13. The case of the ghost in the machine

I am GMing this part. I may eventually write it into a story, but not just yet. In stead I give you Cassie’s wonderful letters to Grace (written by Liv) – in danish. I may translate by popular demand, but otherwise here it is, in Cassies very own giddy words:

Første brev

Kære Grace

Åh hvor har jeg savnet dig! Har du fået alle mine postkort? Vi nåede jo slet ikke at snakke sammen inden jeg skulle tjekkes og bagefter så var du væk! M siger, at du selv har indvilget i at deltage i eksperimenterne. Det lyder også spændende, hvis altså det kan hjælpe med at finde ud af mere om hvad du kan. Ligesom vi gjorde med træer og mure dengang på vej til Nanga! Kan du huske det! Det var da så sjovt! Altså undtagen dengang hvor vi ramlede ind i masten. Men ellers så var det sjovt! Jeg synes dog altså ikke, at det lyder særlig sjovt at æblet skal være med. Men så længe du selv har sagt ja. Måske skulle jeg selv se det æble som alle snakker om en dag?

Min vinter har været så god. Vi må snakke mere om det når du kommer tilbage. Selvom jeg har savnet dig og Mackenzie og Vincent og jer alle sammen, så har det været en overraskende god vinter. Sibyl er… Jeg har svært ved at beskrive det bedre, men hun er ligesom på en eller anden måde faktisk godt selskab. Jeg fortæller mere når vi ses. Hov og jeg har også en bog med hjem til dig! Gamle eventyr om nymfer, som jeg ikke tror findes særlig mange andre steder end i Sibyls store bibliotek. Der er nogle virkelig smukke illustrationer i, som jeg glæder mig til at vise dig. Jeg har prøvet at tegne lidt her, men det bliver slet ikke så pænt som i bogen. (Det er to virkelige smukke kvinder. En i vandet og en, som nærmest ser ud som om hun er en del af stenen. Du skal glæde dig, til at se billederne i bogen!)nymfer

Hun har så mange bøger Grace! Bøger om alt muligt spændende. Hun går op i viden, bare for videns skyld og hun ved virkelig mange spændende ting. Nå, men du må høre mere når vi ses igen. Kommer du snart hjem? Fordi jeg savner dig!

Jeg ville egentlig også lige opdatere dig omkring vores nyeste sag, sådan at du kan følge med, selvom du har gang i alt muligt andet lige nu. Som du sikkert ved, så har Henry fået en veninde. Hihi! Det er så sødt! Det er dronningens kammerdame, hende du ved, som er forelsket i dronningen og som dronningen er forelsket i og alt det. Og hun virker umiddelbart virkelig sød. Det er helt sikkert godt for både os og Henry, at de er blevet venner. Forhåbentlig så gør det det også nemmere for os at passe på HM en anden gang, så vi ikke skal slås mod et helt regiment vagter først!

Og Callum er tilbage! Men det nåede du jo godt at se. Det var ham der undersøgte mig, han er nu altså sød. Lidt regelret og ufleksibel nogen gange, men jeg har altid ELSKET Callum. Forhåbentlig kan det gøre Mackenzie glad igen at have ham hjemme. Det er dejligt!

Nå men altså Henrys veninde, hun har fortalt ham om en ret prekær sag, omkring Big Dick. Ja det er det, det hedder! Ligesom en stor tissemand, du ved! Det er SÅ svært at lade være med at grine, hver gang de siger det ”Big Dick” (Hihi!) Altså. Hvad mener du? Det kan man da ikke kalde noget! Men det LIGNER en stor tissemand! Med et højt tårn og et rundt observatorium på toppen og så to runde bygninger på hver side nede for neden. Det er SÅ sjovt, Grace! Jeg kan stadig ikke lade være med at grine af det, mens jeg sidder og skriver til dig. Jeg har prøvet at tegne det, så du kan se hvordan det ser ud. Mackenzie har hjulpet! big dick

