Flow

1. Træder ind i drømmen. Lyset bliver anderledes. Den eneste lyd er vindens susen gennem knuste ruder og ekkoet af mine skridt. Langt, langt væk i min bevidsthed hører jeg også lyden af soldaterne – de hører ikke til her. Præcis som i drømmen svæver gardinerne som spøgelser ind i rummet båret af vinden udefra, som skulle være blevet ude. Visne blade i hjørnerne. Malerier, der skåret i stykker, eller som er helt borte. Kun en lys skygge på væggen viser, hvor de engang hang.

Her er noget galt… Her mangler noget… Følelsen af triumf, som skulle have været her. Derfor kan det kun være en drøm… Måske faldt jeg af hesten og slog hovedet? Måske ligger jeg derude, mens Felix rusker i mig, og råber ”Grevinde, vågn op!”. Sådan må det være… Jeg husker, at jeg red op til trappen og løb ind og … og nu er jeg her…

Op ad trappen. Her er ingen fodtrin udover mine egne. Jeg skal altså ikke jage eller jages i dag. Mit hoved summer af spørgsmål… Og en nagende fornemmelse af at der er noget galt… Her er altså noget galt! Hen ad gangen… et kig ind i det forhadte værelse… Det smukke værelse, som jeg ikke kan bære at træde ind i – ikke engang i drømme. Hans ånd hænger derinde, hans lugt, mine lidelser. Jeg kan ikke gå derind, bare stå her i døren og kigge, og mærke fortidens rædsler trænge sig på. Lukker øjnene. Videre hen ad gangen. Her er så forfaldent. Se dette min fars livsværk. Familiens stolthed og ære – Cearã! Se engang…

Sært… Gården er fuld af soldater. Jeg kan se dem gennem vinduerne… høre deres råb. Men de skræmmer mig ikke… burde de ikke skræmme mig? Er det mine venner? Er det mine soldater? Lyset… det flimrer, som om det ikke helt er drømmen. Her er anderledes, og jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er… Udover soldaterne…

Fars kontor. Møblerne er væk, men jeg kan næsten se ham sidde der. Han vinker mig smilende frem ”Kom, Morgenstjerne, smukke pige, kom ind” Hans stemme, en hvisken fra fortiden, et minde så stærkt, at jeg næsten knækker sammen. Åh, hvor jeg gerne ville løbe ind i hans arme, men jeg ved, at så snart jeg når derhen, er han væk. Ja… Dér kan du selv se… væk… Står nu midt i værelset. Her mangler alting; møbler, papirer, min far…

Ned af trappen. Ind i glassalen. Spejlene er smadrede, vinduerne er smadrede… HUN ER HER IKKE! Hun er her altid! Jeg ender altid her, og så er hun her, og trøster mig, og nynner sangen for mig, og hvisker nonsensord i mit øre! Hvor er hun?! Åh, Gud, hvor er hun…? Det er ingen drøm… Åh nej… lyset er dagslys, lydene udenfor er pludselig alt for skarpe, alt for tæt på… Jeg er på Cearã, jeg er her, og han er her ikke og han er ikke død! Det kan ikke være rigtig! Jeg er her og han er ikke død!! Nej, det er ikke sandt! Jeg kan ikke bære det… Nej! Neeeej!

Skriget er hjerteskærende, kastes fra spejl til spejl i et ekko, som får tusind glassplinter til at flyve omkring mig. Jeg falder… Et dybt sort hul… falder…

Vågner… Sidder på knæ, med hovedet i hænderne. Forræderiske tårer på mit ansigt. En hånd på min skulder og kaptajnens stemme : ”Grevinde? Er De ok?”. Jeg kan fornemme at Felix og Pachéco også er her – der er altid mindst én af dem i nærheden. Kaptajnen… Robert… Han og prinsen, de tager videre efter El Diavolo og hans mænd, jeg må med dem!

2. Trækker ham til side og fortæller ham min lidelseshistorie, alt undtagen Arturo. Jeg kan se smerten i hans øjne, medlidenheden, som jeg i virkeligheden ikke ønsker, men som tjener sit formål her. Verdens ondskab bekommer ham ilde – han er sådan et godt menneske, kaptajnen, så naiv. Jeg tegner et billede af mig selv som en lidende engel, uskyldsren, og El Diavolo præcis som det udyr han er. Robert harmes, forstår min vrede, og taler om at Diavolo vil komme for en domstol… Ikke godt nok! Jeg udpensler, fortæller om min far, min bror, mine søstre. Robert vil tale min sag for prinsen, hvis en retssag bliver aktuel, om at jeg kunne få lov til at eksekvere den uundgåelige dødsdom. Jeg lader ham ikke se mit smil, lader ham ikke se min ondskab, lader ham ikke se blodet på mine hænder. Han ser et smukt ansigt, en kvinde som er blevet forurettet, en uskyldig, som det er hans pligt at hjælpe. Jeg prøver at lade være med at kunne lide ham. Han minder for meget om Arturo, som altid kunne se forbi min vrede og min indædte ondskab, ind til noget andet som jeg ikke selv kender. Kan Robert se det?

3. Labyrinten… Her er næsten mørkt. Med hænderne udstrakt så de begge rører hæk, uklippet, upasset hæk, finder jeg vej ind til centrum. Går med lukkede øjne og finder erindringen frem. Det er 8 år siden jeg har gået her sidst. Hul til højre – en blind vej to sving nede. Venstre – længere ind… Tomrum – labyrintens hjerte… Jeg er fremme. Åbner øjnene. Hækken er højt over mit hoved. Over mig begynder stjernerne at komme frem på himlen – sølv mod dybblå. Bænken er her stadig, men frønnet, vakkelvorn. Hvor vidunderligt at være her – endelig og dog så langt fra målet. Årh! Der kaldes! Kan man da aldrig være i fred? Jeg er så træt… TAG DIG SAMMEN! SVÆKLING! Kampen er langt fra slut endnu! Du kan sove, når du dør, eller når kampen slutter – hvad der nu end kommer først… Ja, ja, jeg kommer jo!

4. Prinsen… Prinsen ser på mig uden rigtigt at se mig, tror jeg. Hans Oberst, Dugarie, som en eller anden har lært, at kvinder kan andet end at føde arvinger, taler lavmælt til ham. Prinsen ser igen på mig ”Knæl!” befaler han. Jeg kan kun blinke forbløffet … hva’? ”Knæl” siger han igen mindre kommanderende. Jeg falder på knæ… Hvad nu? Hvad vil han gøre? Han trækker sit sværd! Du gode, han vil da ikke… Han lader klingen rører min ene skulder, så den anden… Hans ord… ”…ridder af Løven, og Grevinde af Cearä… Kaptajn af Skirmish-kompagniet…” Hva’? Hvad skete der? Ridder? Grevinde af … Kaptajn…? Hva’? 

Mine folk – de folk som forbløffende nok alle som én stemte for at tage med mig i krig – er nu et reglementeret – ha! – kompagni, med mig som kaptajn…! Godt at von Grüner har lovet at blive her. Jeg har ikke den fjerneste anelse om at føre krig på denne her måde! Alle de regler og restriktioner… Selvom jeg måtte råbe af ham i går for at give mine folk øl – påstod at de skulle de have lov til! Ikke mine mænd! Man kan ikke slås, når man er fuld. Man kan ikke slås, når man har tømmermænd! De burde vide bedre! Von Grüner så ikke tilfreds ud, da jeg skældte ud, men jeg mindede ham om, at det var mig, der bestemte. Hvor egenrådig og irriterende von Grüner end er, så kender han en kommandorække, når han ser den. Men for pokker! Grevinde… af gavn såvel som navn nu! Hvad skal jeg dog stille op? Sebastian! Hvor er Sebastian?

