7/2 1602. De er kommet hjem! Alle sammen! Først dukkede Robert og Marco op – dybt chokerede over den seddel om Matt Donaldson jeg havde efterladt – og siden glemt alt om – på Roberts bord. Snart efter fulgte Pierre og Reynaud trop (sidstnævnte er blevet en stor helt i Damar – han mener selv at det var mere held end forstand). Det er vidunderligt at have dem hjemme igen! Jeg er stadig så jeg er ved at boble fuldstændig over af lykke! Jeg kunne næsten ikke slippe Robert igen – vi sad det meste af aftenen, og holdt i hånd, eller holdt om hinanden – jeg kan slet ikke forstå, at han er hjemme igen! Men de har haft mange oplevelser i Damar, som har mærket dem på den ene eller anden måde, og jeg frygter, at jeg aldrig helt kommer til at forstå hvad der er sket. Et stort diskussionsemne var den grevinde, som Robert havde skrevet til mig om, og som alle synes at have hver sin mening om. Reynaud syntes, at hun var en arrogant mær, Marco syntes at hun var irriterende, Pierre var berørt af hendes ømhed overfor sine mænd, og Robert var dybt knyttet til hende. Hun har efterladt hele sit gods til Robert, så det kunne tyde på at det var gensidigt. Hun lyder som en fantastisk spændende person, og jeg har sat mig for at samle hvad jeg kan af oplysninger om hende og hendes ulykkelige skæbne (hun døde i kampen), og skrive hendes biografi. Robert har inviteret mig med til Damar på et senere tidspunkt, og der er ingen tvivl om, at det skal jeg simpelthen bare! De har i øvrigt en ung mand med hjem fra Damar, Stefano, hed han vist – han er stadig på Bergerac – han er søn af Marquessaen af Norddamar, og er her på dannelsesrejse, og for at lære os damarkansk.
Jeg fik forsinkede fødselsdagsgaver, bla. Marco’s første maleri, som er ligeså smukt som det lille broderi jeg forærede ham engang, og jeg er ligeså glad for det, som han i sin tid blev. Pierre gav mig et par bøger på damarkansk (endnu et incitament for at lære sproget), og Reynaud gav mig det lyssymbol, som har beskyttet ham under krigen.
Aftenen endte med en enorm mængde vin og en leg fra vores barndomsdage – ’Truth or dare’. Det var skægt, og meget afslørende! Reynaud spurgte mig hvad jeg havde lavet af narrestreger, og da han ikke troede på, at Nicholas var min eneste ’indiscretion’, og da Robert lige havde forladt rummet fortalte jeg så også om Marianne… Jeg håber, at fætrene holder mund med det overfor Robert, for jeg vil så nødig såre ham! Det var indiskret af mig at fortælle det – jeg havde helst holdt det for mig selv, men alkoholen og legens ånd bragte flere sandheder på banen, og ikke kun fra mig! Selvom de har været væk så længe, så tror jeg aldrig, at jeg har følt mig tættere knyttet til min familie end nu! Hvor er jeg glad for, at de er kommet hjem!
Jeg skal have spurgt Robert, om han ved noget om Guillaume.
Senere: Jeg startede dagen med en duel på lysestage mod Reynaud – underholdende! Det er længe siden, at jeg har set ham le. Ja, altså det er jo længe siden, at jeg har set ham sidst, men at se ham le, er så absolut noget jeg ikke er vant til. Vi spiste frokost sammen bagefter og havde en god snak. Jeg bad ham holde det med Marianne som en hemmelighed for Robert, og han indvilligede. Jeg anbefalede Pippin og Alexia som samarbejdspartnere udi hans forsøg på at møde Jacqueline. Mit ansigt er nok efterhånden lige ved at se bekendt ud for hendes sædvanlige vagter, og der er ingen grund til at gøre dem mere end almindeligt mistænksomme. Vi fik lagt en slagplan, og Alexia viste sig mere end villig til at deltage!
Senere fik jeg snakket med Pierre – også om Marianne – og han fortalte mig en mærkelig historie; da de var ved at indtage São Damão, så han hende (eller i hvert fald én, der lignede vældig meget) svæve omkring som en anden engel, og kysse nogen, kærtegne andre og efterlade dem omgivet af en stråleglans. Jeg har svært ved at tro andet, end at Pierre må have set syner efter dét han kaldte et ’granatchok’, hvad det så er. Marianne er ingen almindelig pige – dét skal jeg være den første til at skrive under på – men dét der lyder lovlig mystisk efter min mening. Dét var i øvrigt ikke den eneste mærkelige historie Pierre kunne fortælle mig; Marco har bemægtiget sig et sværd, som ifølge Pierre er ondt… Pierre påstår, at det suger sine fjenders livskraft. Tja, det lyder jo som et ubehageligt sværd! Jeg tillader mig at stille mig skeptisk overfor alt dette her hokuspokus – jeg har godt nok oplevet et par ting, som jeg har svært ved at forklare – Lysets mirakler kan jo heller ikke forklares, når det kommer til stykket – men nogen gange mistænker jeg Pierre for at finde på disse her ting for at gøre sig interessant. Hans historier er i hvert fald svære at overgå – hans fantasi fejler ingenting!
Og så måtte jeg jo vise Marco de hemmelige rum i mit chatol – selvom han tilstod, at han allerede vidste, hvor det var. Det er svært at holde hemmeligheder for dén mand her i huset! Derefter bad jeg ham holde mund med dét med Marianne, men han kunne slet ikke huske, hvad det gik ud på, så det var jo let klaret. Marco er til stadighed lidt af en gåde for mig. Jeg tager mig selv i at behandle ham som om han altid har været en del af familien samtidig med, at han er glat som en ål, og jeg ikke rigtig kan få hold på ham.
Aftenen endte med at Alexia aflagde rapport om dagens aktion, som havde været ret vellykket! Jacqueline havde skiftevis kysset Reynaud og langet ham lussinger, så Alexia var i tvivl om hvorvidt aktionen var en succes eller ikke. Det mener jeg nu nok, at den var. Jeg forstår så udmærket godt Jacquelines reaktion, alene og forladt som hun har været det sidste halve år, med kun et enkelt brev som livstegn fra Reynaud. Jeg var jo selv ved at gå til af mangel på viden om mine kæres gøren og laden. Men nu er det første skridt taget, og vi skal nok få alting på plads, når først sæsonen starter. Alexia og jeg rådede ham til at skrive til hende – i hvert fald give hende noget af det hun så tydeligt har savnet – nemlig en romantisk og seriøs bejler.
8/2 Prøverne er startet. Alle virker positivt indstillet på stykket, men 1. prøvedag er altid kaotisk – således også i dag. Men jeg er fuld af forhåbning! På én eller anden måde ender det altid godt.
9/2 Jeg havde familien med til prøverne i dag – på nuværende tidspunkt er det svært at forstå, at dette her rod kan resultere i premiere om 2 uger. Reander kan næsten ikke tåle at stå i skygge, heller ikke selvom jeg har forklaret, at det er for at forhøje effekten, når han kommer ind i lyset, og Jacques’ stemme er på nippet til at gå i overgang! Åh, bare han venter til ’Labyrinten’ er spillet færdig. Han er den bedste til kvinderoller (bortset fra Gabrielle, naturligvis…), og det ville være en katastrofe, hvis stemmen ryger lige nu! Jeg håber, at det bare er lidt forkølelse, og at vi kan få den kureret hurtigst muligt!
Robert tager af sted til Bergerac her én af dagene, og tager Mama med tilbage i tide til premieren. Jeg glæder mig til, at hun kommer!
10/2 Sæsonpremiere. Jean er et geni, når det lykkedes, og det gjorde ’De tre enker’ – meget morsomt! Det var skægt at sidde i skuespillerlogen – skuespillere er virkelig de meste kritiske publikummer man kan have!
Reynaud kom forbi bagefter, da Alexia og jeg sad og fik os lidt sen aftensmad herhjemme, med et brev og et digt til Jacqueline, som han gerne ville have os til at kigge på.
15/2 Puh – travlheden er over mig! Alle døgnets lyse timer spenderes i teatret. Alexia har igen rodet sig ud i noget kostumehalløj – hun har en fin sans for detaljer. Jeg tror, at hun nyder prøverne lige så meget som jeg gør – selvom jeg er dødtræt, når jeg kommer hjem. De sidste par dage er jeg gået i seng lige efter aftensmad. Og jeg er også på vej til at se dyner nu!
18/2 Var lige et smut forbi Dugarie’s i dag. Jeg sorterede lidt breve, men orkede det ikke rigtigt alligevel. Med en lille smule dårlig samvittighed brugte jeg en times tid med fuglene i stedet.
Prøverne går fint. Jeg tror, at Jacques’ stemme holder (det har den bare at gøre!). Vi havde en rigtig lovende gennemspilning i dag. Jeg kneb oven i købet en tåre dér hvor en tåre gerne skulle knibes, så det tegner jo godt!
21/2 Mama er kommet til byen! Hun har fået Alexia’s værelse, og Robert har sendt en tjenestepige over til at hjælpe så længe Mama er i byen – hun er jo vant til væsentlig flere folk end jeg sædvanligvis kan stille. Efter Mama var gået i seng (hun var udmattet efter rejsen), havde Robert en sag han gerne ville diskutere med os andre; han har fået et ægteskabstilbud til Danielle. Det er desværre i noget højere grad Danielles land end Danielle selv den vedkommende bejler er efter. Desuden tror jeg slet ikke, at Danielle er det mindste interesseret i at gifte sig – faktisk tror jeg, at jeg med stor sikkerhed kan sige, at det er hun ikke! Ikke desto mindre kan hun – og Robert – få en masse ballade så længe hun er ugift. Og Daphne skal vi også have forlovet denne sæson… Hvor er det dog frustrerende, at man ikke bare kan være i fred som kvinde! Hvorfor skal man partout giftes? Ja, ja, jeg burde garanteret også, men jeg er som enke heldigvis noget friere stillet. Hvorfor er det så pokkers vigtigt at have en mand? Hmm, en idé spirer… Nå, det må vente.
