget, der involverer mine vandrotter. Bare han ikke roder dem ud i noget!

Det store samtaleemne over aftensmaden var parlamentssamlingen d. ½. Der skal diskuteres nye skatter, og så er patriarken på dagsordenen hele to gange; han har indkaldt biskopperne for at diskutere reformismen – eller kætteriet, som han kalder det – og Ryendor skal beslutte om hvorvidt, der skal sendes konservative biskopper eller nogle af kardinalens folk. Og så har patriarken erklæret, at sorte mennesker slet ikke er mennesker, hvilket jeg godt kan hidse mig op over. Der var 6 børn fra øerne i blandt de børn vi befriede, og ligegyldig hvilken farve de har, kan jeg ikke se hvorfor de skal behandles anderledes end de andre børn; de har været i gennem præcis det samme helvede. Men det skulle ikke undre mig, at jeg bliver nødt til at tage særlig forholdsregler med dem, og med børnene fra Almohadh også, fordi de ser anderledes ud. Ak, menneskets dårskab!

16/1. Jeg ved ikke, hvor mange kokkepiger jeg har snakket med i dag, og jeg har endelig fået valgt 2 ud, som jeg tror jeg vil blive glad for at have i Maison des Enfants. Den ene, Madame Mangor, er en noget brysk dame med en fast holdning til tingene. Jeg var noget skeptisk overfor hende i starten, for hun erklærede straks, at hun mente, at børn skulle opdrages strengt og håndfast, og at hun nok skulle sørge for kæft, trit og retning i Maison des Enfant – eller i hvert fald i køkkenet. Men André og Claire kunne godt lide hende, på trods af hendes strenge udseende og – i mine ører – hårde stemme og så måtte jeg jo skifte mening. Madame Renoir kunne slet ikke klare at have hende i køkkenet, og måtte simpelthen gå ud, da Madame Mangor demonstrerede sine kundskaber. Den anden, Mademoiselle Paix, er en stilfærdig frøken midt i 30’erne. Hun sagde ikke mange ord, men hun kan kokkere, så englene synger, efter eget stille udsagn også i store mængder. Hun har været i huset hos sin bror og har passet hans 7 børn, fordi hans kone var svagelig. Nu er den svagelige hustru død og han har giftet sig igen med en kvinde, som ikke ville have svigerinden på kost. Hun kan godt lide børn og lavede lidt lækkert til Claire og André (som man jo nok kan høre, var med til at vælge og fravælge ansøgerne). Hvordan hun og Madame Mangor vil komme ud af det med hinanden skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke det går? Jeg har sat Madame Mangor til at være chefkok i køkkenet, og hun og jeg tager snart ud og køber udstyr til køkkenet – det har hun noget bedre forstand på end jeg. Madame Mangor ville gerne veksle et ord med Mester Bois om indretningen af køkkenet, og det møde må jeg hellere tage med til. Jeg har fornemmelsen af at Madame Mangor virker bryst på andre end jeg, og jeg har ikke lyst til at gøre mig til uvenner med den fabelagtige Mester Bois (som jeg er overbevist om må have givet mig rabat på hans tilbud).

De to kokkepiger er ikke de eneste jeg ansatte i dag. En ung kvinde bankede på døren, alt for tyndt klædt på i snevejret og med et lille barn på armen. Hun havde hørt, at jeg søgte folk til et børnehjem, og hun ville gerne arbejde der. Nej, hun kunne ikke lave mad, ikke særlig godt i hvert fald, sagde hun, og nej, hun kunne ikke læse eller skrive eller noget. Hendes mand var død i en ulykke forrige år, kort efter at deres eneste barn var født, og hun stod nu uden noget som helst. Hun kunne ikke betale sin husleje og havde ingen penge tilbage til mad, andet end hvad hun kunne tigge sig til. Hun havde haft en hård barndom – havde aldrig kendt sin far. Det var jo en sørgelig historie, og jeg besluttede mig til at ansætte hende. Jeg fortalte om Maison des Enfants og hun nikkede bare, da jeg fortalte om slavelejren, vi havde befriet dem fra. Det var slet ikke en fremmed tanke for hende, at nogen kunne finde på at behandle børn sådan. Jeg tror, at hun vil være bedre i stand til at forstå de børn, der kommer til at bo i huset, end mange andre jeg kommer til at ansætte. Hun kunne ligeså godt have været et af dem selv for få år siden. Hun hedder Jolie Perdue, og jeg tilbød, at hun og hendes barn (en dreng) kunne blive her, indtil huset stod færdigt. Jeg fandt en kappe og noget andet tøj frem til hende blandt noget af alt det der er blevet samlet ind, samt noget tøj til drengen, der bare skulle repareres lidt. Madame Renoir rystede på hovedet af mig og kommenterede, at der snart ikke kunne være flere fortabte sjæle i dette her hus. Men det er jo kun midlertidigt. Madame Perdue flytter over i det nye hus om et par uger, og Claire tager med til Damar (og André også formoder jeg) engang i marts. Og jeg kunne jo ikke bare afvise hende; et par uger i den kulde og der vil hverken være en Madame eller en enfant Perdue tilbage.

21/1 1603. Dugarie er kommet tilbage til byen. Jeg brugte dagen derhenne i embeds medfør. Vi fik ordnet en del post og forskelligt andet. Jeg spurgte om han havde flere pragteksemplarer som Martin, Jules og Marc, og minsandten om han ikke har så mange det skal være. Han ved slet ikke hvad han skal stille op med alle disse hjemvendte krigere, så han var bare glad for at de kunne være til nytte. Vi aftalte, at jeg kommer og snakker med nogle af dem i morgen, og så vælger dem ud, som jeg mener, at jeg kan bruge. Elisabeth kom ind med the til os i løbet af dagen, og blev siddende lidt og lyttede interesseret. Hun er vældig sød og opvakt, og Dugarie var tydeligvis helt væk i hende. Jeg overbeviste ham om, at jeg godt kunne klare det sidste selv, så han kunne gå en tur med Elisabeth i stedet for at sidde og kukkelure i kontoret med mig. Det tilbud var han ikke sen til at tage imod.

22/1. Ud af de 11 mand, som Dugarie havde bedt mødes med mig i dag, har jeg valgt 6 af dem. Der er ingen af dem, der har koner og børn, hvilket jeg jo egentlig havde foretrukket, men de er alle sammen flinke og villige til at arbejde. Jeg har forklaret dem arbejdets lidt særlige natur, og det virkede de ikke synderligt skræmt af. Som én af dem sagde ’en mand, som har set 30 kurasserer storme frem imod sig, er ikke bange for en flok børn’. Nu er en flok børn jo noget ganske andet, så jeg har arrangeret, at de 6 går i lære hos Marc og de andre, indtil børnene ankommer, så de har en fornemmelse af, hvad det går ud på, og evt. kan samle et par tip op fra deres gamle kolleger. Én af de nye, Hercules, var befalingsmand i Dugaries hær, så det bliver nok ham, der bliver boss i det nye hus. Nu får vi se, hvordan det bliver når først børnene dukker op.

Jeg har fået ansat et par damer mere, enker med store børn i to tilfælde og endnu en tiloversbleven ugift søster – en noget mere snakkende én af arten end Mademoiselle Paix. Jeg tror, at der er nok voksne nu – ellers må jeg ansætte nogle flere. Marc sørgede selv for at udvidde bemandingen, da vi udviddede Børnenes Hus – den ene er hans yngste søn på ca. 20, en vældig sød fyr – og så en dame, som i sine yngre dage vistnok var prostitueret, men siden har set Lyset. Hun kan nogle frygtelige røverhistorier, som kan skræmme livet af ethvert barn, og det er åbenbart noget børn kan lide… Marc har virkelig sans for at vælge folk!