5. Han lever endnu! Gudskelov! Jeg håber at han overlever det! Han ser så træt ud, og alt for svag… Men der lever et håb i ham, om at se Damar frit igen. Jeg fortæller ham at Maranhão er frit nu, at soldaterne er væk. Han bliver nødt til at overleve – jeg kan ikke gøre det her uden ham! Hvis jeg overlever – så skal jeg til at være grevinde! Og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvordan… Hvis jeg overlever… dén tanke har jeg ikke tænkt i lang, lang tid. Jeg har slet ikke overvejet, hvad der skulle ske bagefter… Jeg havde nærmest forestillet mig, at jeg ville dø, når El Diavolo lå død for mine fødder, for hvad andet var der? Jeg kan ikke overkomme det her! Hvor vover Prinsen at give mig en fremtid!

6. Pen, blæk og papir. Tænk, at jeg gør det her! Ok, jeg begynder… Jeg skriver : 

Sidste vilje og testamente for Inez Delores y Cearã, ridder af Løven og Grevinde af Cearã, datter af Ernesto Martiniz y Cearã, Greve af Cearã.

Når jeg dør, er der ingen retmæssige arvinger til Cearã. Mit ønske er, at Hans Majestæt, Prinsen af Damar, vil skænke Cearã til én som er stedet værdig (Kors, hvor er min skrift grim! Man kan godt se, at det er længe siden jeg sidst har skrevet andet en korte beskeder. Uh!) og at han vil fortælle vedkommende historien om slægten Cearã, sådan at vi ikke bliver glemt. (Hm, hvad nu? Jo!)

Jeg har levet og kæmpet, og har altid husket alle navnene på de mennesker, som er gået tabt i kampen mod Codora. Mit ønske er, at disse navne for altid vil blive husket.

Den 9/4 1593 døde for Codoras hånd på Cearã : (Og så min fars navn, min brors, mine søstres, alle tjenestefolkene, med Diego til sidst, fordi han døde sidst og led mest).

I de 8 år der fulgte døde følgende for Codoras hånd i kampen for et frit Damar : (Og så navnene på alle de folk jeg har kæmpet sammen med, alle dem hvis navne jeg har lovet at huske. Arturos navn til sidst, og mit eget, sådan…).

Vi kæmpede med livet i vores hænder,

for frihed og for værdighed

Aldrig for hæder og ære

Og dog døde vi ærefulde

Værdige at mindes

For Damar!

13/9 1601, Cearâ, Maranhão, Damar

Ja, sådan… Når det er tørt, blækket, folder jeg brevet sammen og bærer det under tøjet fremover, så det kan blive fundet, hvis jeg skulle dø. Jeg vil fortælle det til Felix og Pachéco, og måske til kaptajnen, Robert. Jeg tror måske, at Robert vil overleve alt dette. Han har et lys omkring sig, som om han hører hjemme et andet sted, og ikke bør dø her. Jeg vil ikke begynde at holde af ham, jeg vil ikke! Jeg savner Arturo! Jeg savner dig sådan! Nej! Jeg har ikke råd til at blive blød nu! Kærlighed er svaghed, og jeg vil ikke! Nej… Men Robert vil overleve…

7. Hvad?! Hvor vover han! Cearãs fane, hvor vover han!!! Jeg hader ham, jeg hader ham, jeg hader ham! Pachéco holder fast i mig, jeg kæmper! Jeg vil ind og kræve den fane tilbage, som han ikke er værdig til at SE på! Hvor vover han?! Tror han, at Cearã kan tages som en voldtægtsbrud? At fordi han har misbrugt godset i 8 år, kan han tillade sig at kalde det sit?! Jeg hader ham! Jeg vil skære ørene af ham, mens jeg råber mit had til ham ind i dem, indtil han ikke længere kan høre mig for blod. Jeg vil plukke hans øjne ud med fingrene, og tvinge ham til at æde dem! Jeg vil skære tusind små snit i ham, indtil han ikke længere kan kende den ene smerte fra den anden! Jeg vil skære hans hjerte ud af brystet på ham og æde det! Jeg hader ham! Jeg hader ham! Han kan ikke dø snart nok! Smertefuldt nok! Og jeg vil gøre det! Hvor vover han! Aaaaaaargh! Han skal DØ!

8. Krudtrøg! Skud der brager omkring mig! Skygger i røgen kommer imod mig. Skrækslagne ansigter! De flygter og de skal ikke slippe væk! Jeg skyder, og lader igen, mens jeg ser ham falde. Et svedigt grin på mit ansigt. Jeg er stolt af mit kompagni, vi har gjort det godt, og nu står vi her, og dræber fjenden der kommer mod os i panik. Jeg genkender folk omkring mig – de lader mig aldrig alene. Selv når jeg løber galsindet frem mod fjenden, er de lige bag mig… Sebastians ord runger i mit hoved… ”vi elsker dig…” Hvorfor…? Hvorfor dog? Har jeg givet dem nogen som helst grund til at elske mig, jeg som ikke har gjort andet end at hade og hade og hade i 8 år – undtagen Arturo… INGEN SVAGHED! En fjende til – jeg skyder! De kommer tættere nu, når ikke at lade… Kniven, mit foretrukne våben, åh! Denne følelse af stål igennem kød! Hvor jeg næsten kan føle gennem skaftet, så perfekt formet efter min hånd, hans liv sive ud af ham sammen med blodet, der farver bladet rødt. Jeg ser ham i øjnene – de er blå. Han er bange… Hvorfor? Der er intet mere at være bange for – han er ved at dø. Jeg elsker det allersidste øjeblik – overgangen mellem liv og død, dette uigenkaldelige øjeblik, hvor gnisten bare … går ud. Næste… Der er mange! Min krop og min kniv bevæger sig som ét – jeg er et levende våben, intet slipper levende fra mig. En fjende over mig – vred! Slog hans ven ihjel, åh, herregud! Hvor mange venner har jeg ikke set dø? Jamen, så dø da, codorianske svin! Kan du ikke leve uden din ven, så dø med ham og HILS HAM I HELVEDE! Sig jeg kommer snart! Åh, hvor jeg lever! Jeg elsker dette her! Flere endnu – det får ingen ende, stålet og kødet, ja! Stålet og kødet. Der er færre skud, eller hører jeg dem dårligt? Blodet dunker i mine ører. Stål… Kød… Gnisten der går ud, ja! Mindre krudtrøg – som tåge, der letter. Der er færre… Hørte jeg heste dundre forbi mig? Hvor er han? Han skal være her! Jeg vil slå ihjel, indtil jeg når frem til ham. Kød og stål! Er der ikke flere? Hvor er jeg? Min skjorte… ærmerne er tunge og røde af blod… Tågen letter langsomt. Felix står foran mig. Jeg kan ikke høre ham. Hører kun susen af blod i mine ører. Han peger på min støvle – Arh! For pokker! Der er hul i! Det er det bedste par støvler jeg i mit liv har haft og nu er de ødelagte! Jeg må have mester Rodolfo til at lave en ny til mig, Årh, for Fanden da også! Man kan for pokker da ikke tage i krig i ødelagte støvler! En ny skjorte skal jeg jo nok finde et eller andet sted. Guderne skal vide, at der er rigeligt at tage af omkring mig… Selvom mange af dem også er ødelagte… Nå, er det sådan en slagmark ser ud? Døde og sårede så langt øjet rækker. I grupper står de op… Åh, der er taget fanger – det glemte jeg helt… Jeg er så vant til at slå ihjel – bare Prinsen ikke bliver vred på mig… Fandens! Cearäs fane er borte! Så slap han væk! Fandens! Åh, Gud! Får jeg aldrig en ærlig chance? Har jeg ikke kæmpet nok for det! Har jeg ikke givet alt for dette ene? Årh! Felix griber mig i armen, men slipper mig igen, da jeg ser på ham. Lyden vender langsomt tilbage. Lyden af skrig, råb, ganske få skud, hestevrinsken. Hvor mange er tilbage? Felix! Find ud af hvor mange af os, der overlevede! Skriv navnene på de døde ned, så vi kan huske dem! Rapportér tilbage så hurtigt som muligt! Hva’? Såret? Vel er jeg ej såret! Ah! Av! For Fanden, mit ben! Det er ikke kun støvlen, der er hul i! Arh! Det har jeg virkelig ikke tid til, dét her! Jeg klarer mig, ok! Gør nu som jeg beder dig om! Og Felix? … Felix, jeg er glad for at se dig i live… Han smiler … han smiler, og går. Mon Robert lever?