Vi tog til aftenmesse for at fange lidt godt sladder. Sladder er den mest direkte vej til at finde ud af, hvem der er ledige på ægteskabsmarkedet, hvem der er gode ’fangster’ og sådan noget. Og det skal nok blive en interessant sæson; prins Francis er blevet kraftigt opfordret til at finde sig en hustru, og da han ikke kan få lov til at gifte sig med sin søster, skal det nok blive spændende at se, hvordan dét udvikler sig! Stakkels den pige, der skal på brudeskammelen dér! Ét af de bedre rygter er, at de unge mænd i kredsen om Cyrillius (hele byens helt, som jeg endnu har til gode at møde) i høj grad er gode partier – vi undersøger sagen, om ikke én af de unge mænd skulle være noget for Daphne!
Nå, nu må jeg i seng! Det bliver noget af en dag i morgen!
Lilois’ Dag. Triumf! Fantastisk! Jamen, altså, jeg mangler ord! Jeg kan slet ikke komme ned på jorden igen! Det var uovertruffent! Alle var bare så fantastiske – det var så smukt, hvad de kunne få ud af min lille fikse idé. Åh, at ankomme til teatret, se mit navn på plakaten, stemningen var i anledningen af helligdagen høj (hvor var det godt, at jeg insisterede på at vente til Lilios Dag!), teatret var fuldt, og ikke så få adelige var blandt tilskuerne – jamen, det var ubeskriveligt!
Bagefter var vi ude og danse – en passende afslutning på dagen. Vi rendte ind i et par usædvanligt arrogante (altså ikke usædvanligt for dem) Santiago-fyre. Vi ydmygede dem behørigt, og havde en skøn aften! Jeg vil straks gå i gang med at skrive på min næste idé – en ren komedie – for jeg kan alligevel ikke falde i søvn nu!
22/2. På bytur med Mama, Alexia, Robert, Stefano (Roberts damarkanske protegé) og Pierre. Marco var ikke at finde – Pippin siger, at han gik tidligt ud, så han gik glip af turen.
I Kgs. Have hørte vi rygter om, at en Santiago-broder var blevet dræbt i duel i morges bag klostret. Det gav en sådan lidt ubehagelig fornemmelse. De er en flok arrogante narhoveder, som jeg ikke har det fjerneste imod at gøre tykt nar af, og jo flere dueller de taber, jo bedre, men ikke med dødelig udgang… Det er som om noget uskyld er gået tabt…
Jeg troede jo, at jeg havde lagt to og to sammen, da jeg spurgte Marco, om han kendte noget til duellen, men da han benægtede lod jeg det ligge. Men vi er vel heller ikke de eneste i byen, som synes, at Santiago-brødrene er irriterende.
23/2 Mama, Alexia og jeg tog i byen igen – denne gang kiggede vi på kirker og katedraler. Vi brugte lang tid på at kigge på de glasmosaikker i katedralen, som jeg har forelsket mig sådan i. Det var en dejlig dag. Turene med Mama foregår i noget mere adstadigt tempo end det Alexia og jeg er vant til, men det er nok sundt for os at prøve at opføre os som rigtige damer. Hvad dét angår, er Mama den perfekte læremester! Hun forstår virkelig at føre sig – elegant, velovervejet, og alligevel som om at det på ingen måde er indlært – det er bare sådan hun er. Og så er det som om, at jeg kun lige har opdaget, hvor smuk hun stadig er. Ja, altså den første ungdom er ovre, men hun er stadig en meget flot dame!
Alexia og jeg var forbi teatret for at se ’Labyrinten’ igen. Det er stadig godt (skriver jeg med et slet skjult selvtilfreds smil), og blev vel modtaget. Vi så det fra skuespillerlogen, hvor de eneste ordentlige siddepladser var at finde.
24/2. Vejret var ikke rigtige til at spadsere i i dag, så Mama og jeg blev hjemme, og snakkede og hyggede. Hun læste højt for mig, ligesom da jeg var lille, jeg spillede lidt for hende, mens hun broderede – hun sidder aldrig og laver ingenting; det virker jo på en måde bekendt…
Jeg har lige snakket med Marco, om hvorfor han har været så mut de sidste par dage. Han har ikke rigtig deltaget i måltiderne, og har ikke rigtig sagt noget, når han gjorde. Og det kan jeg godt forstå: vi har glemt hans fødselsdag! Det var på Lilios Dag, og vi glemte det fuldstændig! Jeg har simpelthen haft hovedet fuldt af skuespil og premiere. Men jeg har lovet ham, at vi vil fejre ham behørigt i morgen – en fødselsdag skal holdes hellig – dét har nu altid været min mening om dén sag!
Han fortalte i øvrigt, at han havde været oppe hos Kardinalen i dag for at aflægge rapport, da han ikke har kunnet finde Marianne! Tænk, at han har stået ansigt til ansigt med selveste kardinalen!
25/2. En dag med noget blandede oplevelser!
Vi fik holdt en passende fødselsdag for Marco! Vi fik købt gaver (og snakket om Marco’s ’magiske’ sværd, som både Robert og Pierre er meget bekymrede for), og spiste god mad, og spillede kort og terninger (selvom han ikke ville spille om penge mod os), og bagefter gik vi ud og dansede.
Han fortalte os imidlertid, da vi mødtes til middagen, at han var blevet passet op af et par af kardinalens mænd i dag, som stillede nærgående spørgsmål om Marianne. Det ser ud til, at hun er i knibe. Den opgave hun satte Marco på i Damar, var åbenbart på eget initiativ og ikke på foranledning af kardinalen! Jeg er dybt splittet omkring, hvad jeg skal stille op med dén situation. Jeg er overbevidst om, at hun har forbindelser, der bedre kan hjælpe hende, end vi kan. Vi risikerer bare at skabe flere problemer for hende, end vi løser. Og jeg er desuden overbevist om, at hun ikke vil tøve med at henvende sig til os, hvis hun mener, at vi på nogen måde kan hjælpe. Åh, jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe!
Dagens gode nyhed – og dét er en virkelig god nyhed – er, at Roger kom forbi i morges, og inviterede til salon på lørdag! Han inviterede desuden Mama på spadseretur, og de er altså et flot par! Åh, jeg er så glad! Han så ikke ud til at bære nag, eller på nogen måde være vred på mig (eller skuffet over mig – dét ville være værre, meget værre!). I hvert fald er vi (ja, os alle sammen!) inviteret til salon på lørdag (det fortalte Mama, da vi kom hjem om sent på aftenen – jeg tror, at hun og Roger var ude og spadsere temmelig længe…). Det kommer til at handle om diskussion og analyse af tre specifikke digte – ih, jeg glæder mig!
27/2 Forbi Dugarie’s hus. Jeg må have Robert med forbi én af dagene; jeg tror, at han vil synes godt om Adele og Bastian. En smule post, som jeg tog mig af. Intet nyt fra Dugarie endnu. Nu kunne jeg godt snart tænke mig, at han kom hjem. Jeg mangler stadig et par hjemvendte helte, før jeg er helt tilfreds med tilværelsen…
28/2 Jeg har arbejdet på ’Julio & Julia’, som jeg kalder den nye komedie. Det går strygende med at få det skrevet denne gang. De gode indfald (efter min egen mening) kommer bare væltende ud af pennen!
29/2. Marianne var til salon i aftes! Ja, det vil sige, at jeg opdagede det overhovedet ikke, optaget som jeg var af stemning, diskussion og sugen til mig som sædvanlig. Robert gjorde mig opmærksom på det, da vi var ved at gå. Jeg må indrømme, at et jag gik igennem mig netop da. Marco fulgte efter hende, da hun forsvandt længere ind i gemakkerne, men jeg syntes ikke, at vi skulle trænge os på. Lyset skal vide, at hun havde alle mulige chancer for at henvende sig under salonen. Hun kan ikke have overset os – for pokker! Så mange var der jo heller ikke! Jeg er bare så pokkers frustreret over, at vi ikke kan hjælpe, at hun ikke henvender sig! Hun må da vide, at jeg ville gøre hvad som helst for at hjælpe, hvis hun bad mig om det! Det sidder bare så dybt i mig ikke at trænge mig ind på hende. Alle de mennesker, som gerne vil have hende… Jeg vil ikke være én af dem! Jeg vil være én, hun selv vælger at være sammen med, når hun selv ønsker det – og derfor vil jeg ikke trænge mig på – heller ikke nu! Men hvor ville jeg dog ønske, at der var noget jeg kunne gøre! Jeg savner hende.
Og så ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med Marco. Han kom hjem efter flere timer, og påstod, at han ikke havde mødt hende – en meget tydelig løgn! Jeg kaldte ham en løgner lige op i hans åbne ansigt, og han blev meget vred. Det endte med, at han indrømmede, at han havde snakket med hende, men at samtalen havde været fortrolig. Endelig lidt sandhed fra dén mand! Jeg er jo ikke det mindste interesseret i, hvad han og Marianne snakker om i fortrolighed – jeg vil bare ikke have, at han lyver for mig! Hvis jeg ikke kan stole på ham – hvad laver han så her? Når man tænker på, hvor ked af det han var den anden dag, da han fortalte, at vi havde glemt hans fødselsdag. Han følte, at vi ikke havde accepteret ham, ikke stolede på ham. Jamen, hvordan skal vi kunne stole på ham, når han hele tiden lyver for os? Det var i øvrigt også ham, der slog dén Santiago-broder ihjel i sidste uge – dét løj han også om… For Lysets skyld! Hvad skal der til, for at han tør stole på os? Han ved da for pokker, at jeg kan holde på en hemmelighed! Han skal bare passe sådan på nu, at han ikke skrider for voldsomt over Roberts grænser! Hele situationen med hans forbandede (åbenbart også i bogstavelig forstand…) sværd, hans gentagne løgne, og hans sande baggrundshistorie… Det kan meget let ende med, at Robert smider ham helt ud – for er der noget Robert ikke kan tolerere, så er det overtrædelser af ’the noblemans code of honor’. Åh, for pokker!