Det er snestorm udenfor netop nu. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Brest-børnene, som vel må være undervejs nu. Jeg sendte bud efter dem, så de skulle kunne være her omkring den første, hvor alting gerne skulle stå klart til dem. Det er et forbandet vejr at rejse i. Det er noget ganske andet at sidde her med et krus varm grog med ilden buldrende i pejsen og fødderne oppe. Var billedet komplet ville Nicholas komme ind af døren nu – våd og kold – han ville dele groggen med mig, sætte kruset fra sig på bordet, kysse mig på halsen og bære mig ind i sengen… Åh, jeg har været alene for længe!

28/1. Huset står klart, men hvornår børnene er her, må Lyset vide. Jeg har fået besked om, at de er blevet forsinket af vejret. Nu håber jeg bare, at de er i sikkerhed et sted, hvor der er varmt og tørt, og at de ikke er for bange eller sultne. Jeg er sikker på at Hertugen af Anjou har sikret, at der bliver sørget godt for dem, men alligevel. Bare de snart var her!

Marc talte med mig om at én af aspiranterne til det nye hus nok ikke egner sig. De 5 går det godt med, men den 6. vil hellere flirte med pigerne i køkkenet eller i systuen, og det er jo ikke ligefrem derfor han er der. Vi lader ham gå, og ser om vi kan klare os med de fem andre.

1/2 1603 Min fødselsdag – tænk at jeg nær havde glemt det i år! Men det havde de andre ikke. Pippin vækkede mig med et snedig grin på læberne, og Claire kom hoppende ind i min seng og råbte (på damarkansk) ’Kom og se, kom og se, kom og se!’. Min stue var fuld af gerbera! Røde gerbera, gule gerbera, orange gerbera i alle nuancer – men flest af de røde, som er min yndlings. Først tænkte jeg, at det måtte være Robert, men da jeg åbnede den tilhørende konvolut, var der lykønskninger fra Marco! Og jeg fik ikke blot en stue fuld af gerbera, jeg fik også en halskæde i guld med en række gerbera i guld og rubiner! Meget smukt! Det må have kostet Marco en formue – både halskæden og alle de blomster i februar! Men han selv trak på skuldrene og sagde ’Hvad er penge værd, hvis man ikke kan bruge dem?’ eller noget i dén retning. Jeg var mildest talt overvældet – hvilken fantastisk gave! Blomster i februar! Og så gerbera, som er min yndlings – især de røde!

De dukkede alle sammen op umiddelbart efter morgenmad, så jeg nåede slet ikke ud at ride idag. Pierre gav mig den nyeste titel om humanismen – den som siges at blive forbudt inden året er omme. Robert gav mig en bog om filosofi, skrevet af den ret kontroversielle Germaine Duval – den glæder jeg mig også meget til at læse. Derudover har Robert bestilt et portræt af mig hos poeten og maleren Juspin deTraquin – tænk engang! Monsieur de Traquin vil komme forbi i morgen for at aftale, hvornår jeg har tid til at sidde for ham, men det kommer jo an på, hvornår børnene ankommer. Så snart de er her, så har de min første prioritet. Juspin de Traquin… Altså – tænk engang! Jeg er aldrig blevet malet før! Og så af Juspin de Traquin! Han er vældig dygtig. Han smigrer ikke dem han portrætterer, så han maler mig nok med fregner og blækpletter og det hele. Og så kan han godt lide symbolik. Det bliver vældig interessant! Jeg har set hans portræt af enkehertuginden af Champagne, og det er vældig godt. Man fornemmer virkelig hendes altdominerende tilstedeværelse. Det er lige før at man kan høre hendes spydige kommentarer bare ved at se på billedet. Selvom jeg har hørt, at han først havde malet en papegøje ind i billedet, som han blev bedt om at male over – det synes jeg egentlig er ret skægt! Selvom det nok bare er et rygte.

Desuden kom Etienne Solora forbi. Han havde en kæmpe krukke kandis med til mig, som han foreslog, at jeg kunne dele med børnene. Han og Robert har vist snakket en del sammen siden vi mødtes til brylluppet. Det lader til, at han har arvet efter sin far i Damar, hvis han altså kan bevise, at manden er hans far. Han er nemlig uægte søn, så det kan godt blive vanskeligt. Han tager muligvis med os, når vi tager til Damar, så han kan få sagen ordnet. Jeg inviterede ham med til middagen i aften. Robert har bestilt bord på den Gyldne Fasan.

Senere: Sikke en fødselsdag! Jamen, det bliver ikke bedre!Middagen var rigtig hyggelig. Vi snakkede om, hvornår vi tager afsted til Damar. Robert vil gerne afsted så hurtigt som muligt, men det kan jeg ikke. Jeg har ’En kriges hjerte’ at sætte op – det har premiere 7/3 – og børnene kan komme når som helst, og de kommer til at tage meget af min tid også. Jeg vil gerne have, at Maison des Enfants kører på skinner, inden jeg tager afsted. Ellers må jeg jo overlade det til de kompetente mennesker, som jeg har ansat. Jeg ville bare gerne selv være med…

Og så røbede Robert sin nyeste plan: han vil være parlamentsmedlem! Nu har vi rendt rundt længe nok og påvirket diverse landes ledelser fra sidelinjen; det er på tide vi gør det indefra, mener han. Problemet er bare, at det kun er kardinalen og duc de Beaufort, der kan indstille til parlamentet… Selvom Robert forventer at være enig med kardinalen langt hen af vejen, har han ikke lyst til at sidde i hans lomme. Duc de Beaufort vil bare aldrig godvilligt underskrive Roberts indstilling… Så vi må hellere hjælpe sagen lidt på vej. Indtil videre er Marco sat på sagen…

Jeg har tænkt lidt over Marcos gave. Jeg synes, at det er en helt fantastisk gave, og jeg vil så gerne kunne gøre ham tilsvarende glad til hans fødselsdag på Lilois Dag (og vi glemmer det ikke i år!). Men hvad skal jeg give ham? Det skal være noget unikt – noget han ikke bare selv kan købe sig til… Jeg tror, at jeg vil bede Monsieur de Traquin om at lave et lille portræt af mig også – til Marco. Hvis det altså kan nå at blive færdigt inden Lilois Dag – jeg aner jo ikke hvor lang tid det tager at male sådan et maleri. Jeg må spørge kunstneren i morgen.

Efter Den Gyldne Fasan tog vi hen på Le Criquet Gai for at danse. Og det blev en noget nær uforglemmelig oplevelse! Vi vakte absolut opsigt – ved ankomsten var vi tydeligvis cremen i selskabet. Alle var i højt humør og jeg manglede ingenlunde dansepartnere! Jeg kunne nærmest vælge og vrage mellem de unge esquires – en herlig fornemmelse! Flere af dem skruede godt op for charmen, men jeg er vist blevet noget svær at imponere. Nicholas har ødelagt mig for alle andre – har man først prøvet at blive opvartet af ham, så er der ingen andre, der rigtig kan få et ben til jorden. Jeg havde i mit stille sind håbet på, at han ville dukke op i aften, sådan ganske tilfældigt. Det ville have gjort dagen helt perfekt! Nå, det var nu ikke fordi at jeg kun blev udsat for amatørcharmører. Hertugen af Anjou’s ven Greven af Aldamaar dukkede op med et par venner samt en af mine bekendte fra musketerdagene. Hun så ud til at klare sig godt, og var festens absolut smukkeste indslag (hvad både Robert og Etienne sandede, da de hver især prøvede sig hos hende – Etienne med held!). Greven mente at kunne genkende mig fra ballerne, og vi dansede og konverserede livligt imens. Det var dejligt at høre andet end smukke gloser fremsagt med smørtunger – jeg foretrækker i dén grad begavet samtale.