9. Hvor ser vi ud! De sørgelige rester af mit kompagni… De fleste går, men næsten alle har skrammer og mange har forbindinger på. 10 er for sårede til at gå selv og bliver båret på bårer eller ligger i vognen, som von Grüner skaffede. 30 efterlod vi på slagmarken… 30… 30 navne mere at huske, åh… Jeg skal nok huske dem… Ser rundt på ansigterne omkring mig. Hvor mange af dem bliver navne, som jeg skal huske? Hvem bliver tilbage til at huske mig?

Der hviler en fortvivlet bedrøvelse over os alle. Jeg kan mærke det som en tung kappe over mine skuldre, og jeg kan se det i ansigterne omkring mig. Pacheco sender mig et smil gennem tårer – han bærer på sin bror, som ser bleg og blodløs ud på båren… Jeg kan ikke smile, men jeg nikker til ham… Jeg ser hans sorg og hans smerte, men jeg kan ikke gøre noget for ham. De efterlod alle noget på dén slagmark – noget som jeg selv mistede for år tilbage. Mit ben smerter nu dumpt. Jeg tror ikke at det er så galt fat, selvom jeg er virkelig irriteret over det med støvlerne! Støvet står op omkring os. Dagen er varm… Sikke vi ser ud…

10. Hvorfor gør jeg det her? Der var ingen, der lokkede mig. Jeg kunne sidde i officerskvarteret, nej… Jeg hører ikke til dér – det er her jeg hører til; hos mine folk. Det er bare… dette her er ikke mine folk… De er larmende og bliver alt for hurtigt berusede. Jeg skulle aldrig have givet von Grüner lov til det her… men de trænger vel til det. Mit blik glider hen over deres ansigter – forvrængede, ukoncentrerede. De råber af barpigerne, og sender mig derefter skyldige blikke… Jeg er vist lidt i vejen her – jeg er alt det de flygter fra lige nu – krigen, blodet, døden. Jeg sender dem et stramt smil – mere kan jeg ikke rigtig præstere. Jeg tager mit glas og flytter over i et mørkt hjørne. Det her er vist mere passende. Jeg kunne bare forsvinde ind i væggen her. Hvorfor går jeg ikke bare? At sidde her og være vidne til den uværdighed der har grebet folkene. Von Grüner ser næsten ædru ud endnu – han passer ind i selskabet, hvad jeg ikke kan. Første tønde med øl er tømt og de råber på mere, og jeg sidder stadig med mit første og eneste glas vin. Den smager skarpt i min mund – jeg er uvant med at drikke det stads. Jeg foretrækker vinen varm og med krydderier – den slags jeg får om vinteren for at få varmen. Hvor er jeg dog udenfor her. Hvad er der så tiltrækkende ved kroer? Folk her råber og småslås og ter sig fuldstændig som sindssyge… Åh, Gud, Francesco vælter herover af. Nej! Nej, det gør han bare ikke! Uh, jeg kan ikke bære at se på det! ”Grevinde, jeg elsker dig! De er så smuk… Grevinde…” Åh, gå væk! Jeg kan ikke se på ham! Gå væk! En jernnæve knuger om mine indvolde, bag ham ser jeg et par af de andres ansigter, som kigger på os – deres blikke frygtsomme og fyldt med en slags… længsel? Åh, Arturo! Hvis du havde været her, var det aldrig sket! Så havde han ikke vovet det! Hvorfor Fanden elsker de mig? Jeg gør intet for det! Intet! Jeg leder dem i krig, og de kan være døde i morgen – jeg giver dem ingenting! Marco, kaptajnens kønne fætter, kommer herhen, trækker Francesco op ved håret og siger noget til ham – jeg kan ikke høre det over larmen. Jeg må ud herfra… og det kan ikke gå hurtigt nok! Det var en fejl at gå med herover! Jeg hører ikke til her, åh, jeg hører ingensteds hjemme! Jo, ét sted! Hvor jeg længes efter Cearâs labyrint! Arturo… Jeg må ud! Flyt jer! Flyt jer! Døren… Åh, kaptajnen…

11. Høfligheder… Han byder mig armen… spørger høfligt til mit sårede ben, der er ikke noget i vejen med mit ben – det var jo kun en skramme, og støvlerne er nye. Åh, hvad skal jeg sige? Han er så høflig, og jeg burde sige et eller andet… Åh, idiot, taler jeg om krigen?! Han behandler mig som en adelsfrøken, og jeg taler som en soldat… Godt gået, Inez! Det her duer jeg bare slet ikke til! Arturo, hjælp mig nu! Hvad skal jeg sige? Åh! Det er håbløst!

Han følger mig til mit kvarter… Mit kvarter, som altså ikke er andet end et telt på kirkegården, ved siden af hundrede andre telte… Et spagt smil, ja, godnat! Årh! Fandens også! Havde jeg virkelig forestillet mig at passe ind nogen som helst steder? Det var en stor fejl at tro, at jeg skulle kunne passe ind blandt min mænd på kroen! Og en endnu større at tro, at jeg passer ind blandt de adelige, blandt officererne! Jeg vil ud af denne her by! Jeg vil ud, hvor jeg hører til – snigende mig hen mod et mål, med en fjendes blod på min kniv! Jeg vil være i løb gennem landskabet, mærke benene arbejde under mig, lungerne pumpe som blæsebælge, blodet i min årer! Jeg vil gå alene igennem labyrinten – jeg vil være alene… Alene… TAG DIG SAMMEN, SOLDAT! Hvad ligner det at sidde der og tude?! Du har en opgave, og du lægger dig ikke ned, før den er fuldført! Der går en djævel rundt derude og lever, og du hviler ikke før den fejl er rettet! Bagefter… bagefter kan du vende hjem… til Arturo og far og alle de andre, der er gået før dig, som er hjemme før dig. DU GIVER IKKE OP ENDNDU! Passe ind? Hvad havde du forestillet dig?! Du passer ikke ind nogen steder! Der er ingen som dig – ingen! Du vil altid være alene! LEV MED DET!

12. Jeg ser dem flokkes om mig. Grevinde, siger de, Grevinde! Og de smiler… Jeg beder om deres madlagre og deres sønner, og de smiler… Det værste var en kvinde i forrige landsby – billedet af hendes ansigt er brændt ind i min hukommelse – hun omfavnede mig og klappede mig på kinden. Hun havde mistet en søn i slaget, sagde hun, men hun gav gerne alt hun havde for vores sag, hun beundrede vores mod… Jeg kan stadig lugte hendes hud, varm og duftende af jord. Tårerne i hendes øjne og hendes smil. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk. Gud velsigne Dem, Grevinde! Råb i mine ører. Det er det samme her – de giver os, hvad vi beder om – der er meget få vrisne miner. Jeg gav alt, hvad Cearã havde at give. Jeg ved ikke selv, hvad jeg skulle stille op med det. Vi må snart have fået alt det vi skulle. Det kan ikke gå hurtig nok at komme videre… For hvert minut jeg bliver her, kommer han længere væk. Men jeg skal nok få fat i ham, om jeg så skal rejse til verdens ende, eller til Helvede selv, så skal jeg nok få fat i ham! Åh, kan vi dog ikke komme videre snart?! Roberto? Jeg rider videre – vi ses i næste landsby! Gud våge over Dem, Grevinde! Åh! Lad mig komme væk! Åh fred!

13. Endelig afsted igen. Derude et sted foran os venter Viscosa. Solen brænder ned på os fra en skyfri himmel. En brise fra vest bringer duften af hav og cedertræ med sig. Nu bevæger vi os, som jeg bedst kan lide det : i mindre grupper, nogen i løb, andre i gang, ingen af os på selve vejen. Her har været så varmt så længe, at støvet står op, så snart nogen træder ud på vejen, og der er ingen grundt til at varsko fjenden. Vi er de forreste. Over bakken – foran os en nedbrændt landsby… Åh gud, jeg kender det her sted. Vi har været her hundrede gange. Her er ikke mange tilbage – en flok usle flygtninge, som ikke kan tage sig sammen til noget. Felix! Hjælp dem… von Grüner er også i gang.