1/3 Jeg var forbi teatret i dag. ”Labyrinten” har indbragt mig £59! Hvabehar! Jeg fremlagde kort handlingen i ”Julio & Julia” for Claude, og han ville gerne købe det, når det blev færdigt, men regnede ikke med at kunne sætte det op før i sensommeren. Det må jo så være o.k.
Der lå besked fra Marianne, da jeg kom hjem. Hun vil mødes på torsdag i Deumille-skoven…
Jeg fik snakket kort med Marco, om hvordan jeg har det med at han ikke er til at stole på. Han virkede noget afvisende, men ville tænke over det. Han er begyndt at irritere mig som Blaise gjorde, fordi jeg aldrig kan regne ud, hvor jeg har ham og hvad han vil. Han bliver ved med at påstå, at han gerne vil accepteres af os og være en del af familien, men jeg tror efterhånden bare, at vi er en trædesten, der holder ham oven vande, og kan bringe ham videre ud i den store verden som en stor og rig mand. Jeg ser i hvert fald ingenting, der viser det modsatte.
Alexia kom på besøg, mens jeg sad og fumlede med en sang til ”Julio & Julia”. Den vil ikke rigtig lykkes, sangen, så det ender nok med, at jeg dropper det. Til gengæld sad vi så og musicerede lidt, til Mama’s store fornøjelse. Jeg er væsentlig bedre til at spille, end til selv at hitte på sange, og ledsaget af Alexias smukke røst, ja, så er det lige før vi kan optræde med det… Vi aftalte straks, at det må vi gøre noget oftere. Alexia fortalte, at musik oftest var en del af underholdningen, når man havde gæster i Epirus, og at hun havde savnet det. Ja, det kan vi jo ikke have, og da vi nyder musik i lige høj grad, så bliver det bestemt ikke sidste gang, at jeg akkompagnerer hende.
2/3 1602. … Hmm, ja… Mit hoved summer af … ja, jeg ved ikke hvad…
Jeg føler mig som en af de små dæmninger vi byggede som børn i vandløbene omkring markerne, sådan når småbitte vandstrømme så småt er begyndt at pible igennem, øjeblikket før vandkraften river hele herligheden med sig, og forvandler dæmningen til sand, sten, blade og kviste, som sanseløst rives med af strømmen… Dæmningen var min viljestyrke kombineret med Rogers enestående evne til at distrahere mig, og nu hvor Roger har sagt tak for i dag, så er der ikke meget tilbage til at holde det hele inde. Den tilkæmpede ro, der faldt over mig på vejen hjem, lagde sig omkring alle mine følelser, som et tæppe man lægger omkring et forfrossent barn; uden på kan man kun se tæppet og en næsetip, men indeni er der et levende, sparkende barn, der hellere vil ud og løbe omkring. Jeg tvang mig selv til at bevæge mig langsomt, tale langsomt… Udenpå var jeg rolig, voksen, havde kontrol. Indeni var jeg et bankende, blødende hjerte…
Det startede ellers så godt… Roger var meget mere snakkesaglig end han plejer, behandlede mig ikke længere som jeg var en lille pige, ja, han undskyldte endog for at have mig betragtet mig som et barn. Hvad der har fået ham til at ændre mening, forstår jeg ikke helt. At jeg sidst vi mødtes havde opført mig som et barn, havde fået ham til at indse, at han netop altid havde set mig som et – men at det skulle have fået ham til at se mig som en voksen, forstår jeg ikke. Men jeg må sige, at jeg sætter pris på ændringen. For pokker, hvor kan han være charmerende! Han satte alle sejl til for at distrahere mig under spillet, og i begyndelsen af andet spil… Han kunne jo ikke have vidst det, men han nævnte Guillaume… Guillaume, som er alt det vand, som nu truer med at få mig til at falde sammen. Hvorfor er jeg altid så pokkers sårbar, når Guillaume bringes på bane!? Uforberedt på at høre hans navn, forvandles jeg bare til ét stort hjerte, der længes så forskrækkeligt efter ham! Guillaume, som er mit blod, min luft, mit liv… Jeg har forsøgt at bilde mig selv ind, at det ikke betød så meget, men det gør det. I bagklogskabens lys tror jeg, at dette var den primære grund til, at jeg ikke kunnet gifte mig med Blaise – det ville havde været forkert. Hvor meget jeg end elskede ham i sin tid, så ville han aldrig kunne få mig til ikke at elske Guillaume, og så længe jeg elsker Guillaume… Ja, så har andre ikke en chance. At jeg holder så meget af Marianne og Nicholas, er vel især hængt op på at de ikke kræver, at jeg elsker dem. Min hengivenhed, mit venskab og hvad jeg nu ellers har at give dem, er nok for dem.
Jeg vil aldrig gifte mig, aldrig! Jeg er allerede gift i hjertet, jeg bærer allerede hans navn – Skæbnens store vittighed! Selvom jeg godt ved, at Guillaume er langt væk – jeg ved ikke engang om han er levende eller død – og at han muligvis er kommet sig over den kærlighed han engang nærede for mig – så vil jeg ikke desto mindre blive ved med at håbe. Der er ikke noget at gøre – som i ethvert digt, ethvert eventyr, riddervise og saga fra forgangne tider; så elsker jeg kun én, og det bliver for livet. Jeg lægger det i Lysets hænder, i Lilios’, i alle de højes hænder.
3/3 1602. Fægtetræning med Reynaud i dag… Jeg viste ham et par ting, som Nicholas har lært mig. Der er sket et eller andet med Reynaud – han har lettere ved at le. Fægtetræning plejer at være meget seriøst og koncentreret, men vi fandt også tid til at pjatte i dag… Pjatte… ja, det lyder som en selvmodsigelse at sætte ordene Reynaud og ’pjatte’ sammen, men det var ikke desto mindre, hvad der skete i dag. Jeg tror minsandten, at Reynaud har lært at leve!
Stefano indledte i øvrigt sin damariansk-undervisning i dag. Det minder egentlig meget om tyndall, og det falder mig let at lære. Accenten er lidt besynderlig, men jeg skal nok komme efter det. Jeg tror, at Stefano synes, at det er lidt mærkelig at lege lærer overfor en flok voksne mennesker som os.
Der lå brev fra Nicholas, da jeg kom hjem. Han er med Maison du Roi på vej mod Fuentors grænse. Krigen truer dernede, og han vidste ikke hvornår, han ville være tilbage… Han tager let på det i brevet, men jeg kan ikke lade være med at blive lidt bekymret. En krig i Fuentor… Så kunne Guillaume også være på vej dertil… Tanken om at have mine to kæreste mænd (ikke iberegnet Robert) i krig igen, det huer mig ærlig talt ikke! Jeg må se hvad jeg kan finde ud om den krig!
4/3 En vidunderlig dag i Deumille-skoven med Marianne. Hvor er hun bare uforskammet tiltrækkende! Det blev ved flirten i dag – ifølge hendes kontrakt må hun ikke frit dele ud af sin gunst – men hun trækker den godt nok så langt hun kan!
Hendes problemer er ikke så akutte, som jeg havde frygtet. Jeg ved, at hun ikke fortalte mig alt, der var at fortælle. Uden tvivl ved Marco meget mere om sagen, men jeg må holde mig til, hvad Marianne har fortalt mig, hvilket ikke er meget. Når tiden er inde, og hun får brug for hjælp, så siger hun til, og så vil jeg være der for hende. Det bliver med garanti hverken let eller risikofrit, men hvem siger nej til eventyret, når det byder sig til? Jeg gør i hvert fald ikke!
5/3 Uh, jeg er vred og ked af det og iiiih! Og han har jo ret! Jeg ved det jo godt… Var det kun mig selv det påvirkede, så ville jeg stå ved alting jeg gør, alting jeg skriver, men det er jo ikke kun mig… Det kan mindske Daphnes chancer for at blive godt gift, det kan skade Roberts forretning. Jeg havde jo ikke spekuleret et øjeblik på, at jeg selv kunne figurere på den rygtebørs, som jeg ellers synes jeg har så godt styr på. Gad vide hvornår jeg lære at tænke to gange, før jeg kaster mig hovedkulds ud i alt muligt? Robert ville dog på ingen måde forbyde mig at skrive skuespil (så var jeg for alvor blevet ked af det!), bare jeg gør det under pseudonym. Det må jeg jo så lige tænke lidt over…
Han fortalte i øvrigt, at han havde besluttet sig at gifte sig… Jeg havde svært ved at svare ham med andet end et kram. Jeg ved præcis, hvor ondt det har gjort på ham at tage den beslutning. Det er den rigtige beslutning, som ham måtte komme til på et tidspunkt, men den har ikke været let at tage. Jeg fortalte derefter om min beslutning om ikke at gifte mig, og det accepterede han. Jeg er jo så godt som uafsættelig nu alligevel, så det må nærmest være en lettelse for ham. Det var derefter, at han bad mig bruge pseudonym i stedet for mit rigtige navn, så jeg i det mindste ikke skader andre i familien med mine udskejelser… Jeg er stadig lidt vred, kan jeg mærke, men jeg kan godt se fornuften i det. Jeg har ingen intentioner om at leve på kanten af moralens morads på bekostning af mine kære. Lidt forsigtighed må nok udvises fremover.
Vi filosoferede lidt over, hvorfor vi aldrig vælger den lette vej, når det kommer til kærlighed, og jeg påpegede at det måtte være i vores blod. Vores fjerne forfader Cyrano havde det vist heller ikke for let. Robert foreslog, at hans historie nok kunne blive til et fint skuespil, og vi begyndte jo straks at væve videre på idéen.
