13/7 Ryendor City! Livet kan næsten ikke blive bedre! Ankomst i går eftermiddag. Inden for en time efter ankomst havde jeg både fået sendt Pippin (som ellers ikke var let at få ud af døren, nu jeg endelig var kommet hjem – han ville høre alt om det nyeste eventyr… som jeg nu godt kunne have undværet!) afsted for at give Nicholas besked om min hjemkomst, fået spist noget ordentlig mad som kun Madame Renoir (og muligvis Madame Beauvais) kan lave den, og fået gjort et bad klar, som jeg efterfølgende sad i meget, meget længe.
Nicholas kom allerede i aftes (jeg er smigret over hurtigheden!), og havde sågar gaver med, selvom hans charmerende væsen havde været rigeligt… Jeg fik blomster (en kæmpestor buket!), vin (som vi prompte åbnede), chokolade (som vi fortærede på mere uartig vis, end det vist er meningen…) og et silketørklæde i samme grå nuance som mine øjne (påstår Nicholas). Han kunne ikke have været mere perfekt! Man skulle tro, at han vidste præcis hvor meget jeg havde savnet ham og den luksus der findes i Ryendor City – åh, hvor er det dog skønt at være tilbage i civilisationen igen! Han gik først i morges, og jeg har sovet den halve formiddag for at vinde tabt søvn ind igen… Han har inviteret mig med til en selskabelig sammenkomst på fredag, hvor hele slænget skulle være til stede – uh, jeg glæder mig!
Nu vil jeg sende Pippin over til Alexia og invitere hende til frokost et sted i byen, og så tror jeg, at jeg vil overveje at stå op og spadsere en tur ud i byen og indtage den igen.
Senere: Arene på min venstre arm er kun ganske fine tynde streger nu. Sårene var jo ikke særlig dybe, og arene vil forsvinde med tiden. Nicholas opdagede dem alligevel. Han sagde ingenting, men havde det her udefinérbare udtryk i øjnene, da han lod fingerspidserne glide langs med dem. 5 fingre, 7 ar. Han så spørgende på mig, men jeg sagde ingenting, hviskede kun ’arbejdsskade’, hvad det jo på en måde er… Jeg skammer mig over at have påført mig selv skade, selvom det var fordi min hjerne var forgiftet. Det var en anden, der forårsagede at det skete, men det var mig, der holdt kniven, det var mig, der skar. Jeg kan jo ikke lade være med at spekulere på om der er et eller andet selvdestruktivt i mig, som jeg ikke vedkender mig, som fik mig til at gøre det. Det ville bare være så meget mod min natur! Nicholas holdt om mig bagefter. Jeg ved ikke om han forestiller sig, at jeg er blevet tortureret eller sådan noget, men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle ham sandheden. Jeg ved ikke om han vil kunne forstå det – jeg forstår det jo ikke selv. Men han holdt om mig, og det havde jeg brug for.
Mephenors Dag 1602. En meget rolig dag. Herlig aften (& nat) i går. Hele slænget var i teatret og se et af Tychidids nye stykker – en stor fornøjelse! Især når man ved hvor mange lag, der kan være i det. Meget betagende, gribende, morsomt og kilde til stor diskussion bagefter mht. fortolkninger og vinkler. Bagefter gik vi ud og spiste god mad, derefter ud og drikke, og danse og more os! Sent i seng – med Nicholas, som var svær at skubbe ud af sengen i morges. En sjælden morgenmad sammen i dag. Så måtte han fare afsted, fordi han havde glemt paraden i eftermiddag. Jeg kunne tage det mere roligt. Jeg tog til middagsmesse, som var én af de bedre jeg har været til. Jeg sad i domkirken længe efter det var slut for at beundre mosaikkerne og tænke over mit liv. Jeg er fuld af ro og stille glæde nu.
Nu står Pippin og plager mig om at pakke sammen. Jeg lovede ham, at vi ville tage til paraden sammen.
17/7 1602. Så er tingene så småt sat i værk. Jeg er gået på jagt efter et egnet hus, og har allerede et par stykker i kikkerten.
Jeg tog forbi Prins Louis’ Yndlinge i dag. De har mange stykker på hænderne for tiden, men mit stykke er sat på plakaten med premiere fredag 23/9. Det er godt nok midt i jagtsæsonen, men mon ikke jeg får tid til det hele alligevel. ’Julio & Julia’ er ikke så krævende et stykke at sætte op.
Der svirer en masse rygter i byen for tiden. Jacqueline de Bourgaine er trukket tilbage fra ægteskabsmarkedet, og hendes familie (og den dertil hørende Santiago-loge) er på jagt efter Reynaud. Jeg frygter at min dumme fætter har gjort Jacqueline gravid. Og unge og forelskede som de er, har de vel ikke skænket det en tanke, at der er måder at undgå den slags på. Okay, det er ikke fordi Nicholas og jeg er lige forsigtige hele tiden, men der er heller ikke den store risiko for at der kan ske noget – ufrugtbar, som jeg synes at være.
Der bliver også sagt ting om familien Bergerac, men ikke nogen jeg gider bekymre mig om.
18/7 Roger blev glad for at se mig i dag. Ja, man skulle tro, at jeg ikke havde været et øjeblik væk. Han og Alexia har taget sig fint af Danielle og Daphne. De to unge damer fortalt den anden dag meget begejstret om deres oplevelser, mens vi har været væk. Baller, the-selskaber og litterære saloner på stribe. Og Roger lød også til at have nydt foretagendet. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så synes jeg, at han næsten ser yngre ud nu, end han gjorde den første dag jeg dukkede op på hans dørtrin. Roger og Alexia har ikke været helt så årvågne som Robert og Pierre ville have været det – gudskelov – pigerne har virkelig nydt det.
Nogle gange tror jeg, at Roger har højere tanker om mig end jeg fortjener. Vi snakkede om Marburg og pesten, og om mine planer med et hus til gadebørnene. Han var god til at lytte, og det var rigtig rart. Han mener, at jeg er godt på vej til at blive ’et helt og vist menneske’… Jeg nænner næsten ikke at sige til ham, at jeg finder på alting hen ad vejen. Jeg ville ønske, at der var mere filosofi bag det hele.
21/7 Jeg har været ude og kigget på egnede huse i dag. Pippin og jeg forelskede os lidt i en tom lagerbygning i udkanten af forlystelseskvarteret, hvor de fleste af børnene jo alligevel er at finde. Det er en god, solid bygning, men der skal selvfølgelig bygges en del om indvendigt. Der skal laves et køkken, en spisesal og en sovesal, evt. små værksteder og en systue. Jeg snakkede med ejeren, og han vil have £80 for stedet. Jeg håber, at jeg kan få prisen lidt ned. Af de andre huse var kun ét en mulighed – de andre var for små eller for faldefærdige. Men jeg er sikker på, at det er for dyrt p.gr.a. beliggenheden, som er noget mere prober en lagerbygningens.
23/7 Vidunderligt bal i går! Lyset fra gyldne lysekroner skinner stadig i mine øjne, lyden af violiner og latter vibrerer stadig i mine ører. Fornemmelsen af Nicholas’ hånd om min talje, hans hede ånde mod min hals, kærligt hviskede ord i mit øre; selvom han for længst har forført mig, selvom han ved, at jeg tager ham med hjem, så skal han alligevel igennem ritualet, og jeg elsker det! Jeg tror, at det afleder hans opmærksomhed fra det faktum, at det er den samme kvinde han tilbringer næsten alle sine ledige nætter med.
25/7 Så er jeg den lykkelige ejer af Rue de Ruisseau 18. Ja, det vil sige, at jeg overtager den først officielt i slutningen af denne uge, hvor stedet vil være ryddet, så håndværkerne kan komme i gang. Den tidligere ejer slog £10 af prisen, så jeg endte med at give £70 for Børnenes Hus, som jeg har valgt at kalde det. Det kommer nok til at koste mig yderligere nogen og £30 at få det sat i stand, og så er de første £100 brugt. De får hurtigt ben at gå på, de penge. Det ville hjælpe, hvis jeg selv havde en fast indtægt. De £2 om dagen jeg fik i enkepension ville have hjulpet meget. Nå, det nytter ikke at græde over spildt mælk. Hellere være fri for Georges.
26/7 Dugarie skal giftes! Der bliver bryllup til nytår – tænk engang! Jeg fik hele historien i dag over the. Det er lige til et teaterstykke (det vil han nu nok frabede sig), med forviklinger, viltre temperamenter, én familie af lykkejægere og én familie der modarbejder den unge kærlighed, og selvfølgelig kys og latter, da det hele endelig falder på plads. Jeg er meget spændt på at møde den unge dame, der i dén grad har sat blus på Dugaries hjerte. Han udstråler i dén grad rolighed og glæde, at det er helt smittende. Der er ikke det mindste spor af soldaten, som jeg arbejdede for engang. Vi tog den obligatoriske tur ud og se på Bastian og Adele, og Dugarie lovede at lære mig falkejagtens ædle kunst, når jagtsæsonen går ind. Dét må jeg bestemt prøve at finde tid til!
Jeg fik ikke spurgt ham, om han stadig kan bruge mig – det ser jo ikke ligefrem sådan ud. Det er jo heller ikke fordi, at jeg får vildt meget tid til at arbejde for ham, men pengene ville være rare at have. Nuvel, jeg finder jo nok på en løsning. Måske skulle man overveje at investere.
28/7 En herlig dag i Deumille skoven. Jeg har ladet Danielle og Daphne lufte Springer, når jeg ikke har tid, så han var ikke helt så kulret i dag, som han nogle gange har været. Men vi fik fart på! Vi havde nær rendt et mindre selskab over ende, men nåede dog at dreje af, inden vi endte midt i borde og duge og flasker og madkurve. Det er altid problemet med Deumille om sommeren – alle tager på skovtur, laver selskaber i det grønne, unge elskende, der mødes hemmeligt… Det er faktisk bedre at ride i regnvejr; så har man stedet for sig selv.
Nå, der kommer Nicholas – jeg kan høre ham sludre med en kvidrende Madame Renoir. Greven af Bretagne holder bal i aften. Nicholas er kammerat med grevens lillebror, og fik invitationerne af ham. Nicholas har virkelig været god mod mig, siden vi kom hjem fra turen til Helvede og tilbage. Jeg kender ikke nogen, der kan adsprede mig som han gør. Jeg elsker at kombinere dage fulde af alvorlige tanker og overvejelser om Børnenes hus med sorgløse aftener i festligt lag. Man tænker på en måde klarere, når ens opmærksomhed bliver afledt en gang i mellem.
30/7 Morsomt bal i forgårs, hyggeligt selskab i går, stilfærdig messe i dag. Regnen har silet ned hele dagen, og maner virkelig til rolige og dybsindige tanker indendørs. Jeg tror nu, at jeg ser om ikke Springer er med på en rask tur i Deumilleskoven.