De var her igennem! 40 kavalerister! Det må være ham! Det MÅ det være! Åh, lad os komme videre nu! Utålmodigheden brænder i mig! Skal vi virkelig spilde tid på de her folk?

14. Sikke et fantastisk bygningsværk! Fuldstændig uindtageligt, hvis altså ikke det er bemandet med tåber… Åh, skønt at gå her oppe på voldene med vinden ruskende i mit tøj og hår, regnen som pisker ned. Efter alle de dage i brændende sol er det vidunderligt at stå her og blive kølet ordenligt ned… Og være lidt væk fra alle de andre. Disse store menneskemængder bliver hurtigt for meget, for larmende. Regnen pisker mod mit ansigt – jeg vender det op i vinden. Lukker øjnene. Kølige dråber vand sniger sig ind under mit tøj. Vinden brager i mine ører, trækker i min kappe. Elementernes rasen – denne primitive kraft og vrede som føles så bekendt. Jeg elsker dette her. Grevinde? Felix ved min side. Grevinde, De bliver gennemblødt – kom i læ. Jeg smiler til ham og nikker. Jeg kommer om lidt, Felix. Et øjeblik til så kommer jeg. Han tøver et øjeblik, så smiler han lidt usikkert og nikker, og går. God mand, Felix. Ansigtet op i vinden igen, lukker øjnene. Jeg kunne stå her i timevis…

15. Hvor længe kan de være om det endnu? Vi har ligget her i timevis med fjenden lige på anden side af floden. Jeg er ikke den eneste, der er ved at blive utålmodig her! Flere skud derovre fra. De andre må være i gang med at slås… Åh, hvor frustrerende at vi ikke også kan! Jeg er på nippet til at angribe nu! Hvor bliver kavaleriet af? Jeg kravler tilbage til den anden ende bare for at have noget at lave. Alles øjne vendes forventningsfuldt imod mig, når jeg kravler forbi. Hvor frustrerende at måtte ryste på hovedet. Ikke endnu… Vi skal vente på kavaleriet… Årh! Kommer de ikke snart! Jeg går amok af at vente her velvidende, at HAN meget vel kan være derovre på den anden side – 100 meter væk! Jeg kan næsten lugte ham! Dyb vejrtrækning… Marco er her… Han føler sig vist mere hjemme i skirmish-kompagniet end hos de høje herrer i kavaleriet, som LADER VENTE SÅ GEVALDIGT PÅ SIG! Hm, han var der også, da vi tog fæstningen – gad vide hvorfor… Man skulle tro, at han ville føle sig bedre tilpas hos sine fætre, og alligevel holder han sig til mine udisciplinerede skirmisher… Måske er han lidt ligesom mig – ikke rigtig hjemme nogen steder. Nå, jeg har hjemme her, så meget som jeg nu kan være det nogen steder – sammen med mine folk i aktion mod fjenden…  Bortset fra at man ikke kan kalde dét her aktion… Hvor bliver de af?! Mere skyderi! Og stadig intet tegn på at kavaleriet er på vej… Åh, jeg kan ikke vente her længere! HAN er derovre, jeg ved det bare. Det rykker i mig, som om en usynlig kraft vil have mig fremad… Vi kan ikke ligge her længere… Det sitrer i hele kroppen på mig! TIL ANGREB! Løber, åh, hvor er det befriende at løbe! Jeg er her og fjenden er derovre. De er lette at se; de ligger og venter på mig. Musketløbene peger lige mod mig – officeren står der med armen hævet, venter tålmodigt på at jeg når inden for de magiske 20-30 meter, hvor de kan ramme mig! Ha, se om de kan ramme mig! Jeg ser alting omkring mig et billede af gangen, som om vi bevæger os uendeligt langsomt. Mændenes råb bag mig er en dyb buldrende torden. Her kommer vi, uslinge! Se, om I kan ramme mig! Langsomt, langsomt sænkes hans arme, lysglimt, min hånd på rækværket på broen, ned i vandet. Uh, dybere end jeg regnede med! Med vand i øjne, mund og næse ser jeg op på broen. Jeg ser tre mænd kastes tilbage af kugleregnen! Åh, Gud! Jeg ser kuglerne flyve langsomt, langsomt ind i deres kroppe efterladende sig kys af blod, og ud af deres kroppe igen med bånd af blod efter sig – åh! Hvorfor kastede de sig ikke ned?! Hvorfor løb de lige ind i…? Så de dem ikke? Åh… de fulgte mig… åh… Fandens! Jeg ledte dem lige ind i kuglerne efter jeg selv sprang ned fra broen. De har ikke nået at se…! Åh, forbandet! Jeg må på benene! Ind under broen, vandet pisker omkring mig, ud på den anden side – Marco er foran mig, halvt inde over barrikaden, adskillige af mine mænd ved siden af ham, adskillige døde… åh! Det skal de ikke slippe godt fra, forbandede codorianere, sønner af hunde! Min pistol… Fandens! Den er våd, kaster den fra mig, fremad med kniven i min hånd. Kniven er ikke meget bevendt, når fjenden er på den anden side af barrikaden! Udenom… Ud af øjenkrogen : Marco er ovre og i kamp. Fjende med kårde, jeg har ikke rækkevidden og rammer ingenting, duk dig! Tilbage! Fandens, den var tæt på! Kaos omkring mig, kaos… de flygter, trækker sig tilbage. Nej, kom tilbage! I kan ikke løbe endnu, jeg har intet blod på min kniv! Jeg har ikke hævnet mine døde! Kom tilbage! Efter dem, for Fanden! Tag dem! ARH! Hvor er det uretfærdigt! Kom tilbage! Mine døde… Åh gud… Hvorfor skal jeg vente så længe på min hævn?! AAARGH! Mine ben sætter i gang, min krop følger efter, min kniv er klar – jeg vil… jeg vil have blod… blod på min kniv! Andet blod end mine egnes på mine hænder, codoriansk blod, fjendeblod til at vaske denne skam væk! Blod…