6/3 Jeg har siddet med hovedet i Dugaries arkiv hele dagen, og ingenting kan jeg hitte rede i! Der er en masse løsrevne oplysninger, som jeg ikke kan få til at passe sammen. Jeg kan bare ikke skabe mig et klart billede af situationen i Fuentor. Nu måtte Dugarie altså gerne snart vende hjem; han ville garanteret kunne gennemskue, hvad der foregår.
Det eneste jeg umiddelbart får ud af det er, at der er oprør mod de codorianske besiddelser i Syd-Fuentor, og at fyrsten er i gang med at mobilisere. Og så at Ryendor bekymrer sig for vores traktat med Codora. Men jeg kan ikke rigtig gennemskue, om der vil komme krig, og hvorvidt Ryendor vil blive indblandet eller ikke.
7/3 I kirke med Alexia og Mama, hvor vi havde ørerne åbne for rygter af alskens art. Det viser sig, at helten Cyrillius er én af Prins Francis’ ’venner’… Og at de fire mænd han havde været i kamp med (og overlevet – deraf heltestatusen) alle er Prins Mauris’ ’venner’. Ret speget affære – det er jo en kendt sag, at de to brødre ikke er verdens bedste venner. Alt dette gør nu ikke Cyrillius’ kreds af venner til mindre interessante giftemål for Daphne – prinsens venner (selvom det kun er i citationstegn), det er da en god forbindelse at have! Nu håber jeg bare, at de også har penge på kistebunden, ellers kan det vist ikke lade sig gøre. Det er dog beklageligt, at så mange ting skal være i orden, for at ’sand kærlighed’ kan komme til orde…
9/3 Jeg spillede skak hos Roger i dag, og det blev sent. Han har virkelig fået et helt nyt syn på mig. Vi snakkede meget mere end vi plejede. Til tider var det næsten som at være sammen med Charles igen – en beleven, intelligent verdensmand, som interesserer sig for hvad jeg har af meninger om dette og hint. Som udfordrer mig og opfordrer mig til at tænke selv. Han selv er indsigtsfuld og har nogle gange nogle ret usædvanlige indgangsvinkler. Jeg elsker hans måde at formulere sig på – nogen sætninger er ren poesi! Og med et drys humor ud over det hele, begynder han at ligne den perfekte konversationspartner. Jeg nyder virkelig disse tirsdage!
11/3 Sammen med Alexia hele dagen – først til hest i Deumille-skoven, og siden musiceren i Maison de Manon (som de er begyndt at kalde mit hus – det er et navn jeg godt kan lide og tager til mig). Jeg fortalte Alexia om Roberts anmodning om at jeg skulle bruge pseudonym, og hendes kvikke hoved gik straks i gang. Vi endte med ’Jean Sepas’ – et ganske uskyldigt herrenavn – som selvfølgelig er et ordspil over ’Je ne sais pas’ (= jeg ved det ikke). Det synes jeg er godt fundet på! Jeg havde først foreslået ’Jeanne Sepas’, men Alexia mente, at ethvert kvindenavn ville vække opsigt, og være genstand for spekuleren, mens et herrenavn accepteres uden betænkeligheder. Og hun har jo ret. Så i teatersammenhæng er jeg herefter en herre – hvor det dog passer med ”Julio & Julia”!
14/3 Robert og jeg sad hele dagen i går med hans skuespil om den damarkanske grevinde Inez. Jeg synes, at det er blevet helt godt. Jeg elsker disse dage sammen med Robert. Jeg tror aldrig at jeg har været så tæt på ham som nu. Hvor jeg dog ønsker, at han finder en hustru, som han kan elske! Han fortjener det altså!
Jeg kommer meget i kirke for tiden! Det er altså det bedste sted at opfange sladder! Alexia og jeg gik i øvrigt i Kgs. Have, efter vi havde fulgt Mama hjem, som følte sig for træt til at gå tur. Der er ét rygte som er gennemgående for tiden: Bourgaine-familien fattes penge. De er gået så vidt, at de overvejer gentry som bejlere til Jacqueline, bare de har penge! Reynaud har altså kun en chance, hvis han har penge…
16/3 Hos Roger (og ja, vi fik også spillet skak!). Det er nu ikke skakken, der har præcedens mere, men vores samtaler. Jeg blev inviteret på aftensmad ligesom sidst. Han har en udmærket kok, men ikke i Madame Renoirs klasse. Jeg må invitere ham hjem snart, så han kan smage hendes særklassemad. Det ville også glæde Mama.
18/3 Puh, det blev til en lang dag i går! Det er sidste gang, at Reynaud og jeg lægger træningen på en onsdag, hvor det bagefter er meningen, at vi skal sidde stille og lære damarkansk! Jeg er heldigvis ikke så øm i dag, som jeg har været de sidste 3-4 gange vi har trænet. Træning er blevet til en ren fornøjelse. Reynauds nye livssyn er vældig forfriskende.
Efter sproglektionen og aftensmaden blev der indkaldt til uofficielt familiemøde. Der skulle samles rygter og facts om passende bejlere til Daphne, passende giftefærdige kvinder til Robert (og Pierre, som minsandten også går i giftetanker!) og rygter vi kan bruge i forbindelse med Reynaud og Jacqueline. Når denne sæson er slut, kunne jeg godt gå hen og være den eneste ugifte i familien! Hvis alt altså går vel. Jeg fortalte om Bourgaine-familiens økonomiske vanskeligheder. Marco tilbød at snakke med Porans sekretær igen, for at se om vi kan få gældsbrevet billigere. 10-11gylden har vi jo ikke lige liggende. Jeg foreslog, at man kunne spørge marquessaen af Norddamar om et lån. Hun er jo deres liegelord (eller rettere –lady), har så vidt jeg har kunne gennemskue ret mange penge, og desuden Stefanos mor… Den unge mand blev derefter sat til at skrive hjem, og Robert og Reynaud forfattede et brev om et lån. Mens Stefano var ude af rummet, gjorde Pierre os opmærksomme på, at den unge mand da kunne være et glimrende parti for Daphne… Det vandt gehør blandt de andre, selvom jeg synes, at han er lovlig ung. Han er jo hele 4 år yngre end Daphne. Ikke fordi jeg ikke kan lide ham – jeg synes, at han er vældig sød, men giftemoden? Ikke rigtig! Meget senere, efter meget mere rødvin, foreslog Pierre oven i købet, at Robert og Daphne kunne gifte sig…! Men Robert foretrak at få nye forbindelser ind i familien, og det kan jeg godt forstå! Du gode, at skulle gifte sig med sin kusine! Ja, eller sin fætter! Det kan jeg slet ikke forestille mig! Så hellere giftes med en helt fremmed!
Jeg blev i øvrigt sat på opgaven at skaffe invitationer til HM Kongens åbningsbal. Jeg har tænkt mig at spørge Roger. Han er garanteret selvskrevet til invitation.
Robert og jeg begyndte midt i det hele at snakke om vores idé omkring Cyrano de Bergerac. Et par idéer udsprang fra vores planer om Jacqueline… vi må snart stikke hovederne sammen og få skrevet det ned. Det kunne være spændende at skrive et skuespil med Robert!
19/3 1602. Til hest hele dagen! Springer og jeg nød farten og det gode vejr! Der er virkelig forår i luften nu! Åh, jeg lever bare dobbelt så meget i dag!
20/3. Trænede med Reynaud. Pierre sluttede sig til os. Han havde vist brug for at lave noget andet end at spekulere på egnede fremtidige partnere til sig og Daphne. Reynaud prøvede at prakke mig sin rustning på, men det nægtede jeg purre! Jeg kan ikke se nogen grund til at lære at kæmpe i rustning. Og så er den tung og besværlig… Næh tak – den kan han smide på Stefano!
23/3 Hos Roger som sædvanlig. Jeg spurgte om det med invitationerne, og han havde selvfølgelig fået en. Ikke at han havde tænkt sig at bruge den – han syntes, at han var for gammel. For gammel! Han er en mand i sin bedste alder! Det endte med, at han ikke bare gik med til at deltage i ballet; han ville også prøve at skaffe de 8 (otte!) invitationer som jeg skal bruge (Robert, Daphne, Pierre, Reynaud, Marco, Alexia, Stefano og mig selv). Han er for god af sig! Jeg må sige, at jeg virkelig ser frem til at tage til bal med Roger! Han er jo den perfekte gentleman!
24/3. Jeg var nede og bestille en ny kjole til bal sæsonens start. De rynkede noget på næsen, da jeg bad om vinrød… Det var jo sidste år! Nå ja, jeg kan nu godt lide at skille mig lidt ud, og den lyse grønne farve, som er farven i år, får mig altså til at se syg ud. Og jeg har i forvejen en gul kjole, som let kan rettes til, så den passer til årets mode. To andre kjoler vil også let kunne rettes til (den mørkeblå bliver én af dem – jeg må til bare ét bal med min opsigtsvækkende hat!). Og den vinrøde klæder mig godt. Den får mit hår til at se kobberfarvet ud, og det kan jeg godt lide. Mama har lovet at låne mig sine guldindfattede rubiner, som ville passe perfekt til. Der hører vist et lille diadem med til dét sæt, så vidt jeg husker…
27/3. På Dugaries kontor. Der er stadig ikke meget at lave. Kun de allermest ihærdige ældre enker skriver stadig, og dem prøver jeg at få til at opgive ved ikke at sende dem svarbreve. Så mine ’arbejdsdag’ endte som sædvanlig med at bestå næsten udelukkende af skovørne-pasning.
Erasmus’ dag 1602. I kirke og skrifte. Tilbragte en del tid på knæ, hvor jeg bad for de fraværende, levende som døde.