For at runde en så godt som perfekt aften af dukkede et par (5 stk) af prins Maurice’s venner op og gik på greven. De havde nok tænkt at 5 mand høj var nok til 3 af hertugens mænd (især når det ene af dem var vel bedugget), men de havde nok ikke regnet med at Anne-Marie (som satte én af mændene midlertidig ude af spillet med et velplaceret spark) og Bergerac & Co. ville blande sig i kampen. De havde ikke en chance – selv ikke da to af deres tjenere besluttede at slutte sig til deres herrer i kampen. Jeg fik endelig brugt en lysestage i kamp, og Nicholas havde ret: de tingester er ret effektive, når anbragt rigtigt i baghovedet på en modstander. Ih, jeg er helt høj endnu! En dejlig, dejlig aften! Vi fik kun to sårede på vores side; greven, som nok kommer til at ligge ned en stund med sit knivstik, og Pierre som blev løbet igennem af en kårde, men bagefter virkede fuldstændig upåvirket af det. Jeg forbandt selv hans sår, og han ømmede sig dårlig nok! Han har været urimelig heldig, har han! Robert mente på hjemturen, at hele kampen var en strategisk fornuftig ting – sådan at kæmpe på hertugens side. Til gengæld kan vi måske forvente at få problemer med Prins Maurice – men ham var vi jo aldrig specielt gode venner med alligevel.

Jeg synes vældig godt om at være 26 år, og hvis resten af året afspejles af dagen i dag, så bliver det et meget, meget spændende år!

2/2 Tidligt, tidlig oppe så jeg kunne nå at ride en tur, inden Monieur de Tranquin dukkede op. Springer virkede en smule fornærmet over, at jeg svigtede ham i går, nu var det jo ved at være en vane at ride en tur trods sne og kulde i den tidlige morgenstund. Man bliver så frisk af det – og så er det dejligt at have været ude alene, så hele dagen ikke består af at rende rundt og snakke og indsamle og organisere. De sidste par dages tøvejr forvandler desværre sneen til sjap, og det er ikke helt så tiltalende som den klare frost. Men tøvejret er godt for noget; jeg fik brev i dag om at børnene ikke længere sidder fast i sneen og at jeg kan vente dem om 4 dage. Endelig! Jeg kunne næsten heller ikke finde på flere forberedelser inden de kom.

Senere: Jeg tog forbi Børnenes Hus med kæmpekrukken med kandis – det vakte jubel! Jeg og de voksne, der hører til Maison des Enfants tog derhen for at se om der var mere at gøre der. Det hele ser klart ud. Madame Mangor organiserede et par af herrerne til at hjælpe hende med at købe ind til mad – der er jo en del at slæbe. Damerne gik lige huset igennem igen og rystede puder og fejede. Et par af børnene fra Børnenes Hus var taget med os derover (blandt andre Freddie, som besluttede, at han gerne ville flytte herover med et par af sine ’lærlinge’). De rendte rundt og beundrede alting og pludrede løs om de mon ville få spøgelset at se. Jeg formanede dem at spøgelser ikke eksisterer, og at de i hvert fald ikke skulle plabre ud om det overfor de børn, der skal bo her. Men jeg ved jo allerede nu at de formaninger er omsonst; spøgelseshistorier er noget af det bedste de ved – og Madame Eloise fra Børnenes Hus har virkelig pustet til gløderne dér!

Der er i øvrigt en vældig udskiftning blandt de store børn i Børnenes Hus for tiden. Rigtig mange af dem er nu i arbejde eller i lære (Martin kan høste æren for meget af det – han har mange gode forbindelser og gode overtalelsesevner). Af de ’gamle’ børn er der stort set kun de mindre børn og vandrotterne tilbage. Og vandrotterne får jeg ikke afsat – de vil hellere undervises af Broder Jerome eller rende ærinder for Marco. Det er ikke til at finde hoved og hale i al det de laver for ham. Jeg har jo bedt dem om at rapportere (egentlig havde jeg kun bedt Pippin om det, men de tager det som at det gælder dem alle sammen – hvilket er fint med mig), men jeg bliver nok nødt til at spørge Marco selv, hvis jeg skal have ren besked. Derudover er der i huset en del børn, som er ’sæson-børn’ – de er ikke interesserede i hvad Børnenes Hus kan tilbyde af lysende fremtidsudsigter – de vil bare ind i varmen og have mad i maven i vinterens løb. Det er jo fint nok, men jeg håber, at vi kan få omvendt et par af dem inden vinteren er omme.

Monsieur Tranquin kom forbi og vi aftalte, at han ville komme forbi igen på torsdag (8/2). Jeg kan bare håbe på at det så ikke falder sammen med børnenes ankomst. Jeg bestilte en miniature til Marco, og monsieur Tranquin mente godt at det kunne lade sig gøre at få det færdigt inden Lilois Dag – hans assistent er dygtig til miniaturer.

3/2 Dagen stod i Marcos tegn. Jeg ville jo snakke med ham om vandrotterne, og det endte med at vi tilbragte broderparten af dagen sammen. Først gik vi ud og købte pænt tøj til gæstebudet på mandag. Duc de Beaufort kommer til byen på mandag, og har inviteret til gæstebud – en oplagt lejlighed til at snige et vist brev ind til underskrivning. Jeg fik købt lidt stads så Alexia kan shine én af mine aftenkjoler (den kobberfarvede) lidt op (hvis jeg kan få hende til at komme over og arbejde på en søndag). Marco fik købt et helt nyt sæt tøj – højeste mode, meget klædeligt! Men han ser jo godt ud i næsten alt, så han er let at klæde på. Han ville have købt mig halskæde til at matche min kjole, men det kunne jeg ikke tage imod. Det er ikke tre dage siden, at han gav mig den fantastiske kæde i fødselsdagsgave, som jeg planlægger at have på, når jeg skal males. Han er virkelig alt for god ved mig – jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gøre gengæld. Han har desuden betalt sin gæld til mig tilbage. Jeg blev jo nødt til at spørge ham, hvordan han pludselig er blevet så velbeslået, og han fortalte, at han bliver betalt for at udkæmpe dueller for folk. Det lader til at være en lukrativ forretning!

Efter indkøbene tog vi hen og spise noget god mad. Vi snakkede om vandrotterne (hvilket jeg ikke blev voldsomt klogere af) og om den forestående rejse til Damar. Jeg synes, at det er morderligt pænt af ham at udsætte sin rejse for at følges med mig. Robert ville jo ikke acceptere at jeg rejste alene, selvom jeg bedyrede, at jeg ville tage Pippin med. Men med Marco som ledsager, så går det an, mener han. Han bliver en interessant rejseledsager. Jeg kan så vældig godt lide ham, og så kan jeg godt lide, at jeg ikke altid kan gennemskue ham. Han er fuld af hemmeligheder og mørke sider og finurligheder. Som det med blomsterne – sikke en gave!

Han spurgte til, hvad præcis det var jeg ville i Damar. Og selv om min hjerne kværnede Guillaume!, Guillaume!, Guillaume!, så kunne jeg ikke få mig selv til at sige det højt. Selvom de andre godt ved, at det blandt andet er derfor, at jeg tager derover – at finde Guillaume – så har jeg det stadig som om, at det er min hemmelighed. Tænk, hvis jeg ikke finder ham. Eller tænkt, hvis jeg finder hans grav! Jeg prøver hele tiden at skubbe de tanker fra mig. Men jeg ved også, at jeg bliver nødt til at forholde mig til dem. Men ikke nu. Lige nu kan jeg kun forestille mig, at jeg finder ham, og at han elsker mig, og at vi aldrig mere skal skilles!