(Jeg kalder det altså for BD i resten af brevet for ellers kommer jeg til at grine igen og så bliver jeg jo aldrig færdig.) Nå men urmageren Richard Mayhew som har bygget klokkeværket (hihi!!!) i BD han er død. Det er faktisk rigtig sørgeligt fordi han var en stor mand (altså ikke stor sådan i højden eller i bredden, men mere sådan i de ting han har opfundet og de tanker han har tænkt), han vil blive savnet. Men sagen er altså, at efter han er død, så er der jo nogle andre som skal stå for at vedligeholde det her store ur og det er altså ikke sådan bare lige. Det er et ur som kan alt muligt andet end bare at vise klokken i London. Det kan vise en masse omkring stjerner, og himmellegemer og ja, det er ret fantastisk. Max lyder næsten forelsket når han taler om det! Nå, men det er altså sådan, at den første urmager S. Nob, som blev sat til at passe på uret, han stoppede efter en kort periode. Han mener at det spøger og at det er Richard Mayhew som går igen og som med vilje forhindre ham i at arbejde fordi de var rivaler. Altså efter det som skete i Russell Court inden vi flyttede ind, så er det jo absolut ikke umuligt! Den nye urmager C. C. Locks er også forstyrret i sit arbejde og stuepigen, som arbejdede for Richard Mayhew i mange år nægter nu overhovedet at gøre rent i hans arbejdsværelse, fordi hun også påstår at der bliver flyttet rundt på ting. Alt i alt, så mente vi i hvert fald at det helt klart var en sag som vi kunne kigge nærmere på. Først tog vi hen for at se på BD og snakke med Molly, stuepigen. Molly virkede ganske sød, og umiddelbart, som om hun havde været glad for at arbejde for Richard Mayhew og hans familie. Hans barnebarn Charlie, havde boet sammen med ham i mange år, mens hendes mor, altså Richards datter havde vist ikke rigtig været der. Hun var død under nogle lidt mystiske omstændigheder, men det kommer jeg tilbage til. Det involvere måske Sibyl! Nå, men Molly var i hvert fald glad nok for at arbejde for Mayhew familien virkede det til, men hun var oprigtigt bange for at der var noget galt nu. Der var nogen der flyttede rundt på hans papirer på arbejdsværelset, der var aftryk som om noget havde siddet på sengetæppet og sådan noget. Hun var blevet skræmt og havde derfor ikke støvet af i en uge. Faktisk lød hun som om hun troede mest på, at der var noget spøgeri på spil. Hun virkede dog også som om hun havde rigtig dårlig samvittighed over ikke at gøre rent der. Stakkels dame! Men altså en uge! Hvor meget støv kan der mon lige nå at komme på en uge, det går jo nok. Vi ville i hvert fald gerne hjælpe så hun ikke skulle have det dårligt og være bange for at gå ind på hans arbejdsværelse og i hans lejlighed. Molly kunne også fortælle, at Charlie havde været sød at arbejde for, og at det var meningen hun skulle komme tilbage nu og fortsætte sin bedstefars arbejde. Men hun er forsvundet fra sit universitet! Det lover jo ikke godt. Samtidig kunne hun nævne at Charlie i sin tid fik besøg af en fin dame, men Molly kunne ikke beskrive damen, fordi hun altid var tildækket når hun kom. Tilsyneladende var Richard dog ikke interesseret i at damen kom, så det var vist kun Charlie hun besøgte. Nå, men vi gik op for at undersøge hans lejlighed, vi havde fået et pas så vi frit kunne få lov at undersøge hans lejlighed og arbejdsværelse. Selve urværket måtte vi dog ikke se uden at den nuværende ansvarlige urmager var til stede. Jeg forsøgte som det første at fornemme om der var noget magisk på spil og ganske rigtigt! Jeg kunne fornemme svage spor af noget guddommeligt magi, dog ikke noget som stadig var til stede. Men det var ikke en slags magi som jeg havde mærket før. Nærmest sådan metallisk. Henry ser stadig meget skeptisk på mig, selvom han også tager mine fornemmelser for gode vare. Jeg tror ikke han stoler på mig. Det er nok det, som gør mig mest ondt i alt det her rod med Sibyl og min ferie. Hvis Henry han aldrig kommer til at stole på mig igen. Jeg har jo ikke gjort noget forkert sammen med Sibyl, men det er som om han ikke tror at det kan lade sig gøre, at hun ikke har gjort mig noget. Men jeg tror jo bare, at jeg måske faktisk kan nå ind til hende på en anden måde end andre kan. Jeg siger ikke hun er uskyldig, for det ved jeg jo godt, at hun ikke er, men måske er hun heller ikke bare ond, og måske kan det lade sig gøre at hjælpe hende til at følge en bedre vej end den hun har fulgt hidtil. Jeg synes i hvert fald ikke jeg vil give op hvis hun kan hjælpes. Jeg fornemmede at der var noget godt i hende som hun lod skinne igennem når jeg var sammen med hende alene. Lige så snart der var andre tilstede som havde hun den her kolde, hårde facade på, men efterhånden som jeg brugte tid med hende, så var det som om jeg fik lov at se om bag den. Nå, men jeg kan fortælle dig DET HELE, når vi ses igen. Henry accepterede altså, at jeg fornemmede noget magisk selvom han stadig kigger mærkeligt på mig indimellem. Dog kunne jeg jo ikke rigtig fortælle hvad det var der var magisk eller hvor det kom fra. Men der var eller havde været noget som var af magisk i rummet. Vi undersøgte også rummet grundigt, og vi kunne godt se, at det så ud som om der var nogen der havde flyttet rundt på papirer og siddet på hans seng. Eller noget der havde ligget på hans seng. Jeg tjekkede også for hemmelige rum over det hele, der var ingen. Vincent var travlt optaget af den dør, som gik direkte fra Richard Mayhews arbejdsværelse og ind til urværket. Det var også en meget speciel dør! Den var uden håndtag eller nøglehul, men i stedet var der sådan en lille metalplade med tal på både for oven og for neden. Det var som om Vincent han tog det som en personlig udfordring at kunne åbne den dør. Det er helt klart endnu en af Richard Mayhews opfindelser. Tænk at have en dør, hvor man ikke behøver en nøgle til! Det er da så smart. Det kan virkelig fylde meget at skulle slæbe rundt på de der store nøgler ligesom vi gør. Du ved, en til hoveddøren, en til lågen en til vores egen dør og så videre. Det kunne da være smart hvis man ikke behøvede det! Mackenzie fandt også en masse mystiske optegnelser over ting, som han var i gang med at opfinde. Hun synes det lignede våben, men Max siger, at Mayhew var kendt for netop ikke at opfinde noget som kan bruge til vold så det kan ikke være våben hun har set. Efter at have ledt et stykke tid så kunne vi se, at der manglede en af hans notesbøger. Der var uden tvivl nogen som havde taget den! Og Vincent kunne også se, at det virkede som om der var nogen der havde forsøgt at åbne hans dør, altså dirke den op! Så uden tvivl har der været nogen på spil derinde. I det samme kunne vi høre den nuværende urmager komme op af trappen, han skulle jo vise os urværket, som vi ikke måtte se alene. Og hold nu op! Selv jeg kunne se, at det var ganske fantastisk! Der var tandhjul og stænger og ting der bevægede sig over det hele. Det var som at være inde i hjertet af en stor maskine der hele tiden bevægede sig. Wow. C. C. Locks virkede som en super sød, men også lidt urolig mand. Han virkede oprigtigt som om han var stolt af at skulle tage sig af det her store ur, og så det som en ære. Han påstod at han slet ikke havde været inde i Mayhews arbejdsværelse, for hvad skulle han der? Men det er jo svært at vide om han talte sandt. Han fortalte at han slet ikke tror på spøgeri og den slags, men at han altså havde oplevet mærkelige lyde og at ting blev rykket rundt på. Jeg spurgte ham, hvilke lyde det var, han hørte som ikke hørte til, men det var vist svært at forklare. Han sagde sådan ”Tik tik tik tik, tiiiiik, tik tik tik” (det er lidt svært at gengive ordenligt i et brev). Det mindede mig lidt om en telegraf og det hviskede jeg til Callum. Han nikkede bare. Jeg tror måske Callum også er lidt sur på mig. Det forstår jeg dog ikke. Han har tjekket mig helt og han ved da om nogen at jeg ALDRIG ville gøre noget, som kunne skade os eller nogen andre for den sags skyld. Men det er som om at han nogen gange ser tingene lidt sort/hvidt, og det tror jeg måske ikke at jeg helt gør mere. Han ser tingene lidt som om at der kune er ”rigtigt” og ”forkert” og intet derimellem. Men det er som om at jeg er begyndt at forstå, at sådan er det ikke altid. Nogen gange, så kan der godt være noget som er rigtigt ifølge nogen, som ikke er rigtigt ifølge andre. Og nogen gange så er det som vi altid har troet var rigtigt, slet ikke rigtigt mere! Det er meget forvirrende, men jeg tror også det er vigtigt. Nå men C. C. Locks viste mig også et sted oppe på en stige, hvor han en dag var kommet til at tabe et lille stykke værktøj ned. Han rødmede lidt, da han sagde det! Men altså jeg kunne godt se, at derned, der kunne man ikke få sine hænder, heller ikke selvom man var ligeså ferm på fingrene som Vincent. Man ville få sine fingre knust i urværket. Men han fortalte, at næste dag, så havde værktøjet ligget til ham henne ved døren! Mystisk! Hvem kunne have taget det ud? Pludselig blev vi dog afbrudt da Callums ærme hang fast i urværket! Han var nær blevet løftet til vejrs hvis ikke Mackenzie havde været der til at hive ham ned igen. Hans skjorte blev flået helt i stykket og forsvandt ind i urværket! Og så lød der en knirken og knagen og nogen af tingene holdt op med at bevæge sig. Åh åh! Så blev C. C. Locks ligbleg og vi blev smidt ud hurtigere end jeg kunne nå at sige ”Callum”. Han var tydeligvis panisk bange for, at Callum havde ødelagt uret! Callum måtte jo køre hjem og få en ny skjorte på. Det viser sig at kusken var en ung dame som havde flirtet med ham , fordi han jo var i bar overkrop! Callum, som jo er Callum, forstod ikke noget af det! Hihi! Åh det må have set sjovt ud! Han fik vist turen gratis, så det er jo altid noget! Callum er sjov på den måde. Han har tydeligvis kun blik for Mackenzie, og det er jeg glad for. Den slags kærlighed ønsker jeg mig også! Henry og Vincent fandt på en smart idé idet vi jo nu var blevet smidt ud fra ur-rummet. Vincent og Max skulle gemme sig i et skab i Mayhews arbejdsværelse og vi andre skulle gå ud. Så ville de vente på, om der kom nogen eller noget, mens alle troede, at vi havde forladt rummet. Imens tog Henry, Mackenzie, Callum og jeg ud for at snakke med den første urmager er havde overtaget ansvaret for uret. Han og Richard Mayhew havde tilsyneladende altid været rivaler, så det kunne jo meget vel være ham som havde stjålet notesbogen som manglede.