29/3. Roger hentede mig ved døren i dag. Vi spadserede i det gode vejr, før vi tog hjem til ham og spillede skak og snakkede som sædvanlig. En rigtig rar dag.
2/4. Marco har forladt os… Han er taget til Carvintia på ubestemt tid. Han har ikke snakket med nogen om det, bare efterladt en seddel om at han var rejst. De andre kom forbi til middag, og undrede sig også noget over det. Han havde jo snakket om, at han overvejede at rejse hjem, for at se om hans mor levede endnu, og få redet nogle tråde ud i det hele taget. Det synes jeg jo ville være udmærket, men han kunne da godt lige have sagt farvel. Men Marcos veje er nu engang uransagelige.
Mama har erklæret, at hun gerne vil hjem nu. Hun er for træt til at deltage i bal-sæsonen, mener hun, og hun savner Bergerac. Jeg har bestemt indtryk af, at hun har været glad for at være her, og jeg har i hvert fald nydt at lære hende at kende! Vi tager afsted i morgen alle sammen.
Pippin fortalte i øvrigt i forbifarten, at han har hørt fra sin vandrottekollega Kurt, som har hørt det fra grønthandleren, at HM Kongen og hele hans husholdning snart vender hjem til Ryendor City! Det var lige så det gibbede i mig, da han sagde det! Hvis kongen vender hjem, mon så ikke Nicholas også gør det? Man har jo lov at håbe! Jeg savner ham, glæder mig meget til at se ham igen, holde om ham igen, grine sammen med ham igen! Jeg er klar over ambivalensen mellem at elske Guillaume så højt som jeg gør, og samtidig længes efter Nicholas… Jeg kan ikke forklare, hvorfor det er sådan – men sådan er det. Jeg elsker jo også Nicholas på min egen måde, og en dag bliver jeg måske nødt til at vælge mellem de to… Jeg ved ikke hvorfor, men det føles ikke forkert at være sammen med Nicholas, mens jeg venter på at Guillaume forvandler sig fra en eventyrdrøm til en rigtig, levende, elskende mand, hvis han nogensinde gør det. Fader Bryant har sikkert ret i, at jeg er blevet fordærvet af at leve som jeg gør. Jeg vil bare gerne have det hele med. Ikke gå glip af noget. Mit mantra er vist efterhånden blevet, at når eventyret byder sig til, så er jeg den der siger ’ja tak!’ og dét uden skrupler (med mindre at det kan skade andre end mig, suk, så bliver jeg nødt til at skruple lidt…). Efter Roberts snak om moral og rygter mv. så er jeg jo begyndt at spekulere lidt over det. Men for pokker! Jeg kan ikke lave mig om til en grå tante, der sidder i sin mørke stue og baldyrer, af angst for hvad folk kunne komme til at sige om mig! Robert må være min moralens vogter – han må sige til, når han synes, at jeg går over stregen. Jeg kan jo indtil videre holde lidt lav profil, indtil alle er blevet behørig afsat.
¾ 1602. Så er der snart afgang! Vi pakkede i går, og nu venter vi bare på at Robert og de andre kommer med kareten. Her bliver tomt, når jeg kommer tilbage igen! Jeg fik lige på falderebet bedt Pippin om at rende over til Roger og sige, at jeg ikke er i byen de næste par uger.
7/4. Uh, der er altså dejligt på Bergerac! Turen hertil var dejlig! Vejret var virkelig med os, og humøret højt. Robert var ved at falde omkuld, da han så mængden af korrespondance og sager og hvad ved jeg på hans skrivebord, så jeg tilbød mine sekretærassistance, hvilket han tog imod med kyshånd.
Daphne er hos Danielle, så hun gik glip af madame Beauvais store velkomstmiddag. Madame Beauvais fik næsten tårer i øjnene, da hun så Mama igen – hun blev så glad! Og Mama ser også meget glad ud. Det er alligevel her hun hører til, når det kommer til stykket, selvom jeg håber, at vi kan gøre alvor af vores planer om at rejse lidt!
10/4. Alvorlige tider. Danielle ligger og sover i min seng efter et mildest talt oprivende døgn. Hun blev bortført i går morges af sin tidligere forlovede, som tilsyneladende havde håbet på at få sig en voldtægtsbrud. Modbydelige bæst!
Vi havde været ude og se Caroline (Reynauds jagthøg) i aktion i går, da vi vendte tilbage til Bergerac og en meget oprevet Daphne, der fortalte om bortførelsen. Indenfor 10 minutter var vi afsted efter dem. Jeg med to pistoler, og fars kårde (dejligt våben) og hans våbenjakke (tung læder – ikke dejligt!), og min trofaste kniv ved låret. Vi stødte til 4 af Roberts fogeder senere hen. Pludselig befandt jeg mig i en krigsveterandeling, men Stefano som eneste uprøvede mand.
Vi fandt dem i skoven syd for Bergerac, i mørket. De var otte. To af dem blev hurtigt sat ud af spillet, før vi stod i deres lejr og vi hørte Danielle skrige. Jeg fik senere at vide, at Reynaud skød en mand, og det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om. Fortjent var det i hvert fald. Pierre og jeg fandt Danielle og hendes tidligere forlovede, som var i færd med at… prøve at få sin vilje med hende, hedder det vist. Mens Pierre tog sig af fyren, fik jeg Danielle ud af teltet. Så vidt jeg kunne skønne havde hun ikke lidt alvorlig overlast, men jeg vil ikke undervurdere gruen i at blive bortført på den måde, og forsøgt voldtaget af en mand, som hun så inderligt hader. Jeg lod hende låne min kårde, da hun bad om den, hvorefter hun snittede manden tværs over ansigtet – det bliver et ar, der til tid og evighed vil minde ham om, hvordan man ikke behandler kvinder. Hun var stadig meget oprørt, mest vred egentlig, da vi var kommet lidt væk derfra, og hun bad om min kniv, så hun kunne skære maven op på manden. Jeg gav hende den uden videre. Jeg forstod kun alt for godt, hvordan hun havde det, og jeg følte at det var vigtigt, at hun ikke blev sårbar, handlingslammet, angst af dette her, ligesom jeg blev det efter min ’dåb’… Hun besindede sig heldigvis, men det var hendes eget valg, hendes egen sunde fornuft, der ikke slog ham ihjel. Hun er så meget stærkere end jeg var dengang, og jeg er umådelig stolt af den kvinde hun er blevet! Vi tog derfra – hende siddende foran mig på hesten. Hun faldt i søvn af ren udmattelse på vejen, og jeg må indrømme, at jeg selv ikke har mange vågne minutter i mig endnu.
Hun blev puttet i min seng, for hun skal ikke vågne alene. Jeg tager ikke hjem i dag som planlagt. Jeg vil lade det være op til Danielle, om hun har brug for at jeg er her. Hun er tættere knyttet til Daphne, så måske er det nærmere hende, hun har brug for. Jeg kommer såmænd nok til Ryendor City i tide til at være sammen med Nicholas, hvis han da ellers kommer.
Stærke, stærke pige… Som hun ligger der i sengen, kortklippet og sovende, ser hun uendelig ung og sårbar ud. Og hvad gør vi nu? Så længe hun er ugift, er der intet der hindrer hendes far eller tidligere forlovede (hvis han da ikke har mistet modet, efter han og hans kumpaner blev efterladt nøgne i skoven) i at dukke op igen… Bliver hun nu nødt til at gifte sig? Og hvis hun endelig skal, kunne det så ikke blive med Robert? De har begge elsket samme kvinde, ved begge, at de ikke kan få det præcis som de vil have det, men kan der ikke være en chance for dem? Han vil være en god ægtemand, og hun vil være en stærk hustru. Kunne man ikke… Kunne jeg ikke bede til, at de kunne blive lykkelige? Jeg ville så gerne have, at de skulle få det godt, de to, for de fortjener det. Men hvem ved, hvordan tingene ser ud, når vi har sovet på dette her? Hvem ved?
10/4 Bergerac. Hvilken besynderlig dag… Mens Robert fortalte mig sin fine plan (at sende Malpaquet (Danielles bortfører) de konfiskerede våben og klæder, med et brev om at vi har konfiskeret det fra nogle banditter, som må have stjålet det fra ham, og med lovning på at nævne banditter nok skulle blive klynget op, skulle de vise sig på Bergerac igen…), dukkede Maruviel (duc de Beauforts foged) op! Han havde hørt, at vi havde haft problemer med nogle landevejsrøvere, og nu ville han påtage sig at finde dem for os… Han havde nu ikke synderlig travlt med at komme afsted efter dem, så det lignede til forveksling et vink med en vognstang: Duc de Beaufort er diskret indblandet i sagen – og ikke på vores side… Får vi da aldrig fred for ham?
Danielle og jeg fik talt sammen – hun har det ikke godt! Hun talte om at gøre ende på sit liv – men det er altså ikke en valgmulighed hun får lov til at have! Jeg forsøgte at overtale hende til at overveje ægteskab med Pierre (Robert mener selv, at det vil skabe for mange problemer med vores nordlige nabo, hvis han selv gifter sig med hende), og hun indvilligede… som alternativ til selvmord… Der ser ikke ud til at være nogen lykkelig slutning i sigte på dette her eventyr. Danielle er faldet i søvn igen nu – hun ligger i min seng med en pistol i hånden. Jeg skal vist huske at ligge stille i nat!
Hov! Sikken ståhej udenfor!
13/4. Maman har endelig ladet mig komme op! Hun havde sågar gemt min lut og min journal, så jeg ikke skulle fristes til at lave andet end at hvile! Hun har siddet lige så trofast hos mig de sidste dage og nætter, som hun gjorde dengang jeg drattede ned fra taget på Crassure-Beau-Regard. Hvor er det bare typisk, at det er mig, der ender med at ligge såret bagefter sådan en kamp! De andre kom heldigvis ikke noget til – ja altså bortset fra vores modstandere… Robert fortalte mig, at kun 3 af de 8 overlevede kampen med os. Og vi var kun én mand, to kvinder og en knægt (OK, Danielle fik lidt hjælp fra den nordlandske hyrde til allersidst, har jeg ladet mig fortælle). Forhåbentlig vil vores modstandere tænke sig om to gange før de laver sådan et nummer igen!
