6. En redningsaktion udvikler sig

Carvintia – Epirus – Almohadh

25/2. Vi har fået en ny protegé! Hun hedder Alexia de Lisieux og er 16 år. Hun kommer fra Epirus, hvor hendes far er diplomat ved kejserens hof. Hendes far viste sig at være Faders barndomskammeret Philippe, og han er forsvundet i Almohadh! Han blev sendt med fredsforhandlingsdelegationen, og nu er han blevet borte. Det sidste brev hun fik fra ham, var meget mærkeligt, sagde Alexia – han talte om ting som ikke var sket, og lød i det hele taget ikke som sig selv. Alexia kom til Bergerac-huset i dag for at finde Fader, og hun blev ulykkelig over at høre, at han døde sidste år. Hun havde regnet med hans hjælp, og den må vi nu, som Faders arvinger selvfølgelig tage på os! Rejsen til Almohadh er lovlig lang (for ikke at sige mildest talt farlig for folk som os, som ikke kender hverken sproget eller kulturen), men vi kunne jo rejse til Epirus og finde ud af så meget som vi kan. Minister Agustu, som var dén, der sendte Philippe afsted, nægter at der er noget galt, så han ville sikkert være interessant at kigge efter i sømmene! Jeg ser hvad jeg kan finde ud af hos Dugarie i morgen. Han må jo også være interesseret i hvad der foregår omkring fredsforhandlingerne mellem Epirus og Almohadh.

6/2. I arkivet fandt jeg Philippe de Lisieux, som minsandten jævnligt sender efterretningsbreve til kardinalen, og lejlighedsvis også til Prinsen af Damar via Dugarie! Den gode minister Agustu er spionchefen i Epirus med speciale i Almohadh, så det kunne godt lyde som om, at Philippe er rodet ud i et værre edderkoppespind! Den store nyhed i dag er at fredsforhandlingerne mellem Epirus og Almohadh er brudt sammen, og dét er ikke noget Dugarie er særlig begejstret for. Jeg fortalte Dugarie om Alexia og hendes far, og han ville tænke over, om han kunne og ville hjælpe. Blaise har vist Alexia byen i dag, og hun er henrykt! Hun fortalte og fortalte ved middagsbordet og hendes begejstring var helt smittende. Hun har øjensynligt aldrig været i så stor en by før, og hun havde suget alle de indtryk til sig, som der kunne være i hende. Hun er nu sød.

27/2. Alexia er rykket ind i Marco’s værelse, mens han er væk. Der er ingen pointe i, at hun bor i Bergerac-huset helt alene, når hun kan være her. Blaise hentede mig midt på dagen hos Dugarie, og har arrangeret at jeg kan holde ferie et godt stykke tid frem. Det passede mig glimrende! Jeg holder meget af arbejdet hos Dugarie, men der er så meget andet, jeg også gerne vil. Jeg går ud fra, at han sender bud, når han får brug for hjælp igen.

Vi gik i byen og købte tøj til ballet, også til Alexia, som var som et lille barn i en bagerforretning.

28/2. Bal på slottet. Vi fik hilst på Duc de Beaufort, som ikke var begejstret ved synet af os, men det er der ikke meget han kan gøre noget ved. Jeg hilste derefter på hans søde datter, der stod og snakkede med Juliette d’Isar, som var noget kølig overfor mig. Rygtet om min forlovelse med Blaise må have nået hendes ører. HMK ankom med Rhianna på armen, og han blev en stund. Kardinalen kom også – han er nu en fascinerende mand! Han er køn, og har et blik som en høg. Jeg tror ikke, at der er noget der går hans opmærksomhed forbi. Dugarie var der også, men han lignede mest én, der hele tiden var ved at gå igen. Han snakkede udelukkende forretning. Han vil gerne have os til at tage til Epirus for at finde ud af hvad der foregår med fredsforhandlingerne (ret belejligt for vores egen mission!). Vi skal lige et smut forbi Bergerac først, naturligvis, og indrullere resten af familien i (rednings-)aktionen. Rart at have Dugaries ordrer i ryggen til dén sag, ellers havde det nok ikke været let at få Robert med på vognen – han har jo rigeligt travlt for tiden. På den anden side ville han ikke afvise en ung dame i nød, som oven i købet er kommet for at bede vores far om hjælp! Nå, danse ville Dugarie i hvert fald ikke. Dansen dengang i kroen, da vi holdt gravøl for André, var åbenbart en engangsfornøjelse. Hvorfor vil Madame de Bonsiux dog giftes med ham? Ok, han er smuk, rig, adelig, men samtidig udelukkende dedikeret til sit arbejde, og festlig kan man i hvert fald ikke kalde ham! Nuvel – han er en god arbejdsgiver – men ægtemand? Det tror jeg ikke! Ikke med mindre han finder sin ungdoms elskede igen – så kan det godt være, at han kunne koncentrere sig om andet end arbejde, arbejde og arbejde! Et suk lyder netop nu fra mine læber. Jeg kunne godt unde ham lidt lykke, før han slider sig selv ihjel. Nå, men jeg fik i hvert fald danset! Blaise er ikke en bænkevarmer, og han lod bestemt heller ikke mig være det!

På hjemvejen var vi sultne (buffet’en var udelukkende kanapéer, som smager godt, men ikke mætter synderligt), og vi tog ind på en lille kro, hvor en meget fuld Nicholas de SaintMarie antastede os og erklærede, at han ville være nonne! Det må der givetvis være en interessant historie bag, så vi tog ham med hjem og lod ham sove rusen ud i Pippins seng.

30/2. Herlig dag i går! Jeg havde helt glemt hvordan det var at være dagdriver! Det kunne jeg godt dyrke noget mere! Vi forargede Pippin ved at tage bad midt om natten. Han synes jo, at det er et værre spild af vand, som man kunne bruge til noget mere fornuftigt; som f.eks. at brygge noget ordentligt øl af! Nicholas sov hele dagen, og dukkede først op til overfladen i dag. Hans elskerinde (dén af dem, der betød noget, åbenbart – den mand må have mere end én!) har forladt ham – til fordel for sin egen mand, oven i købet, det utro væsen! Nicholas har heldigvis besluttet sig til ikke at gå i kloster, og det må jo siges at være heldigt, i særdeleshed for klostret! Han og jeg brugte dagen på at korrumpere Alexia. Vi spillede kort og drak rødvin og fortalte vittigheder, mens jeg prøvede at forhindre Nicholas i at bage for voldsomt på Alexia. Hun er godt nok i den giftemodne alder, men Nicholas er mig en kende for verdensmandsagtig, i forhold til sådan en ung kvinde. Hun har jo ingen forsvarsværker overfor sådan en charmerende fløs som ham, og pludselig står hun dér uden mødom og uden ære, og får så vældig svært ved at finde sig en ordentlig husbond! Heldigvis lod det ikke til at genere ham, at jeg agerede chaperone. Jeg tror, at han nyder at fordreje hovedet på unge damer, selv dem han ikke tager med i seng! Han er en herlig fyr, Nicholas! For resten får vi aldrig gjort Alexia til nogen stor vinconnaisseur – hun vrænger ansigt, hver gang hun smager på vinen (og det er ellers udmærket vin!), ikke engang sherryen eller Madame Renoirs hjemmebryggede abrikoslikør, som også er noget værre sødt stads, kunne hun lide.

Blaise kom hjem fra logemødet og fortalte, at Patrick, ikke til nogens overraskelse, blev valgt som logens nye formand. Blaise valgte at holde sig uden for bestyrelsen, i hvert fald indtil videre. Han er i det hele taget lidt i tvivl om, hvad han vil med fremtiden (bortset fra et bryllup her midt på sommeren). Vi snakkede længe om det, og jeg sagde, at det ikke hastede for min skyld. Det er jo ikke fordi, at vi mangler penge, og fast arbejde hæmmer jo bevægelsesfriheden noget. Indtil videre er fremtiden inden for de næste par måneder – derefter tager vi det som det kommer.

2/3 1601. Glasmageren kom forbi i dag med et dusin glastallerkener. De er meget smukke! Blankere end glassene, som jo også de er noget ældre (300 år!).

4/3 1601. Jeg var et smut forbi obersten i dag, og fik en hel del papirer med hjem til rejsen. Der var en del papirer fra arkivet (strengt fortrolige, naturligvis!), diplomatpapirer fra Prinsen af Damar og en fuldmagt til at handle på hans vegne – men kun til brug i yderste nødstilfælde, naturligvis – han skal ikke have noget klinket. Men mon ikke vi kan klare os uden at skulle have ham til rage kastanjerne ud af ilden for os. Obersten vil desuden prøve at skaffe diplomatpapirer fra Ryendors udenrigsministerium, hvor han har kontakt til udenrigsministerens sekretær…

6/3. Så har foråret for alvor slået sig fast! Vi har gjort holdt her på ”Den Gyldne Hane” for natten. Jeg sidder udendørs og skriver. Jeg er omgivet af blomstrende frugttræer og forårsblomster. I byen glemmer man helt duften af forår, og ikke mindst lyden af forår! Her er fuglesang, så jeg sjældent har oplevet noget lignende!

Obersten fik skaffet os diplomatpapirerne fra udenrigsministeren, og jeg fik dem i morges, før vi tog afsted. Vi tager det stille og roligt. Det er næsten overvældende at rejse med Alexia, som oplever alting som et barn; alting er fantastisk og nyt. Hun er utrolig oplivende selskab.

17/3 1601 Bergerac. Hjemme igen på Bergeracs smukkeste årstid (hvis man ikke tæller sommer, høst og vinter med). Vi ankom i formiddags, hvor kun Mama og Madame Beauvais tog imod os, fordi de andre familiemedlemmer sov længe (de holdt vist fest i går). Da alle var kommet ud af fjerene på mere eller mindre blid facon, og der var spist morgenmad/frokost, viste Blaise Alexia rundt på godset, mens jeg satte herrerne ind i sagerne. Reynaud ville gerne til hovedstaden igen for at se Jacqueline inden vi drager afsted, og Marco valgte at tage med ham. Det er sjovt at de to er blevet så gode venner – jeg tror ikke, at jeg kan forestille mig to mere forskellige fra hinanden – men måske netop derfor? Vi venter en lille uges tid, før vi tager afsted, og så støder vi på dem i Deauville.

Én af Roberts jægere ankom for resten og meldte om fundet af et lemlæstet dyr, som så ud til at være nedlagt af en ulv! En ulv her på Bergerac! Her har ikke været ulve i de sidste 20 år, og da var det fordi at vinteren havde været exceptionelt kold og hård, og det kan man jo ikke rigtig sige, at denne vinter har været! Desuden har en flok nordlændere slået sig ned på Bergerac, og har behørigt bedt om tilladelse til at dyrke jorden. De har faktisk opført sig eksemplarisk, fortalte jægeren, så de får nok lov til at blive. Jeg glemmer nogle gange, at halvdelen af Bergerac faktisk ligger i Nordlandet, for ifølge historier og legender skulle der i Nordlandet være meget anderledes end Ryendor – mere barskt. Og nu er der altså kommet både ulve og nordlændere deroppe fra. Nordlændere kan gå an, når bare de ikke begynder at stjæle kvæg, som man hører de har for vane, men ulve kan vi ikke have her! Ulve stjæler med sikkerhed kvæg og får, så i morgen tager vi på ulvejagt! Det bliver første gang, at jeg skal på ulvejagt – tænk at skulle jage en jæger! Det må da give en ekstra udfordring!

Åh! Før aftensmaden fik Madame Beauvais fingre i Blaise og mig, og gav os den helt store opsang: hvad lignede det ikke, at vi rendte sådan rundt, når der skulle planlægges bryllup? Én dag var vi hjemme og så afsted igen, og nu rejste vi oven i købet snart til udlandet og hvad skulle vi i øvrigt dér? De første 20 minutter havde vi ikke held til at sige meget andet end ”men…”, men så fik Blaise heldigvis smurt hende så grundigt med velplaceret smiger, at hun lod os gå (og jeg synes, at jeg så hende smile veltilfreds!) Blaise har altid kunne sno hende). Vi har absolut ingen betænkeligheder ved at overlade planlægningen af brylluppet til Madame Beauvais og Mama. Vi vil alligevel bare gå i vejen.

Efter aftensmaden fik jeg en snak med den bedrøvede Danielle. Hun ser ikke den mindste smule bedre ud, end da hun første gang kom til Bergerac-huset. Hun havde ellers fået sig en rigtig god veninde i Daphne, men havde åbenbart overvurderet venskabet, da hun valgte at fortælle den uskyldige Daphne, om hvorfor hun var blevet forvist fra sin familie. Det havde åbenbart været for meget for min lille kusine, som straks var taget hjem igen. Jeg må prøve at tale med hende. Jeg havde håbet, at Danielle ville holde sin hemmelighed for sig selv, men jeg kan vel også forstå trangen til at betro sig til en veninde. Hun er svær at muntre op, er Danielle. ”Alting, der er godt, bringer noget ondt med sig” sagde hun til mig. Jeg erklærede mig dybt uenig, men jeg kunne ikke overbevise hende om, at livet er herligt, og hvordan skulle jeg også kunne det? Hendes udtalelse passer jo desværre alt for godt på hendes eget liv. Stakkels Danielle!

20/3 1601. Så er vi tilbage fra ulvejagt! Det var meget spændende! Marco og Reynaud tog afsted for to dage siden, og samme morgen tog vi selv afsted. Alexia ville med, og fik lov. Ved frokosttid den første dag blev jægeren sendt hen for at hente én af nordlænderne (jeg havde forslået allerede om morgenen, at vi skulle alliere os med eksperter, men Roberts øre kunne ikke høre min røst, men han fik heldigvis selv den gode idé senere på dagen). Nordlænderne skulle jo siges at være dygtige til at opspore ulve, og det må vi sige, at denne mand var. Sean MacLir hed han. Han var enestående at iagttage! Stærk og tæt bygget var han, og smuk på sin vis. Selvfølgelig ikke smuk som Robert eller Blaise er det, men smuk på sin egen barske måde. Der var en lethed i den måde han bevægede sig på, sådan helt tyst og utrolig smidigt. Det var som om, at han kunne se og høre ting som ikke var os andre forundt. Han kom løbende ved siden af jægerens hest og var hverken svedt eller forpustet – sikke en mand! Da vi var blevet ledt hen til rådyrkadavret af en bondedreng, bekræftede MacLir, at det var en ulv (en enlig han, sagde han, hvordan han så kunne se det), der havde dræbt dyret, men som må være blevet forstyrret, før den kunne nå at æde det. Vi overnattede hos bønderne, efter dog først at have skilt os af med deres loppebefængte sengetøj.

Dagen efter fandt MacLir hurtigt sporet igen og han ledte os ind i skoven. Han var kun bevæbnet med spyd og en bue, mens vi andre havde musketter og karabiner med. Han fandt endnu et afgnavet kadaver (af en kanin), som ulven havde efterladt, og vi lagde os på lur ved et vandhul i nærheden. Vildtet kommer altid til vandhullerne, og jægere – dyriske som menneskelige – søger derfor naturligt derhen. Da vi havde siddet der i hvad der føltes som meget lang tid, kom endelig et dådyr til vandhullet. Men før det gav sig til at drikke, vejrede det i luften og forsvandt igen. Det kunne ikke være os det havde fået færten af, for vi havde sat os med vinden i ansigtet. Noget andet havde derfor fået dådyret til at stikke af – og ganske rigtigt! Kort efter dukkede ulven op! Robert skød traditionen tro først, men missede. Derefter skød jeg, og jeg ramte tydeligvis. I de følgende minutter var alt bare larm og krudtrøg – det arme bæst har ikke haft en jordisk chance! MacLir mente bagefter, at det var mit skud, der dræbte ulven og jeg blev fyldt af en utrolig stolthed. Det er helt anderledes at skyde et rovdyr end almindeligt vildt. Ulven blev skudt, fordi det truede vores ejendom. Vildt bliver skudt, fordi det er vores ejendom. Selvom det kun var en enkelt ulv, så har jeg nu været med til at beskytte familiens liv og det der er vores. Det er en god fornemmelse!

På vejen hjem i dag tog vi et smut forbi Crassure-Beau-Regard. Jeg fik mig en snak med Daphne, hvis man kan kalde det en snak, for det bestod mest af at vi talte vredt til hinanden. Jeg er skuffet over hende, samtidig med at jeg godt kan forstå hende. Hun var vred på Danielle, vred på mig. Hun følte sig smidt for ulvene, og jeg ved ikke om jeg fik hende til at forstå, at Danielle er lige så meget et lam som hun selv. Daphne er sådan en sød lille uskyldighed, og jeg havde sådan håbet, at den uskyldighed ville smitte af på Danielle, så at hun igen kunne se verden gennem en ung piges øjne. Men netop dén uskyldighed gjorde, at Daphne ikke vil kunne forstå det som Danielle har været igennem. Jeg fejlbedømte situationen, og det er jeg meget ked af. Jeg håber dog, at jeg gav Daphne noget at tænke over, og at deres venskab på én eller anden måde kan blive genoprettet. Vi tager jo afsted om et par dage, og jeg tror ikke, at jeg kan gøre mere for dem. De må selv finde ud af det.

23/3. Ombord på ”Margueritten”. Flodsejlads er så hyggeligt, og kun en anelse kedeligt. Heldigvis er vejret godt og landskabet smukt. Om et par dage skulle vi være i Zorenstadt. Vi så et par hejrer i dag. Det er altså en utrolig smuk fugl! Jeg kunne betragte dem i timevis!

26/3 1601. Vi er nu ombord på ”Sirenen” med kurs mod Venuzia i Carvintia med et par stop ned langs kystlinien. Jeg er lidt bekymret for Marco, når vi nu skal til Venuzia, hvor hans fortid ligger og venter, men jeg håber, at det ikke bliver noget problem.

27/3 Deauville. Vi mødtes med Reynaud og Marco på spisestedet ”Søbrisen” og fik ordentligt mad (ikke fisk, og ikke noget saltet, var mit krav, så vi fik sprængt and). Reynaud fortalte, at brylluppet mellem Jacqueline og Guillaume er aflyst (det var godt!). Der forlyder imidlertid ikke noget om Guillaume eller om hvordan Montrouge- og Bourgaine-familierne nu har det med hinanden. Jeg har skrevet et brev til Fader Bryant angående Guillaume. Hvis jeg bare kan få at vide, at han har det godt, så ville jeg have det så meget bedre! Jeg savner ham meget…

Jacqueline havde i øvrigt overhørt sine forældre snakke om, at Reynaud måske ikke var så umuligt et valg mere, nu hendes værdi på ægteskabsmarkedet var faldet så drastisk. Så der er håb forude for min kære fætter! De bragte i øvrigt breve med sig: et brev fra Dugarie, som i det store og hele sagde ”pas på jer selv, og gør som I plejer”, og så ét brev fra Nicholas, som begræd min og ikke mindst Alexias afrejse fra hovedstaden. Brevet var et på alle måder uanstændigt, morsomt og charmerende ét af slagsen – så fuldstændig i overensstemmelse med den kære Nicholas! Alexia smilte, da hun læste det. Hun er faldet fuldstændig for den ryendorianske levevis, vores måde at ”leve så helt fantastisk intenst”, som hun selv siger. Jeg kan godt unde hende at blive bejlet til af en så beleven og charmerende gentleman som Nicholas, hvis bare hans hensigter var reelle, hvilket jeg dårligt kan forestille mig, at de nogensinde bliver! Men man keder sig aldrig med Nicholas – dét er helt sikkert! Alexia endte i øvrigt med at falde i søvn ved bordet, fordi at hun blev ved at benægte, at hun var træt, så vi måtte bære hende tilbage til langbåden. Efter at jeg havde puttet hende i hendes køje, gik Blaise og jeg tur på dækket, og kiggede på måneskinnet (for det meste spejlet i hinandens øjne – suk). Meget romantisk!

28/3 Ombord på ”Sirenen”. Vi spiste frokost med vores ærede kaptajn (Kaptajn Richard Vienera), og en medpassager, som kun introducerede sig som ”Luc”. Han siger, at han er løjtnant, men jeg havde dog forventet, at sådan én havde et efternavn – nuvel, det skal jeg ikke blande mig i (selvom jeg nu gerne vil vide, hvorfor han ikke nævner sit familienavn). Er han i unåde, eller hvad?). ”Sirenen” er i øvrigt et venuziansk skib og ejes af familien Visini i Venuzia, fortalte kaptajnen. Vi lægger til i Brest i morgen, og dét glæder jeg mig til! Et gensyn med Bogtårnet er uundgåeligt! Jeg har trænet med Reynaud i lasten det meste af dagen. Det er godt nok noget andet at træne med begrænset albuerum – her er stabel efter stabel af læder i paller – og med et træningsgulv, der hele tiden bevæger sig! Godt jeg ikke er tilbøjeligt til søsyge! Pierre og Marco har det ikke for godt.

30/3 Brest. Vi ankom til Brest i går sen eftermiddag efter en gyngetur som lagde både Robert, Marco og Pierre ned. Reynaud og jeg trænede, men kom dog op ved frokosttid og så ”Sirenen” runde pynten og sejle ind i bugten mod Brest. Vi inviterede Løjtnant Luc (ham uden efternavn) med til middag på Moulin d’Olives, byens absolut bedste spisested. Men først gik vi et smut forbi Bogtårnet! Jeg beherskede mig denne gang – med al den træning Reynaud og jeg har gang i, bliver der alligevel ikke farlig meget tid til at læse, så jeg nøjedes med at købe ”Nordlandske legender og eventyr”. Jeg tror, at alle fik mindst én bog med sig – Alexia fik en hel stabel, som Marco insisterede på at betale. Pierre fandt et par interessante bøger; én af dem er en gammel slidt sag ved navn ”Ars Magica” (”Magiens kunst” på tyndallsk). Jeg glæder mig til at høre hvad den går ud på. Marco udnytter, at han er blevet velhavende og købte absurd meget ind til sin nye fritidsbeskæftigelse: maling og tegning. Nu får vi se om han har talent, ellers var det da et spild af penge!

Vi spiste guddommeligt på Moulin d’Olives! En let og frisk skaldyrsalat til forret (med en god, kølig Sauternes fra forrige år), farseret kalkun og smørstegt aborre med alt hvad dertil hører (ledsaget af en usædvanlig krydret Bourdoux, små ti år gammel) og en eventyrlig lækker Mousse de Chocolat du Luxe med kandiserede frugter og flødeskum. Himmerige! Jeg måtte have løsnet korsettet lidt, før vi drog videre, så meget spiste jeg! Blaise bestilte en gigantisk madpakke (inkl. vine!) og bad dem sende den til skibet. Den salte mad må vente et par dage! Dernæst gik turen til dansestedet, som vi frekventerede så ofte sidst vi var her. Denne aften var der en overflod af kvinder, men det lod ikke Alexia eller mig siddende på langsiden. Blaise og jeg lagde ud med bare at kunne det dér, og siden sad jeg ikke stille et øjeblik! Der er altså ikke noget som at danse med Blaise, når vi lige falder i hak. Jeg dansede på skyer, druknede ganske i hans mørke øjne – åh, hvor jeg nød det! Og alle kiggede på os beundrende, og nogle misundelige – hvad lignede det ikke også? Et sted hvor partnere findes, har de to bedste dansere allerede fundet hinanden! Nej, hvor var det sjovt! Jeg tror også, at de andre morede sig. Marco, hvis dårlige held på dansegulvet vendte sig til godt held ved spillebordene, gik rigere derfra end han kom. Vi tog først hjem, da solen var på vej op (Pierre havde allerede fulgt Alexia hjem for mange timer siden). Vi kommer lige fra dækket, hvor vi betragtede solopgangen og udsejlingen fra Brest – den herlige by! Og nu skal der soves! Blaise har givet ordre til, at halvdelen af vores madpakke overgives til kokken til det fælles aftensmåltid med kaptajnen, og jeg regner ikke med, at vi står op før den aftensmad bliver annonceret!