Hold nu op en forretning ham S. Nob har! Det var nærmest mere som en meget dyr smykkeforretning end som et værksted med ure. Men ure er selvfølgelig også for mange lidt som dyre smykker. Det var med tykke tæpper på gulvene og masser af tjenestevilligt personale og dyre glimtende ure i forskellige glasskabe. Henry nævnte at vi kom på ærinde fra slottet, og det er jo ikke helt løgn, for det var jo Henrys veninde der oprindeligt bad os undersøge sagen! Da Henry nævnte HM, ja så kan jeg love dig for, at vi hurtigt fik adgang til mester S. Nob. Hans arbejdsværelse er slet ikke som Richard Mayhews! Her sad S. Nob ved sit store mørke skrivebord i midten og tronede som en anden konge, mens en masse mennesker sad ved små borde og nørklede med alt muligt urværk rundt omkring. Det virkede meget mere, som om S. Nob. Fik andre til at lave alting for sig, mens det virker som om, at Richard Mayhew lavede tingene selv. S. Nob var tydeligvis overbevist om, at Richard Mayhew gik igen og at det var ham, som var på spil i urværket. Han fortalte at han havde lavet forbedringer og småændringer til uret, men at næste morgen så var det fjernet! Jeg kunne måske godt forestille mig, at Richard Mayhew ikke ville have syntes, at de ting S. Nob. Lavede om var forbedringer, men om det alligevel betyder at det er Richard Mayhews spøgelse? S. Nob talte i hvert fald ikke specielt pænt om Richard Mayhew eller om Charlie. Faktisk så kaldte han hende for en snotunge, der intet vidste om ure! Eftersom, at Charlie efter sigende er vokset op sammen med Richard Mayhew så må vi jo i hvert fald gå ud fra at hun ved meget om det her ur. Men Mr. S.Nob. Antydede altså også at hun var lidt speciel, fordi hun netop var vokset op i tårnet, og vidst ikke kom så meget ud, som andre børn. Det lyder faktisk som en speciel barndom, men derfor kan det jo godt være en lykkelig barndom. Mr. S.Nob. virkede lidt som en person der ikke havde meget tilovers for nogen der er anderledes. Ifølge Molly så er Charlie jo en rigtig sød ung pige, og det lyder som om hun også er overordentligt begavet. Hvilket minder mig om, at Molly faktisk også nævnte, at det jo er dyrt at gå på universitetet, men det virker ikke som om at Richard Mayhew har betalt for Charlies uddannelse, så vi spekulerede på, om det mon kunne være den fine dame der kom og besøgte hende. Vi fik ikke så meget mere interessant ud af Mr. S.Nob., men Mackenzie kom på den ide, at det kunne være Charlie, som gemte sig i tårnet og ordnede uret når ingen så det. Vi besluttede i hvert fald at køre forbi kirkegården på vej tilbage til BD for at se om der lå friske blomster. Hvis Charlie faktisk var kommet tilbage, så må man gå ud fra, at hun ville have lagt blomster på sin morfars grav og måske også sine forældres.