Hmm, ja, må hellere nedskrive historien for eftertiden: Da jeg forlod min journal i forgårs, var det for at opdage, at laden var i brand. Jeg så ud af vinduet, at Robert sendte tjenestefolkene derned, men selv blev i huset. Det kunne jo næsten kun betyde, at han havde lugtet ballade, og ganske rigtigt: Malpaquet havde taget 7 bevæbnede venner med for at brænde Bergerac af, slæbe afsted med Danielle og dræbe alle, der havde tænkt sig at forhindre dem heri. Danielle og jeg ladede vores våben, og beskød dem dygtigt fra mit soveværelsesvindue. Jeg sluttede mig til Robert i forhallen, da jeg så dem begynde at kaste fakler ind gennem vinduerne. Det lykkedes os at forhindre større skader. Ikke længe efter var Danielle dernede også. Hun og Stefano hjalp med at tæve på de folk, der prøvede at komme ind af vinduerne. På et eller andet tidspunkt må jeg have erhvervet mig et slag fra en kårde over ryggen – jeg bemærkede det ikke selv, før kampen var ovre og jeg lå og blødte på gulvtæppet i hallen og Mamans kjole. Jeg var i kamp udenfor side om side med Danielle mod Malpaquet, da han stak mig igennem armen, og sart som jeg er, besvimede jeg af det. Da jeg vågnede igen, lå jeg i hallen, og var nødtørftigt forbundet. Der var ingen mennesker at se, så jeg måtte antage, at kampen endnu ikke var slut. Jeg fik bakset et eller andet gammelt sværd ned fra væggen og trak afsted med det. Jeg var noget omtåget på det tidspunkt, og husker ikke klart hvad der derefter skete. Robert fortalte bagefter, at jeg var kommet ud til dem bag staldene, bleg som et lagen, slæbende på det fjollede sværd, og at han måtte bære mig tilbage i huset og overlade mig i Mamans favn og varetægt. Han selv vendte tilbage til Danielle, som i mellemtiden havde sat mit sværd igennem ryggen på den forhadte Malpaquet… Ham får vi så heldigvis ikke flere problemer med… Til gengæld dukkede Maruviel op igen kort efter at kampen var forbi, og lykønskede Robert med hans held til at overmande banditterne. På en eller anden måde synes jeg, at han varsler ulykker. Men retfærdigvis kan Duc de Beaufort ikke gøre noget aktivt i denne forbindelse. Hans krydsede fingre har altså heller ikke hjulpet ham denne gang.
Stefano, som også deltog i kampen, føler sig vist som en rigtig mand nu. Han ser ganske enkelt 10 centimeter højere ud! Sikke en historie han får at fortælle, når han kommer hjem… Jeg håber bare, at han ikke fortæller den til sin mor, for så får vi da vist ballade!
Ups! Jeg kan høre Maman. Og jeg som lovede at gå tidligt i seng! Tilbage i sengen og se reconvalescerende ud.
16/4. I morgen tager vi tilbage til hovedstaden. Maman er ikke meget for at lade mig tage af sted, men jeg vil under ingen omstændigheder ligge syg her, mens der er arbejde og fornøjelser at tage sig af i Ryendor City. Desuden heler jeg fint – lægen har sagt god for mig (ok, lidt modstræbende og under pres). Det gør stadig ondt, men jeg lader bare være med at stramme korsettet for meget – sjovt at det overfladiske sår gør så meget mere ondt end det alvorlige!
20/4 Ryendor City. Det er tirsdag, men jeg orker ikke at tage nogen steder hen i aften, selvom jeg savner Rogers selskab. Men vi har rejst hele dagen, og min ryg og min arm gør ondt. Desuden vil Roger garanteret skælde mig ud for at kaste mig ud i en slåskamp med 8 granvoksne mænd – meget upassende opførsel for en ung dame! Robert er flyttet ind i Marcos værelse, og Stefano bor i Alexias – det er nu rarere at være samlet i ét hus.
22/4. Alexia og jeg har været til 2 messer i dag, og hver gang snakkede vi højlydt om vores heroisk hjemvendte familie (eller rettere min familie, men Alexia er efterhånden én af os – min adopterede lillesøster!). Alexia sørgede for at både lyde og se udenlandsk ud, så det kunne blive hende tilgivet, at hun så højlydt spurgte til alle heltegerningerne. Så nu håber vi bare på, at der tales om Robert, Pierre og Reynaud de Bergereac, deres heltemodige adfærd i Damar, deres nyvundne titler og land, og deres nære venskab til den damarkanske konge (en tilsnigelse, men han var her jo ikke til at modsige det). Hele familien (incl. Alexia naturligvis) samles her i eftermiddag, så vi kan kigge på listen af mulige kommende ægtefæller til Daphne og Robert.
23/4. Av! Jeg har de vildeste tømmermænd! Dugarie kom forbi i går (eller hans muntre tvilling, for han var ikke til at kende igen). Hov! Officiel annoncering: jeg er nu ansat af Damars regering, hva’be’ha’r! Dugarie er Damars ambassadør i Ryendor, og jeg er stadig hans assistent. Det er søreme lige før, at jeg er ved at blive et helt godt parti! Ha! Som om jeg havde brug for det! Nå, men det var hyggelig, at han kom forbi. Han er altså skæg! En helt anden mand end ham jeg sad og knoklede for og med i alle timer i døgnet i efteråret. Han har inviteret os til frokost i dag, så vi kunne hjælpe ham med at tømme hans bibliotek – nu skal der andre boller på suppen – eller i hvert fald andre bøger i biblioteket! Det glæder mig at se ham så livsglad! Han lovede mig sågar, at han denne sæson vil råde bod på alle de danse, jeg er blevet snydt for i tidens løb. Han skal bare lige lære at danse igen… Jeg har tænkt mig at hyre Roger som lærer udi dans og etiquette inden sæsonen starter, så vi kan være Dugarie bekendt… Ja, vi andre kunne såmænd også godt trænge til at få et par detaljer genopfrisket.
Nå, vi nåede i øvrigt lige at kigge på listen over giftefærdige herrer og damer, inden Dugarie kom og spolerede det seriøse arbejde.
Bachelors: Hertugen af Anjou (Charles), som jeg snakkede så godt med til jagtselskabet i Brest for snart to år siden, er på udkig efter en ny hustru (hans første kone døde jo ulykkeligvis for 3 år siden). Jeg gad vide om han vil kunne huske mig? Jeg håber det. Ham ville jeg vældig gerne kunne præsentere for Daphne; han var en meget venlig og beleven mand, og begavet tillige! Man kunne forestille sig, at han var mere på udkig efter en sød og køn hustru end én, der har titel og penge med i brudekisten. Man kan jo håbe… Og så har både prins Mauris og prins Francis hver 5 gode venner i puljen, som alle er meget mulige mål’. Santiago-logen stiller også med en hel flok, men dem er vi ikke interesserede i at stifte familie med! Og så er der selvfølgelig Dugarie, men det skulle undre mig meget om han ville gifte sig med andre end Elizabeth Bonette, som han stadig er ulykkeligt forelsket i – jeg skal vist have sparket ham i gang med at bejle til hende – helt ærligt! Hvor svært kan det være?! Desuden er Dugarie et vældig godt kort at have på hånden. At være venner med ham svarer næsten til at være venner med kongen af Damar (by default), og det skal nok skabe opmærksomhed. Apropro opmærksomhed, så havde Dugarie vist planer i den retning… Udover denne udsøgte flok er der så små 70 egnede esquires og riddere med penge, og 120 derudover, som vi skal sørge for at holde væk!
Bachelorettes: Juliette D’Isar (ærgerligt, at det ikke er Blaise, vi skal have gift!), samt 3 mere af kongemoderens protegerer. Duc de Beauforts datter er på markedet igen i år – hun skal afsættes i år, hvis der ikke skal blive skandale… En meget velegnet kandidat til Robert – man kunne håbe, at det kunne forbedre forholdet til Duc’en – hvis han overhovedet vil gå med til sådan et giftermål! Og hertugen af Anjous lillesøster debuterer minsandten i år – åh, jeg håber virkelig, at han kan huske mig, så jeg kan lege giftekniv mellem hans og min familie! Enkehertuginden af Oldenborgs datter debuterer også – hende har jeg vist mødt en gang eller to til salonerne. Og så er der omkring 150 piger med og uden titel, med og uden penge.
Der er lidt at vælge imellem, og vi må se at få lavet en prioriteringsliste, så vi kan arbejde mere målrettet på sagen! Puha! Godt det ikke er mig, der skal giftes! Sikke da et kæmpearbejde det her er! Nå, nu må vi vist se at komme afsted til frokost! Jeg kunne efterhånden også snart trænge til at få lidt mad i maven!
Senere: Åh, jeg tror at han er død! Dugarie siger at han ikke mønstrede efter kampen, og det ville ligne ham så dårligt ikke at gøre det hvis han på nogen som helst måde kunne… Åh, jeg kan mærke håbet dø… Jeg kan ikke have det her! Jeg må ud herfra!