16. Den opblæste lille nar! Hvem Fanden tror han, at han er?! Arrogante, hovmodige, forkælede lille NAR! Han minder mig om Diavolo… Den samme holier-than-thou-attitude, samme indstuderede kropsprog… ÅH! Jeg får kvalme! Det skal være mig en fornøjelse at blive liggende næste gang, og overlade kampen og ikke mindst tabene til hans forbandede kavaleri! ARGH! Jeg hader ham! Sparker til et træ – av! Fandens! Åh nej, der kommer den trættekære. Hvis han også begynder at skælde ud, så ved jeg fan’me ikke hvad jeg gør! Ja! Blah yada yada, så kom dog frem til pointen, mand! … Hjælpe? Han vil hjælpe… med godset… Hva? Jeg kan slet ikke høre hvad han siger nu… druer, afgrøder, folk… Hva? Takker, mange tak… Mine øjne ved slet ikke hvor de skal se hen. Endnu én der tilbyder mig fremtid, endnu én der tænker ’når krigen er slut, så…’ … Jeg takker – vil sige hvad som helst for at få ham til at gå – han letter høfligt på hatten, bukker let og går smilende. Jeg stirrer efter ham; jeg tror aldrig en mand har forbløffet mig mere end han! Jeg kan ingenting høre, ser ham bare gå bort – jeg kan slet ikke rumme hans tilbud… Nogen rør ved min arm, hva? Felix taler, hans stemme er svag i mine ører. 10 døde eller næsten døde, alle på broen. Lukker øjnene, halsen snører sig sammen. Det er ikke nu, jeg kan være svag. Vis mig dem, Felix. Jeg ønsker at være hos dem, tage deres smerte på mig, føle, hvad de føler. Åh, Marius er i floden… De forsøger at få ham fri – han er i klemme under en sten fra broen – han skriger… Hans skrig går lige ind i min sjæl, runger derinde. De skrig vil hjemsøge mine drømme i lang tid fremover, jeg kan mærke det. Træder ud på broen. Lucius, jeg er her. Holder hans hånd, men han sanser intet andet end smerten – hører ikke engang tilbudet om min kniv. Jeg kan ingenting gøre, bare holde hans hånd. Smerten i hans øjne, blodet i hans mund, åh… tårer der rinder ned af mit ansigt. Min stemme er væk nu. Der er én der griber fat i min skjorte –  én af baronens folk… Hans blik stirrer vildt på mig. Grevinde… grevinde… grevinde… mit navn bliver en litani, gentaget igen og igen og igen. Jeg er her, jeg er her, jeg holder din hånd, se, jeg græder for dig. Grevinde…? Von Grüner beordrede os til at flytte… Nej! Lad dem ligge! De har minutter igen i dette liv, lad være med at flytte dem, lad dem dø her… Flyt de døde i stedet. Grevinde… Inez? Felix ser bestyrtet på mig. I alle de år, alle de år, har han aldrig set mig græde, aldrig. Det var Sebastian der trøstede mig, da Arturo døde – ingen anden har set mig græde i otte år. Nuvel, nu græder jeg for dem alle sammen – der er så mange, så mange. Alle de navne… Lucius? Lucius, hører du mig? Nej… Lukker hans øjne – endnu et navn til listen. Grevinde, grevinde, grevin… Ja, jeg er her, godnat, farvel, jeg skal huske dit navn… Ser op og rundt. Åh nej! Michel…! Ja, jeg er her! Lægger hans hoved i mit skød, tager den hånd han rækker mig. Hans besynderlige blå øjne ser roligt på mig, han er ikke bange for at dø. Han er den sidste, og han vil ikke overleve. Hans øjne fastholder mine, der er ingen bebrejdelse i de øjne, intet had til dén der forårsagede denne meningsløse død, disse blå øjne som ikke udstråler andet end ro og … noget andet… Som om han med sit blik alene prøver at trøste mig. Hans hånd klemmer min, ganske svagt. Han smiler, og livet siver ud af ham ganske stille. Jeg lukker øjnene, først hans, så mine egne, læner hovedet ind mod muren. En blid hånd på min skulder. Felix sidder på hug ved siden af mig. Lægger et kort øjeblik hovedet mod hans skulder, og opfanger lugten af sved og blod og krudt. Han lægger hånden om mit hoved. Vi skal afsted nu, Inez… Ja, jeg ved det. Tager en dyb indånding af hans lugt – på en sær måde styrker det mig. Lugten af kamp og krig – alt det her vi lever i og dør af. Ja, jeg er klar. Rejser mig og går, lægger broen bag mig. Ser mig ikke tilbage.

17. De flygter! Efter dem folkens! En lille stemme, der siger, at vi alligevel ikke kan indhente dem. En helt anden stemme, der hvisker, at der er noget galt… Og hvad så? Det er så befriende at løbe. Min krop arbejder, vinden i mit ansigt. Grønt græs under fødderne. Jeg kunne løbe sådan her i al evighed! Over bakken – dér er de! Roberts kavaleri er på vej imod dem. Åh, der kommer flere… For Fanden! Cearas fane! Han er her! Min hjerte banker dobbelt så stærkt, dobbelt så hårdt. Argh! Afsted! Jeg skal egenhændigt vriste dén fane ud af hans hænder og hugge ham i småstykker! En hånd på min arm holder mig tilbage. Grevinde, se! Vender hovedet. Skoven ved siden af os bliver til en levende sort masse, der kommer væltende imod os… Hvad er det? Heste, mænd til hest, mænd i sort, store mænd, en besynderlig, forkert form. Øjnene spærres op! Løb! Folkens, løb! Vender om og løber alt hvad remmer og tøj kan holde. Lungerne brænder, hjertet pumper – en tanke kun : mod skoven, mod skoven, mod skoven, ind i skoven. Roberts stemme dybt inde i mit hoved: kavalerister kan ikke kæmpe i skoven. Skrig bag mig, vender mig ikke om, jeg ved hvad det er: det er mine folk, der dør! Åh, ikke mere nu! Gud, jeg er begyndt at tro, at du ikke er på min side! Hør på mig nu, hør mig! Hjælp os nu! Hjælp os! En hvislende lyd ved mit øre, ah! Et hurtigt vrid med min krop forhindrer sablen i at fortsætte ned i min skulder, argh! Bevægelsen rundt fortsætter, pistolen op og skyde. Ha! Rammer ham lige i maven! Hva? Ingenting?! Han hugger igen, jeg springer væk, væk, væk! Løb for helvede! Jeg skød ham i maven, og i stedet for den forventede lyd … pling!! Intet andet end en lille skramme i metal! Til mig! Løb! Ikke foran dem, men på tværs af dem, væk herfra, væk! Vi kan ikke kæmpe imod disse her! De er kakkelovne til hest – aldrig har jeg set noget lignende! Væk! Springer over et lig, væk! Pludselig denne stilhed, ikke flere tordnende hestehove, ikke flere skud, ikke flere skrig. Stopper op – de sorte mænd er væk, redet videre. Åh, hvor var vi dumme! Sådan at rende med hovedet under armen lige i en fælde! Til mig, mænd! Til mig! Går tilbage til slagmarken i skoven. De overlevende samler sig skræmte omkring mig. De har angst i øjnene. 10 – 11 – 12… 12 mand – jeg havde 35 mand med herind… Vi finder vores døde, spredt ud over hele skoven, og foran skoven. Forundring og angst i deres ansigter. Der bliver mange øjne at lukke… Jeg bliver helt kold indeni. Al min kogende vrede bliver til iskoldt had. Alting er helt klart for mine øjne, hver en detalje står tydeligt frem. Helt, helt kold. Et øjeblik ryger al luften ud af mine lunger… Felix… Jeg genkender ham på tøjet og hænderne; hans hoved er uigenkendeligt. Lukker øjnene, kraften forlader mine knæ. Åh, Felix… I et glimt ser jeg mit hoved mod hans skulder på broen, mærker hans hånd mod mit hoved… Jeg har mistet endnu én. Er det dét du vil fortælle mig, Gud? At så snart jeg ikke står alene, så snart jeg støtter mig til nogen, så river du dem væk? Du vil have, at jeg skal stå alene? Nuvel, så gør jeg det! Et fortvivlet råb bag mig. Niclas! Nej! Niclas! Det er Fabian… Niclas var hans bror… 16 år gammel, tiggede om at komme med i kamp. Fabian? Lægger en arm om hans skulder, som han sidder der på jorden og vugger sin døde lillebror. Han græder så hjerteskærende. Fabian? Fabian, hør på mig! Han døde for sit land, ligesom han ønskede! Kan du huske det? Da han tiggede os om at tage ham med, sagde han, at han ikke ønskede andet end at dø for sit land! At kæmpe ved vores side, husker du det? Nej, selvfølgelig kan en 16-årig ikke vide hvad det indebærer, men VI vidste det godt! Vi vidste godt, at man kan dø af at gå i krig! Vi har kæmpet side om side i 3 år, Fabian, vi har set venner og familie dø før! Se på mig, Fabian! Tvinger hans ansigt op, binder hans blik med mit. Vi tager hævn, hører du?! Vi hævner ham! Vi husker hans navn, og de der gjorde dette, vil dø! Tag din sorg nu, vend den til vrede – de skal ikke slippe godt fra det! Mærk vreden! Brug den imod dem! Kold vrede, Fabian, mærk det indeni – som en styrke, kan du mærke det? Godt! Rejser mig. Han rejser sig også – langsomt, retter sig op og ser på mig med et stærkt blik – godt! Samler resten – der kommer von Grüner med resten af flokken. De ser sig forfærdet omkring, ser alle vore døde – 23 navne – dyb vejrtrækning. Von Grüner ser på mig et meget kort øjeblik og taler : Vi tager efter dem nu. Lad kavaleriet tage tilbage, hvis de vil, men vi følger fjenden! Jeg nikker. Ja! Vi tager efter dem, og gør det vi er bedst til – hurtige angreb, hurtigt væk igen. Bide dem i hælene, tage dem ud én efter én! Og hvis jeg er rigtig heldig ; finde Cearas fane og kvæle El Diavolo i den! Ja, Fan’me så! Afsted!