Henry og Callum ledte efter forældrenes grave, mens Mackenzie og jeg fandt Richard Mayhews gravsted. Og vi fandt den! Og Grace, altså jeg ved godt, at kirkegårde er et alvorligt sted, og at det ikke er sjovt, at folk er døde og sådan noget. Men hans gravsted, Grace! Hans gravsted havde en gravsten som var en stor 2 meter høj kopi af Big Dick! Helt bogstaveligt! Hihihi! Der stod en 2 meter høj tissemand ved hans gravsted! Først så stod jeg og Mackenzie helt stille og jeg holdt mig for munden, så kunne jeg ikke lade være med at sige ”Altså man kan da sige at han har en stor…” og så brød vi helt sammen af grin! Det er simpelthen utroligt, at der ikke er nogen der har sørget for, at han fik en pæn sten, der så lidt anderledes ud end en stor tissemand! Den kunne da ligne et ur eller sådan noget! Altså! Og så to meter endda! Da vi så, at graven ved siden af hans tilhørte Hr og Fru bager Oobs, og at deres gravsteder var to runde boller med et lille bær på toppen (altså så det lignede et par flotte runde bryster!), ja så grinede vi endnu mere. Men altså! Hvorfor gør folk sådan noget! Hihi altså! Jeg havde helt ondt i maven af at grine og Mackenzie havde tårerne løbende ned af kinderne.big dick gravsten mm.png

(Mackenzie har hjulpet mig med at tegne den. Hihi! Og M kom lige ind og rømmede sig MEGET højt lige bag ved os. Ups! Hun så ikke ud som om hun overhovedet synes det var sjovt, og hun kunne ikke forstå hvorfor vi sad og spildte tid på at tegne TISSEMÆND! Mackenzie sagde, lettere forurettet ”Jeg tegner ikke tissemanden, jeg tegner brysterne!” Hvorefter hun blev lige så rød i hovedet som den der flotte hat hun har. Jeg tror ikke M synes at det var særlig meget bedre at bruge tiden på at tegne bryster end tissemænd. Jeg måtte næsten bide mig i tungen for ikke at sige til hende, at det ikke er en tissemand, men Big Dick. Hihiiiii! Det var SJOVT!)

Mackenzie og jeg, vi er enige om, at vi selv vil designe vores gravsten når det kommer dertil! Henry og Callum syntes ikke det var særlig sjovt, da vi fortalte dem om det – man skulle nok have været der! Men i hvert fald, så lå der ingen friske blomster på hverken Richard Mayhews grav eller forældrenes – Charlie havde altså ikke været forbi. Mens Mackenzie og jeg havde besøgt Richard Mayhews gravsted, så havde Henry og Callum jo besøgt forældrenes. Mr. og Mrs. Abott. Og pludselig, så kunne han huske hvor han havde hørt om dem før. Han kunne huske dem, fra Sibyls inderkreds! Men de var altså døde under mystiske omstændigheder for år tilbage. Noget med muligvis at have deltaget i et okkult ritual. Hvor jeg før ville have været vred på Sibyl over det her spild af menneskeliv – altså forudsat, at det faktisk er Sibyl der har gjort noget af det her overhovedet, for det ved vi jo ikke! – men nu bliver jeg i stedet ked af det. Hver gang vi får et spor der peger på, at hun har gjort noget ondt og utilgiveligt, så bliver det sværere at få de andre til at forstå, at vi måske kan hjælpe hende på rette spor i stedet for bare at behandle hende som en fjende, der skal bekæmpes lige meget hvad. Jeg VED godt, at hun er vores fjende, det må du ikke tvivle på, Grace, men jeg vil bare gerne tro på, at den rest af godhed som jeg fornemmede i hende, og den kvinde der stadig er inderst inde, kan reddes og kan hjælpes. Al hendes viden og hendes styrke. Men det er svært at få nogen til at lytte, og jeg kan også godt se, hvordan det kan lyde, så jeg tør næsten ikke sige noget, nu hvor både Callum og Henry ser så strengt og mistænksomt på mig! Jeg håber, at du kan forstå mig, uden at tro at, jeg på nogen måde nogensinde ville forråde jer, eller organisationen. Nå, men i hvert fald, så er der jo her endnu et spor som knytter Sibyl til sagen.

