Baggrundshistorie

Fulde navn: Elizabeth Chloë Diamond Wasabé aka Chloë Freemont, M.D.

 Familiebaggrund: Wasabé-slægten er gammel som bjergene. Oprindeligt er de stammefolk fra Afrika – høje, muskuløse mennesker med mørk hud og dybe æresbegreber. Navnet ’Wasabé’ betyder oprindeligt ’first before the king’ og stammer fra en tid, hvor stammens førende fik foretræde for kongen en gang årligt – de fornemmeste fik foretræde først. Wasabé-slægten var altså allerede i oldtiden en fremtrædende familie. Det er de også i dag. De rangerer højt i adelshierarkiet i Kejserriget. De har altid forstået at holde med de rigtige og mele deres egen kage godt, og de er nu en rig og indflydelsesrig familie med tilknytning til kejseren selv. Chloë’s far er kejserens livlæge. Evolution har gjort Wasabé-slægtens medlemmer til naturligt høje, smukke og intelligente mennesker.

 Justeringer: De privilegerede i kejserriget får alle foretaget et par ’små-justeringer’ i deres genetiske komponenter: immunitet overfor sygdomme, samt hurtig heling af sår (kemisk adrenalin-boost). Justeringerne skal tjekkes hvert år, så der ikke opstår fejl. Praktiserende læger får desuden ofte tilføjet en særlig beroligende effekt til deres stemme. Chloë har desuden fået installeret en ’language-chip’ – meget brugt blandt diplomater og andre rejsende privilegerede – som gør det muligt at tale og forstå en lang række sprog, når blot man har hørt på dem i kort tid. At skrive og læse disse sprog kræver imidlertid træning.

 Personlig baggrund: Opvokset som yderst privilegeret med den fineste uddannelse penge kan købe. Som barn legede Chloë med den jævnaldrende tronarving, som i dag er den hellige kejser. Hun har dog ikke mange kærlige minder om ham, da han var en forkælet møgunge. Chloë har et par søskende, som alle har arbejdet sig ind i indflydelsesrige stillinger, enten via uddannelse eller ægteskab. Chloës mor er filantrop, og Chloë er opflasket med idealer om velgørenhed og om at privilegier forpligter. Hun har modtaget undervisning i alt en ung dame bør vide, og har taget to doktorgrader: i medicin (idealismen) samt xenobiologi (lysten). Hun blev som 20-årig forlovet ind i en indflydelsesrig familie tæt på kejseren – det ses som en gensidig god match. Som 22-årig bliver hun færdig med begge doktorgrader, og rejser i et akut anfald af idealisme ud i et 1-årigt turnusforløb til en lille planet – Macraix – i yderkanten af det civiliserede kejserrige for at udøve lægegerningen, inden hun skal giftes. Hun har også intentioner om at studere nogle kuriøse lokale intelligente smådyr på planeten, som ikke er set andre steder i universet.