2/4. Kap Vingors rundes. Sømændene ofrer stof, og kaptajnen bad en bøn her til aften. Det er åbenbart tradition, når Kap Vingors rundes. Vores træningsgulv er blevet indskrænket yderligere, så vi har hovedsageligt leget fanger og snigeleg dernede i dag. Det var sjovt! Marco og jeg sad og fiflede lidt med låse her i eftermiddag, mest fordi jeg ville høre hvordan han havde det med, at vi ville ankomme i Venuzia. Det var nu ikke noget, der bekymrede ham synderligt. Han vil krydse den bro, når han kommer til den. Hvis bare han holder lav profil, skulle der ikke kunne ske noget, mente han. Jeg er ved at blive ret skrap til at åbne låse, men jeg gør det selvfølgelig også i dagslys, og uden fare for at blive arresteret, hvis jeg bliver opdaget. Jeg tror nu nok, at det kan blive noget, jeg får glæde af en skønne dag!

4/4 1601. Det er mærkeligt at tænke på: dybt under os ligger Kejsertidens slotte og byer! Jeg har nærmest hængt ud over rælingen i dag for at få et glimt af fordums glans – uden held dog. Jeg forstiller mig byerne nu er beboet af fisk og havdyr, havfolk måske? De siges jo at skulle bo dernede, selvom ingen har set dem. På et tidspunkt i dag synes jeg næsten, at jeg skimtede spidsen af et gyldent tårn dybt dernede, men da jeg sagde det til en forbipasserende sømand, lo han bare af mig. Tænk, hvis man kunne svømme dybt, dybt ned i vandet og vandre rundt i gaderne, og se de vidundere der har været dengang!

Mod nord ligger Fuentor, mod syd Codora. Vi har set flere codorianske galejer i dag.

7/4. Vi passerede Patriarkens Ø.

8/4. Vi blev vækket tidligt i morges, da der blev råbt alarm. Vi kom et nødstedt skib af almohadhisk oprindelse til hjælp. Vi har taget 10 mand, inkl. Kaptajn Rashid Ib al Hallale (eller sådan noget) om bord. De har alle sammen turbaner på, ligesom jeg har set det i historiebøgerne. Det ser besynderligt ud! De er blevet lukket nede i lasten, så træningen er indstillet indtil vi kommer i havn. Endelig fik jeg tid til at læse!

9/4 1601 Ombord på ”Sirenen”. Hvordan sætter man ord på det der skete i nat? Man starter fra en ende af, ikke sandt? Nuvel, vi blev forrådt af de nødstedte sømænd, som i virkeligheden ikke var andet end usle pirater. Der blev råbt alarm i nat, hvor piraterne bordede os med hjælp fra de folk, vi havde taget om bord. Jeg vågnede af lyden af skud ude på gangen. Da vi var kommet i lidt tøj (jeg valgte at tage bukser og skjorte på – det er mere praktisk, og mere sikkert). Kampen var godt i gang, da vi kom ud af kahytten. Stående på lejderen kunne jeg se ”Sirenen”s søfolk og min bror og fætre slås mand mod mand mod piraterne. Jeg kunne godt se, at det ikke ville nytte at kaste mig ud i den kamp. Men hvis der er noget jeg er god til, så er det at ramme plet med min musket, så Blaise, Alexia (som burde være blevet i sin kahyt, men ligesom jeg ikke bare kunne se til) og jeg indgik et partnerskab, hvor de ladte musketter til mig, og jeg affyrede dem… Det lyder så praktisk… så koldt beskrevet. Det var ikke koldt; det var kaos, det var mænd, der skreg af smerte, mænd der mistede arme og ben, hvis de da ikke mistede livet, det var blod og krudtrøg, det var forfærdeligt! Og jeg gjorde mit. Jeg var mere end almindelig heldig i nat, åh jo, jeg ramte ved siden af et par gange, men når jeg ramte, så ramte jeg. Og jeg kan stadig se det for mig, når jeg lukker øjnene. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive det ned – det var… ubeskriveligt! Det mærkelige var, at mens det hele stod på, så rørte det mig ikke. Jeg skubbede det fra mig, pakkede det ned i en kasse, indtil det hele var overstået.

Bagefter, da vores kaptajn havde dømt de overlevende pirater (små 20 mand) til hængning, og Marco havde plyndret deres skib og foræret mig et gyldent skjold og to ruller silke (jeg har stadig ikke helt fattet hvorfor), flygtede jeg nærmest tilbage til kahytten med Blaise, hvor kassen blevet åbnet som en anden Pandoras æske og nattens gru gik op for mig. Jeg skød én i hovedet, så det eksplodere som de æbler jeg har skudt til måls efter sammen med Guillaume, da vi var børn, jeg skød én i lysken – det døde han ikke af med det samme, men han døde – jeg skød hen over skulderen på Marco og ramte hans fjende, piraternes kaptajn, i hovedet, ikke så han døde af det, men det gav Marco den chance han havde brug for, jeg skød hen over skulderen på Luc og ramte hans fjende i maven – det døde han af – den femte og sidste jeg ramte døde også næsten med det samme. De liv vil altid være på min samvittighed, også selvom Blaise bagefter forsikrede mig, at han er stolt af mig, at min indsats var med til at redde vores liv. Det er ved at rive mig i småstykker – jeg har slået ihjel, og samtidig med at jeg skammer mig, er jeg også stolt af, at jeg gjorde en forskel. Det hele giver mig kvalme! Gudskelov at jeg har Blaise, som er så god til at trøste mig! Hvor skrækkeligt jeg end synes, at det hele er, så ville jeg jo gøre det igen, hvis det blev nødvendigt! Reynaud har bedt mig om at møde op til træning her efter frokost – det skulle nok kunne få afledt mine tanker lidt!

Senere: Det er sent om natten, næsten morgen, og Blaise ligger og sover. Jeg har sovet et par timer, men onde drømme vækkede mig. Jeg gik lidt rundt på dækket, kiggede på stjerner, hilste høfligt på sømændene på vagt. Men jeg kan ikke få det ud af systemet. I dag … i dag var om muligt endnu værre end i går. Reynaud fik mildest talt afledt mine tanker, men erstattede dem blot med tanker, der er endnu værre! Han skræmte mig halvt til døde! Han startede med at skælde mig huden fuld over at jeg havde skudt hen over skuldrene på Marco og Luc – jeg kunne jo have ramt dem i stedet. Det vidste jeg godt. Hans stemme sagde bare højt, hvad jeg selv havde tænkt, men hvad skulle jeg have gjort? Lade dem blive slået ihjel? Da jeg stod midt i det, var jeg jo ikke i tvivl om, at jeg ville ramme rigtig. Heller ikke dét ville jeg have gjort anderledes.

Så introducerede han en ny ”leg” som spøger i mig endnu. I virkeligheden var det samme fange/snigeleg, som vi legede efter Brest, men denne gang med pistoler, ikke ladte godt nok, men ikke desto mindre. Den, der først blev fundet og ”skudt” af den anden, var død. Der var intet af den munterhed over legen, som den vi legede før. Det var nervepirrende, ensomt, og meget meget skræmmende. Det mørke lastrum, alle de små labyrintiske gange, som jeg troede jeg kendte så godt, blev forvirrende og fremmede. I går havde sat mine nerver på højkant, og efter et stykke tid, som en evighed, følte jeg, at jeg ville dø dernede, at den der var efter mig ville mig det ondt, virkelig ville slå mig ihjel. Jeg var slet ikke i denne verden, men i én hvor jeg var vildtet, og rovdyret var lige i hælene på mig.

Han fandt mig først. Det var Reynaud, men ikke Reynaud… Han pegede på mig med pistolen, så på mig med kolde, døde øjne, før han trykkede af. Klakket fik mit hjerte til at gå i stå, mit åndedrag til at stilne. De kolde øjne, mere end nogen pistol, havde symbolsk slået mig ihjel. Alt hvad der var godt og varmt ved Reynaud var væk. Han var et bæst, et udyr som ville slå mig ihjel, hvis ikke jeg gjorde det først, en ulv… Han gav mig handicap til runde to; jeg skulle nu bære hans tunge rytterpistol, som jeg næsten skal bruge begge hænder til at holde i ro. Vi fortsatte – i evigheder – rundt i lastrummet, hvor hver en lyd, hver en bevægelse i skyggerne, fik hjertet til at springe op i halsen på mig. Jeg følte mig som et lille barn, skulle beherske mig for ikke at græde. Jeg var for bange til at stoppe legen, som ikke var nogen leg, men en ufølsom form for tortur, der skulle hærde mig. Anden gang fandt jeg ham først. Jeg hævede pistolen imod ham. Jeg tror, at det var mit gispende åndedræt der fik ham til at vende sig om mod mig. Han hævede også sin pistol, pegede på mit ansigt som før. Igen disse øjne af sten. Jeg tror, at jeg ”skød” først; jeg så for mig, at han var ramt, at han faldt omkuld med et skudsår i maven. Jeg havde kun hørt klakket fra en uladt pistol, men frygtede et øjeblik at den alligevel havde havde været ladt. I går nat vendte tilbage; skrigene, lugten af krudtrøg, kaoset. Jeg må være besvimet, for jeg vågnede i Reynauds arme, hvor han vuggede mig og hviskede ord i mit øre ”ours is but to do or die”. Ikke ord til trøst, men til hærdelse.

Vi fortsatte den almindelige træning bagefter, men jeg var forstenet indeni. Aldrig har nogen spillet mig sådan et puds. Jeg har aldrig frygtet nogen så meget, bortset fra Døberen, hvis ondskab ingen kan slå, som jeg i dag frygtede Reynaud. Først sent i aftes sluttede vi af. Reynaud hev en flaske rom frem, og spurgte til min dag. Først vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle sige. Hvad bildte han sig ind? Han havde lige givet mig en dag, som jeg kun kan sammenligne i gru med den dag Døberen ”døbte” mig! Han gjorde det for at hærde mig, sagde han, for at jeg kunne være forberedt på verdens ondskab, for at gøre en soldat ud af mig… Jeg var forfærdet. Jeg prøvede at få ham til at forstå, og jeg håber at det lykkedes, at jeg ingen ønsker har om at blive hærdet, endsige blive soldat! Jeg ville bare lære at forsvare mig selv; det kan vel umuligt involvere at suge min glæde ved livet ud af mig, at sætte denne angst i mig? Han skræmmer mig, gør Reynaud, og jeg ved, at jeg bliver nødt til at tale med ham igen. Jeg bliver nødt til at sætte dagsordenen for, hvad jeg vil og skal lære under træningen. Jeg vil under ingen omstændigheder ”lære” at blive en koldblodig morder, eller en barsk soldat med hår på tænderne! Og samtidig har jeg ondt af ham, fordi at han tror, at han bliver nødt til det her. Hvad er det for en verden han lever i? Den minder slet ikke om min. Jeg nægter at leve et liv, hvor alting er et spil mellem liv og død! Jeg vil ikke tænke på døden! Jeg vil skubbe den fra mig, og kun beskæftige mig med den, når den er lige foran mig. Jeg vil ikke leve i frygt!

Da jeg endelig vendte tilbage til kahytten var jeg fuldstændig udmattet på både krop og sjæl. Jeg fortalte Blaise om Reynauds leg, og han blev dybt chokeret. Først da jeg forsikrede ham, at jeg havde forklaret Reynaud, at jeg ikke havde til hensigt at lade mig blive trænet til elitesoldat, faldt han lidt til ro. Jeg faldt i søvn i hans arme, men det var ikke godt nok til at holde mig i søvnen. Der er noget hårdt og koldt inde i mig, en granitsøjle, som er vokset op, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af. Jeg ønsker den ikke, men nu er den der, og det gør mig så bedrøvet! Jeg stod i stævnen af ”Sirenen” og lod mig gennemblæse. Saltet på mine kinder nu stammer dels fra havet, dels fra tårer. Af godhed og kærlighed, og i ønsket om at beskytte mig, har Reynaud såret og ødelagt mig mere end nogen anden. Hvordan bekæmper man en fjende, som ikke er en fjende? Han gør det jo af den bedste mening, men det må høre op. Træning er okay, og øvelserne vil komme mig til gode. Men den lektion jeg lærte i dag, vil jeg kæmpe hårdt for at gøre ulært. Jeg vil ikke lære, at verden er ond og hård, og at jeg selv skal være ond og hård for at kunne leve i den! Det tror jeg bare ikke på! Jeg har jo prøvet at lære Danielle, ja selv Reynaud, at det ikke hænger sådan sammen! Granitsøjlen har sat en klump i min hals, maser lidt på mit hjerte, men jeg skal nok få brudt den ned, skal jeg! Jeg har ikke tænkt mig at sige noget til Blaise; han bliver bare så bekymret, og faktisk tror jeg, at hans tilstedeværelse, hans kærlighed og gode humør vil være det eneste, der kan kurere mig. Jeg vil lægge mig ind til ham nu, og suge lidt kærlighed til livet til mig. Smukke, milde Blaise, som bedre end nogen anden forstår at gøre mig hel igen, når hele verden har forsøgt at skille mig ad! Min elskede Blaise!

10/4 1601. Blaises fødselsdag – han blev fejret behørigt, selvom alles humør var knap så muntert som sædvanligt. Vi passerer Elysia.

11/4 Venuzia. I dette øjeblik sejler vi ind i Venuzias havn. Her ligger en del af de imponerende galejer, og hele byen er pyntet til fest. Hvis hele byen er fyldt med fremmede, som vil være med til at feste, skulle Marcos muligheder for at skjule sig i mængden være noget bedre. For første gang i et par dage kan jeg mærke en lykkefølelse stige op i mig. Hvor jeg glæder mig til at opleve Venuzia!

Marco har forklaret hvad festen går ud på: Dagen i dag er nationaldag, og fejrer de første lystros ankomst til Carvintia. De bar masker dengang og det gør man så også i dag. Natten der følger i dag kaldes ”Maskernes nat”. Den kaldes også ”Miraklernes nat”, fordi der ved solopgang efter denne nat sker et årligt tilbagevendende mirakel i ”Den Hellige Jomfrus Kirke” – det vil vi selvfølgelig prøve at være vidner til.

Venuzia er en særpræget by! Den er bygget på øer, så gaderne er kanaler, hvor man sejler i både i stedet for at køre i kareter! Her er tusindvis af små broer, der forbinder byen. Vi sejlede i båd direkte til Visini-familiens palæ – en stor gul bygning på talrige søjler. Kaptajnen på ”Sirenen” har skrevet et introduktionsbrev til familien, og vi har nu fået husly i gæstefløjen. Huset i sig selv er så stort, at det skulle undre mig meget, hvis vi fik en rigtig Visini at se. En sekretær for familien tager hånd om at finde skibslejlighed videre til Epirus for os.

Folk her er meget særpræget klædt! Vi har drillet Marco en del med den stedlige mode, som han forsvarer som værende mere ypperlig end ryendoriansk mode. Men jeg må nu sige, at de korte kapper med de afskyeligt høje kraver, som bæres her i byen, for ikke at tale om de bløde runde hatte (som der i det mindste er fjer i) er mere komiske end klædelige! Marco mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før de bæres i Ryendor, men det stiller vi os nu meget tvivlende overfor!!

Vi benyttede os af de stedlige badefaciliteter, og der var til gengæld noget, som jeg gerne så indført i Ryendor! Alexia viste mig til rette i det enorme baderum af hvidt marmor, hvor der var både varme og kolde bade. Det er så meningen, at man sidder i det meget varme vand (i runde nedsænkninger i gulvet) til man ikke kan holde det ud mere, og så hopper man over i det kolde vand – yderst forfriskende! Det var også dejligt at få vasket mit hår, som var blevet helt stift af vind og saltvand. Nu er der ikke længe til at alle er klar, og så tager vi ud i byen og oplever ”Miraklernes nat”!

12/4 Venuzia, Carvintia. Sikke en nat og sikke en morgen! Blaise og jeg fik arrangeret pladser til miraklet i ”Den Hellige Jomfrus Kirke”. Blaise førte ordet – på ryendoriansk, og jeg oversatte. Om det var Blaise’s bydende facon eller min oversættelse, der resulterede i at præsten troede, at Blaise var ambassadør udsendt fra Ryendor, og derfor fik ham til at tilbyde os nogle af de bedste pladser, som selvfølgelig ville stå klar til os ved solopgang, ved jeg ikke – men det virkede! Derefter købte vi masker og mødtes med de andre. Vi drak en del vin før vi spiste aftensmad, og det var vist godt det samme, for det var dog det mest besynderlige mad jeg i mit liv har efterladt uspist på en tallerken. Til forret fik vi parfumeret salat (!) Det både smagte og lugtede parfumeret i hvert fald – føj!) med syltet aubergine, soltørrede tomater, oliven og skaldyr – alt i alt en meget fedtet affære! Jeg spiste kun skaldyrene – resten kunne jeg simpelthen ikke få ned! Derefter fik vi dybstegt marsvin med noget meget salt brød til. Marsvinet fik lov at ligge – at stege sådan et dyr i olie; det er perverst! Brødet var ok, når man fik pillet noget af saltet fra. Det eneste gode ved middagen var den meget lækre, meget krydrede vin og desserten som bestod af frugt med chokolade.

Vi havde alle sammen masker på, og det viste sig, at folk gemt bag maskerne laver alverdens skæmt med hinanden på denne dag. Nå, skik følge eller land fly – så vi fulgte andres eksempel og bankede på folks døre, hvorefter vi sang sjofle sange for dem på 5 forskellige sprog i kanon. Det var meget muntert, og hvor er jeg dog glad for, at vi bar masker! Vi fik så den storslåede idé, at Dogen (byens borgmester) da ikke skulle gå glip af vores lille festforestilling, så vi drog hen til hans palads. Dér fik Blaise så et lyst indfald: vi skulle da ikke synge for Dogen, men lave middag til ham! Vi overvældede simpelthen både vagter og køkkenpersonale med vores uforskammede beslutsomhed, og så gik vi i gang med middagen. Det viste sig, at netop i aften havde han inviteret til fin middag, så foruden Dogen selv, lavede vi mad til blandt andre ambassadøren fra Codora, overhovedet for Visinifamilien og en eller anden hertug m.fl.! Vi delte os i hold: Robert og Alexia lavede forret (salat med brød- og osteterninger og en heftig rødvin/oliedressing), Reynaud og Blaise stod for hovedretten (en ret tung grønsagsstuvning med blandt andet roer og porrer, spidstegt marsvin og gratineret brød med oregano), Pierre og jeg lavede dessert (chokolademousse surprice – surpricen var oliven og kanel – med glaserede frugter og flødeskum), mens Marco agerede vinkyper for både kokke og herskab! For ligesom at vejre stemningen påtog vi os selv fornøjelsen af at servere desserten. Herskaberne havde slet ikke ydet middagen retfærdighed, faktisk kommenterede den codorianske ambassadør om det altid var så mærkeligt på denne dag. Dogen holdt gode miner til slet spil og forsikrede at på ”Miraklernes nat” kunne ingen vide sig sikker, mens han sendte os et olmt blik. Vi havde heldigvis stadig masker på og vi seranerede herskaberne, mens de spiste (eller forsøgte at spise) desserten. Kort før middagen var slut stak vi af. Vagterne undlod at tilfangetage os, da vi forsikrede dem, at der var både god mad og dejlige sachisk øl i køkkenet til dem (vagterne var sachsere alle til hobe og det dejlige øl var deres eget, som Marco havde hugget fra deres vagtrum). Det var en stor fornøjelse! Nej, hvor vi grinede, da vi løb derfra! Jeg kan godt se nu, hvor dumdristige vi har været, men de store mængder vin og maskerne kan få det værste frem i alle, tror jeg! Vi dalrede lidt rundt i et par timer, dansede og drak mere vin. Marco fik heldet med sig og forsvandt med en yndig (? – hun havde jo maske på) dame, og vendte senere selvtilfreds tilbage. Da tiden var inde tog vi en båd til katedralen og da skiftede stemningen brat.

Der var helt stille i katedralen, da vi kom. Der var en hel del mennesker allerede, men helt tyst alligevel. Kun et enkelt lys stod midt i kirken under den store kuppel, resten af kirken lå hen i et tusmørkeagtigt mørke. Vi havde fået pladser på næstforreste bænk. Vi satte os, og snart efter var Blaise faldet i søvn. Jeg blev grebet af den højtidelige stemning og fandt Gabriels alter, hvor jeg satte mig til at bede. Jeg fortalte Gabriel om kampen mod piraterne, kampen mod Reynaud, Reynaud generelt, om Guillaume som er langt bort, blot ikke i mine tanker, Pierre Berg og Rotten – alt hvad der har plaget mig de sidste måneder. Jeg bad om indsigt i hvordan jeg skulle hjælpe Reynaud til at være mere end en soldat, og hvordan Guillaume mon havde det. De høje, ligesom Lyset, giver jo ingen direkte svar, men alligevel følte jeg mig utrolig opløftet, da jeg rejste mig. At kunne dele alle mine tanker og problemer med én af de høje, virkede lettende. Da jeg slog Lyset tegn for mit bryst, var det som om at støtten af sten, som Reynaud har sat i mig, blev lidt mindre, lidt mindre hård. Jeg følte mig lysere, bedre tilpas end jeg har gjort længe. Det er som om, at alt nok skal ordne sig.

Miraklet var et fysisk fænomen mere end noget andet – men utrolig smukt! Da solen ramte kuplen på katedralen var det som om at billeder af de ti høje bevægede sig dansende ned fra oven mod os. Og da solen ramte hovedaltret i guld og poleret sølv oplystes hele kirken og et suk gik i gennem kirken. Alle gik højtideligt og opløftede derfra. Det vil sige: Marco blev og Reynaud med.

Lige nu sidder jeg i vores fælles stue sammen med Alexia og skriver, mens vi snakker lidt om alt muligt – i særdeleshed mænd, som er en kilde til stadig undren for Alexia. Vi er begge to ufatteligt trætte, men Alexia bryder sig ikke om at sove, når det er lyst, og jeg holder hende med selskab. Det er allerede utrolig varmt! Vi har fået kold mad, frugt og kølig vin sendt op. Sekretæren er netop kommet med besked om, at vi har fået skibslejlighed med ”Søndenvinden”, en galeon, som tager mod Porta (Adrianopolis’ havneby) i morgen. Desuden er prisen blevet opgjort, og vi får ca. £88 hver – det er jo helt ok! Så, nu sover Alexia! Netop som de andre er stået op – typisk!

Senere: Jeg puttede Alexia og vi andre gik tur i byen. Vi kiggede lidt på byen, i særdeleshed på broerne og springvandene på diverse torvepladser. Rygterne om vores storartede skæmt med Dogen går byen rundt, som nattens bedste skæmt, kun truet af et par ungersvende, der forsøgte at hejse en ko op i kuplen på katedralen. Det blev de dog forhindret i nogle munke, som desværre opdagede dem før de kunne nå at fuldende deres ærinde. Solen er dårligt gået ned, men jeg går i seng nu. Jeg er dødtræt og vi skal tidligt op i morgen. Marco virker noget nedtrykt. Jeg har spurgt til det, men han vil ikke sige noget. Jeg har sagt til ham, at han ved hvor han kan henvende sig, hvis han får lyst til at tale om det. Han er ret irritabel, og hans dårlige humør er ret smittende, så jeg lod ham i fred derefter.

13/4 Ombord på ”Søndenvinden”. Her er ulideligt varmt! Jeg er på dæk så meget jeg kan, for dog at få del i de yderst sjældne briser. Alexia har lovet at hjælpe mig med at købe noget af det lettere tøj, som hun selv går i, når vi når til Adrianopolis. Det skulle fryde mig at komme ud af korsettet. Men jeg kan jo ikke sådan uden videre smide det, som jeg gjorde på øerne. Vi er i civiliserede egne og det går virkelig ikke! Vandet er krystalklart og en forunderlig blå farve.

16/4 Vi har skimtet land, eller rettere en hel række øer og klipper. Kursen er skiftet fra sydøst til øst. Stadig ingen vind og ulidelig varmt. Jeg er fuldstændig drænet for energi – jeg går rastløs fra dæk til kahyt og tilbage igen, men der er lige varmt. Alle er lidt irritable og Marco holder sig helt for sig selv.

17/4 Alexia udpegede fastlandet for mig i dag. Vi er kommet tæt nok på nu til at se nogle små hvide huse med røde tage. Her er meget smukt. Næsten ingen vind.

Så er vi ankommet til Porta. Havnen er domineret af et stort, hvidt fyrtårn. Husene er hvide med røde tage – det er meget yndigt. En emsig embedsmand kom om bord på ”Søndenvinden” og ville checke vores papirer og gøre ved, før vi kunne komme i land. Vi sagde til ham, at vi er udsendte fra Ryendor, og at vi søger foretræde hos kejseren (det sidste var Alexias idé : ansøgninger om audiens hos kejseren tager flere måneder at få igennem, og imens har vi opholdstilladelse i Epirus. Kvik pige!). Nå, vi gad ikke vente på at han kom tilbage med vores papirer, så vi tog selv hen på hans kontor og brugte den sædvanlige snak-så-overbevisende-at-de-ikke-kan-gøre-modstand-teknik og den virkede sjovt nok på den yderst forbløffede embedsmand, for ikke at tale om hans stakkel sekretær, som vi fik til at hente kølige drinks til os. Embedsmanden (Marcus Marcellus hedder han) blev oven i købet så overrumplet, at han også gav os et introduktionsbrev med til konsulen i Adrianopolis (en Lucius Crassus, som optræder i mit hemmelige arkiv, som værende meget glad for unge mænd…), som er den man henvender sig til, hvis man vil i audiens hos kejseren. Så allerede før middag sad vi i en vogn på vej mod Adrianopolis.

Alexia foreslog, at vi tager ophold på hendes onkels gods lige udenfor Adrianopolis, men indtil videre er vi nu her, indtil vi har fået nogle hjul til at snurre. Blaise gik direkte til Forum, hvor hans sædvanlige overvældende teknik fik arrangeret det sådan, at han har et møde med konsulen kl. 10 i morgen formiddag. Vi har indlogeret os på det hotel, hvor de ”fremmede” bor, og de er så sympatiske at servere vin på ”vesterlandsk” vis, dvs. ufortyndet. Vi bliver her nok et par dage, inden vi tager ud til Alexias onkels gods. Hun vil lige skrive til sin tante først. Onklen har ophold her i Adrianopolis, og han er vist ikke så venligt stemt overfor Alexia og hendes far. Han mente vist, at hans søster giftede sig under sin stand, da hun giftede sig med Philippe de Lisieux.

Byen her er ellers noget for sig! Hele byen er omgivet af en mægtigt bymur, og de hvide huse, står så tæt sammen, at kun ganske få gader er egnede til vognkørsel. De fleste gader er nærmest gyder. Næsten alle stueetager ser ud til at være butikker af alle slags. Her er et sportsstadion, hvor der dyrkes en temmelig voldelig boldsport, som afstedkommer flere dødsfald om året! Barbarisk ville jeg kalde det, men eprioter vil til enhver tid hævde, at de er højdepunktet i civilisation. Her er det faktisk os, der er barbarerne! Kejserens palads ligger midt i byen. Det er enormt! Kort vej derfra ligger Forum, hvor parlamentet og kirkerne har til huse. Vi er også kommet forbi basilikaen, hvor købmænd og retssale ligger side om side. Soldaterne her bærer sorte læderbrynjer og nogle sære runde æsker på hovedet. Det må være afsindigt varmt med de brynjer! Og hattene ville se latterlige ud, hvis de ikke lige sad på hovedet af de ret barsk udseende soldater. Ok, de ser stadig latterlige ud, men det er ikke noget man ler ad, mens hattens bærer er i nærheden!

Planen for i morgen ser således ud: Blaise tager til møde hos konsulen om formiddagen, og bruger al sin charme på at få en venligtsindet embedsmand i ryggen (det skulle ikke misforstås!). Jeg bad Marco ledsage mig til skriveren (Lucianos af Samosata), som skal formidle kontakten til den yderst hemmelige agent, som jeg ikke engang kender navnet på, men har et brev med til fra Dugarie. Jeg bad Marco, fordi han dels er god at have i ryggen, dels for at få lejlighed til at snakke med ham, hvis han da vil snakke. Blaise opfordrede Pierre til at opsøge bibliotekerne her for at finde noget om magi – her er jo ingen inkvisition, og derfor heller ingen, der stiller spørgsmål til den slags. Robert og Alexia tager vist med ham.

Nå, nu kan jeg ikke rumme flere indtryk. Jeg tror, at jeg vil bede Blaise spille for mig til jeg falder i søvn! Det kunne jeg godt trænge til.

18/4 1601 Adrianopolis. Guillaume er her! Han er her af alle steder i verden! Åh, Gud! Jeg elsker ham stadig! Reynaud kom og hviskede hans navn i mit øre, og mit hjerte svulmede, sitrede, sprang i tusind stykker. Jeg troede, at jeg for længst var kommet mig over ham. Al den tid der er gået. Jeg har savnet ham, javist, haft skyldfølelse over at have svigtet ham, ikke mere end det, men nu… Det er som om at den kasse der står Guillaume på, som jeg havde gemt inde i skyggerne, ude af syne, pludselig sprang åben, og alle de gamle følelser flød ud! Åh, jeg er i syv sind! Jeg elsker jo Blaise så uendeligt højt, det ændrer sig ikke. Det er uden diskussion ham, jeg vil giftes med, og det bliver ham, jeg bliver lykkelig med. Situationen mellem Guillaume og mig har jo stadig ikke ændret sig – det er lige så umuligt som det hele tiden har været… Reynaud vil prøve at få et møde i stand, selvom Guillaume i første omgang var meget afvisende. Og det kan jeg vel ikke fortænke ham i at være. Åh, hvis bare jeg havde været forberedt, så havde det ikke været sådan – så havde jeg kunne holde låget på kassen, og kassen inde i skyggerne, så kunne jeg have været kølig og overbærende, som jeg var sidst vi mødtes. Åh, hvad gør jeg nu? Jeg ved dårlig hvad jeg skal sige til ham… Jeg ved bare, at jeg MÅ se ham og finde ud af hvad der sker, om ikke andet så bede om hans tilgivelse, og forsikre ham, at han ikke er den eneste det gør ondt på. Åh, jeg har hverken tid eller overskud til at tænke på det nu! Jeg skal ud i byen for at få kontakt til agenten sammen med Marco. Reynaud bliver her og ser om han kan indfange Guillaume… Åh, mit hjerte! Hvad gør jeg, hvad gør jeg nu?

Senere: Vi besøgte skriveren og han ville prøve at arrangere et møde med agenten. Marco og jeg spadserede lidt rundt, spiste frokost og prøvede at finde de Lisieux’ hus. Jeg gav ham masser af muligheder for at snakke, men han sagde ingenting. Nuvel, nu har jeg givet ham chancen. Han ved jeg er her, hvis han ombestemmer sig. Indtil da vil jeg ikke prøve at vriste hans hemmelighed fra ham. Han bliver bare så vrissen.

Jeg fik endelig en snak med Reynaud om vores sidste træningsdag. Jeg fortalte ham det som det var; at jeg ikke længere ønskede at træne med ham. Jeg havde stolet på ham, men han misbrugte min tillid til at skræmme mig fra vid og sans i forsøget på at lære mig at holde hovedet koldt under pressede situationer. Det var da for pokker dét jeg gjorde under kampen med piraterne! Jeg bryder mig ikke om dét, han prøvede at lave mig om til. Jeg hadede den kolde Reynaud, der viste sig den dag, og jeg protesterer voldsomt mod at skulle trænes til at blive sådan et væsen! Derfor: ikke mere træning med Reynaud. Mange af øvelserne kan jeg sagtens selv udføre. Og jeg finder nok en sparringspartner, der er mindre utilregnelig. Jeg tror, at det berørte Reynaud stærkt, hvad jeg fortalte ham, og han undskyldte da også, og tilføjede, at jeg bare kunne sige til, når jeg følte mig parat igen… Det er jeg ikke sikker på at jeg nogensinde gør! I mine mareridt smelter Døberen og Reynauds ansigt sammen. Måske var Døberen engang en ung mand fuld af håb, som for at overleve fandt på dette hårde skjold, som han siden ikke kunne trænge ud af igen? Åh, Reynaud! Jeg ville gerne hjælpe ham mere, men jeg kan ikke bære at være i hans nærhed i en træningssituation igen.

Han havde i øvrigt forsøgt at få kontakt med Guillaume, som er ligeså flygtig, som han har været hver gang jeg har prøvet at finde ham. På kasernen siger de, at han er et andet sted. Spørger man det andet sted, er han på kasernen. Jeg kan ikke bære denne afsky han udviser for mig. Jeg kan ikke bære, at han er så fjendsk! Vi var bedste venner i de 7 år mit ægteskab varede, og så meget mere i tiden der fulgte Charles’ død. Og nu… ingenting! Reynaud fortalte, at de sachiske lejesoldater fortalte, at de fik tæv i Hoerburg. At de soldater, der tog derop nærmest bare er kanonføde. De har ikke en chance med deres oldnordiske våben, mod Hoerburgs avancerede våben! Vil han da slå sig selv ihjel? Hvorfor? Jeg forstår ikke, at han er kommet så langt ud. Det kan da ikke være fordi han ikke kunne få mig, fordi jeg svigtede ham? Reynaud mener, at det er kærestesorg, der driver ham, men hvorfor er han så drastisk? Hvorfor er det alt eller intet, når vi aldrig har haft en reel chance? Der må være mere til historien, end det jeg kender til. Hvis bare jeg vidste hvad, så kunne jeg måske hjælpe ham. Vores eneste chance har jo været at stikke af fra alt hvad vi kendte; familie, position, venner, penge. Og derigennem vanære Charles’ navn og Roberts. Det ville jeg aldrig kunne gøre! Jeg har aldrig turdet, aldrig virkelig ønsket det. Og da slet ikke nu, hvor jeg har Blaise! Hvad havde han forestillet sig? At vi skulle leve af kærlighed og kildevand? At vi ligesom i de romantiske eventyr skulle dø af kærlighed i hinandens arme? Hvor lidt jeg alligevel kender min Guillaume, hvor lidt jeg forstår hvad her foregår.

Senere endnu: Blaise har skaffet os adgang til Philippes kontor på paladset i morgen, men vi forventer ikke at finde noget. De har jo rigeligt med tid til at fjerne alle relevante informationer. Jeg begynder mere og mere at tro, at denne rejse må fortsætte til Almohadh. I Epirus er her alt for meget bureaukrati til at hæmme os og lægge os forhindringer i vejen. Prokonsulen ønsker bestemt ikke at samarbejde, og gør kun et forsøg, fordi konsulen beder ham.

Blaise spillede her til aften. Jeg har været lidt mut hele dagen. Kan ikke rigtig få tankerne væk fra Guillaume. I krostuen satte jeg mig i det mørkeste hjørne og drak en hel del rødvin. Ikke at det hjalp, for jeg følte mig mere og mere mismodig. Jeg kan ikke finde nogen løsning på situationen med Guillaume, og det piner mig. Så spillede Blaise pludselig magi ind. Ikke at det er sådan at mærke, men jeg følte at mit humør forbedredes mærkbart uden nogen grund. Vi sad alle sammen og smilede til hinanden. Der var pludselig en samhørighed i mellem os, som har været fraværende et stykke tid. Det var som om, at alting nok skulle ordne sig. At det nok skulle lykkedes for os, hvis bare vi holdt sammen.

Lige før vi gik op kom der bud til mig. I et kort øjeblik troede jeg, håbede jeg, at det var fra Guillaume. Men nej, det var fra Lucianos, skriveren, som har arrangeret et møde med agenten om én uge. Jeg ville få nærmere besked hos Lucianos, så jeg må lægge vejen forbi igen én af dagene.

19/4 1601 Adrianopolis. Igen en mærkelig dag. Blaise og jeg gik med Alexia ud for at købe noget tøj, der var mere egnet til vejret her. Jeg skal lige vænne mig til det nye snit. Korsettet røg sig en tur. Min talje sidder nu helt oppe under barmen, skørterne er lange og luftige. Stoffet er meget tyndt og let, og sidder i flere lag, og har en forunderlig evne til at udnytte de kølige briser. Ærmerne er korte og uden puf eller andre dikkedarer. Det er faktisk et utrolig komfortabelt kostume. Jeg fik samtidig sat mit hår, så det passede til resten; en masse små slangekrøller, som nok skal drive mig til vanvid, og som prikken over i’et; et diadem til at holde på frisuren. Var det ikke for min hårfarve, ville jeg passe lige ind.

Midt på eftermiddagen mødtes vi alle ved paladset for at komme til at se de Lisieux’ kontor. Det var selvfølgelig meget rent og ryddeligt. De havde tilsyneladende fjernet alt af interesse. Mens vi gik rundt og kiggede på de sørgeligt rester, prøvede Pierre at få mig i samtale. Han havde snuset rundt på bibliotekerne og fundet en del interessante ting; blandt andet bind 2-7 af Ars Magica, som han har et gammelt, slidt bd. 1 til. Bøgerne koster £250; flere penge end Pierre har i sin samlede formue. Han talte længe om det, og jeg fornemmede at han håbede, at jeg ville låne ham pengene. Det er ikke fordi at Blaise og jeg ikke kan undvære £250, men jeg er imod, at han bare får tingene forærende. Han snakkede om, at han måtte se at finde sig en fast indtægt. Jeg foreslog, at han spurgte Robert, om der var en arbejde til ham i familieforretningen, og han så bestyrtet på mig. Arbejde? Ham? Det havde han ikke tænkt sig at nedlade sig til! Det gjorde mig bare endnu mere determineret: han får ikke pengene af os. Pierre bør fortjene noget i sit liv, kæmpe for det og vinde. Hvis han får disse bøger forærende, vil han tro, at hele livet er sådan; at man får tingene forærende. Nej, han må lære, at penge og lærdom vindes ved bitter erfaring og hårdt arbejde. Hvordan ville han ikke blive, hvis han nu virkelig kan lære magi (tænk at jeg skulle sige det! For ½ år siden, ville jeg have forsvoret, at magi fandtes, men nu har jeg oplevet Blaise mirakuløse musiske talent, så jeg kan ikke længere være afvisende over for det!), hvis han nu virkelig lærte magi, men ikke havde disciplinen til at arbejde for det, så kan det gå så grueligt galt! Og hvad er det for en indstilling i øvrigt ikke at ville arbejde? Hvad tror han at vi andre lever af? Hvis ikke Robert arbejdede, hvor ville Pierre så være? Jeg arbejder… ser han ned på det? Hvis ikke jeg arbejdede, havde vi så fået alle de oplysninger med os, som vi har? Jeg må se at få ham til at forstå det!

Nå, siden vi ikke rigtig kunne finde noget, gik Blaise og jeg til prokonsulens kontor og fik foretræde (fuldstændig inkompetente vagter! Totalt autoritetstro; man kommer bare vadende, siger ”jeg skal ind”, så siger de ”øh bøh”, og hvis man så bare fortsætter, så står de bare dér!). Vi forsøgte at få ham til at fortælle, hvor de Lisieux er, men han havde naturligvis ikke noget ønske om at udlevere oplysninger om sin hemmelige agent i felten. Da jeg kom til at sige, at han ikke kunne forhindre os i selv at tage af sted, fik han os arresteret. Det var også dumt sagt, det ved jeg godt, men jeg håbede, at han under truslen om, at vi ville tage af sted og lave en masse ballade, ville falde til patten og fortælle os noget. Det var dumt overfor en mand som ham! Nå, vi blev smidt i et yderst behageligt, tja, fangehul kan man vel dårligt kalde det. Et stort vindue med udsigt over Forum og basilikaerne oplyste rummet. Der stod et par meget smalle sofaer og et par andre møbler. Flugt ud af vinduet var udelukket, og desuden ville vi hellere vente til vi blev lukket ud. Det ville bestemt ikke forbedre vores sag, hvis vi stak af, så vi blev. Det gav os god lejlighed til at få snakket, om Guillaume især. Blaise ønsker selvfølgelig, at jeg får det overstået, denne ”sidste hurdle inden brylluppet”, som han kaldte det. Han forstod godt Guillaume, sagde han, forstod godt hans vrede over at jeg havde svigtet ham. Jeg havde lovet ham noget, jeg ikke kunne holde. Blaise har jo selv stået dér engang; set mig være på vej væk uden at se mig tilbage, og så bare brænde inde med en masse kærlighed, som så hurtigt kan blive til bitterhed. Jeg håber, at Blaise forstod, at Guillaume ikke er en rival på nogen måde – det tror jeg, at han gjorde. Men jeg har nogle uforløste følelser, som jeg ikke kan blive færdig med, før jeg har fået snakket med Guillaume selv. Blaise støtter mig så fint. Ville hjælpe, hvis jeg bare sagde til. Tilbød sågar selv at tale med Guillaume. Men det er mig, der må opsøge Guillaume og tale med ham. Det kan kun være mig, der kan gøre det her. Jeg vil skrive et brev, og så må vi se hvad der sker.

På dette tidspunkt i samtalen begyndte Robert pludselig at hamre på døren. Det viste sig, at de andre ligeledes var blevet tilbageholdt og spærret inde længere nede af gangen. Men man spærrer jo ikke sådan lige Marco inde, så han havde dirket låsen op på ingen tid, og låste derefter op hos os. Vi ville imidlertid ingen steder; vi har lige i gang med at snakke, og vi var stadig under arrest. Men de fik arrangeret noget vin og brød til os, og noget papir, som jeg dog ikke kom i gang med at skrive på. Jeg havde indtryk af, at de andre tog afsted for at forsøge at bruge vores diplomatiske papirer på at få os ud. Imens talte Blaise og jeg om Reynaud. Blaise var blevet dybt chokeret dengang jeg fortalte hvad der var foregået. Han fortalte, at han havde været parat til at aflyse brylluppet, hvis det havde vist sig at være den vej, jeg ville gå. Samtidig følte han sig skyldig, fordi at det var ham selv, der havde bedt Reynaud at lære mig at forsvare mig selv. Han følte sig meget beroliget over, at jeg selv tog stærk afstand til det Reynaud havde gjort, og var lettet over, at jeg havde afbrudt træningen. Han tilbød selv at sparre med mig, hvis det skulle være, og mente, at vi måske nok kunne få Nicholas til at lære mig et par fif. Indtil videre gælder det om at holde det jeg har lært ved lige, og glemme de ting jeg ikke ønskede at lære… Jeg elsker ham så højt! Hans styrke, hans determination, hans uendelige blide facon, når det gælder mig. Jeg kunne aldrig forlade ham. Jeg hører så meget til ham nu, han er blevet så stor en del af mig, at jeg ikke kunne rive mig fri, selv hvis jeg ønskede det. Og så forstår han mig så vel! Han har ingen forventninger om, at jeg holder op med at arbejde, efter vi er blevet gift. Min nysgerrighed er jo ikke sådan lige at tøjle, så jeg kan lige så godt blive i en branche, hvor den bliver tilfredsstillet! Og se bare alle de rejser, vi kan komme ud på på dén konto! Og så er der sket ét og andet med hans eget ambitionsniveau! Han kunne se sig selv som greve, som en person med politisk indflydelse i Fuentor. Og jeg ved at han kan gøre det! Jeg tror på, at han kan opnå præcis hvad han vil, hvis han sætter sig for det. Og jeg vil være der og hjælpe ham, så godt jeg formår! Men nu får vi se hvad fremtiden bringer. Ét ved jeg dog: Vi kommer langt sammen, Blaise og jeg! Og lige meget hvor højt jeg stadig elsker Guillaume på min egen udsigtsløse og smertefulde måde, så vil det aldrig kunne måle sig med den fuldstændige tilfredsstillelse jeg finder i min kærlighed til Blaise!

Kort efter blev vi sluppet fri. Vi blev lidt endnu, bare for at forvirre og provokere dem lidt. Så det var os selv der bestemte, hvornår vi forlod ”cellen” (de var i øvrigt temmelig misfornøjede over at finde vores dør ulåst, og vi måtte bedyre, at det ikke var de stakkels vagters skyld; de havde låst døren, den var bare ikke forblevet låst, men vi var da blevet hvor vi var).

Da vi kom tilbage til ”Den Flamske Flue” var de andre i gang med at kigge i en kasse, som Marco havde fundet i de Lisieux’ kontor i det hus han havde boet i med Alexia, og som hun havde solgt. Han havde klædt sig ud som håndværker (der var en del håndværkere i og omkring huset), var gået nok så frejdigt ind og rodet kontoret igennem. Under tæppet havde han fundet en lem, under hvilken han havde fundet kassen. Kassen indeholdt en besynderlig og ret væmmeligt udseende kniv, et par kasser med penge i forskellige valutaer (som vi overlod til Alexia) og en masse papirer, hvoraf mange af dem naturligvis var krypteret. Marco havde skaffet kodebryderen på den mest besynderlige måde: han var gået op til prokonsulens sekretær og snøret ham til at udlevere kodebryderen bare sådan! Uden papirer eller noget som helst andet end fup og trusler! Selvom det selvfølgelig er til mit eget bedste også, så mener jeg ærligt, at den sekretær burde miste hovedet! Man udleverer da ikke kodebrydere, bare fordi en eller anden tilfældig fyr kommer ind fra gaden og beder om den! Papirerne kan jo røbe navne og lokaliteter på de agenter, der sætter livet på spil for at finde oplysninger frem der er vitalt for landet! Jeg er dybt forarget! De andre har tænkt sig at blive oppe hele natten for at oversætte papirerne, men Blaise og jeg holdt os udenfor. Jeg er træt og frustreret af det hele. Jeg er urolig over min families sorgløse håndtering af sagen. Diskrete kan man ikke ligefrem sige at vi er. Måske er det meget godt; noget finder vi da ud af, blandt andet at Epirus ser ud til at være en ”dead end”. Og alt det her med Guillaume dræner mig også.

Blaise…

Blaise, min fremtid, mit håb, min elskede. Guillaume, min fortid, min drøm, min elskede… Jeg må gøre to ting: skære Guillaume ud af mit hjerte som den elsker han engang var, og kun lade vennen blive tilbage, og jeg må overbevise ham om, at det dør han ikke af.

Jeg vil falde til jorden, et stykke blødende hjerte i hænderne, jeg vil gribes af uendeligt tristhed, føle blodet rende af min krop, således at jeg kan leve. Og Guillaume må gøre ligeså. Jeg vil falde fra himlen i svimlende fart, og velvidende, at jeg ikke kan blive i himlens blå, der hvor drømme og fantasier lever deres eget liv, må jeg byde jorden, der kommer så skånselsløst mod mig, velkommen, således at jeg kan leve. Guillaume må gøre ligeså. Jeg må gå igennem denne eng af skarpe knivsblade, lade dem skære mig til blods, igennem denne smerte, og ud til klippekanten, se den knusende brænding i øjnene, kaste min sjæl derud, og tro på at den skyller op igen på en fremmed kyst, således at jeg kan leve. Og Guillaume må gøre ligeså. Vi bliver nødt til at give slip på en ordentlig måde – ikke denne skubben væk i vrede. Hvis jeg bare kunne få ham til at forstå…

Guillaume…

20/4 1601. Alexia tog Pierre, Reynaud og Marco med sig til sin tante på landet i dag. Robert blev i byen sammen med Blaise og mig, for at skaffe skibslejlighed til Almohadh. Jeg har skrevet et brev til Guillaume, som jeg håber for ham til at reagere, og hvis han ikke gør det, så håber jeg i det mindste, at han læser det fra ende til anden, og måske finder lidt fred… Imens leger Blaise og jeg turister. Adrianopolis er en interessant by, meget ren og med lige linjer alle vegne. Min nye kjole er meget behagelig – det er skønt ikke at være gennemblødt af sved inden dagen er omme! Vinen er ikke for interessant… sikke jeg smalltalker… Jeg venter…

23/4 Guillaume

26/4 1601 Adrianopolis. ”To thine own self be true” & ”Know thyself” – et nyt kodex.

Jeg er en anden. Jeg har forandret mig – er vendt transformeret hjem. Guillaume har sat en krystal fast inde i mig, som spejler og reflekterer alting på en ny måde. Jeg ser alting for første gang. Selv kærlighed virker … fremmed…

Stod op i morges og gik i bad som det første. Såret fra kården er helet – ligner bare en rift midt i et blåt mærke. Min ryg er fuld af små rifter af en lidt anden karakter – min ryg, mine skuldre, mine balder, selv mine knæ. Jeg bemærkede ikke, at jeg pådrog mig dem i ”kampens” hede, og nu minder de mig om mit største svigt og mit lykkeligste øjeblik.

Blaise tilgav mig alt. Det kom ikke engang rigtig bag på ham, at det var sket. Han ville tilgive mig lige meget hvad jeg havde gjort. Jeg havde ventet noget andet – en reaktion, måske? Men nej – intet – kun tilgivelse og forståelse. Jeg fortalte ham det, fordi jeg er færdig med at være falsk, også overfor mig selv. Jeg vil se tingene i øjnene nu – se tingene for hvad de er, og ikke for hvad jeg ønsker de ville være. Blaise tog afsted her til morgen – alene, med to vinskind under armen. Han siger, at han ingen problemer har med hvad jeg har gjort, men han tager afsted for at drikke sig fuld og for at sidde og have ondt af sig selv, og være falsk overfor mig. Hvorfor siger han det ene, når han mener det andet? Når et eller andet inden i ham råber og skriger og kalder mig navne jeg ville fortjene, hvis jeg ikke elskede Guillaume så højt. Jeg ville gøre det igen, hvis jeg fandt mig selv 1½ døgn tilbage i tiden. Jeg var grebet af en følelse, der var større end mig selv. Jeg har aldrig i mit liv følt begær på den måde. Nu længes jeg efter en følelse, der er ligeså stærk, og finder ingenting. Jeg elsker Blaise, jovist, planen er jo at vi skal giftes, men jeg savner noget, og jeg ved ikke præcis hvad det er, eller hvor jeg skal finde det. Hvis det stadig mangler om en måned fra nu, så er det, at jeg skal overveje, om jeg skal giftes eller ikke. For mindre end et døgn siden, var jeg ikke i tvivl om, at jeg hørte til hos Blaise, at hans kærlighed var den største gave i verden. Nu ved jeg ikke hvor jeg hører til, og om jeg ønsker gaven overhovedet.

Ingen spurgte til mig, da jeg kom ned efter badet. Ingen spurgte hvor jeg havde været, hvad jeg havde lavet, om mit ærinde var lykkedes, hvordan jeg havde det. Ikke fordi, at de så havde fået hele historien, men de kunne da godt havde ladet som om, at de interesserede sig for mig. Til gengæld fik jeg historien om deres sidste par dage: Marco havde sat sit og Roberts liv på spil på grund af kodehjulet. Det var på højt plan blevet overvejet om man ville gøre en undtagelse, og halshugge udlændinge af diplomatstatus. De andre sørgede for, at kodehjulet dukkede op hos rette ejermænd, og Marco og Robert blev løsladt med ordrer om at forlade Epirus hurtigst muligt og aldrig vende tilbage. Vi fik også forbud mod at tage til Almohadh for at lede efter Philippe, men vi må derimod gerne tage derned for at købe krydderier, så det er undskyldningen, når vi drager mod Almohadh i morgen.

I nat skal vi møde agenten i kloakkerne. Pierre og jeg var hos Lucianos i dag for at få mødetid og -sted, og det er altså i kloakkerne ved midnat.

27/4 ombord på et skib jeg ikke erindrer navnet på. Vi er på vej til Sortebrødrenes Ø. Mødet med agenten var yderst interessant, om end vejen til mødestedet mindede svagt om vejen til Helvede. Nedgangen var at finde på den flaminske kirkegård på Marsmarken uden for Adrianopolis’ byport. Det var først, da vi stod ved Flaccus Q. Horatio’s mauselæum at det for alvor gik op for mig, hvor det var vi skulle hen – ned i kloakkerne under byen. Jeg havde forberedt mig på lugten og havde stænket mit lommetørklæde med min yndlingsparfume, men jeg havde ikke overvejet, havde fortrængt det vel, at kloakkerne selvfølgelig ligger under jorden, under tonsvis af jord og sten og huse og mennesker! Og jeg havde ligeledes valgt at glemme, at jeg er panisk angst for at befinde mig i mørke, lukkede rum uden døre, vinduer, og åben himmel over mig. Blaise så heldigvis panikken i mine øjne og tog mig til side, og snakkede mig til rette. Han lovede at holde mig i hånden og forsøge at distrahere mig dernede. Og det er udelukkende hans skyld, at jeg ikke døde af angst i nat. I stedet snakkede vi om vores barndom, om brylluppet og hundrede andre fuldstændig irrelevante ting. Jeg ignorerede de andre, samt det faktum, at vi var under jorden, og det gik først op for mig meget senere, at Pierre var faldet i kloakken undervejs, og at han stank ganske forskrækkeligt. I mit hoved var der kun jordbærtærte og min første ridetur på Tønde, og Maries vafler og stjernehimlen og solskinsdage. Fantasien blev kun afbrudt, da vi rendte ind i en flok banditter dernede. Da var mine sanser til gengæld knivskarpe, koncentreret på banditterne, og mit våben, og ingen angst slap igennem. Ved et lykketræf dukkede banditternes ærkefjender op (sådan så det i hvert fald ud), så vi skyndte os bare videre. Endelig, endelig nåede vi frem til mødestedet, hvor Blaise sang for os om høj himmel og frisk luft (på hans magiske melodi). Jeg lod mig gribe af det, og det var dejligt.

Agenten var eunuk i konsulens husholdning. Han kunne fortælle, at Philippe stadig sender rapporter (Rapporterne er malerier, som males af en kunstner ved navn Muhamed Asma i Agadir i Almohadh) – men at de mangler den vanlige sikkerhedskode, og har gjort det en rum tid. Det siger prokonsulen imidlertid god for – og det er jo i sig selv suspekt. Prokonsulen har desuden en bankkonto, hvor der jævnligt bliver sat store beløb ind på. Det ser ud til at Prokonsulen får penge for at foregive, at situationen i de besatte provinser er anderledes end den er.

Så nu er vi på vej til Sortebrødrenes Ø for at underrette fredsmæglerne om, at der er ugler i mosen.

Senere: Jeg er så rastløs! Jeg har vandret rundt på skibet og finder hverken rast eller ro. Jeg ville ønske, at jeg kunne slås med Reynaud! Pludselig kan jeg godt forstå, hvorfor Blaise engang holdt så meget af at tage ud for at få og give tæv: Bare det at kunne bruge kroppen, føle noget, vide at der var nogen, der hører én og ser én! At føle sig levende! Der er så meget, jeg pludselig forstår. Jeg ved også præcis, hvorfor Guillaume gør, som han gør – hvis jeg var mand, var jeg fulgt med ham… Men hvis jeg var mand, ville intet jo se ud som det gør!

28/4 Roberts fødselsdag. Vi er på Sortebrødrenes Ø. Øen er en fæstning i sig selv, og mens Robert, Pierre og Reynaud forklarede ét og andet for prioren, blev Blaise og jeg vist rundt i dele af fæstningen. Vi endte oppe på et brystværn, hvor vi snakkede lidt. Jeg beklagede mig lidt over de andres tilsyneladende ligegyldighed overfor mig. Når jeg nu altid er der for at lytte til dem om deres problemer, så skulle man tro, at det også gjaldt den anden vej rundt. Blaise slog det hen – jeg overreagerede – selvfølgelig holdt de af mig – alle havde bare brug for én, der spørger til hvordan de har det, og det er åbenbart min skæbne at være den person. Jeg er træt af at være Mama for dem alle sammen! Jeg spørger til dem, holder om dem, hjælper dem, trøster dem, men ingen interesserer sig det mindste for hvordan jeg har det! Jeg har lyst til at skrige! Måske vil det få dem til at se op et øjeblik. Blaise mente også, at jeg snart skulle se at snakke med Robert, med Reynaud og med Pierre. Hvorfor? For at høre om de har det godt? …

Jeg snakkede faktisk med Reynaud senere. Han spurgte mærkeligt nok heller ikke til Guillaume, men jeg fortalte om det alligevel – jeg aner stadig ikke hvordan jeg skal tolke hans blik – var han fordømmende eller bare forbløffet? Nå, det er ligegyldigt – han sagde, at han havde fortrudt, at han havde prøvet at vække ”bæstet” i mig – han kunne godt se, at det ikke var det jeg havde brug for. Så langt, så godt… Jeg har planer med Reynaud – han skal hjælpe mig med noget.

Vi fik tilbudt overnatning her på Sortbrødrenes Ø. Vi har fået tildelt en munkecelle hver. Jeg har det fint med ikke at dele soverum med Blaise eller med nogen som helst. Vi har ikke elsket siden jeg kom tilbage – om det er ham eller mig, der ikke vil, ved jeg ikke helt. Det kan jo aldrig blive det samme som med Guillaume, vel? Nu brænder lyset ud…

29/4 Spartansk morgenmad og så afsted igen.

Jeg snakkede med Blaise, om han havde noget imod, at jeg påbegyndte træningen med Reynaud igen. For mindre end en måned siden havde han jo sagt, at hvis jeg havde fortsat træningen, hvis jeg havde accepteret bæstet, så havde han aflyst brylluppet! Så jeg var jo noget nervøs, da jeg spurgte ham. Men han smilede bare, og sagde, at det var da helt ok… Alle mine overtalelsesargumenter døde i halsen på mig og jeg stirrede forbløffet på ham. Han er ligeglad – gad vide hvad jeg skal gøre for at få en reaktion ud af ham? På en eller anden måde er det ikke kærligheden, jeg har brug for mere, men et modspil af én eller anden art. Nå, det modspil som Blaise ikke leverer, finder jeg hos Reynaud.

Han ville gerne træne mig igen, men mente ikke at det var klogt så tæt på Almohadh, og det gav jeg ham ret i. Til gengæld vil jeg prøve at plukke hans hjerne for historier og informationer om soldaterlivet, om hvordan et slag foregår, kammeratskabet, om hvorfor der er behov for bæstet. Via Reynaud vil jeg prøve at få et billede af, hvad Guillaume gennemgår – og jeg kan få skabt en scene til den bog eller skuespil, som jeg overvejer at skrive. Hidtil er det kun blevet til digte – de vælter til gengæld ud af mig. Men de er romantiserede – jeg har brug for at vide, hvordan der virkelig er. Jeg selv kommer aldrig i nærheden af en slagmark – kvinde som jeg er, og så nederdrægtig dårlig til at forklæde mig som mand! Jeg vil prøve at forstå det hele.

Jeg prøver at bide mig fast i livet. Jeg har flakset med vinden hidtil – prøvet at finde et ståsted, et sted at høre hjemme. Det var nemmere dengang Charles altid bestemte hvor vi skulle hen og hvad vi skulle lave. Han var heldigvis fantasifuld nok til, at det sjældent blev kedeligt – og når det alligevel blev det, så var jeg jo nok kvinde for at finde på noget, eller Guillaume fandt på noget. Det var nemmere, ja, men se de fortabte fugleunger vi var, Guillaume og jeg, bagefter, da vi skulle prøve at få livet til at hænge sammen igen. Guillaume har fundet sine fødder, sit kald. Og jeg er ved at finde mit.

”Hvad vi gør i livet, giver ekko i evigheden”. Nuvel, mit navn skal lyde i historien – om det så bare er et lille pip. Jeg vil skrive og jeg vil kunne klare mig selv. Lige nu… lige nu, ved jeg ikke om jeg vil have Blaise med på denne nye sti, jeg har fundet. Den store, brede vej er lys og sikker, og jeg kan se hvor den fører hen langt ud i fremtiden, mens stien starter midt i buskadset og fører jeg-ved-ikke-hvorhen – men den tiltrækker mig mere. Jeg ville ønske at Fader Bryant var her – måske kunne han finde mening i det hele? Jeg forsøgte at skrive et brev til ham i Adrianopolis efter jeg var vendt tilbage, men jeg gav op. Jeg må se ham, og fortælle ham, hvordan det står til med Guillaume, og med mig. Han vil i hvert fald lytte.

Jeg vil forstå livet, og alle aspekter i det, for at leve det bedre og dø bedre. Jeg vil være sand overfor mig selv, og så vidt muligt andre. Jeg vil ikke være nogens mor, som jeg ikke har født. Jeg vil ikke samle brikker, som jeg ikke har spredt. Jeg vil ikke tørre tårer væk, som jeg ikke selv har udgydt. Jeg er kold og hård, og egensindig lige nu – selvfølgelig kommer jeg springende, hvis én af de andre har brug for min hjælp, men jeg er træt af at blive taget for givet. Og hvis jeg bare provokerer Blaise længe nok, så må der vel komme en reaktion? Og hvis reaktionen bliver at brylluppet er aflyst, well, so be it! Så var det nok for det bedste. Meget kan nå at ændre sig – måske er jeg den gamle Manon igen om få uger, men ved Lyset! Det håber jeg ikke! Jeg lever mere nu – jeg kan se mere og forstå mere! Om jeg så skal derud, hvor det gør ondt, så vil jeg føle livet stærkere i mig. Guillaume har i sandhed givet mig en gave – ikke bare lysten til at leve livet, som jeg altid har haft i mig, men lysten til at forstå det, og til at forme det efter min vilje, til at ville noget mere med det! Jeg vil leve! Også hvis det betyder, at de der ikke ser mig leve, må miste mig!

Senere: Jeg spurgte Robert, om han ville give mig et par tips om fortællekunsten – han er jo en ganske god fortæller, og det er jeg også nødt til at blive, hvis jeg vil opnå det jeg vil. Det er vist det bedste jeg har gjort i dag! Der kom sådan et lys i hans øjne, da han begyndte at fortælle og forklare. I mens jeg sad og lyttede, sad jeg også og betragtede min kære bror – hvor er han dog et indviklet væsen, og hvor holder jeg meget af ham! Endnu et par brikker faldt på plads i mig, da jeg indså, at jeg bliver nødt til at elske disse mine familiemedlemmer på deres egne vilkår, og ikke ud fra mit ønske om at være anerkendt og essentiel i deres bevidsthed. Selvom vi ikke snakkede om noget som helst personligt, så kom jeg meget tæt på Robert i dag. Én for én drager jeg dem ind til mig igen efter at have skubbet dem væk i vrede.

30/4 1601 Der svømmer hvaler ved siden af skibet! Kæmpestore væsener, store som havuhyrer! Sømændene mener, at de bringer held. Det tror jeg gerne! Man bliver glad af at se på dem – disse store dyr, som følges med os på havet. Jeg bekæmper en trang til at springe overbord, og se om ikke der skulle gro en havfruehale ud på mig, så jeg kan blive en del af det vidunderlige hav! Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse således altid!

De andre gjorde grin med hvalerne – spekulerede på om man kunne finde et spid, der var stort nok til at stege dem på. Sømændene var bestyrtede, og jeg undskyldte på min families vegne. De kan være så ufølsomme. Måske kan de bare ikke se det smukke i verden? Stakkels dem!

Alexia fik mig på tomandshånd, og spurgte bekymret til mig. Hun havde bemærket, at jeg havde ændret mig – og da hun ønskede at være min ven, ville hun vide om hun kunne gøre noget. Jeg kunne have kysset hende! Hun er det sødeste væsen jeg kender! Uden forstillelse eller intrigemageri – hun er så uskyldig, og selvom hun har mistet sit fædreland, og står foran en ukendt fremtid, som dog må skræmme hende noget, så har hun alligevel overskud til at spørge om jeg har det godt. Vi snakkede et stykke tid, og det var fantastisk at sætte ord på, hvad jeg går og føler lige nu – at dele mine tanker med én, som ikke gør grin med det, eller mener, at jeg vil komme mig over det. Jeg vil holde godt øje med Alexia – hun skal ikke få lov til at blive overset, som jeg er blevet det af alle andre end hende. Nej, nu lyder jeg selvmedlidende, det var ikke meningen. Jeg ved jo godt, at de holder af mig – mine fætre og min broder – hvor ville jeg dog bare ønske, at de kunne finde ud af at sige det!

1/5 1601. Landkending! Vi kan se de besatte øer. Vi sejler langs med kysten og kan se en by af tydelig epriotisk oprindelse, men med almohadhiske skibe i havnen, og moskéer og minareter (almohadhiske kirker, og de tårne hvorfra de råber bønner 5 gange om dagen) er ved at blive bygget op til øernes nye herskere. Et faldefærdigt fort hæver sig over byen, men virker ikke længere truende på nogen.

Vandet her er det klareste og smukkeste grønne jeg nogensinde har set! Jeg glæder mig umådeligt til at komme i land på dette fremmedartede sted. Noget kalder på mig derindefra! Eventyr, måske?

2/5 Vi sejler forbi en gylden kyst med blå bjerge i horisonten, og grønne oaser som jævnlig afveksling. Stadig dette fantastiske, smukke vand.

Her er virkelig fremmedartet! Og meget spændende – jeg ville dog ønske, at jeg kunne tale sproget og vidste bare lidt mere om skik og brug her! Vi blev sejlet i land af en mindre båd, direkte op på stranden. Talløse børn kom spænende imod os, stirrede og snakkede. Det er sjovt, men selvom vi ikke forstod hinanden, så er et smil stadig et smil! De ville røre ved vores mærkelige tøj og vores hår – jeg tror at lige min nuance af rødblond hår ikke er noget de ser for tit. Jeg har nu taget et sjal over håret – både for at respektere, at her dækker respekterede kvinder håret til, og for ikke at vække så meget opmærksomhed. Udover børnene var der hundrede ting at se på: Saada er præget af hvide huse med flade tage, gyldne kupler, og minareterne, der hæver sig højt over byen. Her er også enkelte huse med de karakteristiske røde teglstenstage, som vi så i Epirus. Kvinderne her er tilhyllede fra hoved til fod. På nogle af dem kan man kun se øjnene, men hvilke øjne! Sorte, og nysgerrige, og meget smukke! Der var talrige sorte slaver, som næsten ikke har noget på, og jeg ved næsten ikke hvad jeg vil foretrække i denne hede! I morgen trækker jeg i epriotisk tøj igen. Jeg krydser fingre for, at det ikke virker alt for provokerende, men jeg kan simpelthen ikke holde ud at have korset og underskørter på mere! Soldaterne her har fyldige bukser, turban på hovedet og drabelige krumsabler – ikke folk jeg har lyst til at provokere på nogen måde! Ud over synsindtrykkene er det næste man opdager lugten – her lugter af skarn (Ryendor City i den værste sommerhede kan ikke komme i nærheden af det!), men også af særprægede krydderier, og fremmedartet mad. Jeg sugede det hele til mig – her er fantastisk!

Vi fik øje på en carvintiansk klædt mand (de åndssvage kapper er meget letgenkendelige!), og vi henvendte os til ham, for at få hjælp til at finde en tolk. Dvs. jeg henvendte mig, da de andre bare stod der og gloede i stedet for at sige noget. Heldigvis går jeg ikke af vejen for at være mit mest charmerende selv, når jeg skal bede fremmede om hjælp, og han var da også yderst beleven og charmerende selv, og tilbød straks sin assistance. Han introducerede os til en ualmindelig høflig tolk i skriverkvarteret, som var yderst villig til at hjælpe. Jeg havde forslået de andre, at vi startede med at gå til en juvelér og få afsat en af mine gule sten, så vi havde lidt kontanter, før vi tog op til guvernørens palads (på det tidspunkt kaldte jeg det bare hans hjem, men nu sidder jeg her, og det er et palads! Beskrivelse følger in due time!). Tolken spurgte i øvrigt om vi var fra det ryendorianske skib, der var ankommet for to dage siden med en delegation, der skulle tale med emiren! Skibet var sejlet ind i havnen med kanonportene åbne og med det ryendorianske flag vejende fra mast, og emiren havde taget yderst ærbødigt imod dem … dem vender vi også tilbage til – åh, der er sket så meget i dag, at det næsten ikke er til at få det i rigtig rækkefølge! Nå, som en god historiefortæller (?) vil jeg bestræbe mig på at gøre det ordentligt!

Lige uden for juvelérens butik skulle Blaise selvfølgelig gøre sig besværlig: hvorfor skulle vi veksle noget nu? Kunne det ikke vente? Ih! Hvis han havde syntes at det var en dårlig idé, da jeg præsenterede den, kunne han da have sagt det da! Nogle gange tror jeg, at han kun gør det for at provokere mig! Han havde i hvert fald ikke noget bedre plan, da jeg spurgte ham! Besøget hos juveléren var nu også det værd! Vi blev budt velkomne, og vist ind i en stue, hvor vi satte os på gulvet ovenpå puder og pøller i udsøgt stof. Vi blev budt på varm mad (noget meget krydret fårekød, som jeg i varmen overhovedet ikke havde lyst til), noget frisk frugt og kølig frugtjuice (det sidste kastede jeg mig til gengæld over!). Blaise ville absolut have vin, hvad han jo godt vidste, at man ikke drikker her i landet, og juveléren sendte bud efter gæret kamelmælk, som jeg heller ikke skulle nyde noget af. Jeg holder da stadig af god vin og alkoholiske drikke, men hvis det er dét, der gør Blaise så uberegnelig, så vil jeg hellere holde mig til kølig frugtjuice! Juveléren tilbød at gøre det kort (i virkeligheden skal enhver handel indledes med høflighedkonversation, hvor man spørger til hinandens familie og tro), og selvom det kunne være sjovt at prøve, så foretrak vi i dagens anledning den korte version. Tænk – Robert introducerede mig som Manon de Bergerac, og jeg følte mig nødtvunget til at rette ham – jeg har faktisk heddet Manon de Montrouge i 9 år, og er stolt af at bære Charles’ navn, som jeg således også deler med Guillaume. Robert rettede det så til enkemarquessa Marie Sophia de Montrouge, hvilket fik Blaise til at slå en latter op og erklære, at det ville de så kalde mig fremover. Jeg er bange for, at min stemme var ret kold, da jeg sagde til ham, at det kunne han da godt vænne sig til fremover (med den usagte antydning af, at der i hvert fald ikke kunne blive tale om, at jeg ville ændre mit navn til Montaigne). Det bliver værre og værre mellem Blaise og mig. Vi bliver nødt til at tale sammen snart, før det hele falder fra hinanden. Vi skubber hinanden længere og længere væk – og jeg ønsker mere og mere at være fri for tanken om at være bundet til ham længere. Åh, hvad sker der dog med os?

Nuvel – juveléren købte en gul sten til 450 drakmer (svarende til ca. £22½, hvilket passer nogenlunde til hvad vi ville have fået derhjemme). Derefter gik turen til ambassadørens palads, hvor vi blev forladt kort forinden af vores guide, fordi middagsbønnen gik i gang. I minaretens top kaldte en stemme alle mænd til bøn i moskéen. Jeg gad vide om kvinderne ikke deltager i bønnen? Jeg tilbød vores tolk løn, men han takkede nej, og virkede derefter skuffet. Ambassadøren forklarede mig senere, at det havde været passende at give ham penge alligevel – det er sådan en facon Almohadh har. Skal jeg da alle dage plages af at folk ikke siger hvad de mener? Jeg kan ikke finde ud af det!

Efter at Broder Dum (en lokal dørvogter) endelig lukkede os ind og introducerede os til ambassadørens sekretær, Haf Mat, som vi gav vores introduktionsbrev, fik vi et møde i stand med ambassadøren. Ham bekendt rejste Philippe til Agadir for 1½ måned siden, men han har ikke set ham de sidste 3 måneder. Han er ophørt med at sende rapporter til ambassadøren, hvad han ellers tidligere gjorde med regelmæssige – endnu et tegn på, at der er noget galt. Så nu går rejsen til Agadir – ambassadøren vil bede sin sekretær om at arrangere, at vi kan rejse med en karavane, der går dertil så snart som muligt. Agadir er ikke noget ufarligt rejsemål – byen er erklæret tilhænger af korsaren, og emiren er et dumt svin, som ambassadøren ikke sagde… Ambassadøren fortalte i øvrigt det interessante, at Codora er rykket 200 km ind i Almohadh! Det lyder jo helt godt, hvis så vores oplysninger kunne bringe hurtig fred mellem Epirus og Almohadh, så er brikkerne ved at falde på plads. Vi fortalte ambassadøren vores oplysninger om prokonsulen, så han kunne bringe dem videre til delegationen.

Da han opdagede, at vi stod uden tag over hovedet, tilbød han os husly – hele vestfløjen som det viste sig! Det er et vidunderligt hus! Udefra ligner det en besynderlig blanding af epriotiske søjler, og god gammeldags ryendoriansk bindingsværk (hvidmalet for at blende ind). Inde i huset er talrige haver, kølige, smukke og grønne, med små bassiner og springvand. Faktisk er der et aflangt bassin i gulvet ude på gangen, som har en vidunderlig afkølende effekt. Her er meget smukt!

Alexia og jeg spadserede i haverne i eftermiddags, og tænk – pludselig hørte jeg umiskendeligt Mariannes stemme! Alexia og jeg løb efter lyden, og da jeg havde kaldt et par gange, dukkede hun op i sit sædvanlige strålende selv på etagen over os! Hun var klædt i epriotisk kjole, som også er så meget mere behageligt i varmen, og var i selskab med ambassadøren, som så ganske fortryllet ud. Hun fortalte, at hun ikke kalder sig Marianne her, men det er jo ikke til at finde rundt i alle hendes navne, så jeg holder mig til ”Marianne”. Jeg gjorde hende opmærksom på at Robert er i huset, og det morede hende vist, at familien Bergerac ikke rejser nogen steder uden at tage hele familien med. Jeg var glad for at se hende – jeg er godt klar over al den ulykke der synes at svæve om hende, men jeg er ude af stand til at nære negative tanker om hende. Jeg er ganske givet også fortryllet, men hun får mig bare til at føle mig så godt tilpas. Jeg vil aldrig kunne blive sammenlignet med hende, og ønsker det absolut heller ikke! Men det er som om at den magi hun besidder, som får alle andre til at ønske at besidde hende, blot får mig til at glædes over, at hun er til. Jeg har heller ingen illusioner om, at hun skulle betragte mig som en ven, men det ville fryde mig hvis hun gjorde. Hun giver mig et glimt af en eventyrverden, og det er nok i virkeligheden dén jeg er forelsket i. Det er dér Guillaume bor… Guillaume

Vel, min første indskydelse var at Robert ikke skulle få noget at vide om, at Marianne var her i Saada, men jeg kom på bedre tanker – ikke mere bedrageri, ikke mere tavshed i forsøget på at skåne – han må se sine dæmoner i øjnene, ligesom jeg ser mine i øjnene. Jeg vil forsøge at give ham styrken dertil! Det var nu ikke lige styrke, der var resultatet af min besked. Jeg var nu også så dum at minde ham om alle de gange hun har afvist ham, gennem mig ganske vist, men alligevel. Jeg kunne pludselig høre mig selv synge den samme gamle, forskræmte sang – men ændrede tone og opfordrede ham til at snakke med hende selv. Ved Lyset, det er svært at lægge gamle, dårlige vaner bag sig!

Efter en længere snak sendte vi bud efter mad, og Blaise bestilte noget af det meget stærkt krydrede mad, vi fik hos juveléren. Jeg smagte på det – føj! Sveden sprang frem på min pande – tårerne sprang fra mine øjne – min tunge brændte, min hals, mit hjerte! Der skulle godt nok meget frugtsaft til at gøre mig til et normalt menneske igen! Men jeg har nu heller ikke meget appetit at gøre godt med – varmen gør det mig umuligt at spise særlig meget. Frugt er det, der behager mig mest.

Alexia prøvede at drikke vin Ryendor-style og blev hurtigt beruset. Jeg tror hele den ryendorianske levevis beruser hende! Jeg har en akut beskyttelsestrang overfor hende, samtidig med at jeg vil lade hende gøre lige hvad hun vil. Friheden er hende fremmed, og man skal lige vænne sig til den. Hun er sød, Alexia! Gad vide om ikke en Nicholas kunne falde til ro, og glædes for resten af livet i hendes selskab? Hun grinede så smittende af Roberts røverhistorier, at jeg ikke er klar over om jeg lo af hendes ungpigefnis eller af historierne selv! Jeg puttede hende i seng, da hun ikke kunne mere – og sidder nu selv her i min selvvalgte ensomhed og skriver. Jeg kan ikke have Blaise tæt på mig lige nu. Jeg vil sove uden ham. Vil jeg også leve uden ham?

3/5 1601 Saada, Almohadh. Ej, hvor kan han gøre mig vred! Han brasede ind i badet til Alexia og mig, efter at han havde banket på og fået et klart og tydeligt NEJ til om vi var anstændige! Én ting er at han vader hen over mig, men at han behandler Alexia så respektløs – det har jeg svært ved at tilgive ham! Hvad i alverden bilder han sig ind? Jeg bad ham noget vredt at vente udenfor til vi var klar – så meget kunne dén besked da ikke haste (det gjorde den heller ikke; det var bare en orientering om, at vi havde en frokostaftale med ambassadøren). Han virkede ret fornærmet over at skulle vente. Bagefter spurgte han om vi skulle gå ned til havet og bade… Bade? I havet? Lige ud for en stor by med et fremmedartet folk, som vi så let at komme til at fornærme? Jeg afviste ham ret koldt, er jeg bange for – men altså; er han dum? Vi kom lige fra badet. Jeg har aldrig i mit liv badet i havet, og skulle jeg nogensinde gøre det, skulle det i hvert fald ikke være i nærheden af en by, og da slet ikke i Almohadh! Det er som om, at han virkelig anstrenger sig for at gøre mig vred. Hvem er han dog?

Vi spiste frokost med ambassadøren, som introducerede os (på vores forespørgsel) til én af de delegerede på det ryendorianske skib. De skal jo også til Agadir én af dagene, og da Agadir er lidt af en heksekedel, ville det være rart at vide, om vi kan søge beskyttelse hos dem, hvis vi skulle få problemer. Han (det var desværre/heldigvis ikke Marianne!) var meget imødekommende, og lovede at, hvis vi kom ombord på skibet, kunne vi betragte os som værende på ryendoriansk jord, og derfor i sikkerhed. Det lyder jo storartet! Men jeg håber da ikke, at vores problemer bliver så store, at det kommer dertil!

Vi har fået rejselejlighed med en karavane (Bin-Talfs for at det ikke skal være løgn – hvilken storartet undskyldning for at komme til at tale med manden selv!) med afgang i morgen efter morgenbønnen.

Senere: Mens alt andet i mit liv langsomt og sikkert falder på plads, bliver mit forhold til Blaise støt dårligere og dårligere. Jeg prøvede at være imødekommende, og bad ham spille noget musik her til aften. Det ville han gerne, men kom med en masse indvendinger, da jeg bad om at høre melodien fra øerne, men uden at han skulle lægge følelser i det. Det kunne man ikke, sagde han, men jeg mener da bestemt at jeg har hørt den blive spillet før, uden at der var magi indblandet. Da han havde brokket sig tilstrækkeligt, sagde jeg at det kunne være lige meget – han kunne spille noget andet, hvis han hellere ville det. Men nu blev han stædig, og ville jeg høre den melodi, så skulle jeg sandelig også få det! Jeg kunne mærke at jeg var helt ophedet af arrigskab, så jeg trak mig lidt ud i skyggerne, og stillede mig mellem et par søjler for at lytte. Hvad enten han ville det eller ej, så kom der følelser med i musikken. Frustrationer, forvirring, længsel, som jo rigtig satte stemningen i vejret. Alexia forlod os i bedrøvet tilstand, Pierre sad og stirrede ud i luften og Robert brød grædende sammen. Jeg trøstede ham så godt jeg kunne. Han var ulykkelig over Marianne, og jeg kunne ikke gøre andet end at holde om ham. Jeg bad Blaise om at standse, men han var langt væk i musikken. Så da Robert var faldet til ro, gik jeg over for at ”vække” Blaise, hvis fingre var helt hudløse. Jeg vaskede hans hånd, og tænkte at nu var tidspunktet måske kommet, hvor vi kunne snakke om, hvad der foregik mellem os. Men han havde andre tanker – det var Robert og Pierre han kastede sig over – hvis de elskede Marianne så højt, hvorfor så ikke gøre noget ved det? Kæmpe for det og stå ved, hvem de var. Han sagde alle de ting til dem, som jeg gerne ville sige til ham. Det er utroligt, som han slet ikke selv kan se, at han også skal kæmpe, hvis vi skal blive sammen. Jeg synes, at jeg gør hvad jeg kan, men når han bliver ved med at tale så nedladende til mig, når han hele tiden skifter karakter, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal forholde mig til. Jeg ved, at han er forvirret over mig; det er jeg såmænd også selv af og til, men når han bliver ved med at være så fjendtlig, så lægger han ikke ligefrem op til, at jeg kan komme til ham og betro ham, hvad der sker med mig. Jeg opfordrede Robert til at opsøge Marianne – hun er jo i byen, og chancen kommer måske aldrig igen. Blaises opsang til dem fortsatte, og jeg gik ud for at finde Alexia.

Jeg fandt hende i den smukkeste lille have med et rislende springvand, hvide marmorstaturer, der stod som levende mennesker; haven er deres om natten, og den klareste stjernehimmel over os! Vi fik snakket sammen, og det var rart at kunne give noget igen, når hun har været så sød at være der for mig. Hun savner sin mor, som hun kun har ganske få erindringer om, og hun er naturligvis meget bekymret for sin far. Jeg er nu ikke i tvivl om, at han lever. Det føles forkert, at han skulle være død. Jeg ved, at vi nok skal finde ham! Jeg fik også fortalt hende om mine frustrationer omkring Blaise – og hun rådede mig til at snakke med ham – jeg håber at det må kunne lade sig gøre i aften.

Pludselig dukkede Robert op – han var faret vild, da han forsøgte at finde udgangen. Han havde besluttet sig til at opsøge Marianne! Jeg blev så glad på hans vegne, at jeg sprang op og gav ham et knus. Jeg ønskede ham held og lykke, og fandt en tjener, der kunne vise ham ud. Åh, jeg håber, at han vender tilbage med afklaring!

Alexia og jeg var i så godt humør bagefter, at vi hentede at par flasker vin, som vi delte, mens vi kiggede på den fremmedartede stjernehimmel. Til sidst var Hun blevet så beruset, at jeg måtte putte hende i seng. Jeg sidder nu og skriver ved olielampens skær, og venter på at Pierre og Blaise bliver færdige med at snakke. Jeg kan høre deres stemmer gå op og ned, men jeg kan ikke høre, hvad de taler om.

Hvor besynderligt! Måske faldt jeg i søvn et øjeblik? Nej, jeg er ikke engang træt, så hvorfor… Stemmerne forsvandt, og jeg hørte musik… Fremmedartet musik, som jeg har hørt det, da vi gik igennem byen i dag, og en klagende kvindestemme, der sang til. Der var ikke til at sige, hvor musikken kom fra, men jeg syntes et øjeblik, at det kom fra… mig… Som om at musikken var en erindring, der pludselig dukkede op, bortset fra at det ikke er sket endnu… Besynderligt… Vidunderligt!

Senere: Jeg har siddet og skrevet digte en tid – de synes at pible ud af mig for tiden. Men jeg har lige hørt en dør gå – det lød som Roberts – så jeg vil gå og spørge ham, hvordan det gik.

4/5 1601 Djedi, Almohadh. Jeg har ingen kræfter i mig. Jeg havde et vældigt skænderi med Blaise i dag, som har drænet mig fuldstændig for energi. Jeg ville skrive om det, men har intet lys at skrive ved. Det sidste lys forsvinder nu.

5/5 1601 Djedi. Rejsen hertil i går var meget interessant. Vi red to og to på det besynderlige dyr, de kalder dromedarer – jeg kan næsten ikke beskrive dem: de er større end heste, med en mægtig pukkel på ryggen, to kæmpe tæer på hver fod, og med et hoved, der kunne minde om et gammelt får med hængende underlæbe, og så ikke alligevel… De går, så man vugger frem og tilbage, så jeg er glad for, at jeg ikke har tendens til søsyge! Det er faktisk som at sejle på et gyldent hav med øer af grønne oaser, og klipper, der rager op og bryder ensformigheden. Vi har passeret frugtbare marker med oliventræer og frugttræer, hvor sorte slaver arbejder så sveden driver af dem. Vi har passeret små landsbyer, hvor kvinderne henter vand i krukker, som de bærer på hovedet, og små snottede unger render ved siden af dromedarerne og råber ”baksish, baksish” eller noget i den retning. Vi så en købmand, som lignede noget ud af et eventyr med skinnende tøj, en kæmpe turban og sko med lange snuder. Han var omgivet af letpåklædte piger, der dansede omkring ham, store stærke mænd med svulmende, nøgne overkroppe og de frygtindgydende krumsabler, og tjenere, der tilbød ham drikke, og en mangfoldighed af mad. Flere gange i dag er karavanen stoppet, så mændene kan bede, hvilket de gør ved, at Salil (vores karavanefører) råber noget meget højt, mens alle mændene ligger på knæ på nogle tæpper og bøjer sig fremover i takt. Vi ankom til Djedi i solnedgangens skær – den smukkeste solnedgang jeg nogensinde har set. Himlen her ser større ud på én eller anden måde, og solen farver den mere gylden. Vi har sovet i stalden, hvor dromedarerne stod. Dét var en særpræget oplevelse! Lugten alene! Og de besynderlige lyde de dyr kan udstøde! Jeg stod op ved solopgang, da der blev kaldt til bøn. Vi skal først afsted om en times tid, så jeg får tid til at skrive det jeg ikke kunne komme til i går…

Robert kom sent hjem i går morges. Han havde været hos Marianne, og lignede katten, der havde fået fløde! Men beklageligt blev det hurtigt til brok; han følte sig viljeløs sammen med hende; hun skinnede så stærkt, at man selv følte sig mindreværdig. Han elsker hende, men ikke som hun er. Hun burde skinne mindre, være mindre sig selv. Hvor Robert dog forstår hende dårligt! Hvorfor kan han ikke bare nyde hende, som hun er? Jeg bliver så glad, når hun er i nærheden. Det kan ikke være let at være hende, når alle omkring hende enten begærer hende eller er jaloux på hende, mange af dem begge dele på én gang, som Robert. Vi snakkede, indtil solen stod op, og vi skulle afsted. De fleste af os sov på ryggen af kamelerne, indtil middagsbønnen hvor vi standsede, og fik noget at spise og ikke mindst drikke.

Jeg fik arrangeret, at Blaise og jeg delte kamel, så vi kunne komme til at tale sammen. Det var ikke nogen succes… Han skiftede karakter 3-4 gang i løbet af samtalen! Han beskyldte mig for at være kold, han blev opgivende og påstod, at jeg alligevel allerede havde bestemt mig til at det var slut (det havde jeg ikke!), han blev vred og gav mig en svada, som inkluderede en masse ting, som intet havde med os at gøre, og en del ting, som ikke havde noget med noget at gøre! Til sidste endte han med at føjelig og flink, og gav mig en smykkeæske med vores vielsesringe i (som han jo må have købt uden mit vidende). Jeg havde det som om, at jeg var blevet banket sønder og sammen. Al hans smerte, al hans vrede, alle hans beskyldninger – slag på slag på slag. Til sidst kunne jeg slet ikke sige noget. Jeg tog imod ringene, som han sagde jeg kunne beholde, indtil jeg følte mig parat, og jeg tog hans hånd, mest for at stoppe diskussionen. Jeg kender ham slet ikke… han var meget ubehagelig, synes jeg. Ja, jeg har sikkert heller ikke været for god, men han fik mig virkelig til at føle mig lille og ussel – og det nægter jeg simpelthen at være! Hvis jeg nu virkelig tør, så er det her jeg springer ud i den ultimative frihed, og aflyser brylluppet. Men jeg vil gerne give ham en chance – jeg har elsket ham højt, og det må være fordi, at der var meget at elske. Der er også mange ting, jeg gerne vil prøve sammen med ham – rejse omkring og alt det. Tænk, han truede med at smide alle sine ambitioner overbord og vende tilbage til landevejene, hvor han så ville leve med sin smerte, som han formulerede det, hvis jeg forlod ham! Hvad er det for et ansvar at lægge over på mig? Han må tage sit live i sine egne hænder – jeg vil slet ikke have ham, hvis han ikke kan finde ud af at leve uden, at jeg skal fortælle ham, hvordan man gør! Jeg er dybt frustreret over ham!

Jeg talte med Pierre, da vi nåede frem til Djedi. Han syntes, at han skyldte at fortælle mig, at han havde det godt. Det var faktisk dejligt at tale med ham. Han virker i balance – er for en gangs skyld ikke forpint. Han var ked af at høre, at Blaise og jeg ikke havde det så godt, og jeg bad ham om at holde Blaise lidt beskæftiget de næste par dage.

6/5 Agadir, Almohadh. Jeg fulgtes med Robert i dag. Han spurgte til hvordan det gik med mig og Blaise – det er åbenbart også tydeligt for andre, at der er et eller andet galt. Robert virker selv ret frustreret med Blaise, og lovede at støtte mig, hvis jeg besluttede at bryde forlovelsen. Det var jo ham selv, mindede han mig om, som ville have os til at gøre det officielt. Det var bedre dengang, der ikke var noget, der hang over hovedet på os, som brylluppet gør nu. Det er frustrerende at være så afklaret omkring alting, undtagen lige dette… Det var meningen, at Blaise skulle kunne få mig til at tænke på kærlighed, men alt jeg føler er forvirring.

Jeg gider det ikke mere – jeg vil af med forvirringen, og tænke på noget andet. Skrive noget andet…

Det har trukket i mig hele dagen… jeg må ud til det, være i det. Må de andre tilgive mig, for det jeg nu må gøre…

7/5 Hvor vidunderligt! Disse sidste døgn kan dårligt beskrives! Det var eventyret i yderste konsekvens, det var livet følt så stærkt, at mit hjerte er ved at briste af fryd! Emirens palads var fantastisk, denne luksus, badet, slaverne, silkelagener, for pokker! Silkelagener, og Marianne, som ikke kan sammenlignes med noget! Jeg havde aldrig forestillet med at føle sådan et begær for en anden kvinde! Åh, jeg kan stadig mærke hendes læber og hænder mod min hud, hendes duft, smag, essens – den vidunderlige verden hun førte mig ind i. Det var som en drøm – men det var virkelighed! Robert udlagde det som at man ikke havde noget valg – men det er løgn. Hun gav mig valget, og havde accepteret et nej… Men hvem er jeg at sige nej til sådan en mulighed? Skulle jeg sige nej til sådan et eventyr? Ikke tale om! Jeg har danset hele vejen hjem!

Senere: Alexia advarede mig om, at jeg nok ville få en farlig ballade med de andre over min forsvinden, og ganske rigtigt – især Reynaud blev meget længe ved at se meget misbilligende på mig. Det havde åbenbart bekymret dem meget at jeg havde været væk, og de havde bekymret studeret de digte jeg havde siddet og skrevet den aften – dem havde jeg rent glemt. Det er pudsigt så seriøst de alle sammen tog det, når man tager i betragtning, at der ikke var én der løftede et øjenbryn, da jeg var væk i flere dage i Epirus! Nå, jeg fik afledt deres opmærksomhed ved at spørge til Philippe, og de har fundet ud af en hel masse! Philippe sidder fanget i emirens palads! Malerens datter bliver holdt som slave dér, og hun opvarter den tilfangetagne Philippe. Så det er ikke sidste gang jeg har set det indre af paladset. Marco har farvet mit hår sort, og er ude og købe noget, der kan farve min hud, så jeg kan komme til at ligne en indfødt slave, og gå ubemærket rundt i paladsets gange. Jeg skal finde Jasmini, som malerens datter hedder, og finde ud af hvordan vi kan komme til Philippe.

For resten så er lejemorderen, som er blevet sat på os i Epirus, i byen. Marco og Reynaud vil gøre noget ved ham i aften. Han har folk til at holde øje med os – og det er jo mildest talt lidt ubelejligt!

Blaise ligger syg. Gæret dromedarmælksforgiftning, ser det ud til. Vi fik talt sammen, og selvom samtalen til tider var lidt ubehagelig, så var den som helhed vellykket. Vi besluttede at udskyde brylluppet på ubestemt tid, og tage ud og rejse, bare ham og mig, når vi kommer hjem, så vi kan lære hinanden at kende igen, og finde ud af om det er os vi vil. Jeg kan mærke at min tålmodighed med ham er begrænset – han er, som Robert beskrev ham for nogle dage siden; et æsel. Man kan ikke skubbe til ham eller trække i ham, så sætter han bare hælene i, og stritter imod. Jeg kan stadig ikke sige, at jeg elsker ham, men jeg er villig til at prøve at se om det kan findes igen. Som han mindede mig om, så er det ikke mange mænd jeg kan forvente vil lade mig gøre alt det, som han lader mig gøre – og det er jo så sandt som det er sagt. Jeg var ikke helt sød selv. Jeg bebrejdede ham hans henvendelse til Marianne – jeg er stadig vred over, at han kunne finde på at behandle hende som en prostitueret, og jeg er glad for at hun sagde nej til ham. Men det var ondskabsfuldt af mig at fortælle ham, at jeg vidste det. Nå, heldigvis behøver jeg ikke at spekulere mere på ham lige nu – vi tager os af det, når vi kommer hjem.

Her kommer Marco – så skal jeg farves, og så skal Pierre og jeg på mission.

Senere endnu: De andre lavede afledningsmanøvrer, så Pierre og jeg kunne komme uset ud af bagdøren. Det var ikke nogen sag at komme ind i paladset. Pierre stod vagt ved muren, men ingen så da jeg smuttede over muren. Vagterne lægger ikke mærke til slaverne. Jasmini var nu ikke i slavehuset, men i zenaen, og jeg for vild, da jeg prøvede at finde den. Til gengæld kunne jeg godt finde Mariannes kvarter – det er mærkeligt at tænke på, at det var i morges jeg forlod hendes favn. Hun blev også lidt overrasket over at se mig – især i den mundering jeg var i. Hun havde noget lettere ved at få fat i Jasmini end jeg (hun hentede hende simpelthen i zenaen…). Jasmini fortalte at Philippe holdes fanget i en gammel brønd mellem zenaen og emirens privatresidens. Man kan kun komme dertil ved at gå forbi ti velbevæbnede vagter, eller igennem zenaen. Det sidste virker umiddelbart som det sikreste… Men de andre skal afledes, for de kan tilkaldes. Det var ikke svært for mig at komme ud igen. Marianne sagde, at vi kunne henvende os til hende ad officielle veje, hvis det var.

Robert og Reynaud var ikke vendt tilbage endnu, da vi kom hertil. Robert er kommet hjem nu, men i en noget besynderligt tilstand. Han virker beruset, men det er mere end det. Han siger de besynderligste ting! For ligesom at bevise min manglende evne til timing, fortalte jeg ham om Marianne, da vi havde siddet i haven lidt og kigget på skyggerne. Han blev helt knust. Jeg undskyldte og bad om tilgivelse, men han virkede ikke interesseret. Han blev bare ved med at sige ”Hvordan kunne hun gøre det imod mig?”, som om at Marianne havde lovet ham evig troskab! Måske faldt det ham ikke ind, at jeg i Mariannes øjne er lige så attraktiv som han selv. Det undrer mig til stadighed, hvor dårligt folk har forstået Marianne. Hvorfor tror de alle sammen, at de kan have eneret på hende? Jeg har tilbragt en vidunderlig nat med hende, men jeg forventer ikke at få mere. Det er da bare at tage imod, hvad man kan få. Hun er som én af de karruseller jeg har set i Kongens Have – man kan stå på og stige af, men ingen kan forvente at få alle turene – man skal bare nyde den tur man får.

Jeg er bekymret for Reynaud! Han skulle være tilbage for længst. Pierre tog med Marco i stedet for Reynaud, da de tog afsted for at gøre det af med lejemorderen. Jeg ved godt at jeg burde gå i seng – jeg har ikke sovet i 1½ døgn nu, men jeg vil gerne vente oppe indtil de kommer hjem. Jeg har vist også et par breve, jeg skal have skrevet…

Skrev brev til Fader Bryant, Mama og Georges

Senere: Så går det løs! Lejemorderen havde taget Reynaud til fange. Han lemlæstede sin fangevogter og stak af, så det varer ikke længe, før vi kan have folk rendende efter os her. Marco slog lejemorderen ihjel, så han er i det mindste ikke noget problem mere. Nu skal jeg tilbage til paladset og have Jasmini ud i første omgang. Maleren skal adviseres, og kaptajnen på ”Det sorte skib” skal have at vide at vi kommer med bagage og det hele. Jeg ville ønske at jeg kunne have sovet lidt inden vi skulle rykke ud, men det må vente. Lyset være med os!

8/5 Ombord på galeonen, som vi kalder ”Det sorte skib”. Jeg er så træt, så træt. Min krop opfører sig meget mærkeligt – jeg er dødtræt, men min krop kan ikke falde til ro. Måske hvis jeg skriver det hele ned.

Jeg henvendte mig på paladset i mit eget tøj, med Mariannes lånte kjole over armen, og bad om at se hende. Jeg skulle nok have været mere fremfusende, for de behandlede mig lige så nedladende som jeg var ydmyg. Men Marianne hentede mig, og jeg fortalte det var nu det gik løs – tænk at vi overlevede… Nå, vores eneste uopklarede problem på det tidspunkt var de ti vagter, som vi måtte have afledt. Marianne tilbød at agere afledningsmanøvre, bare det ikke skadede hendes egen mission, og jeg var dårligt i en position, hvor jeg kunne takke nej. Til gengæld skulle vi gøre vores ypperligste for ikke at se ud som om vi gik ombord på ”Det sorte skib”. Jeg håber så inderligt, at hun slap godt fra det! Jeg kyssede hende som tak – jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre, og jeg kunne ikke lade være. Men jeg vil huske på min tidligere resolution – jeg skal ikke have flere ture, med mindre jeg bliver inviteret (det kan man jo altid håbe på…). Hi! Nej, nu bliver jeg fjollet – tilbage til historien:

Det var ikke noget problem at få fat i Jasmini. Det var bare at gå med faste skridt og determineret blik (det er jeg meget bedre til en ydmyg gang og nedslagent blik!) ned til slavekvarteret, spørge efter Jasmini, og tage hende med ud i haven. Der ventede vi, indtil vi kunne høre de andre på den anden side af muren (de diskuterede, og var lette at høre…). Vi fik Jasmini over, og Marco krydsede den anden vej. Så ville folk til at lægge planer! Jeg var nok mindre rimelig i min træthed og anspændthed, og da Blaise begyndte at trække ud med at fortælle hvad de havde tænkt sig (Blaise skulle spille vagterne i søvn – jeg har i eftertankens lys mange andre indvendinger imod planen, end den jeg lige kom med i situationen). Det kunne jeg bare slet ikke snuppe, så jeg hidsede mig en anelse op, og sagde, at det nok var lidt for sent at lægge nye planer, desuden ville Marianne stå for afledningen. Det tog Blaise ikke særlig pænt, og de andre begyndte at gøre grin med, at vi allerede lød som et gammelt ægtepar. Du Gode! Hvor kan de være dumme! Marco og jeg sad i emirens have, vi var omgivet af vagter, vi havde lige befriet en af slaverne, og så sidder de og sludrer som om vi sad i stuen derhjemme! Jeg fortalte dem, hvad Marianne havde bedt om – og de kom op med en plan om at få det til at se ud som om vi tog ud af byen på dromedarryg ved solopgang.

Så gik Marco og jeg ind på paladset. Vagterne undrede sig over den nye kavaler, og stillede sig aggressivt op (det er svært at bullshitte folk, når man ikke taler deres sprog). Heldigvis havde Marco en introduktionskrivelse med på almohadhisk, som han havde snuppet fra lejemorderen, og dén var der respekt omkring. Desværre tog vagten os med den forkerte vej, og da han ikke kunne bluffes mere, måtte vi slå ham ihjel… Vi bankede på hos Marianne – hun var klædt på i sit fineste skrud, og lignede noget fra en anden verden. Vi ønskede hinanden held og lykke, og Marco og jeg fortsatte mod zenaen uden yderligere problemer.

Zenaen var mørk og stille. Marco følte sig ikke rigtig godt tilpas derinde, forståeligt nok – hvis vi blev fanget ville jeg nok få problemer, men han ville med garanti have mistet livet (og sikkert en hel del andet først)! Vi rendte ind i Kush i baderummet, men han så os ikke. Han var så lang tid om at blive færdig derinde, at jeg var på nippet til at ønske ham død… Sikke en lemfældig indstilling jeg har haft om andre folks liv og død i nat! Én af de ting jeg skal have snakket med Reynaud om – det må være noget han kender til. Vi kom igennem til brøndrummet, men jeg var ikke heldig med at lukke døren diskret, så vi havde vagterne over os med det samme. Marco blev skudt igennem benet med en pil, og jeg blev strejfet i brystet under venstre arm. Det er først lige begyndt at gøre helvedes ondt – jeg må nok gøre noget ved det. Marco fik slået begge vagter ihjel, og klatrede derefter ned i brønden for at hente Philippe, som var for svag til at klatre selv. Du gode, som han ser ud! Han ligner et skelet, indskrumpet og hulkindet. Jeg kunne næsten bære ham selv, så let er han! Vi løb ud gennem zenaen. På vejen ud hørte vi Kush igen, og i et splitsekund vidste jeg ikke om vi skulle gemme os eller bare løbe – vi løb! Med Kush lige i hælene, nåede vi til hullet i muren, kom igennem, lukkede hullet og stod helt, helt stille. Vi kunne høre Kush på den anden side af brædderne og vægtæppet, men han lod ikke til at kunne forstå, hvor vi var blevet af.

I haven var der vild opstandelse. Forvirrede og vrede vagter løb rundt omkring hinanden. Mariannes afledning virkede storartet. Åh, jeg håber sådan, at hun er sluppet godt fra det, og at det ikke har skadet hende eller delegationen! Vi blev forfulgt igennem huset, og igennem haven, hvor Marco gik på næsen. Jeg fik Philippe over muren og stak afsted med ham på slæb ned ad en gyde, hvor vi stod helt stille. Jeg så Marco løbe afsted med et vildt glimt i øjnene, og med en bevæbnet vagt lige i hælene. Kort efter fulgte endnu en flok. Ingen af dem så os, og jeg kunne ikke gøre andet end at bede Lyset om at skåne ham. Selv måtte jeg få den afkræftede Philippe ned til stranden, hvor de andre ventede. Vi ventede længe på Marco uden at han dukkede op. Jeg havde det dårligere og dårligere, for det var mig, der havde insisteret på at få Marco, og kun Marco med. Hvis jeg nu havde forårsaget hans død… Da vi havde ventet så længe vi kunne tillade os – vi skulle ud til skibet inden solopgang – sejlede vi ud. Vi var nået et stykke ud, da vi blev prajet af en mand, der var kommet ned på stranden med en dromedar. Han havde Marco slynget over den! Han var bevidstløs og meget medtaget! Åh, jeg håber, at han klarer den! Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis han ikke gør, hvis han… Hele vejen ud til skibet sad jeg med hans hoved i skødet og hviskede ”Undskyld, undskyld, undskyld” i én uendelig.

Vel herude, så vi Blaise komme svømmende i solopgangens skær. Han var taget med karavanen, og sikret at ”vi” var sluppet vel ud af byen. Reynaud trak mig til side kort før jeg trak mig herind, og fortalte mig, at han var stolt af mig! Og at han ville hjælpe mig, når selvransagelsen tid kom… Og den skal nok komme. Det var en dumdristig plan, baseret meget på chancer og på hvad vi nu lige kunne finde på hen ad vejen. Ingen kunne have gjort det undtagen Marco og mig, assisteret naturligvis af Marianne og Heldets Gudinde! Jasmini er fri, Philippe er fri, og vi slap levende ud derfra. Nu mangler jeg bare at høre, at Marianne er ok, og at Marco er kommet sig – så kan jeg med rette erklære mig stolt over veludført mission. Som det er nu… vil jeg sove, sove, sove, og se hvad morgendagen bringer…

8/5 1601 ombord på ”Det sorte skib”. Jeg vågnede og havde forfærdeligt ondt! Reynaud kiggede lidt på såret, som jeg ikke fik gjort noget ved i går; hans vaskede og forbandt det. Feltskæreren kiggede på Marco i går, og det ser ud til at han overlever, selvom han ser skrækkelig ud. Jeg er så glad! Marianne er her også, Lyset være lovet! Jeg har slet ikke ord for at udtrykke hvor lettet jeg blev, da jeg så hende! Efter den opstandelse i går, var jeg alt andet end sikker på, at hun ville slippe godt fra det! Men der stod hun, smuk som altid, og var ”bare” blevet udvist. Det var jeg lidt ked af at høre; det var jo ikke meningen, at vi skulle ødelægge hendes planer, men det lod ikke til at plage hende synderligt; hun var ved at blive grundigt træt af Emirens fastlåste blik på hendes udskæring!

Robert havde det alt andet end godt! Han har været nærmest katatonisk hele dagen; har siddet i et hjørne, og stirret ud i luften. Han reagerede ikke, når vi talte til ham, og på et tidspunkt vendte jeg tilbage til kanondækket, hvor vi holder til, og fandt ham fuldstændig gennemblødt, men stadig stirrende ud i luften – de andre havde hældt en spand vand på ham, men uden synligt resultat. Feltskæreren kiggede på arm, gav ham iglebehandling og en snaps – heller ikke til nogen nytte. Til sidst bad jeg Marianne om at se på ham. Jeg ved ikke om det var hendes blotte tilstedeværelse, der gjorde udslaget, men han vågnede da i hvert fald op, men kunne intet huske siden hans besøg på the-huset for flere dage siden. Han gik altså glip af hele redningsaktionen, og har også glemt, at jeg fortalte ham om Marianne… Lyset være lovet, at jeg fik min bror tilbage! Jeg kunne ikke bære at se ham i dén tilstand, som jeg frygtede at jeg selv havde været med til at sætte ham i. Jeg må indrømme, at jeg til at starte med troede, at det var fordi jeg havde fortalt om Marianne, at han var blevet sådan, men nu lader det til, at han må være blevet forgiftet på the-huset; for det var efter dét besøg, at hukommelsen svigtede. Og han var jo allerede ret underlig, da jeg fik hevet ham ind fra gaden.

Marco fortalte i øvrigt da han vågnede, at Philippe havde fortalt ham noget interessant, mens de kravlede op af brønden: marmaluk-generalerne (dem, der bestemmer i Haadamat (kaliffens by), og som styrer kaliffen i øvrigt) følger de råd, som Oraklet i ørkenbyen ”De Dødes By” (ubehageligt navn!) giver dem angående krigen. Det er en myte, selvfølgelig, men Philippe lader til at mene, at det er sandhed i det. Hvis Oraklet kan overtales til at råde generalerne til at føre krig mod Codora i stedet for Epirus, så ville det gavne vores sag betragteligt! Vi talte med Philippe, da han vågnede (Alexia er så glad!). Ørkenfolket, som Philippe har en kontakt til, kender vejen til ”De Dødes By”. Desværre er ørkenfolket også dem, som har ét og samme ord for ”fremmed” og ”skydeskive”! Men vi ville tage af sted, hvis han mente, at det kunne lade sig gøre. Vi blev enige om at han skulle snakke med diplomaterne først. Det kunne jo være, at de kunne være behjælpelige…

Senere: Vi sov alle sammen, mens vi ventede på besked fra Philippe, undtagen Pierre, som tilsyneladende var den eneste udhvilede af os. Han vækkede os, fordi Marianne ønskede at tale med os. Det viste sig, at diplomaterne ingenlunde ville anbefale sådan en tur (og ville i øvrigt helst heller ikke have en flok tosser som os rendende rundt midt i storpolitikken) – Marianne derimod ville gerne sponsorere os. Hun mente, at det ville være gavnligt for hendes egen sag. Her burde vi jo have klappet i vores små hænder, men Marco satte sig på bagbenene: han ville under ingen omstændigheder gøre noget som helst for Marianne, bare fordi hun sad der og blafrede med øjenvipperne, i hvert fald ikke hvis han ikke blev rigeligt belønnet og dét helst før vi tog afsted. Vi undskyldte overfor Marianne, og fortrak ud på dækket til akut familiemøde. Det viste sig, at Marco selvfølgelig gerne ville med, men han ville have penge ”up front”. Det nyttede ikke noget at forklare, at vi ikke gjorde dette for Marianne, men for os selv (det kan da for pokker ikke være så svært at forstå, at det er godt for Damars sag (som vi tjener), hvis Almohadh begyndte at slås mod Codora i stedet for Epirus!), at vi aldrig havde gjort noget som helst for Marianne! Det er utroligt, at jeg i går ikke kunne komme i tanke om nogen i hvis hænder jeg hellere ville lægge mit liv end Marco, og jeg i dag kan blive noget så stjernestiktosset på ham! Nå, det endte med, at Robert gik ned og meddelte Marianne vores beslutning om at vi ville tage af sted, og at vi tog imod hendes sponsorat.

Da han kom tilbage, sagde han, at Marianne gerne ville tale med mig. Det viste sig, at de to havde fået snakket alvorligt; Robert havde sagt, at han altid ville elske hende, og accepterede at hun ikke elsker ham. Hun havde ikke kunnet fået sig selv til at fortælle ham, at hun og jeg havde været sammen, og vi er nu blevet enige om, at han ikke skal have det at vide. Sandhed er meget godt, men ikke når det unødvendigt sårer folk. Der er ingen grund til at plage Robert med det… Marianne virker faktisk ret plaget af det med Robert. Hun fortryder vist, at hun var sammen med ham; mest fordi, at hun er bange for, at det ender med at han hader hende. Det tror jeg nu ikke, at der er fare for – det ligger ikke til Robert at hade. Men jeg håber for dem begge to, at de bliver lykkelige, sammen eller hver for sig som det nu kan blive. Selvom jeg ville have det lidt mærkeligt med at have været i seng med min brors kone! Nå, så vidt tror jeg nu heller ikke det kommer. Jeg holder bare så meget af dem begge to, at jeg ønsker dem en ”happy ending”, hvordan den så end vender og drejer sig!

Og så til dagens overraskelse: jeg er ikke længere forlovet! Blaise mente, at vi kun er venner, at brylluppet var aflyst, ikke bare udsat! Denne oplysning kom efter, at jeg havde undskyldt, at jeg vrissede af ham i nat (jeg mener stadig, at det var berettiget af mig at blive vred, men jeg burde nok kunne have formuleret det mere diplomatisk), og så fortalte jeg ham om Marianne. Da han spurgte hvorfor jeg sagde det, sagde jeg, at jeg mente at det var fair nok, så længe vi var forlovet. Og så var det altså, at jeg fandt ud af, at vi ikke var forlovet mere. Tja, det ville jeg jo gerne have vidst noget før, for så havde jeg ikke fortalt ham om min seneste elsker(-inde)… Derefter foreslog han, at når vi tog ud og rejse, gjorde vi det ikke for at blive genforelskede. Det passer mig fint! Jeg tror i øvrigt ikke, at der er nogen særlig chance for, at jeg bliver genforelsket i ham. Der er sket så meget, og lige for tiden er det som om, at alt hvad han gør og alt hvad han siger, irriterer mig! Når vi tager ud og rejser i Ryendor bliver det vist mere for at redde resterne af vores venskab end noget andet. Det er sjovt… først var det som en tomhed, der bredte sig inden i mig; det der med ikke at være del af et forhold, ikke at have nogen, der altid er der, og som man deler alting med, en ensomhed… Men så forvandledes tomheden til en udstrakt frihed! Jeg kan gøre som jeg har lyst uden at skulle have dårlig samvittighed, uden at skulle spørge nogen om lov. Jeg kan leve mit liv præcis som jeg vil! Åh fryd! Der bliver selvfølgelig et par praktiske ting at tage sig til; han skal have ringene og halskæden med dråben tilbage, og vi skal have fundet ud af, hvad vi gør med huset på Rue de Cloister. Jeg håber, at jeg kan beholde det; det står trods alt i mit navn, og hvis jeg nu giver Blaise £600, som er halvdelen af Pierre Bergs skat, mon han så ikke stiller sig tilfreds? Nå, alt det kan vi tage stilling til, når vi kommer hjem igen.

9/5 1601 ”Det sorte skib”. Det er øjeblikket før vi tager afsted. Jeg har taget afsked med en lykkelig Alexia, som jeg tilbød at låne huset på Rue de Cloister, bl.a. så hun kan se efter Pippin, som jeg er bange for får tilbagefald i vores fravær. Jeg håber, at Madame Renoir kan holde styr på ham! Derefter sagde jeg farvel til Marianne – jeg tager hendes farvelkys som et halvt løfte om, at vi nok skal mødes igen. Hun er nu dejlig!

Jeg startede dagen med at give Reynaud en svømmelektion. Han ville gerne lære det, og jeg har jo kunnet svømme siden jeg var barn (det var noget med en tømmerflåde, der var knap så vandfast, som jeg havde håbet). Det fik en ufattelig masse sømænd på dæk, ikke fordi de fik meget at se; Reynaud truede dem med tæsk, og Blaise var så betænksom at skærme for udsynet til mig med et tæppe, da jeg kom op af vandet. Jeg kunne nu ikke dy mig for at give dem lidt at se på, inden jeg klædte mig på, og det vakte jubel! Hvad gør man ikke for at bringe glæde omkring sig…? Mit sår havde nok ikke særlig godt af det- det er ret ømt nu, selvom feltskæreren kiggede på det tidligere og forbandt det. Nå, det går nok over om et par dage.

Philippe gav os et brev til sin kontakt blandt ørkenfolket; ”Al Amra” (det betyder vist ”den røde”). Vi skal rejse til oasen Mudhaid, og finde vandhandleren Mustafa, som kan vise os vej til ørkenfolket. Når vi kommer derud, skal vi bare råbe på Al Amra, og give ham brevet… Tja, det lyder jo let nok… hvis vi altså ikke bliver slået ihjel inden! Nå! Hvo intet vover, intet vinder!

Nu kalder Robert! Jeg pakker dette ned som det sidste, og så er det ud i ørkenen!

11/5 Tidligt om morgenen. Vi rejste hele natten og hele dagen i går. Vi holdt kun pause, når vores ledsagere skulle bede. Vi har sovet i telte i nat. Ørkenen er ulidelig varm om dagen og kold, kold, kold om natten! Men ud over de ekstreme temperaturer så er ørkenen fantastisk smuk! Om dagen flimrer horisonten af hede over et gyldent hav af sand. Den ene sandklit er tilnærmelsesvis identisk med den næste – den eneste afveksling er rækken af dromedarer foran én. Om natten er himlen kæmpestor over hovederne på os; stjernerne er klarere end jeg nogensinde har set det før. Stilheden er altovervældende! Jeg stod i går aftes et stykke uden for lejren, bare langt nok til at jeg ikke kunne høre lyden af stemmer, og ikke kunne se lyset fra bålene, og jeg har aldrig før følt mig så stor og så lille på én gang. Verden var mørk og tyst omkring mig – stjernehimlen gigantisk! Jeg har aldrig i mit liv været så fuldstændig lykkelig for at være dén jeg er, aldrig før været helt så meget ét med øjeblikket. Det var vidunderligt!

Her til morgen gør mit sår ondt ad Pommern til! Men her er ikke noget vand tilovers til at spilde på at køle såret, som brænder som ild. Det bliver med garanti ikke bedre i løbet af dagen!

Senere: Så er vi nået frem til Mudhaid – en grøn plet midt i ørkenen. Vores tolk, som Bin Talf har stillet til vores rådighed, har introduceret os for vandhandleren Mustafa bin Mustafa efter alle kunstens regler – han og Robert har nu fortalt hinanden om det meste af deres respektive slægtshistorie. Vi er blevet budt på gæstebud, og har fået tildelt et telt inddelt med tæpper, så vi har hvert vores ”værelse”! Adskillige slavinder bragte os mad – det var stærkt, så jeg holdt mig mest til brød og frugter. Vi har tilkaldt lægen, så han kunne se på Marco’s sår.

12/5 1601 Mudhaid-oasen. Jeg har afsindigt ondt! Lægen, som kiggede til Marco i går, og behandlede hans inficerede sår med krudt (!), behandlede også mig. Heden i mit sår var ikke ørkenvarme, men en infektion, ser det ud til. Men i stedet for et inficeret sår, har jeg nu et brandsår af karakter! Vi fik noget at inhalere i går, som tog smerten, og som samtidig gjorde os godt mudrede i hovedet. Jeg kan svagt erindre, at Robert puttede mig og fortalte godnathistorie for mig. Blaise skaffede noget af det stads, der tog smerten, og Marco er allerede godt påvirket. Jeg vil nu hellere have ondt – åh, hvor gør det ondt! – jeg vil hellere have ondt end at svømme rundt i drømmeland, når vi kan møde Al Amra når som helst. Men jeg kan godt forstå, at Marco gerne vil have noget smertestillende – han fik trods alt samme behandling som mig, bare 5-6 gange værre!

Vandhandleren Mustafa tager med os. Vores tolk, Muhammed, er ved at dø af angst. Jeg tror ikke, at han ved, hvad han er blevet kastet ud i!

Senere: Vi er i Al Amras lejr. De fandt os midt på dagen i ørkenen, og førte os hertil. Al Amras folk er anderledes klædt, og anderledes bygget end de almohadh’ere vi hidtil har mødt. Vi fik foretræde for Al Amra, og det er nok det tætteste vi har været på at miste hovedet hidtil! Marco var fuldstændig sindssyg at høre på; sagde ”du” til Al Amra, og antydede, at han slet ikke var fyren vi skulle snakke med, og jeg ved ikke hvad. Hverken han eller Blaise udviste den mindste smule situationsfornemmelse, da vi gik ud. Jeg håber, at Reynauds sunde fornuft trængte igennem til Al Amra, og overbeviste ham om, at vi ikke var komplet idioter alle sammen. Reynaud fortalte om, at mens Almohadh sloges mod nord, mistede de land bid for bid mod vest. Det var på tide at vende ansigtet mod den virkelige fjende.

Jeg gav Blaise og Marco en ordentlig opsang under middagen; bad dem om at vise ydmyghed nok bare så at vi kunne overleve opholdet her. Resultatet var larmende stilhed… Det er jo rart at vide, at folk er enige… Årh!

Det er pudsigt; jeg snakkede med Reynaud og Pierre ombord på ”Det sorte skib” om at jeg havde svært ved at finde ud af både Blaise og Marco, som hele tiden skiftede karakter. Netop som man troede, at man vidste man kunne stole på dem, gør de et eller andet fuldstændig irrationelt. Reynaud beroligede mig ved at sige, at Marco kunne man i hvert fald stole på, når det gjaldt. Dén udtalelse trak han tilbage i aften. Jeg ved ikke hvad der går af Marco… Og det var ham, der engang sad i min stue og undskyldte, og sagde, at nu skulle han nok ændre sig til det bedre… Det har jeg ikke set meget til! Uh, jeg er så vred nu! Jeg tror, at jeg vil gå mig en tur i lejren, og kigge lidt på folk – her er utrolig spændende! Jeg ville ønske, at vi ikke var her med livet som indsats!

13/5 ørkenen Almohadh. Vi er på vej mod de Dødes By. Her er forfærdelig varmt! Jeg har netop drukket mit sidste vand, og fået at vide, at det skulle have holdt til to dage! Jeg er så tørstig hele tiden at det ikke er til at holde ud! Til gengæld spiser jeg stort set ingenting, for heden tager min appetit, og den bliver absolut ikke vækket af den fedtede ris, som de synes at spise hele tiden her!

Al Amhara har ladet os få en guide med, Mustafa, som taler sparsomt ryendoriansk. De er anderledes, disse mudhail, som de kalder sig, end andre almohadhere. For det første går de alle sammen klædt i mørkeblåt tøj og sorte tørklæder, og har lige sværd i stedet for krumme, for det andet bærer kvinderne ikke slør her. Jeg synes helt godt om klædedragten efterhånden – den er let og luftig og klemmer ingen steder (hvilket er rart, for mit sår gør stadig temmelig ondt!). Men jeg glæder mig alligevel temmelig meget til at komme til køligere egne snart: jeg og min hud er aldeles ikke skabt til al denne sol!

Marco fortalte sin hemmelighed til Pierre og Reynaud i morges. De var mildest talt overraskede! Og jeg fortalte, at forlovelsen var hævet. Det var der til gengæld ingen, der var særligt overraskede over. Pierre var meget uforstående overfor Blaises handlemåde, og det var egentlig rart at få at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Vi fik i det hele taget snakket lidt, og Marco og jeg er blevet gode venner igen. Det var rart! Blaise ignorerer mig til gengæld totalt.

Nå, nu skal vi afsted igen.

Senere: Jeg har fået kaktusblomster til aftensmad. Jeg kunne simpelthen ikke få de fedtede ris ned! Kaktusblomster smager vældig godt, men mættende kan man ikke sige, at de er! Jeg er ved at være ret mager – det er altså ikke særlig klædeligt, når man begynder at kunne se ribbenene! Det er godt, at dragten skjuler det hele. Jeg er begyndt at glæde mig ret meget til at komme hjem og få noget ordentligt mad! Farseret agerhøne med svesker og æbler, stegte svampe og rodfrugter, nybagt hvedebrød og en god clarét til, og chokolademoussen fra Moulin d’Olives til dessert! Hmm! Nej, nu må jeg holde op!

Vi havde et sammenstød med nogle ørkenrøvere i dag. Marco og Robert tog deres tørn i en kamp, som var lidt af et blodbad. Ørkenrøverne var overtal, men det var alligevel dem, der endte med at bide i sandet. Disse mudhail er vist ikke uvante med at tæve ørkenrøvere!

Efter aftensmaden bød Mustafa på myntethe (en sød og frisk grønlig the, som serveres rygende hed i glas – uhm!), mens han og imanen (som hedder Tariq) fortalte os om de Dødes By. Byen er en ruinby efterladt af ”de gamle” som Mustafa kalder dem – folket der boede her før, og som forlod landet da legionerne strømmede ind i ørkenen fra nord for hundredvis af år siden. De sidste kongelige af dette gamle folk stedte sig selv til hvile i byen, og deres ånder vandrer nu rundt i ørkenen som djins (ørkenånder). Blaise sammenlignede dem med de guder, der tog til øerne for at dø, og det lyder ikke helt forkert. Sært er det i hvert fald. Oraklet selv er en djin eller en engel, ifølge Mustafa! Tariq fortalte, at man nogle gange ved morgengry kan se byen rejse sig af ruinerne, og man kan se den, som den engang så ud, og man kan høre dødsmesserne. Og om natten kan man, hvis man vandrer gennem ruinbyens gader, møde og tale med de døde. Det lyder jo alt sammen ret fantastisk! Jeg gad vide hvordan der virkelig er. Tariq fortalte at mudhailfolket ikke kommer i de Dødes By, for ”man skal lade være i fred, hvad der ikke vil forstyrres”, som han siger. Tja, vi skal i hvert fald derind, talende døde eller ej.

14/5 1601, ørkenen. Jeg vågnede i nat ved, at Reynaud ruskede blidt i mig. Jeg havde sovet let, og det der havde vækket ham, lurede også i udkanten af min bevidsthed, da jeg slog øjnene op. Der var den besynderligste lyd udenfor, som om ørkenen sang. Vi gik udenfor og undersøgte sagen, og efter en tid gik det op for os, at det var en kommende sandstorm. De andre vågnede og kiggede lidt på det, og gik tilbage til teltet, men Reynaud og jeg kunne ikke løsrive os. Vi stod på toppen af en sandklit, og stirrede ud i ørkenen og på stjernehimlen over os, der lidt efter lidt blev opslugt af mørke. Vinden tog til omkring os, og ruskede i os og vores tøj. Vi vidste begge hvad det var der kom, og det var jo ikke fordi vi ikke kunne forestille os faren ved pludselig at befinde sig 20 meter fra sit telt i en sandstorm, men vi kunne bare ikke vende ryggen til det! Faren kom imod os stærkere end en hest kan løbe og vi stod bare dér og så det komme. Det var denne uimodståelige udfordring af døden, som hverken jeg eller Reynaud kan modstå. Denne enestående bekræftelse af livet overlevelsen af fare er. Den næste sandklit begyndte at desintegrere foran øjnene på os – fra at være en klit blev den forvandlet til millioner af bittesmå sandkorn, som kom farende imod os. Jorden under os begyndte at bevæge sig. I det næste sekund vendte jeg mig og så ind i Reynauds vilde øjne – vi vidste begge, at vi var blevet der for længe – stormen havde indhentet os. Vi tog hinanden i hånden og spurtede alt hvad vi kunne ned mod teltet, men stormen havde skjult det for os, inden vi nåede derned. Til gengæld fandt vi en dromedar, som vi satte os op af. Jeg ved ikke hvor mange timer vi sad der og klamrede os til hinanden, omgivet af hvirvlende sand og en øredøvende larm, men endelig var det som om, at blæsten tog af, og vi kunne se teltet – 3 meter fra os! Robert og Pierre havde våget oppe, ude af stand til at sove ved tanken om, at vi var ude i stormen. Pierre fortalte, at også Marco havde gået hvileløst frem og tilbage, indtil trætheden overmandede ham. Blaise havde til gengæld ubekymret lagt sig til at sove… Jeg tror ikke, at han får svært ved at komme sig over bruddet – han virker allerede fuldstændig ligeglad med mig. Det er svært at forestille sig, at der nogensinde har været varme følelser imellem os. Trist. Nå, nu vil de andre have mig med på jagt – jeg håber sådan, at vi får ram på noget – jeg er så sulten efter rigtig mad!

Senere: Det lykkedes! Jeg er mæt! Faktisk er jeg lige ved at revne – puha! Jagten gik nu ikke helt som jeg havde forventet. Vi lånte en … Jezail – en musket af en art af mudhailerne, dvs. Reynaud gjorde, for de ville ikke låne den til en kvinde. Reynaud gav den nu til mig alligevel, for jeg er nok den af os, der er bedst til at ramme. Jezail’en var køn og let, men ikke særlig træfsikker eller pålidelig. Vi fik øje på en bjergged af en art, som Mustafa senere fortalte os var en stenbuk (den var nu ikke specielt sej). Reynaud agerede klapper, og fik stenbukken ned mod os. Efter at den kønne jezail havde misset én gang og fizzet én gang, overlod jeg den til Robert, og rendte efter stenbukken med min pistol desperat efter at få ram på den, og det lykkedes mig mod alle odds at skyde den en kugle for panden! Jeg er helt ked af, at jeg ikke kan fortælle Charles, at jeg har nedlagt en stenbuk med et enkelt pistolskud! Hvor barbarisk! Han ville have moret sig! Reynaud blev hyldet som den store stenbukkenedlægger, da vi kom tilbage til lejren… Tja, det var jo også et slags samarbejde, men alligevel… Nå, skidt pyt! Mudhailerne gjorde fantastiske ting med stenbukken. Det smagte herligt! Ikke for stærkt, ikke for brændt, bare sådan lige som den skulle være! De gav Reynaud den rå lever, og han gav mig et stykke, før han selv tog – credit given, where credit’s due… Jeg har aldrig været vild med smagen af råt kød, og slet ikke lever, men der er alligevel en primitiv form for triumf i det. Marco og Blaise tog ikke med på jagt, og da de allerede var gået hen til De Dødes By, gik de glip af det herlige måltid. Men om ikke så længe falder mørket på, og så tager vi derhen.

15/4 1601, i ørkenen ved siden af De Dødes By. Jeg er netop vågnet at den særeste drøm… eller hvad det var… Jeg husker ikke det hele lige klart, men det jeg husker, må jeg hellere fortælle, mens jeg endnu har det i frisk erindring. Vi har alle drømt det samme, og det følgende er en sammenstykning af hvad vi kan huske:

Da mørket faldt på i går, kom Mustafa og hentede os. Han førte os til Tariq, som ville føre os til De Dødes by, og det gjorde han på en højst uventet facon: Vi satte os i en rundkreds, Robert, Reynaud, Pierre og jeg, og Tariq bød en vandpibe rundt, mens han messede. Det er sjovt som almohadhisk er et hårdt og grimt sprog, når det tales, men et blødt og behageligt sprog, når det synges eller messes! Da vandpiben havde været raden rundt et par gange faldt Pierre omkuld, og Robert fulgte kort tid efter. Reynaud og jeg sad længe og kiggede på hinanden, mens vi kunne mærke vandpibens virkning på os. Det var som om at krop og sjæl langsomt gav slip på hinanden, og vi faldt i søvn, eller i trance måske…

Vi befandt os foran De Dødes By, og Blaise og Marco var der også, selvom de ikke havde været sammen med os, da vi faldt i søvn. Blaise virkede ret overrasket og nærmest lidt aggressiv, da han spurgte, hvor vi kom fra, og hvorfor vi var der. Jeg gik hen og tog hans hånd, og smilede til ham. ”Vi drømmer” sagde jeg ”kom!” Jeg har svært ved at forklare, hvorfor det hele virkede så naturligt på mig; jeg følte mig ret veltilpas i denne drømmeverden. Men jeg har også altid holdt meget af at drømme… Jeg tog Blaise’s hånd, fordi jeg tænkte, at vi måske her, hvor virkeligheden var lidt på afstand, ville kunne lægge vores stridigheder til side. Men Blaise fortsatte med at spørge aggressivt, og jeg slap hans hånd igen. I samme øjeblik jeg slap ham, kunne jeg mærke, at jeg samtidig slap alle mine følelser for ham. Der er ikke noget tilbage nu – jeg har rakt hånden ud for sidste gang. Det morsomme er, at da jeg vågnede havde jeg samtidig følelsen af… håbet om, jeg vil finde kærligheden igen et sted derude. Jeg kan ikke i dette øjeblik erindre, hvad der skulle have afstedkommet denne følelse, men jeg føler mig helt sikker på, at lykken venter på mig et sted, og tabet af Blaise virker derfor mindre smertefuldt. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor og hvordan han pludselig blev så ligeglad med mig. Det er sjovt så hurtigt han kom sig over mig denne gang, når det nu tog ham 8 år sidst! Hvor er kærlighed dog en bedrøvelig affære, når den er slut!

Nå, tilbage til drømmen! Vi stod der foran indgangen til de Dødes By, en ruinhob i sandet. Robert var i sit stiveste puds, Reynaud havde sin rustning på, Marco var i sit (latterlige!) carvintianske skrud, Pierre i sit nærmest klerikale outfit, og Blaise havde sin guitar slynget over skulderen. Jeg selv var i rød balkjole, høje hæle og håret sat op til narrestreger! Godt det var en drøm – vi har set ret malplacerede ud! Vi gik ind i byen, og det var ligesom den voksede op ud af sandet. Først var det bare sådan ud af øjenkrogen, at man kunne skimte dele af byen skyde op som den har set ud engang, men efterhånden som vi kom frem, rejste byen sig i hele sin fordums pragt. Vi bevægede os gennem byen i en evighed – denne del af drømmen står ikke så klart for mig – forbi søjler og statuer, templer, trapper og ramper, igennem en grøn have med smukke vandbassiner. Et eller andet sted var der et alter med en hellig, evig ild, omgivet af offergaver, og Blaise bad mig lægge én af vores gule sten. I dét øjeblik havde jeg sjovt nok min taske på ryggen, så jeg gjorde som han bad om. Det var Blaise, der førte an. Han havde vist været derinde før, synes jeg, at jeg kan huske han sagde, og han opførte sig meget hjemmevant. Åh, nu husker jeg… på et tidspunkt var det ligesom skyggerne trængte sig ind på os, men Blaise spillede på sin guitar, og jog dem væk.

Endelig nåede vi frem til en port, der førte ind i… et bjerg? Vi trådte ind i en kæmpe gang, hvor der var skrifttegn fra gulv til loft. Marco som hidtil havde forsøgt at tegne de skrifttegn af som vi havde set på vejen, gav nu op. Det var for overvældende! Jeg ville ønske, at jeg kunne huske tegnene nu, de var meget smukke. Jeg har aldrig set noget lignende! Derefter fulgte et enormt rum, jeg husker noget med endnu et alter og nogle offergaver, og en masse søjler. I midten af rummet var en kæmpestor, sort sten eller øverste halvdel af den. Det var her oraklet var, sagde Blaise. Mens vi stod og stirrede på stenen, begyndte stjerner ligesom at vokse frem i mørket i den, og en stemme buldrede omkring os… i os? Hvem var vi?! Blaise spillede på sin guitar, og den blev ligesom beroliget lidt. Vi fremførte vores ærinde, og oraklet sagde, at det ville hjælpe os, hvis vi ville slippe det fri ved at gennemgå 3 prøver, og slippe den ud af ”labyrinten i sandet”. Det fortalte, at det var blevet spærret inde her, da dens slægt(?) var taget over havet for at dø! Efter lidt tænken lovede vi at efterkomme oraklets ønske. Herefter er mine erindringer lidt uklare. Jeg kan huske at Blaise begyndte at diskutere med oraklet, og at jeg var meget betænkelig ved at have nogle af de gule sten i min taske, som måske var en slags fætre og kusiner til oraklet. Jeg trak Reynaud med mig ned af den mørke gang, som oraklet tidligere havde indikeret var begyndelsen til prøverne. Vi diskuterede det med stenene lidt, og gik ligesom uden at tænke over det længere ned af gangen. Jeg husker noget mere… Jeg tror, at der skete noget i gangen. Vi blev separeret i kort tid derinde, og det var efter dén adskillelse, at jeg fik mit håb om kærlighed tilbage. Hvad skete der? Jeg kan ikke huske det; jeg kan kun huske mørket og den pludselige afklaring… Pierre fortalte, at han fik lov til at stille et spørgsmål derinde (han spurgte om hvordan han bedst kunne mestre sin magi, og han fik svaret, at han selv var den største hindring…) Robert fortalte, at han spurgte om noget med Marianne, og han virkede ikke glad for svaret, og ville da heller ikke ud med det. Jeg kan ikke erindre, at jeg stillede noget spørgsmål, men måske har min afklaring noget med det at gøre? Jeg ved det ikke.

Nå, Gangen endte i et rum med mange døre. I endevæggen var der to døre hver med et stort løvehoved af sten, der kom til live, da vi trådte ind. Hovederne forklarede, at den ene dør førte til den sikre død, og den anden førte til livet. Desuden ville det ene hoved altid lyve, og det andet ville fortælle sandhed, når de blev spurgt om noget. Reynaud og jeg så på hinanden et kort øjeblik, og så spurgte han ”Hvilken dør vil det andet løvehoved sige fører til livet?”. Det er det eneste rigtige spørgsmål, for på den måde vil man altid få både en sandhed og en løgn, så døren til livet vil være den modsatte af det svar man får. Løvehovederne svarede at døren til Venstre var den rigtige, så vi tog den højre. Netop som vi trådte igennem døren, dukkede Robert, Pierre og Marco også op i rummet – Blaise diskuterede vist stadig med oraklet… Gad vide om han altid vil gå glip af de spændende ting i livet, fordi han skal stille spørgsmål ved alting?

Den mørke gang vi fulgte førte ud i et stort, rundt rum med meget højt til loftet. En enkelt lysstråle stod ned i midten af rummet, og umiddelbart ved siden af lå en facetteret bronzespejl, som jeg fik Reynaud til at hjælpe mig med lægge ind i lysstrålen. Straks blev rummet oplyst af et dusin polerede spejle. Til højre i rummet lå der guld og glimtede, og en gang førte ned mod mere guld, ligeud var en oplyst gang, og til venstre kunne vi skimte indgangen til en mørk gang. Robert styrede prompte mod den mørke gang, og jeg protesterede. Jeg ville hellere ad den lyse gang. Men de andre argumenterede for, at vi hidtil udelukkende havde fulgt mørke gange, at oraklet kun kunne mødes om natten, at mørke i det hele taget syntes at være temaet her. Jeg blev overtalt, både af deres gode argumenter, og af en nagende fornemmelse af, at den lyse gang var en fælde.

Et stykke nede af den mørke gang forsvandt gulvet foran os. Der var bare et dybt, sort hul. Marco gik uden videre svinkeærinder ud i hullet, og da vi ikke fik svar, da vi kaldte på ham, fulgte først jeg og siden de andre efter. Det var faktisk bare som at træde et skridt frem, og foran os var en trappe opad. Vi gik op med Marco i spidsen. For enden af trappen var endnu et stort rundt rum med skrifttegn fra gulv til loft. I midten af rummet var et stort hul fyldt med sort sand. I midten af sandet var tegnet en cirkel med et intrigant mønster. Marco fattede meningen med det hele før os andre, og gik sporenstregs ud i sandet og hviskede mønstret ud. I samme øjeblik vågnede vi atter, hvor vi var faldet i søvn. Tariq og Mustafa var væk, og Marco og Blaise var der heller ikke, men de var jo også faldet i søvn ved indgangen til byen…

Jeg har ingen måde at forklare hvad der skete. Vi drømte… var i trance, men i samme drøm, samme trance… Det der skete var virkeligt! Jeg har nu kun to gule sten tilbage – i går aftes havde jeg tre. Ørkenen kan forvandle folk, og jeg er blevet forvandlet til én, der må tro på ånder, djin’er og guder, der drager langt bort for at dø – for jeg har set det! Jeg har mødt en ånd, et orakel… Jeg har set ting, der ikke burde eksistere – talende løvehoveder af sten, en by der skyder op af sandet som om usynlige hænder byggede den i rivende fart. Jeg kan ikke forklare dette her. Hvis bare Fader Bryant var her! Det her er andet og mere end et nyt syn på livet, et nyt syn på kærlighed; det er et nyt syn på tro, og det er en diskussion, der vil interessere Fader Bryant meget.

Sikke en rejse det her har været! Hvor meget er der tilbage af dén Manon, der drog ud? Jeg vender tilbage uden en forlovet, men med masser af mod på livet og tro på kærligheden. Jeg har fundet modet til at føre drømme ud i livet. Jeg kunne drømme om Guillaume, eller Marianne, eller én jeg ikke har rørt endnu, Nicholas, eller én jeg ikke engang har mødt endnu! Hele verden står åben og der er intet, der holder mig tilbage! Intet! Jeg breder armene ud og favner hele verden i et jubelskrig!

Marco og Blaise er lige kommet tilbage. Marco kan ikke erindre nogen drøm, og har meget svært ved at tro på os. Jeg kan også godt se, at det må lyde mærkeligt, men jeg ved, at det skete, for Robert og fætrene drømte det samme som jeg. Det er sjovt, men drømmen er allerede svagere i min erindring nu. Jeg er glad for, at jeg fik skrevet den ned! Nu må jeg se at få et par timer på øjet før vi skal afsted igen!

16/5 Vi har slået lejr dér, hvor mudhailerne havde lejr sidst vi var her. De er rykket videre nu. Hvor er det dejligt at være på vej hjem!

17/5 Vi er i Mudhaid-oasen, hvor der er masser af vand! Tænk at jeg skulle komme til at elske den væske så meget! Det er som om, at jeg slet ikke kan få nok! Jeg føler mig støvet over det hele; min hud, mit hår, mit tøj – ja, selv indvendig føler jeg mig støvet. Og jeg ved at jeg stinker af dromedar, men jeg kan ikke længere lugte det selv. Dét i sig selv synes jeg er foruroligende. Jeg kan ikke vente med at komme et sted hen, hvor jeg kan bade og få mit eget tøj på igen.

Marco og jeg var henne hos en meget gammel lærd mand, som kan læse de besynderlige skrifttegn, som Marco tegnede af i De Dødes By (Han siger selv, at det ikke var i drømme han gjorde det, men mens han og Blaise ventede på os derude…). Jeg vil ikke påstå at det var gode nyheder, de skrifttegn havde at meddele; det var alle mulige fæle forbandelser mod de hedninge, der trådte ind i byen uindbudt (det må vist være os…), som at ”sjakalen vil æde din lever”, ”gribben vil plukke dine øjne ud”, ”krokodillen vil æde dine tæer” og ”sort pest vil æde din hud” – virkelig betryggende! Nå, mon ikke forbandelserne er forældede på nuværende tidspunkt? Jeg har i hvert fald vældig svært ved at forestille mig, at mine tæer skulle blive spist af en krokodille! Selvom jeg har oplevet ét og andet, så vil jeg nu stadig mene, at dette er gammelt overtro, som jeg altså nægter at tage alvorligt! Men vi holdt en lille messe for alle tilfældes skyld – det tror jeg beroligede alle (undtagen Blaise, som ikke deltog), jeg havde det i hvert fald meget bedre bagefter.

18/5 Vores ven vandhandleren vil undersøge om der ikke skulle være en karavane med kurs mod Saada i morgen. Agadir vil vi i hvert fald ikke til, og de bedste muligheder for at få skibslejde hjem vil under alle omstændigheder være i Saada.

Pierre vækkede os alle sammen i nat med råb og skrig, fordi han havde mareridt om forbandelserne. Marco så ud som om, at han slet ikke var gået i seng endnu, og han sagde, at han holdt vagt, så han var vist heller ikke vild med at lægge sig til at sove. Blaise blev også oppe, og forlod teltet med sin guitar. Han sover til gengæld nu.

Pierre og Reynaud plager mig om at gå med ned til markedet, og det vil jeg gerne, så slut for i dag!

Senere: Ja, egentlig er det i morgen… Jeg har vagten, og jeg burde nok ikke bruge tiden på at skrive… I går synes pludselig langt væk. Vi tog på markedet. Der var slaver (nogle stakkels sølle mennesker – børnene især var hjerteknusende at se på!), salt i lange baner, kød, og frugt, som jeg købte en del af til de kommende dages rejse. Om aftenen gik jeg hen og kiggede på de indfødtes dans og sang. Jeg begynder mere og mere at kunne lide den anderledes lyd, som deres musik er, og deres sang er bare smuk, så anderledes end deres sprog, som jeg har nævnt før. Bagefter gik jeg ud for at kigge på stjernerne og fandt Reynaud. Der faldt en ro over os; jeg har følt mig vældig godt tilpas med Reynaud, måske mere end med nogen anden i selskabet, siden sandstormen. Det var som om, at den knyttede os sammen, fordi vi begge var så dumme og eventyrlystne, at vi ikke kunne forlade synet at den visse død, der kom farende imod os…

Nå, så kom Marco pludselig farende, og råbte, at der var bevæbnede ryttere på vej. Vi løb tilbage til teltet. Reynaud alarmerede sin bror, og Marco og jeg løb ud i lejren for at finde Blaise, som ikke var i teltet. Jeg kunne jo nok gætte, at han sad et sted for sig selv lidt uden for lejren med sin guitar, men hvor? Lige før jeg blev desperat, kunne jeg pludselig høre lyden fra hans guitar. En ganske sagte lyd som ledte mig hen til ham. Han så så sårbar ud på afstand, som han sad der med lukkede øjne, og nærmest spillede i søvne. Og jeg måtte også virkelig vække ham. Han havde været langt væk… Han fortalte, at han havde været i De Dødes By i sin trancetilstand, og at der var vældig meget aktivitet derude – oraklet havde været andet og mere end et orakel, det havde også været de dødes vogter, og nu var han der ikke mere… Tanken var så forfærdelig, og vores situation så alvorlig, at jeg skyndte at skyde tanken fra mig. Nu plager den mig igen… Hvad har vi dog gjort?

Blaise og jeg stod på bakken med udsigt over lejren, og så rytterne ride direkte mod vores telt. Jeg så én af dem ride ind i teltet, men Robert og fætrene var vist allerede nået væk. Jeg kunne jo ikke bare se til, og spurgte Blaise, hvad vi dog skulle gøre. Da han ikke svarede, begyndte jeg bare at bevæge mig ned mod teltet, og Blaise fulgte bare med. Jeg havde ikke andre våben på mig end min kniv, som syntes latterlig lille i sammenligning med rytternes krumsabler. Nede ved teltet blev vi råbt an af en rytter, og Blaise tiltrak sig hans opmærksomhed, mens jeg for ind i teltet for at finde min pistol. Der sad en rædselsslagen slavinde derinde, som jeg blev nødt til at ignorere. Teltet bar tydeligt præg af at en hest havde trampet rundt derinde, og en lang flænge i bagsiden tydede på, at Robert og de andre havde fundet en anden vej ud af teltet end den oprindelige. Jeg fandt pistolen i rodet, og kugle og krudt til ét skud! Jeg havde glemt én af Reynauds tommelfingerregler: hav altid mere krudt og flere kugler med end du tror du får brug for. Ét skud… Jeg ladede den og for ud igen, i tide til at se Blaise lægge sin modstander ned. I det samme kom fire ryttere imod os, og vi for til hver sin side. Jeg trykkede mig op af teltvæggen, og stod parat til at affyre mit skud mod dem. Jeg undervurderede den rædsel der griber én, når fire stridsheste med ryttere kommer farende forbi én, og jeg ramte ved siden af! Men skuddet fik dem derimod til at få øje på mig, og jeg for ind i teltet igen via flængen. Jeg har en svag erindring om, at Blaise undgik at blive ramt af to fremstormende hest, før han rendte med ind i teltet – der fulgte også en rytter efter, og jeg for ud af teltet via hovedindgangen. Min eneste tanke var, at jeg måtte se at få fat på en krumsabel, så jeg kunne forsvare mig ordentligt. Uden for teltet var jeg nær blevet rendt over ende af en stridshest, og en sabel, der susede lige over hovedet på mig. På bagsiden af teltet var rytterne Lyset være lovet væk, og jeg fandt mig en krumsabel. Jeg så Blaise komme spurtende forbi på hans egen facon ned ad vejen, og jeg fulgte efter ham. Sådan en krumsabel er ikke sådan lige at løbe med, men jeg fik indhentet ham henne ved de andre. Marco var i fuldt rytterudstyr – hjelmen med ringbrynjen og det hele, inkl. hest. Også Robert og Reynaud var hurtig til hest, og da de fik øje på tre tilbageværende ryttere henne ved vores telt, angreb de.

Jeg tror aldrig, at jeg vil glemme det syn af Robert, Reynaud og Marco, der galopperede forbi mig med mord i øjnene. Et øjeblik følte jeg mig hensat til en slagmark, og her var kavaleriet i fuld fart mod fjenden! Og så slog det mig, at det måske ikke varer så længe, før de virkelig er på en slagmark, og fjenden er codorianere, og ikke en almohadhisk emirs soldater. Jeg husker det følgende i langsom hastighed – jeg kan huske hver en detalje af deres tøj, deres øjne, deres krops bevægelser, hestene under dem, lyden af hovslag mod vejen. Deres opmuntrende råb for at drive hestene frem, krigsråb. De tre ryttere de red imod fik øje på dem, og satte deres heste i galop i flugt fra dem. Næsten i samme øjeblik fyrede Robert og Reynaud mod dem og ramte hver sin rytter i hovedet. Den tredje rytter havde heller ikke meget af en chance. Dér sluttede kampen. Ryttersoldaterne var uden tvivl emiren af Agadirs. To slap tilsyneladende væk, de andre døde. Vi har nu syv stridsheste, udover vores tre dromedarer at ride afsted på i morgen. Vi fandt Pierre bevidstløs ved et af teltene. Da han vågnede fortalte han, at han var blevet trampet på af både hest og rytter, og han så fuldstændig sønderslået ud. Han har tilsyneladende ikke brækket noget, men Reynaud mener, at han har fået trykket nogle ribben. Det er et rent held, at han slap så godt fra det!

Undervejs i aftes afledte Blaise flere gange fjendens opmærksomhed fra mig. Han gik bevidst ud foran dem. Jeg kan ikke rigtig afgøre med mig selv, om han gjorde det for at beskytte mig, eller om det er et eller andet dødsønske han render rundt med. Det virkede meget ukarakteristisk af ham at tage sig af mig, når man tager i betragtning, at han har været så ligeglad med mit ve og vel på det sidste. Eller måske bliver det bedre mellem os nu – jeg håber det!

Jeg må vist hellere passe mit job, og gå ud og kigge mig omkring. Der kan ikke være længe til jeg skal vække Robert. Jeg kunne godt skrive en bog om alt dette, når jeg kommer hjem, men jeg får aldrig nogen til at tro, at det ikke er fiktion!

19/5 Vi forlod oasen i morges og er nu på vej mod Saada. Det første stykke vej er også vejen mod Agadir, og vi kan kun håbe på, at ryttersoldaterne tager hele vejen tilbage til Agadir, før de kommer denne vej igen – så skulle vi kunne nå at være væk herfra.

23/5 Vi ankom til Djedi i går, men måtte næsten øjeblikkelig videre igen. Byen var fuld af marmaluksoldater (de rigtig seje!), som åbenbart var i færd med at smide vesterlændinge ud. Vi kunne i hvert fald ikke blive der. Vi slog følge med en carvintianske pengemand, som fætrene mødte i Djedi, sidst vi kom igennem byen for en evighed siden.

Da vi kom til Saada, måtte carvintianeren bestikke byvagten for at lade os komme ind. Det virkede helt uvirkeligt at ride forbi vagterne, mens de stod og diskuterede hvor mange sten, der mon var i bymuren! Gaderne i Saada er nærmest øde, og her er en mildest talt trykket stemning. Det ser ud til at kaliffen har besluttet at opruste mod Codora nu – og det er jo fint, lige bortset fra, at Saada ligger alt for tæt på de områder Codora har erobret, og her er derfor noget der mindre om krigstilstand. Alle udlændinge i byen forsøger at komme herfra, og det bliver ikke let at få skibslejlighed!

Robert har lige været her. Det lader til at vi desværre må sælge hestene, de prægtige dyr! Men jeg kan godt se, at vi ikke kan have dem med under de nuværende omstændigheder. Dromedarerne sælges også, og så er planen at købe safran for de penge, som vi får tilovers, når vi har købt skibslejde.

Jeg har i øvrigt lige været i bad! Jeg tror, at jeg må have efterladt adskillige kilo sand i bassinet. Hvor er det dog skønt at være ren, og være fri for de indfødte klæder, som efterhånden er for beskidte, ødelagte og ildelugtende alligevel. Jeg smider dem ikke ud endnu, før jeg ved om vi får brug for dem til at slippe ud af byen. Her kommer Pierre, som også ser ud som om, at han har haft godt af et bad!

For resten, i går i Djedi fik vi snakket lidt; Marco, Blaise, Pierre og jeg. Jeg fortalte at Blaise havde set de Dødes By i trance (han mener i øvrigt, at de døde som nu har mistet deres vogter på en eller anden måde er bundet til byen, og det beroliger mig lidt – tanken om en flok døde, der render rundt i ørkenen, var ikke særlig tiltalende!), og Pierre fortalte de andre om sit spørgsmål til oraklet (jeg kan stadig ikke huske mit! Jeg kan i det hele taget ikke huske ret meget derfra mere – kun oraklets stemme, selvom jeg ikke kan høre hvad det siger). Blaise fortalte, hvordan magien altid virker for ham, selvom det ikke altid er, som han gerne vil have det til, fordi han tror på det. Pierre fortalte om sine problemer med det, og Blaise mente, at det kom sig af hans usikkerhed omkring det. Han er virkelig selv den største hindring.

Senere: vi er nu ombord på det carvintianske skib ”Duen” med kurs mod Venuzia! Hestene blev solgt til en latterlig lav pris (£28, har man hørt så galt!), men Saada er købers marked netop nu. Nå, der er jo ikke noget at gøre ved det – vi kom trods alt selv gratis til dyrene!

27/5 Ombord på ”Duen”. Reynaud og jeg har startet træning igen, og nu er Pierre også med. Han mente, at han godt kunne bruge lidt træning i at undgå at blive ramt (fx af en dansende hest!).

Blaise sover næsten hele tiden, og virker i det hele taget træt og fraværende. Jeg er begyndt at blive bekymret. Det begynder at minde om hans selvdestruktive druk, lige bortset fra at nu sover han bare. Måske har han brug for det…

30/5 Ankomst til Venuzia!

1/6 Ombord på ”Bella Anna” med kurs mod Zorenstadt! Nu er vi snart hjemme!

4/6 Under træningen i dag fortalte Pierre, at han havde fået sin magi til at virke! Han havde set på Blaise, og set at han ”er i færd med at drive sig selv fra livet”, som Pierre udtrykte det. Han sover også mere og mere, og ligner en skygge af sig selv. Jeg er meget bekymret for ham, og har tænkt mig at snakke med ham, så snart muligheden byder sig. Om det er mig, eller De Dødes By eller hans magi, der har drevet ham herud, ved jeg ikke – måske en kombination? Jeg kan under alle omstændigheder ikke bare se til, at han ødelægger sig selv!

Senere: Jo, det kan jeg godt… Han er umulig at tale med. Af én eller anden grund ender han altid med at beskylde mig for en hel masse ting, som jeg slet ikke kan relatere til. Han må virkelig have et grimt og forvansket billede af mig inde i hovedet. Grunden til at han er så udtæret er at han går i trance og udforsker en eller anden ny verden. Det synes jeg er spændende nok, men sikke en pris at betale – sit liv og helbred. Men Blaise har ikke i sinde at stoppe om det så slår ham ihjel… Nuvel, Blaise er død for mig. Der var engang en Blaise, der var min fosterbroder og ven, og ham savner og elsker jeg. Så var der en Blaise, der var min ven og siden min elsker, og han forsvandt sporløst efter mit møde med Guillaume. Jeg ved at jeg har en stor del af skylden for vores brud, men det var ikke kun mig. Jeg kan slet ikke genkende denne Blaise, han er blevet til. Jeg er træt af at blive beskyldt for alt muligt uden at få lejlighed til at forsvare mig. Jeg er træt af hans svingende humør. Jeg er træt af, at han overhovedet ikke hører hvad jeg siger. Jeg ville ønske, at han ville sige lige ud, hvad det er han mener om mig – han har tilsyneladende et stort problem med mig, jeg blander mig åbenbart i alting og vil altid have min vilje, nuvel, sådan kan man vel godt se på det, men jeg er altså træt af at blive skældt ud, hver gang jeg prøver at nærme mig ham. Og så er det åbenbart min skyld, at han endnu engang har tabt ansigt overfor sin far… Det var da for pokker ham, der aflyste brylluppet! Jeg udbad mig bare tid til vi kunne lære hinanden at kende igen – det var ham, der besluttede, at vi kun var venner, og at vi på vores fælles rejse (som nu er aflyst!) ikke skulle prøve at finde sammen igen. Hvordan i al verden kan det være min skyld alt sammen? Arj, hvor det gør mig arrig! Nå, det er slut nu. Jeg gider ikke mere – han kan gøre som han vil. Han kan dø, eller blive borte i sin anden verden, jeg er ligeglad. Jeg har opbrugt al min lyst til hjælpe eller interessere mig for ham. Det er dog utroligt, at vi nogensinde har haft noget tilfælles. Nu synes jeg kun, at han er usympatisk, humørsyg, ubehagelig og psykopatisk. Hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem, og få ham helt ud af mit liv. Vi er jo desværre tvunget til at rejse sammen lidt endnu. Hvis de andre vil forsøge at hjælpe ham, så bliver det deres sag. Jeg har gjort, hvad jeg kunne.

5/6 Ombord på Bella Anna. Jeg fortalte Reynaud og Pierre om mit manglende held med Blaise. Vi blev indbyrdes enige om, at Pierre nok vil være den eneste, der vil kunne nå ham, og Pierre vil snakke med ham i dag.

Det lykkedes mig at høste ros fra Reynaud i dag efter træningen. Jeg lavede et – efter min egen mening – meget smukt og hurtigt udfald i dag, som han dog fejede væk som ingenting, uden i øvrigt at se særlig overrasket ud. Han indrømmede bagefter, at det bare var facade – jeg havde nær fanget ham ”off guard”. Det var rent held, at han havde pareret mit angreb. Det giver en vis tilfredsstillelse at få ham til at indrømme noget sådan. Han er altid så overlegen i sin træning – man er aldrig i tvivl om hvem, der er lærer og hvem, der er elev. Til gengæld lavede Pierre noget ret fermt – han begyndte at bruge sin magi i sin fægtning – det var ret formidabelt! Til sidst tror jeg, at han kunne have ordnet både Reynaud og mig, med bind for øjnene og højre hånd bundet på ryggen! Der er vist ikke flere heste, der får lov til at danse på hans rygstykker! Alle tiders!

7/6 1601. Blaise kom ned til middag i dag på Pierres opfordring! Han ser rigtig skidt ud – jeg tør slet ikke gætte på, hvor meget han har tabt sig på det sidste. Han talte endog til mig under middagen! Sagde at jeg havde haft ret; det var farligt, det han foretog sig. Hm, nå! Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Vi har skændtes om cirka alting i evigheder, og at høre mig give ham ret, efter det møgfald i forgårs, var en helt uvirkelig oplevelse. Jeg tog det sikkert heller ikke særlig pænt. Jeg har stadig så mange negative følelser for ham, at nakkehårene rejser sig i nakken på mig, hver gang han er til stede.

Cateas Dag, Ombord på ”Bella Anna”. Spillede poker med Marco i dag og vandt stort – vi spillede desværre kun om småpenge… Bagefter spillede Marco med nogle købmænd og vandt – og det var ikke småpenge. Jeg tror, at han snød, men jeg kunne ikke rigtig se hvordan – jeg kunne godt tænke mig, at han viste mig et par af hans fif – jeg må spørge ham.

13/6 Vi rundede Kap Vingors i dag. Blaise fortalte under middagen i dag, at han havde prøvet at finde Pierre Berg gennem den gule sten, og havde fundet ud af, at stenen tilsyneladende fungerer som en slags anker for en fairfolk, som kalder sig Eena. Hun havde virket venlig nok, og havde ikke noget imod at blive kontaktet igen. Han fortalte, at han ville fortsætte med rejserne, når han var kommet lidt til kræfter. Han kaldte rejserne vanedannende, og sagde, at han havde brug for os til at være hans samvittighed. Pierre meldte sig straks under fanerne, men der var larmende stilhed fra os andre. Hvad havde han ventet? At vi alle sammen straks ville stille op for ham, efter han så behændigt har skubbet os væk i månedsvis? Jeg har svært ved at engagere mig i det. Det lyder jo interessant nok, men der en manisk besathed over det, som jeg ikke bryder mig om. Det giver mig gåsehud!

19/6 Ankomst til Zorenstadt! Åh, her er skønt! Sommer og sol, og denne duft af ens hjemland! Det er skønt at sætte foden på ryendoriansk jord igen! Ja, dvs. lige nu har jeg fødderne på en flodbåd med kurs indefter. Vi købte en ordentlig omgang frokost på torvet, som vi nu har gjort det af med: nybagt brød, tærter, pølse, ost, stegt fjerkræ, frugt og grøntsager, og ikke mindst: rødvin. Nej, hvor er det skønt endelig at få noget ordentligt mad! Åh, hvor er det skønt at være hjemme igen! Jeg kan næsten ikke vente med at se Mama igen! Det har været en fantastisk rejse, og jeg vil ikke have undværet for noget som helst – men hvor er det dog godt at være i Ryendor igen.

20/6 Endelig en kro med Bergerac-vin – vi drak den alle med en indforstået glæde – blikke der mødtes over glassene sagde mere end ord = vi er snart hjemme igen!