Efter kirkegården så tog vi tilbage til tårnet for at se, hvad Vincent og Max i mellemtiden havde fundet. Og Grace det er helt fantastisk! Min første tanke om, at lydende de mindende om en telegraf, det var slet ikke forkert! I det vi træder ind i rummet så kan vi se, at Max er i gang med at kommunikere med en lille bippende, tikkende… Tingest! Ej hvor er den bare sød! Den lignede lidt en af de store krabber jeg så på strandende i Atlantea. Og Grace, den var fyldt med guddommelig magi! En magi der igen havde en metallisk fornemmelse, jeg kan næsten regne ud, at det må være Hefaistos. Det var blændende og smukt og… jeg kunne fornemme et hjerteslag. Fantastisk! De så ud som om de troede jeg var blevet skør (igen!), men det var det jeg fornemmede! Ikke liv, som kød og blod og dyr og træer og planter, men alligevel en form for liv og eksistens, en puls og noget, som havde sit eget…liv! Henry forsøgte i det mindste at forstå, og jeg tror også, at han troede på mig, men Callum ville slet ikke høre. Callum er ikke så god til at håndtere ting, som er midt imellem, og den her skabning, den er helt tydeligt en midt i mellem! Callum blev helt vildt stresset og rablede løs om titaner og guder, og guder, der var titaner og titaner, der nu var guder, men var titaner da de fik børn og at det jo stadig VAR titaner og at det hele nu var helt vildt rodet. Stakkels Callum! På mange måder ville det jo være nemmere, hvis det bare var sort og hvidt. Hvis alting enten var ondt eller godt, sort eller hvidt, titan eller gud. Men sådan er det jo bare ikke. Der mennesker der handler ondt i en god mening, og mennesker, som handler egoistisk, fordi de er blevet såret førhen og ikke tror på, at det nytter. Og jeg kunne blive ved! Men altså jeg synes i hvert fald, at den var sød, den her lille bippende tingest. Max kaldte den for en Gizmo. Den talte i morsekoder! Og den kom med Callums skjorteærme til ham! Fantastisk! Den fortalte, at den savnede Richard og Charlie, om de snart kom tilbage. Awww! Se, den kan savne dem. Eller også er den blevet programmeret til at sige at den savner dem, når de ikke er her. Vincent tror vist heller ikke helt på at den er levende levende og har følelser. Jeg tror heller ikke at den er levende levende, men jeg mærkede altså den puls og det lys der strømmede fra den. Så den er noget! Gizmo kunne også fortælle, at der havde været nogle ”slemme mænd” som den havde gemt sig for, og som havde rodet i papirerne og taget notesbogen. Og det er den notesbog, hvor Richard Mayhew tilsyneladende havde noteret hvordan man bygger den, altså Gizmo! Der havde også været en slem dame, som havde taget Charlies ting! Hvis den slemme dame er Sibyl, som vi lidt tror at det er, så tyder det jo på, at Sibyl har taget Charlie fra universitetet, hvor hun jo er forsvundet fra. Det tegner ikke godt. Samtidig, så kunne det godt virke til, at der er to forskellige der har været og rode i Richard Mayhews ting – altså de slemme mænd, og så damen derefter. Hvis det er Sibyl der er damen, så er det jo mærkeligt, hvis hun først sender nogle mænd for at stjæle ting, og derefter selv kommer. Så måske er det slet ikke Sibyl der har taget notesbogen, men en helt anden? Det kunne jo sagtens være S.Nob, som jo efter eget udsagn, var Richard Mayhews største konkurrent. Henry foreslog, at skulle snyde S.Nob. ved at lade som om vi har de ting, der mangler for at lave Gizmo, så hvis han har optegnelserne i notesbogen, så kan vi hjælpe ham. Men Callum vil under ingen omstændigheder være med til at snyde, han synes det er forkert. Han foreslog i stedet at vi lod som om vi ville sælge S.Nob. det segl, som Gizmo havde på og som man skal bruge for at lave den. Hvis han så faktisk har stjålet notesbogen så vil han jo afsløre sig selv. (Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det er mindre at snyde end Henrys forslag, men jeg synes at begge dele giver mening, så hvis det betyder meget for Callum så er det helt fint med mig at gøre sådan). Jeg vil slutte nu. I morgen vil det vise sig, om vi mon skal redde Charlie fra Sibyl og om det faktisk er S.Nob. der har taget notesbogen.

Nu vil jeg gå i seng. Jeg håber du har det godt, Grace. Jeg SAVNER dig! Jeg skal nok skrive igen når vi har fundet ud af, hvad der er hoved og hale i hele det her mysterium.

De kærligste hilsner

Cassie

Andet brev

Kære Grace

Hvordan har du det? Ih hvor jeg savner dig. Nu er det altså ved at være længe siden jeg har set dig, og du har jo aldrig svaret på mit sidste brev. Men du har sikkert travlt med alle eksperimenterne. Jeg håber, at du lærer en masse og at de er søde ved dig! Forhåbentlig har du haft tid til at læse mit sidste brev, i hvert fald, så tænkte jeg, at jeg ville sende dig resten af historien, for vi har selvfølgelig fået afsluttet sagen nu. Og det gik godt. For os. Ikke så meget for alle opfindelserne eller for hunden. Åh jeg er så ked af det med hunden, Grace! Så ked af det! Nå, men jeg må hellere starte med starten og ikke med slutningen. Eller faktisk er det jo midten, fordi du har jo fået starten i det sidste brev.

Nå, men som du måske kan huske, så stod vi jo og skulle beslutte, hvordan vi skulle gribe hr. S. Nob. an, for det var jo meget oplagt, at han kunne have fundet på at stjæle optegnelser fra Richard Mayhews arbejdsværelse. Der var 3 forskellige tilgangsmåder og vi besluttede at gøre alle 3 for at sikre, at vi ikke overså noget. Mackenzie ville gerne afhøre ham igen, for at være sikre på, at vi også faktisk gav ham en ordenligt chance for at indrømme det. Henry og Callum, ville lade som om de kunne sælge ham sådan en kerne til at få Gizmo til at køre (du husker nok, at det jo netop var planerne for, hvordan man laver Gizmo, som var blevet stjålet!). Deres forhåbning var, at de ved at lade som om de havde den kerne der skulle bruges, kunne få ham til at indrømme, at han havde optegningerne. Alexandros synes det var forkert at snyde ham, og da Mackenzie nævnte en afhøring begyndte han at snakke om at hive fingernegle af. Mackenzie bad ham om at tie stille. Jeg ved ikke, hvordan Alexandros’ folk normalt gør tingene, men han har helt klart mange ting at lære hvis han skal blive et godt medlem af vores gruppe. Men jeg tror nu stadig, at det godt kan fungere. Forhåbentlig. Selvom jeg er så ked af det med den hund! Nå, men Alexandros ville hellere bryde ind sammen med Max og Vincent. Det er virkelig mærkeligt, at han synes det er helt okay at begå indbrud, men at snakke med manden, eller snyde ham, for at få ham til at indrømme en forbrydelse, det vil han slet ikke være med til. Det er et virkelig mærkeligt kodeks han har for hvad der er rigtigt og forkert!