18. En forbløffende ro falder over mig. Siddende her i mørket i udkanten af bålets lys, lyttende til Roberts usandsynlige historie, er det næsten som at være en lille pige i pejsestuen, mens far fortalte historier fra sin barndom – dengang sneen nåede op til første sal om vinteren, og roerne var på størrelse med huse. Husker hans røverhistorie om familien, der skar et hus ud af en sådan roe – smiler for mig selv. Bevægelse ud af øjenkrogen. En af de nye har sat sig ved siden af mig, siger ingenting, ser ind i flammerne. Jeg har endnu ikke grejet ham. Der er noget i hans ansigt, en gåde; et eller andet jeg skal regne ud. Han stødte til os i bjergene, von Grüner førte ordet, men han så hele tiden på mig med et uudgrundeligt blik, sagde ingenting, men nikkede og fulgte med os. Han siger ingenting, sidder der bare, udstråler ro. Føler en mærkelig varme dybt indeni, tryghed? Nej! Ser væk, lader ham ikke se mit ansigt. Knuger knæene ind til mig. Gør mig selv helt kold indeni. Kold og rolig nu! Jeg er alene! Med blodet brusende i ørerne ved jeg, at jeg kun har én mage på denne side af døden, og mit eneste ønske er at se ham død! Voldtægtsbrud som Gud har udset mig til at være – alt i mit liv peger én vej : at stå alene til jeg kan se El Diavolo i øjnene, jage kniven i ham, se livet forlade ham, og gøre mig selv til enke. Bagefter… tja, bagefter, hvad så? Bagefter venter døden… 

19. Så, for Satan, nu angriber kavaleriet! Væk folkens, væk! Se bag jer! Væk! For Fanden, så løb da! … De er sgu’ hurtige, mine mænd, heldigvis, ellers havde jeg mistet de fleste af mine mænd til vores egne! Hensynsløs mand, vores oberst! Glimtet i hans øjne… Selv på denne afstand kan jeg genkende dét ansigtsudtryk… Nå, så må han vel tilgives sin kampiver. Sikke et blodbad dernede! Godt det ikke er min kamp – dette her overlader jeg gladelig til kaveleriet… Fin udsigt herfra. Det er svært at engagere sig i denne her kamp… Den er på mange måder langt fra mig. Jeg vil tilbage til Saõ Damaõ, hvor jeg er sikker på at el Diavolo er krøbet i skjul. Du Gode, se dem engang! De infanterister har ikke en chance! Et gib i mig, og en tung fornemmelse indeni, og et billede af de codorianske kakkelovne til hest som kommer stormende imod os. Heste mod fodfolk… hvilken ulige kamp…

Hent lige von Grüner nu fjenden er andetsted engageret, gider I? Vi kan jo ikke have ham til at ligge og flyde dér. Føj, hvor ser hans hånd ud! Nå, han ser ikke ud til at dø lige foreløbig – det ville også ligne ham dårligt…

Nå, dér bryder obersten igennem fjendens bagtrop. Hvad sker der i lejren? Hvad i syv sytten er dét der for noget? Det ligner en menneskelig fæstning! Fy for pokker! Gad vide hvad obersten vil gøre ved dén! Ah, dér kommer han jo… Ja, selvfølgelig holder vi bakkekammen, hr. Oberst. Hvor mine mænd er? De er her et sted… Slap af! Vi skal nok holde den bakkekam! Ih, hvor han irriterer mig med sine ordrer! Har jeg måske nogensinde svigtet ham? De ryendorianere er fan’me så selvhøjtidelige, at det er til at få kvalme af! Er det dem fuldstændig umuligt at være bare en lille smule høflige? Hey, folkens! Til mig, til mig! Se, der kommer de jo. Kom ikke her og antyd, at jeg ikke har styr på mine folk!

20. Hva? Åh, Manuel… hvad siger du? Fæstningen er i bevægelse? Giv besked til obersten! På vej mod syd? Hmm… Jeg giver selv obersten besked – han har garanteret en ordre eller to i den forbindelse. Pak lejren sammen, vi bliver næppe liggende nu. Gnider søvnen ud af øjnene, strækker stivheden ud af musklerne og løber igennem mørket. Et kort blik på stjernehimlen. Det kan ikke være meget mere end midnat. Oberstens lejr, hvor er han mon? Dér. Ingen vagter? Der ligger han nok så nydeligt og sover – manden som ikke kan undgå at irritere mig, hver gang han giver mig en ordre – manden som har et udtryk i ansigtet, når han angriber, som jeg synes at kende indefra… Hvor han dog bare ligner en stor dreng i søvnens tag… Hr. Oberst? Vågn op, hr. oberst! Fæstningen er sat sig i bevægelse mod syd – ja, syd. Ja, vi bliver på nakken af dem, indtil nærmere besked.

21. Dér har vi Saõ Damaõ… Spredte brande… Kanonerne brager mod hinanden. Jeg var her med Far engang, før pigerne blev født… mange, mange år siden. En evighed siden… En spænding knuger om mit hjerte – det kan ikke vare længe nu! Enden på det hele er så nær! Er jeg ved din side i morgen, Far?

22. Går igennem byens tomme gader, over broen. Her er ganske tyst. Fyrstepaladset med den gyldne kuppel dukker op foran mig. Hele Codoras hær er der… Opstillet i tusindvis – her er stadig mærkeligt tyst. Faner og vimpler blafrer i vinden. Og Cearas fane! Dér er den – ude til højre! Hele Damars folk synes samlet på pladsen foran paladset – de løber mod fjenden, åh stop! Nu er her alt andet end tyst. Brag fra kanoner og musketter, menneskeråb og menneskeskrig! Åh, hvilket slagteri! Har vi da ikke en chance? Vil det hele være forgæves? Ved Lyset! Er Damar dødsdømt som disse mennesker? Nuvel, hvis jeg skal dø nu, så lad mig i det mindste gøre det med Cearas fane i min hånd! Fremad!

23. På én eller anden måde blev det alligevel os, der fik den hårdeste opgave! For Fanden, jeg skulle have valgt at rende over broen med de dér monstrummer! Hvor jeg dog hader kanoner! Sigt mod kanonhullerne! Det er dem, der slår os ihjel! Fuck! Tre mand på én gang! Bare blod og træ og kaos er tilbage… Ryk sammen! Skyd mod de forpulede kanonhuller! Et hoved kigger frem… Kig godt på min kugle, makker! Ha! Ham ser vi ikke igen! Så er første hold inde og montere den der krudthelvedes ting, som skal gøre det af med porten. Duk jer! Splinter af træ og metal regner ned over os – waow – den var sgu’ effektiv! Imponerende! Så, vi er ikke færdige endnu! Skyd for pokker! Kavaleristerne ser ud til at have problemer derinde – tag 10 mand med dig, von Grüner – nå, han er allerede i gang… Ha! Den ene kanon er færdig med at skyde! Spild ikke flere kugler derovre – lad os få sat en stopper for den anden kanon! Ha! Tag den! Rejser mig i det samme. Aahhhh! En kraftig vind griber mig og kaster mig bagud. Jeg lander hårdt på ryggen… Åh! Stirrer op i den blå, blå himmel… her er helt stille… Helt, helt stille. Døde jeg? Den blå himmel fyldes med splinter… Obersten og hans hvide hest galopperer lydløst forbi – død eller levende er jeg med ham! På benene! Efter ham gennem portene! Springer over et par døde i porten – indad… mod højre! Fyrstepaladset er dén vej – åh løb! Drømmen hænger i mig endnu – til højre, hvis jeg bare holder til højre, så når jeg frem til ham snart, snart! Gaderne er næsten tomme, højre igen? Lige ud nu… Hvad? Blind vej… Hvor Fanden er jeg henne? Inez! For Fanden, så stop da! Hvad? Åh, von Grüner… Hvor er de andre? Nå, det ved han lige så lidt som mig. Gader og gyder fyldes med panikslagne mennesker på flugt… Tilbage til porten? Åh Fuck! Muren ved siden af mig får et spark – den kortvarige smerte klarer min hjerne et øjeblik. Jeg er for fanden ikke kommet så langt for at vende tilbage nu! Jamen, så lad os da for pokker finde de andre! Øv! …Hvad siger du? Paladsets kuppel? Hvor? Ah! Den vej! Den vej nu, og det kan ikke gå hurtigt nok! Frihedens time er kommet!     