2/8 I dag vandt jeg næsten over Roger i skak. Han plejer at udtvære mig fuldstændig, men i dag nåede jeg at sige det magiske ord ’skak’ en enkelt gang, inden han med ganske få træk vendte situationen på hovedet og gjorde mig mat. Det er godt, at han er så godt selskab, ellers tror jeg ikke at jeg ville blive ved med at vende tilbage efter mere! Det kommenterede han i dag, og jeg forsikrede ham om, at så længe han var interessant at snakke med, så måtte han såmænd skakmatte mig så meget han ville. Jeg er ikke sådan at slå ud, selvom jeg er holdt op med at tro på, at det nogensinde skal lykkedes for mig at slå ham!
4/8 1602. Børnenes Hus tegner godt. Jeg gik rundt derhenne i dag i duften af savsmuld, og med lyden af hamre og save i ørene. Adskillige af Pippins vandrotter giver en hånd med. De synes jo, at det også er deres hus – og det er det jo også. Rygterne er allerede ude blandt gadebørnene og der er mange af dem, der tager et smut forbi byggepladsen for at tage sig et kig. Pippin siger, at der hele tiden er andre børn, der kontakter dem og spørger om det virkelig kan være rigtigt, at der bliver bygget et hus til dem.
Madame Renoir introducerede mig til hendes afdøde mands niece Eloise, som virker vældig kompetent. Hun er en stor og kraftig pige, med et tilsvarende stort hjerte. Hun er endnu ugift, men elsker børn. Og da hun er oplært af Madame Renoir har jeg forhåbninger til, at hun også kan lave mad. Hun vandt Pippins hjerte lige på stedet med sit smukke smil og glade øjne, så jeg er bange for at jeg har fået mig lidt af en konkurrent i hende. Men Pippin forsikrer mig, at han ikke forlader Rue de Cloister, lige gyldig hvor attraktiv Børnenes Hus og dets kokkepige er. Han er altså en skæg knægt! Og jeg ville nødig undvære ham – han er en fasttømret del af husholdningen nu.
11/8 Stadig åndeløs, stadig ½ m over jorden… Hjertet banker stadig i mine ører, min hud summer stadig af hendes kærtegn. I går vil finde plads i min erindring som én af de lykkeligste dage (og nætter) i mit liv. Hvor hun fylder meget i mig lige nu – jeg er gylden fra fingerspids til fingerspids, fra top til tå… Hvor jeg elsker de følelser hun får op i mig – jeg er noget ganske særligt i hendes arme; der findes ingen i verden som mig. Ok, jeg vil ikke bilde mig selv ind, at det er sådan det er, men det er sådan hun får mig til at føle – og det er fantastisk! Nu tager hun bort, men jeg har ikke set hende for sidste gang. Jeg tager med Marco til Carvintia til næste år – dét kan der ikke være tvivl om!
Og hvis jeg ikke tager ud med Springer i dette øjeblik, så smelter jeg lige her på stedet!
12/8 Robert og Pierre tog det meget roligt, da jeg fortalte, at Marianne forlod os og ikke måtte se os mere. Ja, Pierre var mere end afslappet – han mente nærmest, at det var for det bedste… Nogle gange tvivler jeg på om de to overhovedet er forelskede i hende, når hun ikke lige står ved siden af dem, for de er da godt nok ligegyldige over for udsigten til aldrig at se hende mere. Ude af øje, ude af sind?
Senere: Marco er flyttet! Han pakkede sine ting i dag og flyttede ud, sådan uden videre. Han sagde, at han var jaloux på Nicholas, og at han ikke ville pine sig selv længere ved at bo i samme hus som mig. Det kommer bag på mig, at det var kommet så vidt. Jeg vidste jo godt, at han var meget glad for mig, men at han skulle være forelsket, eller hvad han er, det… ja, det ærgrer mig lidt. Jeg er jo ikke forelsket i ham, og det kan nemt gå hen og blive sådan lidt… akavet. Så det er nok meget godt, at han flytter, men jeg kommer godt nok til at savne at have ham i huset!
14/8 Det var nok godt, at Marco flyttede i fredags, for Nicholas og jeg var alt andet end diskrete i går. Jeg ved ikke hvad der var i luften, men vi osede af begær efter hinanden fra det øjeblik vi mødtes til ballet i går. Vi blev der måske 1½ time, før vi ikke kunne holde det ud mere, og tog herhjem. Jeg er glad for at Madame Renoir havde fri, og at Pippin var henne i Huset. Opholdstuen blev indtaget, gangen på vej hen til soveværelset, soveværelset og tilbage igen. Vi prøvede ting vi aldrig har prøvet før (tænk at det stadig kan lade sig gøre!), jeg har skrammer og blå mærker, og jeg har en ’ugle’ i håret, som jeg tror, at jeg bliver nødt til at klippe ud. Og da Nicholas gik, havde han stadig et perfekt mærke efter mine tænder i skulderen. Det var meget voldsomt alt sammen. Nicholas’ skjorte og mit undertøj er revet i stumper og stykker, og jeg skal have købt en ny lidse til mit korset, for Nicholas skar den gamle op med sin kårde… Jeg får stadig helt åndenød ved tanken om det hele. Du gode, hvor kommer jeg til at betale for dette her i Skærsilden!
15/8 Der kom brev fra Alencon i dag. To faktisk. Et langt et fra Fader Bryant, og et meget kort og formelt ét fra Georges. Guillaume er officielt erklæret omkommet i Damar, og der holdes mindehøjtidelighed i slutningen af denne måned.
De kan tro hvad de vil – han er ikke død for mig. Han kan ikke være død for mig. Han er manden jeg elsker, manden som jeg naiv vil vente på til mine dages ende. Han er hjertet, der banker i mit bryst, han er ånden i mine lunger, han er i alle mine bønner, svæver i horisonten af alle tanker. Han er ikke fortabt for mig, ikke død, aldrig! Aldrig…
Jeg savner ham!
17/8 De første børn er flyttet ind. Der er et par af Pippins vandrotter, og knap en snes andre børn i forskellig størrelse. Nogle af dem ser friske og kække ud – de trænger såmænd bare til et bad og noget rent tøj, og en god lektion i god opførsel, så ville de næsten kunne afsættes hvor som helst. Men nogle af børnene er de rene skeletter, sygelige, bange, tomme i øjnene. Jeg hader at skulle afsted i morgen, men ellers når jeg ikke til Alencon til mindehøjtideligheden. Eloise har lovet at passe huset, og Madame Renoir meldte sig frivilligt også. Pippin betragter nærmest sig selv som bestyrer af stedet – han ser det som sit eget personlige ansvar at tæve de unger, der snyder mig…
Når jeg kommer hjem, må jeg se om ikke jeg kan finde nogle flere folk til at hjælpe til. Eloise og jeg kan ikke klare det alene. Nogle af disse børn har virkelig brug for hjælp. Og jeg må se at få snakket med gilderne og lavene om antagelse af lærlinge fra Børnenes Hus, og med de mere velhavende om antagelse af stuepiger, køkkenpiger og –drenge, stalddrenge og stik-i-rend-drenge. Der er lang vej, før vi når dertil, hvor vi rent faktisk kan kombinere arbejde med arbejdskraft. Først skal disse børn på ret køl, have lidt sul og noget rent tøj på kroppen, lære lidt manerer, lidt færdigheder af forskellig art. Eloise har en veninde, som er sypige, og hun ville være villig til at lære pigerne at sy for en beskeden løn. Vi vil kunne spare en hel del, hvis vi kan sy tøjet til børnene selv (og de Høje skal vide, at jeg ikke er nogen ørn til håndarbejde!), og hvis de selv kan lappe dét de har, som ikke er alt for laset.
Det skærer mig i hjertet at se de mest forhutlede af disse børn. De som trækker sig frygtsomme tilbage, når man rækker hånden ud i mod dem. De som bare stirrer fortabte ud i luften. De halvstore børn, der har mindre søskende på hoften, lige så snottede og beskidte som de selv. Jeg har snakket med Pippin om decideret at ansætte et par af hans venner (Anton, Emile og Mari ville være gode) til at hjælpe til. De kan bl.a. hjælpe med de børn, som har mistet tilliden til voksne, selv forholdsvis uskadeligt udseende damer som Eloise, Madame Renoir og jeg selv.
Puha, nu trænger jeg godt nok til at sove! 3 dage i Børnenes Hus uden megen søvn og mad er hårdt. Men jeg må jo nok vænne mig til det. Det er vigtigt for mig ikke at lade dette smutte mig af hænde, og det bliver nok noget mere tids- og pengekrævende, end jeg først havde antaget. Men det er det hele værd; at se de 22 børn, som nu er flyttet ind, side og spise, rene på kroppen og i nyt (brugt) tøj, at se de stærkeste af dem le og pjatte med hinanden, se de mere forsigtige af dem smile, putte disse forsømte, forældreløse børn i deres køjesenge, se dem slappe af for første gang i lang tid. Lyset velsigne dem.
18/8 Nicholas inviterede mig ud at spise her min sidste aften inden jeg rejser til Alencon. Det var meget hyggeligt, meget intimt. Der er en vis afslappethed i at være sammen med et menneske, som man slet ingen hæmninger har over for. Vi har set sider af hinanden, som ingen andre har set – vil jeg tro, for Nicholas virkede lige så overrasket over vildskaben sidst, som jeg var. Jeg føler mig utrolig godt tilpas i hans selskab. Var det ikke for Guillaume, så tror jeg, at Nicholas havde været manden i mit liv.
28/8 Det var mærkeligt at sidde dér på forreste række i Alencons kapel, med Charlotte Louise på den ene side og Mariottes mand, Jean Louis, på den anden. Georges var ualmindelig afdæmpet. Viste mig en slags ære at lade mig sidde dér blandt den nærmeste familie. Jeg har ikke rigtig gennemskuet, om han gjorde det for bedre at kunne nyde det, hvis jeg brød hulkende sammen, eller om han virkelig har begravet krigsøksen. Charlotte Louise så ualmindelig sammensnerpet ud ved min side, så det har i hvert fald ikke været med hendes gode vilje, at jeg sad dér.