 Omvæltningen: Den store omvæltning i Chloës liv sker på Macraix. Planeten har små 20.000 beboere fordelt på 7 større og en række mindre landsbyer. Den lille planet er nærmest paradisagtig i sin natur – frodig og smuk, og de lokale, som har beboet planeten i små 20 år, er idealistiske i deres dyrkning af den. De er selvforsynende, lever lavteknologisk og bæredygtigt i pagt med naturen. Rent paradis. Så opdages et sjældent mineral i undergrunden (fundet af kejserlige udsendinge uden planetens lokale regerings vidende). Kejserriget gør derefter alt hvad de kan for at overtale planetens befolkning til at acceptere udbredt minedrift efter mineralet. Befolkningen nægter, på baggrund af at minedrift vil ødelægge den fine balance der er i naturen. Kejserriget truer dem med tvangsforflyttelse, men de nægter katagorisk. Kort efter begynder planetens befolkning at blive syge. Chloë og planetens andre læger kan intet stille op. De første der dør, er børnene. Chloës far begynder at presse på for at hun skal komme hjem, og Chloë fatter mistanke. Hun er jo selv immun, så der er ikke noget frygte for hende. Chloë opdager så at sygdommen er kunstigt skabt og mistænker kejserriget for at stå bag.  Flere undersøgelser bakker teorien op, og planetens sidste raske beboere griber til våben i kampen mod de kejserlige soldater, der nu trænges om planeten. Chloë kæmper, trods alle idealer om at leve ikkevoldeligt, sammen med planetens beboere, men forgæves. De har ikke en chance mod kejserrigets magt. I et sidste slag såres Chloë alvorligt i højre underarm, og da kejserrigets soldater finder hende, står den ikke til at redde. Hendes kampfæller dræbes alle som én, men Chloë bringes tilbage til sin familie, hvor hun opereres. Hun får en kunstig arm, state of the art, specielt designet til lægegerningen og umulig at ødelægge. Der lægges et lag kunstig hud på, så det nærmest er umuligt at se, at den er kunstig. Hun får også installeret en hukommelsesjusteringschip, som får hende til at glemme vigtige detaljer om Macraix. Hun husker den nu kun som en rar og paradisisk planet, hvor hun virkede som læge. Alle minder om sygdom og kamp er hæmmet af hukommelseschippen. Der lægges planer om forestående bryllup. Chloë er stadig lidt fortumlet, men er føjelig. Hun plages imidlertid af mareridt, og da hun går sin mor på klingen, tilstår denne, at der var oprør på Macraix, at Chloë kom til skade (hun får først nu besked om sin kunstige arm), og at de skønnede, at hun skulle skånes for de grimme minder. Det klinger hult i Chloës ører, og hun går til en undergrundslæge, som fjerner hukommelseshæmmeren. Chloë bliver rasende, da hun igen husker hvad kejserriget har gjort, og hun konfronterer sin far. Han prøver at tale hende til fornuft, og taler kejserrigets sag – Macraix var jo en kejserlig planet, og de havde derfor ikke selv egenret på deres planets ressourser. Deres reaktion og oprør var forkastelig, og det var rigtigt at nedkæmpe dem – med alle midler. Chloë pakker rasende sine ting og tager hen til sin forlovede, blot for at opdage, at det er hans far, der har erhvervet minerettighederne på Macraix… Desillusioneret reducerer hun sin bagage til det vigtigste, og står snart efter i rumhavnen med en kuffertkiste, en vadsæk og en lægetaske og køber billet til yderste grænseplanet i kejserriget under navnet Delores Smythe. Her sælger hun nogle af sine finere ting, og køber tøj og udstyr, som er mere egnet til livet i yderplaneterne, territorierne. Herfra tager hun endnu længere ud – til the Rim – nu under navnet Chloë Freemont, M.D.

Nu: 4 år efter Macraix’ fald lever Chloë som omrejsende læge. Hun hader kejserriget af et godt hjerte, og er stadig filantrop og idealist om en hals. Hun plages af mareridt, og holder sig tit i gang alt for længe for at slippe for at sove. Hun undgår helst at slås, forsøger gerne at afvæbne eller at berolige, hvis det kan lade sig gøre. Men hun kan stadig gribe til våben, når ’de onde’ truer ’de gode’, selvom hun får frygtelig dårlig samvittighed, hvis nogen skades derved. Den kunstige hud på hendes arm blev efterhånden slidt, og hun har nu taget den endeligt af – det er mere hygiejnisk. Adrenalin-boosteren, der skulle sikre hurtig heling, virker stadig, men giver af og til boosts, når det ikke er nødvendigt, hvilket gør hende hyperaktiv, pirrelig og utilregnelig. Hun rører ikke den kæmpe konto, der står i navnet Chloë Wasabé. Hvis hun gjorde, ville hun straks blive fundet – desuden regner hun pengene for at være blodpenge. Hun lever fra hånden til munden. Idealisme gør ikke én rig, for hun hjælper gerne de fattige, som i virkeligheden ikke kan betale – i hvert fald ikke ret meget. Med mellemrum sælger hun et af sine smykker, men det er risikabelt, da de kan spores. En gang imellem udfører hun operationer på de rige, for at få tingene til at løbe rundt. Hun er faktisk efterhånden blevet en anerkendt kirurg herude på the Rim. Når mareridtene bliver for slemme, når hun får dårlig samvittighed over at hun har skadet nogen i kamp, eller over at hun udnytter de rige, som jo er lige så korrupte som kejserriget for de flestes tilfælde, eller alt muligt andet, bedøver hun smerten med stoffer. Disse depressive perioder er som regel kortvarige, for hun får hurtigt dårlig samvittighed over at bruge stoffer, som kunne komme andre til gode, og ved jo også godt, at hun ikke kan hjælpe nogen, hvis hun er høj. Trods al hendes idealisme rummer hun stadig en grad arrogance. Hun elsker litteratur og musik – og synes ofte at folk herude er bare en lille smule mere primitive end de behøvede at være. Hun vil altid være splittet mellem at hade kejserriget og elske den dannede civilisation.