Den tragiske baggrundshistorie

Mit navn er Inez Delores. Mit familienavn er taget fra mig, og hvis jeg dør uden at få det tilbage, har min mission i livet fejlet. Min barndom foregik i et andet liv, og al tale om min familie må blive i datid – jeg er den eneste, der er tilbage. De andre blev slået ihjel af Damars svøbe, de forbandede codorianere. Og af El Diavolo selv, som jeg skammer mig over at måtte kalde landsmand – en forræder af værste karat!

Jeg blev født for 21 år siden – ikke at den alder har nogen mening for mig. Mit liv sluttede og begyndte en tidlig forårsmorgen for 8 år siden, da min elskede hjemegn blev invaderet. Det sluttede og begyndte, da jeg så soldaterne slå min far ihjel. Han stod på trappen med sin kårde i hånden, med sin hvide skjorte åben – han havde ikke nået at knappe den; vi var jo dårligt stået op. Men jeg så det hele fra vinduet i mit værelse i østfløjen. Jeg kunne høre ham bede dem om at give en undskyldning for deres brutale og respektløse opførsel, og jeg kunne høre deres latter. Jeg kunne også høre El Diavolos ordre på at lægge an og skyde. De myrdede min far, min smukke og gode far, som var han stillet for en henrettelsespeloton. Hvis man går forbi hovedbygningen i dag, kan man stadig se skudhullerne omkring døren, og selvom blodet for længst er vasket bort, vidner de om den uværdige død, der blev min far skænket.

Min bror, Martinez, stod lige bag Far, og døde med ham. Det var Martinez’ 11. fødselsdag den dag, men han nåede ikke at blive fejret. Mine to søstre, Caridad på 7 og Maria på 8, blev slagtet i deres senge uden at jeg kunne gøre noget for at forhindre det. Jeg takker Lyset for, at Mor var død 2 år forinden, at hun ikke skulle være vidne dette, og lide samme grumme skæbne. Vores tjenestefolk blev slået ihjel én efter én. Lyden af skrig rungede gennem slottet, og jeg hørte flere af tjenestepigerne blive voldtaget, før de blev slået ihjel. Diego, vores kusk, ved jeg blev holdt i live i dagevis, mens soldaterne muntrede sig med at mishandle ham. Jeg kunne høre hans skrig fra mit fængsel, og bad til at han måtte dø snart.

Mens soldaterne således hærgede mit hjem, barikaderede jeg døren til mit værelse. Det tog dem næsten en time at komme ind til mig. Da var jeg på vej ud af vinduet på 2. etage, men blev forhindret i at springe ud. Jeg var vel blevet voldtaget og myrdet af dem, hvis ikke El Diavolo var kommet ind netop da. Jeg genkendte ham. Felipe y Esparteros, som jeg altid siden har kaldt El Diavolo. Jeg havde set ham til en eller anden selskabelighed nogle år før – dengang jeg kun måtte deltage i eftermiddagsseancen, og skulle blive på mit værelse, mens der var bal. En uges tid senere dukkede han op for at tale med Far. Jeg kan huske, at jeg så ham forlade Fars bibliotek i vrede. Min far stod i døren og så hovedrystende efter ham. Hvad de talte om, ved jeg ikke. Det var ikke min plads at spørge, men jeg hørte Far omtale ham for Mor ved hendes sygeseng som en ”døgenigt, der tænkte for høje tanker om sig selv”. Jeg havde glemt alt om ham, men genkendte det brændende blik i hans øjne, da han så mig. Jeg vil aldrig glemme El Diavolos ru og hårde stemme, da han sagde ”Fingrene fra hende – hun er min”…

Jeg var knap 14 år, og min fader plejede at kalde mig ”smuk som en sommerdag”. Jeg var meget forfængelig dengang, og var stolt af mit tykke, mørke hår, mine sorte øjne, smækre talje og min fejlfrie teint. Jeg elskede at høre min far sammenligne mig med min smukke mor. Indtil hun blev syg, var hun det smukkeste jeg nogensinde havde set. Diego y Maleone, den kendte portrætmaler, malede hende, da hun var ung, og krævede ingen løn derfor, for som han sagde ”Tænk på alle de kommisioner jeg nu vil få – alle kvinder i Damar vil ønske at ligne Donã Lupe”. Hvem ved, hvem jeg ligner nu… Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så mig i et spejl.