Vent! Fars historie… En hemmelig gang ind i fyrstepaladset. Stop! Jeg skal have fat i prinsen! Find folkene!

24. Jeg hader vinterstorme! Det prikker og stikker i mig som tusind nåle; denne indespærrethed! Det driver mig til vanvid! Lægger panden mod ruden og stirrer ud i det, øjenene glider over huse og landskab – årh! Jeg vil afsted herfra! Sætter i fart igen, går fra vindue til vindue, som alle sammen viser mig det samme trøstesløse billede! Hele min krop vibrerer af indestængt vrede! Hvad?! Nej, jeg vil ikke have noget at spise! Skrub af! Lad mig være! Argh! Jeg kan ikke holde det ud! De er derude et eller andet sted, kommer længere væk for hvert minut! De forbereder sig på os, og vi lader dem gøre det! HAN er for pokker derude, og det er så skide uretfærdigt! Hvorfor kan jeg ikke bare få fred?! Hvad nu?!! Færdige? Jamen, så gør det igen! Lad mig nu for Helvede være! Det kan von Grüner sgu’ da tage stilling til! Hvis jeg ikke snart slipper ud herfra så slår jeg nogen ihjel! Og hvis det ikke kan være anderledes, så bliver det mig selv – for jeg bliver sindssyg af dét her! Jeg hader fan’me de skide vinterstorme!!!

25. Hvor er han dog et besynderligt menneske… Skubber et krus varm the ind i mine hænder, og smiler venligt. Han prøver at drage mig ind i selskabet, og jeg forsøger i kraft af at jeg sidder her. Besynderlige menneske… Kan slet ikke få øjnene fra ham, følger hans bevægelser, hans læber, der bevæger sig når han taler og ler. Han kigger herover og smiler igen… et svagt stift smil får han til gengæld, dette mærkelige menneske, der rækker ind i mig og giver mig noget der ligner håb, hvis det bare kunne finde grobund… Han lyttede til mine vrede ord, han blev ikke skræmt af min vrede, min rastløse vandren frem og tilbage, mine smertefulde fortællinger. Han tog det ind og sagde, at det var ok – at det nok skulle gå… Han tog mig i sine arme og holdt om mig, strøg mig over håret, som min far gjorde, da jeg var lille og var ked af det. Hans lugt af sved i min næse – ikke rigtig ubehagelig, på en mærkelig måde tryg. Han ignorerede mine ord om, at folk der kommer mig for nær, har det med at dø. Han er så ubange, så naiv, så håbefuld. Så uendelig fremmed… Han ler; én af fætrene sagde noget morsomt, han lægger hovedet tilbage og det lyse hår vælder ned over hans ryg. Han ryster leende på hovedet. Hans historie om hans dybe had til den dér rotte, og præstesønnen… Jeg er ikke i tvivl om at han mente alt hvad han sagde om dem. Han bærer sit had i et aflåst rum, tager det frem, når det er belejligt. Mit sidder i hver fiber i min krop, dybt inde og på huden, har lagt sig omkring mit hjerte og min sjæl, gennemtrænger alt, er så meget en del af mig selv, at jeg ikke kan slippe det, ikke har et øjeblik uden at det brænder i mig… Og også han taler om alt det jeg skal bagefter… Om mit ansvar som adelig… Når el Diavolo er død, dør mit had så også? Vil det så bare fordampe ud af mig? Er der noget tilbage af mig bagefter? Jeg kan slet ikke forestille mig det… Og dog… Så gav ham mig et eller andet lillebitte billede… et billede af mig selv på Cearä i færd med at bygge op, i færd med at give Cearã dets fordums glans tilbage… Nej… Nej. Det er så fremmed. Han er sådan et besynderligt menneske!

26. Det var da utroligt som de ikke kan lade mig være i fred! Hvad er der NU?! ÅH, Fandens, løjtnanten… Hva’ vil du? Undskylde?! Ha! Kan man undskylde for at være en arrogant nar? Nå, nå, du har også mistet? Og hvad så? Hvor det dog RAGER MIG NOGET SÅ INDERLIGT! Jeg havde bedt om én ting: at du skulle holde dig fra min lejr. Lige nu er dette her er min lejr! Hmm? Nå, du går – helt dum er han i det mindste ikke! Han skal fan’me ikke komme her og tro, at han kan få syndsforladelse!

27. Endelig sover han… Han ligner det rene ingenting som han ligger dér… Laver knap nok bule i tæppet med sin afpillede krop… Åh, jeg kan ikke tro, at han virkelig er her! Og jeg havde nær slået ham omkuld, da jeg så ham! Han går i ét med lagenet, så bleg, så bleg… Åh, Sebastian! Halvdød har han slæbt sig gennem det halve land, fordi jeg ikke skulle møde min skæbne alene… Tapre, tapre Sebastian! Den skygge af en mand, som ikke engang kunne tåle mit favntag, han giver mig tusind mands styrke! Jeg kan gå i døden og selv ind i livet nu, bare fordi han er her. Det håb, som Robert placerede i mig, har nu et sted at sætte rod. Åh, jeg tør slet ikke komme tættere på! Jeg er blevet advaret så tit! Jeg må drage styrke fra ham, og hele tiden være forberedt på, at jeg kan miste ham når som helst! Min hals smerter som den trækker sammen, og tårer flyder frit… Jeg kan ikke være alene længere! Jeg er så træt af at være alene! Åh Lys, lad mig beholde bare én! Bare denne ene! Alle I høje, hør mig – lad mig beholde denne ene! I tog min far, og I tog Arturo, I har taget så mange… Bare denne ene… Det eneste jeg ønsker er én mands død, og én mands liv! Er det for meget at bede om? Store menneske, Sebastian, som kommer her på dødens rand for at være hos mig, for at give mig dét håb og dén styrke jeg har brug for at gennemføre mit forehavende, og måske endda komme ud igen på den anden side… Stærke Sebastian, svag som et barn, en skygge, en ånd… Bliv hos mig… Jeg efterlader dig aldrig mere – dét sværger jeg! Om det så skal koste mig min hævn!… Nej… Det ved jeg ikke om jeg tør love… Åh… I høje! Tving mig ikke til at vælge! Jeg stoler ikke på mig selv, at jeg vil foretage det rigtige valg! Sebastian… al min styrke og al min svaghed i ét… Hans øjenlåg sitrer i drømme… Hans krop dirrer – han føles kold. Jeg… kunne lægge mig her, og varme ham lidt, bare lidt. Jeg er så træt… Jeg kunne godt ligge her… bare lidt… mørke

28. Endelig! Afgang! Og ikke et øjeblik for tidligt! Mænd! Gør klar, vi skal afsted! Åh! Sebastian klarer ikke turen til fods… tænk… Tænk, Inez! Obersten har flere gange prøve at prakke mig en hest på, hvis jeg nu stadig ku’ få den… Hr. Oberst? Hvor mange folk? 49, nej 50 nu, og så mig og von Grüner… 52 heste? Hva’? Jo… tak… 52 heste… Dragoner? Hvad er det? Ah… ok… vi er dragoner… Så slipper Sebastian da for at gå…

29. I fem – kom med mig! Det er bare to mand, og de skal stoppes! Roligt nik fra Sebastían – jeg dør ikke i dag. Efter dem! Åh, der er ikke noget som jagten! Arh! Kom nu din elendige krikke! Hvor svært kan det være at komme over det gærde?! Kom nu for Fanden! Igen! Endelig! Fjenden er allerede nede! Storartet! Hopper af hesten, trækker kniven. Èn af dem lever stadig, og han går ingen steder, før han har fortalt os lidt. Hans rædselsslagne blik, da han møder mit, og da han får øje min kniv – yderst tilfredsstillende! Jeg smiler, da jeg lader kniven standse lige over hans højre øje, og lader den røre ganske let den bløde, tynde hud under øjet. Han gisper efter vejret, og har en del at fortælle – 1 Damao-kavaleri, ja? Og et kompagni milits, ledet af en oberst Verdas. Og huset ligger lige bag bakkerne? Meget fint! Rejser mig op igen. Grevinde, skal vi bare lade ham ligge?? Nej, ok, så slå ham ihjel… Nej forresten! Lad mig! Smiler igen, fanger hans blik, hans opspærrede øjne følger kniven. Læner mig frem, hvisker i hans øre : vi ses i Helvede! Lader kniven ganske langsomt skære hans strube over, og ser livet forsvinde fra hans øjne i takt med blodet der forlader hans krop. Hvor tilfredsstillende efter alle disse dages langsommelighed og inaktivitet! Så! Tørrer kniven af i mine bukser. Lad os komme tilbage igen til de andre – hvilken herlig dag!

30. Hans ord runger i mine ører endnu. Jeg har fået fokus tilbage – har fået en præcis tegning af hvad der kommer til at ske nu. Vinden køler mig ned, får alting til at stå meget tydeligt – alt overflødigt blæses væk. Fremtiden, opbygningen af Ceara, adelsansvar…. hvor irrelevant! Der er kun dette ene : udryddelsen af El Diavolo. Hans død, min død, Sebastíans død. Det er det eneste, der betyder noget nu. Krigen, prinsen, hele hæren – kun baggrund, vi skal bare tilfældigvis den samme vej. Det sidste store slag – dér kommer opgøret til at stå. Dér vil vi mødes – dér vil vi opfylde vores skæbne. Det er dét vi blevet holdt i live så længe for at opnå. Synet af Sebastíans sår for mit indre blik… Han burde være død for flere uger siden. JEG burde være død for flere ÅR siden! Vi er udvalgte – jeg, Sebastian, mine mænd – Skæbnen har udvalgt os til at rette op på den uretfærdighed, der blev begået mod min slægt. Mine mænd følger mig, fordi de ikke kan andet. De er ligeså mærkede som jeg. Og tiden kommer snart! Meget snart – og jeg kan næsten ikke vente! Nu vender jeg snart hjem!

31. Regnen siver ind igennem kappen nu, men intet kan ødelægge mit humør. Det bobler af forventning inde i mig – en følelse jeg ikke har haft siden jeg var barn. Fjeldene hæver sig over os. Dalen er grøn og smuk og våd. Og vi er på vej. Sebastían rider tavs ved siden af mig. Vi har knap nok talt sammen siden sumpen – det er unødvendigt. Al tale, alle handlinger fra nu af og til det store slag er unødvendige – skal bare overstås. Åh, jeg glæder mig! Er vi der ikke snart?

32. Det er en smuk dag i dag! Solen skinner fra en skyfri himmel – blå og uendelig stor. Fjenden står foran os og venter. Sebastían trækker sit sværd, og jeg smiler imod ham. I dag – det bliver i dag!

33. De kæmpende deler sig… en privat kampplads dannes mellem ham og mig. Hans ansigt er fortrukket af vrede – han slynger forbandelser imod mig. Jeg smiler forventningsfuldt – nu varer det ikke længe. Han rider imod mig – den store hest han rider på kommer buldrende imod mig. Det er som på broen, hvor alting pludselig gik uendeligt langsomt. Jeg prøver at komme af vejen for hesten, men han styrer den ind i mig. Falder, smerte efter jernskoede hove på min krop, Sebastians dumpe råb : Neeeeeeej! trækkes ud i det uendelige. Han køber mig tid nok til at komme på benene, men slås selv til jorden. Hesten vender sig imod mig igen, springer frem på hans kommando. Slår efter hestens hoved, men rammer knap nok. Hans sværd suser imod mig, en afsindig smerte i min højre arm får mig til jorden, smerte! Ååh…. mørke…. nej… nej… jeg skimter indgangen til labyrinten, tåget, uklart, hører lyden af barnelatter langt, langt væk… nej, ikke endnu! Jeg åbner øjnene – himlen er højt over mig, al lyd er forstummet. Jeg ser kroppe der bevæger sig omkring mig, i kamp, uendelig langsomt. Jeg vender hovedet mod venstre og ser ham, som han ligger dér, inden for rækkevidde, med hadefulde øjne og forvredet mund i et langt brøl, som lyder mere som dyr end menneske. Jeg smiler – jeg er så tæt på nu – hans højre arm løftes til slag, og jeg følger sværdet med øjnene, som det slår ned i jorden lige over mit hoved. Tanke og handling er ét – jeg stikker min kniv i hans blottede armhule. Stikker igen, og igen, og igen, og ser til min store tilfredsstillelse de bittesmå lyserøde bobler, der begynder at vælde ud af såret. Hans arm går tilbage igen, og jeg ser den falde imod min krop ud af øjenkrogen. Jeg fastholder hans blik, og ser lyset i hans øjne dø ud… Jeg vandt! Sværdet skærer lige igennem mig… annnnnngh, jeg vandt… jeg vandt! Ceara! Mørke…

34. Rejser mig og ser ned på de to kroppe, som ligger dér forbundet af stål og et had, som døde med dem. Jeg betragter min døde krop – de åbne øjne, der stirrer blindt og roligt op i himlen, smilet om læberne, ligeså fredfyldt som jeg føler mig. Vender blikket mod ham, hvis ansigt stadig er forvredet af smerte og vrede – og føler ingenting… Jeg vender mig mod Sebastían, som har ventet på mig. Jeg smiler imod han og tager hans hånd. Nu tager vi hjem, Sebastian. Han nikker, smilende. Vi står foran indgangen til labyrinten, som står grøn som om det var sommer. Jeg hører børnelatter og løbende trin – stemmer, der kalder mit navn. Jeg vender mig mod Sebastian, som slipper min hånd og siger : De har ventet på dig. Gå nu ind til dem. Jeg begynder at løbe derind, kender vejen udenad, kommer tættere på latteren og de løbende fødder. I sidste sving før indgangen til centrum kommer Martinez, Caridad og Maria løbende rundt om hjørnet imod mig og vi falder i favnen på hinanden. Mine små søskende, som har ventet så længe! De trækker mig leende rundt om hjørnet, og dér står Far. Han omslutter mig med sine stærke arme, hvisker i mit øre : Jeg er så stolt af dig, min pige! Uendelig stolthed og glæde vælder op i mig, og glædestårer triller ned over mit ansigt. Med en arm om min skulder leder han mig ind i centret af labyrinten, hvor Arturo står! Hans brede ansigt lyser op, og hans mørke øjne lyser af gensynsglæde. Han åbner armene og jeg løber lige i dem. Han svinger mig leende rundt, og nu kan jeg høre lyden af hundrede mennesker, der jubler. Jeg ser op fra hans skulder og ser Sebastian, Felix, Diego, alle mine døde venner og kampfæller, tjenestefolkene, dem alle sammen, og iblandt dem ser jeg kvinden fra mine drømme, som vinker og smiler til mig. Jeg vender atter blikket mod Arturos opadvendte, smilende ansigt. Alting omkring os bliver lysere, som om vi opsluges helt af ren lykkefølelse… Vi vandt, Arturo! Vi vandt! Cearã! Hans arme omkring mig, lykken, Lyset, derefter… ingenting…