24/4 i den tidlige morgenstund. Har været ude hele natten. Jeg fik vist skræmt et par sene nattevandrere, da jeg galopperede igennem byen på Springer i aftes. Og vagterne ved porten lod ’det gale kvindemenneske’ komme igennem (de sprang i hvert fald til side, råbte uhøviske ting efter mig, og undlod venligst at skyde). Derudover fik jeg nok skræmt en del vildt i Deumille, da jeg gav mig til at skrige det hele ud. Det er et under, at hverken Springer eller jeg kom til skade ved det vilde ridt gennem skoven i bælgravende mørke. Han kunne let være snublet eller have kastet mig af. Men nu af alle tidspunkter valgte Lyset altså at holde hånden over mig…
Måske har jeg slet ingen grund til at være så fortvivlet… Det virker bare så umuligt. Hvad skulle der være sket for at han ikke skulle mønstre? Jeg kan bare se for mig, at om han så skulle slæbe sig afsted på hænder og knæ, så ville han stadig mønstre behørigt. Så enten er han død… eller også, ja, ellers ved jeg ikke hvad der kan være sket. Både Robert og brevet fra den sachiske furier har jo beskrevet for mig, hvor hårdt det store slag gik ud over de sachiske lejetropper…
Hvor er det uretfærdigt! Jeg har hele tiden stolet på dette her håb om at han skulle være i live, fordi jeg bare ikke ville kunne bære anden tanke! Men sandheden er, at jeg ikke aner det. Jeg kan ikke mærke om han lever eller er død – burde jeg ikke det? Hvorfor skulle jeg det? Nu skal vi bare have denne her sæson overstået, og så vil jeg bede Robert eller Dugarie om at tage mig med til Damar, så jeg kan få vished, hvis vished ellers er til at få. Og er han død, tja, så må jeg vel bare leve for os begge…
Jeg kan næsten se ham stå over for Lyset og ryste sin knytnæve af Ham, sådan som han sagde han ville, da vi skiltes for hundrede år siden. Han skal ikke blive glemt; det sværger jeg!
Senere: Mens jeg tog hen til Roger for at høre, om han vil hjælpe os med at blive klar til bal sæsonen, brugte herrerne deres tid fornuftigt og udfordrede et par Santiago-fyre, som var i færd med at tæve en stakkels borger, til duel i morgen tidlig. Jeg håber bare, at de ikke bliver stukket i benene, for jeg får ballade med Roger, hvis jeg møder med ukampdygtige herrer til danselektionen i morgen.
25/4 1602. Min bror er altså lidt af en eventyrhelt! Jeg har sjældent set nogen så effektiv i kamp (det skulle da lige være Nicholas) – stik, stik, stik og så var kampen slut! Desværre var det ene stik med fjendens kårde i Pierres hals, men det var Lyset være lovet kun en overfladisk skramme. Jeg tog Pippin med, og det var vist lige noget for ham – han var meget begejstret!
Senere: Puh, hvor har jeg ondt i fødderne! Mest ovenpå, for Dugarie har store fødder, men har endnu svært ved at styre dem i en dans. Han kunne en del i forvejen, så helt håbløs var han ikke; han skal bare lige havet genopfrisket trinene. Men 4 timer dans er lige i overkanten af hvad mine fødder kan klare!
Roger fik os sporet ind på en plan. Pierre kommer nok til at vente med at blive gift (han vil ikke have Danielle, hvis han ikke kan få arvinger, og det vil hun jo ikke), for vi skal ikke koncentrere os om for mange ting ad gangen. Så i år gælder det om at få Daphne introduceret til de ’rigtige’ mænd (og måske gift, hvis det falder heldigt ud), og at få Robert gift med Giselle de Beaufort. Jeg tror, at det bliver skægt! Jeg er sikker på, at Alexia er villig til at deltage i den afledningsmanøvre jeg er blevet sat til at stå for. Hvis der er noget hun og jeg i fællesskab kan – så er det nok at tiltrække og aflede folks opmærksomhed! Nu håber jeg bare, at der også bliver tid til at danse! Roger kræver 100% koncentration om missionen, så ingen dans til mig, før Robert har fået Giselle på tomandshånd. Det er i det mindste et godt incitament for mig, for jeg elsker at danse! Og Nicholas må da komme til ballet! Jeg glæder mig virkelig meget til at se ham igen. Hvis der er nogen, der kan få mig til at leve, så er det ham – og jeg har meget liv, der skal leves!
26/4 Jeg tog hen til Dugarie i dag for at finde ud af hvad mine pligter og opgaver som sekretær for Damars ambassadør mon kunne være. Foreløbig består arbejdet i at pakke alle de bøger ud han har fået sendt fra sit landsted – og der er mange! – sortere dem og sætte dem op. Det er langsomt arbejde, mest fordi jeg hele tiden falder over spændende bøger, som jeg så læser lidt i, og øjeblikket efter er jeg helt væk. Bunken af bøger, som jeg gerne vil låne, er større end mængden af bøger vi rent faktisk har fået sat op. Så jeg må sige, at skønt arbejdet virker utraditionelt for en sekretær, så passer det mig ganske glimrende!
27/4 Morgenmesse. Research på Duc de Beaufort. Det lader ikke til, at Blaise fik sin krig i Fuentor.
Skak med Roger. Jeg bliver modtaget så pænt i hans hus. Ikke bare af ham selv – tjenestefolkene er også altid glade for at se mig. Jeg tror, at de synes, at jeg er god for deres herre. Han har måske manglet noget adspredelse inden jeg kom rendende i tide og utide og rodede ham ud i alt muligt? Den eneste, der ikke bryder sig om arrangementet, er Pippin, som slet ikke kan forstå, hvad jeg ’ser i den gamle mand’. Det nytter ikke noget at forklare ham, at Roger og jeg blot er venner. Jeg tror personligt, at hans uvilje kommer af, at han er raget uklar med Rogers kok, og han derfor er forment adgang til køkkenet. Han behøver jo ikke at følge mig derhen, den fjollede dreng, men han insisterer. Og jeg vil jo nødig støde hans mandige æresbegreber, så han får lov, selvom jeg ikke vil tolerere al den brok fra ham hver gang!
28/4 Roberts fødselsdag! God mad og dans! Robert blev meget glad for min og Reynauds gave til ham; en jagtfalk, som altså stadig er på Bergerac sammen med Reynauds fugl. Dugarie er virkelig kommet efter det med dansen – vi var svære at få af gulvet, da vi først var startet – det var skægt! Og jeg tror virkelig, at jeg fik lokket ham afsted til Elizabeth.
29/4 Ha! Jeg har gjort det igen: Dugarie tog afsted i dag for at opsøge Elizabeth! Jeg er meget tilfreds med min indsats! Han kommer aldrig til at fortryde, at han ansatte mig til at være hans sekretær! Nu håber jeg bare, at han ikke kommer til at synes, at jeg blander mig for meget i hans privatliv. At provokere ham til at bejle til Elizabeth er måske at overskride mine beføjelser som sekretær… Ih, jeg er spændt på hvordan det går!
Vi andre øvede dans – og mine fødder er ikke mindre ømme i dag, dog nedenunder denne gang.
2/5 På vej hen til Alexia gik jeg forbi Reoul & Søn for at høre til mine bøger. Halvdelen af første oplag er allerede solgt til videreforhandling, og sælger ’en smule for hurtigt’, som Monsieur Reoul sagde. Det lyder jo godt! Digtsamlingen er endnu ikke sluppet igennem censuren.
Alexia og jeg sad så og lagde planer for ballet. Ih, hvor vi grinede! Hun er skæg, Alexia, og virkelig god til at finde på. Selv hvis det ikke lykkedes os (og jeg kan ærlig talt ikke se, hvordan vi skal fejle, så længe Alexia er med), så bliver det et meget underholdende bal!
Correons dag, 1602. Lærdom, studier, ungdom – hvor passende, at det er tirsdag, og min faste Roger-dag!
4/5 Hos Dugaries. Jeg har sat mig for, at biblioteket skal være præsentabelt, når han kommer tilbage (så han må godt blive væk lidt endnu!). Hvis jeg så bare kunne lade være med at fordybe mig i den ene bog efter den anden! Det er en vældig fin samling! Der er sågar en digtsamling af Tychidid, som jeg ikke tidligere har set! Men nu er der da efterhånden flere bøger på hylderne end på gulvet (hvis man trækker dem fra, som jeg har tænkt mig at låne…).
7/5 Daphne og Reynaud ankom i dag. Roger har bedt mig introducere ham for Daphne, så vi mødes alle tre i morgen til frokost.
10/5 1602. Skak og snak med Roger startede først med aftensmad, og trak derfor noget længere ud end vanligt. Han vil ikke ud med, hvad han foretager sig med Daphne i Dugaries danse- (tidligere fægte-)sal, men mon ikke hun kommer til at tage sig godt ud til ballet? Tja, hvis det var mig, der skulle giftes, så kunne jeg ikke forestille mig en bedre ’træner’ end Roger!
Biblioteket er begyndt at ligne et bibliotek igen! Jeg besluttede kun at låne en lille håndfuld med hjem (ca. hvad Pippin og jeg kunne slæbe i fællesskab), da jeg jo altid kan komme forbi og låne af Dugarie. Så nu er der ingen bunker på gulvet længere (bortset fra dem, som Dugarie skal tage stilling til, skal smides ud eller gemmes).
11/5 1602. Nicholas er kommet til byen! Ja, det vil sige, at det er kongen også, og hele hoffet. Der var indtog i dag, imponerende som altid. Vi havde fundet gode pladser næsten helt oppe ved den gyldne port, hvor der ikke var så meget pøbel. Blandt de ridende musketerer var der den smukkeste mand man kunne tænke sig (og hesten var heller ikke dårlig, og klædte ham ualmindelig godt) – Nicholas. Han så mig oven i købet i mængden og hilste med hatten. Han ser såmænd ikke ud til at have taget skade af at være væk fra byen, men hvor skal det blive godt at se ham igen!
13/5 Alexia og jeg har tilbragt det meste af dagen med at lægge sidste hånd på vores kjoler og udstyr til i morgen. Vi skal nok gøre godt indtryk til ballet. Og jeg havde ret; den vinrøde klæder mig rigtig godt!
Der lå besked fra Dugarie her til aften. Han er kommet tilbage lige i rette tid til ballet. At han kommer så sent, må næsten være et godt tegn! Jeg kan næsten ikke vente med at udfritte ham i morgen. Hvis vi altså ikke får for travlt med at aflede folks opmærksomhed fra Roberts kurmageri.
Ih, jeg glæder mig til det bal! Man skulle tro, at det var mig, der skulle debutere! Nej, så havde jeg nok været nervøs. Jeg glæder mig bare!
15/5 Sikken aften, sikken nat (ja, og sikken morgen!). Nicholas skulle op og på morgenvagt, men jeg kunne da Gudskelov sove længe. Alt gik efter planen! Roger må være stolte af os. Stakkels Duc de Beaufort (er man tilbøjelig til at sige, hvis man ikke vidste bedre) – da først Alexia og jeg gik i aktion, så havde hverken han eller Giselles vagt en ærlig chance. Alexia er ganske enkelt genial – hvor jeg dog glad for at hun dukkede op i vores liv – det herlige pigebarn! Også Dugaries grande entré gik storartet – masser af god omtale tilfaldt familien ad den vej. Og så snart Robert var sluppet afsted med Giselle, stod Nicholas klar på sidelinjen og bød op til dans! Meget mere perfekt kunne det såmænd ikke være. Han introducerede mig desuden for Jeraque d’Etoiles (en egnet bejler til Daphne), og kort efter dukkede selv samme unge dame op til introduktion… Vi er inviterede til jagtselskab på lørdag – en fin start på sæsonen.
Hertugen af Anjou var også til stede ved ballet, men hvad jeg skal mene om ham ved jeg ikke. Han lukkede en samtale i en flok omkring Dugarie så eftertrykkeligt, at de sammenstimlede så sig nødsagede til at bryde op kort derefter. Senere stod Robert og jeg og snakkede om Fuentor. (Stakkels – ha!) Duc de Beaufort stod og forsøgte at få hertugens opmærksomhed, men han ignorerede ham fuldstændig (det ville jeg nu også gøre, hvis jeg havde rangen til det). Så nedlod hertugen sig til at bryde ind i vores samtale med nogle kommentarer, der mildest talt gik hen over hovedet på både Robert og mig. Lige så brat igen forlod han os for at gå hen og snakke med Prins Maurice’s elskerinde. Jeg husker ham ellers som sådan en høflig og beleven mand, men meget kan selvfølgelig ske på 2 år. I aftes virkede han mildest talt hoven og nedladende. Vi var bare så tydeligt under hans stand. Det er trist, for jeg kunne virkelig godt lide ham sidst vi mødtes. Lidt for alvorlig for min smag, men et rigtig behageligt menneske, af den slags som man ønsker at gøre et godt indtryk på. Og nu vi taler om den slags mennesker, så skænkede Roger mig en enkelt dans, men Dugarie dansede ikke med mig, på trods af at han havde lovet det. Pudsigt nok havde han nok slet ikke fået danset, hvis jeg ikke havde fået provokeret ham til det. Nå, der bliver andre baller, og desuden har jeg jo haft den tvivlsomme fornøjelse af at danse med ham før, mens han stadig var under oplæring af mesteren.
Da de unge mennesker var blevet sendt hjem, gik ballet for alvor i gang, og det var morsomt! Jeg holder nu mest af ballerne, når de giftelystne er gået hjem. Et af ballets højdepunkter var da baron Cominus og prins Maurice’s elskerinde udkæmpede en duel på ord og kårde (de fægtede mens de på vers forsøgte at påvise at deres modstander var henholdsvis en nar og en hore). Elskerinden gik af med sejren, og det var velfortjent. En yderst underholdende ung dame!
Nicholas fulgte mig hjem, da nattemørket så småt var ved at vige for tusmørket før daggry. Resten tror jeg, at jeg vil udelade at skrive om, men jeg kan sige så meget, at jeg er vældig glad for at han er i byen igen. Hvis jeg fremover skal leve for to, så kan jeg ikke forestille mig nogen bedre egnet at gøre det med end Nicholas!
Senere: Da jeg endelig var stået op, kom Luc minsandten forbi, og vi red en tur. Hans bejleri går ikke helt efter planen, men han har ikke til sinds at give op. Det lader til, at den unge dame er værd at kæmpe for, så det opmuntrede jeg ham så til at gøre.
16/5 Der røg så den nattesøvn igen! Nicholas kom forbi sent og hev mig med i byen. Der er flere forlystelsessteder her i byen som er bekendte med musketerernes besværlige arbejdstider, og som indretter sig derefter. Der findes intet selskab så muntert som en halv snes musketerer med ledsagere af forskellig broget art og natur – kurtisaner, unge hustruer med ældre mænd (som bliver hjemme), gemene horer, og såmænd en ung enke eller to iblandt også. Det bedste er næsten, at i sådan et selskab behøver ingen være specielt påpasselig med rygtet – vi er alle ret brogede, og ingen føler sig i det selskab bedre end andre.
Nå, jeg må se om Roger gider at lukke en klatøjet festmø ind i dag.
17/5 Robert sidder og pusler med at skrive kærestebrev til Giselle, og indkaldte eksperterne til bedømmelse af værket. Dvs. at jeg havde Roger, Alexia til frokost sammen med Robert og Pierre, som også havde brug for et par råd omkring Daphne (som i øvrigt førte sig enormt flot til ballet – lektionerne med Roger har virkelig kastet af sig!).
Nicholas er anderswo engagiert i aften (der er andre unge damer at varte op – det går jo ikke at han mister sit gode ry som damernes mand, ved kun at hænge ud med én ad gangen. Jeg har intet imod det – det er naturen af vores stiltiende aftale; ingen bånd! Til gengæld skæg og ballade en masse – og det passer mig fint!), så det ser ud til at jeg får hele to nætter i træk tilbragt i søvnens vold (tiltrængt!).
18/5 Endelig kunne Alexia afse en dag til mig. Det er pokkers så optaget hun er for tiden, nu hvor André Jerome er i byen! Jeg forstår hende nu godt – han er virkelig sød, og de er bare så søde sammen. Havde jeg været yngre, havde jeg været misundelig på hende, tror jeg – det virker så perfekt. Og hun fortjener det – hvert eneste øjeblik af det! Hun var med ude og bestille mit nye jagtdress. Mørk grøn og kobber – ih, hvor det klæ’r mig! Jeg inviterede hende naturligvis med på lørdag – hun havde aldrig tilgivet mig, hvis jeg var taget til jagtselskab uden hende.
Pippin har netop meldt Nicholas, så jeg har bedre ting at foretage mig end at sidde her og skrive journal!
20/5 Hos Dugarie. Jeg tog egentlig derhen for at arbejde, men den smule breve fik vi hurtigt ordnet. Jeg kunne jo ikke dy mig for at spørge til hans rejse (jeg har været ved at sprænges af nysgerrighed i noget nær ugevis!), og den var mildest talt ikke gået godt. Han og Elisabeth var kommet op og skændes, efter han har sagt nogle lidet flatterende ting om hendes familie (jeg kan næsten høre det for mig – hvor må det have været pinagtigt!). Han var noget modløs, og der var ikke meget jeg kunne gøre for at afhjælpe situationen. Men han syntes godt om min teori om, at hvor kaotisk alting end er undervejs, så ender det altid godt.
21/5 Det var mere selskab end jagt… Èn stakkels hjort blev forfulgt af en større flok ivrige musketerer (og en enkelt dame – Marianne var der minsandten!), og jeg tror at det arme kræ døde af skræk. Det var meget den samme flok jeg har været i byen med et par gange i løbet af den sidste uges tid. Det var bare ligesom noget andet i dag, da Robert og Alexia og de andre var med. Selvom det er en flok mennesker, som jeg holder meget af at være sammen med, så kunne jeg pludselig se dem gennem de andres (=samfundets) øjne. Og hvor meget jeg helst vil være sammen med dem, så bør jeg nok drosle ned på byturene, så længe Robert og Daphne er ugifte. Det forbedrer ikke just mit rygte, og dermed ikke min families ægteskabschancer. Jeg hader at skulle føle mig for fin til dem, men lidt snobberi bliver jeg vist nødt til at indføre – bare sæsonen ud.
22/5 Robert kom forbi og vi fulgtes til messe. Pierre tog til prins Maurice’s bal i går og mødte en ung dame…! Han mødte også en mystisk fremmed på hjemvejen, fortalte Robert, og nu er vi alle indkaldt til hemmeligt møde på torsdag! Meget spændende! Robert tror, at det er Marianne, der står bag, men det kan jo være hvem som helst! Jeg er meget spændt!
Senere: Nicholas kom forbi for at tage mig med ud i byen, og han blev noget overrasket, da jeg takkede nej. Han var bekymret for at jeg ville komme til at kede mig, når jeg nu frasagde mig hans gode selskab, og gav mig en nøgle til La Palais… Kongen og prinserne tager tilbage til Navaris i morgen for at kaste sig over haveselskaberne dér. Nicholas er blandt de heldige, der er ladt tilbage for at passe på slottet (deraf nøglen). Han har vagt tirsdage, torsdage og fredage, og jeg lovede at komme forbi, hvis jeg skulle begynde at kede mig. Det er jo slet ikke usandsynligt. Han blev ikke og sov – Ryendor Citys natteliv kaldte, så han tog afsted lidt over midnat. Jeg var ret fristet til at tage med, men jeg må stå ved min beslutning – i hvert fald indtil videre… De kunne godt tage og skynde sig at blive gift! Sæsonen varer jo ikke evigt!
25/5 Pierre har bedt mig opstøve sladder og andet godt om hans unge dame (Beatrice Ladille), og der er bare intet på hende – hendes rygte er pletfrit! Hun er opdraget på klosterskole og således lige noget for Pierre. Jeg håber, at han får heldet med sig!
Louise Greiners hjemmeside 
One thought on “9. Hjemvendte krigere”