El Diavolo spærrede mig inde i mine forældres soveværelse, og holdt mig fanget dér i månedsvis. Da det blev efterår var han blevet træt af at få rifter, bidemærker og blå mærker, hver gang han voldtog mig, og overlod mig til sine mænd med besked om, at de kunne gøre hvad de ville med mig, bare jeg var død inden dagen var omme. Dén dag taler jeg ikke om – det var intet tilbage af mig bagefter..

To dage efter fandt Arturo mig smidt i en grøft i skoven halvt dækket til med jord og blade, mere død end levende. Arturo var godsets skytte; han var knap 20 dengang, og boede så langt ude i skoven, at soldaterne ikke tænkte på at lede efter ham. Han var vel ikke noget særligt at se på for det utrænede øje, men han var det modigste og mest følsomme menneske, jeg nogensinde har kendt. Hele vinteren plejede han mig, helede mine brækkede lemmer, sår og skrammer, fik lidt huld på min udmagrede krop. Det tog år, før han fik helet sårene i min sjæl.

Det følgende forår begyndte jeg at terrorisere El Diavolo – småting mest. Ødelagde indhegninger, så kvæget slap ud, forurenede brønde, hældte grus i melsækkene og sådan noget. Da Arturo fandt ud af, at han ikke kunne forhindre mig i at tage ud på mine små hævntogter, begyndte han at tage med mig. Snart var hans barndomsven Sebastián med os også, og Sebastiáns brødre fulgte tæt efter. På under et år var vi 11, der regelmæssigt mødtes og planlagde små aktioner, som indledningsvis blot irriterede El Diavolo og hans mænd… Vi er langt flere nu, og vi gør mere end blot irritere…

Det første drab er på mine hænder. Èn af El Diavolos folk, en ganske ung mand med bange øjne, som plejede at bringe mig mad, da jeg var låst inde, rendte ved et tilfælde ind i os lige før en aktion. Han genkendte mig, og kaldte mig ved navn. Jeg kunne ikke have ham rendende tilbage til El Diavolo og fortælle, at jeg levede endnu. Han fik heller aldrig lejlighed til at sige mere. Hans øjne var låst i mine, selv efter at min kniv havde tegnet en dyb, rød streg over hans strube. Mit navn var det sidste han sagde, og mine øjne det sidste han så i denne verden. Hans død blev et slags blodoffer, der forseglede min skæbne. Efter hans død var der ingen vej tilbage. Vores aktioner blev blodigere og blodigere derefter. Snart var vi for alvor eftersøgt af El Diavolo. Urimeligt store dusører blev udlovet for vores død eller tilfangetagelse. Men de fleste i byen og i omegnen havde en bror, en søn, en kæreste med i modstanden, og andre beskyttede os ud af respekt for min families navn. Men der var naturligvis også forrædere iblandt; penge, angst og afpresning kan få grådige eller desperate folk til næsten hvad som helst. Kun knap halvdelen af den oprindelige gruppe lever endnu.

Jeg ved, at El Diavolo nu ved, at jeg lever. Man har hørt ham forbande mit navn. Han ved, ligesom jeg, at vi vil mødes igen en dag; det er uundgåeligt. Det er også uundgåeligt, at dén dag vil blive hans sidste. Dét er det eneste jeg lever for.

Arturo døde på grund af mig. Han døde, fordi han elskede mig, fordi jeg elskede ham. Han gik i en fælde under oprøret sidste år – og han blev sat på hjul og stejle for forræderi. Samme aften blev en seddel leveret til mig : ”Troede du virkelig, at du kunne få lov til at beholde dit lille kæledyr?” underskrevet Felipe. El Diavolo havde fundet ud af vores forhold – tja, hvad havde jeg ventet? Han har taget alt, jeg har elsket fra mig. Der er ikke mere at tage. Jovist holder jeg af Sebastián, og Felix og Pachéco, men de får ikke lov til at komme for tæt på. Kærlighed er svaghed. Når man elsker, er man sårbar. Ikke mere! Både for min egen og for mine medmenneskers skyld, kommer det ikke til at ske mere.

Sebastián, Felix og Pachéco er de eneste, der stadig kalder mig Inez Delores. De andre kalder mig ”grevinden” – ikke at jeg nogensinde har båret den titel. Jeg ved godt, at de synes, at jeg er kold og utilnærmelig, men de følger mig ikke desto mindre. De ved, at jeg ikke beder dem om noget, jeg ikke selv ville gøre. Sebastián ville nok være en bedre leder end jeg, og er en uvurderlig næstkommanderende. Han maner mig til ro, når jeg er parat til egenhændigt at tage hen og gøre op med el Diavolo. Han maner mig til ro, når jeg bliver for vred på folkene. Han ser til, at jeg ikke foretager mig alt for meget uden at tænke mig om først.  Men jeg går nu stadig mine egne veje, når det passer mig. Og så kan han råbe og skrige af mig så meget han vil bagefter. Og det gør han oftere og oftere nu.