Nå, men Mackenzie og jeg, vi startede med at snakke med hr. S. Nob. Mackenzie førte ordet, hun er god til at sige tingene så man ikke er i tvivl om, at man bliver anklaget, og bør indrømme sin skyld nu! Men S. Nob., han blev så fornærmet ved antydningen om, at det kunne være ham der havde stjålet Mayhews optegnelser. Han blev fornærmet over at blive anklaget for tyveri, men han blev faktisk næsten endnu mere fornærmet at vi antydede at han skulle have brug for Mayhews optegnelser! Han er tydeligvis overbevist om at han er den dygtigste urmager i verden og derfor tror jeg, at tanken om at bruge Mayhews optegnelser var meget fjernt for ham. Faktisk så var både jeg og Mackenzie helt overbevist om, at det ikke var ham der havde taget dem. Det ville jo have krævet nok selvindsigt, til at indrømme, at Mayhews opfindelser var bedre end hans egne, og den selvindsigt havde han tydeligvis ikke! Men vi lod alligevel de andre fortsætte med planen, for så var vi i hvert fald sikre. Resten af dagen brugt jeg og Mackenzie på meget diskret at overvåge den anden urmager, C. Locks. for ham havde vi faktisk afskrevet som tyv, udelukkende fordi han ved første øjekast virkede som en sød, venlig og meget distræt (og måske i virkeligheden ikke frygtelig dygtig!) urmager. Men det kunne jo være spil for galleriet. Vi havde fundet to aviser, som vi brugte til at gemme os bag. Det var virkelig sjovt og virkelig snedigt og meget snig-agtigt! En rigtig god dag, men desværre, så gjorde han ikke rigtig noget, som gav anledning til at tro, at han ikke havde rent mel i posen. Henry og Callums møde med S. Nob. om aftnen, gav heller ikke noget resultat. Han virkede ikke som om han havde de manglende optegnelser. Og heller ikke indbruddet gav nogen resultater. Alt i alt, så tydede det jo på, at vi blev nødt til at se nærmere på Sybil, og hendes mulige tilknytning til de manglende notesbøger og ikke mindst, den mulige kidnapning af barnebarnet Charlie! Åh bare tanken gjorde mig ked af det. Jeg håbede sådan, at Sybil ikke havde kidnappet Charlie og slet ikke hvis hun havde gjort hende noget! Mens vi sad der om morgenbordet og snakkede om, hvordan vi skulle gribe undersøgelsen af Sybil an, så banker det pludselig på døren. Og hvem står der? Charlie! Af alle personer. Vi var helt paf. Både over, at hun bare sådan stod der, men også over, at hun bare havde fundet os! Vi troede jo, at Russell Court var et sikkert sted, som ikke sådan lige kunne spores. Heldigvis, så viste det sig bare, at Charlie havde mødt Henrys nye veninde (som jo oprindeligt gav os sagen, husker du nok!), og hun havde givet Charlie addressen. Så det var altså ikke fordi vi var nemme at finde. Charlie startede med at sige, at hun var blevet sendt hen til os, fordi hun var i tvivl om, hvorvidt der var ugler i mosen. Hun havde sovet hos Tante Sibyl (tante Sibyl!!!!), hvor hun havde set den mand som havde fulgt efter hende. Ej, nu får du lige historien, i den rigtige rækkefølge, ellers så tror jeg, det er for svært at følge med, når nu du ikke var der selv. Det viser sig, at Charlie slet ikke var forsvundet. Hun havde blot været i Hefaistos’ tempel. Det er åbenbart en del af hendes uddannelse, så der var slet ikke noget fordækt ved det. Mayhew havde modtaget et Hefaistos segl, som den eneste nogensinde, og Charlie selv er tæt på at opnå samme ære! Dog blev hun jo så afbrudt, da hun modtog beskeden om at hendes morfar var død og hun måtte tage hjem. Men på vejen hjem, der følte hun, at nogen fulgte efter hende. Flere gange havde hun set i spejlet i sin hat (hun havde den SEJESTE hat, Grace! Virkelig! Den var høj og smart, og havde spejl så hun kunne kigge bagud og lys i og alt mulig! Jeg ville gerne have spurgt hende om den, og fortalt hvor fantastisk jeg synes den var, men jeg kunne simpelthen ikke få et eneste ord indskudt, fordi Max næsten sad på skødet af hende af iver! Der er vist ingen tvivl om, at han synes han har fundet en sjæleven. Det var nu også dejligt at se). Nå men i spejlet i hatten havde hun altså flere gange set en stor rødhåret mand som fulgte efter hende. Beskrivelsen lød unægtelig meget som Aidan the Irish! Hun havde også haft en helt klar fornemmelse af, at der var nogen som forsøgte at forsinke hendes rejse hjem. Toget blev saboteret og det gjorde dampskibet også. Heldigvis så kunne hun jo reparere det. Men altså, da hun endelig kom hjem, lidt forsinket, så havde hendes tante Sibyl (altså TANTE Sibyl! Det er virkelig svært at komme sig over, at der er en der kan kalde Sibyl for sin tante! Tante Sibyl. Så lyder hun slet ikke så skræmmende vel?), nå men Sibyl havde altså sørget for at hun blev hentet ved stationen og kom hjem og bo hos hende, så hun kunne få sovet ud. Hun antydede også, at hun måske havde fået lidt at sove på, for hun var faldet i en dyb søvn. Om natten var hun dog alligevel stået op, for hun plejer åbenbart ikke at sove så meget, og til sin store forskrækkelse, havde hun set den store rødhårede mand komme ud af Sibyls kontor! Urolig for Sibyls sikkerhed, var hun lige ved at gribe ind, men Sibyl kom ud af kontoret lige efter ham, og havde overraskt ham en pose med dokumenter med ordene ”Det skal se ud som om der intet er foregået”. Næste morgen, da Charlie havde været henne i Big Dick (hihihi!), havde der ikke manglet hverken notesbøger eller papirer! Det lyder jo meget som om, at det er Sibyl der har fået stjålet optegnelserne og så fået Aidan til at levere det tilbage igen. Sibyl har også tilbudt Charlie et job! Hun havde vist hende det mest fantastiske værksted som hun har fået bygget i industrikvarteret nede ved floden. Men Charlie er altså nervøs for, at Sibyl har fået stjålet de her papirer, og jeg tror også, at hun egentlig helst vil bo i Big Dick (tihiiii!) og videreføre sin bedstefars arv. Hun kom til os, fordi hun ville have os til at hjælpe med at sikre, at der ikke er lavet kopier af Mayhews optegnelser over Magkrabben (det var det hun kaldte Gizmo. Men hun synes nu også, at Gizmo er et fint navn. Måske så vil hun kalde ham det!).