Fader Bryant holdt en meget smuk mindetale over Guillaume, og selv Georges sagde et par bevingede ord (jeg vidste slet ikke, at han havde det i sig!). Det var dejligt at se så mange af de gamle venner (Luc er her også – vi fulgtes ad i hans karet), og naboer. Mange af dem var rigtig glade for at se mig, og udtrykte deres dybe sympati med mit tab (det har vel heller ikke været nogen hemmelighed, at Guillaume og jeg var tættere knyttet, end Guillaume og hans søskende var). Jeg blev inviteret til flere selskaber, og endog en jagt hos naboen. Victor de Jeune påstod, at hans datter var blevet lige så dygtig med musketten som jeg, og det bliver jeg jo nødt til at modbevise. Jeg har nu ikke tænkt mig at blive her særlig længe – Børnenes Hus og Prins Louis’ Yndlinge venter på mig. Men det har virkelig varmet mit hjerte, at mine gamle venner og naboer har savnet mig, og jeg skylder dem at tage imod i hvert fald et par af invitationerne.
Jeg havde en god snak med Fader Bryant i morges, som var virkelig imponeret af mit projekt med gadebørnene. Han gav mig et ordentligt kram bagefter, og kunne næsten ikke sige noget, og jeg må indrømme, at jeg selv måtte knibe en tåre. At se ham så stolt af mig… det var som at få et dybt ønske opfyldt.
29/8 Jeg var inviteret til frokost hos Jean og Jeanette, som er lige op over. Hun erklærede, at hvis det blev en dreng, skulle han hedde Guillaume, og hvis det blev en pige, skulle hun hedde Manon. Jeg påpegede, at jeg faktisk var døbt Marie Sophia. Men Jeanette snøftede foragteligt – det var et navn for de fine. Manon var et godt navn, stærkt og godt, og med et værdigt forbillede at leve op til. Hun fortalte, at Fader Bryant allerede havde fortalt om mit børnehus, og hun synes, at det var det smukkeste jeg endnu havde gjort for nogen. Jeg blev nødt til at undskylde mig og gå lidt før planlagt. Jeg har lidt svært ved at blive helgenkåret på den måde.
Om eftermiddagen var jeg til the hos Enkegrevinde de Frilles. Det var et besøg, som jeg egentlig havde frygtet lidt. Enkegrevinden var veninde med Leonora, Charles første hustru, og har altid virket en anelse kølig overfor mig. Men vi havde en virkelig god snak. Hun er en spændende dame, enkegrevinden, og hun har sin egen mening om tingene. Hun havde egentlig inviteret mig for at se mig lidt an (underforstået for at se om Charlotte Louise’s beskrivelse af mig holdt stik – det gjorde den tilsyneladende ikke), og det endte med at vi tog en god spadseretur på hendes landsted med hendes tre meget store hunde, som lod til at være meget glade for mig (jeg har poteaftryk på størrelse med min egen hånd på min kjole!). Da jeg forlod hende var det med kys og knus, og et løfte om, at jeg nok skulle komme og besøge hende næste gang jeg kom til Alencon.
Senere: Jeg har virkelig svært ved at greje Georges. Han var brysk og kort for hovedet, da han bad mig til møde på hans kontor. Mødet startede med at han sad og skulede af mig i adskillige minutter, før han fortalte mig, at han havde besluttet, at jeg skulle have Guillaumes bogsamling. Han sagde, at jeg jo bare kunne tage, hvad jeg ville have – resten ville blive smidt ud, som det gamle juks det var… Men på betingelse af, at jeg ikke gjorde krav på andet af hans. Jeg turde næsten ikke sige, at jeg slet ikke havde ventet at få noget som helst, så jeg takkede ham blot uden at virke for begejstret. Men sikken en gave! Guillaume har en vidunderlig samling af digte, eposer, fortællinger og legender, historiebøger, ja, jeg mener endda at han har et par temmelig værdifulde manuskripter – det havde han i hvert fald, før jeg forlod Alencon, og jeg kan dårlig forestille mig, at det var noget han ville skille sig af med. Brigitte har lovet at hjælpe mig med at pakke dem ned i aften inden Georges ombestemmer sig.
30/8 Et mindre selskab i aftes hos de Angoumois, mestendels gamle venner og bekendte fra mine Alencon-dage, og et par nye ansigter, som jeg ikke har set før. Luc var der også, og det var vældig hyggeligt. Der blev snakket meget om Guillaume – han er stærkt savnet af alle.
Begge manuskripter er stadig i Guillaumes samling + et par meget fine 1. udgaver. Jeg skal nok passe godt på samlingen for ham, indtil han kommer tilbage igen.
1/9 1602. Årets første jagt! De Jeunes holdt jagtselskab, som jagtselskaber skal holdes! Og pokkerme om ikke den lille Juliette de Jeunes er blevet bedre end jeg med musketten! Jeg tog hævn ved at fortælle hende, at jeg har opkaldt en karakter i et af mine skuespil efter hende (det var nu tilfældigt, at jeg valgte en afart af lige hendes navn). Det var hun ret stolt over, ikke mindst da jeg fortalte handlingen for hende. Hun er en skæg pige – noget vild i det, men det er ikke nogen ulempe i mine øjne. Dygtig til at skyde er hun i hvert fald!
Vi skød en masse vildt (jeg selv fik en dåhjort, og to harer på samvittigheden), og drak en masse champagne ved den efterfølgende fest. Nu er det meget sent om natten – hoveddøren var sågar låst, da jeg kom hjem (!), men Brigitte lukkede mig ind ad køkkendøren. Jeg har alting pakket og parat til afgang i morgen. Jeg kan ikke tillade mig at trække den længere nu – jeg må hjem til Børnenes Hus, og til forberedelsen af ’Julio & Julia’.
3/9 Ja, jeg ved godt, at mit hoved burde være fuldt af forberedelser af ’Julio & Julia’, men i stedet har jeg fået skrevet næsten et helt skuespil om min og Guillaumes historie. Jeg lader den ende med, at han vender hjem med kun én arm og en klap for det ene øje, for at signalere til Guillaume, at det ikke betyder noget for mig, hvis han vender forandret hjem – på krop eller sjæl. Jeg tror ikke på, at man kan vende uforandret hjem fra krig, ikke inderst inde, og det er jo heller ikke fordi at jeg ikke har forandret mig, siden jeg så ham sidst for snart meget længe siden. Bare han kommer hjem… Jeg elsker ham jo, elsker essensen af ham, selvom alt andet skulle være forandret, så tror jeg på, at hans sjæl stadig vil rumme dét der er ham.
Jeg vil gerne have nogle gode musiknumre med, men jeg kan ikke rigtig få det til at fungere. Jeg vil spørge Alexia – hun kender historien, og er min personlige ekspert, når det kommer til musik. Ja, også når det kommer til kostumer og kulisser. Jeg håber, at hun har tid og lyst til at hjælpe med ’Julio & Julia’.
10/9. Jeg nåede endelig hjem her sent i eftermiddag, og tog straks ned til Børnenes Hus, hvor både Pippin og Madame Renoir var at finde. Vi har fuldt hus nu, og Eloise græd over at måtte afvise nogle børn, der ellers godt kunne trænge til hjælp. Hun havde givet dem mad, men kunne ikke gøre meget andet for dem. Vi må se at få gang i arbejdet her, så de børn, der kan få arbejde og kan klare sig selv, kan overlade deres plads til mere trængende børn. Børnenes Hus forstrækker som en skrædder i Helvede! Der er så mange børn, og vi kan ikke hjælpe dem alle – det er bare så svært at acceptere.
Eloises veninde, Marie, har allerede 7 af pigerne i gang med at sy, og et par af dem er ret dygtige. Flippa siger, at smidige fingre både egner sig til lommetyveri og syning, men at hun foretrækker lommetyveriet, fordi det er ikke så hårdt for øjnene. Det havde vi en lille snak om bagefter.
Nicholas ventede ved døren, da vi kom hjem og jeg tog med ham i byen.
12/9 Jeg opsøgte både Dugarie og Roger i dag for at bede om hjælp til Børnenes Hus. Roger fandt sagen værdig at støtte, gav en pæn donation, og ville lade ordet gå videre til hans kreds. Det håber jeg vil give pote.
Dugarie var til gengæld noget mere skeptisk. Han mente det var at smide penge i et bundløst hul, og det er det jo på en måde også, men nogen kommer det forhåbentlig til gavn undervejs. Trods hans skepticisme ville han gerne hjælpe – på en lidt anden måde end jeg havde forventet, men mindst lige så ønskværdigt; hvis han skulle hjælpe økonomisk, så ville han have et par af sine egne folk i Huset til at holde disciplin og orden. Jeg tog imod tilbuddet med kyshånd, men krævede dog at godkende folkene – jeg vil ikke have barske fyre, som ikke bryder sig om børn. Han vil sende et par mand ned til Huset i morgen, så jeg kan snakke med dem.
Jeg har ikke snakket med Robert om Børnenes Hus. Forretningen går ikke alt for strygende – billig, og desværre god, vin strømmer ind i byen sydfra. Høsten på Bergerac har været rigtig god, men vinen vil blive meget mere værd, hvis vi gemmer den et par år. Så det er ikke lige nu brormand har penge til overs til velgørenhed.
Jeg har skrevet en halv snes breve i dag, bl.a. til Hertugen af Anjou. Han var så fuld af store ord dengang i Brest – humanisme og vores ansvar for vores medmennesker – og brevet var en diplomatisk provokation til at bede ham lade hans penge følge hans ord.
Og så startede vi med ’Julio & Julia’ i dag. Alexia var fyr og flamme, og havde allerede her første øvedag nogle rigtig gode idéer. Ensemblet har lige spillet to dramaer i træk, og de virker lettede over at skulle i gang med en let komedie. Der var en del spontan latter over replikkerne ved første gennemlæsning, men jeg også virkelig har haft held med teksten denne gang. Stemningen er virkelig god, og det er en fryd at være tilbage. Det er næsten som at komme hjem. Alle var glade for at se både Alexia og mig. Det er vildt inspirerende at være her igen. På vejen hjem fortalte jeg Alexia om mit nye stykke, og hun lød meget interesseret. Hun mente, at det ville være en god idé at bruge nogle af de sange, som betød noget for os dengang – og det synes jeg lyder rigtigt.
Puh, hvor er jeg træt nu! Madame Renoir har ellers stillet noget mad frem til mig, men jeg er for træt til at få en bid ned.
13/9 Dugaries tre underofficerer dukkede op tidligt om formiddagen, og jeg har godkendt dem alle tre; Der er Martin, som er i starten af 30’erne, en rigtig solid familiemand med 6 børn. Der er Jules på min alder, en kæmpestor mand, med forbavsende blide hænder. Han blev virkelig bevæget, da jeg viste dem rundt, og han gik i gang med det samme bagefter. Og så er der Marc, en midaldrende enkemand med tre voksne børn. Han ligner en mand, der har været vidt omkring, og jeg tror ikke, at der er noget her, der vil kunne slå ham ud. De virker alle tre vældig dygtige, og det ser ud til at de vil falde godt til her. Ungerne hang allerede på Jules, da jeg gik i eftermiddags.
Vi blev enige om, at det var mig, der bestemte her (det havde Dugarie også indprentet dem), men at de havde ret frie hænder i det daglige arbejde, og hvis de fik en god idé. Jeg kan ikke køre huset alene, det er jeg fuldt bevidst om, og det er vigtigt for mig, at de kommer til at føle den dedikation til stedet, som jeg og Eloise allerede gør.
Jeg tror, at Marc bliver min ’næstkommanderende’.
16/9 Jeg fik slet ikke skrevet noget i går. Alexia fulgte mig hjem, tvang mig til at spise det mad Madame Renoir havde sat frem, hvorefter jeg nærmest fald i søvn ved bordet.
Ét af mine børn døde i forgårs. Det var Andrés lillebror, et lille skravl af et barn på omkring 3-4 år. Han var syg allerede da de flyttede ind for to uger siden. André fortalte, at han har været syg siden deres mor døde sidste år. Lægen så på ham i mandags, og havde bare rystet på hovedet og sagt, at han ikke kunne gøre noget. Drengen havde været syg og underernæret for længe. Jeg sad hele natten med André, og Jules og Marc havde travlt med de andre børn, som for nogle tilfælde var meget berørte selv. Men mange af børnene virker faktisk ret resignerede over det. De har alle sammen prøvet at miste før, forældre, søskende, venner. At Andrés lillebror døde er synd for André, men de fleste synes, at så slap han da af med dén hæmsko… Det er en barsk verden jeg er kommet ind i her.
Alexia havde dækket for mig hos Prins Louis Yndlinge. Så nu er halvdelen af kulisserne og flere af kostumerne klar. Og de havde gennemspillet det et par gange. Det så faktisk fint ud i dag. Jeg var ikke rigtig i stødet må jeg indrømme, men Alexia mente, at jeg havde brug for at tænke på noget andet, og det var jo rigtigt nok.
Jeg var lige nede forbi huset, inden jeg tog hjem. André blev glad for at se mig, og jeg sad hos ham til han faldt i søvn. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at være ham. Han kan ikke være mere end 7-8 år. Han har måttet passe på sin lillebror, siden de mistede deres mor for et års tid siden – der blev slet ikke nævnt en far. ’Men jeg er ikke alene nu’ sagde han inden han faldt i søvn ’Nu har jeg jo dig’… Ja, han har mig. Og jeg skal nok sørge for, at han får det godt!
Nu tror jeg, at jeg vil benytte mig af Nicholas’ nøgle. Jeg trænger rigtig meget til at blive muntret op lige nu.
20/9 Jeg var henne hos bagerlavet, skomagerlavet, skrædderlavet og købmagerlavet i dag. Lavformændene lød hver især overvejende positive, da jeg forlod dem. De fleste af dem havde rigtig dårlige erfaringer med gadebørn, men da jeg forsikrede, at børnene ville gennemgå en mindre uddannelse udi manerer, ansvar og antityveri, blev de en anelse mere positivt indstillet. De ville sende besked, når de havde snakket med deres respektive lav. I morgen går turen til slagterlavet, tømmerlavet og bødkerlavet. Men dem tager Martin sig heldigvis af, så jeg kan få tid til teatret. Vi skulle jo gerne være klar til premieren.
Det går ellers strygende med ’Julio & Julia’. Reander er et stort komisk talent – der er åbenbart ikke det han ikke kan spille. Han bliver velsagtens også træt af at spille stor helt altid. Og hvor han leder, følger de andre efter. Det er blevet virkelig morsomt!
22/9 Det er ikke lykkedes Nicholas at få fri til premieren i morgen. Men pligten skal jo også passes. Han er sluppet afsted med meget på det sidste, så han var ikke interesseret i at gøre sin overordnede mere utilfreds end nødvendig. Det går nu nok – både Roger og Dugarie har tilbudt at tage hans plads som min ledsager. Men han ville måske prøve at komme, når han får fri ved midnat. Det er nu også sjovere at sove, når man har et par mande-arme at sove i.
23/9 Premieren gik virkelig godt! Det var rigtig skægt! Og Alexias kostumer var bare geniale! Farvesymbolikkerne gik rent ind. Der var vist ikke andre adelige end os, men det blev ikke desto mindre en publikumssucces – jeg håber, at det holder i de kommende uger. Lyset skal vide, at jeg kan bruge pengene. Bagefter gik vi ud og spiste; Roger, Dugarie, Alexia, Danielle og hele familien. Det har været en rigtig god dag!
Jeg kommer til at savne scenen. Det næste stykke når ikke at komme med i denne sæson – det når heller ikke at blive færdigt alligevel. Alexia og jeg har aftalt at kigge nærmere på det snart.
I de kommende par dage står den på Børnenes Hus døgnet rundt, og så har Robert inviteret til jagtselskab på Bergerac, og dét siger jeg ikke nej til! Orv, hvor jeg trænger til at slappe lidt af! Og Springer vil også nyde at komme lidt ud og røre sig. Den ene tur om ugen jeg har kunnet presse ind den sidste tid, har ikke rigtig været nok for nogen af os. Og der er ikke mange ting, der er så afslappende som jagt. Det skulle da lige være… Men Marianne må jo ikke se mig mere, og Nicholas har vagt, så… Hvad skal en stakkels pige gøre?
Tja, hun kunne måske åbne en flaske vin, og byde sin elsker, som lige er væltet ind af døren, på et glas…
25/9 Jeg har modtaget det mest forbløffende brev i dag. Et 4 sider langt brev fra Hertugen af Anjou! Han vil gerne hjælpe, hvis stedet viser sig virkelig at være til nytte. Det vil sige, at hvis vi klarer os godt, så vil han hjælpe os med at klare os endnu bedre. Åh, hvor er jeg lettet! Jeg kan forestille mig, at han ikke bare vil støtte med småbeløb – det tyder hans brev i hvert fald på. Og hvis han beslutter at støtte Børnenes Hus, så vil andre følge trop. Nu skal vi bare bevise, at vi kan få dette her til at fungere, kan få gadebørnene på rette vej, finde arbejde til dem, give dem en værdig fremtid.
Opmuntringen kommer lige i rette tid. Jeg har regnet på det i dag; med mine £1000 og de donationer jeg har fået fra Dugarie, Roger og Rogers kreds kan jeg holde Huset gående i knap 1 år! Nu skal jeg bare bevise, at det er en værdig sag, inden det år er gået.
26/9 Jeg kunne ikke rigtig forlade Børnenes Hus i dag, så jeg kom for sent til postvognen mod Bergerac. Så nu rider jeg i stedet for. Springer elsker det, og sandt at sige; det gør jeg også. Robert vil ikke billige det, men jeg burde kunne nå at indhente postvognen, så det ser ud som om, at jeg ankom med den.
Skomagerlavet meldte tilbage i dag. De var positive overfor mit forslag. Monsieur Pieds meddelte oven i købet, at han godt kunne bruge et par drenge med det samme. Marc og jeg valgte straks to af drengene ud, som ville egne sig godt, og som gerne ville arbejde for føden, og sendte dem hen til Monsieur Pieds. Til gengæld meldte købmagerlavet tilbage, at de som helhed ikke ville støtte, hvad de kaldte ’en flok snottede tyveknægtes stigen op ad rangstigen’, men enkelte medlemmer havde udtrykt velvilje, og ville selv henvende sig. Den unge mand, der leverede beskeden, meddelte, at hans mester for tiden ledte efter en køkkenpige, og hvis vi havde én, så skulle vi bare sende hende over. Eloise tog tårevæddet afsked med Fransesca, som har hjulpet til i køkkenet siden hun flyttede ind. Fransesca taler ikke særlig godt ryendoriansk, men hun er ferm i et køkken. Vi kommer til at savne hende, men det vil rygtes, når vi ’leverer’ dygtig arbejdskraft, så hun er et godt valg.
Det skal nok komme til at gå alt sammen.
29/9 Ankomst til Bergerac, hvor jeg prompte fik skældud af Madame Beauvais for at have tabt mig og desuden være snavset. Så nu er jeg ren efter at være blevet skrubbet og skuret, som da jeg var barn, og hvis jeg spiser bare én bid mere, så tror jeg, at jeg eksploderer. Åh, det er godt, at være hjemme igen!
30/9 Jagtselskab i dag! Marco tog med mig, selvom han ikke så ud til at nyde det synderligt. Det har været det skønneste efterårsvejr, høj blå himmel og en kølig frisk brise – skønt! Og villigt vildt, ikke mindst.
Robert havde besøg af en eller anden sachisk fyr, som ville købe Farfars tårn i Nordlandet for absurd mange penge. Robert synes, at det lyder lidt for suspekt, så han har tænkt sig at takke nej, og undersøge sagen nærmere inden han slår til.
1/10 1602. Nå, det blev et kort besøg på Bergerac! I dag dukkede en nordlandsk bums op, som for det første gerne ville have Farfars medaljon (som jeg har hjemme i Rue de Cloister), for det andet vil have os til at hjælpe med at finde de tre andre (!). Tja, Farfar beskrev jo at de fandt fire metalklumper, og da han kun havde den ene, så må de andre jo være fordelt til Benin, Alfredo og de Levre. Jeg må kunne finde ud af fra mine optegnelser, hvor de kunne være at finde. Eventyret ser ud til at være over os igen!
Nordlænderen er ellers en historie for sig. Hans navn er Allan MacGregor eller sådan noget lignende, og han lever op til alle de fordomme jeg tidligere har haft om nordlændere; han er beskidt, han lugter, han stjæler med arme og ben, og hans manerer lader virkelig noget tilbage at ønske. Jeg aner ikke hvilken sten denne barbar er kravlet frem fra, men det kan ikke have været særlig længe siden. Tænk, han vidste ikke engang, at man betaler for at spise og drikke og overnatte på en kro! De må da ellers have kroer i Nordlandet, så det burde virkelig ikke være helt fremmed for ham. Hvad i alverden får dog sådan en primitiv fyr ud på sådan en tur her? Det er mig en gåde! Men det bliver spændende at komme til Nordlandet; det har jeg altid gerne ville. Så håber jeg på, at jeg kan få bugt med nogle af de fordomme Mr. MacGregor har genoplivet i mig.
4/10. Så er vi tilbage i Ryendor City igen. Ikke at vi bliver her særlig længe. De andre er allerede taget afsted mod nord igen, og jeg skal afsted i overmorgen mod Alencon. Jeanette er nedkommet med en lille pige, og de har bedt mig om at være hendes gudmor! Tænk engang!
Nicholas er her. Marco hentede ham til at passe på mig (…), mens han og nordlænderen tog hen til Surene, som Robert og Pierre allerede var taget hen til. Og Nicholas passer skam fint på mig, selvom han distraherer mig noget, både mens jeg fandt oplysninger frem til de andre i mine notater, og nu, hvor jeg prøver at skrive journal. Og så dæmper han min vrede overfor Robert og Pierre, som jeg mistænker for at være fuldstændig ligeglade med mig. Bare fordi jeg ikke optræder dagligt i det personlige skuespil de kalder et liv, så mister de fuldstændig interessen for min eksistens. Da jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne tage med til Nordlandet, sagde de begge to bare ’Nå, ok’ og fortsatte med det de var i gang med. De gjorde intet forsøg på at overtale mig, spurgte ikke engang hvorfor jeg ikke tog med. Da jeg spurgte om de ikke var interesserede i at vide det, var de stadigvæk sådan ’nå, ja, så sig det da, hvis du absolut ikke kan lade være’. Arj! Hvor de gør mig arrig. Nå, heldigvis kan jeg undvære den hjerteløse familie jeg har. Godt, man har venner! Ja, og elskere, ok, jeg kommer nu!
5/10 1602. Ikke mindre end tre herrer til morgenmad, hvabehar! Det viste sig, at Martin og Frederique har stået vagt hele natten udenfor mit hus. Marco havde ment det alvorligt, da han bad Nicholas om at passe på mig. Nicholas sagde, at det netop var fordi, at det var Marco, der bad ham, at han besluttede, at det måtte være alvorligt nok til, at han bad to af sine venner komme med. Jeg tror nu ikke, at den sashsiske biskop vil gøre mig noget. Desuden forlader jeg jo snart byen for en stund, og mon ikke ståhejet er overstået inden jeg kommer tilbage igen?
Det går fint i Børnenes Hus. Marc har fuldt styr på stedet. Der er kommet overvejende positive meldinger tilbage fra lavene, og der er sågar kommet to drenge mere i arbejde. Maries syv piger er blevet til ni piger, og dem tror jeg ikke, at jeg går af med. De syr alt det tøj, sengetøj mm, som vi har brug for, og Marie er begyndt at tage mod ordrer fra folk, som vil have syet sengetøj. Ikke noget vildt indkomstgivende, men det er en start.
Det går til gengæld ikke så godt med André. Jules er meget bekymret for ham. Han spiser ikke nok, og han er svær at få kontakt med. Der kom et lille glimt i hans øjne, da han hørte min stemme, men han faldt hurtigt hen igen. Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med ham. Det er så fortvivlende!
Martin har haft et opgør med et forældrepar, som blev ved med at sende deres børn hen til os for at få mad. Han blev nødt til at gøre dem forståeligt, at Børnenes Hus er for de børn, der ikke har andre steder at gå hen, som ikke har nogen til at sørge for dem.
Og et par af børnene stak af, da de fandt ud af, at det blev forventet af dem, at de tog deres tørn, og forberedte sig på et liv i de arbejdendes rækker. Tja, nu har de i det mindste noget ordentligt tøj på, og har fået mad i maven i de uger, de har været hos os. Jeg har ikke rigtig noget problem med, at de er hos os en tid, indtil de kommer ovenpå, og så forlader os igen. Jeg ville ønske at man kunne gøre det bedre for dem, men vi kan ikke tvinge dem til at lave om på deres liv, hvis de ikke ønsker det. Jeg håber, at de med tiden vil indse, hvad vi kan gøre for dem, og komme tilbage. De fleste af børnene har heldigvis et virkeligt ønske om at lægge deres liv om, selvom nogle af de gamle vaner er svære at fordrive. Og det er dém vi virkelig kan hjælpe.
Eloise har en bekendt, enkefru Boulanger, som ejer et vaskeri, og har adskillige piger i arbejde. Hun vasker for mange mennesker, også mere velhavende. Eloise vil forhøre sig hos hende, om hun vil lægge et godt ord ind for vores børn, når hun hører om ledige stillinger rundt omkring.
6/10 Så går turen til Alencon igen. Jeg glæder mig, og er samtidig ked af at forlade Børnenes Hus, i særdeleshed André. Heldigvis er han i gode hænder, så det går jo nok, håber jeg. Jeg har sendt brev til Hertugen af Anjou med samt et regnskab over udgifter og indtægter, så han kan bedømme om vores resultater indtil videre kan røre ham til at støtte vores sag. Så mens jeg kører i den ene retning med postvognen, kører brevet den anden vej mod Anjou. Jeg håber, at det bliver vel modtaget.
10/10 Så nåede vi halvvejs. Pippin er med mig. Han var splittet mellem at blive og passe på Huset, og tage med og besøge sin ven, Marcel. Det endte med, at han tog med mig – med en udtalelse om, at han ikke mente, at det var forsvarligt, at en kvinde af min stand rejste uden ledsager… En udmærket undskyldning, selvom vi begge ved bedre. Han er vokset så meget på det sidste. Både fysisk (han er dog stadig en hel del mindre end mig), men også ellers. Han er mere ansvarsfuld. Jeg skal ikke længere tvinge ham i bad – det gør han såmænd ganske frivilligt en gang om ugen nu (hvem havde troet, at vi nogensinde ville komme hertil?). Og han bekymrer sig meget om ’de små’ i Huset. Han har jo selv været i deres sted engang… Han har endelig fortalt mig sin historie, og det er mildt sagt en trist fortælling. Men som han selv siger, så endte den jo godt. En fin dame pillede ham ud af et træ for snart 2 år siden, og siden er det gået op ad bakke. Ja, jeg har ikke fortrudt! Han er virkelig komme langt siden da (selvom der stadig skal pudses en del på manererne!)
16/10 Ankomst til Alencon. Vi er som sædvanlig indlogeret hos Fader Bryant. Jeg håber, at vi får mere tid til at snakke denne gang. Jeg kunne godt tænke mig at få et godt råd mht. André.
Georges ved, at jeg er her. På én eller anden måde er rygtet nået ham. Han stod og ventede ved postvognen, da jeg ankom. Han virkede egentlig flink nok – på sin egen arrogante facon. Han bad mig holde lav profil, for det skulle ikke hedde sig blandt hans naboer, at jeg boede hos landsbypræsten, når jeg besøgte Alencon. Han tilbød som alternativ, at jeg kunne bo på slottet, men jeg valgte altså den lave profil. Men en anden gang, sagde han, skulle jeg være velkommen på slottet, hvorefter han trampede hen til sin hest og red bort. Jeg må sige, at jeg er en smule forbløffet over ham. Fader Bryant siger ellers, at der ikke er den store forskel i hans fremtoning overfor befolkningen her. Charlotte Louise har fået et rigtig grimt ry – Madame Bryant mener, at det er fordi hun endnu ikke har kunnet producere en arving, at hun lader sin frustration gå ud over alle, der kommer hende nær. Jeg synes nu, at jeg kan huske, at hun altid har været temmelig ondskabsfuld i det (det sagde jeg selvfølgelig ikke højt). Men jeg har ondt af dem – ja, af alle på Alencon. Dette solskinsland har ligget i skygge alt for længe. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget for at ændre på sagen – men hvad skulle det være? Jeg har ingen rettigheder til godset, og at starte et bondeoprør tiltaler mig ikke – sådan noget ender altid galt. Måske ville det blive bedre, hvis Georges og Charlotte Louise fik sig et barn. Lyset skal vide, at Alencon godt kunne bruge noget held og lykke snart!
18/10 Så blev min navnesøster døbt! Hun er det yndigste lille væsen, som under hele ceremonien kiggede og kiggede på mig med store, mørke øjne. Det lader til, at hun allerede er blevet skænket et af livets største gaver: nysgerrighed! Ih, hvor er hun altså sød! Det var lige så det rykkede i kroppen på mig, og det begyndte at spire i mig, at jeg også godt kunne tænke mig sådan en lille én… Men nu ville nok være et dårligt tidspunkt! Pippin påstår, at det var på grund af mine skinnende diamantørenringe, at hun kiggede sådan, men det var nu mest mine øjne og mit ansigt hun var optaget af, er jeg overbevist om (frække knægt!). Jeg gav hende det lille lyssymbol, som jeg fik af Grandmama, da jeg selv blev døbt. Det er bare en tynd lille ting af guld, men den er da nok værd til at kunne redde hende ud af økonomisk knibe, hvis hun nogensinde skulle havne i sådan én. Måske er det for fin en gave til et barn født af bønder, men jeg er ligeglad – hun er mit gudbarn, og det må give privilegier! Manon Roscoêx er nu privilegeret i forvejen at være født af så dejlige og gode forældre – hun har alle muligheder for at få et godt liv!
19/10 Jeg tog ud til Guillaumes ’grav’ i dag – bare et lille smut – og havde mig en lille ’snak’ med ham. Jeg ved jo godt, at den grav ikke har det fjerneste med ham at gøre, men jeg havde brug for at smide en masse tanker hans vej. Det er næsten ubærligt så meget jeg savner ham! 1½ år er der gået – 1½ år… Jeg savner ham så frygteligt!
Jeg sad ved gravstenen i over en time, og var godt gennemkold, da jeg rejste mig, bare for at rende lige ind i Georges! Han var nok den sidste jeg havde lyst til at se netop da – mine øjne var røde og ophovne, det var meget tydeligt, at jeg havde grædt. Han stod lidt overfor mig – kom ikke med den ventede hånlige bemærkning. Så så han ned i jorden og nikkede for sig selv, og smilede så til mig – det første smil jeg nogensinde har set ham rette mod mig – og med ét gik det op for mig: han savner også Guillaume, savner ham forfærdeligt! Han nikkede genkendende til smerten i mit ansigt, fordi han har den boende i sig selv. Kolde, hånlige, nedladende, arrogante, dumme Georges savner sin lillebror… Den lillebror som han har konkurreret med og tabt til hele sit liv, den lillebror, som har skinnet så stærkt til sammenligning med ham. Stakkels Georges…
20/10 Så er vi afsted igen. Det var et kort besøg igen denne gang, men sådan må det være. Det er sådan en lang rejse. Og tænkt engang! Pippin spurgte om ikke vi kunne prøve en gang til at banke bogstaverne ind i hovedet på ham! Han har fundet ud af, at Marcel både kan læse og skrive, og han vil ikke stå tilbage for sin ven. Som jeg vist har nævnt før, så er den knægt vokset utrolig meget på det sidste!
Jeg så ikke mere til Georges.
30/10 Hjemme igen. Der var kommet brev fra Hertugen af Anjou! Han har besluttet at hjælpe os – £400 til udbygning af faciliteterne, og £30 om måneden efterfølgende! Han vil gerne se ½-årlige rapporter om Huset, og det ser jeg ingen problemer i – vi fører jo logbog og regnskab under alle omstændigheder. Og så ser han frem til at besigtige lokaliteterne, når hans affærer ved hoffet tillader et besøg i Ryendor City! Det kan jo godt vare længe – så vidt jeg er orienteret er han i unåde ved hoffet, og han har næppe ret mange affærer at tage sig af dér lige foreløbig. Jeg kan ikke forestille mig, at han efterkommer kravet om at give en undskyldning for hans kommentarer om deres højheder prinserne (vi er også så mange, der har tænkt det samme, som han har sagt – vi har bare ikke haft positionen til at sige det…) Nå, han skal være så velkommen i Børnenes Hus! Hvor er jeg glad for, at han vil hjælpe! Nu skal der noget mere til at vippe Børnenes Hus af pinden! Hurra!
Pippin lærte det halve alfabet på vejen hjem (vi har heller ikke lavet andet end at terpe – jeg havde aldrig forestillet mig, at han kunne holde opmærksomheden længe nok – men der er trods alt ikke meget at lave i en postvogn…). Der har været en smule frost i luften de sidste par nætter. Jeg håber, at Robert og de andre ikke fryser alt for meget deroppe nordpå. Jeg er en smule misundelig på dem – jeg tror, at det bliver en spændende tur. Jeg håber, at Pierre skriver notater i mit fravær, så jeg kan få den fulde og sande fortælling, når de kommer hjem!
Senere: Pippin og jeg var lige et smut forbi Huset (vi besluttede at vi ikke kunne vente med at sprede de gode nyheder til i morgen). Bea er kommet i huset hos en guldsmed! Det er en forbindelse som Madame Boulanger (vaskeri-damen) har formidlet. De savner hende på systuen, men tænk engang – en guldsmed! Og så har Monsieur Emile Epicier (formanden for købmandslavet) annonceret, at han og hans hustru ønsker at besigtige huset på onsdag! Det er ham, som har Francesca i huset, så man kunne jo håbe, at de har en plads til. Marc tilbød ham ellers at vise ham rundt, men herren ville hellere tale med ’enkemarquessaen selv’. Marc har en teori om, at den gode købmand håber på, at noget af det adelige smitter af på ham, når han sådan omgås de fine. Det grinede vi lidt af.
Ingen bedring med André. Jeg beder for ham.
1/11 Der ankom en meget mystisk lille pige i dag. Hun taler ikke, selvom hun virker glad, så vi kender ikke hendes navn (der var heller ikke nogen af de andre børn, der havde set hende før), men vi kalder hende Claire, fordi hun bare har de største, klareste blå øjne jeg i mit liv har set. Hun er omkring 5 år, vil jeg tro. Eloise og jeg puttede hende i bad, og vi måtte rage hendes hoved, for der var kager af utøj og skidt i hendes hår, som vi ikke kunne vaske ud. Hendes tøj er det største mysterium. Det er fint tøj, en smule for småt til hende godt nok, og både laset og ufattelig beskidt, men af god kvalitet, og med blonder på alle fire skørter (!). Hun er meget tynd, men ikke så mager, som mange af de børn vi ellers får ind her. Hun var utrolig sød og medgørlig, spiste oven i købet pænt, selvom det var tydeligt, at hun var meget sulten. Ved sengetid kunne jeg ikke finde hende, og ledte efter hende overalt. Vi har egentlig ikke nogen ledige pladser, men jeg kunne ikke få mig selv til at afvise så lille et barn. Jeg fandt hende i Andrés seng, hvor hun lå og puttede sig ind til ham. Han lå vågen med meget store øjne, og holdt forsigtigt om hende. Da han så mig, smilede han forsigtigt og tyssede på mig. ’Hun sover’ hviskede han… de første ord jeg har hørt ham sige i meget, meget lang tid! Jeg sad lidt hos dem af bar benovelse, og spurgte ham hviskende om det var ok, at hun lå i hans seng. Han nikkede… Og så sagde han: ”Jeg skal nok passe godt på hende, Manon, det sværger jeg!”. Og jeg klappede ham på hånden og sagde til ham ”Det ved jeg godt, André”. Jeg gik jublende lykkelig derfra og direkte hen til Roger. Det var dét han havde brug for: én han kunne passe på. Èn der havde brug for ham… Lyset velsigne lille Claire, den lille engel, hvor hun så end kommer fra!
2/11 En frisk morgentur på Springer i Deumille – meget opfriskende!
Monsieur Emile Epicier og frue inspicerede Børnenes Hus i dag. Det var en meget speciel oplevelse, og viste det sig; indbringende også. Monsieur og Madame Epicier kræver en nærmere beskrivelse: Monsieur Epicier er en meget stor mand – høj, bred og kraftig – med sort skæg og sort hår med en distingveret grånen ved tindingerne. Han klæder sig smukt og rigt, og er faktisk en ret flot mand, inkluderet et glimt i øjet. Madame Epicier er en høj og slank dame, hvis stålgrå hår man netop kunne skimte under hendes kyse. Hun er temmelig intimiderende i sin optræden, men der er andet end stål i hende, fandt vi ud af. Jeg viste dem rundt i huset, og de virkede meget interesserede. De fortalte, at de er meget glade for Francesca, som har fortalt mange gode ting om os (hun må være kommet efter det med det ryendorianske). Jeg fortalte dem til gengæld (i et mindre afpresningsforsøg fra min side), at vi netop havde fået lovning på et større beløb, samt en månedlig donation på £30 af Hertugen af Anjou. Det så ud til at imponere dem lidt. På vejen introducerede jeg dem for Jules, som sad og øvede noget matematik med nogle af de store drenge. Vandrotten Emile sad og brillerede som sædvanlig – tal falder lige så let for ham, som ord gør for mig. Madame Epicier stod længe og lyttede til ham, og stillede ham selv et par opgaver, som han løste i sit mest provokerende tonefald og uden at tøve den mindste smule. På ægteparret Epicier’s anmodning trak vi os ind i kontoret til en samtale ’af forretningsmæssig art’, som monsieur Epicier formulerede det. Monsieur Epicier lagde ud med at fortælle, at de havde tænkt sig at donere et beløb på £5 om måneden – et beløb som Madame Epicier hurtigt rettede til £10, men leveret i naturalier, hvis det passede os bedst. Monsieur så lidt overrasket ud, men sagde ikke noget – sad blot og smilede for sig selv, som samtalen skred frem mellem Madame og jeg (jeg vil tro, at det er hende, der hjemmefra ikke ville donere mere end £5, men at hun ændrede mening ved besøget). Vi blev enige om, at naturalier ville være meget tilfredsstillende – Madame ville regne de £10 ud efter indkøbspris, så det er meget fordelagtigt for os. Desuden mente hun, at hun nok kunne skaffe os fordelagtige priser på stof, tråd, synåle mm, og læder, hvis det ellers var noget (hendes yngre brors svoger har det lidet attraktive erhverv af garver). Til slut tilføjede hun, at hun gerne ville have en samtale med ’det lille matematik-geni’. Jeg kaldte Emile ind, og han var sikker på, at han stod til skideballe. Han er en lille rod – han er én af Pippins ældste vandrottevenner – men en god dreng, hvis man har tålmodigheden til at bære over med en del vittigheder og pudsige påfund fra hans side. Hun tilbød ham en plads hos dem. Monsieur løftede øjenbrynet – dét havde de tydeligvis ikke talt om. ’Mine drenge er store nu’ sagde Madame ’De er enten ved at være udlærte, eller er allerede i gang med deres eget. Jeg kunne gode bruge et godt hoved som dit i forretningen – har du sans for forretning?’. Emile og jeg vekslede et blik – han er den værste (eller bedste) hustler jeg kender – Pippin har fortalt, at han har set ham sælge folk lommetørklæder, som han lige har snuppet op af deres egen lomme. Vi nikkede samtykkende – han har sans for forretning… ’Jeg vil ikke have at du stjæler eller lyver, så smider jeg dig ud’ fortsatte Madame forretningsmæssigt ’Men hvis du ellers kan opføre dig ordentligt, så kan jeg ikke se hvorfor vi ikke skulle kunne få en købmand ud af dig’. Emile’s (og min) kæbe faldt ned på brystet – aldrig har jeg set hans øjne være så store. ’Hvis det da er ok med dig’ spurgte hun sin mand som på eftertanke. Han grinede bare i skægget og nikkede. Emile fik endelig sit mæle igen ’Jamen, jeg kan ikke læse endnu, og … og jeg kommer til at savne Huset’. Men det så Madame ingen problemer i; hun skulle nok personligt lære ham at læse, og han kunne jo få en ugentlig fridag, så han kunne rende herned og plage os. Emile spyttede i hånden og rakte hende den med et ’Det er en aftale’. Jeg må sige, at jeg tager hatten af for Madame – uden overhovedet at tøve tog hun hans hånd. Jeg antager, at hun har kendt gadeunger nok til at vide, at dette er deres mest hellige ed. Tænk engang! Emile i købmandslære!
Senere: Der har været nogen i mine papirer! Ikke at jeg er den store ordensduks, men jeg har trods alt en smule orden – og den er der blevet rodet i! Jeg checkede de hemmelige rum og resten af huset, og der mangler ikke noget – hverken penge, smykker eller forbudt litteratur. Det eneste jeg ikke kan finde, er Farfars hemmelige dagbogsnotater, samt de notater som jeg lavede over mine egne journalindføringer om tårnet og Farfars kumpaner. Men dem gav jeg jo til Pierre, mener jeg bestemt – jo, det er jeg sikker på! Men hvem har så rodet i mine papirer og hvorfor? Madame Renoir kunne ikke drømme om at gå i mine sager, og Pippin bedyrede sin uskyld så overbevisende, at jeg tror ham (han blev faktisk en smule fornærmet over at jeg antydede, at han kunne have noget med det at gøre). Jeg kunne nu heller ikke forestille mig, at han ville gå bag min ryg – og da slet ikke i mine papirer, som han ikke er i stand til at læse endnu.
3/11. Jules (og Emile) har inspireret mig til noget; Jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, men jeg kunne godt tænke mig at de kvikkeste af børnene blev udfordret lidt mere intellektuelt. Jules er jo gået i gang med at lære nogle af dem læsning og skrivning og let matematik. Det er ikke alle sammen, der gider – de kan ikke se nytten af det (se bare hvor langt tid det har taget mig at interessere Pippin for det – og det var i virkeligheden Marcel, der fik ham overtalt til det). Men derfor kan de jo godt lære at bruge hovedet. Det er Gabriels Dag i morgen, og jeg tror, at jeg vil tage turen forbi klostret og høre, om de har nogen, der kan og vil. Jeg luftede det for de andre, og jeg må sige, at de var noget skeptiske. Den eneste, der støttede det bare lidt, var Jules, som jo selv synes, at boglig kunnen kan være værdifuld. Men jeg fik lov til at prøve, selvom både Marc og Martin synes at det var spild af krudt. Hvad skal gadeunger med lærdom? Tja, min hensigt var jo netop, at de skulle holde op med at være gadeunger, og måske er lærdom vejen væk…
Martin har været ude og hyre håndværkere i dag, så vi kan komme i gang med at udvide. Vi vil gerne have så mange ekstra senge som muligt (uden at her bliver overfyldt) inden det bliver rigtig koldt. Vi snakkede om at finde et separat hus til sypigerne. Ikke bare ville det være fint, at de fik deres eget sted, men det ville også frigive de pladser som de optager nu her i huset. Vi blev enige om, at vi så småt begynder at kigge efter et hus, der kunne passe til formålet. Men vi må nok lige se, hvor meget ombygningen kommer til at koste først, før vi begynder at købe et hus til!