Jeg har ingen tilbage. Mit største ønske i livet er en dag at holde El Diavolos afhuggede hoved i mine hænder, og at se mit smukke Cearã vasket rent med codoriansk blod!

Jeg drømmer næsten hver nat nu… Scenen er altid den samme : mit barndomshjem. Vinduerne står åbne, og vinden blæser bladene rundt på gulvet, de hvide gardiner flagrer forrevne og beskidte. Møblerne er borte eller ligger smadrede rundt omkring. Der er skåret i alle anemalerierne, så kun øjnene står tilbage – de betragter mig, følger mig hvor jeg går. Dørene hænger skævt på deres hængsler, glasset i vinduerne er smadret. Alting er i forfald; der ligger blade og affald i alle hjørner, og tapetet er ved at falde af væggene. Lyset er som på en overskyet efterårsdag – gråt og mørkt. Oftest går jeg bare rundt i de forladte værelser, strejfer igennem de lange gange. Nogle gange hører jeg mine søskendes legende latter. Jeg leder efter dem, men de er altid i det næste værelse, og er løbet videre, når jeg når frem. En uendelig fangeleg… Andre gange er El Diavolo efter mig, og jeg flygter fra værelse til værelse, op og ned ad trapper, gennem de hemmelige døre og gange, og alligevel er han hele tiden lige i hælene på mig. Jeg kan høre hans åndedræt, hans hånlige latter. Jeg kan næsten mærke hans kolde fingre mod min hud.

Men drømmen ender altid i balsalen, hvor vinden hvirvler bladene rundt på gulvet i en sælsom dans. Der er jeg i sikkerhed, for dér er hun. Jeg ved ikke hvem hun er. Hun er smuk, klædt i sort og så uendelig bedrøvet. Hos hende græder jeg alle de tårer, som jeg holder tilbage om dagen. Hos hende finder jeg den trøst, som kun Arturo kunne give mig før. Hun er kun en drømmefigur, og hun er derfor det eneste han ikke kan tage fra mig. Hun er min… beskyttende engel…

I nat drømte jeg noget, som jeg aldrig har drømt før. I balsalen holdt hun om mig som altid – men så trådte hun pludselig et skridt tilbage, tørrede mine tårer bort, og smilede. Hun trak mig hen til vinduet, og netop som vi nåede derhen, brød solen igennem skyerne og ramte mit ansigt, og ligesom trængte ind i min sjæl med sit lys og sin varme. Og så talte hun til mig… ”Det bliver sommer igen” sagde hun. Hun som ellers aldrig taler. Det eneste jeg plejer at høre fra hende, er den godnatsang som min mor sang for mig, da jeg var lille. Den plejer hun at nynne for mig uden at sige ordene – jeg plejer at vågne med melodien i ørerne. Jeg kan huske teksten :

Lille pige, drøm sødt i nat
Moder våger over dig
Intet i natten kan nå dig, min skat
I morgen ler du igen i leg

Jeg skærmer dig mod alle farer
Intet, min ven, kan dig nå
Over dig glimter de stjerner klare
Intet ondt kan dig få

Når efteråret kommer dyster og grå
Så husk dette uden kny:
Bliver vinteren end kold og rå
Det bliver sommer påny

Det bliver sommer påny… Efter oprøret fejlede sidste år, troede jeg at vinteren var over os for evigt. At vi aldrig ville kaste åget af os. At Prinsen aldrig ville vende tilbage til Damar. Men nu tror jeg, at han kommer, og at han tager sommeren med. Og når sommeren kommer vil jeg stå med El Diavolos liv i mine hænder, og jeg vil skåne ham lige så lidt som han skånede min fader, Martinez, Caridad, Maria, Diego og Arturo, og alle de andre, hvis liv han har på samvittigheden, og hvis død det er min eneste opgave at hævne. 

Dét er min sommer, min eneste sommer…

Og når den har passeret os, så vil hun komme og hente mig. Hun vil tage mig i hånden, og følge mig hjem. Og dér vil min far, mine søskende og Arturo vente på mig! Mit hjerte længes efter det! Den dag vil jeg le igen. Den dag vil jeg leve igen…