Så hvor dejlige Marco, eller Nicholas, eller greven af Aldemaar end er, så kan jeg ikke forelske mig påny, så længe jeg ved, at Guillaume kan være derude og vente på mig. Åh, bare han er derude og venter på mig!

4/2 Jeg fik uddrevet et spøgelse i dag! Huset i Skidenstræde var jo hjemsøgt – jeg havde Pierre med derhenne i dag og det er ganske vist. Vandrotterne har i den sidste tid udfordret hinanden til at sove i huset, og de var ganske sikre på, at man kunne høre nogen gå rundt og stønne og klage. Pierre sagde, at den var god nok – en mand havde hængt sig på loftet og hjemsøgte stedet endnu. Pierre og jeg tog straks hen til Gråbrødreklostret og bad om abbedens hjælp. Han sendte beredvilligt Broder Charlon hen til os om eftermiddagen, og efter en stund forkyndte Broderen, at nu var huset ikke længere hjemsøgt! Vandrotterne har vist tænkt sig at sove her i nat for at bekræfte det (de så faktisk ret skuffede ud!). Jeg var forbi Grådbrødrenes kirke senere på dagen og lagde £20 i fattigbøssen, som Broder Charlon havde bedt om.

Og så har jeg opdaget noget skægt i dag; Pippin er lun på Eloise!

5/2 Hvilken besynderlig aften… Nå, vores mission lykkedes – første del af den i hvert fald. Marco fik byttet Ruben de Beauforts ansøgning om plads i parlamentet ud med Roberts. Nu kan vi så bare håbe på, at Beaufort bare sætter sin underskrift uden at læse papiret nærmere og at hans sekretær derefter sætter hans segl ligeså naivt.

Hmm, sikken aften… Lad mig lægge fuld rapport; Vi ankom på slaget – Marco og jeg i matchende tøj – ikke i modefarverne, men det er vist bare et spørgsmål om tid. Palais de Beaufort er imponerende. Le Duc må have brugt mange penge på at få det til at tage sig så smukt ud. Især trappen var meget imponerende – efter sigende tegnet af en prominent udenlandsk arkitekt. Le Duc hilste afmålt på Robert og mig, men ignorerede de andre. Maruvelle var der – ligeså sortklædt, arret og mørk, som han altid er. Han blev absolut ikke glad for at se os, og satte straks et par mand til at holde ekstra godt øje med os. Stående buffet, hors d’oeuvres en masse, dyr, men ikke speciel god vin. Le Duc annoncerede Giselles forlovelse med Baron Geron, som var til stede (det var Giselle ikke). Baron Geron er kendt for at leve noget over evne, og jeg spår ikke Giselle noget lykkeligt ægteskab – stakkels pige.

Marco og jeg slap af med vores skygge (Pierre hægtede ham sindrigt af, mens vi gik op ad trappen). Marco brød uden større besvær ind i Le Duc’s kontor, men havde en smule besvær med en lille arrig hund derinde. Vores skygge havde fået øje på mig, mens jeg stod vagt udenfor døren, og var på vej mod os, da Marco endelig dukkede frem fra kontoret og fik i hast låst døren efter sig. I cirka samme sekund som vores skygge kom rundt om hjørnet kastede jeg mig i armene på Marco og kyssede ham energisk. Han kyssede igen… et vældig dejligt kys faktisk… Overbevisende må vi i hvert fald have været, for vagten troede blot, at vi havde søgt lidt tid for os selv, og bad os fordufte derfra. Jeg havde vendt mig imod ham og så overbevisende skamfuld ud (jeg kan rødme næsten på kommando), og i samme sekund jeg så Robert på den anden side af galleriet, mærkede jeg Marco kysse mig i nakken… Jeg vil tro at mit ansigt spejlede sig i Roberts, for han så noget rystet ud, og jeg selv… Jeg selv ryster stadig lidt. Jeg kan stadig mærke kysset i nakken, lige der hvor hals og skulder mødes… jeg flygtede. Ja, det var intet mindre end en flugt, og var jeg ikke overbevisende før, så var jeg det dér; det er med garanti. Senere kom Marco hen og bød mig op til dans, og jeg var stadig ganske mundlam. Pludselig kunne vi slet ikke tale normalt til hinanden. Det var jo bare et kys… Der lå jo ikke noget i det, vel? Han er jo min ven, noget nær min bedste ven, så der kan ikke have ligget noget i det. Jeg vil ikke tænke på – jeg kan slet ikke forholde mig til det! Nej! Godnat!

7/2 Så kom de endelig, børnene. Trætte, kolde og sultne ankom de i går (jeg måtte personligt ned til byportene og overtale vagterne til at lukke dem ind). Der var ikke meget liv i dem. De små livede op efter et varmt bad og noget varmt mad, men de store er meget resignerede. Det knuser mit hjerte at se de døde øjne, som ikke ser ud til at forvente ret meget i angst for at blive skuffede igen. Jeg sov derhenne i nat – jeg lovede et par af de små det (vist de samme, som sov omkring og på mig i selve lejren). Robert kom forbi om eftermiddagen, og blev straks sat i arbejde. Og uden at kny gik han straks i gang, smøgede bare ærmerne op og kløede på. Jeg tror, at det gav ham en ny indsigt i hvad Huset går ud på, og hvilket hårdt arbejde det kan være. Jeg fornemmede en ny respekt i hans blik, da vi sagde farvel i går aftes efter at alle børn var lagt i seng.

Marco kom også forbi i går, men han er ikke typen man sætter i gang med at vaske beskidte og forkomne børn. Men jeg havde da én opgave til ham; Pippin og jeg blev overfaldet i går af en flok bevæbnede gadeunger. Pippin siger, at det er ’Langtudens’ bande. Langtuden er efter sigende en ca. 12-årig knægt, hvis bande længe har haft et godt øje til Vandrotterne territorium. Jeg må sige, at det bekymrede mig en del at blive jagtet af en flok unger med køller gennem byens gader, men det ser ud til at Vandrotterne selv løste problemet. Pippin og 10-12 rotter vendte hjem i nat, forslåede, men triumferende efter at have sat en deling af Langtudens bande på plads. Jeg havde sat Marco på sagen også, og han frygtede, at nogen kunne have hyret Langtuden til at skabe problemer for os. Jeg håber det ikke. Jeg har hverken magt eller penge til at kæmpe mod Ryendor City’s undergrund. Pippin mener bare, at Langtuden havde levet op til sit navn, og haft tuden for langt fremme, og at der næppe ville blive flere problemer med ham. Nu får vi se, hvad Marco har fundet ud af. Jeg har ikke hørt fra ham endnu.

A pro pro Marco; så fortalte Halvøre (en vandrotte) mig, at Marco har indløst tilladelse til at operere i undergrunden hos Tyvelauget, og han er desuden ved at samle en bande omkring sig… Det synes jeg er bekymrende nyheder! Jeg må tale med ham om det, og selv jeg ikke har magt til at bede ham om at droppe det igen, så håber jeg alligevel, at jeg kan få ham på bedre tanker.

Men nu vil jeg sove de retfærdiges søvn; jeg har været oppe i snart 36 timer, kun afbrudte af en lille lur her og der i en stol eller på en sengekant. Min stab i Maison des Enfants har virkelig fået deres ilddåb, og de har klaret det storartet! Et par af dem var chokerede over børnenes tilstand, men det syntes bare at gøre dem endnu mere stålsatte på at gøre det godt for dem. Madam Mangor i køkkenet har bandet og svovlet over de elendige tilstande disse børn har været udsat for, og hun har sat sig for egenhændigt at opfodre dem alle til hobe.

7/2 1603. Du gode, jeg tror aldrig, at jeg har været så træt! 36 timer i træk i Maison des Enfants er lige i overkanten af hvad jeg kan klare. Jeg er så fortvivlet over børnene, især de store. Da de kom i går lignede de en flok druknede rotter – kolde, trætte, sultne. De er tynde som gespenster, store øjne i sorte huler. De er skræmte, viger tilbage fra venligt udstrakte hænder. Til gengæld kom de små mig jublende i møde, og forlod mig siden ikke ret mange minutter ad gangen, skulle hele tiden vide hvor jeg var. Skulle hele tiden have bekræftet, at de ikke skulle arbejde igen. Alle ansatte i Huset lader heldigvis til at være fulde af resolution om at disse børn ikke skal se grusomheder igen – alle har taget et utroligt ansvar, alle har ydet alt hvad de kunne. Alle har bestået ilddåben. Madame Mangor i køkkenet var forfærdet over at se hvor tynde og udsultede børnene var, selvom Hertugen af Anjou har sørget for dem undervejs. Eder og forbandelser mod dem, der har gjort dette mod børnene, har fløjet rundt i køkkenet, mens hun lavede mad til den store guldmedalje. Jeg og personalet har de sidste to aftener efter sengetid holdt et lille møde, og de, der har været fortvivlede i løbet af dagen er blevet trøstet og bekræftet i, at vi gør det rette og at det nytter. At vi aldrig har haft det så slemt som disse børn har haft det, giver os mod og styrke til at hjælpe dem. Det er utrolig hårdt arbejde, men det lønner sig! Tid vil læge mange sår, og selvom mange vil bære ar for livet, så har de nu i det mindste fået tildelt en chance for at hele.

Pippin og jeg blev jagtet af en fremmed børnebande på vej til Huset i dag. Efter sigende er det ’Langtuden’s bande, som synes at vandrotternes territorium så ledigt ud. Det satte vandrotterne heldigvis på plads for dem i går nat. Vandrotterne vendte hjem ved midnat i går – forslåede, men i højt humør efter at have tævet en deling af Langtudens bande. Marco havde været forbi tidligere på dagen, og jeg havde sat ham til at finde ud af hvad Langtuden havde gang i. Hvis han var hyret af nogen til at lave ballade mod os, ville jeg jo gerne vide det. Men vandrotterne mener, at Langtuden bare levede op til sit navn, og havde stukket tuden for langt frem. De har nu lært ham, hvor den hører hjemme! Vandrotterne fortalte mig i øvrigt lidt frisk sladder fra undergrunden; Marco har indløst tilladelse til at virke i byen, og er ved at samle en bande omkring sig. Det synes jeg er noget foruroligende nyheder. Jeg har tænkt mig at snakke med ham om det ved lejlighed. Robert har ballade nok med mit noget andet end uskyldsrene rygte; han skal ikke også slås i hartkorn med en forbryder. Jeg håber, at Marco holder sin sti ren (men tør ikke tro på det).

Robert kom også forbi i går, og blev sat i arbejde. Han knoklede hele dagen uden kny, og jeg var meget taknemmelig. Jeg beundrer ham for ikke at synes, at arbejdet her ligger under ham (jeg tror i virkeligheden ikke, at der er noget arbejde, han ikke ville påtage sig, hvis det var nødvendigt). Jeg synes, at jeg sporede en ny respekt i ham, da han gik hjem i går. I går var ellers en kaotisk dag: først ville byvagten ikke lukke børnene ind, og jeg måtte selv møde op i byporten og sige god for dem. Siden skulle 75 sultne og beskidte og forfrosne børn vaskes, beklædes og bespises. Store som små skulle trøstes, forsikres om deres lysere fremtid. Der skulle pudses næser, holdes hænder, fortælles historier, tørres tårer væk, forsikres, forsikres, forsikres, at de aldrig mere skulle arbejde mod deres vilje.

Nå, hvis jeg skal se bare nogenlunde menneskelig ud i morgen, når monsieur Tranquin kommer for at male mig, så må jeg i seng i dette øjeblik! Det vil ikke tage lang tid at falde i søvn.

8/2 Ih, det er vanvittigt spændende at blive malet! Monsieur Tranquin er en meget interessant mand – han kan tale om alt muligt! Jeg fik lov til at følge lidt med i skitseringen af mig, og hans tanker om farvevalg og komposition af billedet. Vi snakkede og snakkede – det var meget morsomt!

Alexia kom forbi for at se hvordan sådan noget foregik, og vi fik rettet den store kærlighedssang til, som vi har haft så meget bøvl med. Jeg synes, at resultatet var meget, meget bedre end det vi startede med. Alexia har nogle vældig gode indfald med særprægede overgange og intrigante greb, og hun fik det bedste ud af min tekst (og rettede i den i visse tilfælde til det bedre). Pierre kom også forbi, og jeg sendte ham hen til Marco, som vandrotterne har fortalt mig ligger syg. Han var ellers frisk nok i går… Jeg havde desværre ikke selv tid til at tage derhen i dag, måske i morgen. Jeg sendte Pippin over med Madame Renoirs bedste stuvning, som jeg håber bekom ham vel.

Jeg ville ønske, at jeg kunne studere malerkunst nærmere; det var fantastisk spændende at høre om! Jeg tror ikke, at jeg vil have noget videre talent for at male selv, men teorien fascinerer mig. Det er jo svagt beslægtet med glasmosaikkerne, som jeg alle dage har været dybt betaget af. Alle de forskellige stilarter, al den symbolik, al den historiske værdi! Åh, jeg har ikke timer nok i døgnet til at gå i dybden med alle de ting, som interesserer mig! Når jeg kommer hjem fra Damar, er der forhåbentlig lidt mere ro omkring mig, så jeg kan få studeret færdig til min bog om de kvindelige berømtheder, og så vil jeg kaste mig over malerkunsten bagefter!

10/2 Endnu 36 timer i Huset – puha! Det går bedre og bedre dag for dag. De små virker glade og falder let til i huset. Det er de store, som er mest tilbageholdende. Nogle af dem er nærmest apatiske. Jeg snakkede med Fillip om de ville have lyst til at begynde at arbejde i Freddies læderværksted, men han kunne slet ikke overskue tanken; med forfærdet ansigt afviste han det blankt, og det forstår jeg godt. Før vi kan gøre noget som helst andet, må vi menneskeliggøre børnene igen. Vi må prøve at give dem deres barndom tilbage; Vi leger det meste af dagen, nogle gange afløst at lidt skolegang (kamufleret som leg). De store har fuldstændig glemt hvordan man leger, hvordan man bruger fantasien. Nogle af dem er stadig håndsky, men flere og flere er i stand til at række ud selv. Tage en hånd, eller bare en håndfuld skørt eller skjorte. De ser med misundelse på de små, som uden angst kaster sig i armene på os. De små lader faktisk til slet ikke at kunne få nok kram og kærtegn. I dag så jeg Brian stå og snakke med nogle af de store børn, mens en af de mindre drenge (en almohadhisk dreng, som hedder Bilal) stod ved siden af ham. Brian lagde uden at tænke på det armen om Bilal, og jeg vil aldrig glemme hans ansigt da! Bilal blev først helt stiv med store øjne, så slappede han af, mens et smil gled over hans ansigt, og et udtryk af ren fryd fulgte efter. Jeg tror, at Brian fik sig en beundrer for livet lige dér – bare fordi han lagde armen om en dreng. Nogle gange skal der så lidt til – andre gange ved jeg ganske enkelt ikke hvad jeg skal stille op. Elise – den store pige, som jeg fandt bundet til en seng i lejren – er jeg ikke sikker på at vi kan redde. Hun er fuldstændig apatisk, møder ikke nogens øjne, og taler ikke. Vi havde nær aldrig fået hende i bad – hun skreg panisk, da vi forsøgte at få hendes slidte laser af hende, slå og sparkede og kradsede. Mademoiselle Paix havde held til at få hende beroliget lidt, og sendte os andre ud, mens hun vaskede Elise og gav hende nyt tøj på. Men selvom om hun nu er ren og varm og mæt, så nærmer hun sig ingen, kryber selv sammen, hvis nogen nærmer sig, viger tilbage for høje stemmer og store armbevægelser. Kun de allermindste børn lader hun til at have en lille smule kontakt med. Jolie Perdue’s søn, Giron, lader til at fascinere hende – hendes øjne følger ham konstant, hvis han kravler rundt i nærheden af hende. Men selv hans små buttede hænder viger hun tilbage for. Det gør mig så magtesløs; jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre, for at hun skal få det bedre. Hercules siger, at jeg bare skal give det tid; når hun selv er klar, vil hun komme ud af sin skal. Jeg håber det.

Hercules og jeg besluttede, at når tingene er faldet lidt mere til ro, vil de tage små grupper af de større børn hen i Børnenes Hus, så de kan se, hvordan tingene foregår dér. Så kan de også se værkstederne, og se med egne øjne, at det ikke er det samme som slavelejren. Men stille og roligt skal det gøres, i deres eget tempo.

Der har ikke været mere ballade med Langtudens bande, men vandrotterne synes alligevel, at jeg skal have eskorte. Så tre vandrotter følger mig frem og tilbage fra Huset (og jeg har skimtet yderligere 2-3 stykker, som holder udkig mens vi går – jeg føler mig som konge eller kardinal med den effektive bodyguard jeg har fået mig!).

Senere: Der er kommet brev fra Hertugen af Anjou! Det lå til mig, da jeg kom hjem. Hertugen har åbnet to pladser på hans kunstakademi til to af mine børn! Sikke en chance at få! Han har desuden inviteret Robert og mig til at komme og besøge Anjou, og se akademiet! Jeg rendte straks hen til Robert for at vise ham det – invitationen gælder jo også ham. Vi tager dertil, så snart vi kommer hjem fra Damar. Jeg tror, at Roberts chancer hos Charlotte d’Anjou ser bedre og bedre ud! Åh, jeg håber at det går godt! Jeg glæder mig allerede til rejsen dertil. Jeg har rejst igennem Anjou engang for længe siden, og det er smukt land. Jeg så ikke kunstakademiet dengang (hvis det var der dengang – det ved jeg ikke engang). Et kunstakademi! Hvor spændende! Uh, jeg glæder mig!

16/2 1603. Robert er blevet indkaldt til møde for parlamentskommissionen for at forsvare sin egnethed som parlamentsmedlem! Det betyder, at Duc de Beaufort har underskrevet hans ansøgning!

Vi mødtes til aftensmad i Maison de Bergerac, og snakkede om rejsen til Damar. Claire, André og Emilia rejser med Marco og mig. Det ser ud til at vi er tvunget til at rejse via Carvintia, hvilket er en omvej, men med sørøvere og hvad ved jeg på havene, er det den eneste sikre rute netop nu. Jeg inviterede Marco til frokost i morgen (monsieur Tranquin kommer godt nok, men nu må jeg gøre hvad den bande går ud på!).

17/2. Jeg har aftalt med monsieur Tranquin, at der bliver lavet en række små ændringer i det lille billede til Marco i forhold til det store maleri. Det bliver vældig godt. Så vidt jeg kan skønne har monsieur Tranquin ramt mig vældig godt. Jeg er meget tilfreds med værket!

Frokosten med Marco gav ikke ret meget. Han var rimelig uvillig til at tale om sit kriminelle bijob. Han charmerede sig bare udenom. Sandt at sige kan jeg jo heller ikke gøre ret meget ved det. Jeg kan ikke fortælle Marco hvad han skal eller ikke skal gøre – jeg kan kun udtrykke min misbilligelse, som jeg ikke ved om har meget effekt. Jeg glemmer hele tiden, at han ikke virkelig er Marco de Badjo, at han ikke er adelig. Alle de år på gaden, hvor han kun er overlevet via kriminelle gerninger, kan åbenbart ikke tages ud af ham. Gad vide om det vil gå ligesådan med Pippin og de andre vandrotter? De nægter jo pure at gå i lære nogen steder. Jeg holder så meget af dem, og ville jo gerne have, at det skulle gå dem godt! Jeg er bange for, at jeg bare gør dem til sofistikerede forbrydere – lommetyve og småsvindlere som kender til filosofi, religionshistorie og naturvidenskab… Hmm.

19/2 Puh, sikken dag! I dag mødte Robert for kommissionen – jeg har endnu ikke hørt hvordan det gik. Monsieur Tranquin kom forbi lige før frokost, og bad mig sidde en ½ times tid, så han kunne få håret helt rigtigt. Til frokost dukkede Pierre op og bad om råd mht. Beatrice. Han havde skrevet et rimelig hjælpeløst brev, som jeg hjalp ham med at rette op på. Pierre bliver frygtelig stiv i det, når han skal formulere sig. Men han har mange gode egenskaber, og indtil videre ser det ud til at mademoiselle Beatrice sætter pris på dem.

Sidst, men ikke mindst, var jeg til møde i skomagerlavet i dag. Monsieur Pieds og jeg fandt frem til, hvordan vi kører læderværkstedet i Børnenes Hus, uden at der bliver problemer med lavet. Vi aftalte, at værkstedet ikke producerer til salg, men i stedet udelukkende til Husenes behov, samt reparationsopgaver, som skomagerne i lavet sender os. De småopgaver, som de ikke selv har tid til at tage sig af, kan børnene i værkstedet lære af. Skomagerne vil sætte pris på at kunne få lærlinge fra værkstedet, som allerede inden læretid har en smule erfaring med faget. Meget bedre aftale kunne vi næsten ikke have fået! Desuden lovede Monsieur Pieds at han ville indstille Freddie til svendeprøve. Det vil glæde Freddie!

Jeg opsøgte på vejen tilbage til Huset skrædderlavet for at lave en tilsvarende aftale med hensyn til syværkstedet. Men vi interesserede dem ikke. Det var jo ’bare’ piger, der sad og syede, og hvis folk foretrak den slags til at sy for dem, så for deres skyld gerne. Jeg fik for en sikkerheds skyld at stykke halvofficielt papir fra lavsformanden, hvorpå der stod, at vi havde tilladelse til at drive syforretning under de omstændigheder det eksisterer nu. Det er jo glimrende! Værkstedet har faktisk meget fine indtægter på deres sengetøj og deslige. Flippa fra værkstedet, som også følger Broder Jeromes undervisning, når han er der, er en af mine kandidater til kunstakademiet, hvis de optager piger. Jeg har adspurgt hertugen om piger var acceptable til pladserne, og jeg håber det. Flippa er vældig kvik; hun lærte hurtigt at læse og skrive, og følger trofast med i Broder Jerome’s undervisning. Hun er fingernem (for meget til hendes eget bedste!), og har faktisk kunstneriske talenter. Jeg har set nogle af hendes småtegninger (mest kul på pergament, eller vægge, eller døre…), mest små portrætter af børn og voksne i huset (af og til humoristisk karikeret – er min næse virkelig så lang?), og hun har et godt øje for detaljer. Og så har hun ben i næsen. Hun er vel omkring 14-15 år og sej som bare pokker! Jeg skal have snakket med Broder Jerome om han deler mit synspunkt, og om hvem han selv ville indstille til de ærefulde pladser.

22/2 Det var så Lilios’ dag! Og Nicholas er lige gået!

Vi fejrede Marcos fødselsdag, og startede på Den Gyldne Fasan, hvor han fik maleriet af mig. Det blev han meget glad for. Han ville sporenstregs hjem og hænge det op, og det passede fint, for hans hjem var blevet nyindrettet af Robert. Mit billede blev hængt op over kaminen, hvorefter vi tog på La Criquet Gai, som i dagens anledning var stuvende fuldt! Marco kom for en gangs skyld først til at byde mig op (jeg skulle ikke engang vinke med en vognstang!). Jeg tror, at alle nød Lilios’ Dag. Jeg må indrømme, at efter jeg fik øje på Nicholas (og han fik øje på mig), så mistede jeg kontakten med de andre. Jeg havde 5 fødder, og trods Nicholas’ bedste forsøg på at redde mine fejl, var jeg alt andet end elegant. Det holdt Nicholas dog ikke imod mig, og vi gik hurtigt efter hjem til mig, hvor vi mindedes gamle dage ved at leve dem ud! Ih! Hvor var det dejligt! Det var lidt som at komme hjem; igen at røre den krop jeg kender så godt, og selv mærke hans hjemmevante hænder på min krop! Og hans duft og hans latter, og hans kys – alt det jeg har savnet sådan. Åh, Lilois’ Dag kunne såmænd ikke have været bedre! Han sagde ikke noget om, hvad der havde ændret hans holdning til at alt var forbi, andet end at han da skulle være et skarn (og mindst en munk) for at vende ryggen til sådan en fristelse… Hi!

Det var i højt humør jeg var i Huset i dag, og humøret synes at smitte hele vejen rundt. Men ud på eftermiddagen så det ud til at jeg kunne undværes (det skulle jeg jo også gerne kunne), og jeg tog hjem igen. Jeg har øvet mig lidt på lutten i mit rustne forsøg på at spille Alexias kærlighedssang, men jeg øver mig vist alt for lidt. Nå, det ser ikke ud til at jeg bliver bedre i dag, så jeg tror, at jeg smutter hen forbi Alexia og hører om hun er med på en aftentur i det dejlige vejr.

23/2 1603. Kurt er død, og Marcos hus er brændt ned til grunden! Efter at Alexia og jeg på vores aftentur havde hørt rygtet om at Robert var kommet i parlamentet, tog jeg derhen forbi (den er god nok – der kom brev fra parlamentet, mens jeg var der). Så begyndte klosterklokkerne at ringe alarm – der var brand i klosterkvarteret! Vi for af sted til Rue de Cloister, hvor der ikke var noget alarmerende at se. Videre af sted til Marcos hus, som ikke var andet end en rygende askehob, da vi kom frem. Alt har han mistet! Alt! Ja, altså undtagen maleriet af mig og to sølvskeer, som Halvøre med livet som indsats havde reddet ud af flammehelvedet (Marco blev synligt oplivet, da Halvøre kom med tingene til ham). Vi frygtede, at det var le Duc eller Maruvelle, der i vrede over at Robert var kommet i parlamentet, ville hævne sig på os, og vi vendte straks tilbage til Rue de Cloister – Marco, Pierre og jeg. Etienne vendte tilbage til Robert i Maison de Bergerac for at give ham besked. Der var ikke noget umiddelbart suspekt at se ved Rue de Cloister, men Kurt gik ud for at se nærmere på en mand, som så ud til at stå og lure på os. Da Kurt efter lidt tid ikke vendte tilbage, gik jeg ud for at kigge efter ham, og jeg fandt ham… 4 mænd havde fat i ham, og ved synet af Marco og Pierre og jeg, truede de med at skære halsen over på Kurt, hvis ikke vi smed vores våben. Hvad der dernæst skete husker jeg ikke tydeligt; jeg kan kun huske billedet af kniven over Kurts strube og de fire mand, der gik til angreb på os. Nicholas’ undervisning kom mig igen til nytte, selvom jeg ikke slap for at få en skramme undervejs (endnu et ar til samlingen…). Vi nedkæmpede dem – hovedsagligt fordi at en gruppe vandrotter svarede på mit kald om ’vandrotter til mig’. De gik fuldstændig amok, da de så Kurt, og flåede i bogstaveligste forstand den mand, der havde taget hans liv, fra hinanden… Jeg har aldrig set noget så brutalt og dyrisk, som deres vilde arrigskab, da de slog Kurts morder ihjel. Det mindede lidt om en bjørnekamp jeg engang var så uheldig at være vidne til – en stor lemlæstet bjørn der blev flået og revet i småstykker af 4 vilde hunde. Bjørnen – og manden – havde ikke en chance…

Jeg fik Kurt væk fra kampen, men der var intet at gøre… Han var død. En af mine vandrotter er død… Jeg kan slet ikke beskrive den følelse, der vældede op i mig; et af mine børn var død, en af mine! Vandrotterne forstod ikke først, at jeg ville bruge tid og penge på at begrave ham. De havde hævnet hans død, men mere kunne de ikke gøre; han var jo død. De plejede at læsse deres døde over kirkegårdsmuren, hvor nogen sikkert ville finde dem og begrave dem. At jeg ville gøre mig alt det besvær gik over deres forstand. Men jeg brugte for engang skyld min egenskab af boss over dem (de har kaldt mig ’boss’ og ’tante’ længe, hvilket jeg vel på en eller anden måde finder smigrende), og sagde at Kurt var en af mine, og mine børn bliver begravet! Det tror jeg, at de accepterede, selvom de måske stadig synes, at det var noget sært noget at bruge penge på.

Kurt blev begravet i dag ved klostret; Robert holdt oven i købet en lille tale, hvor han priste Kurts mod og kammeratskab. Der var ikke et øje tørt. Jeg troede ellers, at jeg havde grædt alle de tårer jeg havde i mig i går, men man lader åbenbart op igen mens man sover. Vi holder gravøl i aften, hvor alle vandrotterne er inviteret med. Madame Renoir har lovet at gøre sit ypperligste til at vi får taget ordentligt afsked med Kurt. Hun synes også, at hun har mistet én af sine; hun har jo affodret de unger i årevis, og man kan ikke undgå at knytte sig til dem – de forbandede småkriminelle, næsvise, uregerlige, og vidunderlige unger… Det er gået op for mig, hvor meget jeg betragter dem som en slags familie. Eller måske er det nordlandske begreb ’klan’ mere passende. Vi hører sammen og passer på hinanden.

Midt i al sorgen tog Robert og jeg ud for at finde en bryllupsgave til Jacqueline. Jeg havde foreslået en broche eller lignende med Bergeracs våbenskjold, for at byde hende velkommen i familien, og selvom det bliver dyrt har vi nu truffet aftale med en guldsmed om at få den lavet.

Senere: så er den sidste fulde vandrotte blevet puttet. Vi har holdt gravøl for Kurt, og han er blevet mindet som han fortjente. Alle havde en historie om ham, og vi har spist og drukket og grinet og grædt. Mangen en vandrotte vil vågne i morgen med deres livs første tømmermænd, men de har været det hele værd… Vi har sagt farvel til Kurt…

24/2. Marco har fået at vide af en af vandrotterne (Halvøre, tror jeg), at der er blevet udtaget kontrakt på ham (det vil sige, at nogen har betalt nogen i underverdenen for at slå ham ihjel)! Det vides ikke hvem, men le Duc er det vist ikke. Den, der står bag, er ansvarlig for Kurts liv, og hvis Marco ikke er heldig, hans liv også. Han er gået under jorden nu, og hvis jeg kender ham ret, så klarer han sig. Jeg har aldrig mødt nogen med Marcos overlevelsesinstinkt. Jeg beder for, at han klarer sig. Jeg er vred på ham, og bange for hvordan det vil gå ham på én gang. Han har bedt vandrotterne om at passe på mig (det lader til at jeg er blevet skygget de sidste par dage), så jeg går ingen steder uden 8 vandrotter i umiddelbar nærhed – jeg ved ikke hvad det ligner, men jeg føler mig fuldkommen tryg i deres selskab.

25/2 1603. Tilbage i teatret! Hvor vidunderligt! Jeg lægger alt bag mig, når jeg træder ind til Prins Louis’ Yndlinge. Jeg blev modtaget med åbne arme; man skulle tro, at vi sidst sås i går. Alexia var med, og jeg tror, at hun havde det ligesom mig; teatret er vores andet hjem. Første dag er gået godt; vi kom godt i gang, skuespillerne synes om stykket, og rollerne er blevet fordelt til alles tilfredshed. Reander insisterede på at få lov til at spille min helt igen, og jeg kunne ikke forestille mig nogen, der kunne spille Guillaume (som jeg uden blusel har kaldt helten) bedre end han. Gabrielle er Sophia; hun og Reander har sådan en god kemi sammen. En stor varm følelse har fundet vej ind i mig. Det er så dejligt at være her igen!

26/2 Kongen er kommet til byen, og Robert, Alexia og jeg så indmarchen sammen. Så styrtede Alexia og jeg tilbage til teatret og snakkede kostumer med kostumieren.

Der er kommet brev tilbage fra Anjou! Han har overtalt forstanderen af akademiet til at modtage piger (selvom han vist måtte vride armen om på ryggen af ham, for at få ham til at sige ja!). Nu må jeg altså se at få snakket med Broder Jerome om hvem han vil finde egnet til akademiet.

27/2 Robert deltog i sit første hverv som parlamentsmedlem; årets parlamentsafslutning. Jeg var med på tilskuerrækkerne. Åh, hvor Duc de Beaufort sad og skulede! Han var meget, meget vred! Men han kan ikke gøre mere; han har jo selv skrevet under på dokumentet, det kan han ikke benægte, og hans segl er på, og dets ægthed er der heller ingen tvivl om – skal han tilstå, at han ikke læser de dokumenter han skriver under på? Det tror jeg ikke. Det var en stor fornøjelse! Robert og jeg tog hen til Den Gyldne Fasan og holdt festmiddag for to (Pierre og Etienne tog af sted mod Brest i forgårs).

Jeg har skrevet svar til hertugen af Anjou – et alt for langt og familiært brev, hvis indhold og længde jeg nu halvt fortryder. Da jeg først var kommet i gang med at skrive, flød alt muligt bare ud af pennen, og før jeg fik læst det to gange, fik jeg det sendt af sted (postvognen gik i dag kl. 12). Bare han nu ikke tænker ilde om mig, eller synes, at jeg er for anmassende. Jeg skulle jo nødig ødelægge Roberts chancer hos Charlotte! Nå, nu er det sendt, så der er ikke mere at spekulere på.

1/3 Det går strygende på teatret! Det er ikke mange detaljer, der skal rettes til – jeg må have fået sans for hvad der fungerer på scenen. Skuespillerne er i topform, og Alexia er i sit es. Vi har været næsten uadskillelige de sidste uger. Det er så hyggeligt at være sammen igen – jeg har savnet hendes selskab, hendes fine humor og hendes uskyldige sødme, når jeg har haft for travlt med Huset eller andre gøremål.

Apropro Huset, så går det fint. Det går bedre og bedre for hver dag, og jeg føler mig tryg ved at overlade Huset i personalets hænder. Mademoiselle Paix mener, at Elise måske er gravid. Hun fik mistanke om det, da hun vaskede hende ved ankomsten, og hun har holdt øje med hende siden. Hun er næsten sikker, men har ikke snakket med Elise om det. Jeg har overladt det i hendes kompetente hænder, men hele redeligheden bekymrer mig. Elise er ikke ret gammel, og hun er stadig fuldstændig apatisk. Som den eneste viser hun ingen tegn på fremskridt, og jeg er dybt bekymret for hende.

8/3 Premiere i går! Stor, stor succes! Prins Louis’ Yndlinge har aldrig spillet bedre! 8 fremkaldelser! 8! Der var ikke et øje tørt under den store kærlighedsscene til sidst. Jeg ser endnu for mig Reander sidde med ansigtet gemt i sin ene hånd (den anden var bundet op og gemt på ryggen), mens Gabrielle deklamerer; ’Tror du måske, at det kun var din venstre arm jeg elskede? Var det kun blikket fra dit højre øje, der faldt mig behageligt? Din sjæl er intakt, min elskede! Såret og skrammet måske, men jeg vil hele det. Arrene vil minde os om en ond tid, som nu er fordi, mens vi går ind i en lys fremtid i møde hånd i hånd!’ Og Guillaume ser op – det raske øje lyser nærmest – han rejser sig, tager hende i sin favn (med sin højre arm) ’Sophia, min elskede! Jeg mistede et øje og en arm, men mest af alt frygtede jeg, at mit hjerte ville knuses til ugenkendelighed, hvis du så mig, og ikke længere elskede denne halve mand! Jeg kan leve med ét øje og én arm, så længe mit eneste hjerte ligger helt og bankende i dine hænder!’ Og så kysser de, og hele salen genlyder af suk – nogle af dem grådkvalte, og så bryder klapsalverne ud, og det var fantastisk! Åh, hvor har jeg hundrede gang læst ordene og tænkt, at det lød som det rene pladder, ganske banalt (ordene, ikke meningen), men som de sagde dem på scenen… Det var bare så rigtigt, så godt!

Bagefter holdt vi stor fest. Mange af musketererne var kommet med ledsagere, og ingen fester bedre end skuespillere og musketerer! Blandt musketererne var naturligvis Nicholas, som havde synes godt om stykket. Jeg betroede ham, at man blot skulle have den rette inspiration, så gik sådan noget af sig selv. Han udnævnte straks sig selv til min muse, og da festen lidt ud på natten døde ud, tog han med mig hjem – for at inspirere mig… Men mine inspirationer fra i nat går vist ikke an at vise i fuld offentlighed, da slet ikke under mit navn, pseudonym eller ikke!

Senere: Roger tog mig med til aftenmessen. Det var dejligt at se ham igen – vores skakrutine har været noget uregelmæssig i de sidste par uger, men få gange er det da blevet til. Jeg nød den ro han indgød mig, efter al den opstandelse og store armbevægelser, der har været indenfor det sidste døgns tid. Han lovede mig at holde øje med begge Børnehuse, og det er jeg vældig glad for. Personalet i begge huse er vældig kompetente, og skal nok løfte opgaven, men skal der tales med lavsformænd eller sponsorer, så er det bedre at Roger gør det. Det hjælper altid at have den autoritet, der ligger i adelsstanden bag sig, når man forhandler med borgerskabet – og andre adelige for dén sags skyld.

9/3 Der er kommet brev fra Robert i dag – de sidder fast i Brest, og der er mindst et par uger til de kan sejle; så jeg kan nå at rejse sammen med dem, hvis jeg skynder mig! Huset har stået på den anden ende i dag, mens vi har pakket og gjort klart (vi rejser i morgen). Claire tager det hele yderst rolig, André er nervøs og Pippin er som en sæk lopper; han glæder sig så meget til endelig at komme ud og se den store Verden. Vi har været i Husene det meste af dagen for at sikre, at alt går glat. Pippin har spenderet hele eftermiddagen i Eloises selskab – hans eneste beklagelse ved at rejse, er at han må forlade sit hjertes udkårne, ak! Eloise tager forgabelsen med stoisk ro. Ingen invaderer hendes køkken uden at arbejde for opholdstilladelsen, så Pippin har stået i brøddej til op over begge ører hele dagen.

Nu håber jeg, at Marco kan finde os på vejen, når vi sådan tager af sted før tid!