André og Claire er blevet uadskillelige! Claire render trygt og nysgerrigt rundt i hele huset med André lige i hælene. Han passer så fint på hende. Jeg er stadig mystificeret af Claire – hvor kommer hun dog fra? Jeg har mistanke om, at hun kommer fra et fint hjem, men hvordan i alverden er hun så endt på gaden? Måske har hun fundet tøjet, eller fået det af en eller anden godgørende sjæl. Hun er som drattet ned fra himlen med det ene formål i livet at frelse André fra hans egen sorg. Hun er det yndigste barn jeg længe har set!
Gabriels dag 1602. Jeg var til formiddagsmessen sammen med Pippin og Flippa, og viste dem glasmosaikkerne. Vi fik det meste af formiddagen til at gå i katedralen. Ved frokosttid sendte jeg ungerne hjem, og bad om foretræde hos abbeden. Jeg ventede en lille halv times tid i deres urtehave, som ganske efter årstiden ser noget trist ud. Abbeden er en ældre herre med et overraskende lune. Jeg havde forventet, at han var noget mere … hellig, altså seriøs, mindre verdslig. Jeg fortalte ham om Børnenes Hus, som han allerede havde hørt lidt om (’vi er jo kolleger på en måde’ sagde han). Jeg fortalte, at Jules allerede var i gang med at undervise en del af børnene i det meste basale, men at jeg godt kunne tænke mig, at de også blev undervist i mere intellektuelle emner et par gange om ugen. Abbeden mente først, at det ikke ville kunne betale sig, men så fik han ligesom en idé. Han fik et glimt i øjet og et smil begyndte at spille på hans læber. ’Jeg har lige den rette til Dem’, sagde han og førte mig over i klostrets kapel. Udstrakt på gulvet foran altret med armene ud til siderne lå en munk. Abbeden introducerede mig for broder Jerôme, som han undskyldte ikke kunne rejse sig endnu, da han gjorde bod. Så vidt jeg kunne skønne er broder Jerôme en robust mand under kutten. Hans alder er ubestemmelig – et sted mellem 30 og 50, vil jeg tro. Ansigtet, som han vendte op mod mig, var støvet af at have hvilet på gulvet i nogen tid, og var ikke et ansigt jeg havde ventet at se på en munk. Hans næse så ud til at have været brækket mindst én gang (uden at have været sat ordentlig på plads), hans blik var skarpt og intelligent, og han betragtede mig indgående, mens abbeden forklarede vores ærinde for ham. Han endte sin forklaring med en kryptisk bemærkning ’Betragt det som en lektion i ydmyghed, Broder’. Der var stille lidt endnu, mens broderen fortsat studerede mig grundigt. ’Jeg vil ikke undervise dumme børn’ sagde han så ’Og jeg vil ikke undervise børn, der ikke vil undervises – det har jeg gjort længe nok, og hvad er takken?’ Han mumlede noget som kunne forveksles med kraftudtryk, men det kan det vel næppe have været. Jeg forsikrede ham, at han kun ville få elever, som ønskede undervisning, og at selvom ikke alle mine børn er lige begavede, så er der dog ingen dumme børn blandt dem – kun udannede, hvilket var noget vi i fællesskab ville råde bod på. Jeg tror at jeg anede en smule munterhed i hans skarpe ansigt, da han meddelte, at han ville adlyde sin abbed i denne sag, og at han ville møde op i Børnenes Hus, så snart han bod var ovre. Mandag, meddelte abbeden mig smilende. Nuvel, mandag får vi se, hvordan det kommer til at spænde af. Jeg tror, at det bliver interessant!
Jeg besluttede at afslutte Gabriels dag med at overraske Nicholas i de kongelige gemakker. Han blev glad for at se mig, selvom han vist blev en anelse fornærmet, da han fandt ud af, at jeg faktisk kom til byen for fire dage siden. Men jeg rådede bod og han tilgav mig. Derefter var han ikke så lidt nysgerrig efter at høre, hvad det dog kunne være ved mit lille børnehjem, der gjorde det mere interessant end ham – her begyndte han at pive demonstrativt igen, så jeg måtte råde bod en gang til – til begges fornøjelse.
Vi har aftalt at mødes i Kgs. Have i morgen til en spadseretur. Jeg har besluttet mig til at vise Nicholas Børnenes Hus.
5/11. Det var en hyggelig dag i går. Vi mødtes tidligt om eftermiddagen i Kgs. Have, og spadserede derefter Ryendor City tynd. Vi startede i Kongens Have, fortsatte gennem haverne ved La Palais, videre langs havnefronten og ud i gaderne. Vi snakkede og snakkede. Han virkede imponeret over Børnenes Hus, da vi nåede dertil, og var overrasket over, at en ’festpige’ som mig havde rodet sig ud i sådan noget. Men ikke overrasket over, at det virkede så velorganiseret, og ikke overrasket over mængden af glade unger, der for de stores vedkommende kaldte mig ’Madame’ og for de smås bare ’Manon’. Claire tog ham med storm. Hun klatrede nærmest op på ham som var han et klatretræ, og blev siddende på hans skuldre – med en bekymret André rendende ved siden af parat til at gribe – under resten af rundvisningen.
Bagefter tog vi hjem til mig, hvor Madame Renoir havde anticiperet to til aftensmad, og bespiste os bedre end hvis vi var gået ud og spise.
Nicholas var netop gået her i morges, da Alexia dukkede op og trak mig med til messe. Vejret var bare urimeligt dårligt, og den ridetur vi ellers først havde planlagt blev droppet til fordel for indendørs hygge med sang og lut. To af sangene til Guillaumes stykke er nu færdige, og meget vellykkede, hvis jeg selv skal sige det. Alexia sagde efter megen overtalelse ’ja’ til at figurere på plakaten som musikmester – vi fandt straks på et passende scenenavn (af maskulin klang, naturligvis). Vi fik snakket en hel del om stykket, og jeg er blevet vældig varm på det igen efter det har ligget stille så længe. Mon ikke Børnenes hus kan undvære mig et par dage, mens jeg skriver færdigt? Nej, jeg skal lige være der i morgen, når Broder Jerôme kommer – det bliver jeg bare nødt til at se!
6/11. Broder Jerôme tog alle med storm. Og noget af en storm er han virkelig. Han ankom før solopgang, brasede ind i huset og råbte om det var her, der var nogle snotunger, der mente de var begavede nok til at lære noget. Jules var oprørt, da jeg ankom en times tid senere. Men han blev beroliget, da han så, hvor vel de store børn tog imod munken. Han startede ud med 13 børn, og efter at have heglet dem igennem og gjort meget klart, hvad han forventer og hvad han ikke ville acceptere af opførsel, faldt 5 af dem fra (de ville hellere vaske gulv i hele huset). De 8 standhaftige (heriblandt Pippin, og også Flippa såmænd) tog han med sig, som en anden gåsemor med sine gæslinger i hælene. Ifølge mangfoldige rapporter (jeg har fået historien i cirka 8 forskellige versioner…) tog de ud i skoven. Han førte dem så langt ud i Deumille, at de fór vild. Derefter lærte han dem, hvordan man finder vej, finder nord og syd, øst og vest ved hjælp af mosbeklædte træer, hvordan man genkender dyrespor, hvordan man kender et dyreveksel fra en menneskeskabt sti, og så lod han dem om at finde vejen hjem… Det lykkedes. De vendte hjem, trætte og sultne, og meget meget stolte af sig selv, lige før aftensmaden. Broder Jerôme trak mig til side, da de 8 endelig satte sig ned for at spise, efter de i munden på hinanden havde fortalt mig om dagens oplevelser. Han ville gerne komme tilbage i morgen, meddelte han, for efter at have luget de ’dovne og dumme’ fra, havde han nu samlet sig en lille flok, som han mente var fornuftige nok til at modtage Lysets ord, og andre anvendelige kundskaber. Personligt tror jeg, at det er en lille flok disciple han har fået samlet sig dér, for jeg har aldrig før hørt Pippin tale så længe og så begejstret om noget menneske, som han gjorde på turen hjem fra Huset. Selv Jules måtte indrømme, at det nok netop var den hårde facon, der bed på børnene – så følte de virkelig, at de blev taget alvorligt. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at fortryde, at jeg bad abbeden om hjælp!
7/11. Har siddet og digtet på skuespillet hele dagen, og det skrider stødt fremad. Jeg har lavet en del om på det oprindelige udkast, og strammet en del op, og skelettet til noget, der kunne gå hen og blive rigtig godt, er nu færdigt.
Jeg kom en lille smule for sent hen til Roger, men blev tilgivet. Han greb min hånd, studerede den med vibrerende overskæg (jeg antager, at det var tilbageholdt latter), og sagde: ’jeg ser, at du er begyndt at skrive igen’. Håndkanten på min højre hånd og mine fingerspidser var plettede som sædvanlig, når jeg skriver ihærdigt på noget. Så jeg fortalte ham sådan løst, hvad dette nye skuespil gik ud på, mens han bankede mig den ene gang efter den anden. Det var hyggeligt.
8/11 Startede dagen med en rask tur på Springer i Deumille. Det støvregnede, en kold våd regn, så jeg var godt forfrossen, da jeg kom hjem. Alexia kom forbi til the, og blandt andre interessante nyheder kunne hun fortælle, at Santiago-logen tilsyneladende har trukket hornene til sig mht. Reynaud! Hun har forhørt sig forskellige steder (såmænd også hos en Santiago-fyr!), og den skulle være ganske sikker; de har indstillet jagten (eller rettere er blevet tvunget til det).
9/11 En meget forbløffende udvikling i Reynaud/Jacqueline-affæren! En udsending fra Bourgaine-familien dukkede op ved Maison de Bergerac i dag, og der blev sendt bud efter mig, da jeg er den eneste Bergerac i byen for tiden. Udsendingen ville diskutere (=diktere) betingelserne for indgåelsen af ægteskab mellem Reynaud de Bergerac og Jacqueline de Bourgaine! Tænk engang! Der er kun én ting, der kan havde fået tingene vendt til den side, og det er hvis Jacqueline venter sig. Èn gang er åbenbart nok for nogen… Betingelserne lyder; øjeblikkeligt ægteskab, øjeblikkelig afrejse ud af landet, ingen tilbagevenden til Ryendor nogensinde, og der må ikke nogensinde tales om det. Jeg sagde ’ja’ til alle krav på Reynauds vegne. Jeg tror ikke, at Reynaud vil have det mindste imod at forlade landet, når det er sammen med Jacqueline. Han har jo land og titel og lidt af en heltestatus i Damar, så hvorfor blive her? Og vi andre skal såmænd nok holde vores mund, hvis det er det eneste, der skal til. Jeg har allerede sendt Pippin afsted for at sende brev til Reynaud.
Ih jubii! Reynaud skal giftes! Så fik én af os da den vi elsker! Så mangler vi bare… ja, os andre. Robert har nu ikke mange chancer for at få sin udkårne, og jeg er ikke engang sikker på, at Marco har en udkåren. Nå, held og lykke til os alle. Nu har vi da set, at det kan lade sig gøre – mod alle odds! Jeg er begyndt at renskrive det stykke, som Reynaud i sin tid bad mig skrive – det skal de have i bryllupsgave. De får naturligvis den udgave, som ender lykkeligt!
10/11 1602. Vågnede af mareridt i nat, og kunne ikke falde i søvn igen. Jeg har arbejdet på stykket næsten uden ophør de sidste par dage, og det er næsten færdigt. Alexia har lovet at komme forbi i dag og kigge det igennem. Jeg glæder mig meget til det er færdigt, for jeg har aldrig været mere påvirket og optaget af et stykke end jeg er af dette her – forståeligt nok. Mareridtet i nat var om Guillaume. Jeg drømte, at jeg var med i det sidste slag. Jeg vil ikke begynde at referere detaljer – det var for blodigt, for forfærdeligt… Det var meget værre end slaget mod sørøverne, for da sad jeg i det mindste i dækning. Her var der bare kæmpende mænd hele vejen rundt om mig, blod og skrig, døende og døde blandt hinanden – rigtig mareridtsstof! Og Guillaume var der – naturligvis – og jeg kæmpede ved hans side. Og jeg så ham… jeg så ham falde. Jeg så hans blod, hørte ham stønne af smerte, og jeg faldt på knæ ved hans side og noget bevæger sig ind mod mig fra siden og alt bliver mørkt… Jeg må til Damar til foråret eller så snart det overhovedet kan lade sig gøre! Jeg kan ikke længere leve med uvisheden om hans skæbne, som har så stor indflydelse på min egen skæbne. Ingen mand uden Guillaume.
Senere: jeg er frygtelig rastløs i dag. Alexia var her hele eftermiddagen og blev til aftensmad. Hun synes godt om stykket (hun græd flere gange under gennemlæsningen!). Hun rettede et par replikker til, og gjorde mig opmærksom på et par svage punkter, som jeg skal have kigget på. Men jeg kan ikke klare at gøre det nu. Jeg har vandret op og ned af gulvet hele aftenen – kan ikke engang få mig selv til at tage manuskriptet op i hånden. Mareridtet sidder stadig i kroppen på mig. Vinen har ikke kunne dulme mine nerver. Tanker om Guillaume, og frygt for hans skæbne, og længsel efter hele hans væsen er ved at få mig til at sprænges! Det er som en feber, som bare ikke vil ud af kroppen på mig. Det brænder og smerter og jeg kan ikke få et øjebliks fred!
Jeg må hen til Nicholas!
11/11 1602. Stakkels Nicholas – han må føle sig misbrugt nu – det ville jeg i hvert fald gøre i hans sted. Mødet med ham i går var et veritabelt overfald på den arme mand. Der blev ikke vekslet mange ord, og han virkede mildt sagt noget forbløffet indledningsvist. Ikke at han ydede den store protest eller modstand… Men nu skammer jeg mig. Det var ikke min mening at bruge ham som afreageringsobjekt eller surrogat for Guillaume. Jeg må undskylde min opførsel næste gang vi ses – selvom jeg jo nok ikke kan tilbyde ham en fornuftig forklaring. Men hvorom alting er, så virkede det. Jeg er væsentlig mere afslappet nu. Jeg venter nu nok lige et par dage, før jeg skriver stykket færdigt. Jeg bliver nødt til at tage en lille pause fra det.
Senere: Jeg tilbragte det meste af dagen i dag i Børnenes Hus – det absolut bedste sted (måske med undtagelse af Nicholas’ arme) at få afledt min opmærksomhed. Broder Jerômes besøg i tirsdags havde været en temmelig stor succes. Han havde læst digte og historier op for ungerne (også de små) den halve dag. Bagefter havde han heglet de 8 disciple igennem skjulte betydninger og fortolkninger, historieopbygning, versemål og rim-ord og så videre. Han er noget avanceret, men ungerne er fyr og flamme. Pippin har plaget mig om at genoptage skrive- og læseundervisningen, men jeg har ikke haft overskud de sidste par dage pgra. stykket. Han har siddet lidt med hos Jules, men jeg har besluttet, at jeg giver den en skalle med ham nu. Nu har jeg plaget ham i årevis for at interessere sig bare en lille smule for skrivningens og læsningens ædle kunst. Hvad ligner det så, hvis jeg svigter ham, når han endelig er begyndt at interessere sig for det? Jeg tager nok Flippa med i privatundervisningen. Hun er en vældig kvik pige, som hurtigt har fundet en særlig plads i mit hjerte. Og så er hun god indflydelse på Pippin, når det gælder tålmodighed.
13/11. Jeg var med Broder Jerôme og ungerne henne og kigge på klostrets bibliotek i dag. Vi har kigget på hvordan man laver bøger – fra hvordan man laver pergament og papir til den færdige bog. Undervejs faldt jeg over en interessant titel om Ailenore af Aquitaine, et meget interessant kvindemenneske! Jeg fik lov til at låne den med hjem (efter at have sværget på Charles’ velforvarede grav og hvad der nu ellers er mig helligt, at jeg vil passe godt på den og huske at aflevere den igen). Jeg har siddet med snuden begravet i den siden vi kom hjem. Hvor dejligt at vide at der findes berømte kvinder, der har klaret sig fint uden at have en ægtemand ved siden (hun klarede det nu også fint med ægtemænd ved siden…)! Hendes døtre, og især datterdatteren, havde også ben i næsen. Sikke forbilleder fortiden kan fremvise!
Jeg har været henne forbi Reoul & Søn , og én af deres indbindere har for et mindre beløb lovet at binde Reynauds skuespil ind for mig.
14/11. I dag vil jeg have det stykke færdig! Alexia har lovet at være her hele dagen, så hun kan stå til rådighed, når jeg får brug for det. Jeg håber, at jeg har fået fortalt hende, hvor taknemmelig jeg er over hendes venskab!
Senere, meget senere! Så er det færdigt. Alexia har været en uvurderlig hjælp. Hun kan straks høre om en replik lyder forkert eller opstyltet. Personligt synes jeg, at det er det bedste stykke jeg har skrevet, men min hjerteblod ligger også i bogstaveligste forstand i det. Nu håber jeg bare, at Prins Louis’ Yndlinge og publikum vil synes det samme. Alexia hjalp mig med at finde på en titel: ’En krigers hjerte’.
15/11 1602. Så fik jeg endelig tid til at undervise Flippa og Pippin lidt i skrivningens ædle kunst. Efter et par timer i formiddags var vi dog alle sammen grundigt trætte af at lege skole, så vi tog ud og købte vintersko til dem i stedet for. Det viste sig, at Flippa aldrig har prøvet at eje et par nye sko før, så hun var ude af sig selv af glæde. Hvor er det nogen gange lidt man skal gøre for at glæde andre…
Jeg har inviteret Nicholas på aftensmad, sådan for at råde bod på i fredags. Jeg vil nu lige et smut hen i Børnenes Hus, for at se hvordan der står til. Det kan jeg sagtens nå, og samtidig nå et bad inden Nicholas kommer.
16/11 Reynaud ankom midt i nat, svedt og udmattet efter en meget hurtig ridetur fra Bergerac og hertil. Han har brugt dagen på at skrive breve til de andre, som næppe når tilbage hertil, før vi tager afsted. Det er blevet aftalt med Bourgaine-familien, at vi kan hente Jacqueline i Sarregueminez sur Saône – en god dags ridt uden for byen – på søndag. Der vil trolovelsen finde sted – de gifter sig i Damar. Tante Regine og onkel Joseph kommer også. Nu skal vi bare have alting klar til rejsen. Jeg har inviteret Alexia – hun er jo også en del af hele det cirkus. Jeg tror, at vi begge har nydt at have været med til at de to unge elskende har fået hinanden (selvom det kommende familiemedlem jo nok gjorde udslaget).
Det var vældig hyggeligt med Nicholas i går. Stille og roligt fra start til slut. Vi snakkede og hyggede os til langt ud på aftenen. Elskoven var afdæmpet og intim, fingerspidser og læber og hviskede ord som kærtegn i øret – dejligt! Jeg føler mig så vældig godt tilpas sammen med ham.
18/11 1602. Så er vi indlogeret på Chapeau de L’Homme i Sarregueminez sur Saône. Jacqueline er ikke kommet endnu, men ellers er alle involverede her; Reynaud, tante Regine og onkel Josephe, Pippin, Alexia og jeg. Det har været en lang dag i en bumlende og skrumlende vogn. Jeg fortrød flere gange, at jeg ikke havde taget turen på Springer. Jeg misundte Reynaud, som red afsted ved siden af vognen på Tatouphe. Nå, nu til sengs! Det er en ganske særlig dag i morgen!
19/1. Ja, ord kan vel ikke rigtig dække det. Hvor var det et skønt syn at se de to i hinandens arme! Jacqueline ankom forgrædt og så forfærdelig fin og spinkel, at det næsten ikke var til at bære. Hun ser så lille og sart ud, at man bliver grebet af beskyttelsestrang (sikkert ikke et uvæsentligt element i Reynauds tiltrækning af hende…?). Nå, nu er trængslerne forhåbentligt forbi for dem. De tog afsted allerede i eftermiddags. De skal nå et skib i Zorenstadt, som sejler sydpå. Jeg håber, at de når frem til Damar, før vinteren begynder. Vi tager også hjemad nu. Vi overnatter på halvvejen. Alexia er ikke meget for at være væk fra sin far for længe – han er ofte syg for tiden. Der skal kun antydningen af vinter til at slå hans skrøbelige helbred i stykker – stakkels menneske!
Louise Greiners hjemmeside 
One thought on “11. Børnenes hus”