Brev til Varalaksmis mentor #2

Højtærede Sadhil

Jeg beklager, at jeg forlod Charam uden at sige ordentligt farvel. Det gik lidt stærkt. Nu er jeg på den gård, som mine venner Chatar og Leo ejer. Det er et lille sted, som skal brødføde rigtig mange mennesker. Jeg har fået et grundigt indblik i, hvor nøjsomt mennesker kan leve. Leos og Chatars hus havde kun lige plads til min veninde, Villemo – hende der, som du nok husker, blev så slemt såret under kampene i byen. Ja, og så har Leo og Chatar selvfølgelig deres egne værelser. Heldigvis var der plads i laden til både Cornelius og jeg, sammen med alle gårdens øvrige beboere. Det er et sammenrend af alle mulige mennesker, som Chatar og Leo har hjulpet i tidens løb, og som ikke har andre steder at være. Her er hele og dele af familier, forældreløse børn, forviste voksne, ældre mennesker, folk der er skæmmede eller krøblinge. Med andre ord: jordens salt. De samme slags mennesker, som jeg har været omgivet af i al min tid i Varalaksmi templet, blot er de fleste her omvendt til sikhismens tro for at ære Chatar. Men disse mennesker får mig til at føle mig hjemme. Bortset fra at ingen behandler mig som gudinde – hvilket er fair nok. Ingen her ved jo, at jeg var Gudinden. Chatar og jeg havde i øvrigt en interessant samtale om vores tro. Som sikh mener han jo at forståelsen af guderne ikke kan rummes i et menneske. Vi var enige om at det guddommeliges veje er uransagelige. Men jeg har dog engang forstået min Gudinde ud og ind. Hendes vilje har stået mig helt klart. Men den slags er sort snak for Chatar. Jeg tror, at han betragter mig som én, der engang har prøvet at formidle en gudindes budskab, og ikke som Gudinden selv. Men jeg ved jo, hvad jeg ved. Men om man er sikh eller hindu her på gården er ligegyldigt. Her er plads til alle, og alle – eller langt de fleste i hvert fald – er flinke og hjælpsomme. Den første morgen vågnede jeg med knurrende mave, og spekulerede på, hvor morgenmaden ville komme fra. Så sagde kvinden, hvis familie holdt til ved siden af min soveplads, at hvis jeg så efter børnene, mens hun bagte naan, så kunne jeg få et af dem (naanbrødene – ikke børnene). Så sagde en ældre, halt kvinde, at hvis jeg hentede vand og pindebrænde til hende, så ville hun give en kop the. En af børnene viste mig hvad pindebrænde er og hvor man fandt det. En enarmet mand bad om hjælp til at hakke grøntsager. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg er bange for at resultatet ikke var meget bedre end han selv kunne have gjort, men han var tilfreds nok, og delte dem med mig. Og sådan fik jeg morgenmad. Alle hjælper alle, og alle får det ud af det, som de har brug for. Der var kun et par stykker, der skulede lidt af mig, og en enkelt kvinde bad mig skrubbe hjem, hvor jeg kom fra. Men min erfaring med den slags er, at de taler ud fra deres egen ulykke og frustration og ikke mod mig personligt.

En glædelig nyhed! Min magi virker igen! Som du husker, var jeg meget bekymret over, at min magi havde forladt mig, eftersom jeg havde så ringe held med den i slutningen af kampen. Jeg husker dine trøstende ord om tålmodighed, og om ikke at lægge alt mit værd i magien. Men helt væk er den altså ikke. På gården havde Leo plantet et frugttræ fra hans hjemegn i østen: et æbletræ, som dog ikke trivedes i Kushistans varme og tørre klima. Jeg hjælp træet med at strække sine rødder længere ned i jorden, så det kunne nå det vand, det manglede. Og tænk, det satte blomster! Nu håber jeg, at der faktisk kommer æbler ud af det. Det tror jeg ville glæde Leo. Og jeg vil så gerne glæde ham. Han arbejder så hårdt og virker som om, at han bærer alle verdens sorger på sine skuldre. Han havde slet ikke tid til at høre om træet, da jeg opsøgte ham for at fortælle det. Han var ved at spænde sig selv foran en plov, og så mig vist slet ikke. Men Chatar gik med hen og så træet og var vist lidt imponeret. Men en plov, Sadhil! Det knuste mit hjerte at se ham være nødt til det. Jeg har besluttet at give de penge, som Mor sendte mig i vinters, til gården – så de kan bruges til at forbedre gården eller udvidde den til glæde for alle de mennesker, der er afhængig af den og dens afgrøder. Jeg vil også prøve om der er noget jeg kan gøre med min magi for at gøre det bedre. Jeg kan jo ikke trække en plov, men der er andet jeg kan gøre, og det vil jeg prøve. Ligesom med æbletræet.

Der er ellers nok at lave på en gård! I dag måtte vi ud og jage lynøgler ud af ærtemarken. De var igang med rasere den fuldstændig. Jeg prøvede at vippe dem ud med min stav, men med begrænset held. Jeg kom til at slå en af dem ihjel, da den landede lige med hovedet på en sten. Det var jo ikke meningen. Jeg ville ønske, der var en måde man kunne lede dem tilbage til ørkenen, som de kom fra og hvor de jo har det bedst (og ikke æder mine venners ærter). Men så lavede Villemo den vildeste lyd! Høj og skinger og… Ja, jeg kan ikke beskrive det! Det jog alle lynøglerne på flugt! Det havde desværre også nær skræmt livet af Chatar, som råbte ‘granat!’ og kastede sig ned. Han var slet ikke sig selv bagefter: bleg og svedig og med blanke øjne stirrende ud i intetheden. Leo fortalte senere, at det var granatchok, hvilket jeg antager er det chok man får, når en granat sprænger tæt på én. Det kan åbenbart sidde i kroppen længe efter, og er lige så varigt som de fysiske ar en granat kan give (som dem Leo har). Stakkel Chatar. Jeg ville ønske, at han aldrig skulle slås en dag mere i sit liv.

Et meget nysgerrigt barn med stor kærlighed til dyr har hægtet sig på Villemo. Barnet, Pratima, viste os det ene farlige og giftige dyr efter der andet, indtil Villemo besluttede at tage barnet i skole, så det kunne lære forskellen mellem dyr, som er egnet som kæledyr, og dyr, som ikke er. Jeg ved nu ikke helt, om Villemo er den rette til den opgave, for lige nu er hun og Pratima i gang med at forsøge at gøre en lynøgle håndtam.

Jeg slutter af nu. Min nye ven, Vaishami, står i vinduet og vifter med en flaske hun har fundet. Der er vist fest i laden i aften. I morgen ser jeg nærmere på, hvad jeg ellers kan hjælpe med på gården, og jeg skal have talt med Chatar om donationen, som helst skal være lidt diskret. Det er en rar fornemmelse at kunne hjælpe, og være en del af et samfund som dette. Tilbage til rødderne. Jeg forstår godt Leos og Chatars ønske om at hjælpe. Det var jo en central del af at være Varalaksmi. Bare de ikke slider sig selv op i forsøget.

Har i øvrigt opdaget, at jeg ikke kan lave magi når Leo har bar overkrop. Skal der virkelig så lidt til, eller er det mon er spørgsmål om manglende koncentration? Hvad tror du?

Kærligst Laksmi