Alt i mens at Charlie fortalte os alt det, så blev Callum mere og mere panikslagen og hvid i ansigtet. Da hun nærmest kun lige var kommet ind af døren, trak han mig til side og hviskede hektisk ”Vi kan ikke lade det pigebarn gå tilbage til Sibyl! Hun ved hvor vi bor nu!” Jeg gav ham ret, og troede egentlig, at han så ville blive mere rolig. For selvfølgelig ville vi ikke lade hende gå tilbage til Sibyl. Både for hendes sikkerheds skyld, men også for vores. Jeg havde tænkt mig, at hvis det ikke skulle lykkes os at overtale hende til at blive sammen med os, så ville jeg lade Vincent og Mackenzie følge hende tilbage til BD, og sikre, at intet tilfaldt hende. Men så langt nåede vi slet ikke! Midt i Charlies historie udbryder Callum pludselig højt ”Vi kan ikke lade dig gå! Du bliver nødt til at blive her!” Charlie bliver selvfølgelig forskrækket og vred, og undrer sig over, hvad det dog er vi foretager os. Jeg forsøgte at berolige gruppen og Charlie, men pludselig begynder Alexandros at snakke om at vi kidnapper folk, og at organisationen vist gør mange uetiske ting. Nu bliver jeg normalt ikke hidsig, men lige der, der ville jeg have sparket ham over benet, hvis jeg havde kunnet nå ham. Og jeg måtte også meget skarpt bede ham om at stoppe. Heldigvis, så var Mackenzie bedre end mig, og sagde meget højt og skarpt ”Hold så mund Alexandros!”. Jeg tror absolut ikke, at Mackenzie er særlig glad for vores nye medlem. Det er synd. Det er som om at han hele tiden får gjort og sagt nogle ting, som gør at han modarbejder os i stedet for at blive en del af gruppen. Jeg har tænkt mig at tage en snak med ham,for at sikre, at han har fuld tillid til gruppen og selskabet. Hvis han går og tror, at det vi gør, det er forkert og hele tiden tvivler på, om vi gør noget der er etisk korrekt, så tror jeg ikke han kan være en del af vores gruppe. Vi kan simpelthen ikke tåle at have endnu en splittelse. Nå, men det vil jeg i hvert fald gøre! Heldigvis så endte det med, at vi fik beroliget Charlie og fik hende overtalt til at vise os det værksted Sibyl havde fået bygget, så vi kunne bryde ind og sørge for, at der ikke lå nogle papirer som ikke skulle være der. Callum var meget oprevet, og ked af det, så jeg tror også jeg vil tage en lille snak med ham. Jeg er ked af, at han blev så oprevet, og at han ikke havde tillid til, at vi kunne håndtere situationen. Men det må også være svært for ham. Han vil så gerne altid gøre det rigtige, men lige der, var havde han jo ret i, at vi ikke kunne lade hende gå tilbage til Sibyl, sådan uden videre. Men samtidig, så var Charlie jo en uskyldig og sød pige. Så hvad der lige var det rigtige, det var faktisk ikke helt lige til!

Nå, men tilbage til historien! Vi fandt frem til værkstedet med Charlies hjælp. Der var to vagter og to søde og lidt tykke hunde. Bjørn og Basse. Vincent kravlede op på taget for at se ind gennem vinduerne om der var ekstra vagter inden for. Han ser altså bare så flot ud når han sådan klatre op. Mmmmh. Jeg kunne bare stå og se på ham i timevis. Sådan som hans krop bevæger sig… Nå, men i hvert fald, så så han at derinde, der var fyldt med mini hunde! Og mærkelige minihunde med sjove fladtrykte næser. Og så havde de en dims om halsen. Det viste sig, at dimsen om deres hals, den fik deres lille vov (sådan lidt ”vif vif vif” agtigt), til at lyde meget højt (så vif vif blev til VOV!). Det var altså sjovt! Heldigvis, så var vi jo advaret om hundene, dem havde Charlie nemlig nævnt, så Callum havde taget kiks med, med lidt beroligende i. Det smed Vincent ind til dem, og efter at have gøet og rendt rundt, så faldt de små hunde i søvn i en stor snorkende bunke. Og snorkene, de var også høje! Det lød altså sjovt! Så nu manglede vi altså kun at tage os af de to vagter og hundene. Men altså hundene skulle jo være mere kælehunde end vagthunde, så det var mest vagterne. Mackenzie og de andre ville tage sig af vagterne, og jeg er jo ikke så meget værd i sådan en situation, så jeg stillede mig hen til kanten i muren (huset var omgivet af en mur hele vejen rundt) og holdt øje med, at der ikke pludselig kom flere vagter eller opsynsmænd. Det fortryder jeg lidt nu, for måske så kunne jeg have forhindret Alexandros, men det er jo ikke til at vide. Nå, men det lykkedes Callum, Mackenzie og Alexandros at slå de to vagter ud, Callum blev så forskrækket, at han vækkede den ene vagt op igen, hvorefter han jo måtte slå ham ud igen! Det er lidt svært, det der med altid at gøre det rigtige for alle i alle situationer. Nogen gange, så kan man blive helt forvirret! Henry forsøgte at pifte af hundene, men det var han vist ikke så god til. Faktisk så lød det mere som sådan en hvæsen! Den ene hund væltede ham, hvorefter Henry (måske i panik?), greb fat i den og nærmest fik en lidt ufrivillig ridetur. Jeg er sikker på, at jeg ikke ville have kunnet lade være at fnise lidt, hvis jeg havde set det. Men Alexandros blev vist meget bange for hunden, og han stak den stakkels hund ihjel med en kniv! Det er så synd. Den var jo sød, og havde slet ikke gjort andet end at komme til at vælte Henry. Åh jeg er rigtig ked af det. Tænk hvis det var en af vagterne han havde stukket? Han må virkelig have at vide, at vi ikke slår ihjel, medmindre det er dæmoner, eller en situation, hvor vi bliver angrebet og ikke har andet valg. Jeg troede faktisk, at M ville have fortalt ham om vores retningslinjer, men det er selvfølgelig også mit ansvar. Stakkels lille hund! I det mindste så gik det stærkt. Mens de andre sloges, holdt jeg øje med vejen udenfor. Der kom dog ingen. Men pludselig, var der en der nussede mig i nakken! Hold nu op, hvor blev jeg forskrækket! Det var Vincent, og det var bare ment kærligt. Men han er jo så god til at bevæge sig helt stille, så jeg hørte ham ikke! Puha! Heldigvis kom der ikke nogen. Herefter var der jo frit lejde, for alle vagter og hunde var væk (snøft!). Mackenzie var nemlig blevet gode venner med den sidste hund. Bjørn. Awww, så sød! Inde i værkstedet var der et stort rum, fyldt med en masse arbejdsborde og fantastiske opfindelser. Charlie fortalte bagefter, at det var et sted for håbefulde opfindere hvor de kunne få chancen for at skabe deres opfindelser. I den ene side var der 3 aflåste rum. Det var dog herinde, at uhyrlighederne befandt sig. Der var fyldt med planer over forfærdelige våben. I det midterste rum fandt vi et metal skelet i menneskestørrelse. Det var forfærdeligt! Og tydeligvis skabt efter samme princip som Gizmo, i håb om at kunne give det liv! Forfærdeligt. Der var også store versioner af Gizmo! Men dog var det tydeligvis ikke lykkedes dem at kopiere Hefaistos’ segl. Henry var kridhvid i hovedet. Flere gange krammede jeg ham og fortalte ham, at han gør det rigtige. Og at vi gør det rigtige nu, at vi forhindrer hendes planer. Der er ingen tvivl om, at det er en kamp for ham. Han har fortalt mig, at han har gemt sig for hende i så mange år. Men jeg fornemmer en ny beslutsomhed i ham nu. Jeg tror, at han begynder at indse, at han kan og skal gøre en forskel ved at være med i fronten. Og at han føler, at han må passe på mig, selvom det selvfølgelig ikke er nødvendigt, for Sibyl vil ikke gøre mig ondt. I hvert fald, så blev Henry kridhvid i hovedet lige der midt i værkstedet. ”Vi må brænde det.” sagde han. ”Vi må sørge for, at ødelægge alt der minder om våben og brænde papirerne og brænde stedet ned til grunden, så hun ikke bare så nemt kan starte forfra.” Vi diskuterede det, Max og Charlie var chokerede og ubestridt imod at brænde det. Jeg var lidt i et dilemma. Jeg ønskede ikke at brænde alle de unge opfinderes drømme, men våbnene var uden tvivl for farlige til at risikere at lade være. Vi havde ikke meget tid, så vi besluttede at brænde det. Mens Callum og Mackenzie ødelagde de færdige våben og opfindelser i de aflåste rum, samlede Henry og jeg alle papirer vi kunne finde. Jeg sørgede for at tage alle dem i det store åbne rum, som jo ikke var våben, men som var de unge opfinderes. Henry fandt alle de andre. Dem lagde vi i en stor bunke, så vi kunne være sikker på, at de blev destrueret. Mackenzie måtte korporligt tage Max og Charlie udenfor, mens Alexandros, Henry og jeg brændte stedet af.

Jeg var rigtig ked af det, men det var for stor en risiko, med den korte tid vi havde til rådighed, at lade det være. Charlie var så gal og hysterisk. Men vi fik hende fulgt tilbage til BD uden at hun kom til skade. Hun havde lovet at sørge for ekstra vagter, og sætte fælder, så hun vil ikke være i fare. Jeg forsøgte at tale med hende dagen efter og give hende de papirer som jeg havde samlet, over de uskadelige opfindelser, men hun vil slet ikke tale med mig. Heldigvis så vil hun tale med Max. Jeg har givet ham papirerne og et brev til hende, som hun forhåbentlig læser. Jeg håber, at hun kan sørge for, at papirerne kommer til de rette ejermænd. Og jeg håber, at hun på et tidspunkt vil forstå, hvorfor vi gjorde som vi gjorde. Men jeg kan godt forstå hun er vred. Henry har lovet at snakke med sin veninde om, at få HMD til at støtte et projekt om at åbne et værksted for unge håbefulde opfindere. På den måde, kan hele landet få glæde af de gode opfindelser, og vi kan sikre, at der kan blive holdt øje med at der ikke bliver opfundet nogen farlige ting.

Nu ved du i hvert fald, hvad der er sket her imens du har været væk! Jeg håber, at du snart kommer tilbage. Vi savner dig!

Hov, jeg kan se, at der er kommet et kort fra dig! Juhuu, det glæder jeg mig til at læse.

De kærligste hilsner

Cassie

PS. Jeg har vedlagt tegningen af Big Dick igen. Bare fordi, det er sjovt! Og jeg skulle hilse fra Mackenzie. Også fra de andre selvfølgelig.

big dick

(Hihihi!)

Offentliggjort af Den tatoverede børnebibliotekar

Bibliofil rollespiller, Æventyrer, lystløgner, mor og zeppelinerstyrmand. Jeg har knytnæverne resolut plantet i siden og med en kappe, der blafrer i vinden

One thought on “13. The case of the ghost in the machine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: